Synnøve Søe

stud. cand. comm. Signe Juul Kraft, iBureauet/Dagbladet Information. 2008.
Main image
Søe, Synnøve
Foto: Joachim Adrian

Indledning

Med et billede af sit eget hvidmalede ansigt på bagsiden udgav Synnøve Søe i 1989 den medieomsuste roman “Fars”. Romanen beskriver med incestuøse undertoner en piges omtumlede opvækst præget af fraværende, egoistiske forældre og en evig længsel efter omsorg og opmærksomhed. Omdrejningspunktet i Synnøve Søes forfatterskab er det forsømte barn og hvad det på grund af den mangelfulde barndom må slås med i voksenlivet. Hun udfolder denne tematik på vidt forskellige scener, fra et amerikansk rigdomsmiljø i “Regntid” fra 1994 til en dansk forstadslejlighed i “Drengen på stigen” fra 2007. Med en let og direkte skrivestil, der er fyldt med skarpe dialoger og beskrivelser af hovedpersonens tanker og følelser, borer Synnøve Søe sin pen ind i hjertet på læseren lige der, hvor det gør rigtig ondt.

 

51321766

Blå bog

Født: 3. april 1962 i Herlev.

Død: 15. januar 2018 i Århus.

Uddannelse: Journalist.

Debut: Fars, Tiderne Skifter, 1989. Roman.

Litteraturpriser: Ingen.

Seneste udgivelse: Forbudt torsdag. Tiderne Skifter, 2014. Roman.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Hun havde ikke noget at skrive om. Hun var så vred. Hvorfor kunne hun dog ikke få fred for virkeligheden?”
“Når den blå hane galer”, s. 182

Synnøve Søe blev født den 3. april 1962 i Herlev og voksede op som den ældste af to piger. Hendes forældre blev skilt da hun var ganske lille, hvilket blandt andet kom til at betyde ophold i en række kollektiver og skolegang på tolv forskellige skoler.

27660339

Synnøve Søe var et meget stille og ensomt barn, der dagligt kæmpede med en længsel efter opmærksomhed og accept, især fra forældrene. Den manglende bekræftelse har hun også i sit voksne liv kæmpet med: “Jeg kan huske en stemning af, at jeg var i vejen. Irriterende. Det var bare ikke okay, at jeg var der. Og det er jo det, jeg kæmper med i dag. Jeg snakker jo. Hele tiden. Ligesom når Pjerrot ude på Bakken trækker de der farvede bånd ud af munden (...) Prøver at underholde, fordi jeg er bange for, at du går. Eller bange for, at jeg ikke er nok. Og at du ikke har fået det, du skal.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).

Synnøve Søes far, Poul Erik Søe, er kendt som en vidende og veltalende debattør, og har blandt andet været højskoleforstander, politisk medarbejder ved Det Radikale Venstres Pressebureau, programredaktør ved Danmarks Radio og chefredaktør ved Skive Folkeblad. Endvidere har han skrevet bogen “Store ord i nyt format” og modtaget adskillige legater og priser. Om forældrene siger Synnøve Søe selv: “Min mor var skrap. Sur. Og meget kunstinteresseret. Vi boede i forskellige kollektiver og ude på landet. Min far var fjern. Enormt god til at sige: »Heeeeeeej.« Og så gik der en hel weekend. Og så var han enormt god til at sige farvel.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).

Som 14-årig skrev Synnøve Søe sine egne fraværssedler, pjækkede et halvt år fra skole og arbejdede i stedet i en frikadellebod, hvor hun endelig oplevede at være god til noget. Som hun siger i ovennævnte artikel: “Jeg var ikke ret god i nogen af fagene. For så gik vi på en lilleskole, så gik vi på en gammeldags friskole, hvor man skulle aflevere blækstil, så gik vi på en skole, hvor man kun skulle bage chokoladekage og bygge huler, så en almindelig folkeskole og en fin privatskole. Jeg har lært så mange systemer at lære efter, at jeg ikke kunne noget som helst. Men jeg var skidegod til at sælge frikadeller.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).

