George Orwell
Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix

George Orwell

cand.mag. Troels Hughes Hansen, iBureauet/Dagbladet Information 2016
Top image group
George Orwell
Foto: Bridgeman Art Library/Ritzau Scanpix
Main image
Orwell, George
Foto: Ukendt ca. 1941 / Scanpix

Indledning

George Orwells forfatterskab er alsidigt og mangefacetteret, men eftertiden har især taget hans bøger om totalitarisme og undertrykkende strukturer til sig. Orwell havde et skarpt blik for det totalitæres væsen, som det kommer til udtryk igennem sproget, og for den farefulde manipulation af historie og sandhed, som i denne form for politisk system hurtigt fører til ensretning og undertrykkelse. På den måde er Orwell i højeste grad barn af det 20. århundrede, der stod vidne til, hvad totalitære regimer kan udrette, hvis de får magt som de har agt.

 

 

23406047

Blå bog

Født: 25. juni 1903 i Bengalen (nutidens Indien).

Død: 21. januar 1950 i London.

Uddannelse: Kostskolestudent på Eton og senere politimand, men ingen formel uddannelse.

Debut: Down and Out in Paris and London. 1933.

Seneste udgivelse: I hvalfiskens bug. Gyldendal, 1987. Oversat af Johannes Riis.

Litterære forbilleder: Jonathan Swift og Jack London.

 

 

 

 

 

 

george

Artikel type
voksne

Baggrund

”Ministeriet for Sandhed – på Nysprog, Oceaniens officielle sprog, Minisand – var vidt forskellig fra alle andre bygninger, man kunne se. Det var en kolossal pyramidelignende bygning af skinnende hvid cement, der hævede sig, terrasse over terrasse, tre hundrede meter op i luften. Fra Winstons vindue kunne man lige akkurat læse Partiets tre slagord, der stod med elegante bogstaver på den hvide facade:
KRIG ER FRED
FRIHED ER SLAVERI
UVIDENHED ER STYRKE”
”1984”, s. 7.

George Orwell hed egentlig slet ikke George Orwell, men derimod Eric Blair. Han blev født ind i det mægtige britiske imperium i 1903 i Bengalen, som i dag er Indien. Han blev tidligt i livet sendt på kostskole i England, men selvom han var begavet, fandt han sig ikke til rette med studierne og vendte tilbage til Sydøstasien som politibetjent i Burma.

Efter fem års tjeneste i det britiske koloniimperiums politistyrke vendte Blair tilbage til Europa og levede i flere år en forhutlet tilværelse i Paris og London. Her tog han diverse småjob, mens han skrev artikler, essays og digte for aviser og tidsskrifter. Et par romaner blev det også til, blandt andet om tiden i Burma, før den unge politisk engagerede forfatter drog af sted mod en af 1930’ernes vigtigste ideologiske kamppladser: Den Spanske Borgerkrig.

Blair blev såret i Spanien, men overlevede og kunne vende tilbage til England, hvor han begyndte at skrive for aviser og blade og hurtigt fik opbygget et ry som en skarp litteraturkritiker. Under Anden Verdenskrig gik Blair fra at være udkantsbrite med rødder i Indien og Burma til at være placeret i selve imperiets hjerte, da han fik arbejde som producer på det navnkundige BBC med ansvar for at udvikle programmer til den østlige del af kolonierne.

Sideløbende skrev han på livet løs, og den helt store succes kom efter de to romaner fra 1940’erne, ’Animal Farm’ og ’1984’, der vittigt og grusomt spidder de totalitære ideologier, som havde formet hele den unge forfatters ungdom på godt og ondt.

Blair døde dog umiddelbart efter at hans berømmelse for alvor tog fart. Han havde hele livet døjet med dårligt helbred, men var ufortrødent fortsat med at pulse cigaretter til den store guldmedalje. D. 21. januar 1950 gav lungerne op, og Blair udåndede som følge af tuberkulose på et hospital i London.

Paris og London på vrangen

”Jeg vil naturligvis ikke påstå, at flertallet af bumserne er ideale personligheder; jeg hævder blot, at de er ganske almindelige, menneskelige skabninger, og at deres mulige ringere egenskaber er resultatet af og ikke årsagen til deres livsform.”
”Paris og London på vrangen”, s. 210.

Det er tydeligt at spore en ægte socialistisk indignation i George Orwells første samlede bog ”Down and Out in Paris and London” fra 1933 (”Paris og London på vrangen”, 1975). Her har den unge forfatter samlet de indtryk, han fik, mens han hutlede sig igennem livet ved at skrive og tage elendigt betalte og usikre småjob i de to europæiske hovedstæder.

