Lars Saabye Christensen

Lars Saabye Christensen er født i 1953 og voksede op i Oslo som søn af en dansk far, der arbejdede som arkitekt, og en hjemmegående norsk mor. Som 13-årig skrev han sit første digt, og så var grundstenen til forfatterskabet lagt. Saabye Christensen forklarer i et interview med en norsk avis, at valget om at blive forfatter blev truffet tidligt: “Jeg tror på både tilfældigheder og sammenhænge. Miljøet rundt om dig kan afgøre, om det bliver poesi eller slalom. Samtidig drages du mod noget. Jeg er vokset op med mange bøger. De var en naturlig del af væggen. Jeg vidste tidligt, at jeg ikke kunne blive rockstjerne, jeg som spillede klassisk klaver og havde lyst hår.” (Hege Duckert: Pubertetens ryddegutt. Dagbladet, 1999-01-30).

I studentertiden var Saabye Christensen en del af Oslos litterære undergrund omkring tidsskriftet ”Digt og datt”. Inden den egentlige debut med digtsamlingen ”Historien om Gly” i 1976 havde han for egne midler trykt to digtsamlinger, som han solgte på Oslos hovedstrøg Karl Johan til to en halv krone stykket.

Siden debuten har Saabye Christensen vist sig at være en voldsomt produktiv forfatter. Med få undtagelser er der kommet en ny udgivelse hvert år, og han spænder vidt over de litterære genrer med både digte, noveller og romaner. Ud over bøgerne har Saabye Christensen arbejdet med filmmanuskripter, og sammen med bluesbandet Norsk Utflukt har han udgivet flere cd’er. Han har også engageret sig i at hjælpe nye talenter i den norske litteratur og redigerede i en årrække den årlige antologi ”Signaler”, der er en platform for nye stemmer i det litterære miljø, og bl.a. trykte Per Pettersons første tekst.

Det er primært Saabye Christensens prosa, der har etableret ham som en af Skandinaviens største fortællere. Hovedværket ”Halvbroren” fra 2001 (”Halvbroderen”, 2002) blev hans internationale gennembrud og indbragte ham den prestigefyldte Nordisk Råds Litteraturpris samtidig med, at den markerede hans 25-års jubilæum som forfatter.

Den bedste biografi om Saabye Christensen skal man selv læse sig til i hans bøger. Stort set alt fra hans pen har sit udspring i selvoplevede erfaringer: Fra 1960’ernes langhårede Oslo med svedige drengeværelser og fra livet som skabende kunstner, koste hvad det vil.

I tredje bind af den stort anlagte Oslo-trilogi ”Byens spor” fremgår det, at forfatteren fandt et hæfte med protokol og referater fra Fagerborg Afdeling af Oslo Kreds i Norsk Røde Kors 1947-72 i sin mors skuffe, da hun døde, og det er disse, romanen er bygget op om: ”jeg åbnede den og fandt en roman mellem datoerne” (s. 264). Virkeligheden er den ramme, som fiktionen udfolder sig indenfor.