Jonas T bengtsson
Foto: Robin Skjoldborg

Jonas T. Bengtsson

cand.comm. Charlotte Holm Kiesow, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2017.
Top image group
Jonas T bengtsson
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Bengtsson, Jonas T.
Foto: Camilla Stephan / POLFOTO

Indledning

Tager man buslinje 350S fra Nørreport station, kan man stige af i Brønshøj. Her voksede forfatter Jonas T. Bengtsson op. Men før man når Brønshøj, kører bussen igennem Københavns Nordvestkvarter (NV), som er det geografiske omdrejningspunkt for Bengtssons storbyfortællinger. Her bor Nick, en af hovedpersonerne i Bengtssons anmelderroste roman “Submarino”, og her bor Sus fra ”Sus”, der udkom i 2017.

53114431

Blå bog

Født: 27. april 1976, Brønshøj.

Uddannelse: Har læst på lærerseminariet.

Debut: Aminas breve. People’s Press, 2005.

Litteraturpriser: BG Banks Debutantpris, 2005. Bogforums Debutantpris, 2005. PO Enquist pris, 2010. Martin Andersen Nexø Fondens Pris, 2013.

Seneste udgivelse: Sus. Rosinante, 2017. Roman.

 

 

 

 

 

 

 

Jonas T. Bengtsson fortæller om ”Sus”:

Artikel type
voksne

Baggrund

““Hvis I vil se nøgne damer på denne her tid, skal I ned på Istedgade. Der tager de også alt tøjet af.”
Manden bliver stående indtil min far kun er en meter fra ham. Så synker hans skuldre sammen. Mændene følger med min far, han holder forhænget for dem.”
“Et eventyr”, s. 136.

Jonas T. Bengtsson er født i 1976 og voksede op i Brønshøj. Han har ikke bevæget sig langt væk fra barndomskvarteret, for som nittenårig flyttede han til Københavns Nordvestkvarter, hvor han har boet med sin marokkanske kone og deres barn. Han har i en kortere periode studeret arabisk på universitetet.

I tiden efter gymnasiet lavede Bengtsson ikke specielt meget. Han arbejdede på et lager og brugte meget af sin fritid på at gå i biografen. Siden da har han været manuskriptforfatter til børneradio og -tv, og hvis man mener, at man har set hans ansigt før, kan det være fra børneprogrammet på DR “Hvaffor en hånd?”, hvor han en overgang var tilknyttet.

Bengtsson fortæller om sit forhold til København: “Da jeg som lille dreng satte mig i linje 5 og kørte fra villakvartershelvedet, så var det lige netop her ved Nørrebro Station, at byen begyndte at ligne en by. Det var her, at de første tyrkiske grønthandlere dukkede op. Det var her, at butikkerne begyndte at have mere kulørte skilte, end de har ude i Brønshøj. Og mere end noget andet var det her, man så Højbanen, der er et eviggyldigt symbol på storby.” (Daniel Øhrstrøm: Dem de andre ikke vil skrive om. Kristeligt Dagblad, 2010-02-20).

Det tog Bengtsson tre år at skrive debuten “Aminas breve”, der udkom i 2005. Men den første roman må have sat noget i gang, for allerede året efter udkom en mursten af en roman ved navn “Submarino”. Romanen er siden filmatiseret af Thomas Vinterberg og vandt Nordisk Råds Filmpris i 2010. ”Aminas breve” blev filmatiseret i 2017 instrueret af Jacob Bitsch. Bengtsson udgav romanerne ”Et eventyr” i 2011 og ”Sus” i 2017.

Bengtsson har i sit forfatterskab trukket på erfaringer fra venner, som har oplevet psykisk sygdom, og han har lavet en del research på psykiatri. Bengtsson har desuden haft lange samtaler med kriminelle og narkomaner for at opnå fortrolighed med de mennesketyper og miljøer, han skildrer i sin litteratur.

Aminas breve

“Det er over et halvt år siden at jeg har fået et brev fra Amina. Jeg har læst brevene igennem mange gange siden da, set efter om håndskriften ændrede sig, om ordene dannede nye sætninger hvis man læste dem ovenfra og ned eller nedefra og op. Set om der var hentydninger eller omskrivninger. Men fandt intet. Ingen forklaring på hvorfor hun holdt op med at skrive.”
“Aminas breve”, s. 24-25.

