vita andersen
Foto: Liselotte Sabroe / ritau/scanpix

Vita Andersen

lektor Johannes Nørregaard Frandsen. 2001. Opdateret af cand.mag. Maria Roslev. Bureauet, februar 2018.
Top image group
vita andersen
Foto: Liselotte Sabroe / ritau/scanpix
Main image
Andersen, Vita
Foto: Jesper Stormly / Polfoto

Indledning

Vita Andersen bragede ind på den litterære scene i Danmark i 1977 med digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner”, og selvom den måske ikke var så populær hos anmelderne, gav den hende omgående en kæmpe læserskare. Hendes knækprosa, eller ”brækprosa”, som hun selv ironisk kalder det, ramte især tidens kvinder. Siden debuten har Vita Andersen skrevet i de fleste genrer. I 2017 udkom forfatterens sjette roman ”Indigo” der blev populær både hos læsere og anmeldere. Den roses især for sit nøgterne og koncise sprog der videregiver virkeligheden vibrerende sansende og stemningsfuld.

53567746

Blå bog

Født: 29. oktober 1944 i København.

Debut: Tryghedsnarkomaner. 1977. Digte.

Litteraturpriser: De gyldne Laurbær, 1979. Kritikerprisen, 1987. LOs kulturpris, 1989. Søren Gyldendal Prisen, 1991. Statens Kunstfonds Livsvarige Ydelse, 1991. Tagea Brandts Rejselegat, 1993. BMF's Børnebogspris, 1997.

Seneste udgivelse: Indigo. Rosinante, 2017. Roman.

Inspiration: Barndommen.

Periode: 1970’ernes nyrealistiske prosa og bekendelsespoesi

 

 

Artikel type
voksne

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Wilhelmsen, Knud: Andersen, forfatter. Jyllandsposten, 2003-11-09.
Thorsen, Lotte: Interview: Superlykkelig klokken 16.00. Politiken, 2006-11-25.

Baggrund

”Når man er barn, bliver man nødt til at leve det liv, man får serveret. Jeg vil gerne af med min barndom, så jeg bliver fri for den. Særligt om natten plager den mig.”

”Indigo”, s. 19.

Vita Andersen er født i 1944 og voksede delvist op med sin psykisk syge mor i København. Når moderen var rigtig syg, blev Vita sendt på børnehjem, til venner og bekendte eller til plejefamilier. I en periode boede hun hos sin moster og onkel, som hun i mange år troede havde adopteret hende. Navnet Andersen har hun fra dem, og Vitas onkel er en af de få voksne, hun beskriver som et kærligt menneske – ellers præges hendes barndom af voksensvigt. Hendes mor og moster var forelsket i den samme mand, forfatteren Aage Neutzsky-Wulff, der er Vitas far. De to søstre kom aldrig over det, og det var hovedårsagen til, at adoptionen aldrig blev gennemført.

Selvom både Vita Andersens far og mor var forfattere, lå det ikke umiddelbart i kortene, at hun også ville blive det. Som barn var hun vidne til de omkostninger, det havde for moderen aldrig at få noget udgivet, og hendes ustabile opvækst gjorde det næsten umuligt at følge med i skolen. Alligevel vidste hun tidligt, at hun ville være forfatter. Hun siger: Men allerede i fem-seks års alderen besluttede jeg at blive forfatter. Jeg hørte imidlertid ofte, at jeg var så dum, så dum; for eksempel i skolen, hvor jeg ikke klarede mig ret godt. Siden prøvede jeg alle de lavstatusjob, der findes, mens jeg i hemmelighed skrev lidt, der aldrig er udgivet. Og dog blev noget af det måske til ''Tryghedsnarkomaner''.” (Knud Wilhelmsen: Andersen, forfatter. Jyllandsposten, 2003-11-09.)

”Tryghedsnarkomaner” er Vita Andersens debut, og med den tilføjede hun ikke alene et nyt ord til det danske sprog, hun slog også alle salgsrekorder for en dansk digtsamling ved at sælge i omegnen af 100.000 eksemplarer. Det forandrede hendes liv totalt. Fra den ene dag til den anden var hun både forfatter og et kendt ansigt. Digtsamlingen indbragte hende også Boghandlernes Gyldne Laurbær i 1979.

