Martin Larsen

Martin Larsen blev født den 12. august 1969 og havde en opvækst som de fleste andre danskere på den tid. Teenageårenes krise bragte ham i favnen på litteraturen, da han måtte sætte ord på de spirende følelser og det fremvoksende selv. Som 27-årig blev han optaget på Forfatterskolen i København, og to år efter debuterede han med “Tabula rasa”, en samling digte der udkom, ikke i en bog, men på en diskette. Samme år, i 1997, blev han færdiguddannet fra Forfatterskolen. Årene på skolen var på mange måder formende for Larsens liv, da mange af hans bedste venner stødte til her. Også mødet med skolens grundlægger Poul Borum i 1995 har haft stor betydning: “han var den store port udad mod samtidig litteratur i andre kroge af verden. Men også bagud historisk. Jeg fik arbejde hos Poul Borum som altmuligmand, det vil sige først og fremmest gik jeg og satte bøger på plads i hans bibliotek. Og det var bøger, man ikke kunne finde på hovedbiblioteket og i boghandlere.” (Thomas Hvid Kromann: Virtuelle danskere on demand. Den blå port nr. 79, 2008).

Interessen for udenlandsk litteratur er tydelig i Larsens forfatterskab, men også i hans arbejde som oversætter af især amerikansk litteratur. Larsen har desuden fungeret som kritiker ved Dagbladet Information og ved det netbaserede litteraturtidsskriftet litlive.dk. Martin Larsen fremhæver selv det at anmelde som en vigtig del af det at være forfatter: “det er en del af det at beskæftige sig med litteratur, at man tænker over, hvad man har læst og forsøger at formulere, hvad man tænker. På en vis måde synes jeg næsten, at kritikken er den allermest centrale litterære virksomhed; det at fremgrave mening af de nogle gange uforståelige værker, forfatterne har fyldt verden med.” (Det Andersenske Forlag: Martin Larsen. Ordtilallesider.dk, 2010-09-24).

I 2000 overtog Martin Larsen sammen med fire andre forfatterskoleelever forlaget Basilisk efter Per Aage Brandt, der sammen med Carsten Juhl og Otto Pedersen havde grundlagt forlaget i 1982. Udgivelsesprofilen dengang som nu er et ønske om at bringe udenlandske forfattere frem i lyset ved at oversætte værker, der ellers ikke ville blive oversat. I et interview fra 2001 fortæller de nye redaktører om, hvordan de fik overdraget forlaget af Per Aage Brandt, der ikke længere magtede at tage sig af de mange rudekuverter, der hobede sig op: ”Han tilbød os forlaget, hvis vi overtog rudekuverterne og satte dem i orden. Og så besluttede vi at tage kufferten.” På spørgsmålet om hvad de nye forlagsejere havde brugt det første år med forlaget på, svarer Martin Larsen lakonisk: ”Vi har åbnet rudekuverter” (Rune Lykkeberg: Nyt liv til lille forlag. Information, 2001-02-03). I flere år hang der et opmuntrende og selvironisk citat på døren ind til forlagets lokaler i Nansensgade: “Jeg tror den kommer til at sælge”.

Martin Larsen fik i 2022 konstateret en hjernesvulst, der havde sat sig på hans sprogcenter, hvorfor han mistede sproget. Han døde 2. december 2022. Hans to venner og medredaktører Peter Højrup og René Jean Jensen redigerede sammen med Larsens redaktør Janne Breinholt Bak hans roman ”Kronos’ drømme” færdig til posthum udgivelse i 2023.

Martin Larsens “Hvis krigen kommer” fra 2003 er en 36 siders pdf-udgivelse, der ligger til gratis download på forfatterens blog. Den er en slags remix af en gammel informationsfolder med samme titel udsendt fra statsministeriet i 1962. Larsen har taget indhold fra den gamle folder, blandt andet opsætning, tekststykker, billeder og titel, men har også tilføjet tekst selv, for eksempel et forord og øjenvidne beretninger fra Halabja, Hiroshima og Amariyah.