Romanen “Aminas breve” fra 2005 er Jonas T. Bengtssons prisbelønnede debut. Hovedpersonen Janus er en fyr på fireogtyve, som er indlagt på en psykiatrisk lukket afdeling med diagnosen skizofren paranoid.

Janus’ eneste mål er at blive udskrevet for at finde sin kurdisk-danske veninde Amina. Hun har under hans ophold på psykiatrisk afdeling sendt ham breve, men har pludselig afbrudt korrespondancen – Janus’ livline til normaliteten og livet uden for – et halvt år før hans udskrivelse. Janus arbejder nu systematisk på at tage sig så normal ud som muligt og opnår sit første mål: At blive udskrevet.

Ude i samfundet har han svært ved at klare sig, men han kan trods alt begynde sin mission, at finde Amina. Hans faste base bliver den karrieremindede storebrors Østerbro-lejlighed, der er som revet ud af et boligmagasin.

Han kommer hurtigt på sporet af Amina og får en mistanke om, at Aminas nye mand ikke er en særlig rar type. Janus finder desuden ud af, at Amina er gået under jorden og ikke ønsker at blive fundet. Han opgiver dog ikke så let sit forehavende og er klar til at tage alle midler i brug for at finde hende og sikre sig, at hun har det godt – og at hun kan begynde at skrive breve til ham igen.

25888545

Janus tager læseren ved armen i sin søgen efter Amina, og man guides rundt på en tur i Københavns undergrundsmiljøer af en psykisk sårbar, ung mand og bevidner hans kamp mod det skarptslebne, normaliserede og uhyggeligt ligeglade samfund.

Man møder undervejs de psykisk syge, narkomanerne, hashklubgæsterne, hælerne og drankerne, der lever side om side med et parallelsamfund, normalsamfundet. Alt sammen skildret med empati og solidaritet.

Man møder eksempelvis en hæler, der primært er i branchen for at få besøg af folk, som han kan hygge, drikke en bajer og ryge noget tjald med. Alle sammen præsenteres de fordomsfrit som mennesker, hvis motiver her i livet er som alle andres: anerkendelse, venskab og overlevelse. Hvad der adskiller dem fra ‘normen’, er deres livssituationer, og hvilke overlevelsesstrategier de tager i brug.

Romanen udforsker de roller, som de gale og de normale i form af patienter og læger, gensidigt tillægger hinanden, og det bliver tydeligt, hvordan en stor del af grænsedragningen mellem gal og normal kan betragtes som et rollespil, et ‘dem mod os’.

Janus’ menneskelige egenskaber er, hvad der holder læseren til ilden under drukture, vold og stoffer på en svær roadmovie igennem Københavns hårdeste og mest socialt udsatte miljøer.

Submarino

“Vi sad over for hinanden i kupeen, og den fremmede dame der var min mor, blev ved med at smile til mig.”
“Submarino”, s. 221.

Ved første øjekast følger “Submarino” fra 2006 lige i hælene på “Aminas breve”. Dog er denne nummer to i forfatterskabet på mange planer langt mere dyster end debuten. Det, som gør “Submarino” både tungere og sværere at læse end “Aminas breve”, er blandt andet længden – det tager tid at skildre ting, der er så ubegribelige, så de fremstår virkelige og sanselige.

Vi følger to brødre, som begge er i tyverne. Bogen falder i to dele, som umiddelbart kun bindes tematisk sammen af, at de to hovedpersoner og jeg-fortællere er brødre. Men vi får gradvist og med tiltagende styrke afdækket, lige præcis hvor omsorgssvigtede de to brødre har været i deres barndom – en fælles skæbne, der binder dem sammen.

Første del handler om Nick. Han har en forlist kærlighed bag sig i form af den smukke Ana, en jugoslavisk flygtning, som skulle have været hans billet ud af hans triste skæbne. Men en dag besluttede Ana, at det var slut imellem hende og Nick. Siden da har han været i fængsel for at afsone en voldsdom, og nu holder han sig lige oven vande med sine guldbajere og sin bodybuilding i det lokale træningscenter i Københavns nordvestkvarter.