Siden har hun udgivet digte, noveller, romaner, børnebøger og skuespil, og hun har fået stort set alle de priser, der findes i branchen. Alligevel har hun bevaret en ydmyghed over for jobbet. ”Det er en ny rejse hver gang. Fordi mit sprog måske er nemt at læse, tror mange, at jeg bare sætter mig og skriver, men som du kan forstå, er det en vanskelig proces. Og derfor er jeg nervøs for, hvad anmelderne mener.” (Knud Wilhelmsen: Andersen, forfatter. Jyllandsposten, 2003-11-09.)

Vita Andersen var i en årrække gift med nu afdøde politiker Mogens Camre, der er far til hendes tre børn. Hun bor i København.

Tryghedsnarkomaner

”Jeg smører ruller pudrer sprayer min tiltrækningskraft på
bagefter vælger jeg omhyggeligt
et par bukser og en sweater
bukserne købt til lejligheden (kontokort Magasin)
det nye tøjs trylleri
det skal helst se ud som om jeg lige er faldet i det
du henter mig klokken seks.”

”Tryghedsnarkomaner”, s. 11.

Vita Andersen debuterede med digtsamlingen ”Tryghedsnarkomaner” i 1977. Samlingen består af en række prosadigte, som dels skildrer det svære spil, der opstår når kvinde og mand mødes uden at kunne komme fri af de roller eller masker, de skjuler sig bag. Dels skildrer digtene den ensomme kvindes drømme om at blive elsket, og smertelige nederlag når drømmefilmen knækker. Sådan slutter eksempelvis det fire sider lange digt ”Hvad tror du jeg tror”, som opruller en kærlighedens forventning og dennes onde drejning:

”jeg styrter ud af bilen, smækker med døren jeg føler mig ydmyget, har det ad helvede til
hva faen er det for noget
det begyndte så godt
vi gjorde os begge to umage
og nu er det alligevel ødelagt
eller er det?
hvad tror du jeg tror?”

Vita Andersen ramte med samlingens digte noget i tidens erfaringer. Teksterne formidler erfaringer og personlige oplevelser fra en socialt belastet opvækst. Det gør de i en enkel form og stil, der omsætter den personligt oplevede smerte til almene skildringer af et forkrøblet følelsesliv og et forkvaklet livsmønster.

Samlingens store popularitet skyldes imidlertid også, at den hudfletter den moderne kvinderolle med dens smertende og modsatrettede krav.

Hva’ for en hånd vil du ha’ og Sebastians kærlighed

Vita Andersens udgav sin første roman i 1987, nemlig ”Hva’ for en hånd vil du ha’” og i 1992 kom hendes anden roman med titlen ”Sebastians kærlighed”.

De er skrevet med udgangspunkt i det samme konfliktstof, som de tidligste bøger, men romanformen udnyttes til at skabe et rum af fantasi og magi, som løfter de tunge sociale problemstillinger ind i håb og overskud.

Begge romaner skildrer børns virkelighed og verden. I ”Hva’ for en hånd vil du ha’” beskrives den nederdrægtige behandling, som den lille Anna på 10 år og hendes delvis psykotiske mor udsættes for af en voldelig far og ægtemand.

Romanens titel hentyder således til et sted i handlingen, hvor faderen stiller spørgsmålet til moderen, om hvilken hånd hun vil ha’. Da hun vælger den højre, svarer han: ”Uheldigt for dig det var den med ti slag fra bøjlen og en tur på loftet i nat. Uden mad. Den anden det var kun med fem slag. Du skulle have taget den i stedet.”

Anna må se sin mor ydmyget og se hende forsvinde længere og længere ind i en psykotisk verden. Men pigen er dybt solidarisk med moderen og faderen, og hendes kamp for at få virkeligheden til at hænge sammen ved at få kærligheden fra forældrene tilbage er skildret med en imponerende hjertevarme.

