k hammann
Foto: Les Kaner / Gyldendal

Kirsten Hammann

cand. mag. Katrine Lehmann Sivertsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2015.
Top image group
k hammann
Foto: Les Kaner / Gyldendal
Main image
Hammann, Kirsten
Foto: Sofie Amalie Klougart

Indledning

I Kirsten Hammans værker møder man bl.a. figuren Vera Winkelvir med gummicurler, plastikhjerte og laktaske og læsebøgernes Søren og Mette som voksne. Man støder også på et digterjeg, der bogstaveligt talt er gået ud af sit gode skind, og som nu kigger på sin barnlige og urimelige krop udefra.

Hammanns forfatterskab har sit eget bud på en litterær virkelighedsbeskrivelse. Hendes bud indeholder ikke kun iscenesættelse, metakonstruktion og ironisk distance men også en fremhævelse af det konkrete og nærsanselige. Det fantasifulde, groteske og humoristiske er også altid centralt placeret i forfatterskabet.

Minimalisme i 1990'erne

53472346

 

Blå bog

Født: 1. november 1965 i Risskov.

Uddannelse: Uddannet på Forfatterskolen 1989-91.

Debut: Mellem tænderne. Gyldendal, 1992.

Litteraturpriser: Gyldendals boglegat,1992. Carl Møllers legat, 1993. Klaus Rifbjergs Debutantpris for lyrikere, 1994. Leo Estvads legat, 2005. Beatrice-prisen, 2005. Danske Banks litteraturpris, 2008. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 2011.

Seneste udgivelse: Ofte stillede spørgsmål. Gyldendal, 2017. Roman.

Inspiration: Kirsten Hammann har eksplicit udtalt, at hun ikke har nogen idoler eller forbilleder.

Se filmen Jeg civiliserer mig i morgen på Filmstriben

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Mette har så dårlig samvittighed. Helt tilbage fra hun ikke spiste op og skulle tænke på de sultne børn i Afrika. Altid, altid har Mette vidst, at hun bor i et smørhul og er så forkælet. Hun tænker med gru på, hvis hun havde trukket et andet lod.”
”Fra smørhullet” s. 62.

Kirsten Hammann blev født den 1. november 1965 i Risskov ved Århus, hvor hun voksede op sammen med to ældre søskende. I 1984 blev hun samfundssproglig student fra Risskov Amtsgymnasium. Gymnasietiden brugte hun blandt andet på at føre dagbog, og hun holdt meget af at skrive danske stile men hadede ifølge eget udsagn digte. I årene efter gymnasiet skrev hun fortsat meget og havde i det hele taget et stort behov for at udtrykke sig kreativt. Det gav sig blandt andet udslag i, at hun malede og lavede gipsafstøbninger. Kirsten Hammann stiftede i denne periode bekendtskab med digte af Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, hvilket var med til at åbne hendes øjne for lyrikken. Hun blev grebet af den lyd og de billeder, der gik lige i kroppen på hende, og som var noget ganske andet end de digte af ældre dato, hun i gymnasiet skulle analysere sig ind på livet af. Hun var dog endnu ikke klar over, at hun skulle være forfatter. De følgende år gik med diverse kurser, arbejdsløshed og jobs som bartender. 

Efter at fem af hendes digte blev trykt i tidsskriftet Hvedekorn, flyttede Hammann i 1989 til København og søgte optagelse på Poul Borums forfatterskole. Hun var elev på Forfatterskolen fra 1989-91, og det blev en vigtig tid for den kommende forfatter: “I Århus kendte jeg ikke en eneste, der skrev. Dårligt nok nogen der læste.. altså digte, som var det, der interesserede mig. Så det at få så mange nye venner og kolleger og møde Poul Borum, der var et energibundt uden lige... da følte jeg, at min lykke var gjort. Det blev en fantastisk skriveperiode, meget udfordrende. Vi blev trukket rundt til udstillinger og teater, for Borum arrangerede noget hele tiden, så indtrykkene strømmede mig i møde”. (Kristen Bjørnkjær: ”Hvordan det begyndte og hvad der så skete.” Information, 2004-05-06). Efter årene på Forfatterskolen gik Hammann fra 1991-92 på Filmskolens manuskriptlinje. Hun debuterede i bogform i 1992.

Kirsten Hammann bor i dag i en lejlighed i det indre København med sin søn.

Mellem tænderne

“Jeg er så træt af min krop
Jeg må opdrage
og kommandere
og tale hårdt
(…)
Den er i alle henseender barnlig og urimelig
Jeg kan snart ikke være den bekendt”.
”Mellem tænderne” s. 17.