 Beretningerne er placeret i dialog med den oprindelige oplysningstekst. Afsnittet om atombomben følger således efter afsnittet om Hiroshima, på samme måde spejles teksten om Halabja: “Der var en sød lugt som af æbler” (side 11), med afsnittet om krigsgas: “Sennepsgas kan lugte i retning af sennep eller peberrod” (side 12). Øjenvidneberetningerne giver ofte temmelig grumme billeder af krig, for eksempel sammenlignes resterne fra angrebet i 1991 på blandt andet et beskyttelsesrum fyldt med sovende børn i byen Amariyah, med klassiske collager af malings aftryk af børnehænder og fødder, der typisk hænger i børnehaver og hjem: “Køjerne brændte væk under dem og stumperne af deres arme og ben faldt til jorden, men deres små hænder og fødder blev på en eller anden måde forstenet og blev siddende.” (side 28).

Denne tekst står i umiddelbar forlængelse af et længere, sagligt afsnit om beskyttelsesrum, konstruktionen, provianteringen og niveauet af sikkerhed i forskellige typer af beskyttelsesrum. Øjenvidneberetningerne adskiller sig altså fra den øvrige tekst gennem sprogbruget. Der er noget ufrivilligt poetisk over beskrivelserne, hvilket understøttes af opsætningen, der minder om digte. Beretningerne spejler altså det faglige og distancerede skrift om krig i den kaotiske og subjektive oplevelse af faktisk krig. I forordet til “Hvis krigen kommer” fortæller Larsen, at han har fundet folderen i en skuffe i et bord, som han arvede efter sin mormor og morfar. Hæftet viser tydeligt, hvordan en given tekst er afhængig af den tid, den udkommer i. Da det oprindelige hæfte udkom i 1962 var den et alvorligt ment informationshæfte skrevet ind i frygten for en atomkrig mellem øst og vest. Genoptrykt i 2003 ser truslen om krig anderledes ud. Men som Larsen afslutter sit forord med at skrive, så “indeholder pjecen stadig masser af faktuelle oplysninger, som alle bør kende. Hvis krigen kommer.” (side 1). Nogle ting er universelle og rækker ud over tid og sted, der iblandt frygten for krig og behovet for oplysning.

I 2004 udkom “Svanesøsonetterne”, der består af en papæske fra Rigsarkivet indeholdende 60 sammenkrøllede A4-ark og en lille folder med gravskrifter. Man må altså møjsommeligt folde de krøllede papirstykker ud, før værket kan læses. De håndskrevne sider afslører en frustreret digters arbejde med at frembringe en sonetkrans, skiftevis optimistisk og pessimistisk på projektets vegne. Teksterne indeholder alt fra udkast til sonetter, dagbogsfortegnelser, overvejelser over litteratur til små distræte tegninger i margenen. “Svanesøsonetterne” er således en dokumentation af et værk, der ikke vil lykkes. De sammenkrøllede papirer er, hvad der er tilbage af Sonetkransen, når man vender bunden i vejret på digterens skraldespand. 

Det er selvfølgelig ikke tilfældigt, at Larsen arbejder på en sonetkrans. Sonetten er en genre inden for litteraturen, der med sine strenge regler for linjeantal, rim og sammenhæng sigter mod det perfekte. Ifølge Larsen er værket et modsvar til det syn på litteraturen, der arbejder med et sådan skønsheds- og renhedsideal. Som det for eksempel er blevet formuleret af digteren Søren Ulrik Thomsen, der i sin poetik “En dans på gloser” (1996) citerer Per Højholt for at skulle have sagt at “I kunsten må man aldrig kunne se spor af arbejdet med at frembringe den” for “digterens sved vedkommer ikke læseren” (Det Andersenske Forlag: Martin Larsen. Ordtilallesider.dk, 2010-09-24). “Svanesøsonetterne” gør det præcis modsatte og viser dermed, at netop ‘sveden’ og det uperfekte også kan være kunstnerisk interessant. 