Overordnet kan man sige, at hvis Orwells senere og mere kendte romaner har et stramt fokus på det totalitæres egenart, den undertrykkende struktur og de sproglige spidsfindigheder set oppefra, så antager ”Paris og London på vrangen” et perspektiv, der tillader at se elendigheden nedefra.

Orwell beskriver indgående de pinsler og trængsler, som en parisisk opvasker eller en vagabond i London må leve under: det hårde arbejde, den konstante kamp mod udlejerne, pantsætning af tøj, sult og nød. Og samtidig optegnes en række knivskarpe portrætter af de sørgelige, men ofte muntre og overraskende sorgløse, eksistenser, han har stiftet bekendtskab med (eller opfundet til lejligheden). 

Selvom det er let at læse bogen som en art indigneret socialistisk kampskrift, der gør opmærksom på almuens svære kår, så kan den i lige så høj grad læses som et udtryk for en desillusioneret socialisme. Der er ingen anstrøg til revolution blandt de forarmede masser, ingen tro på, at man kan ændre sin livssituation til det bedre. I stedet gælder det gamle udtryk, at når krybben er tom, bides hestene. De fattige og forarmede slås med hinanden om krummerne fra de riges bord i stedet for at slås med de rige om lidt af brødet.

Selvom Paris og London på vrangen udkom mere end et årti før de mere berømte bøger om totalitarismen, er visse af Orwells vigtigste temaer også til stede her. Især den sproglige opmærksomhed er gennemtrængende. Det bemærkes tørt, hvordan den franske republiks slagord ’Frihed, Lighed og Broderskab’ står skrevet over døren til politistationen eller pantelåneren. De statslige paroler udstilles som værende et skin, der dækker over den modsatte virkelighed.

Kammerat Napoleon

”Man omtalte nu aldrig mere Napoleon som slet og ret Napoleon. Når man skulle tale korrekt, benævnede man ham altid ’vor fører, kammerat Napoleon’, og svinene holdt af at finde på titler til ham, som ’Alle dyrs fader’, ’Menneskenes skræk’, ’Fårefoldens beskytter’, ’Ællingernes ven’ og den slags.”
”Kammerat Napoleon”, s. 79.

Da George Orwell udgav ”Animal Farm” i 1945 (”Kammerat Napoleon”, 1947), lå Europa i ruiner. Anden Verdenskrig havde været et frygteligt bevis på den destruktive kraft, der lå indbygget i de totalitære regimer, som var sprunget op overalt i Europa i løbet af 1930’erne.

”Kammerat Napoleon” er en satirisk allegori over en revolution mod et undertrykkende regime, der viser sig at være præcis lige så undertrykkende og totalitært som det forudgående. Dyrene på en gård i England gør oprør mod deres tyranniske husbond og indstifter et frit og demokratisk styre, hvor ’alle dyr er lige’.

I starten er alting fryd og gammen, og dyrene glædes over deres nye rettigheder. Selvom høsten ikke forløber lige så effektivt som dengang, de arbejdede for menneskene, er de dog nu frie og lige. Men helt lige er de selvfølgelig ikke. Nogen må lede, og svinene med det smækfede præmiesvin Napoleon i spidsen påtager sig med glæde den rolle. Dyrene accepterer lederskabet, og inden længe flyder den herskende klasses privilegier lige så langsomt tilbage mod svinene, indtil de ikke længere kan skelnes fra menneskene. Revolutionen er slået fejl, og dyrene har blot erstattet et tyranni med et andet.

23102390

Orwells greb er simpelt men effektivt. Ved at flytte en banal historie fra menneskenes verden til dyrenes, bliver revolutionens ideologiske dobbeltmoral og iboende modsigelser afsløret morsomt og spidst. Dyrene har hver især egenskaber, der svarer præcis til forskellige grupper i menneskenes samfund; de dumme får, der kun kan gentage slagord i kor; de bidske hunde, der virker som revolutionens voldsparate vogtere; arbejdshestene, der slider sig selv ihjel; svinene, der kynisk og manipulerende æder sig fede på andres bekostning osv.

Mange af de orwellske temaer er nu helt klare og veludviklede. Svinenes vej til den totale magt over de andre dyr er først og fremmest en magt over sproget og historien. Som en indstiftende manøvre opmales dyrenes paroler på en af laderne. Men som tiden går, tilføjes der lige så langsomt ord, og hvis alle dyr var lige til at starte med, ender revolutionen uundgåeligt med den berømte formulering, at ’nogle dyr er mere lige end andre.’ De fleste af dyrene er sig ikke denne glidebane bevidst, og derfor kommer de til at opfatte de nye paroler som en lige så stor sandhed som dengang revolutionen var frisk, ung, idealistisk og i sin vorden. 

