lars saabye
Foto: Terje Pedersen

Lars Saabye Christensen

cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, januar 2020.
Top image group
lars saabye
Foto: Terje Pedersen
Main image
Christensen, Lars Saabye
Foto: POLFOTO

Indledning

Den norske forfatter Lars Saabye Christensen skriver om samfundets outsidere og om pubertetens disharmoniske tid. Han skildrer begivenheder, der balancerer mellem det hverdagsagtige og det usandsynlige og afsøger forholdet mellem liv og løgn med en sproglig skarphed, der langsomt kryber ind i læserens hoved, så man helt glemmer at tænke, som man plejer. Senest har han i han i trilogien ”Byens spor” tegnet såvel Oslos gader som sit eget forfatterskab op i et afsluttende magnum opus.

 

 

47111536

Blå bog

Født: 21. september 1953 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Studier i norsk, idehistorie, kunsthistorie og litteraturvidenskab ved universitetet i Oslo.

Debut: Historien om Gly. 1976. Digte.

Litteraturpriser:Tarjei Vesaas debutantpris, 1976. Cappelenprisen, 1984. Rivertonprisen, 1987. Kritikerprisen, 1988. Bokhandlerprisen, 1990 og 2001. Riksmålsprisen,1997. Brageprisen, 2001. Den norske leserprisen, 2001. Nordisk Råds Litteraturpris, 2002. Udnævnt til Kommandør af Den Kongelige Norske St. Olavs Orden, 2006. Brageprisen, 2015.

Seneste udgivelse:  Byens spor : Skyggebogen. Grif, 2019. (Byens spor 3, 2019). Oversat af Ellen Boen. (3).

Inspiration: Knut Hamsun, Graham Greene og Sigbjørn Obstfelder.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Sådan stod vi, tæt sammen, en familie, en fredag i oktober. Det var her far hviskede til mig, og kun jeg hørte det: – Spred rygter og så tvivl, Barnum. – Hvorfor det? spurgte jeg. – Fordi der alligevel ikke er nogen der tror på dig, sagde far. Han lo. – Og for resten er sandheden kedelig, Barnum.”

“Halvbroderen”, s. 282.

Lars Saabye Christensen er født i 1953 og voksede op i Oslo som søn af en dansk far, der arbejdede som arkitekt, og en hjemmegående norsk mor. Som 13-årig skrev han sit første digt, og så var grundstenen til forfatterskabet lagt. Saabye Christensen forklarer i et interview med en norsk avis, at valget om at blive forfatter blev truffet tidligt: “Jeg tror på både tilfældigheder og sammenhænge. Miljøet rundt om dig kan afgøre, om det bliver poesi eller slalom. Samtidig drages du mod noget. Jeg er vokset op med mange bøger. De var en naturlig del af væggen. Jeg vidste tidligt, at jeg ikke kunne blive rockstjerne, jeg som spillede klassisk klaver og havde lyst hår.” (Hege Duckert: Pubertetens ryddegutt. Dagbladet, 1999-01-30).

I studentertiden var Saabye Christensen en del af Oslos litterære undergrund omkring tidsskriftet ”Digt og datt”. Inden den egentlige debut med digtsamlingen ”Historien om Gly” i 1976 havde han for egne midler trykt to digtsamlinger, som han solgte på Oslos hovedstrøg Karl Johan til to en halv krone stykket.

Siden debuten har Saabye Christensen vist sig at være en voldsomt produktiv forfatter. Med få undtagelser er der kommet en ny udgivelse hvert år, og han spænder vidt over de litterære genrer med både digte, noveller og romaner. Ud over bøgerne har Saabye Christensen arbejdet med filmmanuskripter, og sammen med bluesbandet Norsk Utflukt har han udgivet flere cd’er. Han har også engageret sig i at hjælpe nye talenter i den norske litteratur og redigerede i en årrække den årlige antologi ”Signaler”, der er en platform for nye stemmer i det litterære miljø, og bl.a. trykte Per Pettersons første tekst.

Det er primært Saabye Christensens prosa, der har etableret ham som en af Skandinaviens største fortællere. Hovedværket ”Halvbroren” fra 2001 (”Halvbroderen”, 2002) blev hans internationale gennembrud og indbragte ham den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris samtidig med, at den markerede hans 25-års jubilæum som forfatter.

Den bedste biografi om Saabye Christensen skal man selv læse sig til i hans bøger. Stort set alt fra hans pen har sit udspring i selvoplevede erfaringer: Fra 1960’ernes langhårede Oslo med svedige drengeværelser og fra livet som skabende kunstner, koste hvad det vil.

I sidste bind af den stort anlagte Oslo-trilogi ”Byens spor” fremgår det, at forfatteren fandt et hæfte med protokol og referater fra Fagerborg Afdeling af Oslo Kreds i Norsk Røde Kors 1947-72 i sin mors skuffe, da hun døde, og det er disse, romanen er bygget op om: ”jeg åbnede den og fandt en roman mellem datoerne” (s. 264). Virkeligheden er den ramme, som fiktionen udfolder sig indenfor.

Beatles, Bly og Bisættelsen

”Vi startede med Love me do og klæbede ørerne til højttaleren. – Hvordan går det med trommespillet? spurgte vi Ola i pausen. – Jeg tr-tr-træner med blyanter. D-d-det er værst med v-venstre hånd. – Jeg vil ønske mig en elektrisk guitar til jul, sagde Gunnar. – Med vibrator. Vi vendte pladen. PS. I love you.”
“Beatles”, s. 95-96.

Pubertetens store og små spørgsmål er et tema, Lars Saabye Christensen berører i mange af sine romaner og noveller. Puberteten beskrives som en brydningstid, hvor identiteter dannes og rives ned; et frirum og en forbandelse på samme tid.

Temaet får sin reneste form i Saabye Christensens gennembrudsroman ”Beatles” fra 1984 (”Beatles”, 1986). Romanen følger fire Oslo-drenges venskab i årene mellem 1965 og 1972, fra de er 14 til 21 år. Kim Karlsen er romanens jeg-fortæller, men vennerne kalder ham Paul. De andre drenge Ola, Gunnar og Seb har øgenavnene Ringo, John og George, og sammen drømmer de om at blive ligesom idolerne i Beatles.

26471427

Det er Beatles’ historie, der giver romanen struktur: Beatles er soundtracket til de fire drenges udvikling midt i 1960'ernes politiske virkelighed, og alle kapitler har titel efter en Beatles-sang. Drengene tror, at deres venskab vil holde evigt, men i løbet af romanen bryder virkeligheden ind på værelset i form af piger, forskellige ambitioner og selvfølgelig også 60’ernes to helt centrale pejlemærker: Det politiske engagement og stofferne. Drengene må gå i hver deres retning; to af drengene træffer bevidste valg, to andre kan ikke vælge og ender næsten med sammenbrud. Jeg-fortælleren Kim må omkring et sindssygehospital, før han endelig sætter sig ned og fortæller hele historien.