Kirsten Hammann debuterer i 1992 med digtsamlingen "Mellem tænderne". Samlingens metaforer er især kropslige – hentet fra en strøm af sansninger. Et af de gennemgående træk ved bogen er et ironisk iscenesat skisma mellem et jeg og en krop, der ligger i forlængelse af den klassiske splittelse mellem ånd og legeme.

Kroppen udstilles hos Hammann blandt andet som en genstridig genstand for jeget. Den objektiverede krop tildeles en særegen autonomi og bliver et fænomen afskilt fra jeget. Det ses blandt andet i digtet ”Jeg er så træt af min krop”. Digtet skildrer med skarp ironi digterjegets frustration over men også omsorg for en krop fuld af behov og drifter, krav om opmærksomhed og uundgåelige ældning. Det dyriske men også civiliserede ved mennesket fremhæves også i digtet ”Jeg civiliserer mig om morgenen”, hvor det hedder: ”Jeg civiliserer mig om morgenen/ foran spejlet/ jeg tager tøj på/ jeg rejser mig/ jeg er ikke en abe/ jeg går på mine fødder/ ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad”.

20810440

Beskrivelsen af digterjegets hænder i sidste del af citatet indeholder et element, som også findes i andre af samlingens digte: Nemlig skildringen af hænder som både gribende og små ”smadrejern” fulde af raseri. Hænderne synes både at være skabende og ødelæggende. Døden og skildringen af afdøde mennesker er også en gennemgående tematik i bogen. Et aspekt af dette er en udviskning af angsten for og driften mod døden.

I digtet ”Jeg er ved at dø” hedder det om dødens udslettelse af jeget: ”Jeg kan huske alting på én gang/ og det er fuldstændigt lige meget/ om jeg har lyst eller ikke har lyst/ båndene er begyndt at afspille sig selv” . Nogle af digtene fra samlingen læser Kirsten Hammann op på lyrikvideoen ”Jeg civiliserer mig om morgenen”, som blandt andet er blevet vist på tv.

 

 

 

Vera Winkelvir

”Vera føler ingen glæde. Eller taknemmelighed. Hun siger til telefonen, at den skal holde op med at ringe. Hun siger, at hun ikke er hjemme, og at hun aldrig har været det. Det hele er en fejltagelse. Men den ringer og ringer, protesterende gennem stuerne. Knaldende røde plastic-dyr! Som om den er levende og arrig og forsmået”.
”Vera Winkelvir”, s. 21.

Allerede året efter sin debut udgav Kirsten Hammann bogen ”Vera Winkelvir” (1993), der skildrer en figur, der lever i en verden fuld af lak, plastik og lyserøde kjoler. Romanen består af dagbogsoptegnelser, der skildrer titelpersonens liv i cirka et halvt år. Som dagbogsroman er ”Vera Winkelvir” imidlertid både indholdsmæssigt og formmæssigt højst ejendommelig og anderledes end traditionelle dagbogsromaner. Bogen fremstår stærkt fragmenteret i sin komposition. Der er ikke tale om et genkendeligt univers men om korte punktnedslag i Veras liv, som ikke kædes sammen til en fremadskridende kronologi. Vi præsenteres for dagligdagsoplevelser som frisørbesøg, rejser og gåture, men situationerne har ikke et egentligt forløb og handlingsgang. Teksten beskriver den nærsanselige og konkrete verden, men den skildres så abrupt, at den fremstår usammenhængende. Den sanselige beskrivelse er dog værd at bemærke, for det er et af kendetegnende ved forfatterskabet. Hør blot beskrivelsen af Vera på stranden: ”Juli er blevet alvorlig. Den blæser og kaster salt i huden på Vera. Ind i hendes næse og øjne og ører. Juli og Vera leger popcorn, leger den store tivoli-maskine med salt og fedt og varm ristning.”

25760727

Også sprogligt er teksten fragmentarisk med korte, sideordnede sætninger og en gentagelse af de samme scener og sproglige sekvenser. Det giver bogen et manisk og næsten rablende præg, der forstærkes af bogens energiske, viltre og til tider rasende tone. Allitterationen i navnet Vera Winkelvir – det vil sige gentagelsen af den samme konsonant i navnet – peger også på den iboende gentagelsestrang og på den ironi, der frem for overblik og spændingsdynamik præger romanen. Fortællerpositionen adskiller sig også fra den traditionelle dagbogsroman, da Hammann har valgt en 3. persons fortæller, hvilket lægger en distance til det fortalte. Samtidig er der dog ikke tale om en udenforstående fortæller, for det perspektiv, der fortælles fra, er hele tiden Veras. Talesproglige vendinger giver også teksten en subjektiv karakter og bekræfter det indvendige perspektiv. 

