margaret atwood
Foto: Lucy Nicholson / Scanpix

Margaret Atwood

Fran Hopenwasser, iBureauet/Dagbladet Information. 1995. Senest opdateret af cand.mag. Maria Høher-Larsen, Bureauet, december 2019.
Top image group
margaret atwood
Foto: Lucy Nicholson / Scanpix
Main image
Atwood, Margaret
Foto: Lehtikuva / Heikki Saukkomaa

Indledning

Ideen om fortællingens eksistensberettigelse betegner hele Margaret Atwoods forfatterskab. Margaret Atwood vil først og fremmest fortælle historier om, hvad det vil sige at være menneske. I hendes kønsbevidste univers er ironi et våben, der bruges mod alt og alle. Hun er økologi-kritikeren, der får individet til at anerkende sin egen andel i naturødelæggelsen. Hun er satirikeren, der iagttager og vrænger ad totalitære kræfter i samfundet. Og hun appellerer til den intelligente feminist af ethvert køn, som ikke mener, at kvinder har nøglen til moralsk overlegenhed.

Margaret Atwood er en af Canadas bedst kendte nulevende forfattere, og efter filmatiseringen af hendes dystopiske roman ”The Handmaid’s Tale” (”Tjenerindens fortælling”) i 2017 har hendes forfatterskab fået fornyet opmærksomhed.

47051665

Blå bog

Født: 18. november 1939 i Ottawa, Canada.

Uddannelse: Filosofi og litteratur fra University of Toronto.

Debut: The Circle Game, 1964. Digte.

Litteraturpriser: Los Angeles Times Fiction Award, 1986. Arthur C. Clarke Award for best Science Fiction, 1987. Trillium Book Award, 1991, 1993, 1995. Helmerich Award, 1999. Bookerprisen, 2000. Prince of Asturias Awards for Literature, 2008. Nelly Sachs Prize, Germany, 2010. Dan David Prize, Israel, 2010, Queen Elizabeth II Diamond Jubilee Medal, Canada, 2012. Los Angeles Times Book Prize, 2012. Booker Prize 2019.

Seneste udgivelse: Gileads døtre. Lindhardt og Ringhof, 2019. Oversat af Lisbeth Møller-Madsen. Roman.

Inspiration: George Orwell, Edgar Allan Poe, Brødrene Grimm.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Ved at fortælle dig noget som helst tror jeg i det mindste på dig, jeg tror på, at du er der, jeg tror dig til eksistens. Fordi jeg fortæller dig denne historie, fremtvinger jeg din eksistens. Jeg fortæller, derfor er du.”

”Tjenerindens fortælling”, s. 316.

Margaret Atwood blev født i 1939 i Ottawa, Canada, og størstedelen af sin tidlige barndom tilbragte hun ude i vildmarken med sine forældre og sin ældre bror Haroldsin familie. Hendes far, Carl Atwood, var biologentomolog og studerede insekter på øde beliggende forskningsstationer i den canadiske vildmark. Moren hjemmeskolede de to børn, og Margaret Atwood læste alt lige fra videnskabelige lærebøger over science fiction og romaner til håndbøger om skovens planter og familien rekvirerede læsestof med posten. Men størstedelen af tiden brugte hun dog med at lege ude i skoven sammen med sin bror. I 1948 flyttede familien til Toronto, da hendes far fik en stilling ved universitetet, og Margaret Atwood måtte vænne sig til et nyt socialt kodeks, hvor det var ilde set for små piger at gå i lange bukser, som hun havde været vant til i skoven. Oplevelsen af det nye liv beskriver hun blandt andet i et interview med Louisiana Channel: “Det første jeg husker fra livet i byen var, at jeg i stedet for at være bange for bjørne og ulve var bange for støvsugere og skyl-ud toiletter… De har noget til fælles. Ting forsvinder.” (Margaret Atwood: The Woods Inside Me. Louisiana Channel, 2015. Egen oversættelse).

Efter gymnasiet fortsatte Margaret Atwood videre på universitetet. Først læste hun filosofi, men syntes, at faget ikke fokuserede nok på etik og æstetik, og hun skiftede derfor til litteratur. Atwood fortsatte sin karriere inden for universitetets rammer, og hun slog i første omgang sit navn fast, da hun udgav sin forskning i canadisk litteratur. Her lød hovedkonklusionen, at mens det dominerende motiv i engelsk litteratur er ’øen’ og i amerikansk litteratur ’grænselandet mellem civilisation og vildnis’ er den dominerende idé i canadisk litteratur ’overlevelse’.

Margaret Atwood debuterede i 1964 med digtsamlingen ”The Circle Game” og var sideløbende med sin spæde karriere som forfatter desuden tilknyttet en række universiteter som underviser.

Atwoods forfatterskab tæller i dag over 40 udgivelser, og hun er stadig en yderst produktiv forfatter. Mens hun i Europa er mest kendt for sine romaner, er hun i sit hjemland lige så kendt som digter, novelleforfatter og essayist. I 2016 udgav hun i samarbejde med en illustrator en graphic novel, ”Angel Catbird”.