Karrieren som frikadellesælger endte dog brat, da hun blev taget på fersk gerning i at pjække af sin lærer. Efter ʻfrikadelle-affærenʼ blev hun sendt til Amdi Pedersen på Tvind – et år hun beskriver som det værste i sit liv fyldt med fællesmøder og folk, der klappede som pingviner og råbte “hørt, hørt”. Efter året på Tvind blev Synnøve anbragt hos to lesbiske damer, hvor hun gjorde 10. klasse færdig, og efter endt skolegang flyttede hun til København, hvor hun havde forskellige småjobs. Et af dem var i Illums afdeling for hus og have, hvor hun som 19-årig mødte en mand, som hun var sammen med de næste syv år. Synnøve Søe valgte at uddanne sig som journalist og kom efter endt uddannelse i mesterlære på Billed Bladet og arbejdede siden på Dagbladet i Køge og på Jyllands-Posten.

Den 2. oktober 1989 blev Synnøve Søe et navn i hele Danmark med romanen “Fars”, som beskriver konsekvenserne af en barndom med skilsmisse og forældres selvrealisering på bekostning af børnene. Romanen høstede en enorm – og for Synnøve overraskende – succes: “Det er aldrig gået op for mig, hvorfor det blev så voldsomt. Det var jo bare en bog. Men den blev udsolgt på en dag.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).

Med “Fars” satte Synnøve Søe som en af de første ord på den pris, som '68-generationens børn betalte for deres forældres eksperimenterende tilværelse, og det vakte røre i hele landet. Allerede året efter udkom hendes anden bog “No Credit”, som modsat “Fars” ikke fik en særlig positiv modtagelse af kritikerne, hvilket påvirkede forfatteren meget. Så meget at hun – oven i presset efter den store mediestorm i kølvandet på “Fars” – valgte at flytte til New York. Her levede hun i tre år og arbejdede frivilligt med hjemløse børn, skrev romanen “Orm og ar”, der udkom i 1992, og tog på korte ophold i Danmark, hvor hun blandt andet holdt foredrag og optog det populære talkshow “Synnøves”, der blev sendt på TV3. Siden rejste hun til øen Lamu i Kenya, ligesom hovedpersonen Stella i “Når den blå hane galer” fra 2006. Her blev hun et års tid og skrev romanen “Regntid”, der udkom i 1994, og ligesom “No Credit” ikke fik særlig meget eller god omtale i pressen.

Synnøve Søe besluttede efter opholdet i Kenya at rejse til Irland, hvor hun fik arbejde - og stor succes - som journalist på Irlands største avis, The Sunday Independent. Efter tre år i Irland vendte hun tilbage til Danmark, hvor hun fik sit bedste job nogensinde som brevkasseredaktør på Ekstra Bladet. Et job, hun dog endte med at sige op: “Jeg elskede at have den, men det var ved at slå mig ihjel (...) Jeg havde slet ikke nogen distance til mine læsere, men kastede mig bare ud i dem. Hele døgnet lå jeg og ringede rundt for at høre, om det nu gik bedre med Ib eller Per. Jeg kunne ikke slippe folk igen. Det blev simpelt hen for hårdt.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006.)

I 2006 udkom romanen “Når den blå hane galer” og i 2007 udkom “Drengen på stigen”, der begge fik god kritik fra anmelderne. Om “Drengen på stigen” siger Synnøve: “Det kostede mig næsten livet at skrive den. Den har taget mig seks år. Jeg har været så deprimeret, fordi den gik ind på mig. Jeg skal måske til at gå til psykolog igen. For at få den bog ud af systemet.” (Lotte Thorsen: “Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 10. september 2006).

I dag bor Synnøve Søe i Snogebæk på Bornholm med sønnen Romeo og sin Grand Danois, der bærer navnet Kærlighed. På Bornholm har hun diverse småopgaver, blandt andet for TV 2 Bornholm, ved siden af virket som forfatter, som hun i dag opfatter som sit primære erhverv.