”Vera Winkelvir” er ikke et psykologisk portræt. Vera er snarere en formel, tekstlig instans end et menneske; en fiktion, der alene findes i de linjer, hvor hun tildeles at tale. Hun er opfundet som romanfigur. Teksten peger på sig selv som tekst, og der er således tale om en skrifttematik og om en metafiktiv konstruktion – det vil sige, at teksten gør opmærksom på sig selv som fiktion. At Vera er noget andet end et menneske understøttes også af, at det betydningsindhold, hun tildeles, hele tiden skiftes ud i løbet af bogen. Vera er alt fra seriemorder til fluemenneske, 37 millioner molekyler, et ryatæppe, en sukkergris … 

Det gentages i løbet af romanen, at nogen har opfundet Vera, og nu må hun selv finde på resten. Men det er netop det, Vera ikke kan, på trods af sin stræben efter at skabe sammenhæng og mening. Man kan derfor også se figuren som et subjekt i opløsning, der ikke formår at skabe sig selv som en substantiel størrelse, og romanen som et signalement af en moderne mennesketype, som bestandigt skifter skikkelse i en verden, hvor der ikke findes faste referencerammer at orientere sig i forhold til.

Bruger De ord i kaffen?

”Jeg giver dig det sidste, jeg har. Ikke at det er noget særligt. Syv års døde ord. De fleste flagrer bare omkring som spøgelser, dem kan jeg ikke give dig. Nej, de fleste står lukket som en tung port. Jeg kan ikke løfte dem fri af hængslerne og række dem til dig.”
”Bruger De ord i kaffen?”, s. 32-33.

I 2001 udkom dobbeltbogen ”Bruger De ord i kaffen?”, som både er en kort roman og en poetik. I romandelen møder vi forfatteren Lotte Samuel samt figurerne Ingvartsen og Steffen Franka, der forsøger at skubbe forfatteren ud af en alvorlig skriveblokering. Da forfatteren skrev sin seneste bog, gik hun ind i alle de forskellige rum på sin vej men bevægede sig i en så susende fart, at hun faldt ud af det bagerste rum. De seneste syv år har ordene været døde. Alting forsvinder mellem hænderne på hende, og det, hun forsøger at skildre med sproget, fremtræder vanskabt: ”Man bruger sprogets kran til at bjærge den sunkne skat og opdager, at der hænger en vanskabt rotte i krogen”.

23460580

Forfatteren prøver forgæves at puste nyt liv i sproget og vække figurer til live på papiret. Figuren Ingvartsen foreslår en retssag for at få struktur, ramme og handling på det hele. Der må etableres et lokale, hvor alting har sin plads, og hvor der findes en tydelig konflikt. Det er med andre ord et billede på en traditionel litterær form med orden, kronologi og vendepunkter. Med dette billede sættes der i romanen spørgsmålstegn ved, om den realistiske roman med fortløbende handling og dramatik overhovedet er udtryk for en realisme, der indkredser virkeligheden.

Eller om den med sin gennemtænkte komposition skaber en orden, der slet ikke svarer til virkeligheden. Forholdet mellem fiktion og virkelighed er ligeledes et væsentligt aspekt i teksten: ”Altid skal sproget pege på sig selv og slå sig på brystet som en anden gorilla: Ingen bøger var noget uden mig!, råber den”. Figurerne i romanen siges da også at være skabt af den fiktive forfatter – som selv har umiskendelige lighedspunkter med forfatteren Kirsten Hammann. Poetik-delen består af dagbogsuddrag fra årene 1993 til 1997 og omhandler mange af de samme problemstillinger, som gennemspilles i den korte roman.

 

 

 

 

Fra smørhullet

”Mette er ligeglad. Hun vil gerne være ensom i resten af sit liv, hvis hun dermed kan undgå at blive forladt. Hun vil ikke helbredes. Hun vil bare have, det holder op med at gøre ondt.”
”Fra smørhullet”, s. 227.