26722748

Nick møder ved et tilfælde Anas lillebror, Ivan, som han husker fra dengang, Ana og Ivan lige var kommet fra Jugoslavien. Ivan hutler sig igennem livet på Københavns gader og er uden for menneskelig rækkevidde. Nick tager ham under sine vinger, og de to udvikler et venskab, alt imens de bevæger sig rundt i et yderst genkendeligt København, hvor et stykke graffiti vedvarende kommanderer Nick til at elske: “Elsk” i bydeform. Anas lillebror bliver for en tid Nicks første menneskelige relation siden storesøsteren Ana, men i “Submarino” varer de gode ting ikke ved.

Den anden del af bogen omhandler Nicks bror, hvis navn ikke optræder i romanen. Den navnløse bror til Nick er far til en lille dreng, Martin, som han vil gøre hvad som helst for at give en normal og kærlig barndom i Tingbjerg – den yderste satellit-bydel til København. Men på trods af, at det lykkes en god del af tiden, er det på sigt et umuligt projekt, han er ude i, eftersom han er afhængig af heroin – og junkiers førsteprioritet er altid det næste fix.

Selv om fortællingen handler om nutiden og hverdagen, der med stor styrke og uophørligt skyller henover de to brødre, løftes sløret langsomt for en barndom sammen med broren Nick og deres mor, som ganske enkelt ikke er til at bære.

En nøgtern, konstaterende fortællestil hænger over hele værket, og måske er det godt, at der ikke gives lange forklaringer og holdningstilkendegivelser – det er i hvert fald realistisk.

Et eventyr

“Folk er langt mærkeligere end de vil indrømme.” Han tager en bid af en asie. “Hvorfor skulle deres huse ikke også være det?””
“Et eventyr”, s. 107.

“Et eventyr” fra 2011 præsenterer læseren for en far og søn, der er alene sammen og som er på evig gennemrejse. Drengen, der ikke mere end seks år, da eventyret begynder, har ingen andre end sin far, og omvendt. De to bryder ofte op og rejser videre, hver gang farens mareridt begynder det nye sted. Mareridt, der som nissen i ordsproget, 'flytter med'. 

Far og søn har et nært, kærligt forhold, og faren giver sin søn hjemmeundervisning, der er langt over niveauet for en gennemsnitlig skolegang. I en stor del af romanen forbliver det en gåde, hvorfor denne original, der tilsyneladende er meget intelligent, belæst og filosofisk, lever så rodløst og anarkistisk og tager forefaldende jobs som f.eks. bouncer i en stripklub.

28908377

Senere finder læseren ud af, hvad far og søns historie er, og hvorfor faren er blevet den person, han er. Det viser sig, at faren var i gang med at skrive sin doktorafhandling i teologi, da han en dag knækkede under presset, tog sin søn og gik ud ad døren. Men hvad der 'blot' kunne være en historie om en akademiker, der knækkede under præstationspresset, er der også en anden og langt mere dyster årsag til farens radikale opbrud.

Romanen er delt op i to dele – den ene foregår i drengens barndom og skildres af ham selv i et både poetisk, konkret og observerende sprog. Den anden del af romanen har sprunget en del år over af drengens opvækst, efter farens gerning, som ikke skal afsløres her, men som fuldstændig ændrer far og søns livsbane.

Drengen skal nu vælge mellem at være tro mod sin egen opvækst og tage de ting om livet, som faren har lært ham, for pålydende, eller vende tilbage til sin mor, stedfar og lillesøsters normale liv i forstadskvarterne med en uddannelse og en sød pige ventende på sig.

Et eventyr, hedder Bengtssons roman. Hvis dette er et eventyr, så er det et mærkeligt eventyr. Et på en gang sørgeligt, tragisk og meget impressionistisk eventyr, der trods alle odds ender i en spinkel optimisme.

 

Sus

”Beboerne er ude af deres lejligheder, alkoholikerne råber skældsord mod politiet, alle andre ser bare stille og trodsigt til, men kunne ikke drømme om at hjælpe ordensmagten fordi det her er deres blok, og jo, de ville måske gerne slippe for jointskodder i opgangen, slippe for unge truende mænd i dynejakker og volden der følger med, men det her er blokken, og politiet har ikke noget at gøre i blokken. Politiet er et fremmedlegeme, en splint.”

”Sus”, s. 250.