”Beatles” er en generationsroman af de helt store, og det er oplagt at sammenligne med Bjarne Reuters ”Når snerlen blomstrer”: Opgangene i Saabye Christensens Oslo lugter lige så meget af lunefuld skæbne og krebinetter, som de gør i Reuters Brønshøj. ”Beatles” har opnået klassikerstatus i Norge, er blevet opsat som teaterforestilling og har solgt i mere end 200.000 eksemplarer.

Saabye Christensen har haft svært ved at slippe Beatles-drengene. Kim Karlsens historie fortsættes i romanerne ”Bly” fra 1990 (”Bly”, 1991) og igen i ”Bisettelsen” fra 2008 (”Bisættelsen”, 2008). I ”Bly” er det 1970’ernes Oslo, der danner scenen; her mødes Kim igen med vennen Seb, der nu sælger hjemmetrykte digtsamlinger på Karl Johan. Sammen fortsætter de to bohemelivet. I ”Bisættelsen” møder læseren Kim som 50-årig, ramt af hukommelsestab. Romanen er mere surreel end sine forgængere, men gensyn med vennerne er naturligvis uomgængeligt.

Herman m.fl.

En tråd, der løber gennem Lars Saabye Christensens forfatterskab, er interessen for outsideren. Hans bøger har ofte den skæve eksistens’ perspektiv, og litterært set er outsideren en god figur, for gennem hans blik ser vi verden med ganske anderledes øjne.

26471516

I romanen ”Herman” fra 1988 (”Herman”, 1989) møder vi Herman, et pudsigt barn på omkring de 10. Herman har en skavank: Håret falder af i store totter. Omverdenen tilpasser sig Hermans sygdom, og det gør den i sådan en grad, at Herman bliver både skamfuld, trodsig og vred. Det får konsekvenser for familien og skolen, indtil han når til en slags personlig forsoning med sin situation.

I ”Gutten som ville være en av gutta” fra 1992 (”Drengen der ville være med på holdet”, 1993) møder vi teenageren Otto. Han er 20 cm for lille til at være med på fodboldholdet og cykler omveje for at lede efter indhold i sit liv. ”Drengen der ville være med på holdet” og ”Herman” er begge underspillede, morsomme romaner. Men bag de enkle historier gemmer sig mange fine iagttagelser om, hvordan mennesker omgås hinanden.

De to novellesamlinger ”Ingens” fra 1992 (”Ingens”, 1994) og ”Den misunnelige frisøren” fra 1997 (”Den misundelige frisør”, 2000) er ligeledes befolket af ensomme mennesker i udkanten af samfundet.

Saabye Christensen har omskrevet begge romaner samt novellen ”Den misundelige frisør” til filmmanuskripter.

Halvbroderen

”Fantasien, Arnold! Fantasien er det største af alt. For det vigtigste er ikke det du ser. Det er det du tror du ser!”
“Halvbroderen”, s. 144-145.

Lars Saabye Christensen fik sit internationale gennembrud med murstensromanen ”Halvbroren” i 2001 (”Halvbroderen”, 2002). I udgangspunktet har den en del til fælles med ”Beatles” – den foregår i Oslo, og det er også barndommen og puberteten, der skildres i et tilbageblik. Men både tematisk og formelt er den en langt mere ambitiøs og moden roman end ”Beatles”.

”Halvbroderen” er en slægtsroman, der gennem fem generationer knytter personernes historier til det 20. århundredes kulturhistorie. Men mest af alt er det en både magisk og realistisk roman, der tematiserer løgnen som et vilkår i livet.

”Halvbroderen” er fortalt af Barnum Nielsen, en fordrukken filmmanuskriptforfatter. Barnums fortælling starter med, at hans mor Vera som ung bliver voldtaget på et tørreloft i Oslo på Norges befrielsesdag i 1945. Hun går i chok og mister evnen til at tale. Talen vender først tilbage, da resultatet af voldtægten kommer til verden midt i et trafikkryds: Barnums storebror, Fred. Fred er et tavst, vredt barn, mens lillebror Barnum er en pivskid og en undermåler af rang. Barnum har dog fortællingen og dermed muligheden for bedraget i sin magt.

24275469

Barnum er søn af Vera og den joviale men mystiske handelsrejsende Arnold Nielsen, som Vera har giftet sig med. Arnold har optrådt med cirkus, og det er fra den verden, han henter Barnums navn. Barnum refererer til en stor amerikansk cirkusdirektør, der forstod sig på bedragets dragende kraft. Denne Barnums ånd og hele cirkuslivet er krystalliseret i Arnold Nielsens motto: Mundus vult decipi (verden vil bedrages) – ergo decipiatur (så bedrag den). Barnet Barnum overtager læresætningen og gør den til et omdrejningspunkt i både sit liv og sin fortælling.

Mottoet viser sig dog at skjule et paradoksalt livsvilkår, for en stor del af romanens figurer lever i evig bestræbelse på at lære hinanden og sig selv at kende. Det gælder også Barnum selv, og selve titlen ”Halvbroderen” peger på det dobbelte spil mellem sandhed og løgn, der både splitter og binder Barnum og Fred sammen.

Saabye Christensen formulerer selv sin store romans hovednerve: ”Halvbroderen er en roman, der handler om mennesker, som ønsker at blive hele. De leder efter noget i sig selv eller i andre. Hvis jeg skulle skrive en roman om harmoniske mennesker, så ville jeg være færdig efter en side.” (Dorte Hygum Sørensen: Den komiske tragedie. Politiken, 2002-02-24).

 

Maskeblomstfamilien

”Jeg vidste bare, når jeg så hende sådan, at skammen sad fast inderst i sorgen, som det bløde i en musling, nej, det er forkert, den sad udenpå, som en skorpe over sorgen, og derfor var denne sorg ikke til at bære, den skamfulde sorg, hun kunne ikke vise den frem som et trofæ i de brede gader, som en pokal i frisørsalonen.”
“Maskeblomstfamilien”, s. 59.

Med romanen ”Maskeblomstfamilien” fra 2003 (”Maskeblomstfamilien”, 2004) ramte Lars Saabye Christensen en langt mere dyster tone end tidligere – både i handling og i sprog. Igen er det outsiderens fortælling, men her er perspektivet langt mere radikalt, grænsende til det surreelle. Romanen starter med følgende konstatering: ”Jeg havde en god opvækst. Mor gik tidligt i seng. Far døde da jeg var 12. Jeg var enebarn.” Den opmærksomme læser aner, at noget er helt galt.

25639170

Den unavngivne hovedperson befinder sig på flere måder i et foruroligende grænseland. Han er hverken barn eller voksen, og han er hverken dreng eller pige. Og så er han skamløs. Han gør alt det, som man ikke gør, og det eneste, han frygter, er kærlighed og medlidenhed. Her er ingen angst for udstødelse, for udstødelsen er allerede sket, og hovedpersonen næres af tomt raseri. Misdannelsen af kønnet er blot et tilfælde i rækken af ting, familien ikke taler om. Atmosfæren i romanen emmer uheldsvangert af hemmeligheder og løgne, og det er denne stemning, der fortættes i titlen: Maskeblomstfamilien er en plantefamilie, der lever som snyltere. Nu og da lugter de, og så er stanken helt ubærlig.