I ”Sebastians kærlighed” ligger synsvinklen hos drengen Sebastian, der lever med sin sværmeriske og selvoptagede moder i et kunstnermiljø. Sebastian er et dybt ensomt barn, der må slås for at fastholde en acceptabel virkelighed.

Romanen rummer en historie om fantasiens magt og kraft, om den gode magis sejr over ondskab og ensomhed, og samtidig fortælles historien i en fabulerende stil, der ganske vist er præget af realisme i miljøskildringen, men som samtidig inddrager fantastiske elementer for at indfange og profilere det barneunivers, der heldigvis alligevel synes at kunne overvinde smerterne.

Sig det ikke til nogen

”Hun læste: Claire sætter fokus på menneskets eksistens i sine billeder. Hendes motiver går bag facaden og viser en anden verden. Claire udfordrer dig som beskuer. Pirrer dine sanser og viser en anden form for opbrud fra barn til voksen.”

”Sig det ikke til nogen”, s. 326.

Vita Andersens femte roman ”Sig det ikke til nogen” fra 2012 forløber i to spor. Romanens 64 korte kapitler fortælles skiftevis fra Claires og Lauras synsvinkel. De to kvinder bor over for hinanden, lever adskilte liv, men deler drømmen om at finde trygheden. Og det er de villige til at gå langt for. Så langt, at de både fornedres, bliver slået og fremstår magtesløse og selvdestruktive, men heldigvis findes der håb hen mod romanens slutning. De to kvinders spor krydses, da Claire, der er fotograf, en sen nat ser Simon slå Laura. Hun tager billeder af optrinnet, tager senere kontakt til Simon og begynder endda at belure og stalke Laura, men hun formår ikke at række ud og hjælpe.

29611343

Laura og Simon drømmer om et barn, men får en hund, uden at det dog ændrer noget ved volden i ægteskabet. Claire bor sammen med kæresten Adam og sin teenagedatter Zarah, og de forsøger på bedste vis at leve som en harmonisk kernefamilie. Men Claire nages af datterens åbenlyse tilnærmelser til Adam, og hun føler sig ikke sikker på, at papfaren fastholder grænserne mellem barn og voksen. Men hun tør ikke konfrontere dem, vil hellere selv lide frem for at satse trygheden. Men kvindernes projekt lykkes ikke. Langsomt går deres liv mere og mere i opløsning, sprækkerne åbner sig, og det må nødvendigvis ende galt.

Romanen kredser tematisk om forfatterens klassiske konfliktstof, nemlig tryghedsnarkomani, selvværdstab, psykiske lidelser, vold, svigt og ensomhed. De to spor skaber på sin vis to fortællinger, der begge skrider kronologisk frem, men frem for en udvikling, sker der en afvikling. De to kvindeportrætter supplerer hinanden og viser, at kærligheden til et barn kan være lige så maltrakterende som tærskene fra en ægtemand. Sproget er som altid hos Vita Andersen vitalt, særligt i dialogerne, og hun skriver ting og situationer frem, så man tydeligt ser dem for sig.

”Sig det ikke til nogener et realistisk drama om den umulige kærlighed bag kernefamiliens facade

Indigo

”Jeg hadede min mor. Den magt hun havde over mig. Jeg savnede min onkel. Jeg længtes efter at blive voksen og bestemme over mig selv. Jeg hadede at være barn.”

”Indigo”, s. 141.

Indigo” er titlen på Vita Andersens sjette roman, der udkom i 2017. Selvom der står roman på titelbladet, er indholdet primært selvbiografisk. Romanens jeg-fortæller hedder Vita, og hun tager læseren med tilbage til barndommen – en gruopvækkende og hjerteskærende tid.

I begyndelsen af romanen forsøger den voksne forfatter at få et overblik over barndommen. Forfatter-jeg’et får aktindsigt i gamle journaler og forsøger at finde ud af, hvornår hun var på hvilke børnehjem, men langsomt overtager barnets fortællespor, og tids- og stedskronologien ophæves. Det samme gør det autoritative forfatter-jeg.