Den nittenårige Sus bor alene i en lille lejlighed i Københavns Nordvestkvarter, nærmere bestemt i blokken, som boligområdet kaldes. Sus og blokken er de centrale karakterer i Jonas T. Bengtssons roman ”Sus” fra 2017, der i 37 korte kapitler fortæller om Sus, der ligner et barn på 12 og ryger for meget hash. Hendes bror ligger på intensiv med en granatsplint i hjernen fra sin udsendelse til Afghanistan, og deres far er i fængsel for at have slået deres mor ihjel. Gennem sin opvækst har Sus boet på forskellige institutioner, da hendes rusafhængige mor og alkoholiserede far ikke har kunnet tage sig af hende. Hendes far har en prøveløsladelse foran sig, og Sus forbereder sig lige så stille på at slå ham ihjel, når han kommer ud.

For at hærde sig til at dræbe sin far, udsætter Sus hver dag sig selv for forskellige tests: en dag provokerer hun en gruppe seje drenge for at frembringe et slagsmål, en anden dag snyder hun sig ind hos en lidt stakkels mand for at bedøve og bagbinde ham. Handlingsgangen i romanen er simpel og centreret om disse test.

53114431

Sus lever på en sten, men tjener lidt småpenge ved at sælge hash til de store elever på de lokale skoler. På biblioteket møder hun en dag den unge fyr Thomas, der smiler til hende på en anden måde, end hun har oplevet før. Han spiller bas, hører reggae og har en blid imødekommenhed overfor den ellers afvisende, kølige Sus.

Politiet er hun i kontakt med og på fornavn med, og livet i blokken præsenteres som et hårdt sted, hvor beboerne står sammen mod politiet, når de går for vidt i deres razziaer. De har hinandens ryg i blokken, der er Sus’ eneste netværk. Udover korte møder med pusheren Adrian og bassisten Thomas taler Sus mest med den lille kattekilling, hun undervejs erhverver sig. Hensigten er at øve sig på at slå ihjel, men hun må modvilligt overgive sig til det lille, bløde og tillidsfulde dyr.

I mundrette, præcise dialoger og et ligefremt sprog tegner romanen et portræt af en svigtet pige og et miljø, hvor man nok er sig selv nærmest, men alligevel har blik for andre i samme suppedas. Præcise detaljer om hashsalg, politirutiner og barsk jargon fortsætter Bengtssons skildring af en rå og lidt afstumpet del af samfundet.

Genrer og tematikker

Jonas T. Bengtssons værker er blevet kaldt socialrealistiske, men forfatteren afviser selv at skrive socialrealistisk litteratur: »Og jeg ville desuden aldrig selv betegne mit forfatterskab som socialrealistisk. Hvad pokker er det overhovedet? Det er det, middelklassen kalder litteratur, der beskriver underklassen.« (Anna Raaby Ravn: »Hvis jeg ville ændre samfundet, så var jeg ikke blevet forfatter«. Information, 2017-05-20).

Hans litteratur er realistisk og velresearchet, og han skriver nøgternt, observerende og yderst detaljeret. Han fortæller historier om de mennesker, der har for travlt med at overleve til at de kan komme til orde i offentligheden og udviser empati og solidaritet med de mennesker, der af den ene eller den anden grund er endt på samfundets bund.

En gennemgående tematik i forfatterskabet er at være den anderledes, at være den, som det normale kigger på og tænker: 'Det er en socialt udsat'. Bengtsson skriver sig ind i sine personers liv og skaber dermed en forståelse hos sine læsere af, at der hos alle ligger en grundlæggende menneskelighed, livsvalg og -fravalg, der kan være fatale.

Bengtsson forklarer selv, hvad det er, han gerne vil med sine ubarmhjertige historier om de svageste mennesker i vores samfund: “Mange normale mennesker – altså alle os med et forholdsvis lille generalieblad – har en idé om, at så snart man røver en bank eller sælger stoffer, så er man et helt andet sted i verden. Så er der ingen sammenligning mellem, hvordan man selv har det, og hvordan bankrøveren eller dealeren har det. Det samme gælder i det øjeblik, man er psykisk syg eller på anden måde afvigende fra normalen, så må ens hoved også være skruet helt anderledes sammen. Man må jo føle følelserne anderledes end andre mennesker, tænker folk. Og sådan er det jo ikke – ud over i de psykotiske øjeblikke selvfølgelig.” (Marie Ejlersen: Interview med Jonas T. Bengtsson – Nuancer mellem gal og normal. PsykiatriFonden 2008/4).