Kirsten Hammanns anmelderroste roman fra 2004, ”Fra smørhullet”, består af to dele. I den første del møder vi Søren og Mette fra læsebøgerne: de har vokset sig store og er nu et ovenud lykkeligt ægtepar. Hammann deler alle de lange ord i romanens begyndelse for at understrege henvisningen til læsebøgerne: ”Se Søren og Mette. De er så fi-ne. De er næsten lige blevet gift. Søren er manden. Mette er konen. Nu må de sove i sam-me seng. Søren giver Mette blom-ster. Mette bager en kage til Søren”. Idéen med at lade de voksne udgaver af Søren og Mette være hovedpersonerne i bogen er også med til at fremhæve en barnlig idealverden, forklarer Kirsten Hammann: ”Det var en idé, der pludselig opstod. Jeg tænkte, det kunne være sjovt at skrive en hel bog med dem som udgangspunkt, selv om jeg hurtigt bevægede mig væk fra den, men dog stadig holder bogen i den barnlige idealverden. Altså: Hvad forventede man af kærligheden dengang? At når man møder den eneste ene, så…pliiing!.. faldt alt på plads i en håndevending.” (Kristen Bjørnkjær: ”Hvordan det begyndte og hvad der så skete.” Information, 2004-05-06). Det står dog hurtigt klart, at alt ikke er faldet på plads for romanens hovedperson. Mette har en begyndende sygdom, og der er nogen, der maler sort maling på husets vinduer. Måske er begge dele et billede på Mettes sårbarhed og erkendelse af sin egen dødelighed. Under alle omstændigheder betyder det, at Søren forlader Mette.

25190793

Romanen springer nu fem år frem i tiden og følger Mettes liv mellem slik og økologiske frugt, forbrug og velgørenhed, reality-tv og dårlig samvittighed, dødsangst og barndomserindringer. Romanens anden del er ligesom ”Vera Winkelvir” skrevet i en dagbogsform, der dog fastholder en 3. persons fortæller. Dagbogsformen forstærkes af tilstedeværelsen af faktuelle hændelser som Irak-krigen og terrorangrebet på New Yorks tvillingetårne. 

”Fra smørhullet” er blevet kaldt en tragikomisk satire over en generation, og en bog der spidder tidsånden uhyggeligt præcist og morsomt. Hammann er da også selv inde på, at bogen indeholder en samtidskarakteristik: ”Fra smørhullet er præget af, at jeg gerne vil sige noget om min samtid. Det er en slags klummeroman – fyldt med indlæg i debatten, men da jeg hverken er en særlig god journalist eller sætter mig ned og skriver læserbreve, må jeg sige det gennem Mette.” (Lisbeth Bonde: ”Smørhullet: Interview: Søren og Mette.” Weekendavisen, 2004-06-18). Hammann skildrer den passivitet, der følger oplevelsen af, at man ikke ved, hvad man skal gøre, og hvordan man skal handle, i en uoverskuelig virkelighed. Forfatteren viderefører samtidig sin evne til en nærsanselig konkretisme og superrealisme, der zoomer ind på dagligdagsdetaljer og giver et rørende portræt af en kvinde, der famlende forsøger at leve sit liv efter tabet af sin elskede. Fortællerpositionen forstærker denne ambivalente distance over for hovedfiguren.

Mette er svær at få styr på fortolkningsmæssigt, og det synes netop at være pointen i romanen. Mette er både en kvinde, der portrætteres i en roman, og et symptom. Bogen svinger også mellem udstillende kritik og en identifikation, som med Hammanns sans for ironisk iscenesættelse bl. a. lyder: ”Tænk, hvis man skrev en roman om sådan en som Mette. Så ville mange af dem, der læste om hendes næstekærlige holdninger, superegoisme, drømme om forandring og ekstreme dovenskab, kunne læne sig endnu mere mageligt tilbage og føle sig både genkendt og forstået. ”Gud, det er jo lige sådan jeg har det”, kunne man sige”. Romanen indeholder således både identifikation og udstilling, ligesom den naive umiddelbarhed sættes sammen med det reflekterende, iscenesatte og konstruerede. Der er også både tale om et generations- eller samtidsportræt og en skildring af eksistentielle grundvilkår. 

Kirsten Hammann blev nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris i 2004 for romanen ”Fra smørhullet”.

 

En dråbe i havet

”Hvis man afskaffede ulandene i morgen, simpelthen fjernede dem fra skolebøgerne og tv-avisen, så kunne Mette Mæt leve glimrende i deres fravær. At hun bekymrer sig om de sultne, er et kunstigt skabt problem. Det er ikke et, som er vokset frem dybt i hende.”
”En dråbe i havet”, s. 35.

