Stine Askov

Stine Askov er født i 1976 og voksede op i den nordsjællandske by Helsingør.

I Stine Askovs barndomshjem blev det forventet, at børnene hjalp til i familien. De blev blandt andet sat til at hente fiskegarn ind tidligt om morgenen, fodre høns og hugge brænde: ”Hvis vi ikke huggede brænde, var der ikke varme til vinter. Der var meget virkelige konsekvenser, og så gjorde man det. Det var jo livsnødvendigt,” siger Stine Askov og tilføjer, at hun og hendes søskende lærte at være selvhjulpne, samtidig med at de fik en følelse af at have en funktion i familien. Forældrenes konsekvensbaserede opdragelse gav børnene en stor livsduelighed, forklarer Askov, som er glad for, at hendes forældre på denne måde gav deres børn oplevelsen af at kunne overkomme også svære ting. (Birgitte Kjær: Bekymret forfatter: ”Jeg kender børn på 14, som ikke kan cykle eller tage metroen selv”. Politiken, 2020-05-13).

Som andre børn i 1980’erne var barnet Stine Askov også præget af den kolde krig og truslen om en atomkraftulykke eller atomkrig. Hun gik til demonstrationer mod det svenske atomkraftværk Barsebäck og skrev endda et brev til den daværende amerikanske præsident: ”Jeg skrev på mit bedste skoleengelsk til Reagan »please don’t press the button«. Og så fik jeg faktisk svar tilbage. Det var nok ikke fra Reagan selv, men fra Det Hvide Hus med et ’Tak for din interesse’.” (Birgitte Kjær: Bekymret forfatter: ”Jeg kender børn på 14, som ikke kan cykle eller tage metroen selv”. Politiken, 2020-05-13). Da hun mange år senere genfandt brevet, blev det en vigtig inspirationskilde til romanen ”Katalog over katastrofer” (2020). Stine Askov skrev dog ikke kun brev til Ronald Reagan i sin barndom. Allerede som 15-årig bidrog hun ligeledes til en novelleantologi.

Stine Askov blev student fra Helsingør Gymnasium og uddannede sig herefter til pædagog. Hun arbejdede i mere end 20 år som børnehavepædagog, før hun helligede sig livet som forfatter på fuld tid. Stine Askov debuterede som skønlitterær forfatter i 2012 med romanen ”Bid”. Hun har siden skrevet yderligere fem romaner. Stine Askov har to døtre og bor med sin familie i København.

Romanen ”Varme hænder” (2024) handler om pædagogen Camilla og de dilemmaer, der er forbundet med at være en omsorgsperson i sit professionelle virke.

Efter mange år i børnehaven Radisen mister Camilla glæden ved sit job efter en episode, hvor et øjebliks uopmærksomhed med barnet Lola ændrer hendes syn på sig selv. Hun siger op og ender hjemme på sofaen i selskab med et realityprogram, hvor mennesker med samlermani sander til i deres boliger. Hendes familie er derfor lettede, da Camilla får øje på et arbejde som handicaphjælper for forfatteren Mathilde, som især har brug for hjælp til at komme til og fra kulturarrangementer. Det er ”verdens nemmeste job”, som der står i jobannoncen. Det viser sig dog hurtigt ikke at være tilfældet.

138038092

Romanen er skrevet som en fremadskridende jeg-fortælling med indre synsvinkel, som af og til brydes af kommentarer om det videre forløb: ”Senere tænkte jeg, at det havde været et tegn.” (s. 10). I romanen går der ikke længe, før forholdet mellem Camilla, der altid ”har kunnet se mennesker med hjertet”, som hendes mor formulerer det (s. 204), og den krævende og manipulerende Mathilde bliver kompliceret og næsten gyseragtigt foruroligende. Camilla gør alt, hvad hun kan, for at leve op til Mathildes krav, men det er aldrig rigtig godt nok, og efterhånden stoler hun ikke på sin egen dømmekraft og virkelighedsopfattelse. Det er som at glide ind i ”den mørke, fortryllede skov” (s. 205) og alt fra visne planter, uforståelige fodtrin og møllarver i køkkenskuffen føles som urovækkende tegn på, at noget er helt galt.

Romanen tematiserer også de indbyggede problemstillinger, der kan ligge i at være en af dem, der betegnes ”varme hænder”. For måske udspringer den skævvredne virkelighed ikke kun fra Mathilde. Som et menneske, der arbejder med omsorg, bliver man let den altid anerkendende og nærværende, som skal bevare overblikket og skubbe sine egen behov til side. Derfra er der ikke langt til at få overskredet sine grænser.

I romanen fremhæves også den magtposition, der kan ligge i at være den, der altid stiller op: ”Jeg skulle være uundværlig. Der var en magt i at overkomme ting, inden andre overkom. At være der.” (s. 216).