Rent formelt er ”Maskeblomstfamilien” en af Saabye Christensens mest avancerede romaner. Strukturen er hentet fra den klassiske græske tragedie i tre akter, men begivenhederne følger ingen stram kronologi. Dog ved vi, at det må ende tragisk. Et andet særligt stilgreb er brugen af en upålidelig fortæller. Enkelte gange giver fortælleren læseren flere mulige forløb af en bestemt hændelse at vælge imellem. På den måde konfronteres læseren med sin egen skam eller skamløshed over for romanens tragedie. Man må til sidst frastødes af drengen, som det trods al medlidenhed viser sig at være umuligt at holde af.

”Maskeblomstfamilien” blev filmatiseret i 2010 af den norske instruktør Petter Næss.

 

Oscar Wildes elevator

”- Troede du virkelig at du kunne narre os, Edgar? Og først nu kom Edgar i tanke om at alle kunne høre ham, hans forældre, Hammer og Jansen, resten af klassen, hele skolen, hele byen, ingen i hele Norge kunne undgå at høre ham nu (…) – Nej, sagde Edgar.”
“Radio” i “Oscar Wildes elevator”, s. 23.

I ”Oscar Wildes heis” fra 2004 (”Oscar Wildes elevator”, 2005) vender Lars Saabye Christensen tilbage til novellegenren med 12 præcise fortællinger. Den kulsorte humor er bemærkelsesværdig i samlingen, der endnu engang kredser om barndomsår og pubertet, om voksenlivets oversete tomgang og om selve forfattergerningen, som diskuteres gennem forholdet mellem fiktion og virkelighed, digt og liv. Novellernes hovedpersoner er mænd; vi møder dem i alle aldre, og de portrætteres ganske illusionsløst.

25917944

Saabye Christensen behersker novelleformen stramt ved at lade hver historie antyde en hændelse, der bliver afgørende for personerne og får facader til at krakelere. Således i åbningsnovellen, hvor støjende drengestreger udenfor Oslos radiohus afslører landsdækkende paranoia i 1960’ernes Norge: Er det russerne, der kommer, eller måske de fremmede fra det ydre rum? Eller i ”Hjælpemanden”, hvor en katastrofal og absurd flytning af et flygel langsomt åbner hovedpersonens øjne for en kærlighed, han har tabt.

Saabye Christensen er kynisk i sine skildringer af midtlivskrise: I en forfatternovelle med selvbiografisk anstrøg mister forfatteren inspirationen, efter han har modtaget en stor pris og en medfølgende, komfortabel lænestol. Titelnovellen udstiller en midaldrende mands desperadoforsøg på at genoplive sig selv på en lummer affære-weekend i Paris. Katastrofen er uafvendelig.

Saabye Christensen har blik for de bagateller, der styrer livet, og det er i skildringen af disse, han lægger indsatsen: ”Jeg skriver om øjeblikkene, de små og store, i menneskelivet. Øjeblikke, som ikke nødvendigvis er højtidelige eller dramatiske ... det er i de små øjeblikke, hvor man måske formes som menneske. Bagateller kan virke som jordskælv, når vi møder dem(.)”  (Helene Moe: Latteren er en alvorlig sag. Kristeligt Dagblad, 2005-10-01).

Modellen

”Det var lykke. Men pludselig mærkede han en voldsom smerte i øjnene, som om noget sprækkede og blev knust i dem, det føltes fuldstændig som om øjnene blev fulde af støj. Farverne gled over i hinanden, linjerne gik i opløsning, perspektivet forsvandt, det sortnede slet og ret for ham, og han sank om på gulvet.”
”Modellen”, s. 7.

Isnende kulde fyger gennem Lars Saabye Christensens roman ”Modellen” fra 2005 (”Modellen”, 2006). Her når nådesløsheden nye dybder i fortællingen om kunstmaleren Peter Wihl. Han ser sig truet på eksistensen, da han rammes af en øjensygdom, der vil gøre ham blind. Fra dette udgangspunkt udforsker Saabye Christensen den pris, den kunstneriske skaberevne kræver af livet.

Peter Wihl er kunstner og lever af fortidens store bedrifter. Da han nærmer sig de 50 år, forbereder han en udstilling, der skal være hans jubilæum og store comeback. Midt i arbejdet rammer sygdommen i form af momentane anfald af blindhed. Lægerne giver ham dommen; synet er ikke til at redde. Peter Wihl lammes af angst og vil ikke se sin situation i øjnene. Da lejligheden byder sig, allierer han sig med sin barndoms onde ånd, den jævnaldrende og noget suspekte øjenkirurg med det brutalt nihilistiske navn Thomas Hammer. Alliancen har faustiske undertoner og kommer til at koste Peter og hans familie, hustruen Helene og datteren Kaja, dyrt.

26428386

”Modellen” har et meget tænkt set-up; kunstmaleren, der bliver blind. Men Saabye Christensen har heller ingen realistiske ambitioner i snæver forstand. Han tematiserer egoismen, begærligheden og smerten ved det kunstneriske arbejde, som også rammer dem, der står omkring kunstneren. Romanen er en ægte tragedie, og som eksplicit undertekst løber Henrik Ibsens ”Vildanden” gennem bogen og giver fortællingen skæbnesvangre pulsslag. Også Goethes ”Faust” – den prototypiske fortælling om det begærlige menneske – er en tydelig reference.

Saabye Christensen er sig bevidst, at hans historie er skematisk og næsten mytologisk, og det udstiller han ved at tydeliggøre klicheer og citater, som da han på første side lader en journalist beskrive den store kunstner: ”… jeg fik en fornemmelse af at det meste af det han nåede at sige, var citater, noget han havde læst eller hørt, lånt fra andre…” (s. 5). Således lader han selve romanen være et eksperiment ud i den kunstneriske skabelses præmisser, hvor kunsten vinder over det levende liv. Det er skarpt, moralsk og iskoldt.

 

Saabyes cirkus

26905923

”Tag ikke af hovedstolen” har den danske forfatter Per Højholt engang sagt; man skal ikke skrive på det selvbiografiske. Men det er, hvad Saabye Christensen gør: ”Jeg henter inspirasjon i alt rundt meg, mennesker, musikk, utsikten fra vinduet, bøkene jeg leser, bildene jeg ser, katten på skrivebordet, men mest fra meg selv, min erindring, min erfaring, som er utgangspunktet for min fantasi.” (Karin Hedemand: ”Inspiration henter jeg mest fra mig selv”. Litteratursiden.dk, 2009-04-05).

I ”Saabyes cirkus” fra 2006 (”Saabyes cirkus”, 2007) befinder vi os igen i barndommens Oslo. Hertil kommer vi via et tilbageblik fra en internationalt kendt forfatter, der falder ned ad en scene i Paris. Tilbage i Oslo er han 13 år og fyldt med drømme og rockmusik. Den unge forfatter in spe anskaffer sig et job som cykelbud hos en blomsterhandler, og herfra kommer historierne så væltende.