“Svanesøsonetterne” er på flere måder et utraditionelt værk, men som Larsen sagde i et interview, så burde eksperimentet være udgangspunktet for al litteratur: “En dag sætter man sig ned (typisk som teenager eller i andre krisesituationer) og forsøger at formulere et eller andet eller sætte nogle sætninger sammen til et digt eller nogle scener sammen til en fortælling. Skal man ikke snarere spørge ikke-eksperimenterende forfattere (hvis de findes og hvem de så end er): Hvornår holdt du op med at eksperimentere i dit forfatterskab? Hvorfor? Hvornår følte du, at du havde så meget styr på det hele, at du bare kunne fortsætte med at skrive løs om hvad som helst? Hvornår holdt du op med at stille spørgsmål til din egen metode?” (Det Andersenske Forlag: Martin Larsen. Ordtilallesider.dk, 2010-09-24). 

Martin Larsens digtsamling “Noter til det mere perfekte liv” fra 2009 består af digte skrevet efter en række regler, som den franske digter Jacques Jouet har nedfældet for den særlige genre Metrodigte. Reglerne er som følgende: Digtene skrives under en rejse med metroen, der må ikke skrives, mens toget kører, der må ikke tænkes, mens toget holder stille, og den sidste linje skal skrives på perronen, man stiger af på. Det betyder blandt andet, at metroens rutiner bestemmer digtenes form. Martin Larsen kører hver dag på arbejde fra Nørreport station til Lindevang station. Det giver fire stop: Forum, Frederiksberg, Solbjerg og Lindevang og dermed fire linjer i hvert digt, næsten i hvert fald. Desuden bestemmes længden på linjerne af den mængde tid, metroen bruger på hvert stop. Mange af digtene kommer derfor meget naturligt til at handle om de personer, grimme, smukke, sjove og snakkende, som Larsen sidder ved siden af, kikker over skulderen, smuglytter til eller lader sig irritere over: “Hvad fanden laver alle de barnevogne?/ Hvorfor fanden sidder du og fløjter Jingle/ Bells i 30 graders varme?/ Hvorfor venter du ikke med det der til du/ kommer hjem?/ Hvad fanden glor du på?” (s. 23).

Digtene er ordnede i to perioder, den første strækker sig fra juni til august og den anden fra november til december. Arbejdet på Krydsordsforlaget, som Larsen hver dag tager metroen til, ændrer sig mellem de to perioder fra arbejdet med at konstruere alfabetiske lister til at overføre disse lister til en database uden alfabetisk orden. Dette skift i arbejdsrutiner sætter sig også spor i digtene, der i anden halvdel ikke længere har en “alfabetisk understrøm”, som Larsen selv kalder det i efterordet. “Noter til det mere perfekte liv” arbejder altså med, hvad regler, rutine og fysiske rammer gør ved digte, for eksempel den kropslige registrering af togets stop ved stationen, der på en gang varsler et opbrud på rejsen og en begyndelse på en digtlinje.

I en længere tekst skrevet på tid på Dolores Kaffebar ved Nørreport station reflekterer Larsen over skriveprocessen: “Det er godt/ at have faste rammer. Disse/ digte afspejler livets faste rammer./ Arbejdslivet, det almindelige liv./ Poesien påstår nogen gange/ at den er det Andet, det,/ der ikke er det almindelige liv./ Poesien bryder sig ikke om det/ almindelige liv. Det er fyldt/ med klokkeslæt og transport.” (s. 113). Ironisk nok udspringer poesien alligevel netop af hverdagen, af rutinerne og omhandler ofte samme. Det ene er så afgjort afhængig af det andet.

