Stine Askov

Stine Askov er født i 1976 og voksede op i den nordsjællandske by Helsingør.

I Stine Askovs barndomshjem blev det forventet, at børnene hjalp til i familien. De blev blandt andet sat til at hente fiskegarn ind tidligt om morgenen, fodre høns og hugge brænde: ”Hvis vi ikke huggede brænde, var der ikke varme til vinter. Der var meget virkelige konsekvenser, og så gjorde man det. Det var jo livsnødvendigt,” siger Stine Askov og tilføjer, at hun og hendes søskende lærte at være selvhjulpne, samtidig med at de fik en følelse af at have en funktion i familien. Forældrenes konsekvensbaserede opdragelse gav børnene en stor livsduelighed, forklarer Askov, som er glad for, at hendes forældre på denne måde gav deres børn oplevelsen af at kunne overkomme også svære ting. (Birgitte Kjær: Bekymret forfatter: ”Jeg kender børn på 14, som ikke kan cykle eller tage metroen selv”. Politiken, 2020-05-13).

Som andre børn i 1980’erne var barnet Stine Askov også præget af den kolde krig og truslen om en atomkraftulykke eller atomkrig. Hun gik til demonstrationer mod det svenske atomkraftværk Barsebäck og skrev endda et brev til den daværende amerikanske præsident: ”Jeg skrev på mit bedste skoleengelsk til Reagan »please don’t press the button«. Og så fik jeg faktisk svar tilbage. Det var nok ikke fra Reagan selv, men fra Det Hvide Hus med et ’Tak for din interesse’.” (Birgitte Kjær: Bekymret forfatter: ”Jeg kender børn på 14, som ikke kan cykle eller tage metroen selv”. Politiken, 2020-05-13). Da hun mange år senere genfandt brevet, blev det en vigtig inspirationskilde til romanen ”Katalog over katastrofer” (2020). Stine Askov skrev dog ikke kun brev til Ronald Reagan i sin barndom. Allerede som 15-årig bidrog hun ligeledes til en novelleantologi.

Stine Askov blev student fra Helsingør Gymnasium og uddannede sig herefter til pædagog. Hun arbejdede i mere end 20 år som børnehavepædagog, før hun helligede sig livet som forfatter på fuld tid. Stine Askov debuterede som skønlitterær forfatter i 2012 med romanen ”Bid”. Hun har siden skrevet yderligere fem romaner. Stine Askov har to døtre og bor med sin familie i København.

Romanen ”Varme hænder” (2024) handler om pædagogen Camilla og de dilemmaer, der er forbundet med at være en omsorgsperson i sit professionelle virke.

Efter mange år i børnehaven Radisen mister Camilla glæden ved sit job efter en episode, hvor et øjebliks uopmærksomhed med barnet Lola ændrer hendes syn på sig selv. Hun siger op og ender hjemme på sofaen i selskab med et realityprogram, hvor mennesker med samlermani sander til i deres boliger. Hendes familie er derfor lettede, da Camilla får øje på et arbejde som handicaphjælper for forfatteren Mathilde, som især har brug for hjælp til at komme til og fra kulturarrangementer. Det er ”verdens nemmeste job”, som der står i jobannoncen. Det viser sig dog hurtigt ikke at være tilfældet.

138038092

Romanen er skrevet som en fremadskridende jeg-fortælling med indre synsvinkel, som af og til brydes af kommentarer om det videre forløb: ”Senere tænkte jeg, at det havde været et tegn.” (s. 10). I romanen går der ikke længe, før forholdet mellem Camilla, der altid ”har kunnet se mennesker med hjertet”, som hendes mor formulerer det (s. 204), og den krævende og manipulerende Mathilde bliver kompliceret og næsten gyseragtigt foruroligende. Camilla gør alt, hvad hun kan, for at leve op til Mathildes krav, men det er aldrig rigtig godt nok, og efterhånden stoler hun ikke på sin egen dømmekraft og virkelighedsopfattelse. Det er som at glide ind i ”den mørke, fortryllede skov” (s. 205) og alt fra visne planter, uforståelige fodtrin og møllarver i køkkenskuffen føles som urovækkende tegn på, at noget er helt galt.

Romanen tematiserer også de indbyggede problemstillinger, der kan ligge i at være en af dem, der betegnes ”varme hænder”. For måske udspringer den skævvredne virkelighed ikke kun fra Mathilde. Som et menneske, der arbejder med omsorg, bliver man let den altid anerkendende og nærværende, som skal bevare overblikket og skubbe sine egen behov til side. Derfra er der ikke langt til at få overskredet sine grænser.

I romanen fremhæves også den magtposition, der kan ligge i at være den, der altid stiller op: ”Jeg skulle være uundværlig. Der var en magt i at overkomme ting, inden andre overkom. At være der.” (s. 216).

