peer hultberg
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix

Peer Hultberg

Erik Skyum-Nielsen, 1993.
Top image group
peer hultberg
Foto: Carsten Andreasen/Ritzau Scanpix
Main image
Hultberg, Peer
Foto: Stefan Malzkorn

Indledning

Hver bog fra hans hånd repræsenterer et forsøg på at gøre noget nyt, noget ingen har prøvet - eller ikke gennemført. Hultbergs vigtigste kendetegn som forfatter er for det første et omfattende menneskekundskab, der især viser sig i hans præcise psykologiske portrætter; for det andet en forfinet musikalsk stilsans, med alt hvad dertil hører af lydhørhed for klang og rytme, og for det tredje dén stærke kunstneriske vilje, hvormed han sætter ideer igennem.

Minimalisme i 1990'erne

 

27766188

Blå bog

Født: 8. november 1935, Vangede.

Død: 20. december 2007, Tyskland.

Uddannelse: Ph.D. i polsk sprog og litteratur, University of London, 1967.

Debutroman: Mytologisk landskab med Daphnes forvandling. Arena 1966.

Markant værk: Byen og verden: roman i hundrede tekster. Lindhardt og Ringhof, 1993.

Litteraturpriser (i udvalg): Statens Kunstfonds engangsydelse, 1969. Herman Bangs Mindelegat, 1986. Otto Benzons Forfatterlegat, 1986. Statens Kunstfonds 3-årige stipendium, 1986. Kritikerprisen, 1992. Einar Hansens Forskningsfond, 1992. Nordisk Råds Litteraturpris, 1993. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse, 1993. Dansk-tysk Selskabs pris, 2001. Det Danske Akademis Store Pris, 2004.

Seneste udgivelse: Selvbiografi. Lindhardt og Ringhof, 2009. (99.4).

Inspiration: Carl Gustav Jung.

Artikel type
voksne

Baggrund

Forestil Dem en menneskemængde på gaden i en europæisk storby. Folk myldrer forbi, parvis eller i grupper, men langt de fleste alene. Der er unge og gamle, smukke og mindre smukke, slanke og fedladne, nussede såvel som nette. Der ses folk af mange nationaliteter, og skønt det kun er et fåtal, der bærer uniform eller arbejdstøj, kan De alligevel nemt mærke Dem forskelle rent socialt. Indimellem hæfter De Dem ved minen hos en forbipasserende: hende dér, er hun sur eller glad? Mon hun er oprørt? Forelsket? Forbitret? Og ham dér med hatten, der haster af sted, hvad kan det være, han glæder sig til? Måske er han bare godt gammeldags vred. I så fald: over hvad? På hvem?

Forestil Dem nu, at De er den lykkelige ejer af en lillebitte, sindrigt konstrueret elektronisk anordning, som sidder bag Deres ene øre og fortæller Dem, hvad der foregår i hovedet på hver enkelt i myldret. De behøver blot kigge på en person, så starter duppeditten af sig selv og transmitterer uden skurren alt, hvad den anden tænker. Ja, dingenoten kan tilmed gengive stemmen, og dét så præcist, at De fornemmer tonefald, tempo, pauser, fortielser.

En sådan tanke-og-tale-radio har ingen hidtil formået at opfinde. Og gudskelov for det, kunne man tilføje: hvem turde overhovedet tænke, hvis ikke afstanden til de andre netop beskyttede os mod hinanden?

Intime anonyme stemmer

Hvad der ikke lader sig gøre i virkeligheden, kan dog undertiden laves i kunsten, og Peer Hultbergs kæmpemæssige bog Requiem fra 1985 er nok det nærmeste, nogen er kommet. Værket består, som værker jo skal, af en kort Indledning og en lige så kort Afslutning, men rummer derimellem 537 prosastykker svarende til lige så mange indbyrdes uafhængige stemmer. Alle taler de med sig selv - om deres inderste hemmeligheder, eller, hvad der tit er det samme, om hvad der lige falder dem ind. Fortællingen forankres, kapitel for kapitel, i en krop på et sted i vor tid, men skikkelserne forsvinder efter en side eller to og når derfor aldrig at give sig til kende for læseren. Derved forbliver de sært anonyme: vi føler, vi kender dem, næsten intimt, og dog kunne de være hvemsomhelst.

