Vagn Remme

journalist Andreas Tonnesen, iBureauet/Dagbladet Information. 2007.
Main image
Remme, Vagn
Foto: POLFOTO

Indledning

Efter et par år som primus motor for eget forlag og som aktivist i det københavnske litterære undergrundsmiljø har Vagn Remme efter udgivelsen af romanen “Arvingen” for alvor gjort opmærksom på sig selv som forfatter. Og hvad der karakteriserer romanen såvel som de udgivelser, der ligger forud, er en kværnende og manisk sprogstil, hvor høj og lav stil, religiøse ansatser og grotesk komik blandes. Samtidig træder man som læser i selskab med fortælleren med mellemrum ud af fiktionerne, hvorfra der kommenteres med en vis distance, til tider ironisk og metafiktiv og andre gange poetisk og livsklog.

 

25766938

Blå bog

  • Født: 25. juli, 1971, i omegnen af Holstebro.

  • Uddannelse: Uddannelse som glarmester i 1992. Bachelorgrad i litteraturvidenskab ved Københavns universitet Amager.

  • Debut: Bibel cut up – og i Johannes, 2003. Digtsamling,

  • Litteraturpriser: Ingen oplyst.

  • Seneste udgivelse: Vi er her ikke : en landsbyroman. B.Ø.K, 2013.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“(…) han pruster og stønner, kroppen kan ikke finde ro, det hele er i opløsning, fedtet flyder rundt i ham, lungerne udvider alveolerne, hjertet kæmper omkranset af fedt, Lars’ hjerte er i knibe, og uden for Lars begynder regnen så småt, først som en duft, en sød tordenduft, der får Lars’ øjne til at udvide sig, søge efter læ, men der er ikke læ her, her er ingen huse, lukket militæranlæg, indhegnet, sammenfaldent, tilgroet, anløbent, og pludselig kan Lars ikke finde mening i det, hvad laver han her (…)”

“Arvingen”, s. 87.

Vagn Remme er født og opvokset i Hvam Mejeriby i udkanten af Holstebro. I 1992 afsluttede han en uddannelse som glarmester, et erhverv han i nogle år beskæftigede sig med i Århus. Efterfølgende tog han en hf-eksamen med henblik på at blive maskinmester, en plan der dog aldrig blev til noget. I 1998 tog Vagn Remme i stedet på en længere cykelrejse, der førte ham rundt i Europa og Mellemøsten.

Den lange cykelrejse, som spiller en ikke uvæsentlig rolle i Remmes egentlige romandebut “Arvingen”, gav anledning til en fundamental kursændring, og da han i 1999 vendte tilbage, stod det ham klart, at det var litteraturen, det handlede om, og han lod sig indskrive på Litteraturvidenskab ved Københavns universitet. Remme begyndte i 2000 at få udgivet digte og noveller i diverse litterære tidsskrifter, blandt andet under pseudonymet Lars Hvam. En stor del af disse hans første udgivelser blev udgivet på forlaget Bændelormen, som Vagn Remme selv har været drivkraften bag. Forlaget fungerer som et kunstnerfællesskab, hvor forfattere selv betaler udgivelsesomkostningerne, men kan få redaktionel og administrativ assistance fra andre forfattere. Vagn Remme har desuden især gjort sig bemærket på oplæsningsscenen med en række litterære aktiviteter, så som Poesibanko og Poetisk Tivoli, hvor interaktionen står centralt og publikum er en meget aktiv del af oplæsningssituationen. Ideen med disse oplæsningsarrangementer er ifølge Vagn Remme et opgør med firsernes helliggørelse af digteren og et forsøg på at flytte fokus fra forståelsen til oplevelsen af poesien.

I 2005 var Vagn Remme med til at starte Forlaget Nord, som han dog trådte ud af igen i 2006.

Bibel cut up og i Johannes

I 2003 udgave Vagn Remme digtsamlingen “Bibel cut up – og i Johannes” på forlaget Bændelormen. Digtsamlingen består af 20 små, trelinjers digte, der som titlen indikerer, alle består af ellers adskilte brudstykker af tekster fra biblen, der kobles sammen i nye og skæve kombinationer, hvor meningsindholdet i de poetiske udtryk ofte balancerer tæt op ad den totale kortslutning. Dermed gennemspilles den tomhed som også det bibelcitat, der indleder digtsamlingen, tematiserer: “endeløs tomhed sagde prædikeren, endeløs tomhed, alt er tomhed.”. Valget af den ultrakorte form, de voldsomt skæve sammensætninger af tekstelementer og den klare fornemmelse, man som læser har af, at tekstbrudstykkerne er skåret ud af en større sammenhæng, giver digtene en mærkværdig humor og peger indirekte på de steder, hvor digtene kommer fra og måske er på vej hen.