53567746

Fra barnets synsvinkel gengives fragmenterede erindringsbilleder fra forskellige børnehjem, ophold hos mere eller mindre fremmede mennesker og episoder fra Vitas hjem. Det er barske episoder, der igen og igen vidner om svigt, skam, tærsk, fattigdom og mangel på kærlighed. Men der er også håb midt i al elendigheden. Barnet Vita elsker sin onkel og sin rige tante. Hun elsker napoleonshatte, spinat og spejlæg, fint tøj og bøger, og det er netop forfatterens evne til at gengive barnets sælsomme logik, der er romanens styrke. Som læser ser vi verden med barnets øjne. Vi mærker klaustrofobien, uoverskueligheden, angsten og ubehaget ved at være i de voksnes vold.

Således fremstår romanen scenisk uden en fast tidskronologi, og teksten styres af stemninger og sansninger. Trods inderligheden i fortællingen er romanens tone nøgtern og konstaterende. Andersen skriver korte, direkte og beskrivende sætninger, og det overlades til læseren at konkludere og skabe mening i hændelserne.

”Indigo” er en barsk, men usentimental fortælling om en forfærdelig opvækst fortalt fragmenteret, usminket og hjerteskærende.

Genrer og tematikker

Vita Andersen har skrevet i mange forskellige genrer, og hendes forfatterskab tæller både digte, noveller, romaner og børnebøger. Hun har også skrevet skuespil og et manuskript til en fire timers TV-serie til Danmarks Radio, hvor Susanne Bier skulle have været instruktør, men som aldrig blev realiseret.

Andersen har skrevet med forskellige fortællerstemmer, skildret unge kvinders og børns verden, men grundkonflikten er altid den samme, uanset stemme eller genre. Oplevelsen af svigt bliver til en ulægelig sårbarhed og en umættelig trang til tryghed. Det livslystne barn hindres i sin vækst mod lyset. Det begynder at forkrøble følelsesmæssigt og forsøger desto stærkere at folde sig ud mod den sol, der blot bliver blankere, koldere og fjernere jo mere det lille menneske rækker ud.

Den gennemgående tematik i Vita Andersens forfatterskab er med andre ord mennesker, der lider og børn, der vanrøgtes. Den grundlæggende tryghed og tilknytning, der burde præge de tidlige år, er fremmed land for karaktererne. I hendes univers er utryghed, tærsk og manglen på kærlighed hverdagskost. Således kredser forfatteren også om traumer, fortrængninger, ensomhed og magtmisbrug.

Gennemgående i forfatterskabet er det også, at Vita Andersen formidler personer med deres egne ord, og hun skrive troværdige og rammende dialoger. Hun fortolker ikke sine karakterer, men lader dem stå frem gennem deres egne ord og betragtninger. I korte, koncise sætninger formidles scener og samtaler direkte, og hendes ligefremme prosa er fuld af liv. Historierne kommer måske nok let til Vita Andersen, men hendes enkle prosa kræver masser af omskrivninger, fortæller hun: ”Jeg skriver om, måske 40-50 gange, for sproget skal leve, så man næsten kan se personerne for sig. Nej, nu sidder jeg igen og praler. Men jeg fortæller det for at understrege, hvor megen umage jeg gør mig. Og hvorfor det tager så lang tid. Nogle gange har jeg skrevet en tekst i stykker på grund af alle ændringerne, og så dropper jeg det.” (Knud Wilhelmsen: Andersen, forfatter. Jyllandsposten, 2003-11-09.)

Beslægtede forfatterskaber

Man krænkede et barn. Sådan kunne hovedmotivet i Vita Andersens forfatterskab udtrykkes. Hovedpersonerne i hendes romaner, noveller, skuespil og digte er præget af sår på sjæl og psyke, som de blev påført i barndommen, fordi de voksne svigtede. Det gælder også hovedpersonen i Vita Andersens nyeste romanIndigo”, der har flere lighedstræk med den norske forfatter Vigdis Hjorths debatskabende roman ”Arv og miljø” (2016). Dels skriver begge forfattere med udgangspunkt i deres egen barndom, dels kredser de tematisk om svigt, ensomhed og vanvid, men hvor Andersen skriver fra barnets synsvinkel, skriver Hjort fra den voksne kvindes perspektiv. Vita Andersens roman har heller ikke medført en offentlig debat om, hvor tæt litteraturen har lov at gå på virkeligheden, som Vigdis Hjorts roman gjorde det i Norge.