Op til overfladen

”Men så blev jeg klar over at det ikke var mænd jeg hadede, det var amerikanerne, menneskene, både mænd og kvinder. De havde haft deres chance, men de havde vendt sig mod guderne, og det var på tide at jeg tog parti. Jeg ønskede der var en maskine som kunne få dem til at forsvinde, en knap jeg kunne trykke på som ville få dem til at fordampe uden at genere andre ting, på den måde ville der blive mere plads til dyrene, de ville blive reddet.”


”Op til overfladen”, s. 163.

Surfacing” fra 1972 (”Op til overfladen”, 1983) er Margaret Atwoods gennembrudsroman i Nordamerika. Den er banebrydende og langt foran den bølge af kvindelitteratur, der prægede 1970’erne, og så foregriber den vigtige motiver og tematikker i forfatterskabet: menneskets forhold til naturen, bioetik, kvindefrigørelse og en optagethed af spiritualitet og den bibelske skabelsesberetning.

Rent geografisk afspejler handlingen forfatterens egen baggrund og opvækstvilkår: hovedpersonen, en yngre kvinde fra Toronto, tager sammen med tre venner tilbage til barndomslandskabet i det nordlige Ontario for at søge efter sin forsvundne far. De fire venner tilbringer en uge ude på den øde ø, hvor hovedpersonen i sin tid voksede op sammen med sine forældre og sin bror, afskåret fra civilisationen. Denne rejse mellem by og land, nutid og fortid, voksenår og barndom fører hende ud i en indre selverkendelsesrejse, som bringer dybe fortrængninger op til overfladen, bl.a. en abort, som hun ikke har villet tage ansvar for.

Det er en symbolladet roman med mange bibelske referencer, og den gør op med samtidens tendens til alene at se kvinder som ofre. Hovedpersonen må bruge lige dele intellekt og intuition på sin forvandlingsrejse, der fører til erkendelsen af ”at nægte at være offer” og accepten af eget ansvar for udformningen af sit liv.

Men det er også et økokritisk indlæg, der stiller skarpt på menneskets naturødelæggelse og på menneskelig ondskab. Hovedpersonens hjemkomst til hendes barndoms ø, en slags uskyldsren Edens Have, vækker en længsel i hende efter det før-menneskelige, at blive ét med naturen og en afsky for det moderne og for mennesket som betvinger af naturen. Særligt ”amerikaneren” løber igennem romanen som billedet på det moderne og naturdestruktive menneske, der dræber dyrene for sjov eller putter dem på dåse.

 

Fru Orakel

23279649

Romanen ”Lady Oracle” fra 1976 (”Fru Orakel”, 1991), en vittig og sindrig parodi på triviallitteratur, handler ligesom ”Op til overfladen” om en kvindes identitetssøgen. Her ser man for første gang Margaret Atwoods fremragende evne til at skildre skyggesiden af pigelivet: unge pigers lidelser og ondskab.

Hovedpersonen er en ung kvinde, som var for tyk som barn. Hendes mor hånede hende og gjorde det samtidigt umuligt for hende at tabe sig. Længe efter at hun har smidt de overflødige kilo og lagt sin mor i graven, lider hun af mindreværdsfølelser og det, hun kalder en ”fedmementalitet” - fornemmelsen af at være for tyk. Hun flygter ind i at skrive gotiske romaner under et andet navn og en anden identitet. Både i sit eget liv og i sine romaner er hun offer for kampen mellem gode og onde kræfter og for den altdominerende mor - i hvert fald indtil hun tryller den mystiske jernkvinde Fru Orakel frem. Igennem konfrontation forvandler hun denne skrækindgydende moderfigur til en menneskelig størrelse, som viser sig at være kilden til hendes kreativitet.

I begyndelsen

Margaret Atwood har engang sagt, at hvis hun ikke havde bestemt sig for at være forfatter ville hun være blevet arkæolog. Det kan tydeligt mærkes i hendes fascination af fortiden, også den dybt begravede, måske endda før-menneskelige fortid.
Life Before Man”, 1979 (”I begyndelsen”, 1981) skildrer tre mennesker - to kvinder og en mand - hvis følelsesmæssige investeringer hovedsagelig ligger i fortiden. I den trekant, som opstår, opløses ét ægteskab langsomt og umærkeligt, mens et nyt forhold langsomt og næsten umærkeligt former sig. Men på baggrund af en farveløs nutid møder man lynglimt fra fortiden, som viser hvorfor kontrol bliver den altdominerende kraft i én kvindes liv, hvorfor den anden kvindes lidenskabelige interesse for dinosaurer er stærkere end evnen til menneskelige relationer, og hvorfor den bløde mand har svært ved at overvinde barndomsmønstre, som gør, at han vælger sine partnere mere ud fra fantasiforestillinger end virkeligheden. ”I begyndelsen” er et studium i fortidens magt over nutiden.