Stine Askov debuterede i 2012 med romanen ”Bid”, som ved udgivelsen blandt andet blev kaldt nutidssatire, tragikomisk chicklit og en folkekomedie.

Romanens hovedperson er den 29-årige Signe, som kæmper med at blive rigtig voksen. Hun dater den lettere kiksede bibliotekar Uffe, men drømmer om sin lækre nabo Mads. Efter en tid som arbejdsløs får Signe job som ekspedient i Matas på Fisketorvet, hvilket dog interesserer hende ”lige så lidt som fiskekvoter” (s. 133). Hendes læge siger, hun har en depression, og ved sociale sammenkomster kommer hun hele tiden til at sige noget upassende eller drikke sig alt for fuld.

29388733

Det er også en ren cirkusforestilling, når jeg-fortælleren er sammen med sin anstrengende familie, der består af en søster, som lever og ånder for diverse tv-serier og i øvrigt ikke kan lide børn, selv om hun er ansat i en vuggestue, en alkoholiseret, højtråbende far og en mor, som forsøger at hjælpe med doggybags med middagsrester og gode råd: ”Det var ment som en trøst, men alle samtaler med min mor var som at blive bidt af et lille dyr.” (s. 13).

Fortællingen er fuld af morsomme skildringer af det brogede persongalleri og figurernes forhold til hinanden. Komediens virkemiddel er ofte overdrivelsen, hvilket også er kendetegnende for denne historie og dens karikerede personer. Romanen er fortalt i en talesprogsform, med mange brudstykker af dialoger og med gengivelse af hovedpersonens tanker, der ofte også er kendetegnet ved en ironisk distance til det hele: ”Man behøvede ikke være clairvoyant for at se, hvad Uffe tænkte. Det var billedet af mig gravid i et parcelhus i Greve, der langsomt gik op i røg.” (s. 153). 

Jeg-fortællingens hovedperson har et veludviklet blik for det groteske og stor selvironi, men historien har også en alvorlig understrøm: Bag alt det humoristiske er det også en fortælling om en følsom ung kvinde, som forsøger at finde sit eget ståsted i tilværelsen ved overgangen til voksenlivet.

”Bid” blev shortlistet til BogForums Debutantpris i 2012.

Stine Askovs roman fra 2017 har titlen ”Bjørneklo” og starter med en fødsel. Drengen Ulf bliver født på køkkengulvet, og moderen Marianne må skære navlestrengen over med en urtekniv. Marianne har en klar fornemmelse af, at der er noget galt med drengebarnet, som heller ikke græder de første mange dage. Spørgsmålet er dog, om der er noget galt med barnet eller snarere med moderen: ”Den grimme bylt på dynen, den forkrøblede skildpadde kan ikke være det barn, hun skal have” (s. 13).

52943337

Mens Ulf vokser op, udvikler han sig til et specielt, gammelklogt og ensomt barn. For moderen føles han mest af alt som en skifting, der vil sige et forbyttet troldebarn. Ulf er dygtig i skolen, men har det ikke let blandt de andre børn, og det bliver kun værre, da han efter nærkontakt med den giftige bjørneklo får lyse ar i ansigtet af plantesaften og får øgenavnet fiskedrengen. Romanen følger outsiderbarnet Ulf, fra han bliver født og op i teenageårene, hvor faderen en helt almindelig søndag falder ned fra en stige, får konstateret kræft og efterfølgende dør af sin sygdom.

Historien fortælles i starten fra moderens perspektiv, før det skifter til en indre synsvinkel hos Ulf, hvis stærke indre sjæleliv efterhånden indeholder mange tanker om dobbeltgængere samt spirende forfatterdrømme. Bogen er et tidsbillede fra en opvækst i 1980’erne i et forstadsmiljø i Nordsjælland. Den realistiske udviklingsroman indeholder dog også uhyggelige, gyseragtige elementer, som da Ulf beslutter sig for at skride til handling over for naboens hund, hvis gøen er ved at blive uudholdelig for hans dødssyge far: ”Det er noget andet end at knase en bænkebider. Hunden springer op og ned og snapper efter ham (...) Ulf klemmer til, klemmer og klemmer, til han mærker et knas. Så bliver hunden slap og stille i hans hænder.” (s. 113-114).    

Romanen er et portræt af en særlig og anderledes dreng og hans forsøg på at finde sin vej i tilværelsen. En tematik i romanen er, hvordan det kan gå skævt i livet, hvis ens forældre ikke evner at se og elske en som det barn, man er. En andet er sorgen efter tabet af en forælder.  