Martin Larsens bog “Hvis jeg var kunstner” var længe undervejs, flere år faktisk. Allerede i nr. 76 af litteraturtidsskriftet Den Blå Port fra 2007, altså tre år før bogen kom, findes et uddrag af et langdigt med mange af de samme tekster, som findes i bogen fra 2010. Værket giver da også indtryk af at være skrevet som små noter over længere tid. Der er ikke nogen fremdrift, bare denne gentagende, monotone indledning af hvert afsnit: “hvis jeg var kunstner ville ...”. Tekststykkerne er en blanding af utopisk/romantiske forestillinger: “ville børn lege udenfor i regnvejr” (s. 90), ideer til kunstprojekter: “ville jeg ... forsøge at finde en metode til at fremavle kaffebønner, der var hvide og forblev hvide under ristningen” (s. 122) – nogen af de beskrevne projekter minder til forveksling om bøger, Larsen allerede har udgivet.

28293453

Flere af teksterne gør sig latterlige på bekostning af kunstnerstereotyper: “ville jeg bruge mit eget liv som råmateriale” (s. 19), og andre er overvejelser over forskellen på kunst og litteratur: “ville der være større afstand mellem min kunst og kritikken af den, fordi de ikke begge var udarbejdet i det samme medium (sprog), og jeg ville af samme grund aldrig blive bedt om eller være nødt til at skrive anmeldelser af andres bøger eller udstillinger” (s. 56). At der skulle være forskel på en kunstner og en forfatter er en gennemgående påstand i “Hvis jeg var kunstner”, ikke mindst på grund af det relativerende “hvis”, der indleder hver sætning, men også igennem genrebetegnelsen (kontrafaktiv selvbiografi), der antyder, at Larsen altså ikke er kunstner, men forfatter. En forskel, som Larsen har fremhævet mellem de to discipliner, er materialiteten i slutproduktet: “det forekommer mig at litteraturens materielle fattigdom, det at den er et masseproduceret objekt, … at den ikke er hellig som objekt … – at det er samtidig dens største rigdom. Det er en selvmodsigelse at placere og udstille en bog i en montre, en bog er ikke en bog hvis man ikke kan pille ved den, bladre i den, skrive i den hvis man har lyst til det. En bog er til for at blive læst, ikke for at blive beundret på afstand.” (Thomas Hvid Kromann: Virtuelle danskere on demand, Den blå port nr. 79, 2008, s. 37 -38).

“Hvis jeg var kunstner” er inspireret af Joe Brainards værk fra 1975 "I Remember", hvor alle sætninger, ligesom hos Larsen, indledes med den samme sætning: “I remember ...”. Som hos Brainard skrives hvert udsagn hos Larsen med en selvfølgelighed og konstatering, og det er op til læseren at vurdere, om Larsen er alvorlig eller ej, selvom den forfinede måde, hvorpå bogstaverne ‘s’ og ‘t’ hænger sammen på i toppen, ikke lader nogen i tvivl om en god portion selvironi i teksten. 

En forfatter, der debuterer med en diskette fuld af digte, er tydeligvis en forfatter, der tager sin udgivelsespraksis alvorligt. Flere af Martin Larsens værker arbejder da også med spørgsmålet om, hvad vi overhovedet forstår ved ‘en bog’, eller hvordan vi konkret læser et værk. “Svanesøsonetterne” består for eksempel af 60 sammenkrøllede stykker papir. Det giver for det første 60 mulige begyndelser på værket, alt efter hvilket papir læseren først tager op, men det giver også en træghed i læsningen, der er helt anderledes end den lethed, hvormed man normalt bladrer i en bog.

På samme måde besværliggøres læsningen af “Monogrammer” også, når man er nødt til først at finde værket, der ikke er trykt i mere end syv eksemplarer, og dernæst at skulle gennembladre alle 5.984 sider for at finde de 165, der faktisk er produceret af Larsen selv – i gængs forstand i hvert fald. Man kan altså ikke gå til de to værker med de læserstrategier, man normalt benytter.

Larsen siger selv om bøger, der eksperimenterer med deres form: “Der er altså bøger som insisterer på deres objektkarakter. … Det er fint nok, men man må spørge – og hvad så? Og her er pointen, at den specifikke fysiske form determinerer måden man læser på. Jeg vil gerne have at mine bøger skal være smukke objekter, men jeg er dybest set mere interesseret i at de bliver interessante funktionelle objekter, det vil sige funktionelle i forhold til læsningens fænomenologi. Hvad er det for en mekanisme der går i gang i det øjeblik en læser samler bogen op og begynder at interagere med den både fysisk og mentalt, både med fingrene og med den læsende fantasi?” (Thomas Hvid Kromann: Virtuelle danskere on demand. Den blå port nr. 79, 2008).

