Det er tydeligt at spore en ægte socialistisk indignation i George Orwells første samlede bog ”Down and Out in Paris and London” fra 1933 (”Paris og London på vrangen”, 1975). Her har den unge forfatter samlet de indtryk, han fik, mens han hutlede sig igennem livet ved at skrive og tage elendigt betalte og usikre småjob i de to europæiske hovedstæder.
Overordnet kan man sige, at hvis Orwells senere og mere kendte romaner har et stramt fokus på det totalitæres egenart, den undertrykkende struktur og de sproglige spidsfindigheder set oppefra, så antager ”Paris og London på vrangen” et perspektiv, der tillader at se elendigheden nedefra.
Orwell beskriver indgående de pinsler og trængsler, som en parisisk opvasker eller en vagabond i London må leve under: det hårde arbejde, den konstante kamp mod udlejerne, pantsætning af tøj, sult og nød. Og samtidig optegnes en række knivskarpe portrætter af de sørgelige, men ofte muntre og overraskende sorgløse, eksistenser, han har stiftet bekendtskab med (eller opfundet til lejligheden).
Selvom det er let at læse bogen som en art indigneret socialistisk kampskrift, der gør opmærksom på almuens svære kår, så kan den i lige så høj grad læses som et udtryk for en desillusioneret socialisme. Der er ingen anstrøg til revolution blandt de forarmede masser, ingen tro på, at man kan ændre sin livssituation til det bedre. I stedet gælder det gamle udtryk, at når krybben er tom, bides hestene. De fattige og forarmede slås med hinanden om krummerne fra de riges bord i stedet for at slås med de rige om lidt af brødet.
Selvom Paris og London på vrangen udkom mere end et årti før de mere berømte bøger om totalitarismen, er visse af Orwells vigtigste temaer også til stede her. Især den sproglige opmærksomhed er gennemtrængende. Det bemærkes tørt, hvordan den franske republiks slagord ’Frihed, Lighed og Broderskab’ står skrevet over døren til politistationen eller pantelåneren. De statslige paroler udstilles som værende et skin, der dækker over den modsatte virkelighed.