Ligesom ”Bjørneklo” foregår Stine Askovs ”Katalog over katastrofer” fra 2020 i området omkring Helsingør i 1980’erne. Romanen handler om teenagepigen Helle og hendes familie. Forældrene er skilt, og Helle bor det meste af tiden hos sin far, Bengt, hvor den står på militærtræning, selvforsyning og økobevidsthed. Faren er bange for katastrofer af enhver art og forsøger at ruste sin datter til at kunne modstå selv de største farer. I køkkenet hænger et helt katalog over mulige katastrofale begivenheder: ”Siderne i plastikchartekkerne har overskrifter som: ved brand, ved drukning, ved krig/atomkrig.” (s. 7).

48102425

I Bengts optik skal man være velforberedt, men også uafhængig af andre mennesker for at kunne overleve. Helle har et ambivalent forhold til sin mor, som lever et ganske andet liv som stewardesse med lange negle, weekendture med kæresten Mogens og kun lidt tid tilovers til sin datter. Samtidig skyller puberteten ind over pigen, med alt hvad det medfører af forvirring og forandring kropsligt og følelsesmæssigt.

Bogen gengiver den truende fornemmelse af at være tæt på en mulig katastrofe, som var del af den kolde krig i 1980’erne. Efterhånden udvikler historien sig også til at handle om, at man kan være så meget på vagt, at der rent faktisk indtræffer en katastrofe: Nemlig den konkrete katastrofe, som udspiller sig, da Bengt og Helle isolerer sig fra omverdenen og lever i en parallelverden. Askov understreger selv, at hun også ønskede at skabe en stærk heltinde: ”Som pædagog oplever jeg, at børn har svært ved at udholde ubehag og smerte. Men for at opøve de færdigheder, der skal gøre os livsduelige og udvikle vores selvværd og troen på os selv, kræver det en vis udholdenhed over for ubehag.” (Pressemateriale fra Gyldendal i forbindelse med bogens udgivelse).

Et vigtigt tematisk omdrejningspunkt er skildringen af den måde, Helle bliver påvirket af sine forældres valg, og hvordan hun forsøger at balancere loyalitet med løsrivelse. Det bliver en fortælling om børns ubetingede kærlighed til deres forældre, herunder en beskrivelse af hvor langt et barn er villig til at gå for at få sine forældres anerkendelse. Samtidig er romanen et billede på, hvordan barndommen sætter sine spor i os.

Stine Askovs roman ”Nøjsomheden” (2022) har sin titel efter det boligkvarter, hvor det meste af handlingen foregår. Området er på den såkaldte ghettoliste og beboet af mennesker, der kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen. Bebyggelsen er dog også et sted, hvor man holder sammen og kender alt til hinandens udfordringer: ”I Nøjsomheden er det intet privatliv. Alle følger med i alles liv. Ingen ville kunne få lov til at falde døde om, uden nogen hørte det eller så det” (s. 107).

Hovedpersonen Mona er vokset op hos en psykisk syg mor, som i maniske perioder begraver sig i kulørte ugeblade, men hun har heldigvis også den handlekraftige og hjertevarme moster Tut i en nabolejlighed.

62186925

Mona er en pige, som drømmer sig væk i litteraturen, og Tut har skaffet hende et job i den lokale boghandel, hvor hun sælger bøger og udarbejder sine egne små boganmeldelser. Nu er Tut imidlertid på hospice, og den narkosælgende fætter Frederik er ikke til megen hjælp. Samtidig møder Mona den ranglede litteraturvidenskabsstuderende Nikolaj, som bor i en af de store villaer ned til Øresund.

Romanen er en socialrealistisk skildring af mennesker i et udsat boligområde, men i vanlig Askov-stil med humoren som et vigtigt element og med en særlig sans for at skildre de små nuancer i samspillet mellem mennesker. Fortællingen er ligeledes en kærlighedshistorie og en beretning om klasseforskelle. Som i andre Askov-romaner handler det også om at blive voksen gennem bevidstheden om, hvor man kommer fra, men også om modet til at vælge en anden vej end sin families. Gennem en tredjepersonsfortælling med indre synsvinkel kommer vi tæt på Mona og hendes problemer med at bryde de tillærte mønstre: ”Vreden mod Frederik kommer altid bagefter, aldrig imens, da kan hun kun gøre det, han siger, som en dresseret hund, som et forprogrammeret korn, der lægges i muldjord og pinedød må kæmpe sig op og bryde gennem overfladen.” (s. 216). Litteraturen betyder meget for Mona, og det understreges på finurlig vis i romanen med en navngivning af bogens kapitaler, der henviser til litterære værker. Kapitler, som fx hedder Brødrene Løvehjerte, Hærværk og Bølgerne.