Bogen er som essensen af de andre bøger fra ungdommens Oslo, tilsat et metaniveau, hvor forfatteren reflekterer over forfattergerningen. Den bevidst selvbiografiske titel viser bevidstheden om det selvbiografiske – og det hele er selvironisk og ret charmerende.

 

Åbent hus

”Det var det, vi var mest bange for. Vi ville ikke være voksne. Vi ville ikke dybere ned. Vi ville være på overfladen. Den var dyb nok. Man kan drukne i en tekop, ikke? Vi ville ikke dø, ikke endnu. Og det var altså der, på Celsius, at jeg så Cathrin første gang…”
”Åbent hus”, s. 11-12.

I ”Visning” fra 2009 (”Åbent hus”, 2009) reflekterer Saabye Christensen endnu engang over præmisserne for den kunstneriske skaben; her har vi blot med en totalt mislykket kunstner at gøre. Romanen har en dyster tone, der varsler om det mysterium, der er omdrejningspunkt i bogens tilbageblik.

”Åbent hus” handler om det unge par Will og Cathrin, godt på vej mod de 30 og helt kørt fast i et uendeligt tomt parforhold. På overfladen ser alting godt nok ud: hun har et cool job på et reklamebureau, han skriver filmmanuskripter. I weekenderne fester de med venner i samme erhverv; unge og smukke lige så. Men ingen kender hinanden og det liv, der forpligter og bider, holdes på afstand. Måske et generationsportræt af en generation, Saabye Christensen ikke bryder sig om.

29305420

Will og Cathrin forsøger at peppe det hele lidt op med at tage til åbent-hus arrangementer i boliger, der er sat til salg, hvor de så knalder på loftsrum, pigekamre etc. med chancen for at blive opdaget som erotisk drivrem i maskineriet. Pludselig opdager Will ved et tilfælde, at Cathrin har orlov fra sit arbejde, og hvor hun tager hen hver morgen er et mysterium. Udforske det grundigt eller konfrontere hende gør han ikke, men gradvist bliver deres historie og mysteriet om Cathrin til det filmmanuskript, han arbejder på. Et spejl og en fortælling i fortællingen. Will er ikke i stand til at fortolke eller finde en forløsning i sin håbløse situation.

Romanens norske titel ”Visning” er på mange måder mere præcis end den danske oversættelse. Visning leder tankerne hen på film og på glatte flader, man kan projicere på. Visning mangler forklaring og dybde. Romanen igennem benytter Will sig af filmterminologi og filmhistoriske referencer – en undertekst i hele romanen er filmen ”Breakfast at Tiffany’s” fra 1961 med Audrey Hepburn som det ikoniske og uudgrundelige kvindelige centrum.

Mit danske album

”Hukommelsen er et hus/erindring er en by/glem det ikke, jeg gentager, glem det ikke/at erindringen er en by/hukommelsen et hus/for byen er flygtig, forbigående og utro/den skifter ham så snart du vender dig.”
"Mit danske album", s. 17.

Mere interessant og decideret nybrydende er Saabye Christensens ”Mitt danske album” fra 2010 (”Mit danske album”, 2010). En raffineret erindringsbog bygget op af små lyriske tekststykker. Det er en krævende bog, men Saabye Christensens trang til at ville formulere ’dybe sandheder’ trives udmærket i den mere stramme, udfordrende form.

28212399

Bogen krydsklipper barndomsindtryk fra ture til det København, faderen stammer fra, med fotos fra familiealbummet. Det er mytologisk stof, og udover refleksionen over erindringens beskaffenhed tilbyder bogen indblik i et nødvendigt og nænsomt faderopgør: ”Jeg gik ikke i min fars fodspor/men jeg så dem/uden de spor/ville jeg aldrig have kunnet vælge en anden vej” (”Mit danske album”, s. 35).

 

 

 

 

 

 

 

 

Bernhard Hvals fortalelser

”- Mine damer og herrer! Jeg må vist trække noget af det, jeg lige sagde, tilbage. Sigrid, du min bristefærdige hymen, er ingen høne. Den er allerede bristet. For en jomfrus urin skal være tynd og fin og skal lades med sus og dus! Hic rhodus, hic salta!"
”Bernhard Hvals fortalelser”, s. 260.

Den snart 80-årige læge Bernhard Hval taler i ”Bernhard Hvals forsnakkelser” fra 2010 (”Bernhard Hvals fortalelser”, 2011) ud og over sig i et langt festskrift. Han sidder i 1980 i sin Oslo-lejlighed, der også har fungeret som lægepraksis i en række år, og skriver om disse sine sidste dage og om sit liv med nedslag i den tidligere barndom og ungdomsårene med giftermål og medicinstudier.

En person, der har fulgt ham gennem livet og haft afgørende betydning for dette, er den skæve skikkelse Notto Fipp, som således har en stor plads i romanen. I Fipp møder Bernhard sig selv som en af ’de kantede’. Fipp er en aparte vandringsmand, og Bernhard vier ikke kun sine hvedebrødsdage men også sin doktordisputats til Fipp, der i sine unge år tog navneforandring til Fipp ved anlæggelsen af et fipskæg.

28885539

Bernhards barndom var præget af en mor, der plejede nære bekendtskaber med de mange stuepiger og en far, der efter en mislykket økonomisk ekspansion skød sig selv i hovedet (med Bernhards hjælp). Bernhard gifter sig med den muskuløse og tennisspillende Sigrid, som helst bare vil have en masse børn, hvilket Bernhard ikke føler sig i stand til at opfylde.

Bernhard Hval forstyrrer sine omgivelser med sine tics, tungens uforudsigelighed og en voldsom trang til at gøre og sige bestemte ting. F.eks. spytter han konstant i sin såkaldte Dettweilerflaske, tramper med fødderne, basker med armene, knækker fingre og kan bedst opholde sig i rum uden møbler, da han ellers vil begynde at flytte rundt på dem. Moderne lægevidenskab vil kalde disse træk for symptomer på Tourettes syndrom, men trods rigelige mængder medicinsk fagkundskab i bogen gives Hval ingen diagnose.

Romanen er fortalt i 1. person af en upålidelig, bundsjofel og overstadig fortæller, der både korrigerer sig selv, henvender sig til læseren og fortæller ting, han principielt ikke kan vide. Sproget er balstyrisk og med mange indbrud på latin, og fortælletempoet er lige så højt som Notto Fipps kadence på sine vandringer rundt i Skandinavien. Med det besynderlige persongalleri udvikler Hvals festskrift sig til et forsvarsskrift for de kantede; dem, der ikke følger konventioner og normer, men i stedet følger deres indre trang.

Blink

”Vi spiste nye kartofler med smørsovs og sommerkål. Vi tager det lidt let i dag, plejede min mor at sige og sigtede til aftensmaden. (…) Vi tager det lidt let i dag, sagde mor. Det tænker jeg nu, mens jeg skriver det her: Hun fortjener et eftermæle. – Jeg kan godt lide det sådan, sagde jeg. – Hvordan sådan? – Lidt let.”
”Blink”, s. 38-39.