Forlægget for digtene, nemlig det arkaisk formanende og patosfyldte religiøse sprog, som biblen repræsenterer, går som et slags sprogligt baggrundstæppe og fortsat inspirationskilde igennem alle Vagn Remmes litterære værker.

“fang dog ræven
min elskede er min
med dig knuser jeg mænd og kvinder” 

Vagn Remme: “Bibel cut up – og i Johannes”

Øresundsvej

“Men hvordan døren til taget var gået op, vidste han ikke, men han skubbede og rullede sig mod lyset, eller graven, og døren åbnede sig helt og aldeles og uden hans hjælp, og Marinus så på det dampende tagpap, og han skubbede og rullede sig mod kanten af taget, og Marinus havde ikke altid siddet i kørestol, men det gjorde han nu, og han havde altid sagt til sin mor, at hvis han havnede i en kørestol, ville han tage sit eget liv,”
“Øresundsvej”, s. 63.

Med novellesamlingen “Øresundsvej” fra 2003 gjorde Vagn Remme for alvor opmærksom på sit talent som forfatter, og novellesamlingen fik mange roser med på vejen i dagbladene. Samlingens noveller er delt op i fire kapitler, der hver indeholder tre fortællinger, hvor man følger forskellige hovedpersoner. Historierne er en art kondenserede livshistorier, der deler samme geografiske baggrund, nemlig området omkring Øresundsvej på Amager i København. Hver af samlingens kapitler afsluttes af et kort tekstafsnit, der indtager fugleperspektivet og kommenterer de liv, der udfolder sig i novellerne med en blanding af livsklog distance og finurlig lommefilosofi:
“der er mennesker, der ikke spiser svinekød, fordi svinet ligner mennesket, der er mennesker, der er levende, som ikke bevæger sig, og nogle af dem hedder Marinus, der er mennesker, der ligner et menneske og ikke gør noget for at ligne noget andet, der er mennesker,” (side 77).

Karakteristisk for novellerne er, at deres hovedpersoner alle er mænd, hvis liv udspiller sig i et kompleks af fremmedgjorthed, indestængte håb, misbrug og ensomhed. Vi møder blandt andet den lammede Marinus, der fængslet til sin kørestol og et bittert liv ønsker den endelige udfrielse og krabber sig langs sin bygnings tag mod kanten og selvmordet. Vi følger den lange deroute i forholdet mellem Jørgen Gulvad og hans kæreste, der har et stofmisbrug, og mange andre skæbner langs Øresundsvej udspiller sig på lignende vis gennem novellesamlingen.

25509668

Udover den geografibestemte komposition er det, der virkelig skinner igennem i novellesamlingen, det dirrende og idiosynkratiske sprog, hvormed man som læser guides ind i personernes indre bevidsthedsstrøm, hvor grænserne mellem de ydre begivenheder og de indre oplevelser flyder i en tætvævet sprogstrøm. Denne skrivestil, hvor man uformidlet dykker ned i karakterernes bevidsthed, peger tilbage på en modernistisk skrivestil, der introduceredes i de første af årtier af det 20. århundrede og har betegnelsen stream of conciousness . Man mærker tydeligt, at Vagn Remme er en forfatter, der arbejder meget bevidst med og har et godt øre for sprogets lydlige og udtryksmæssige kvaliteter.

Novellesamlingen kobler en sådan stream of conciousness-teknik med en socialrealistisk beskrivelse af området omkring Øresundsvej, og undervejs træder der en mere distanceret fortællerstemme ind, der leger med det store samlende perspektiv.

Blidahlund

“Faderen bøjer sig, bukker sig ned over sengen, ser til barnet, tager fat i slangen som han har lært det af lægerne, at han skal holde hånden på barnets hoved, at han skal tvinge det tilbage, at han skal krænge slangen ind i den lille røde åbning, der er på halsen, det lille hul som lægerne har efterladt, det er dér, slangen skal ind, det lille røde hul, han ved det, det lille hul, han ved det, at det ikke tager meget mere end et sekund, det ved han, han har set lægerne gøre det tit, føre slangen ind i barnet, åbne for tilførslen af sondemaden.”
“Blidahlund”, s. 24.

I 2004 skrev Vagn Remme sammen med forfatterkollegaen Sternberg værket “Blidahlund” . Det er en moderne tragedie, der blev skrevet og opført i forbindelse med en poesi- og performancerække i Kanonhallen på Østerbro i København. Værkets form følger alle de klassiske regler: 5 akter omkranset af en prolog og en epilog. Desuden et kor, der som en udenforstående instans kommer med varsler og kommenterer til tragediens handling. Korstemmen blev ved den oprindelige opførelse varetaget af publikum.