Tænk hvis man kunne opleve ulandenes nød og elendighed på sin egen krop blot ved at gå ind ad en bestemt hoteldør. Så ville man kunne nå at købe ind, hente barn, bage pandekager, elske med sin mand og i det hele taget leve sit komfortable liv samtidigt med, at man forsøger at sætte handling bag sine ord og dårlige samvittighed over verdens ulighed. Det er udgangspunktet i Kirsten Hammann roman ”En dråbe i havet” fra 2008. Hovedpersonen hedder også i denne roman Mette, også kaldet Mette Mæt, og ligesom i Hammanns forrige bog er et af grebene i romanen, at hovedpersonen både udstilles og fremstilles som en figur, læseren kan identificere sig med: ”Når jeg hænger Mette ud, overdriver jeg også de værste sider i mig selv. Og ikke engang overdriver, for jeg må indrømme, at jeg også selv er en egoistisk skid. Jeg vil af et rent barnligt hjerte meget gerne hjælpe, men jeg kan også finde på at slukke for fjernsynet midt i en hungerkatastrofe. Det skal vi jo også kunne, ellers ville vi blive skøre og løbe rundt i gaderne og råbe: »Hjælp de fattige«, ligesom den sære dame i min bog. Det var nok sådan, vi burde gøre, men hun er jo tosset og sidder på et herberg. Hun er som barnet og den fulde mand, der siger sandheden.” (Tine Winther: ”Hammann: Jeg er også selv en egoistisk skid.” Politiken, 2008-08-23).  

27373917

I romanen har forfatteren Mette besluttet sig for at skrive en bog om verdens fattige, men hun har ikke lige tid til at rejse og vil egentlig også helst fortsætte sin trygge tilværelse. Da organisationen Hjælp tilbyder hende at træde ind i et virtuelt rum, hvor hun for et par timer ad gangen kan opleve Den Tredje Verdens problemer, slår hun til. Som romanen skrider frem, viser det sig dog, at det ikke er så let for Mette at leve i de to verdener samtidigt. Og ved romanens slutning, da Mettes egen nære verden falder fra hinanden, erfarer hovedpersonen, at man aldrig kan vide sig sikker på lykken. 

Hammann fremstiller i sin bog den blanding af indignation, dårlig samvittighed og behov for at lukke øjnene, som er del af den vestlige verdens reaktion på verdens ulighed og ulandenes massive problemer. Hammann gør det på en sådan måde, at læseren ikke gives noget svar på, hvordan man bør handle. Hun viderefører den dobbelte figur af identifikation og udstillende kritik, som også var central i ”Fra smørhullet”, ligesom legen med sproget og humoren er genkomne elementer. Med sin slutning formår bogen at åbne op for forskellige fortolkningsmuligheder af det, som har udspillet sig i historien. For måske handler bogen lige så meget om to mennesker og deres forskellige tilgange til virkeligheden, og om en kærlighed som forsvinder. 

Kirsten Hammann fik Danske Banks litteraturpris 2008 for ”En dråbe i havet”.

Se på mig

”En bamse i soveværelset hos to voksne mennesker uden børn! Men her er den, den sidder i vindueskarmen med sine store, bedrøvede glasøjne og en sløjfe om halsen. Utroligt, hvad nogle mænd finder sig i. Hvordan kan de have sex med deres kæreste eller kone, mens der sidder en bamse og kigger på?”
”Se på mig” s. 112.

Kirsten Hammanns roman fra 2011, ”Se på mig”, er en nutidig historie centreret omkring det helt nære mellem to mennesker i en lejlighed. Ligesom man også ser det i andre af Hammanns bøger, er et væsentlig element i bogen skildringen af det, vi som moderne mennesker gør og siger, og det vi egentlig tænker og føler. Ifølge forfatteren havde hun efter den tematisk tunge bog ”En dråbe i havet” brug for noget ganske andet og satte sig for at skrive en let kærlighedskomedie. Personerne udviklede sig dog efterhånden til mere komplekse figurer, selv om udgangspunktet var komedien.

I romanen møder vi Julie, hvis forlovede pludselig er rejst et halvt år til Indien for at tænke over deres forhold. For at få råd til lejligheden lejer Julie et par værelser ud til forfatteren Sune, som netop har sagt sit job på tanken op og nu satser alt på at skrive. Mens Julie håber på, at kæresten vender hjem igen, håber Sune på at skive et mesterværk. Om det kun er noget, de bilder sig selv ind kan lade sig gøre, er en af romanens tematikker: ”Hvad er forskellen på at håbe på, at noget vil ske, og bedrage sig selv til at tro, at det allerede er sådan eller snart bliver sådan? (...) Det er jo det, vi mennesker skal leve af, det er at håbe”. (www.gyldendal.dk/artikler/kirstenhammann).