I 2012 udgav Lars Saabye Christensen ”Sluk” (”Blink”, 2013), der er udgjort af tre dele. Første del er en ’klassisk’ Saabye Christensen-fortælling om den pubertetsramte Chris en begivenhedsrig sommer ved Oslofjorden i 1969. Den anden fortælling foregår i USA i 2000-tallet og handler om mellemmanden Frank Farelli, der lever i en sky af ulykker. I bogens epilog opholder forfatteren Funder sig på en institution i USA, og her knyttes trådene sammen. Historien om Frank Farelli er således skrevet af Funder, der er den voksne udgave af Oslobarnet Chris.

Da Chris og hans mor i bogens første del ankommer til familiens sommerhus på Nesodden, installerer han straks sin Remington skrivemaskine for at færdiggøre det digt, han kun har fundet titlen til: Månenedgang. Digtet vil ikke rigtig ud, så han indleder i stedet et modvilligt venskab med særlingen Iver Malt, forelsker sig i den smukke Heidi og venter tålmodigt på sin arkitektfar, der arbejder inde i Oslo. Følelserne buldrer, og Chris gør sig mange dyrekøbte erfaringer om sine menneskelige kvaliteter.

29988358

I den lille by Karmack har nedturen sat sig fast, og byen sygner hen, erfarer vi i bogens anden del. Antallet af ulykker er steget med 18 procent, og der bliver behov for at ansætte en mellemmand, der kan overbringe fatale nyheder til pårørende: Frank Farelli, der bor hos sin mor, får en identitet som budbringer. Ulykkerne ramler dog ned over også hans nærmeste, hans guldfisk Mark og til sidst ham selv.

I romanens lange epilog er forfatteren Funder/Chris på et selvvalgt ophold på en klinik i Baltimore. Efter at have mistet sin far er han i en større livskrise og trænger derfor til et længere retreat.

Romanens tre dele er skrevet i hver sin stil og hver sit sprog. Erindringslandet er fortalt nostalgisk og introvert, Karmack-dramaet i stil med amerikansk realisme, og epilogen tenderer personlige dagbogsnotater. Saabye Christensens eget forfatterliv titter frem flere steder i bogen, der viderefører mange af de temaer, forfatterskabet har udstukket, bl.a. den akavede dreng med en fysisk skavank (Chris’ ene fod stritter, hvilket afføder kælenavnet Chaplin). Funder reflekterer over det tætte forhold mellem levet liv og fiktion, og romanen bugner af litterære kommentarer om tegn, metaforer og sprogbrug.

Fælles for de tre dele er kærlighed, tab og svigt, og ikke mindst er det meget kærlige portræt af Chris’ mor centralt og kan læses som en generel hyldest til husmoderen som sådan.

 

Magnet

”Ja, jeg bestod svendeprøven. Det var egentlig min far, der ville have det. Han syntes, jeg skulle tage en faguddannelse og have attest på, at jeg kunne det. Selv var han jo udlært murer. Og jeg fortryder det skam ikke. Jeg har for øvrigt aldrig betragtet mig selv som kunstner. Aldrig. Kun som en slags formidler. Eller arkivar. Jeg har også brugt titler finder. En, der finder. ”
”Magnet”, s. 315.
”Magnet”, s. 315.

En meget høj fotograf ved navn Jokum Jokumsen er omdrejningspunkt i Lars Saabye Christensens roman ”Magnet” fra 2015 (”Magnet”, 2016). Fortælleren Hamper udfolder over 749 sider historien om den generte Jokum, der læser litteraturvidenskab i Oslo i 1976 og bliver kæreste med sin kollegienabo Synne Sager. Sammen tager de til København, hvor han får svendebrev i fotografi, mens hun studerer hollandske stilleben. De bosætter sig i San Francisco, hvor Synne dropper sit forskningsprojekt om Edward Hopper for at kuratere Jokums fotografkarriere.

Jokum fotograferer, og Synne laver aftaler med gallerier, presse og den ganske kunstverden. Det er for kompliceret at fotografere mennesker, så Jokum tager billeder af ting som f.eks. en død soldats ungdomsværelse eller en norsk matros’ få ejendele. En ting, der følger Jokum hele livet, er en magnet, som han som barn suttede på for at forsøge at samle tankerne.

52507324

”Magnet” er en fortælleglad roman om den ulige kærlighed mellem Jokum og Synne og om fortælleren, der kun har mødt parret et par gange og som en parasit snylter på dem for at have en historie at fortælle. Gennem romanens tidsspand på næsten 40 år udrulles den afvikling af nøjsomhed og privatsfære, som er foregået, lige som der hersker en længsel efter dengang, hvor ting tog tid. Hvor det tog tid at lave mad, reparere ting, ordne hus. I samme ombæring hyldes husmoderen, hvorom der står: ”Deres arbejde er som digterens. Det bliver aldrig færdigt. Ikke før det er helt slut” (s. 664).

Der ligger en slet skjult kritik af kunstverdenens kunstighed og fernis i fremstillingen af kuratorer, der lefler for kritikerne, jagten på anerkendelse fra de rigtige mennesker (Jokum vil hellere møde de urigtige) og anmeldernes forblommede tale. Synne er mere kurator end kæreste og skyr ingen midler i selviscenesættelsen af sin egen fiktive død. Hun er et stilleben.

Den fyldige roman får plads – og tid – til lidt af hvert. Der er kærlighedserklæringer til broderi og telefonbokse, der er udlægninger af Tom Waits’ Swordfishtrombones og Storm P.s Fluer, der er digressioner om forholdet mellem kunst, teknik og håndværk, og der er en kærlig beskrivelse af Oslo. Jokum Jokumsens far brugte sit liv på at måle afstande og forhold mellem lys og skygge, og fortælleren i dette megalomane opus bruger sin stemme til det samme. 

Byens spor 1

”Jesper tænker, at hvis der findes en tone, som kan få folk til at græde, så må der også findes en tone, som kan få folk til at le. Han ved endnu ikke, at det er den samme tone, blot spillet på en anden måde.”

”Byens spor 1”, s. 295.

I 2017 udgav Lars Saabye Christensen første bind i sin stort anlagte Oslo-trilogi, ”Byens spor 1 – Ewald og Maj” (”Byens spor 1 - Ewald og Maj”, 2018). I en kort prolog, der tidsmæssigt ligger nogle år efter den primære handling, zoomer den alvidende fortæller ind på området Fagerborg i efterkrigstidens Oslo. I en etageejendom bor Maj, Ewald og deres søn Jesper på første sal, mens enkefru Margrethe Vik bor på anden. Jesper er en følsom og samtidig hårdfør dreng, der leger med slagter Melsoms tunghøre søn Jostein.

Maj bliver kasserer i den lokale afdeling af Røde Kors, og hvert kapitel afsluttes med et referat fra et Røde Kors-møde. Ewald er rentegner på en tegnestue, og det er mere reglen end undtagelsen, at hans arbejdsdage slutter på cafe Bristol sammen med kollegerne. På Bristol sidder den italienske pianist Enzo og spiller musik, som ingen hører, indtil han en dag bliver sparet væk og i stedet bliver klaverlærer for Jesper.