Men hvis Hultberg således beskriver alle de tanker, der i løbet af fem tilfældige minutter, vælter gennem knolden på 537 udvalgte personer, hvordan skal man så læse hans bog? Svaret er, at det gør man bare, selv om der ingen regel gælder. At der ikke findes nogen gennemgående handling, betyder blot, at man holder pause, præcis hvor det flader én ind at standse. For så snart man tager fat påny, befinder man sig med det samme dybt inde i det univers, digteren har frembragt med så rig en humor, og så fornem sproglig præcision.

Originale nybrud

Peer Hultbergs vigtigste kendetegn som forfatter for det første er omfattende menneskekundskab, der især viser sig i hans præcise psykologiske portrætter; for det andet en højt forfinet musikalsk stilsans, med alt hvad dertil hører af lydhørhed for klang og rytme, og for det tredje dén stærke kunstneriske vilje, hvormed han sætter ideer igennem.

Hver bog fra hans hånd repræsenterer et forsøg på at gøre noget nyt, noget ingen har prøvet - eller ikke gennemført.

I novellesamlingen Slagne veje (1988) giver han f.eks. en skildring af det 20. århundredes USA. Ikke i form af et bredt anlagt historisk eller socialt panorama, men gennem fyrre dybde-portrætter af amerikanske enkeltskæbner, som tegnes med distanceret humor, men også med stille vemod. Bogens anden kreds af fortællinger omfatter seks lange tekster, hvor en bevidsthed sættes i skred og fuldstændig udleverer sig selv.

Endnu mere original forekommer dog den fortælletekniske idé bag romanen Præludier . Ud fra grundige studier i Chopins biografi, dvs. hans baggrund og opvækst såvel som hans individuelle musikalske modning, har Hultberg her sat sig for at skildre barnets bevidsthed. For at kunne gøre dette så indtrængende som muligt har forfatteren delt barndommen op - i enkeltøjeblikke og stemmer. Alt optræder søndersprængt, fragmenteret, i korte sekvenser, som veksler i stil og stemmeføring samtidig med at synsvinklen skifter. Men selv om Hultberg uafladeligt flytter sin fortælling og demonstrerer en utrolig mangfoldighed i sin iscenesættelse, får alle delene en funktion inden for den æstetiske helhed. Det er som om forfatteren vil hævde, at det ikke er ham, der slår verden itu. Det klarer vi mennesker selv suverænt, og hvad vi ikke smadrer, forgår blot i tiden.

Præludier komponeres derfor som brudstykker i kronologisk orden. Oplevelser og situationer, der knytter sig til bestemte psykiske udviklingsfader, og som vil gå igen fra barn til barn, flettes ind i billeder hentet ud af en særlig barndom. Alle børn stopfodres med skræmmehistorier, formaninger og forbud, og der findes vist ikke det menneske, der aldrig er ramlet mod andres normer; men netop fordi læseren ved, hvor vidt Chopin drev det i sin kunst, bliver det med indfølt smerte, man følger omverdenens overgreb mod lige netop ham. De voksne, moren og faren især, bemærker tidligt hans musikalske nemme, men gruer for, hvad der kan ske, hvis hans følsomme fantasi render løbsk, og skønt sønnen allerede som otte-årig fejrer offentlige triumfer, vil faren lære ham ´livets alvor´. Fryderyk, eller Fryc som han kaldes, skal have ´en ordentlig uddannelse´, musik kan højst blive en rar lille ´interesse´.

Således sat i scene, af Hultberg, bliver skildringen af komponistens barndom ikke kun en velgørende anderledes kunstner-biografi, men også en almengyldig belysning af, hvordan liv og lidenskab støder imod de normer, mennesker skaber, så snart de bygger fællesskaber, såvel i det små, i familier, som i det store, i hele samfund.

Lidenskabens veje

Samspillet mellem det almene og det specielle genfinder vi i Byen og verden, hvor Peer Hultberg i hundrede suverænt velskrevne kapitler følger skæbner gennem sin barndomsby Viborg.

Miljøet gengives med slående præcision, men byen bruges først og fremmest som eksempel på noget fællesmenneskeligt. Lidenskabens snørklede veje indad i tærende vanvid, de skuffede drømmes tunge gang frem mod selvmordets stumme forløsning, lykkens pludselige nedslag hos to, der tilfældigt møder hinanden - alt dét kunne sikkert findes og beskrives, overalt hvor der blot foreligger en verden, som er tilstrækkelig gammel og afgrænset til at yde det enkelte individ den modstand, der frembringer smerte og skæbne.