Stine Askovs romaner tager alle udgangspunkt i en realistisk skildring af en genkendelig nutidsvirkelighed. Forfatterskabets historier indeholder blandt andet beskrivelser af 1980’erne og 90’erne i et forstadsmiljø i Nordsjælland, men også en genkendelig samtidsvirkelighed i hovedstaden og en socialrealistisk skildring af livet i et socialt boligbyggeri fra den såkaldte ghettoliste.

De realistiske miljø- og tidsbeskrivelser sættes dog i alle Askovs romaner sammen med elementer fra andre genrer. Det drejer sig om morsomme skildringer af det absurde og groteske i hverdagssituationer og menneskelige relationer i debutromanen ”Bid”. Romanen er en humoristisk chicklit-roman, som dog også inddrager alvorlige temaer som depression og det svære voksenliv. Udviklingsromanen ”Bjørneklo” om det specielle barn Ulf bliver ikke kun en fortælling om vejen fra outsider og mobbeoffer til forfatter. Romanen indeholder også uhyggelige gyserelementer som dobbeltgængere, Ulfs stalking af hans lærerinde og hans kvælning af naboens hund.

I Askovs roman, ”Katalog over katastrofer” 2020, er hovedpersonen den seje og stærke pige Helle, der under sin fars kærlige men strikse blik udvikler sig til en ung kvinde, der kan overkomme det meste og klare sig i ekstreme situationer. Bogen udvikler sig dog efterhånden til en slags spændingsroman, hvor far og datter i stigende grad forsvinder ind i en parallelverden. I den socialrealistiske men også morsomme roman ”Nøjsomheden” skildrer Askov et barn, der har påtaget sig et alt for stort ansvar for sin psykisk syge mor, og som drømmer sig væk for sin svære hverdag i bøgernes verden. Romanen er en fortælling om, i hvor høj grad vi bliver præget af vores barndom – men den er også en kærlighedshistorie og en beretning om at have modet til at bryde med tillærte mønstre. I romanen ”Varme hænder” bliver historien om en handicappet forfatter og hendes hjælper også en fortælling om de dystre sider af menneskelivet og om de dilemmaer, man kan stå overfor, når man er en af dem, politikere ofte betegner som velfærdssamfundets ”varme hænder”.

Stine Askovs bøger indeholder især fine skildringer af barnets verden – ofte fortalt med en indre synsvinkel, som lader læseren komme tæt på hovedpersonerne. I forfatterskabet ses også mange beskrivelser af pubertetens indvirkning på den unge teenager. En vigtig tematik i forfatterskabet er skildringen af, hvordan vi præges af vores opvækst. I Stine Askovs bøger finder man på forskellig vis en undersøgelse af, hvordan forældres værdier påvirker deres børn, og hvordan børn vokser op og forvalter deres liv på baggrund af de vilkår, de er blevet givet.

Med sine satiriske karaktertegninger og et ironisk blik for samspillet mellem mennesker minder Stine Askov i sin debutroman ”Bid” om andre forfattere, hvis værker også indeholder sarkasme og fremstilling af det absurde i dagligdagssituationer og familierelationer. Et eksempel er den danske forfatter Stine Pilgaard, som blandt andet er kendt for bøgerne ”Min mor siger” (2012) og ”Meter i sekundet” (2020). Et andet er forfatteren Kirsten Hammann, der i bøger som ”Fra smørhullet” (2004) og ”Se på mig” (2011) også kombinerer det humoristiske og satiriske med alvorlige tematikker.

Der er en snert af noget overnaturligt ved romanen ”Bjørneklo”, som sammen med de til tider groteske scenarier kan minde om norske Lars Saabye Christensens fortællinger om utilpassede særlinge. Saabye Christensens skildring af outsideren er blandt andet del af romanerne ”Herman” fra 1988 og ”Drengen der ville være med på holdet” fra 1992. En dansk forfatter, som i endnu højere grad end Askov kombinerer realistiske hverdagshistorier med det eventyrlige er Charlotte Weitze, som også beskæftiger sig med et troldebarn ombyttet til menneskebarn i sin debutbog ”Skifting” (1996). "Bjørneklo” er dog ligeledes en roman om en pubertetsdreng, som mister en forælder. En anden bog, som skildrer samme tematik, er Morten Kirkskovs ”Kapgang” fra 2011.

Katrine Marie Guldager et eksempel på en forfatter, der – ligesom Askov gør det i ”Katalog over katastrofer” – inddrager moderne danmarkshistorie i sine romaner. I Guldagers romanserie ”Køge-krøniken” (2010-2016) følges de samme personer over en periode på mere end 50 år, og serien bliver hermed også et portræt af Danmark i det 20. århundrede.

Endelig kan romanen ”Nøjsomheden” siges at indskrive sig i den række af romaner, som skildrer en opvækst blandt de mest udsatte i det danske samfund, som fx ”Planen” af Morten Pape.