Tove Irma Margit Ditlevsen blev født 14. december 1917 og døde for egen hånd som 58-årig i marts 1976.
Tove Ditlevsen skrev digte, noveller, romaner og essays med afsæt i sit eget liv og var kendt som ærlig og bramfri brevkasseredaktør hos Familie Journalen. Hun levede et turbulent liv med fire ægteskaber, et omfattende alkohol- og pillemisbrug og en livslang usikkerhed om sit eget værd.
De senere år har hun fået en overvældende genkomst: hendes bøger er genudgivet, der er lavet teaterforestillinger på baggrund af hendes liv, og hendes breve og brevkassesvar er udgivet i bogen ”Jeg ville være enke og jeg ville være digter” (2015). I det hele taget er Tove Ditlevsen blevet hyldet på en måde for sit forfatterskab, som hun aldrig blev det, mens hun levede, og hendes værker har inspireret en lang række forfattere siden hen.
Vi har samlet en række forfattere, der er inspireret af Tove Ditlevsen.
Læs introduktion til hendes forfatterskab her
Jens Andersen: Til døden os skiller, 1997
I Jens Andersens biografi om Tove Ditlevsen har han taget udgangspunkt i hendes litterære værker samt i hendes virke som klumme- og brevkasseskribent i Familie Journalen. Her holdt hun sig ikke tilbage med at bruge stof fra sit eget liv.
Olga Ravn: Jeg æder mig selv som lyng, 2012
Olga Ravn har redigeret og udvalgt teksterne til udgivelsen ”Jeg ville være enke og jeg ville være digter”, og hendes eget forfatterskab har også en tæt tilknytning til Tove Ditlevsen. Hendes debutdigtsamling ”Jeg æder mig selv som lyng” har undertitlen Pigesind, og Olga Ravn siger selv om bogen: ”Måske kan man sige, at min bog er en nyfortolkning af, hvad både pigesind og poesi kan være i dag. Men den er også sin egen, inklusive et nik til Tove Ditlevsen.”
Stine Pilgaard: Min mor siger, 2012
”Min læge ser forskrækket ud da han næste formiddag betragter mit ansigt. Det er værst med næsen, siger jeg. Min stemme lyder nasal. Han rører lidt ved den og mener at den er brækket. Han siger at smerten sandsynligvis skyldes et slag på min næses rod. Eller den bankende rytme i alt hvad jeg længes imod, siger jeg.” Fortælleren i Stine Pilgaards roman tænker meget - og højt - i populærkulturelle referencer, og således dumper en verslinje fra Tove Ditlevsens ”Barndommens gade” helt naturligt ind i hendes lægebesøg i ”Min mor siger”.
Lone Hørslev: Jeg ved ikke om den slags tanker er normale, 2009
Lone Hørslevs skilsmissedigte har et indgangscitat fra Tove Ditlevsen, og undervejs i teksten er der referencer til både personen Tove Ditlevsen og hendes tekster. Der står f.eks.: ”Jeg ville gerne have kendt Tove Ditlevsen. Vi kunne have været slyngveninder, tror jeg, været misbrugskonsulenter i hinandens liv, vi kunne have gået på ”hjertets øde, dunkler stier sammen,” og de bekendende digte er med det nære udgangspunkt i børn, mænd og skilsmisse tæt beslægtet med Tove Ditlevsens værk.
Vita Andersen: Tryghedsnarkomaner, 1977
I 1970’erne skrev Vita Andersen knækprosa og noveller om at være kvinde, bundet til normer og huslige pligter, om ikke at slå til og føle sig værdsat. Erfaringen af barsk opvækst, ensomhed og sårbarhed og den ligefremme formidling af kvindelivets bagsider klinger med Tove Ditlevsen.
Thit Jensen: Den erotiske Hamster, 1919
Som moderne foregangskvinde var Thit Jensen aktiv i forhold til kvinders rettigheder, prævention mm., og i lighed med Tove Ditlevsens værks skildrer Thit Jensens romaner glæder og genvordigheder i ægteskab og moderskab, sorgen efter skilsmisse og længslen efter mening.
Jette Drewsen: Hvad tænkte egentlig Arendse, 1972
Jette Drewsen har i sit forfatterskab beskæftiget sig med kvinders bestræbelser på og udfordringer med at være mødre og kunstnere på samme tid, ganske som Tove Ditlevsen har det i f.eks. erindringsbogen ”Gift”. Drewsens debutroman ”Hvad tænkte egentlig Arendse” (1972) landede lige midt i kvindebevægelsens diskussioner om kvindens rolle og muligheder inden for – og ikke mindst udenfor – ægteskabet.
Inge Pedersen: Anden frekvens, 1999
I flere af Inge Pedersens romaner skildrer hun familie- og hverdagsliv, og i ”Anden frekvens” stiller hun skarpt på et kompliceret mor-datter forhold. I Tove Ditlevsens ”For barnets skyld” er en mor og datter ved at finde hinanden efter en skilsmisse med de sammenstød og den jalousi, det medfører.
Synnøve Søe: Drengen på stigen, 2007
Det svigtede barn er genstand for flere af Synnøve Søes bøger, lige som det også er det i f.eks. Tove Ditlevsens ”Man gjorde et barn fortræd” og ”Barndommens gade”. Til fælles har de en sympati for barnet og at der fortælles fra barnets synsvinkel.
TEMAER
Tove Ditlevsen har skrevet flere af sine sene romaner, mens hun var indlagt på psykiatrisk afdeling, og psykisk sygdom skildres i flere af hendes bøger, særligt i romanen ”Ansigterne”. I temaet om Sygdom i litteraturen er der et udvalg af litterære værker, der skildrer psykisk og fysisk sygdom set indefra eller udefra.
En længselsfuld ensomhed fulgte Tove Ditlevsen gennem hele hendes liv og forfatterskab. Ensomhed er et vilkår for det læsende og skrivende menneske, her er et lille udpluk af den enorme ensomhedslitteratur samlet.
PERIODER
I mellemkrigstiden skete en opblomstring af litteratur fra den ”lille” mand eller kvinde. Tove Ditlevsen skrev om sin fattige opvækst på Vesterbro og om at være mor og vaske gulv; Harald Herdal skrev om usle kår i baggårdene; Hans Kirk om fattige fiskere i kollektivromanen ”Fiskerne”.