Baggrund

Citat
”Ministeriet for Sandhed – på Nysprog, Oceaniens officielle sprog, Minisand – var vidt forskellig fra alle andre bygninger, man kunne se. Det var en kolossal pyramidelignende bygning af skinnende hvid cement, der hævede sig, terrasse over terrasse, tre hundrede meter op i luften. Fra Winstons vindue kunne man lige akkurat læse Partiets tre slagord, der stod med elegante bogstaver på den hvide facade:
KRIG ER FRED
FRIHED ER SLAVERI
UVIDENHED ER STYRKE”
”1984”, s. 7.

George Orwell hed egentlig slet ikke George Orwell, men derimod Eric Blair. Han blev født ind i det mægtige britiske imperium i 1903 i Bengalen, som i dag er Indien. Han blev tidligt i livet sendt på kostskole i England, men selvom han var begavet, fandt han sig ikke til rette med studierne og vendte tilbage til Sydøstasien som politibetjent i Burma.

Efter fem års tjeneste i det britiske koloniimperiums politistyrke vendte Blair tilbage til Europa og levede i flere år en forhutlet tilværelse i Paris og London. Her tog han diverse småjob, mens han skrev artikler, essays og digte for aviser og tidsskrifter. Et par romaner blev det også til, blandt andet om tiden i Burma, før den unge politisk engagerede forfatter drog af sted mod en af 1930’ernes vigtigste ideologiske kamppladser: Den Spanske Borgerkrig.

Blair blev såret i Spanien, men overlevede og kunne vende tilbage til England, hvor han begyndte at skrive for aviser og blade og hurtigt fik opbygget et ry som en skarp litteraturkritiker. Under Anden Verdenskrig gik Blair fra at være udkantsbrite med rødder i Indien og Burma til at være placeret i selve imperiets hjerte, da han fik arbejde som producer på det navnkundige BBC med ansvar for at udvikle programmer til den østlige del af kolonierne.

Sideløbende skrev han på livet løs, og den helt store succes kom efter de to romaner fra 1940’erne, ’Animal Farm’ og ’1984’, der vittigt og grusomt spidder de totalitære ideologier, som havde formet hele den unge forfatters ungdom på godt og ondt.

Blair døde dog umiddelbart efter at hans berømmelse for alvor tog fart. Han havde hele livet døjet med dårligt helbred, men var ufortrødent fortsat med at pulse cigaretter til den store guldmedalje. D. 21. januar 1950 gav lungerne op, og Blair udåndede som følge af tuberkulose på et hospital i London.