28902263

Overvågning og biologiske ure, der tikker, er to andre væsentlige omdrejningspunkter i bogen. Som tidligere i forfatterskabet er kroppen her i centrum: ”Det er ikke noget nyt for mig at skrive meget om kroppe. Jeg bliver ved med at insistere på, at vi er nogle aber og pattedyr, der skal civiliseres om morgenen. Der gælder specielt dér i midten af 30’erne, hvor man ikke har fået nogle ting på plads. Det handler om sex og forplantning”. (Peter Nielsen: ”Jeg kan ikke lade være med at gøre mine personer utiltalende”. Information, 2011-08-12). De to hovedpersoners forhold til hinanden udvikler sig til det, der måske er en kærlighedshistorie, måske en mulig genvej til det, de hver især drømmer om – at få et barn eller finde indholdet til sit store litterære mesterværk – eller måske begge dele.

I modsætning til tidligere i forfatterskabet er der denne gang tale om en fremadskridende fortælling med plot. Synsvinklen skifter romanen igennem, men er hele tiden en indre synsvinkel placeret hos de to hovedpersoner. Ligesom i Hammanns tidligere bøger er der også her tale om en dobbeltfigur af både det udleverede i forhold til figurerne og forsøget på at holde et spejl op for sine læsere. Historien er denne gang indlagt i et narrativt, fremadskridende forløb, men der er fortsat tale om Hammanns særlige humoristiske blotlægning af virkeligheden herunder menneskets uperfektion, vaner, fejheder, selvforståelse og selvmodsigelser. Hammann bevæger sig med ”Se på mig” hen imod en mere mainstream-agtig roman sammenlignet med sine tidligere bøger, men den velkendte hammannske let naivistiske tone og sprogenergi findes også her.

Romanens titel henviser dels til de to figurers store behov for at blive set, elsket og anerkendt, dels til den bamse, der ses på bogens forside, og som spiller en central rolle i romanen. Bamsen er nemlig udstyret med optagelsesudstyr og ligger på Julies værelse og venter på at blive set på, så Sune kan se Julie fra det andet værelse. Endelig kan overvågningsbamsen også ses som et symbol på romanforfatteren, der registrerer og præsenterer sine figurer og deres virkelighed for læseren.

 

Alene hjemme

”Hun vil hjem, helt hjem, dvs. have et barn og en familie (…) en dag sagde hun, at hun egentlig ikke havde nogen ambitioner, ”kærlighed og børn er nok for mig”, og så blev han fuldstændig stille og slap hendes hånd uden at tage den igen (de var ude at gå).”
”Alene hjemme”, s. 35.

Parforholdsgyser er et af de ord, der er blevet knyttet til Hammanns roman ”Alene hjemme” fra 2015. I centrum af fortællingen er da også hovedpersonen Saras forhold til kæresten Philip, hans børn og hendes store ønske om selv at få et barn, hvilket han ikke er interesseret i. Bedre bliver det hele ikke, da den sexede og impulsive Frederikke flytter ind i lejligheden ovenpå. Hendes hjemmelavede flødeboller smager også mærkeligt bittert, synes Sara, og til sidst er det Frederikke, som bliver gravid.
Hammann forklarer, at Sara er ligesom frøen, som først for sent opdager, at den bliver kogt: ”Det er en klassiker, at to mennesker er superforelskede og tror, de skal være sammen altid; så kommer der nogle små ændringer (…) og grænser nedbrydes langsomt. Men når vandet kun gradvis bliver varmere tilpasser du dig og håber, at det nok skal gå.” (Tine Marie Winther: ”Jeg kan ikke skrive noget uden at klæde folk af”. Politiken, 2015-02-16). Hammann understreger ligeledes sin leg med gyserelementet: ”Både reelt og så med den angst, Sara har for, at der sker noget bag hendes ryg. Jalousi og paranoia er jo ofte bare fantasi.” (Tine Marie Winther: ”Jeg kan ikke skrive noget uden at klæde folk af”. Politiken, 2015-02-16).

51595335

Sara bekymrer sig om alting og føler, hun sidder oven på en faldlem og venter på, at Philip går fra hende, eller at verden på anden vis falder fra hinanden. Den kogende frø bruges i romanen også som et billede på verdens katastrofekurs med global opvarmning, ulighed og det forkælede overflodssamfund i vores del af verden.   
Det humoristiske og satiriske er også en vigtig del af denne Hammann-samtidsroman, ligesom hendes evne til at omplante uhåndterlige følelser af f.eks. uformåenhed og selvbebrejdelse til et fysisk sted og en konkret krop: ”Sara er forkert, og det er ikke bare en følelse, det er både synligt og målbart (…) Hendes skelet er vokset forkert sammen, så det er helt skævt, knoglerne vender den forkerte vej og stikker ud de forkerte steder.” (s. 5). I figurtegningen af hovedpersonen er der tale om en skiftevis loyal og udstillende fremstilling. Ligesom i andre Hammann-bøger er personskildringen morsom og grotesk, men romanens figurer har det også med at være utrolig genkendelige i al deres uperfekte menneskelighed.   