Fars

Synnøve Søes omdiskuterede roman “Fars” blev udgivet i 1989 og handler om en unavngivet kvinde, som bogen igennem omtales som enten 'hun' eller 'barnet'. Handlingen finder sted skiftevis i hovedpersonens barndom og i hendes yngre voksenliv. I barndommen følger man pigen i sin iver efter at behage sine følelsesmæssigt fraværende forældre, først og fremmest faderen. Forældrene er skilt, og pigen håber konstant, at hendes far skriver, ringer eller kommer og besøger hende. Moderen giver hende ingen følelsesmæssig nærhed, men er altid sur og bebrejdende.

Sex spiller en stor rolle i hele bogen. Allerede som barn er hovedpersonen opmærksom på sit køn og på de voksnes optagethed af sex, for eksempel naboens pornoblade, og hun flirter med tanken om, at hun ad denne vej kan få faderens opmærksomhed. Det står ikke klart, om der på noget tidspunkt sker noget seksuelt mellem pigen og faderen, men det antydes, for eksempel da pigen skal massere faderen, og da faderen – efter pigen er blevet ældre og har fundet en kæreste – rører ved sit køn i badet og derefter råber, at nu må hun ikke se på ham længere, nu må hun se på sin kæreste.

29818428

I voksenlivet ses konsekvenserne af en barndom uden anerkendelse. Den voksne kvinde behandler ikke sig selv med respekt, og således gør andre heller ikke, for eksempel 'betjener' kvinden seksuelt en række mænd, selvom mange af dem behandler hende dårligt, heriblandt hendes noget ældre kæreste. Ligesom i sin barndom er den voksne kvinde på en evig jagt efter anerkendelse, et enormt ønske om kærlighed, der gang på gang ender uopfyldt.

Romanens titel er dobbelttydig og kan både henvise til en sammenæltet kød- og benmasse og til at være fars (pige), at tilhøre far. Fars er en hyppig ingrediens i det danske køkken, for eksempel i frikadeller, og kan symbolisere, at det er en hverdagslig og gængs problematik, der er på spil i romanen. Ligesom frikadeller er også omsorgssvigt på forskellige måder en hverdagslig del af den danske kultur. En tabubelagt problematik som ofte ikke ses i det ʻpæneʼ velfærdssamfund, ligesom den uappetitlige fars ikke ses i de færdige frikadeller, der sættes på det pænt dækkede middagsbord.

Titlen læst som noget eller nogen, der tilhører en far kan være med til at understrege, at romanen kredser om et incestuøst forhold og om det store ønske om at være fars pige. Pigen i romanen ønsker at være en del af sin fars liv, hun ønsker at høre til ham, tilhøre ham. Der er noget omklamrende og identitetsberøvende over titlen forstået som et tilhørsforhold. Pigen er ikke sin egen, hun er sin fars. Hun er kun noget i kraft af faderens lejlighedsvise opmærksomhed, som hun romanen igennem længes og stræber efter. På den måde bliver det til noget negativt at være fars (pige), mens det for pigen i romanen opfattes som noget positivt, det hun ønsker.

“Fars” er skrevet i nutid, hvilket gør handlingen meget nærværende og skaber en høj grad af identifikation, som gør det lettere at sætte sig ind i det dilemmafyldte forhold, hovedpersonen har til sin far.

Orm og ar

“Barnet sidder og bælger ærter. Tænker på om faren tænker lige så meget på hende, som hun tænker på ham. Det er et halvt år siden, hun har hørt hans stemme. Hun ringede til ham. Det er altid hende, der ringer eller skriver. Hun får aldrig svar på sine breve. Når hun stiller spørgsmål i sine breve, svarer han heller ikke. Når hun er på besøg og taler med ham, lytter han, nikker, men siger ikke noget. Hun bliver ved med at tale af skræk for, at han skal gå.”
“Fars”, s. 12.

