Peer Hultberg

Forestil Dem en menneskemængde på gaden i en europæisk storby. Folk myldrer forbi, parvis eller i grupper, men langt de fleste alene. Der er unge og gamle, smukke og mindre smukke, slanke og fedladne, nussede såvel som nette. Der ses folk af mange nationaliteter, og skønt det kun er et fåtal, der bærer uniform eller arbejdstøj, kan De alligevel nemt mærke Dem forskelle rent socialt. Indimellem hæfter De Dem ved minen hos en forbipasserende: hende dér, er hun sur eller glad? Mon hun er oprørt? Forelsket? Forbitret? Og ham dér med hatten, der haster af sted, hvad kan det være, han glæder sig til? Måske er han bare godt gammeldags vred. I så fald: over hvad? På hvem?

Forestil Dem nu, at De er den lykkelige ejer af en lillebitte, sindrigt konstrueret elektronisk anordning, som sidder bag Deres ene øre og fortæller Dem, hvad der foregår i hovedet på hver enkelt i myldret. De behøver blot kigge på en person, så starter duppeditten af sig selv og transmitterer uden skurren alt, hvad den anden tænker. Ja, dingenoten kan tilmed gengive stemmen, og dét så præcist, at De fornemmer tonefald, tempo, pauser, fortielser.

En sådan tanke-og-tale-radio har ingen hidtil formået at opfinde. Og gudskelov for det, kunne man tilføje: hvem turde overhovedet tænke, hvis ikke afstanden til de andre netop beskyttede os mod hinanden?

Hvad der ikke lader sig gøre i virkeligheden, kan dog undertiden laves i kunsten, og Peer Hultbergs kæmpemæssige bog Requiem fra 1985 er nok det nærmeste, nogen er kommet. Værket består, som værker jo skal, af en kort Indledning og en lige så kort Afslutning, men rummer derimellem 537 prosastykker svarende til lige så mange indbyrdes uafhængige stemmer. Alle taler de med sig selv - om deres inderste hemmeligheder, eller, hvad der tit er det samme, om hvad der lige falder dem ind. Fortællingen forankres, kapitel for kapitel, i en krop på et sted i vor tid, men skikkelserne forsvinder efter en side eller to og når derfor aldrig at give sig til kende for læseren. Derved forbliver de sært anonyme: vi føler, vi kender dem, næsten intimt, og dog kunne de være hvemsomhelst.

Men hvis Hultberg således beskriver alle de tanker, der i løbet af fem tilfældige minutter, vælter gennem knolden på 537 udvalgte personer, hvordan skal man så læse hans bog? Svaret er, at det gør man bare, selv om der ingen regel gælder. At der ikke findes nogen gennemgående handling, betyder blot, at man holder pause, præcis hvor det flader én ind at standse. For så snart man tager fat påny, befinder man sig med det samme dybt inde i det univers, digteren har frembragt med så rig en humor, og så fornem sproglig præcision.