Genrer og tematikker

Et af de centrale træk ved forfatterskabet er Kirsten Hammanns særlige virkelighedsgengivelse i litterær form, som bl.a. kommer til udtryk i den afstandtagen men også identifikation med bøgernes figurer, som læseren præsenteres for. Hammann idealiserer langt fra sine figurer men holder et spejl op for sine læsere – et spejl som også blotlægger alt det selvmodsigende og uperfekte. ”Det er det evige med mine personer, at jeg holder forfærdelig meget af dem, men også at jeg gør dem værre, end de er, hænger dem ud (...) Jeg kan ikke lade være med også at gøre mine personer utiltalende, for det er jeg også selv, og dem jeg kender. Der er ikke nogen, der ikke har en pinlig eller grim side. Det er en virus i mig, jeg vil have alt med, krænge det hele ud”. (Peter Nielsen: ”Jeg kan ikke lade være med at gøre mine personer utiltalende”. Information, 2011-08-12).

Et andet gennemgående træk i størstedelen af Kirsten Hammanns forfatterskab er forsøget på at skabe tekster, som ikke lægger sig i forlængelse af traditionelle litterære former. I bogen ”Bruger De ord i kaffen?” sætter hovedfiguren spørgsmålstegn ved en litteratur, hvor alting skal ses gennem klart glas. Som det hedder: ”Hvorfor er det så forfærdeligt, hvis sproget og det uudsigelige er en del af billedet, nogle gange, i nogle bøger?”. Nogle af disse bøger er blandt andre dem af Kirsten Hammann, som altid peger på fiktionen som fiktion, og hvis virkelighedsskildring er en anden end en normativ realismes. Som hun selv har sagt det: ”Jeg siger ikke, at dem der skriver traditionelle, realistiske romaner ikke er store, for det gør jo nogle af vore største forfattere. Men jeg kan gå nogle omveje, som bedst kan sammenlignes med dem, digte går, og dermed få fat i noget, som en mere traditionel roman ikke kan, mener jeg. Man kan falde ned i en sprække i sproget og få noget til at stå mellem linjerne. Bang! Der er et hul, jeg kunne komme ind i, så ordene alligevel formår at beskrive det, som ikke kan beskrives.” (Karen Syberg: ”De næstyngste: Fordi jeg bliver rasende.” Information, 1998-01-13).

I løbet af forfatterskabet nærmer Hammann sig dog i tiltagende grad den mere fremadskridende, sammenhængende fortælling og i bogen ”Se på mig” fra 2011 indgår både plot og suspense. Det ironisk iscenesatte er dog også her som altid en del af Hammanns udgivelser. Sproget spiller en vigtig rolle, lige som humoren. Man skal imidlertid ikke tro, at alt dette forhindrer alvorlige tematikker, og et vigtigt kendetegn ved forfatterskabet er netop kombinationen af eksistentielle temaer med en nærsanselig konkretisme og ironisk iscenesættelse. ”En satirisk-naivistisk-eksistentiel forfatter” blev Hammann kaldt i Statens Kunstfonds indstilling af hende til fondens livsvarige ydelse.

Beslægtede forfatterskaber

I Kirsten Hammanns forfatterskab er der fokus på fantasiens muligheder på en måde, der er blevet sammenlignet med den fantastiske modernisme, der blev lanceret i slutningen af 1950’erne af forfattere som Villy Sørensen og Peter Seeberg. Hammann og de fantastiske modernister deler en overbevisning om, at en nok så realistisk fremstillingsform aldrig vil kunne skildre de sider af livet, der grundlæggende synes ufortolkelige og mangetydige. Netop derfor er der behov for en fantasifortolkende fremstillingsform.  

Nogle af de kvindelige forfattere, som debuterede i samme periode som Kirsten Hammann og som også har gået på Forfatterskolen, er Christina Hesselholdt, Merete Pryds Helle, Solvej Balle og Helle Helle. Disse forfattere synes at være dem, der er mest beslægtede med Hammann. Disse danske forfattere, der debuterede i 1990’erne, kan siges at have en frigjorthed i forhold til traditionen og dens skrivetekniske konventioner til fælles. De deler lysten til at eksperimentere, sammensætte og lege med forskellige litterære skrivemåder og stilretninger. Netop derfor er der også tale om meget forskelligartede værker og en modvilje mod at tale om en egentlig ’90’er generation’. Som Solvej Balle har været inde på, hænger dette fællestræk sammen med en oplevelse af en usammenhængende verden, som ikke lader sig fortolke. Det smitter af på kunsten, som dog samtidig er en slags undtagelsestilstand, fordi den også følger sine egne regler.