 

Bodily harm

Bodily Harm”, 1981 (ikke oversat til dansk) tager, som mange af Margaret Atwoods bøger, udgangspunkt i en kropslig tilstand.
Hovedpersonen er en typisk Atwood-kvinde: én som fascineres af livets overflade, og som endnu ikke har stillet sig de eksistentielle spørgsmål, men som af ydre omstændigheder bliver kastet ud i en livstruende og samtidig igangsættende krise. Hun skriver livsstilsartikler for et mondænt ugeblad, men da hun får brystkræft og får fjernet en lille del af brystet, bliver hun tvunget til at revidere sit livssyn. Dødsstrejfet og en uskyldig rekreationsrejse til en caribisk ø bliver til en voldsomt politiserende og bevidsthedsændrende oplevelse, som hæver kønskampen op på det globale plan og som fører til, at hovedpersonen indser nødvendigheden af at tage ansvar for eget liv. Hun må lære at acceptere, at livet faktisk er farligt, og at vi alle kommer til at dø af det.

Tjenerindens fortælling

”Jeg ønskede at mærke Luke ligge ved siden af mig. Jeg får dem, disse anfald af fortiden, som en svaghed, en bølge, der vasker ind over mit hoved. Undertiden er det næsten uudholdeligt. Hvad skal jeg gøre, hvad skal jeg gøre, tænker jeg.”

”Tjenerindens fortælling”, s. 67.

The Handmaid’s Tale”, 1985 (”Tjenerindens fortælling”, 1986) bliver i dag set som en moderne klassiker. I 2017 poppede romanen op på de amerikanske bestsellerlister hjulpet på vej af tv-netværket Hulus filmatisering. Atwoods optagethed af kvinders rettigheder og magtforhold, både i forhold mellem mennesker og i samfundet, fører hende ud i forestillingen om en totalitær religiøs stat (forhenværende USA), hvor der føres fuldstændig kontrol over især kvindernes drifts-, sex- og forplantningsliv. Miljøforurening og radioaktivt affald har fået fødselstallet til at dale stærkt, og religiøst konservative fanatikere har grebet magten. I den nye samfundsorden overvåges alle, og unge fertile kvinder holdes som avlskvæg hos herskabet, så samfundets spidser, Kommandanterne, kan videreføre deres gener. Kvinder og mænd længere nede i samfundshierarkiet indtager andre tjenestestillinger som køkkenpiger, oppassere eller vagter. Uønskede eksistenser deporteres til Kolonierne, hvor man bliver sat til tvangsarbejde med landbrug eller, hvis man er særligt uheldig, radioaktivt affald.

53233872

Stemmen i romanen er Offreds. Hun fortæller om sit liv i jegform, i begyndelsen om sin trivielle hverdag og om den totalitære magts konstante overvågning og sociale kontrol. Mekanisk, og alligevel med sanselighed, registrerer hun sit livs rammer: ”Et vindue, to hvide gardiner. Ved vinduet en vinduesbænk med en lille pude. Når vinduet står på klem – det kan kun åbnes på klem – kan luften komme ind og få gardinerne til at bevæge sig.” (s. 17). Men langsomt begynder hun at huske fragmenter fra sin fortid, om hvem hun er, om hvordan hun plejede at leve, og om hendes mand og deres fælles barn, som hun er blevet adskilt fra.

Til trods for de rædsler, som bliver beskrevet, er det ikke en pessimistisk bog. I baggrunden af fortællerens smertefulde historie er der ukuelige mennesker, modstandsfolk og et helt tegnsystem af skjult samtale. Ved at fortælle sin historie rekonstruerer hun sin egen identitet, og hun holder fast i forestillingen om, at der er et ”du” – håbet om, at hendes mand stadig er i live, og at der en fremtid.

Katteøje

Opfattelsen af livet som en fortælling i mange versioner finder man overalt i den senere del af Atwoods forfatterskab og ligesådan i romanen ”Cat’s Eye”, 1988 (”Katteøje”, 1989). Atwood bevarer tonen fra den ydre kontrol og terror i ”Tjenerindens fortælling”, men flytter blikket indad og nedad til førpubertetens dunkle sfære. Som altid hos Atwood handler det om magt- og dominansforhold, som forvandles, når individet forstår at tage ansvar for egne handlinger.

På den ene side er ”Katteøje” en typisk jeg-roman om en kvindelig kunstner, som ser tilbage på sit liv, samtidig med at hun rejser fra det vestlige Canada og østpå til sit oprindelsessted, Toronto, hvor der skal åbnes en retrospektiv udstilling med hendes malerier. På den anden side er det en fortælling, hvor Atwood leger med tidsbegrebet: ”Tiden er som en række flydende lysbilleder, lagt oven på hinanden. Man ser ikke tilbage over tiden, men ned igennem den, ligesom vand. Nogle gange kommer det ene op til overfladen, nogle gange noget andet, nogle gange ingenting. Intet forsvinder.”