Ligesom “Fars” er Synnøve Søes tredje roman “Orm og ar” fra 1992 en fortælling om et forsømt barn. Dog er det incestuøse tema helt tydeligt i “Orm og ar”, hvor det kun antydes i “Fars”. “Orm og ar” handler om en pige, der bliver seksuelt misbrugt af sin far fra hun er spæd til hun er voksen og om eftervirkningerne af overgrebet i pigens voksenliv. Handlingen består dels af beskrivelser af pigens opvækst, delvist set fra pigens synspunkt, delvist fra faderens og en udenforstående fortæller. Det andet handlingsforløb beskriver den voksne kvindes kamp med barndommens traumer og forsøget på at forlige sig med fortiden. Kvinden forsøger at forholde sig til sin fortid ved eksempelvis at sende breve til sin far, men fordi hun er fyldt med så mange ubearbejdede tanker og følelser ender forsøgene på at forlige sig med fortiden i den ene fiasko efter den anden. Kvinden føler sig fyldt op med gnavende orm og ar, som hun beskriver nærgående. Handlingen finder sted i et til tider surrealistisk og nærmest psykedelisk univers, som hensætter læseren i kvindens sindsstemning. En tilstand som er fremkommet af en fortid, hun ikke kan flygte fra, men som langsomt river hende i stykker og fylder hende med en voldsom dødslængsel.

“Orm og ar” – såvel som “Fars” – er en barsk og medrivende fortælling om en problematisk barndom, hvor voksnes manglende omsorg ender i forsømte børn og ulykkelige voksne. Begge bøger viser, hvordan barndommens oplevelser og erfaringer har konsekvenser, at de fortsætter ind i voksenlivet. Synnøve Søe sætter med romanerne fokus på, hvor stor betydning en tryg og kærlig opvækst har for et tilfredsstillende og harmonisk voksenliv.

No Credit

“Nytårsaften 1990. Deroppe hørtes byens brøl kun som en sagte mumlen. Empire State Building. Vi stod i kø i tre timer. Seven havde solbriller på. Jeg prøvede på at anlægge en goatee, men endnu var det kun stubbe. Jeg tror også, hun havde en hat på. Tyske og japanske turister. Måske havde skægstubbene været nok.”
“Regntid”, s. 73.

Synnøve Søes anden roman “No Credit” fra 1990 handler om den 27-årige skuespiller Coco, der forsøger at slå igennem i USA. Mens hun går til forskellige castings på teater og film, tjener hun til levebrødet ved at arbejde som servitrice på cafeen No Credit. Cafeen er omdrejningspunktet i Cocos tilværelse, her har hun sin omgangskreds, og her møder hun gadebarnet Marrow, som ender med at komme til at spille en stor rolle i hendes liv. Stamkunderne på cafeen væves ind i Cocos liv på forskellig vis og fylder det med mening i den ulidelige ventetid på en rolle. Coco har det svært med følelsesmæssig nærhed og har derfor problemer med at indlede forhold til mænd, et tema, der lejlighedsvist fylder meget i hovedpersonens tanker.

Titlen henviser både til cafeens navn samt til Cocos situation i bogen. Hun får ingen anerkendelse for sine mange auditions til diverse skuespil og film, det er en evig kamp efter at finde nogen, der synes, hun er noget værd som skuespiller. Hun er sin egen lykkes smed, ingen hjælper hende, hvis hun ikke lykkes.

I 1994 udkom Synnøve Søes fjerde roman “Regntid” , som handler om den unge, rige amerikaner Jason, der lever det vilde liv med fester, sex, stoffer og druk i Afrika, Paris og New York, men som har svært ved at finde en mening med livet. Han er stærkt præget af en opvækst med fraværende forældre, hvor det meste af barndommen blev tilbragt hos hans højtelskede morfar. Jason forelsker sig i tv-værten Seven, hvilket udløser et kompliceret kærlighedsforhold med jalousi, manglende evne til følelsesmæssig nærhed og en – måske – naiv forventning om, at kærligheden skal bære hele meningen med tilværelsen.

