Kirsten Hammann

Kirsten Hammann blev født den 1. november 1965 i Risskov ved Århus, hvor hun voksede op sammen med to ældre søskende. I 1984 blev hun samfundssproglig student fra Risskov Amtsgymnasium. Gymnasietiden brugte hun blandt andet på at føre dagbog, og hun holdt meget af at skrive danske stile men hadede ifølge eget udsagn digte. I årene efter gymnasiet skrev hun fortsat meget og havde i det hele taget et stort behov for at udtrykke sig kreativt. Det gav sig blandt andet udslag i, at hun malede og lavede gipsafstøbninger. Kirsten Hammann stiftede i denne periode bekendtskab med digte af Michael Strunge og Søren Ulrik Thomsen, hvilket var med til at åbne hendes øjne for lyrikken. Hun blev grebet af den lyd og de billeder, der gik lige i kroppen på hende, og som var noget ganske andet end de digte af ældre dato, hun i gymnasiet skulle analysere sig ind på livet af. Hun var dog endnu ikke klar over, at hun skulle være forfatter. De følgende år gik med diverse kurser, arbejdsløshed og jobs som bartender. 

Efter at fem af hendes digte blev trykt i tidsskriftet Hvedekorn, flyttede Hammann i 1989 til København og søgte optagelse på Poul Borums forfatterskole. Hun var elev på Forfatterskolen fra 1989-91, og det blev en vigtig tid for den kommende forfatter: “I Århus kendte jeg ikke en eneste, der skrev. Dårligt nok nogen der læste.. altså digte, som var det, der interesserede mig. Så det at få så mange nye venner og kolleger og møde Poul Borum, der var et energibundt uden lige... da følte jeg, at min lykke var gjort. Det blev en fantastisk skriveperiode, meget udfordrende. Vi blev trukket rundt til udstillinger og teater, for Borum arrangerede noget hele tiden, så indtrykkene strømmede mig i møde”. (Kristen Bjørnkjær: ”Hvordan det begyndte og hvad der så skete.” Information, 2004-05-06). Efter årene på Forfatterskolen gik Hammann fra 1991-92 på Filmskolens manuskriptlinje. Hun debuterede i bogform i 1992.

Kirsten Hammann bor i dag i en lejlighed i det indre København med sin søn.

Kirsten Hammann debuterer i 1992 med digtsamlingen "Mellem tænderne". Samlingens metaforer er især kropslige – hentet fra en strøm af sansninger. Et af de gennemgående træk ved bogen er et ironisk iscenesat skisma mellem et jeg og en krop, der ligger i forlængelse af den klassiske splittelse mellem ånd og legeme.

Kroppen udstilles hos Hammann blandt andet som en genstridig genstand for jeget. Den objektiverede krop tildeles en særegen autonomi og bliver et fænomen afskilt fra jeget. Det ses blandt andet i digtet ”Jeg er så træt af min krop”. Digtet skildrer med skarp ironi digterjegets frustration over men også omsorg for en krop fuld af behov og drifter, krav om opmærksomhed og uundgåelige ældning. Det dyriske men også civiliserede ved mennesket fremhæves også i digtet ”Jeg civiliserer mig om morgenen”, hvor det hedder: ”Jeg civiliserer mig om morgenen/ foran spejlet/ jeg tager tøj på/ jeg rejser mig/ jeg er ikke en abe/ jeg går på mine fødder/ ikke på mine hænder, mine splittende-alting-ad”.

20810440

Beskrivelsen af digterjegets hænder i sidste del af citatet indeholder et element, som også findes i andre af samlingens digte: Nemlig skildringen af hænder som både gribende og små ”smadrejern” fulde af raseri. Hænderne synes både at være skabende og ødelæggende. Døden og skildringen af afdøde mennesker er også en gennemgående tematik i bogen. Et aspekt af dette er en udviskning af angsten for og driften mod døden.

I digtet ”Jeg er ved at dø” hedder det om dødens udslettelse af jeget: ”Jeg kan huske alting på én gang/ og det er fuldstændigt lige meget/ om jeg har lyst eller ikke har lyst/ båndene er begyndt at afspille sig selv” . Nogle af digtene fra samlingen læser Kirsten Hammann op på lyrikvideoen ”Jeg civiliserer mig om morgenen”, som blandt andet er blevet vist på tv.