54052391

Karaktererne væver sig ind og ud mellem hinanden, som romanens synsvinkel næsten umærkeligt skifter mellem dem. Det er efterkrigstid, og livet skal finde sin farve igen, lige som personerne skal have sul på kroppen igen. Sulet rasler dog af Ewald, der får en diagnose, som han holder hemmelig for familien.

Som en renhjertet kærlighedserklæring til Oslo lader Saabye Christensen sin hjemby være ramme for hverdagens helt almindelige store og små dramaer: Hver gade har sit eget særpræg ved forskellige årstider, nogle kirkegårde er stejlere end andre, og den dag, rådhusklokkerne monteres i det nye rådhus, går over i historien. Og ikke mindst er romanen en hyldest til kvinderne, der aldrig holder fri, men altid står klar med en smurt mad eller en kop opvarmet kaffe. 1950’erne skildres som en tid, hvor tunghøre børn kom på åndssvagekoloni, og hvor nye landvindinger som køleskab og telefon indtog hjemmene, lige som Røde Kors-damerne lægger an til velfærdsstaten med engagement i vuggestuer, hjælp til tyskerbørn mm. Frivilligheden er solidarisk, og det ulønnede, usynlige arbejde gør den største forskel.

Den musikalitet, som Jesper har og oplever verden igennem, spejler sig i fortællerens flydende prosa, der fintfølende registrerer nuanceforskelle i lys, skygge, toneleje, lyde, kulde og varme. Barnets perspektiv er hos intuitive og klartseende Jesper, der ser verden mere præcist end mange af de voksne.

Byens spor 2

”– Spaghetti!
Da vandet koger, kommer hun pindene ned i gryden og tager tid. Jesper dækker bord og lader, som om han er komplet uinteresseret, men til sidst må også han hen til komfuret og kigge: spaghetti, der koger.”

”Byens spor 2”, s. 340.

Andet bind i Lars Saabye Christensens Oslo-trilogi udkom i 2018, og ”Byens spor 2 – Maj” (”Byens spor 2 - Maj”, 2018) lægger sig i naturlig forlængelse af første bind. Året er nu 1956, og Jostein har sluppet en gris løs fra slagteriet, hvor han arbejder. Drengene er blevet teenagere, og fortælletempoet er sat op; der er hormoner og fart i luften.

Jespers lillesøster Stine er begyndt i skole, Jesper bliver kæreste med Trude, og uskylden forsvinder for alvor, da en pige i deres klasse begår selvmord. En ny alvor indfinder sig også hos Maj, der er begyndt som sekretær på Dek-Rek, hvor hendes nu afdøde mand Ewald arbejdede. Hun skiller sig ud fra normen og de andre damer i Røde Kors ved at være arbejdende alenemor til to – og den sociale sladderpresse er ikke sen til at dømme hende, da hun under stærke samvittighedskvaler under sig selv en kærlighedsferie i Rom med Jespers klaverlærer Enzo Zanetti.

54927304

Jespers møde med Majs frisindede familie og Josteins møde med den rige Henry Vilder sætter deres arbejderklasse i perspektiv. Den lille verden åbner sig for dem, som også den store gør det på en ekskursion til metropolen København. Alligevel er det en skæbnesvanger sommer i morforældrenes hus på landet, der gør størst indtryk på Jesper: Det simple landliv og mødet med en pige får hans liv til at tage store drejninger.

Også i dette bind spiller Oslo en central rolle. Lyset, bladene, den septembervarme Indian summer, sporvognene, parkeringskældre, baggårde, vasketøjssnore, udsigten over fjorden og de evindelige rådhusklokker. Byen, børnene og kvinderne er beskrevet sympatisk og kærligt, som en hyldest og en fejring. Maj er en kvinde, der tror på det bedste i folk, og som står ved sig selv, selvom det koster på omdømmet. Hun taler de svages sag og viser sig at være ganske effen til reklamekampagner hos Dek-Rek.

Romanen vender sig mod de tidspunkter i livet, der kan ligne højdepunkter (Jesper spiller ved skoleafslutningen, Trude holder tale), men som i realiteten overskygges eller overstråles af de sande øjeblikke, der vender op og ned på tilværelsen, som man kendte den: en stille sommerferiedag på Trudes værelse, en lang biltur til Danmark, havearbejde i en rigmandsvilla. Det er i hverdagene, sandheden gemmer sig, og i øjeblikkene, at livet bliver til.

Byens spor 3

”Og dette bekræftede i al beskedenhed mit valg, hvad angår slutningen på Byens spor, der også er min afsked som forfatter: Jeg skulle være til stede, ikke som en alvidende fortæller, skjult bag handlingens arkitektur, men i et nærvær, som min tanke er i stand til at bære.”

”Byens spor 3”, s. 80.

Sidste bind i Lars Saabye Christensens Oslo-trilogi, ”Byens spor 3 - Skyggeboken” fra 2019 (”Byens spor 3 - Skyggebogen”, 2019) åbner på Bygdøy, hvor drengene Kim, Gunnar, Sebastian og Ola er cyklet ud for at smide bilmærker i fjorden en forårsdag i 1965. Det er holdet fra ”Beatles” (1984), og der er således lagt op til en melankolsk sløjfe om forfatterskabet.

Næste kapitel foregår i 1968. Jesper har været forsvundet i 11 år, Stine læser medicin på Universitetet, Maj arbejder deltid på Dek-Rek og Jostein er blevet holden chokoladeforhandler. Ungdomsoprøret banker på og får for en stund Stine til at blive flyttemand i sympati med arbejderklassen, og hun møder Are og Robert, der mere eller mindre halvhjertet udlever den røde revolution. Aktiviteterne i og støtten til Røde Kors er dalende, efterhånden som middelklassens velstand bliver stabil, som fortælleren konstaterer: ”Når man har penge nok, er der altid noget at bruge pengene på.” (s. 76).

47111536

En dag kommer det Jespers nærmeste for øre, at han er indlagt på Gaustad Sykehus. Efter at have taget piller på det hotel ved Comosøen, hvor han har spillet klaver, er han ikke længere sig selv, og ingen ved, om han nogensinde bliver det. Hans lidt fraværende tilbagevenden samler tropperne og trådene og sågar forfatterskabet, da karakteren Kim Karlsen fra Beatles-trilogien også bliver indlagt.

Romanen fortsætter stilen fra de forrige bind, men på side 60 bryder forfatteren ind med sin egen sygdomshistorie med knoglemarvskræft og stiller sig ”mellem læseren og romanens sande væsen” (s. 76). Han vil ”være til stede i min sidste roman” (s. 76), og dette måske sidste værk skrives i kapløb med tiden samtidig med, at det er anledning til at se tilbage på det enorme forfatterskab. I de nutidige passager kobler fortælleren smidigt den skrivende stund sammen med den fortalte tid, og på den måde eksisterer begge tider samtidig og kaster lyser over hinanden.