De scener, der flyder op til overfladen med størst intensitet, er fra barndommen, hvor hovedpersonen i 8-9 års alderen blev gjort til offer for venindens onde spil. Længe efter hun har rystet disse års følelser af magtesløshed af sig, bliver hun ved med at søge efter veninden, ligesom hun igennem sin kunst tager afstand fra og tilnærmer sig den uhåndterlige fortid. Denne fortid står i vældig kontrast til fortællerens nutid som succesrig kunstner, og romanen står som et forfriskende alternativ til de mange ”terapiromaner”, hvor man får indtryk af, at en person kan udradere fortiden ved at bevidstgøre sig selv om den. I ”Katteøje” forsvinder intet, tværtimod er fortiden med alle dens rædsler altid til stede som kilden til kreativitet.

Tip om overlevelse

Også i novellesamlingen ”Wilderness Tips”, 1991 (”Tip om overlevelse”,1993) er fortiden en dimension med mange lag, som gennemsyrer nuet på subtil og sammensat vis. Det forbløffende i Margaret Atwoods forfatterskab er ikke interessen for fortiden, men det utal af måder hun vikler fortid og nutid sammen på. Hun bruger de samme temaer – en kredsen omkring det moderne menneskes sjæleliv - og de samme persontyper i utallige transformationer.

I én af novellerne, ”Ægte trivi”, en dialektik mellem triviallitteratur-genren og en mere kompleks fortælleform, reflekterer hovedpersonen til sidst over ”den narrative vane”, sit behov for at vide hvordan historien slutter, selv om slutningen på én historie i virkeligheden er starten på en anden. Den lukkede slutning er aldrig faldet i Atwoods smag.

Røverbruden

Ligesom Margaret Atwood parodierer triviallitteraturens nette løsninger er hun en stor bruger af eventyr, både eventyrenes mønster og de konkrete historier. I romanen ”The Robber Bride”, 1993 (”Røverbruden” fra 1993) finder hun et hovedmotiv i Grimms eventyr: ”Røverbrudgommen”, som en af hovedpersonerne fortæller til sin venindes døtre, hvorpå de forlanger, at det vendes på hovedet, at alle rollerne besættes af kvinder. Ved at gøre både de aktive og passive personer i eventyret til kvinder gør Atwood definitivt op med ideen om, at kvinder ejer større evner til godhed:

”"Røverbrudgommen," læser Tony ... med en tvilling ved hver albue. Den smukke datter, jagten på en ægtemand, ankomsten til den rige og smukke fremmede som lokker uskyldige piger til sit skjulested i skoven og derefter skærer dem i småstykker og spiser dem, "En dag kom der en frier. Han var ..."
"Hun! Hun!" råber tvillingerne.
"Glimrende, Tony, hvordan vil du klare dig ud af den," siger Roz, der står i døren.
"Vi kunne kalde den "Røverbruden" i stedet for," siger Tony.
"Ville det løse problemet?"
Tvillingerne overvejer det lidt og siger så, at det vil være i orden. De kan godt lide brudekjoler og klæder deres Barbiedukker ud i dem; derefter kaster de brudene ud over trappegelænderet eller drukner dem i badekarret.
"I så tilfælde," siger Tony, "Hvem vil I så have hende til at myrde? Mandlige ofre eller kvindelige ofre? Eller måske lidt af hvert?
Tvillingerne fastholder deres principper, de fortrækker ikke en mine. De vælger kvinder, til alle rollerne.” (”Røverbruden”, s. 326-7)

På samme måde er romanen besat af kvinder i alle hovedrollerne. I begyndelsen får læseren at vide, at det er Zenias historie. Men denne kvinde skaber og genskaber sig selv igennem hele romanen. Hun er en tom skal, som vi aldrig bliver klog på, en kvinde der går ind og ud af andres liv, tager det hun har brug for og efterlader vraget uden skygge af hensyn til en højere moral.

I virkeligheden er det historien om tre meget forskellige kvinder, som har det til fælles, at de alle sammen har været ofre for Zenias løgn, bedrag og legen med deres mænd. Lige så uhåndterlig, som Zenia er – og hun er så genial til at skifte identitet, at også læseren bliver ført bag lyset gang på gang – lige så virkelighedsnære og troværdige er de tre kvinder, efterhånden som romanen folder sig ud. Zenias magt synes at være uendelig stor, enten hun er levende eller død, men til sidst får de bugt med hende ved at indse, at de alle sammen har haft lidt af Zenia i sig selv.

Alias Grace

”I retssalen var det som om hvert ord, der kom ud af min mund, blev brændt ind i det papir, de skrev det på, og når jeg havde sagt noget, vidste jeg, at jeg aldrig kunne tage ordene tilbage; det var bare de forkerte ord, for uanset hvad jeg sagde, blev det mistydet og fordrejet, selv om det var den rene, skære sandhed fra først af.”

”Alias Grace”, s. 81.