Tragedien handler om et par, der står foran den store glæde ved og forventning til fødslen af deres første barn. Men allerede fra starten bliver man som læser klar over, at der er noget galt. Og da barnet kommer, viser det sig, at det er dødeligt sygt; det har en deform ryg, hjertefejl og er født uden et spiserør. Barnet er med andre ord fra fødslen af dømt til døden, men den moderne lægevidenskab – der i tragedien inkarneres af Lægen Lars – formår at redde barnet med hjælp af alskens slanger og maskineri. Men hvilket liv er det redningen af barnet fører til? Og fastholder den moderne lægevidenskab i virkeligheden barnet i en skindød tilværelse, der langsomt begynder at dræne kærligheden og livet i manden og kvindens parforhold? Det er sådanne problemstillinger tragedien sætter i scene, og overordnet set kan man sige, at den i forlængelse af dette debatterer det moralske og aktuelle dilemma omkring aktiv dødshjælp.

25540646

Tragedien ender nemlig med at parret aktivt tager livet af barnet, en handling som med korets kommentarer fremstår som en rigtig og nødvendig handling for at forsvare parrets eget liv og komme videre: “Der er intet liv/ der er intet håb/ giv intetheden/ hvad intet er/ barnet lever ikke/ lad manden og kvinden leve/ det er det der er meningen” (side 52).

At værkets form så udpræget mimer den klassiske tragedie vidner om den interesse for og leg med et arkaisk sprog fuld af mystik, varsler og en mulig oprindelighed, som Vagn Remme udfolder i sine bøger. Og i “Blidahlund” blandes således den klassiske tragedie – hvor personerne indtager en allegorisk position og fremstår som arketyper (Manden, Kvinden, Barnet), der sættes ind i diskussionen af et abstrakt moralsk dilemma – med en skrivestil, der fremskriver figurernes indre mentale universer ved hjælp af en moderne stream of conciousness-teknik.

Rotterdam - en feberskrivelse

“O, lad mig besynge asfalten … kærligheden som tilhører dig, den består i, at du river sløret bort fra dit ansigt, så jeg kan se dig … det gør du ikke, så gør jeg det … ritch …! … alarm og stor opstandelse … knytnæver og kvindeskrig … den smukke, hun vender sig om, forlader stedet …"
“Rotterdam – en feberskrivelse”, s. 17.

I 2005 udkom “Rotterdam – en feberskrivelse”, hvor forfatteren på ny undersøger en skrivestil, hvor man som læser er koblet helt ind i det fortællende jegs indre univers. Her fra følger man den unge mands ankomst – hans navn bliver aldrig røbet for læseren – til Rotterdam, hvor han skal møde nogle venner, der dog ikke dukker op for at hente ham.

Så begynder en retningsløs vandring, hvor den tiltagende febertilstand, beruselse og udmattelse fravrister den unge mand enhver form for overblik og selvkontrol. I denne grænseoverskridende tilstand fremstår omgivelserne i en diffus pærevælling, hvor ydre indtryk, tanker og associationer vælter frem i en uredigeret bevidsthedsstrøm.

I Rotterdam-skriftet er skrivestilen en tak mere febril end i de tidligere bøger.

25766938

Fortællerstemmen bevæger sig frem i virvar af fragmenter, hvor det poetisk rablende og det ekspressive danner grundtonen.

Arvingen

“Det andet brev, det uden afsender … jeg har tilsyneladende arvet et hus i Århus efter min far. Det er fra en advokat, der underskriver sig N. Han skriver, at jeg efter min fader Kent Sahl har arvet et hus samt indbo, og hvad der måtte være af kredit/debet. Jeg kigger på brevet. Min far bor i Kokkedal med min mor, og jeg har ikke hørt noget om, at han skulle være død, og så skulle mor vel også have været død, og Julie skulle vel også have det at vide, og min far hedder slet ikke Kent … nej … jeg krabber ind til sengen igen, gulvet er allerede i gang … min mobil … det kan ikke passe, læser brevet igen, men der står det samme…”
“Arvingen”, s. 18.

Den 26. januar 2007 udkom Vagn Remme første egentlige roman, “Arvingen” , og hans første og foreløbigt eneste udgivelse på forlaget Athene. Her følger vi Lars Junget (et navn der allerede har spøgt i andre af Remmes fortællinger), der bor på Øresundsvej på Amager og arbejder på et reklamebureau. Lars lider af uforklarlige raserianfald og går med klap for det ene øje, som han har mistet i en ikke nærmere forklaret ulykke. Jobbet som reklamemand har han fået, efter han oven på ulykken har delt hospitalsstue med sin arbejdsgiver. Romanens handling igangsættes, da der en dag dumper et brev ind ad Lars’ dør med nyheden om, at han har arvet et hus i Århus efter sin far. Denne nyhed forekommer mildest talt grotesk, da begge Lars’ forældre lever i bedste velgående i det nordsjællandske! Hovedpersonen og læseren bliver her fra ført gennem et lige dele gådefuldt og grotesk opklaringsforløb, der indbefatter såvel jalousimord, incest, selvmord, hemmelige rum, forbudte dagbøger og en djævelsk advokat, og hvor intet er, hvad man umiddelbart skulle mene.