50659461

Alligevel giver det bogen en ekstra dimension, hvis man læser bogen som skønlitterær sociologi, en provinskrønike proppet med liv. Byen Viborg kendetegnes nemlig fra gammel tid af, hvad man kunne kalde ´borgerlig adel´, af frygtindgydende massivitet, selvtilfredshed og normtyranni, og Peer Hultberg er ikke den eneste danske forfatter, der har måttet sige byen et rungende tak for sidst.

At kalde Byen og verden nøgleroman vil være et alt for svagt udtryk. Den kendetegnes ganske enkelt ved skamløs indiskretion. Og dog må dens kynisme kaldes kærlig, og værket henregnes under kategorien: modernisme med et menneskeligt ansigt.

Hvad der gør romanen til så besættende en læseoplevelse, er den voldsomme spænding som Hultberg har skabt imellem stof og form, imellem massivitet og svæven. Bogen består af hundrede kapitler, hver især samlet om ét og kun ét menneskes skæbne, genskrevet og dermed blotlagt i en hastig talens strøm, uden afsnitsinddeling, men med talrige fascinerende skift i synsvinkel og sprogføring.

Jo tættere disse skæbner flettes ind i hinanden, jo tungere føles de. Men stemmen, der taler, byens evindeligt sladrende "vi", svæver med ubesværet lethed over kroppene, i en kunstnerisk form, en stiliseret smalltalk, kendetegnet ved maksimal musikalitet og rig sproglig variation. I en enkelt linie kan Hultberg lade stilen skifte leje, fra køkkenpludren til embedsmandsstil, eller den skildrede skikkelse kan pludselig give sig til at tale, ofte kun i halve, dunkelt antydende sætninger. Man læser langsomt og opmærksomt, for der findes gåder overalt, og stor er ens fryd ved at gætte blot én.

Læst under ét, som roman, danner bogens kapitler et rigt detaljeret kort over byen, betragtet socialt og mentalt. Læst som fortællinger på stribe åbner bogen døren ind til et psykologisk og eksistentielt skatkammer - et formeligt katalog over menneskelige dårskaber og lidenskaber. Og læst med den litterære tradition i baghovedet giver bogen dybe ekko-effekter, skrevet som den er af en internationalt belæst intellektuel med bagage fra klassikerne og mytologien.

Første udgivelser

Da Peer Hultberg i foråret 1993 modtog Nordisk Råds Litteraturpris for Byen og verden , opfattede de fleste samtidig tildelingen som en anerkendelse af hele hans litterære indsats i 80´erne, herunder især Requiem , foruden de smukke Præludier . Men det er værd at huske på, at Hultberg allerede i slutningen af 1960´erne forsøgte sig med to dristigt eksperimenterende bøger, som stor set måtte finde sig i at blive negligeret af publikum og den litterære kritik.

Peer Hultberg (f. 1935) har som sit oprindelige fag polsk sprog og litteratur. Hans første bogudgivelse var da også et udvalg af Chopins korrespondance; men sin skønlitterære debut fik han i 1966 med en flerstemmig, labyrintisk roman, Mytologisk landskab med Daphes forvandling .

I sin psykologiske dybdestruktur kortlægger bogen et ægteskabeligt forlis, som begynder, da kvinden og manden har haft et forhold til den samme. På overfladen former bogen sig imidlertid som et virvar af stilistiske molekylebevægelser: ind og ud af situationerne, ind i og ud af personernes tanker. Man får som læser den fornemmelse - på én gang rig og foruroligende - at alt hele tiden er til stede, og at det vi hver især siger og tænker, kun kan blive tilfældige udsnit: af det mylder af sprog, som vort indre rummer.

Endnu vildere blev dog de stilistiske eksperimenter i Hultbergs næste bog, romanen Desmond! (1968), et hjertebombardement, hvor en ung mands verden skildres i sit sammenbrud, idet hovedfiguren efter tur afskriver alt, hvad han troede på: religion og filosofi, sex og menneskeligt fællesskab, samt til sidst Kunsten. Der skrives i snart sagt alle genrer, ikke bare prosa, men også lyrik og drama, plus skiftende kortformer såsom telegram, fodnote, julehilsen og konfirmationssang. Altsammen hylende morsomt og rablende sammenhængsløst.