”Alias Grace” fra 1997 (”Alias Grace”, 1996) er Margaret Atwoods første historiske roman. Romanen er en fiktiv beretning om en af Canadas mest berømte mordsager, mordet på den canadiske gentleman Mr. Kinnear og hans elskerinde Nancy Montgomery i 1843 og den efterfølgende dom over staldkarlen James McDermott og den 16-årige tjenestepige Grace Marks. Mens James McDermott blev hængt, fik Grace Marks en fængselsdom på livstid. I samtiden blev mordet og retssagen ivrigt fulgt – ikke mindst af de canadiske, amerikanske og engelske aviser, som uden blu digtede videre på kendsgerningerne, krydrede historien med sex og hor og tillagde de tiltalte diverse andre moralsk forkastelige motiver.

21797669

I ”Alias Grace” digter også Margaret Atwood videre på historien om Grace Marks, men giver samtidig Grace sin egen stemme. Romanen er opbygget som en rammefortælling. Den unge amerikanske doktor Simon Jordan med speciale i psykiatri ankommer til Kingston for at studere Grace Marks. Han er interesseret i, hvorvidt hun er ved sine sansers fulde fem, og om han med samtaleterapi kan få hende til at huske hændelsesforløbet omkring mordene sådan, som det i virkeligheden gik til. Mens denne del af romanen fortælles i nutid i tredje person fra Simon Jordans perspektiv, udfolder Grace Marks’ fortælling sig i jegform og i datid, idet hun fortæller doktoren historien om sit liv.

Doktor Simon Jordan er en moderne mand, som i løbet af sine lægevidenskabelige studier har erfaret, at mange udsagn om kvinders natur er fordomsfuldt vås. Men selvom han går rationelt og metodisk til værks, viser sandheden om Grace sig at bestå af mange modstridende kendsgerninger, og historien bliver snart uoverskuelig for doktoren, der heller ikke kan lade være med selv at tillægge Grace Marks motiver, som egentlig er udtryk for hans eget begær.

Margaret Atwoods fortælling om Grace Marks tegner hverken et portræt af en kold og kynisk kvinde eller af en stakkels sindssyg, men maler derimod en kompleks profil af en ung kvinde i en tid, hvor kvinden sjældent havde nogen stemme, og hvor andre definerede hendes kår og identitet.

MaddAddam-trilogien

”Der er historien, så er der den virkelige historie, og så er der historien om, hvordan historien endte med at blive fortalt. Og så er der også det, man udelader af historien. Hvilket også er en del af historien.”
”MaddAddam”, s. 76.

I MaddAddam-trilogien, som tæller ”Oryx and Crake”, 2003 (”Oryx and Crake”, 2003), ”The Year of the Flood”, 2009 (”Syndflodens år”, 2011) og ”MaddAddam”, 2013 (”MaddAddam”, 2014), fremskriver Margaret Atwood en alternativ fremtid og et højteknologisk, men afstumpet teknokratisk samfund. Klimaforandringer har udryddet flere plante- og dyrearter og forandret fødevareproduktionen markant. I de sikrede Enklaver bor og arbejder de rige og højtuddannede som en slags hjerneslaver for Koncernerne, der konstant forsker i kilder til profit: alternativer til animalsk protein, livsforlængende behandling og andet, der kan tilfredsstille menneskets begær. I plebsområderne råder lovløsheden, og folk bor i slum, spiser dårlig fastfood og har ikke råd til hospitalsbehandling.

51246764

I trilogien følger vi en række karakterer og grupper, hvis livshistorie før eller siden flettes ind i hinanden, bl.a. de to hemmelige modstandsgrupper, hackerne og bioterroristerne i MaddAddam og de religiøse økoaktivister Guds Gartnere, der holder bier på slummens tage, dyrker grøntsager og forsager al teknologi. Centralt i fortællingen er de to venner Jimmy og Glenn (aka Crake), som begge er børn af højtstående eliteforskere inden for genetik og genmodificering. Den hyperintelligente Crake udvikler gennem gensplejsning en ny ”fejlfri” menneskerace, der er fri for seksuel jalousi og grådighed, ligesom de heller ikke behøver tøj og animalsk protein, men går nøgne rundt og spiser blade. Da en verdensomspændende pandemi udrydder langt det meste af Jordens befolkning, bliver ”crakerne” sluppet løs fra forskningscenteret og slutter sig til de overlevende Guds Gartnere og MaddAddam’ere, der har slået sig sammen. Det nye fællesskab bliver en spæd begyndelse på en ny verden og et nyt samfund, en genstart af menneskeheden.

Fortællingen udfolder sig skiftevis fra forskellige karakterers perspektiv, men ens for fortællerstemmen er den ironi, hvormed der fortælles om f.eks. crakerne, der bliver blå, når de er frugtbare og klar til at parre sig, og om de farverige Mo’Hair-får, der går rundt som levende shampoo-reklamer: ”Dens venner i Mo’Hair-fårenes fold bræger til den: sølv Mo’Hairs, nogle blå, grønne, lyserøde, brunetter og blondiner: alle regnbuens farver. Hair i dag, Mo’Hair i morgen sagde reklamen, da skabningerne blev lanceret” (”MaddAddam”, s. 47).