1984

”På hver trappeafsats gloede plakaten med det kæmpemæssige ansigt ham i møde fra muren over for elevatorskakten. Det var et af den slags billeder, der er sådan tegnet, at man altid synes, at øjnene ser lige på en, hvor man end befinder sig. STORE BRODER SER DIG, lød underskriften.”
”1984”, s. 5.

Den mest kendte af George Orwells bøger er uden tvivl ”1984”, der udkom i 1949 (”1984”, 1950). Det er en dystopisk roman, som fortæller historien om Winston Smith, der i en ikke så fjern fremtid arbejder for et totalitært styres ’sandhedsministerium’.

Imperiet Oceanien styres enevældigt af Store Broder (Big Brother) og af Partiet, som er hans forlængede arm og tanke. Borgernes liv er skånselsløst overvåget af såkaldte teleskærme, der både fungerer som propagandakanaler, man ikke kan slukke for, og som mikrofoner og overvågningskameraer den anden vej.

Et velorganiseret ’Tankepoliti’ opsporer og udsletter ethvert tilløb til modstand mod det gældende system, mens historien konstant forfalskes, så den passer med Partiets overordnede fortælling. Dermed virker Orwells roman ekstra skræmmende, fordi mange af elementerne med lethed genkendes i de totalitære systemer, det 20. århundrede så blomstre op i eksempelvis Tyskland og Sovjetunionen.

26798655

I dette system forsøger Winston Smith at skabe tilløb til modstand, efter at han på sit arbejde har fundet et avisudklip, der tydeligt beviser, at regimet har forfalsket historien, og at dets overordnede fortælling er baseret på løgn. Han forelsker sig i den unge Julia, og sammen forsøger de at komme i kontakt med den organiserede modstandsbevægelse. En kamp, der i Orwells univers er dømt til at mislykkes.

I ”1984” analyserer Orwell, hvordan det totalitære er så kvælende, især fordi det tager form gennem sproget – den sfære, ingen kan trække sig tilbage fra, og som former vores bevidsthed og mulighed for handlen. Diktaturet i Oceanien har skabt et helt nyt sprog (nysprog), der langsomt kvæler ethvert tilløb til kritisk tankevirksomhed, simpelthen fordi de sproglige muligheder for at formulere noget selvstændigt forsvinder.

Det er netop den skarpe analyse af det totalitæres måde at fungere på gennem sprog, paroler, teknologi og fjendebilleder, der har givet romanen et blomstrende efterliv. I dag er mange sikkert ikke engang klar over, at Orwells roman står bag udtryk som ’newspeak’, ’tankepoliti’ osv., ligesom udtrykket Big Brother-samfund er blevet synonym med statens overdrevne overvågning af borgerne. Dermed er ”1984” ikke blot en analyse af sproglige strukturers overbevisningskraft, den opstiller dem også selv i praksis.

Genrer og tematikker

George Orwell skrev i et hav af forskellige genrer og formater, fra ungdommens digte til journalistik, reportager, essays, breve, dagbøger og romaner. Altid med en nøgtern og præcis stil, selv når det går mere malerisk for sig som i ”Paris og London på vrangen”.

Man kan grundlæggende udstikke to tydelige spor, som Orwells forfatterskab følger. Det første spor er en slags reportagejournalistik med essayistiske og skønlitterære træk og kommer tydeligt til udtryk i ”Paris og London på vrangen”, ”The Road to Wigan Pier” samt ”Hyldest til Catalonien”. Her tager Orwell udgangspunkt i sine egne oplevelser som omstrejfer og som frivillig i Den Spanske Borgerkrig og formulerer en bidende kritik af det politiske, kapitalistiske system, som fastholder en kæmpe underklasse i fattigdom, men omvendt også af socialismens blændværk.

Et andet spor, og det, som Orwell er blevet mest kendt for i eftertiden, er hans analyser af det totalitæres måde at fungere på. Den falske revolution i ”Kammerat Napoleon” og det helt igennem undertrykkende og indgribende regime i ”1984” er begge scenarier, der er direkte modelleret over sovjetkommunismen og nazismen. I begge tilfælde er der brug for en stærk fortælling om en ydre fjende (jøden for nazismen, kapitalismen og nazismen for sovjetkommunismen), der konstant må genfortælles og omformes, så den passer med statens interesser.

Samtidig er de totalitære regimer især farlige ifølge Orwell, fordi de griber ind i vores inderste – nemlig igennem deres bevidste udnyttelse af sproget. I Orwells romaner om totalitarismen formes borgernes virkelighed oppefra af paroler, der gentages så ofte, at det bliver sandhed, og af ord, der er sirligt indrettet til kun at kunne udtrykke et vist udsnit af virkeligheden.