At skrive sammenhængsløse bøger er ingen særlig kunst, og der er al mulig grund til at være skeptisk over for forfattere, der bedyrer, at det eneste sande svar på en fragmenteret verden må bestå i vildt fragmenterede bøger. Men når den søndersprængte moderne verden formes i så store og så smukke kunstneriske helheder som dem, der bliver skabt hos Peer Hultberg, får man som læser rum at færdes i, verdener at tænke over.

Bibliografi

Bibliografi

Hultberg, Peer:
Af Chopins korrespondance. 1964. (99.4 Chopin, F.) Udvalgt og oversat af Peer Hultberg.
Hultberg, Peer:
Mytologisk landskab med Daphnes forvandling. 1966. Roman.
Hultberg, Peer:
Desmond! 1968. Roman.
Hultberg, Peer:
Requiem. 1985. Prosastykker.
Hultberg, Peer:
Slagne veje. 1988. Fortællinger.
Hultberg, Peer:
Præludier. 1989. Roman.
Hultberg, Peer:
Fjernt fra Viborg. 1991. Prosastykker.
Hultberg, Peer:
Byen og verden. 1992. Roman i hundrede tekster.
Hultberg, Peer:
Kronologi. 1995. Noveller.
Hultberg, Peer:
De skrøbelige. 1998. Skuespil
Hultberg, Peer:
Fædra og kunstgreb 2000. Skuespil
Hultberg, Peer:
Vennebogen & Koglerier : to skuespil. 2001.
Hultberg, Peer:
Stills 2004. Skuespil.
Hultberg, Peer:
Ernabella 2004. Skuespil
Hultberg, Peer:
Livets gang 2004. Skuespil.
Hultberg, Peer:
Min verden - bogstaveligt talt 2005. Prosa.
Hultberg, Peer:
Vredens nat. 2008.
Hultberg, Peer:
Selvbiografi. 2009. (99.4 Hultberrg, Peer).
Hultberg, Peer:
Brev. 2009. (99.4 Hultberg, Peer).

Bidrag til bøger og tidsskrifter

Spilleregler. 1986. I: Fredag nr. 8, 1986, s. 28-36.
Tobiasdage. 1989. I: Passage nr. 6, 1989, s. 11-14.
Gruppeudstilling. 1989. I: Passage nr. 7, 1989, s. 45.
Cire Perdue. 1990. I: Den Blå Port nr. 15/16, 1990, s. 82-90.
De første hundrede spørgsmål til Den Almægtige. 2007. I: Den blå port. 2007, nr 73, side 39-45.

Om Peer Hultberg

Holst, Lisbet:
Har løget en kerne og er den en messe værd - om Peer Hultbergs Requiem. 1991 I: Spring nr. 1, 1991.
Bager, Poul:
Læsninger. Analyser af udvalgte tekster. 1991 S. 133-152.
Glemmer du. 1993 (81.65). Red. Marianne Barlyng m.fl.
Litteraturmagasinet Standard 1996. Interview.
Jeg er ordmaler : om Peer Hultberg. 1998. Portrætsamtale på cd tilrettelagt af Lars Wredstrøm, Danmarks Radio.
Læsninger i dansk litteratur. Bind 5 1999 (81.6) Heri: Jens-Martin Eriksen: Peer Hultberg - Præludier
Vandmærker. Nærlæsninger af ny dansk litteratur 1999. (81.65)
Danske digtere i det 20. århundrede. 2000 4. udgave. Bind 3: Fra Kirsten Thorup til Christina Hesselholdt.
Knippel, Lars Ole:
Hultbergs verdensbillede. 2000 Interview. I: Jyllands-posten, 18. februar 2000.
Bredal, Bjørn:
Peer, Poul og paraplyen. Artikel i anledning af Det Danske Akademis store pris til P. Hultberg. 2004. I: Politiken 2004-11-26. Sektion 2, side 1.
Nysgerrigheden er noget meget aggressivt: samtale mellem Niels Frank og Peer Hultberg. 2007. Ved Kirstine Kabel. I: Den blå port. 2007, nr. 73, side 25.38.
Huang, Marianne Ping:
Denne nat, vredens nat. I: Den blå port. 2008, nr. 78, side 18-26
Juhl Rasmussen, Anders:
Lidt om menneskelig og kunstnerisk udvikling hos Peer Hultberg. I: Den blå port. 2008, nr. 78, side 31-39
Emnesøgning på Peer Hultberg i

Om forfatteren

Peer Hultberg - Byen og verden
Peer Hultberg - Præludier