Det er morsomt, men det er samtidig en invitation til at reflektere over, hvor tæt vi i dag er på den virkelighed, som beskrives i MaddAddam-trilogien.

Gileads døtre

”På fjerdedagen med vores franske blomsterarrangementer, netop som vi var i gang med at lære at lave symmetriske buketter med kontrasterende, men supplerende teksturer, skar Becka et snit i sit venstre håndled med rosensaksen, så hun måtte køres på hospitalet. Såret var ikke faretruende dybt, men der var alligevel en masse blod. Det ødelagde de hvide kæmpemargueritter.”
”Gileads døtre”, s. 176.

The Testaments, 2019 (”Gileads døtre, 2019) er en selvstændig fortsættelse til ”Tjenerindens fortælling” (1985) og foregår 15 år efter. Den unge pige Agnes vokser op i et fint Kommandant-hjem, men da hendes stedmor Paula vil have hende ekspederet videre i et ægteskab med en af regimets øverstkommanderende, tager hun kontakt til Tante Lydia, som fatter sympati for Agnes.

I stedet for ægteskab får Agnes lov til at komme i træning som Tante på Ardua Hall, Tanternes helle, hvor Tante Lydia i al hemmelighed arbejder med at nedskrive sine erindringer. Vidnesbyrdet skal ødelægge det regime, som hun selv har været med til at opbygge. Agnes bliver inddraget i planen, og ligeså gør den unge Daisy i Canada, da hun rekrutteres af modstandsbevægelsen Mayday og frivilligt lader sig hverve af Gileads missionærer for at kunne indhente oplysninger fra en vigtig og prominent kilde, der kan sætte en stopper for styret.

47051665

Tilværelsen i Gilead skildres som sort-hvid. Der er kun dyd eller synd, sund baby eller U-baby, liv eller død, og ingen rum til menneskelighed. Det grumme dukker op lige midt i idyllen, som når pigen Becka forsøger at begå selvmord med rosensaksen midt i blomsterarrangementerne. Tørt kommenterer fortælleren, at det ødelagde de hvide kæmpemargueritter.

Modsat ”Tjenerindens fortælling”, der blev båret frem af kun én fortæller, er der tre stemmer på spil i ”Gileads døtre”, som skift bærer fortællingen frem med hver deres perspektiv. Hurtigt aner man, at de tre stemmer er knyttet sammen i en større sammenhæng, og begæret efter at samle trådene er motor i den handlingsmættede roman.

Med ”Gileads døtre” binder Margaret Atwood en sløjfe på løse ender i både ”Tjenerindens fortælling” og tv-serien The Handmaid’s Tale (2017-). I et interview i Politiken fortæller hun, at hun følte sig inspireret af læsernes og seernes mange nysgerrige spørgsmål om, hvad der efterfølgende skete i Gilead. Men hun blev også motiveret af Donald Trumps indsættelse som USA’s præsident i 2016, hans kvindesyn og i det hele taget de totalitære tendenser, som hun ser rundt omkring i verden i dag, hvor politik bliver drevet af frygt, vrede og nostalgi (Emilie Maarbjerg Mørk: Men ved du hvad? Jeg VAR der i 1955. Og jeg vil IKKE tilbage. Politiken, 2019-09-07).

Genrer og tematikker

Margaret Atwood har skrevet inden for en lang række genrer, men er måske bedst kendt herhjemme for sine dystopier som ”Tjenerindens fortælling” og MaddAddam-trilogien. Selv definerer hun genren som ’spekulativ fiktion’ – ikke science fiction – for hvor science fiction foregår i en verden i en fjern fremtid, foregår hendes spekulative fiktion i en verden meget lig vores. I efterordet til ”MaddAddam” forklarer hun: ”Selv om MaddAddam er fiktion, så skildrer den ikke nogen form for teknologi eller nogen form for biologiske væsener, som ikke allerede findes, er under udformning, eller som er teoretisk mulige.” (s. 462).

Med syrlig ironi og opfindsomhed skildrer Margaret Atwood magtforhold i samfundet – mellem mennesker og mellem kønnene – ligesom menneskets begærlige rovdrift på og omformning af naturen er genstand for kritik. Det er ikke selve teknologiens udvikling og menneskets herredømme over naturen, som Atwood sigter mod i f.eks. sin skildring af gensplejset flora og fauna i MaddAddam-trilogien, men derimod måden hvorpå videnskaben anvendes: Jeg dyrker ikke klichéen om den gale videnskabsmand. Det her er ikke Mary Shelleys Frankenstein forfra. Videnskab er et værktøj. Som en hammer. Man kan bruge den på godt og ondt, til at bygge et hus eller til at dræbe sin nabo. Noget af bioteknologien i min bog er ganske praktisk. Det er ikke videnskaben, vi må se på, men de mennesker, som bruger den.” (Arifa Akbar: Nogen tror fejlagtigt, at naturen er kærlig. Information, 2009-11-13).