Sorg, svigt og voldtægt er påtrængende hos karaktererne, EF-valg i 1972 fylder i samfundet, kræftdiagnosen fylder for fortælleren. 1970’erne ses i lyset af vores tid, hvor terrorsikring forklædt som blomsterkummer konstant minder os om vores egen frygt. Kan man overhovedet forsvare moralsk at skrive romaner i vores tid? Svaret må være ja.

Genrer og tematikker

Hvis man læser på tværs af Lars Saabye Christensens forfatterskab, danner der sig tydelige mønstre af genkommende motiver. Variationer over pubertet eller outsider-rollen står som et helt centralt tema, måske med fokus på manden som outsider: ”Haha! En tysk journalist spurgte mig engang, hvorfor jeg altid skrev om mænd, der led nederlag. Jeg mener selv, at jeg skriver om folk på kanten af samfundet, outsidere, der forsøger at finde en mening med livet og komme igennem deres kriser. Og det er da rigtigt, at det ofte er mænd, jeg skriver om.” (Tonny Vorm: Til den travle mand og hans kone. Information, 2007-07-26).

Ensomhed og følelsen af at være udenfor er omdrejningspunkt, og Saabye Christensen har selv sagt om sit forfatterskab, at et af de gennemgående temaer er ”de små øjeblikke i livet, som afdækker vor ensomhed”. (Tonny Vorm: Til den travle mand og hans kone. Information, 2007-07-26).

Genkommende i hans bøger er også refleksioner over fiktionens og kunstens forhold til livet, ligesom steder, stemninger og hændelser gentager sig. Læsninger på tværs af forfatterskabet kan altså etablere en fascinerende dialog mellem værkerne.

Rammen om forfatterskabet er Oslos gader og parker, men inden døre er det beklumrede lejligheder, gymnastiksale, klasseværelser og frisørsaloner, der er de dramatiske steder. Stemningerne er ofte præget af trøstesløshed, sort humor og sammenbrud skildret med en sproglig præcision, der er både overraskende og virkningsfuld.

Oprøret går også igen, enten det lille eller det store. Og sjovt nok ligger det lille oprør tit i håret: Både Kim og drengene i ”Beatles”, Herman i ”Herman”, Barnum i ”Halvbroderen” og den unavngivne fortæller i ”Maskeblomstfamilien” synes at ytre sig med fryd og desperation gennem deres påtvungne eller frivillige frisure. Der er ofte en frisør i bøgernes persongalleri, og i novellen ”Den misundelige frisør” er det en mands forhold til netop sin frisør, der sætter et større eksistentielt skred i gang. I ”Bernhard Hvals fortalelser” sidder ikke kun oprøret, men også personligheden og navnet i skægget, da den centrale karakter Notto Fipp, født Senum, netop anlægger fipskæg og tager navn derefter.

Saabye Christensen har selv vedkendt sig, at et selvbiografisk element skjuler sig bag hans figurer, og frisurens funktion som kulturel grænse mellem generationer kan let kobles til ungdommens 1960’ere. Mere interessant er det dog, at Saabye Christensen selv betoner de generelle ligheder og sammenhænge i sit værk som en stadig bestræbelse på at raffinere det samme: ”Folk taler om, at forfattere skal forny sig, men jeg ser ingen grund til at udvide mit felt. Jeg har en cirkel, der omfatter spillet mellem tragedien og komedien, og deri fortæller jeg om outsideren, om en bestemt tid og en bestemt geografi, og for mig er det ikke vigtigt, at lave cirklen større. Jeg er mere optaget af at grave hullet dybere.” (Carsten Andersen: Litterær linedanser. Politiken, 2004-03-27).

En stor del af forfatterskabet omhandler en opvækst og et liv i Oslo og har referencer til Saabye Christensen selv. Med ”Bernhard Hvals fortalelser” lægges nye alen til det omfattende værk, da denne megalomane roman har en umættelig drift og et heftigt tempo, der ikke er set tidligere. I ”Blink” henlægges en stor del af handlingen til en flække i USA ligesom sproget tages i nye retninger.

Fleming Brandt fra ”Halvbroderen” optræder i ”Byens spor”, og Oslo-trilogien samler i det hele taget op på både temaer og personer fra hele forfatterskabet. Trods samvær og kærlighed må alle erkende, at de er ensomme, og omkvædet fra Beatles’ ”Eleanor Rigby” – ”All the lonely people – where do they all come from? All the lonely people – where do they all belong?” – er således både en ledetråd i ”Byens spor” og en overskrift for hele forfatterskabet. 

Beslægtede forfatterskaber

Lars Saabye Christensen trodser efter egen mening tidsånden med sit forfatterskab: ”Litteraturen og romanerne er en anakronisme i forhold til samfundsudviklingen, men derfor så meget desto vigtigere.” (Carsten Andersen: Litterær linedanser. Politiken, 2004-03-27).

Paradoksalt nok har især nordmænd har haft succes med store romaner i de seneste år. Landsmanden Jan Kjærstad modtog året før Saabye Christensen Nordisk Råds Litteraturpris for sin store Jonas Wergeland-trilogi, og de to er ofte blevet sammenlignet. Senest er det Karl Ove Knausgård, der med sit monstrøse 6-bindsværk ”Min Kamp” har cementeret Norges position inden for romankunst. Opvækstskildringerne fra Oslo og de detaljerige barndomserindringer har meget til fælles med Per Pettersons bøger, og man kan tegne et fintmasket litterært Oslo-kort efter at have læst Kjærstad, Petterson og Saabye Christensen.

Saabye Christensen nævner ofte endnu en landsmand, Knut Hamsun, som sit litterære forbillede, og Hamsun optræder som romankarakter i ”Bernhard Hvals fortalelser”. Som barn fandt han Hamsuns ”Sult” blandt forældrenes bøger, og den gjorde et voldsomt indtryk på ham. Saabye Christensen har skrevet manuskriptet til norsk tv’s store serie ”Landstrygerne”, som er baseret på Hamsuns August-trilogi, samt manuskriptet til filmen ”Telegrafisten”, der er baseret på Hamsuns ”Sværmere”. Saabye Christensen kan sin litteraturhistorie og citerer frit de store mestre – også norsk litteraturs ’Grand old man’ Henrik Ibsen er blandt dem, der spøger bag skriften.

Hovedværket ”Halvbroderen” synes dog at have en klar forgænger i den tyske forfatter og Nobelprisvinder Günter Grass’ ”Bliktrommen”. Begge romaner er mursten, og de deler det underlige barns perspektiv på slægtsfortællingen og kulturhistorien. Danske Morten Ramslands ”Hundehoved” lægger sig i skøn forlængelse af begge kæmperomaner.

Hvad angår tidsbillederne af teenagedrenge i 60'erne kan Saabye Christensen sammenlignes med danske Bjarne Reuter. Men Reuter har ikke det mørkere og mere absurdistiske toneleje, som Saabye Christensen har udviklet gennem sit forfatterskab.