Romanen falder i tre dele, hvor første og sidste del hænger tæt sammen. I første del får Lars nyheden om den mærkværdige arv, og han tager til Århus for at undersøge sagen nærmere og slår sig ned i det arvede hus. Anden del skiller sig ud på grund af forrykningen af handlingens rum og i kraft af sit hæsblæsende sprog. Sætningerne kører stort set uden punktummer der ud af, præcis ligesom hovedpersonen gør det på vej til Prag på cykel for at finde den søster, som også viser sig at være selv samme hovedpersons mor. For som historien folder sig ud, bliver man som læser klar over, at Lars er resultatet af et incestforhold, der udspillede sig i det arvede hus, mellem datter og far, mens konen i huset lå fængslet til sengen i kælderen, syg men vidende, og pønsede på hævn.

Opklaringen af arven af det mystiske hus bliver således også opklaringen af Lars Jungets egen skjulte identitet. Og romanen slutter med et ordentligt brag, da det arvede hus ender med at sprænge i luften og Lars kun med nød og næppe når at slippe ud med livet i behold. Denne dramatiske slutning følges op af en epilog, der på underfundig vis kaldes kapitel 0 og knytter historien i et Møbiusbånd, hvor Lars vågner op på hospitalet og møder den arbejdsgiver, som han arbejdede for ved romanens start. Historien og Lars Junget er således dømt til at gå i ring i evig gentagelse.

Romanen har med sin groteske karakterer og den fortsatte kredsen om det uhyggelige og skjulte mange gotiske træk. Undervejs i dens tre forskellige dele blandes der tre forskellige niveauer; det psykologiske, mystiske/gotiske og det meta-reflekterende legende. Således kan romanens gennemgående vandsymbolik – søen ved det arvede hus, de mange beskrivelser af sved og fedtafbrænding, de uforklarlige oversvømmelser, både tolkes som udtryk for psykologiske forhold, som antydninger af en mystisk bagvedliggende sammenhæng i gotisk stil såvel som en selvbevidst, legende parafrasering af den traditionelle skønlitteraturs symboler.

Perspektivering og litterære åndsfæller

Det, som for alvor fanger læseren i Vagn Remmes univers, er det tætvævede og dirrende sprog. Og det er med denne skrivestil at Remme formår at fremskrive en levende stemme, hvor det kropslige og sansede blandes med det febrile, groteske og humoristiske. Med dette kværnende og maniske sprogunivers minder Remme på sin vis om den Kirsten Hammann, der i 1992 skrev romanen “Vera Vinkelvir”. Samtidig kan man med den geografisk bestemte komposition, som Remme bruger i novellesamlingen “Øresundsvej”, og med den gennemgående brug af en stream of conciousness-skrivestrategi også drage visse paralleller til en forfatter som Peer Hultberg. Samtidig peger Remme med denne stream of conciousness-strategi også tilbage på store nogle af modernismens store navne så som James Joyce og Virginia Woolf.

Personskildringerne og de socialrealistiske beskrivelser i novellesamlingen “Øresundsvej” giver ydermere mindelser om en anden dansk forfatter, der især har markeret sig som novelleforfatter, nemlig Jan Sonnergaard. Med den markante rolle, som Vagn Remme har haft som litterær performer på den københavnske litteraturscene, er der ligeledes en umiddelbar forbindelse til en forfatter og litterær entertainer som Jens Blendstrup, der også har en forkærlighed for det rablende og manisk humoristiske.

Bibliografi

Bibliografi

Remme, Vagn:
Bibel cut up – og i Johannes. 2003. Digtsamling.
Remme, Vagn:
Øresundsvej. 2003. Novellesamling.
Remme , Vagn & Sternberg:
Blidahlund. 2004.
Remme, Vagn:
Rotterdam – en feberskrivelse. 2005.
Remme, Vagn:
Arvingen. 2007. Roman
Remme, Vagn:
Bidrag i: Mellem broer. Ravnerock, 2012.
Remme, Vagn:
Vi er her ikke : en landsbyroman. B.Ø.K, 2013.

Om Vagn Remme

Bjertrup, Susanne:
Skrædder i helvede. 2007. Interview i Politiken, 2007-01-27.

Om forfatteren

Links

Anmeldelse af Vagn Remmes roman Arvingen
Anmeldelser af forfatterens bøger. Søg på 'Vagn Remme'

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Vagn Remme