Både “No Credit” og “Regntid” er gjort af lidt lettere stof end Synnøves andre romaner. De er underholdende og hurtigt læst, og der graves ikke så dybt i de forskellige personer. Men det er ikke ligegyldig underholdning, begge hovedpersoner bærer rundt på en grundlæggende følelse af meningsløshed og fortabelse. Selvom de er af forskelligt køn, samfundsmæssig status og laver vidt forskellige ting, bærer de begge på en opslidende meningsløshed og en tvetydig følelse af både frygt for, og længsel efter nærhed med andre mennesker. Hovedpersonerne søger hele tiden, bevidst eller ubevidst, efter en mening med tingene, hvilket tilfører romanerne en eksistentialistisk tematik, som sætter spørgsmålstegn ved, hvad meningen med selve livet er.

Når den blå hane galer

“Stella ville ikke sige, at hun var ved at give op. Hun ville heller ikke fortælle, hvor ondt det hele gjorde. De søvnløse nætter, alle de sider hun skrev, men slettede igen. Hvordan den 1. verden stod grinende og ventede på hende.”
“Når den blå hane galer”, s. 87.

Romanen “Når den blå hane galer” fra 2006 handler om Stella, en ung kvinde i trediverne, der rejser til øen Lamu i Kenya med det mål at få skrevet en bog og finde en mening med det tomme liv, hun normalt lever i Vesten. På Lamu flytter hun ind i en stor luksusvilla sammen med sin hundehvalp Margrethe og den frygtsomme, underdanige tjenestepige Zanini. Ved huset bor en stolt blå hane, om hvem det gamle sagn siger, at når den galer, sker der noget skæbnesvangert. “Når den blå hane galer” skifter mellem Stellas beskrivelser af øen, dens befolkning og hendes følelser og kortere historier, som Stella skriver på øen.

Stella oplever et skarpt kulturchok ved mødet med den tredje verden, især falder det hende utrolig svært at skulle behandle tjenestefolkene som underdanige i stedet for selvstændige og ligeværdige væsner. Hun kæmper endvidere med jævnlige skriveblokeringer og følelsen af, at hun ikke får skrevet så meget, som hun burde. Dette bidrager, sammen med følelsen af fiasko i sit forhold til tjenestefolkene, til hendes dårlige selvfølelse og fylder hende med evige selvbebrejdelser.

26400325

Ligesom i Synnøve Søes andre bøger slås mange af personerne i “Når den blå hane galer” med deres fortid, som de forsøger at skubbe fra sig, men som de i sidste ende ikke kan løbe fra. Stella kæmper en desperat kamp med følelsen af ikke at være noget værd, en følelse, der er rodfæstet i hendes opvækst med kolde og fraværende forældre. Forældrene lærte hende ikke at elske, og derfor har hun som voksen meget svært ved at indlede følelsesmæssigt nære forhold til andre mennesker.

Synnøve Søe er blevet ældre, end da hun skrev sine første bøger, over ti år er gået, og det kan mærkes. “Når den blå hane galer” er fyldt med en stilfærdig livsvisdom, der ikke giver mange svar på meningen med tilværelsen i den vestlige del af verden. Derimod søges en mening i den tredje verden, hvor folk ikke er bange for at vise følelser, og hvor de bærer på meningen med livet inde i sig selv. Stella føler imidlertid ikke, at hun passer ind i nogen af verdenerne. Hun befinder sig i et svært dilemma, hvor hun ikke kan se en fremtid i at blive på Lamu men heller ikke kan udholde tanken om at skulle hjem igen. Hjem til en verden, hvor hun har brudt med sin familie og hvor hun hverken har mand eller børn. Stellas gennemgående ensomhed definerer hendes liv og sindstilstand og synes til sidst at bestemme over hele hendes skæbne.

Drengen på stigen

“Men når damen fra kommunen kom, spurgte han nogle gange hende. Han løb ud til hendes bil og spurgte hende om faren, inden hun kom ind til hans mor. Det var bedst sådan, så blev hans mor ikke gal. Men damen fra kommunen sagde altid, at det vidste hun heller ikke noget om, men at Peter skulle holde godt øje med vejen, så kunne det være, at hans far pludselig kom kørende en dag.”
“Drengen på stigen”, s. 8.