Den norske modernistiske lyriker Gunvor Hofmo optræder i ”Byens spor 3” som medpatient på Gaustad, hvor hun under navnet Efteråret går rundt og skriver digte, lige som digteren Nils Yttri optræder i samme.

Bibliografi

Romaner

Christensen, Lars Saabye:
Beatles. Klim, 1986. (Beatles. 1984).
Christensen, Lars Saabye::
Herman. Klim, 1989. (Herman. 1988).
Christensen, Lars Saabye:
Bly. Klim, 1991. (Bly. 1990).
Christensen, Lars Saabye:
Drengen der ville være med på holdet. Athene, 1993. (Gutten som ville være en av gutta. 1992).
Christensen, Lars Saabye:
Jubel. Klim, 1996. (Jubel. 1995).
Christensen, Lars Saabye:
Halvbroderen. Athene, 2002. (Halvbroren. 2001).
Christensen, Lars Saabye:
Maskeblomstfamilien. Athene, 2004. (Maskeblomstfamilien. 2003).
Christensen, Lars Saabye:
Modellen. Athene, 2006. (Modellen, 2005).
Christensen, Lars Saabye:
Saabyes cirkus. Athene, 2007. (Saabyes cirkus. 2006).
Christensen, Lars Saabye:
Bisættelsen. Athene, 2008. (Bisettelsen. 2008). 3. del af serien (Beatles er 1. del) 2. del af serien hedder Bly.
Christensen, Lars Saabye:
Åbent hus. C&K Forlag, 2009. (Visning, 2009).
Christensen, Lars Saabye:
Bernhard Hvals fortalelser. C&K Forlag, 2011. (Bernhard Hvals forsnakkelser (norsk), 2010).
Christensen, Lars Saabye:
Blink. C&K forlag, 2013 (Sluk, 2012). Oversat af Ellen Boen.
Christensen, Lars Saabye:
Magnet. C&K forlag, 2016. Oversat af Ellen Boen.
Christensen, Lars Saabye: Byens spor : Ewald og Maj. Grif, 2018. (Byens spor 1, 2018). Oversat af Ellen Boen. (1).
Christensen, Lars Saabye: Byens spor : Maj. Grif, 2018. (Byens spor 2, 2018). Oversat af Ellen Boen. (2).
Christensen, Lars Saabye: Byens spor : Skyggebogen. Grif, 2019. (Byens spor 3, 2019). Oversat af Ellen Boen. (3).

Noveller

Christensen, Lars Saabye:
Ingens. Klim, 1994. (Ingens. 1992).
Christensen, Lars Saabye:
Den misundelige frisør. Klim, 2000. (Den misunnelige frisøren. 1997). Noveller.
Christensen, Lars Saabye:
Oscar Wildes elevator. Athene,2005 (Oscar Wildes heis, 2004).

Prosa

Christensen, Lars Saabye:
Mit danske album. C&K Forlag, 2010. (Mit danske album (norsk), 2010). Christensen, Lars Saabye: Nico Widerberg. 2018. Sagprosa.

Lyrik

Christensen, Lars Saabye: Historien om Gly. 1976.
Christensen, Lars Saabye: Ordbok. 1977.
Christensen, Lars Saabye: Kamelen i mit hjerte. 1978.
Christensen, Lars Saabye: Jaktmarker. 1979.
Christensen, Lars Saabye: Paraply. 1982.
Christensen, Lars Saabye: Åsteder. 1986.
Christensen, Lars Saabye: Vesterålen. 1989.
Christensen, Lars Saabye: Den akustiske skyggen. 1993.
Christensen, Lars Saabye: Falleferdig himmel. 1999.
Christensen, Lars Saabye: Pasninger. 1999.
Christensen, Lars Saabye: Pinnsvinsol. 2000.
Christensen, Lars Saabye: Sanger og steiner. 2003.
Christensen, Lars Saabye: Etter mesterskabet. 2010.
Christensen, Lars Saabye: Etter karnevalet. 2012.
Christensen, Lars Saabye: Kargo. 2016.
Christensen, Lars Saabye: De nye reglene. 2017.
Christensen, Lars Saabye: En blues for Jimmy Nicol. 2018.

Børnebøger

Christensen, Lars Saabye:
Kongen som ville have mere end en krone. 2000. (Kongen som ville ha mer enn en krone. 1999).

Billedbog for voksne

Christensen, Lars Saabye:
Sande glæder. Rosinante, 2017. (Sanne gleder. 2016). Kunstner: Stian Hole. Oversætter: Naja Marie Aidt.

Musikudgivelser med Norsk Utflukt

Norsk Utflukt:
Med lyset på. 1993. Cd.
Norsk Utflukt:
Diger og gul. 1997. Cd.
Norsk Utflukt:
Det blå arret. 2002. Cd.
Norsk Utflukt:
Tida som går. 2004. Cd.

Filmatiseringer og filmmanuskripter af Lars Saabye Christensen

Christensen, Lars Saabye:
Herman. 1990. Instrueret af Erik Gustavson. Baseret på romanen “Herman”.
Christensen, Lars Saabye:
Telegrafisten. 1993. Instrueret af Erik Gustavson. Baseret på Knut Hamsuns roman “Sværmere”.
Christensen, Lars Saabye:
Ti kniver i hjertet. 1994. Instrueret af Marius Holst. Baseret på romanen “Drengen som ville være med på holdet”.
Christensen, Lars Saabye:
Min misunnelige frisør. 2004. Instrueret af Annette Sjursen. Baseret på novellen “Den misunnelige frisør”.
Christensen, Lars Saabye:
Grisen. 2009. Kortfilm instrueret af Dorthe Warnø Høgh. Baseret på novellen “Grisen”.
Christensen, Lars Saabye:
Maskeblomstfamilien. 2010. Instrueret af Petter Næss. Baseret på romanen “Maskeblomstfamilien”.
Christensen, Lars Saabye: Stempler. 1989.

Om forfatterskabet

Om Lars Saabye Christensen

Kverndokken , Kåre:
Lars Saabye Christensen – et forfatterskab.2001. – Gyldendals Temabibliotek, Gyldendal Norsk Forlag
Vatne , Vidar:
Veier til verket: Om Beatles av Lars Saabye Christensen. 1998. Ad Notam Gyldendal.
Skotte, Kim: Interview: Strange Days i Cirkus Saabye. Politiken, 2009-11-10.
Strange Days i Cirkus Saabye. Politiken, 2009-11-10.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Lars Saabye Christensen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Duckert, Hege:
Pubertetens ryddegutt. 1999. Interview i Dagbladet, 1999-01-30.
Hygum Sørensen , Dorte:
Den komiske tragedie. 2002. Interview i Politiken, 2002-02-24.
Andersen , Carsten:
Litterær linedanser. 2004. Interview i Politiken, 2004-03-27.
Moe , Helene:
Latteren er en alvorlig sag. Interview i Kristeligt Dagblad, 2005-10-01.
Vorm, Tonny:
Til den travle mand og hans kone. Information, 2007-07-26.
Karin Hedemand:
Inspiration henter jeg mest fra mig selv. Interview på Litteratursiden.dk. 2009-04-05.