For begge disse spor løber den særegne sproglige opmærksomhed som en tydelig åre sammen med frygten for ethvert system, der sætter kollektivet over individet. Dermed kan Orwell heller ikke siges at have en entydig politisk agenda – både kapitalisme og socialisme får rap over nallerne i hans forfatterskab – men frygten for og opmærksomheden på overordnede undertrykkelsesstrukturer taler imod enhver form for totalitarisme.

Beslægtede forfatterskaber

Det er vanskeligt at forestille sig en bog som ”Kammerat Napoleon” uden Jonathan Swifts ”Gullivers rejser” (1726). I Swifts bog bruges allegorien også effektivt til at flytte en kritik af og satire over visse strukturer i det menneskelige samfundsliv over i en anden sfære for dér at lade det fremtræde så meget desto mere tydeligt. Hvor Swift lod Gulliver skylle i land hos lilleputter og kæmper, der mindede ganske meget om visse samfund på forfatterens tid, lader Orwell sin satire udspille sig i dyrenes verden. Men grundlæggende er det allegoriske greb det samme.

Som forlæg for sine reportager fra bunden af samfundet i Paris og London havde Orwell især Jack London, som i begyndelsen af 1900-tallet foretog en række ekskursioner til de fattige kvarterer i den engelske hovedstad. Londons reportager (nogle af dem samlet i ”The People of the Abyss”, 1903) trak selv på en udviklet tradition for dokumentation af almuens svære vilkår i de hurtigt opskudte industribyer, som vi også kender det fra eksempelvis Jacob A. Riis’ ”How the Other Half Lives” (1890).

I sin nærmest filologiske interesse i det totalitæres sprog har Orwell en kollega i den tyske jøde Victor Klemperer, der mirakuløst overlevede jødeudryddelserne i Hitlers Tyskland. Klemperer var filolog, og han dokumenterede i sine notesbøger, hvordan det tyske sprog langsomt begyndte at ændre sig og spredte gift i befolkningen i en sådan grad, at vejen pludselig var banet for Holocaust og det største europæiske traume nogensinde. En del af disse betragtninger er overskueligt og klart nedskrevet i Klemperers bog ”LTi ― Lingua Tertii imperii”, hvilket betyder Det Tredje Riges sprog (1947, da. 2010).

En særlig sensibilitet i denne retning finder vi i nyere tid hos den tysk-rumænske nobelpristager Herta Müller. Også hos hende starter totalitarismens magt i sproget. Hendes litterære stil er delvis karakteriseret ved at opstille og til en vis grad opfinde et særligt sprog, som kan modsvare den totalitære udslettelse af præcis refleksion og tankevirksomhed. Samtidig er hendes bøger stærke vidnesbyrd om, hvordan politisk undertrykkelse og terror kan påvirke den sproglige bevidsthed, hvordan undertrykkelsen glider ind i sproget og bliver selvforstærkende.

Bibliografi

Romaner

Orwell, George:
A Clergyman’s Daughter. 1935.
Orwell, George:
Keep the Aspidistra Flying. 1936.
Orwell, George:
The Road to Wigan Pier. 1937.
Orwell, George:
Kammerat Napoleon. Gyldendal, 1947. (Animal Farm, 1945).
Orwell, George:
1984. Gyldendal, 1950. (1984, 1949). Oversat af Paul Monrad.
Orwell, George:
Burma Dage. Schønberg, 1955. (Burma Days, 1934). Oversat af Michael Tejn.½burma
Orwell, George:
Paris og London på vrangen. Gyldendal, 1975. (Down and Out in Paris and London, 1933). Oversat af Birte Svensson.
Orwell, George:
Hyldest til Catalonien. Gyldendal, 1975. (Homage to Catalonia, 1938). Oversat af Birte Svensson.
Orwell, George:
En mundfuld frisk luft. Gyldendal, 1977. (Coming Up for Air, 1939). Oversat af Poul Pedersen.
Orwell, George:
The Collected Essays, Letters and Journalism of George Orwell, fire bind (visse af Orwells essays kan findes i de to udgivelser I hvalfiskens bug og andre essays, Gyldendal, 1987, oversat af Johannes Riis, og Det engelske folk og andre essays, Schønberg, 1976, oversat af Paul Monrad).

Om forfatterskabet

Bøger

Crick, Bernard:
George Orwell. A Life. 1982.
Møller, Per Stig:
George Orwells håb og frygt. Gyldendal, 1983.
Shelden, Michael:
The Authorized Biography, 1991.
Hitchens, Christopher:
Why Orwell Matters. 2003.

Hjemmesider

Stor engelsksproget hjemmeside med George Orwells biografi og hans samlede værker frit tilgængelige.
Engelsksproget hjemmeside med fyldig biografi om George Orwell.

Søgning i bibliotek.dk

emnesøgning på George Orwell