Synnøve Søes sjette roman, “Drengen på stigen” fra 2007, handler om den fem-seksårige Peter, der bor sammen med sin psykisk syge mor. Peter står for indkøb, rengøring og madlavning, og han får kun mad, hvis han selv laver den. Peter står op hver morgen og går ned til gartneren Hans-Ole, som, bortset fra moderen og ʻdamen fra kommunenʼ, er hans eneste voksenkontakt. Peter sidder ofte i et kirsebærtræ og holder øje med, om hans far kommer kørende for at hente ham. Det sker imidlertid yderst sjældent, og når faderen kommer, slæber han Peter med på værtshus. Peter stiller sig ofte op på Hans-Oles stige og kigger ind ad vinduet til den lykkelige kernefamilie i lejligheden ovenpå. Her ser han alt det, han ikke har, men længes efter: Kærlighed, tryghed og omsorg. Peter får yderligere indblik i hvordan 'normale' familier lever, da drengen Bjørn flytter ind i opgangen, og han oplever at få sin første ven.

“Drengen på stigen” er bygget op, så den skifter mellem tre forskellige handlingsforløb eller scener: Peters barndom, en middag han som voksen har inviteret sine forældre til og scener fra efter middagen, hvor spyfluerne bygger rede i hans hår og maddikerne mæsker sig i rådne madrester.

Bogen er skrevet i et ukompliceret sprog med mange dialoger, hvilket gør, at den er let at sluge trods den triste handling, som omhyggeligt og medrivende beskriver forskellige aspekter af omsorgssvigt. Ingen i bogen gør noget for Peter, alle omkring ham ved, at han ikke har det godt hos moderen, men ingen hjælper ham. Svigtet ligger ikke kun hos forældrene, men også hos omverdenen – læreren, naboerne, socialrådgiveren og alle andre omkring den lille dreng.

27195695

“Drengen på stigen” handler om omsorgssvigt og forlist barndom, men også om at forsøge at forene sig med sin fortid. I scenerne fra middagen kommer forskellige gæster fra Peters fortid på besøg, og de forsøger alle at få faderen og moderen til at forstå og indrømme, at de har svigtet Peter, og at sige til ham, de holder af ham. Det vil forældrene dog ikke, og Peters frustration bliver mere og mere mærkbar, som middagen skrider frem. Middagsscenerne er givetvis noget, der kun foregår inde i Peters hoved. Nogle af de besøgende er nemlig afdøde personer, ekskærester og lignende. Peter ligger i flere afsnit og nærmest svømmer i rådden mad og med spyfluer omkring sig, hvilket tyder på, at der reelt har fundet en middag sted. Måske er forældrene ikke dukket op, eller måske har Peter ikke inviteret dem og spiller selv hele scenariet i sit hoved. Hovedpersonens fantasi eller reel handling – middagsscenerne er betydningsbærende i Peters kamp for at forene sig med en sorgfuld barndom og forlige sig med dem, der gjorde den hård at gennemleve.

Romanens titel henviser til stigen, som Peter står på, når han kigger ind på de andre eller kravler op i træet og venter på sin far. Han kravler op på stigen og får for en tid lidt fred, men må altid kravle ned igen – ned til sin syge mor, de tunge indkøbsposer og madlavningen. Stigen symboliserer afstanden mellem ham selv og de andre, socialt set og set fra Peters synspunkt: Han er nede, de andre er oppe. Han er udenfor, betragtende, de andre er indenfor, deltagende.

Barnets synsvinkel som udgangspunkt

Da Synnøve Søe udgav “Fars”, var der ikke nær så meget fokus på omsorgssvigt, incest og pædofili, som der er i dag. Hun blev fremstillet som en kontroversiel tabubryder, og den voldsomme medieeksponering, blandt andet i talkshowet “Synnøves”, gjorde sit til, at det var svært for Synnøve Søe at blive opfattet – af sig selv såvel som af andre – som en respektabel forfatter. I Synnøve Søes to seneste romaner slår hun imidlertid fast, at det er det, hun er: Forfatter. Med et flydende og levende sprog maler hun sproglige billeder af en livsfilosofi, der tillægger fortiden enorm betydning, men også gør sig tanker om den tilværelse folk i den tredje verden lever. Der er ikke så meget oprør og opgør som i Synnøve Søes tidligere bøger, men nærmere et forsøg på at forlige sig med fortidens spøgelser i stedet for at prøve at flygte bort fra dem.

