Lars Saabye Christensen

Artikel type
voksne
cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum i 2013 og 2016.
Main image
Christensen, Lars Saabye
Foto: POLFOTO

Den norske forfatter Lars Saabye Christensen skriver om samfundets outsidere og om pubertetens disharmoniske tid. Han skildrer begivenheder, der balancerer mellem det hverdagsagtige og det usandsynlige og afsøger forholdet mellem liv og løgn med en sproglig skarphed, der langsomt kryber ind i læserens hoved, så man helt glemmer at tænke, som man plejer. Senest har han i ”Magnet” udfoldet historien om en ganske særlig fotograf ved navn Jokum Jokumsen.

 

 

 

52507324

Blå bog

Født: 21. september 1953 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Studier i norsk, idehistorie, kunsthistorie og litteraturvidenskab ved universitetet i Oslo.

Debut: Historien om Gly. 1976. Digte.

Litteraturpriser:Tarjei Vesaas debutantpris, 1976. Cappelenprisen, 1984. Rivertonprisen, 1987. Kritikerprisen, 1988. Bokhandlerprisen, 1990 og 2001. Riksmålsprisen,1997. Brageprisen, 2001. Den norske leserprisen, 2001. Nordisk Råds Litteraturpris, 2002. Udnævnt til Kommandør af Den Kongelige Norske St. Olavs Orden, 2006. Brageprisen, 2015.

Seneste udgivelse: Magnet. C&K Forlag, 2016. Oversat af Ellen Boen.

Inspiration: Knut Hamsun, Graham Greene og Sigbjørn Obstfelder.

 

lars

Baggrund

“Sådan stod vi, tæt sammen, en familie, en fredag i oktober. Det var her far hviskede til mig, og kun jeg hørte det: – Spred rygter og så tvivl, Barnum. – Hvorfor det? spurgte jeg. – Fordi der alligevel ikke er nogen der tror på dig, sagde far. Han lo. – Og for resten er sandheden kedelig, Barnum.”

“Halvbroderen”, s. 282.

Lars Saabye Christensen voksede op i Oslo som søn af en dansk far, der arbejdede som arkitekt, og en hjemmegående norsk mor. Som 13-årig skrev han sit første digt, og så var grundstenen til forfatterskabet lagt. Saabye Christensen forklarer i et interview med en norsk avis, at valget om at blive forfatter blev truffet tidligt: “Jeg tror på både tilfældigheder og sammenhænge. Miljøet rundt om dig kan afgøre, om det bliver poesi eller slalom. Samtidig drages du mod noget. Jeg er vokset op med mange bøger. De var en naturlig del af væggen. Jeg vidste tidligt, at jeg ikke kunne blive rockstjerne, jeg som spillede klassisk klaver og havde lyst hår.” (Hege Duckert: Pubertetens ryddegutt. Dagbladet, 1999-01-30).

I studentertiden var Saabye Christensen en del af Oslos litterære undergrund omkring tidsskriftet ”Digt og datt”. Inden den egentlige debut med digtsamlingen ”Historien om Gly” i 1976 havde han for egne midler trykt to digtsamlinger, som han solgte på Oslos hovedstrøg Karl Johan til to en halv krone stykket.

Siden debuten har Saabye Christensen vist sig at være en voldsomt produktiv forfatter. Med få undtagelser er der kommet en ny udgivelse hvert år, og han spænder vidt over de litterære genrer med både digte, noveller og romaner. Ud over bøgerne har Saabye Christensen arbejdet med filmmanuskripter, og sammen med bluesbandet Norsk Utflukt har han udgivet flere cd’er. Han har også engageret sig i at hjælpe nye talenter i den norske litteratur og redigerede i en årrække den årlige antologi ”Signaler”, der er en platform for nye stemmer i det litterære miljø, og bl.a. trykte Per Pettersons første tekst.

Det er primært Saabye Christensens prosa, der har etableret ham som en af Skandinaviens største fortællere. Hovedværket ”Halvbroren” fra 2001 (”Halvbroderen”, 2002) blev hans internationale gennembrud og indbragte ham den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris samtidig med, at den markerede hans 25 års jubilæum som forfatter.

Den bedste biografi om Saabye Christensen skal man selv læse sig til i hans bøger. Stort set alt fra hans pen har sit udspring i selvoplevede erfaringer: Fra 1960’ernes langhårede Oslo med svedige drengeværelser og fra livet som skabende kunstner, koste hvad det vil.

 

Beatles, Bly og Bisættelsen

”Vi startede med Love me do og klæbede ørerne til højttaleren. – Hvordan går det med trommespillet? spurgte vi Ola i pausen. – Jeg tr-tr-træner med blyanter. D-d-det er værst med v-venstre hånd. – Jeg vil ønske mig en elektrisk guitar til jul, sagde Gunnar. – Med vibrator. Vi vendte pladen. PS. I love you.”
“Beatles”, s. 95-96.

Pubertetens store og små spørgsmål er et tema, Lars Saabye Christensen berører i mange af sine romaner og noveller. Puberteten beskrives som en brydningstid, hvor identiteter dannes og rives ned; et frirum og en forbandelse på samme tid.

Temaet får sin reneste form i Saabye Christensens gennembrudsroman ”Beatles” fra 1984 (”Beatles”, 1986). Romanen følger fire Oslo-drenges venskab i årene mellem 1965 og 1972, fra de er 14 til 21 år. Kim Karlsen er romanens jeg-fortæller, men vennerne kalder ham Paul. De andre drenge Ola, Gunnar og Seb har øgenavnene Ringo, John og George, og sammen drømmer de om at blive ligesom idolerne i Beatles.

Det er Beatles’ historie, der giver romanen struktur: Beatles er soundtracket til de fire drenges udvikling midt i 1960'ernes politiske virkelighed, og alle kapitler har titel efter en Beatles-sang. Drengene tror, at deres venskab vil holde evigt, men i løbet af romanen bryder virkeligheden ind på værelset i form af piger, forskellige ambitioner og selvfølgelig også 60’ernes to helt centrale pejlemærker: Det politiske engagement og stofferne. Drengene må gå i hver deres retning; to af drengene træffer bevidste valg, to andre kan ikke vælge og ender næsten med sammenbrud. Jeg-fortælleren Kim må omkring et sindssygehospital, før han endelig sætter sig ned og fortæller hele historien. 

26471427

”Beatles” er en generationsroman af de helt store, og det er oplagt at sammenligne med Bjarne Reuters ”Når snerlen blomstrer”: Opgangene i Saabye Christensens Oslo lugter lige så meget af lunefuld skæbne og krebinetter, som de gør i Reuters Brønshøj. ”Beatles” har opnået klassikerstatus i Norge, er blevet opsat som teaterforestilling og har solgt i mere end 200.000 eksemplarer.

Saabye Christensen har haft svært ved at slippe Beatles-drengene. Kim Karlsens historie fortsættes i romanerne ”Bly” fra 1990 (”Bly”, 1991) og igen i ”Bisettelsen” fra 2008 (”Bisættelsen”, 2008). I ”Bly” er det 1970’ernes Oslo, der danner scenen; her mødes Kim igen med vennen Seb, der nu sælger hjemmetrykte digtsamlinger på Karl Johan. Sammen fortsætter de to bohemelivet. I ”Bisættelsen” møder læseren Kim som 50-årig, ramt af hukommelsestab. Romanen er mere surreel end sine forgængere, men gensyn med vennerne er naturligvis uomgængeligt.