En af effekterne ved Larsens bøger er, at de helt banalt tilskynder en glæde ved litteraturen. Det er sjovt at skulle rode sig igennem Rigsarkivæsken med “Svanesøsonetterne” i, og det er spændende at skulle bevæge sig hen i en fremmed boghandel for at gå på opdagelse i kæmpeværket “Monogrammer”. I “Hvis jeg var kunstner” er objektiveringen en anden end i de to nævnte værker. “Hvis jeg var kunstner” lægger op til en almindelig lineær læsning, men sidst i bogen remses alle de medier op, som værket har været igennem, før det blev en bog – for eksempel: “Denne bogs 25.000 ord er skrevet med en sheaffer fyldepen, derefter skrevet igen på en iMac G4 ... trykt på 300g Munken Lynx af Narayana Press” (s. 180). Det tjener i høj grad til at pege på bogen som objekt, og det er også med til at stille Larsens gennemgående relativering af sin rolle som kunstner i relief. Bogen er her jo, og den er et objekt og vel derfor også et kunstværk.

Alt, hvad Martin Larsen har udgivet, er tilsyneladende i meget konkret dialog med andre værker. I flere af hans værker nævnes andre forfattere helt eksplicit i teksten, som for eksempel i “Svanesøsonetterne”, hvor Inger Christensens sonetkrans “Sommerfugledalen” diskuteres, ligesom den gør det i ”Parasitsonetterne”. “Noter til det mere perfekte liv” bygger på regler udstukket af en anden forfatter. I “Hvis jeg var kunstner” er der et eventyr med titlen “Æbletræet”. Her kommer en soldat gående, ser et æbletræ og tager et æble, og straks vokser der et nyt æble ud, hvor det andet før sad. Soldaten begynder at spise æblet, men standses af en vred mand, der anklager ham for at stjæle. Den vrede mand ejer ikke æblerne, heller ikke træet, men det frø, der engang skabte træet. Den vrede mand argumenterer: Hvis folk kan få æblerne gratis, så vil de ikke købe hans frø. Eventyret kan læses som en allegori over copyright-reglerne og de nogle gange lidt svært forståelige argumenter, som modstandere af piratkopiering fremsætter. Larsen selv kan man næppe klandre for ikke at gå ind for open source og fildeling, når det gælder hans egen litterære praksis. Flere af hans værker lå til gratis download på hans blog i et enkelt pdf-format som alle platforme kan læse. Endvidere bygger flere af hans egne værker videre på andres værker, eksempelvis “Hvis krigen kommer”, der bygger videre på en gammel informationsfolder. Det sidste eksempel viser også meget tydeligt, hvordan kunst ofte helt konkret opstår med inspiration fra andre værker.

Martin Larsen har flere steder fremhævet lyrikfestivalen In the Making i 2001 som et vigtigt vendepunkt i hans arbejde med litteraturen. Især den amerikanske Language Poetry tradition med navne som John Ashbery, Charles Bernstein og canadiske Anne Carson. Disse inspirationskilder deler han med flere af de forfattere, der er tilknyttet Forfatterskolen, blandt andet Mette Moestrup, Pejk Malinovski, Niels Frank og René Jean Jensen. Larsen har desuden nævnt Steve McCaffery og bpNichol – to canadiske forfattere, der arbejder under navnet The Toronto Research Group – som store inspirationskilder, ikke mindst gennem deres bog “Rational Geomancy”. Af danske forfattere er det nærliggende at sammenligne Larsen med andre formeksperimenterende forfattere som Christian Yde Frostholm, Peter Adolphsen og Niels Lyngsø, selvom de rent indholdsmæssigt ikke nødvendigvis har så meget til fælles.