Bengtssons litteratur minder læseren om, at de mennesker, der kan kategoriseres som afvigere, lige præcis er mennesker, der har krav på medmenneskelighed på linje med alle andre.  

Beslægtede forfatterskaber

Jonas T. Bengtsson er som forfatter blevet sammenlignet med blandt andre Jakob Ejersbo, som har skrevet romanen “Nordkraft” fra 2002 – en collage af 1990’ernes undergrunds-Aalborg, med alt hvad der hører til af fester i Jomfru Ane Gade, rockere, pushere, narkomaner og ung kærlighed/sex. Og der er også en del fælles temaer, der går igen i de to forfatterskaber: svigt i barndommen og de livslange konsekvenser af forældres misbrug, afhængighed af stoffer og skildringer af miljøer, som sjældent beskrives indefra. Også sproget rammer samme tone i “Nordkraft” og “Submarino” – et fortroligt sprog, som beskriver de hårdeste facts blottet for følelser eller vurderinger fra fortællerne.

En anden skønlitterær slægtning er Jan Sonnergaards novellesamling “Radiator” fra 1997, der også finder meget af sit sociale brændstof, persongalleri og geografiske udgangspunkt i Nordvest. Naja Marie Aidts morbide og socialrealistiske historier i novellesamlingen “Vandmærket” fra 1993 er beslægtet med Bengtssons bøger via Aidts fine og rå fornemmelse for menneskelige relationer.

Andre danske forfattere, der har beskæftiget sig med litteratur fra underklassen, er bl.a. Dennis Gade Kofod, Kristian Bang Foss og Jonas Eika Rasmussen, der i bøger som ”Nancy”, ”Stormen i 99” og ”Lageret Huset Marie” skildrer livet som rengøringsdame og lagerarbejder og generelt mennesker, der ikke har verden vidåben af muligheder. 

Bibliografi

Romaner

Bengtsson, Jonas T:
Aminas breve. 2005. Roman.
Bengtsson, Jonas T.:
Submarino. 2007. Roman.
Bengtsson, Jonas T.:
Et eventyr. Rosinante, 2011. Roman.
Bengtsson, Jonas T.: Sus. Rosinante, 2017. Roman.

Andre tekster af Jonas T. Bengtsson

Bengtsson, Jonas T.:
Europa – den store frihed? 2006. Essay skrevet til forfatterarrangementet young.euro.connect. Også bragt som kronik i Berlingske Tidende.
Bengtsson, Jonas T.:
Støbt i ét stykke. 2006. Prolog til Psykiatrifonden til “World Mental Health Day”. Også bragt som kronik i Information.
Bengtsson, Jonas T.:
Familietradition 2006. Novelle bragt i Kulturministeriets blad “Kulturkontakten”.
Bengtsson, Jonas T.:
Kampen om Kessler. Interview i Euroman. Nr. 182. 2009, side 44-52.
Bengtsson, Jonas T.:
En af de hårde. Novelle bragt i novellesamlingen Copenhagen Noir, red.: Bo Tao Michaëlis. People’s Press, 2009.

Filmstriben

Om forfatterskabet

Web

På Bengtssons facebookprofil kan man læse om hans udgivelser, interviews mm.
Anmeldelser og interviews. Søg på 'Jonas T. Bengtsson'

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jonas T. Bengtsson

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Gjerka, Rene Egeskov:
Skizofrent klarsyn. 2005. Interview i Sentura. www.sentura.dk 2005-09-28.
Fangel, Gitte:
Jeg skriver, fordi bogen er et fantastisk medium, helt uden kompromiser – interview med forfatterdebutanten Jonas T. Bengtsson. 2006. www.litteratursiden.dk. August 2006.
Bjørnvig, Bo:
Hovedperson uden eksistens. 2007 Weekend Avisen. 07-05-03.
Ejlersen, Marie:
Interview med Jonas T. Bengtsson – Nuancer mellem gal og normal. PsykiatriFonden 2008/4.
Øhrstrøm, Daniel:
Dem de andre ikke vil skrive om. Kristeligt Dagblad, 2010-02-20.