Om beskrivelsen af det religiøse og undertrykkende regime Gilead i ”Tjenerindens fortælling” og ”Gileads døtre” har Atwood desuden forklaret, at hun ikke har opdigtet noget, der ikke har et fortilfælde i historien. Med det vil hun gerne pege på, at vi ikke bør tage menneskets rettigheder for givet, men være bevidst om at værne om dem: ”A-L-T- kan komme tilbage. Alt. (…) Vi må altid være på vagt. Vi kan ikke tage ting for givet, for intet er givet, siger hun i et interview til Politiken (Emilie Maarbjerg Mørk: Men ved du hvad? Jeg VAR der i 1955. Og jeg vil IKKE tilbage. Politiken, 2019-09-07).

Betegnende for hele Margaret Atwoods forfatterskab er også ideen om fortællingens eksistensberettigelse. Identitet knyttes uløseligt sammen med det at have en stemme, at have ordet i sin magt og at kunne fortælle historien om sig selv og verden. ”Fordi jeg fortæller dig denne historie fremtvinger jeg din eksistens. Jeg fortæller, derfor er du,” siger hovedpersonen i desperation i den dystopiske fremtidsroman ”Tjenerindens fortælling” (s. 316). Fortælleren har mistet sin elskede, sit barn og sit tidligere liv, men ved hjælp af fortællingen om sig selv og sin verden holder hun håbet om overlevelse og genforening levende. Og i MaddAddam-trilogiens afsluttende bind bliver historiefortællingen fundamentet for skabelsen af et nyt samfund og en ny forståelse af relationen mellem menneske og natur.

Beslægtede forfatterskaber

Margaret Atwoods ”Tjenerindens fortælling” er ofte blevet sammenlignet med George Orwells ”1984” fra 1949 (”1984”, 1950) – en dystopisk roman om en totalitær stat med Big Brother som det ikoniske overhoved. Borgerne i Oceanien overvåges og aflyttes gennem teleskærme, hvilket gør det umuligt at sige eller skrive noget, som ikke eksisterer i statens nye sprog – Newspeak. Sprog, ord og evnen til at fortælle er et centralt tema i både ”Tjenerindens fortælling” og ”1984”, men hvor hovedpersonens forsøg på at bryde ud af samfundet i Orwells roman ender håbløst, er tonen mere optimistisk i Atwoods dystopi. Offred finder frem til sig selv igennem fortællingen om sit liv og om de mennesker, hun holder af. Der er en tone af indre frigørelse til slut og et håb om en fremtid netop på grund af fortællingens magt.

Der er også en stærk reference til George Orwells ”Animal Farm”, 1945 (”Kammerat Napoleon”, 1947) i MaddAddam-trilogien, hvor de gensplejsede svin, Grisongerne, bliver sat fri efter en verdensomspændende pandemi og pludselig bliver menneskets ligemænd, og hvor gensplejsede Mo-Hair-får går rundt som dumme farvestrålende shampoo-reklamer. Margaret Atwood har selv i et essay om George Orwell udtalt, at ”Animal Farm” var en af hendes tidligste og mest intense læseoplevelser (Margaret Atwood: My hero: George Orwell. The Guardian, 2013-01-18).

Atwoods forfatterskab trækker også stærke linjer til den britiske forfatter Aldous Huxley og hans science fiction-roman ”Brave New World” fra 1932 (”Fagre nye verden”, 1960). Huxley forestiller sig her det ideelle samfund, hvor stabilitet og lykke bliver sikret ved centralt at kontrollere menneskets forplantning fuldstændigt. Mennesker dyrkes på flasker og udvikles i en kunstig livmoder på forskellig vis, så hvert foster præges til at udvikle fysiske dispositioner og karaktertræk, der passer til den sociale position, som de fødes til. På samme vis er forholdet mellem social stabilitet og det menneskelige forplantningsliv en grundpille i Atwoods skildring af Gilead i ”Tjenerindens fortælling”, mens bioteknologiens muligheder for at omforme og forbedre menneskets arveanlæg er omdrejningspunktet i MaddAddam-trilogien.

De bioetiske spørgsmål, som Margaret Atwood stiller i sine romaner, bringer også tankerne hen på den britiske forfatter Kazuo Ishiguro, som i romanen ”Never Let Me Go”, 2005 (”Slip mig aldrig”, 2005) skildrer en verden, hvor sygdomme og død bliver holdt for døren ved at klone mennesker og høste deres krop for organer. Ligeledes anses tjenerinderne i ”Tjenerindens fortælling” ikke som unikke individer, men er udelukkende reduceret til deres biologiske funktion.