I dag, som da hun startede med at udgive bøger, skriver Synnøve Søe i en læsevenlig, identificerbar stil, som handler om det almindelige menneske, om eksistentielle problemstillinger og først og fremmest om fortiden, hvis betydning tillægges en altdominerende betydning.

En stor del af Synnøve Søes fokus er på barnet og på vigtigheden af en god opvækst for et tilfredsstillende voksenliv. Denne problemstilling minder i både stil og tema om Tove Ditlevsen. Nogle af temaerne i Synnøve Søes bøger, som eksempelvis incest, omsorgssvigt og en evig følelse af utilstrækkelighed over for forældrene, går igen i Tove Ditlevsens romaner “Man gjorde et barn fortræd” fra 1941 og “Barndommens gade” fra 1943. Det, der kendetegner både Synnøve Søes og Tove Ditlevsens bøger om barndom, er, at de repræsenterer barnets synsvinkel, de fortælles i høj grad af barnet selv og det er hos barnet, sympatien ligger.

I flere af Vita Andersens værker findes der også karakterer, der svigtes i barndommen, hvilket får indflydelse på deres voksenliv og på den måde, de søger nærhed, iscenesætter sig selv på med videre. Eksempelvis handler Vita Andersens roman “Hva’for en hånd vil du ha’” fra 1987 om forholdet mellem en lille pige og hendes mor, der gang på gang svigter hende. Udover, som Synnøve Søe, at beskrive et barns mangelfulde opvækst, behandler romanen også problematikker omkring social arv.

Af nyere forfattere kan nævnes Jonas T. Bengtsson, hvis roman “Submarino” fra 2007 på flere måder minder om “Drengen på stigen”. “Submarino” handler om to omsorgssvigtede brødre og de problemer, de slås med i voksenlivet efter at være vokset op hos en alkoholiseret mor. På samme måde som i Synnøve Søes værker kredser “Submarino” om, hvad dårlige familierelationer betyder i forhold til at få et voksent og velfungerende liv samt, hvor lidt velfærdssamfundet har at tilbyde sårbare børn.

Selvom Synnøve Søes romaner umiddelbart primært virker indadskuende og psykologisk-tematisk funderede, indeholder de ældre såvel som de nyere af hendes bøger også en kommentar til samfundet. Romanerne sætter spørgsmålstegn ved den måde, vi vælger at leve på i den moderne vestlige verden samtidig med, at de ved hjælp af indsigt i hovedpersonernes indre verden viser, hvilke menneskelige konsekvenser det har at leve på den måde.

Bibliografi

Romaner

Synnøve Søe:
Fars. 1989. Roman.
Søe, Synnøve:
No Credit. 1990. Roman.
Søe, Synnøve:
Orm og ar. 1992. Roman.
Søe, Synnøve:
Regntid. 1994. Roman.
Søe, Synnøve:
Når den blå hane galer. 2006. Roman.
Søe, Synnøve:
Drengen på stigen. 2007. Roman.
Søe, Synnøve:
Skrifte. 2009. Roman.
Søe, Synnøve:
Bjerget, havet, huset. Lindhardt og Ringhof, 2013.
Søe, Synnøve:
Forbudt torsdag. Tiderne Skifter, 2014.

Noveller

Søe, Synnøve:
Når mågerne flyver baglæns : 18 fortællinger. Liva, 2013.

Om forfatteren

Artikel

Rebensdorff, Jens:
“Synnøve og Snøvsen”. Berlingske Tidende, 2008-02-23.

Links

Forlag som som udgiver Synnøve Søes bøger.
Synnøves eget sted på nettet, hendes profil på myspace.com.
Anmeldelser

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Synnøve Søe

Kilder citeret i portrættet

Artiklel

Thorsen, Lotte:
Synnøve Søe bag masken og brysterne”. Politiken, 2006-09-10.