Kirsten Hammanns bog ”Alene hjemme” kan – som en kærlighedsroman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er sandt eller blot indbildning – også sammenlignes med den amerikanske forfatter Gillian Flynns ”Gone Girl” (”Kvinden der forsvandt”). I sin stil er Hammanns seneste fortælling dog nærmere en slags chick lit-samtidsroman tilsat forfatterens velkendte satiriske humor og konkretisering af uhåndterlige følelser.

Kirsten Hammanns bog ”Alene hjemme” kan – som en kærlighedsroman, der sætter spørgsmålstegn ved, hvad der er sandt eller blot indbildning – også sammenlignes med den amerikanske forfatter Gillian Flynns ”Gone Girl” (”Kvinden der forsvandt”). I sin stil er Hammanns seneste fortælling dog nærmere en slags chick lit-samtidsroman tilsat forfatterens velkendte satiriske humor og konkretisering af uhåndterlige følelser.

Bibliografi

Romaner

Hammann, Kirsten:
Vera Winkelvir. Gyldendal, 1993. Roman.
Hammann, Kirsten:
Bannister. Gyldendal, 1997. Roman.
Hammann, Kirsten:
Bruger De ord i kaffen? Gyldendal, 2001. Roman, poetik.
Hammann, Kirsten:
Fra smørhullet. Gyldendal, 2004. Roman.
Hammann, Kirsten:
En dråbe i havet. Gyldendal, 2008. Roman.
Hammann, Kirsten:
Se på mig. Gyldendal, 2011.
Hammann, Kirsten:
Alene hjemme. Gyldendal, 2015.
Hammann, Kirsten: Ofte stillede spørgsmål. Gyldendal, 2017.

Digte

Hammann, Kirsten:
Mellem tænderne. 1992 Digte.

Børnebøger

Hammann, Kirsten:
Chokoladeeskapade. Forum, 1998. Børnebog. Illustreret af Dina Gellert.

Om Kirsten Hammann

Artikler

Nielsen, Michael:
Det groteske og det fænomenale, korporlige læsninger af Kirsten Hammann og Solvej Balle. Kritik nr. 121, 1996.
Christensen, Rolf Zola og Gorm Larsen:
Barokke choktilstande : om Kirsten Hammans Vera Winkelvir og Bannister. I: Spring. - Nr. 14 (1999).
Sindøe, Rolf:
Ikke så meget af det, jeg laver, er håndværk. Interview med Kirsten Hammann i bogen Hybrider, fra traditionsbevidsthed til radikaliserede litterære udtryk, 2003.
Rønn-Poulsen, Ane:
Virkelighedens i (u)genkendelig form: En undersøgelse af samtidsromanen som litterært begreb samt den nyere litteraturs udfordring heraf med udgangspunkt i analyse af hhv. Kirsten Thorups “Baby” og Kirsten Hammanns “Fra smørhullet”. Speciale. Syddansk Universitet. 2005.
Jelsbak, Torben:
Mikro Moralia: 00’ernes nye politiske litteratur. Den blå port nr. 67, 2005.
Bukdahl, Lars:
Godhedens hotelsæbe. Weekendavisen, 2008-08-28.
Reinholdt, Merete:
”Måske kvinden også gerne vil have ros og et blow-job”. Berlingske Tidende, 2015-02-27.
Bukdahl, Lars:
Hyper-Nynne. Weekendavisen, 2015-02-27.
Löfström, Kamilla:
Det er SÅ meget Kirsten Hammann. Information, 2015-02-27.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Kirsten Hammann

Kilder citeret i portrættet

Kilder citeret i portrættet

Winther, Tine:
Jeg er også en egoistisk skid. Politiken 2008-08-23.
Bonde, Lisbeth:
Smørhullet: Interview: Søren og Mette. Interview i Weekendavisen 2004-06-18.
Bjørnkjær, Kristen:
Hvordan det begyndte og hvad der så skete. Interview i Information, 2004-05-06.
Syberg, Karen:
De næstyngste: Fordi jeg er rasende. Interview i Information 1998-01-13.
Nielsen. Peter:
Jeg kan ikke lade være med at gøre mine personer utiltalende. Information, 2011-08-12.
Andersen, Carsten:
Kirsten Hammann: Bestseller? Jo, det har jeg sgu da drømt om. Politiken, 2011-08-15.
Winther, Tine Marie:
”Jeg kan ikke skrive uden at klæde folk af”. Politiken, 2015-02-16.