Bibliografi

Romaner

Atwood, Margaret: I begyndelsen. Lindhardt og Ringhof, 1981. (Life Before Man, 1976).
Atwood, Margaret: Bodily harm. 1981. Ikke oversat.
Atwood, Margaret: Op til overfladen. Lindhardt og Ringhof, 1983. (Surfacing, 1972).
Atwood, Margaret: Tjenerindens fortælling. Lindhardt og Ringhof, 1986/2017). (The Handmaid’s Tale, 1985). Oversat af Lisbeth Møller-Madsen.
Atwood, Margaret: Katteøje. Lindhardt og Ringhof, 1989. (Cat’s Eye, 1988)
Atwood, Margaret: Fru Orakel. Lindhardt og Ringhof, 1991. (Lady Oracle, 1976).
Atwood, Margaret: Røverbruden. Lindhardt og Ringhof, 1994. (The Robber Bride, 1993.
Atwood, Margaret: Alias Grace. Lindhardt og Ringhof, 1997. (Alias Grace, 1996). Oversat af Marit Lise Bøgh.
Atwood, Margaret: Den spiselige kvinde. Lindhardt og Ringhof, 2000. (The Edible Woman, 1969).
Atwood, Margaret: Den blinde morder. Lindhardt og Ringhof, 2002. (The Blind Assassin, 2000).
Atwood, Margaret: Oryx og Crake. Lindhardt og Ringhof, 2003. (Oryx and Crake, 2003). Oversat af Lisbeth Møller-Madsen.
Atwood, Margaret: Penelopiaden. Myten om Penelope og Odysseus. Tiderne Skifter, 2005. (The Penelopiad, 2005). Oversat af Lisbeth Møller-Madsen.
Atwood, Margaret: Syndflodens år. Lindhardt og Ringhof, 2011. (The Year of The Flood, 2009). Oversat af Vibeke Houstrup.
Atwood, Margaret: MaddAddam. Lindhardt og Ringhof, 2014. (MaddAddam, 2013). Oversat af Lotte Kirkeby Hansen.
Atwood, Margaret: Hekseyngel: et genbesøg i William Shakespeares Stormen. Modtryk, 2016. (Hag-seed, 2016). Oversat af Allan Hilton Andersen.
Atwood, Margaret: Gileads døtre. Lindhardt og Ringhof, 2019. (The Testaments, 2019). Oversat af Lisbeth Møller-Madsen.

Noveller

Atwood, Margaret: Dancing girls. 1977. Ikke oversat.
Atwood, Margaret: Bluebeard’s Egg. 1983. Ikke oversat.
Atwood, Margaret: Murder in the Dark. Short fiction and prose poems. 1983. Ikke oversat.
Atwood, Margaret: Good Bones. 1992. Ikke oversat.
Atwood, Margaret: Tips om overlevelse. Lindhardt og Ringhof, 1993. (Wilderness tips, 1991).
Atwood, Margaret: The Tent. 2006. Ikke oversat til dansk.

Digte

Atwood, Margaret: The Circle Game. 1964.
Atwood, Margaret: The Animals in That Country. 1968.
Atwood, Margaret: The Journals of Susanna Moodie. 1970.
Atwood, Margaret: Procedures for Underground. 1970.
Atwood, Margaret: Power Politics. 1971.
Atwood, Margaret: You Are Happy. 1974.
Atwood, Margaret: Selected Poems. 1976.
Atwood, Margaret: Two-Headed Poems. 1978.
Atwood, Margaret: True Stories. 1981.
Atwood, Margaret: Interlunar. 1984.
Atwood, Margaret: Selected Poems II. 1986.
Atwood, Margaret: Morning in the Burned House. 1995.
Atwood, Margaret: The Door. 2007. Ikke oversat til dansk.

Billedbøger

Atwood, Margaret: Princess Prunella and the Purple Peanut. 1995.

Graphic Novels

Atwood, Margaret (illustrationer af Johnnie Christmas): Angel Catbird. 2016.

Om forfatterskabet

På Margaret Atwoods hjemmeside kan man finde komplet bibliografi, interviews, nyheder mm.
Hellmann, Helle: Vi er dyr præcis som en hest. 2000. I: Politiken, 2000-11-01.
Interview.
Nørum, Bjarne: Atwoods bibelske: Bibelen er meget mere interessant end tv. Kristeligt Dagblad, 2011-01-06.
Interview.
Samtale med Margaret Atwood på Louisiana Literature 2014.
Stort interview med Margaret Atwood om hendes liv, hendes forfatterskab og om den fornyede interesse for hendes roman ”Tjenerindens fortælling” i kølvandet på det amerikanske præsidentvalg.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Margaret Atwood

Kilder citeret i artiklen

Kilder

Akbar, Arifa: Nogen tror fejlagtigt, at naturen er kærlig. Information, 2009-11-13.
The Guardian, 2013-01-18.
Atwood, Margaret: MaddAddam. Lindhardt og Ringhof, 2014.
Interview på Louisiana Channel, 2015.