Det er næppe urimeligt at hævde, at der også eksisterer en tematisk lighed mellem Vita Andersens digte og Tove Ditlevsens. Begge leder de efter heling, begge skildrer de pigesindets umådelige sårbarhed. Begge skriver de en digterisk og personlig Askepot-historie.

Selv mener Vita Andersen, at sammenligningen med Tove Ditlevsen har været med til at fastholde billedet af hende som den skrøbelige kunstner. Hun siger: ”Jeg tror godt, man kunne lide at se mig som en skrøbelig person uden humor. Dels fordi man syntes, jeg skrev om sørgelige ting. Og så var det nok også en medvirkende årsag, at jeg meget tidligt i min forfatterkarriere blev sammenlignet med Tove Ditlevsen. Og hun gik jo ud i en skov og begik selvmord. Der var faktisk en overgang, hvor kræfter i Fremskridtspartiet ville have forbudt mit forfatterskab, fordi de syntes, jeg havde sådan en negativ indstilling til livet og arbejdet.” (Lotte Thorsen: Interview: Superlykkelig klokken 16.00. Politiken, 2006-11-25).

Bibliografi

Bøger for voksne

Andersen, Vita:
Tryghedsnarkomaner. 1977. Digte.
Andersen, Vita:
Hold kæft og vær smuk. 1978. Noveller.
Andersen, Vita:
Elsk mig. 1980. Skuespil.
Andersen, Vita:
Næste kærlighed eller Laila og de andre. 1978. Digte.
Andersen, Vita:
Det er bare ærgerligt. 1981. Digte.
Andersen, Vita:
Kannibalerne. 1982. Skuespil.
Andersen, Vita:
Hva’for en hånd vil du ha’. 1987. Roman.
Andersen, Vita:
Sebastians kærlighed. 1992. Roman.
Andersen, Vita:
Get a life. 2003. Roman.
Andersen, Vita:
Jack. 2003. Novelle i: Hej mor! Hej far!. En antologi med kærlig hilsen fra.
Andersen, Vita:
Anna Zoë. 2006. Roman.
Andersen, Vita:
Sig det ikke til nogen. Gyldendal, 2012. Roman.
Andersen, Vita: Indigo. Rosinante, 2017. Roman.

Børne- og ungdomsbøger

Andersen, Vita: Petruskas laksko. 1989. Børnebog.
Andersen, Vita: Jeg er da bare ligeglad - og andre noveller. 1993 Ungdomsbog.
Andersen, Vita: Coco. 1997. Børnebog.

Om forfatterskabet

Schack, May: Kvinderollens manglende psykiske rummelighed. 1979 I: Kritik 49, 1979, s. 133-157.
Jørgensen, Keld: Den ekstatiske tomhed. 1981 I: Litteratur & Samfund, nr. 33/34, 1981, s. 74-91. Analyse af novellen: Udenfor.
Skyum-Nielsen, Erik: 80’er-gespenstet. 1983 I: Bogens Verden, nr. 1, 1983, s. 6-11.
Norup, Lis: Lykken er...? 1984 I: Læs, nr. 1, 1984, s. 20-39. Analyse af novellen: Iagttagelser.
Barlby, Finn: De røde sko og det store cirkus. 1992 I: Plys, nr. 6, 1992, s. 118-128.
Danske digtere i det 20. århundrede. 2000 (81.64) 4. udg., bind 3. - Heri side 232-237: Toft, Anne: Vita Andersen.
Ganske omfattende biografisk artikel om forfatteren.
Flere anmeldelser, fortolkninger og artikler. Søg på Vita Andersen.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Vita Andersen