günter grass
Foto: Susana Vera / Ritzau Scanpix

Günter Grass

journalist Andreas Harbsmeier, iBureauet/Dagbladet Information, 2007.
Top image group
günter grass
Foto: Susana Vera / Ritzau Scanpix
Main image
Grass, Günter
Foto: POLFOTO

Indledning

I 1959 udkom Günter Grass’ monstrum af en roman, ”Bliktrommen”. Den indvarslede ikke kun et forfatterskab, der skulle blive det nok mest betydningsfulde i tysk efterkrigstid, men også en helt ny måde at se den tyske historie på. For Grass kan skildre både den tyske historie – og sin egen – i krøllede, skæve historier, der får læseren til at huske det, hun ellers helst ville glemme og se det, hun ellers havde husket, på en ny måde. Grass inkarnerer i sine bøger og i sit liv på godt og ondt det, som man har kaldt det tyske århundrede.

 

 

26745608

Blå bog

  • Født: Den 16. oktober 1927 i Danzig (det nuværende Gdansk i Polen).
  • Død: 13. april 2015 i Lybeck.
  • Uddannelse: Først i lære som stenhugger, siden elev på kunstakademiet i Düsseldorf.
  • Debut: som romanforfatter: ”Bliktrommen”, 1959.
  • Priser: Har siden debuten modtaget stort set alle mulige tyske litteraturpriser. Modtog Nobelprisen i Litteratur i 1999 for ”i muntert sorte fabler at have tegnet historiens glemte ansigt”.
  • Seneste udgivelse: Når løget skrælles. Gyldendal, 2007.
  • Oversætter: Siden midten af 80’erne oversat af professor i tysk, Per Øhrgaard.
Artikel type
voksne

Baggrund

”Erindringen elsker ligesom børn at lege skjul. Den gemmer sig. Den har tilbøjelighed til at besmykke, og den pynter gerne, tit uden at det er påkrævet. Den modsiger hukommelsen, som fører sig pedantisk frem og trættekært vil have ret.”
Günter Grass: ”Når løget skrælles”, side 10.

Da Günter Grass i foråret 2007 udgav sine erindringer ”Når løget skrælles” var hans liv for længst et offentligt anliggende. Lige siden udgivelsen af ”Bliktrommen” var Grass en markant person i den tyske offentlighed. Opvæksten i den nu polske by Danzig (Gdansk) under krigen var under hårde betingelser. Og det stod ikke skrevet i stjernerne, at Grass senere skulle blive en af verdenslitteraturens koryfæer. At han som 17-årig også blev del af nazisternes militærmaskine, gjorde heller ikke overlevelse til en selvfølge. Men ved krigens afslutning sad Grass i amerikansk krigsfangenskab, var stadig i live og fandt efter sin løsladelse sin plads i det ødelagte Tyskland – først som stenhuggerelev, siden på kunstakademiet i Düsseldorf. Senere flyttede han til Berlin og til Paris, hvor han også begyndte at skrive og havde blot fået en enkelt digtsamling og et par teaterstykker offentliggjort før det massive gennembrud med ”Bliktrommen” i 1959. Grass blev også fast bestanddel af den berømte Gruppe 47, en sammenslutning af senere så anerkendte tyske forfattere som Ingeborg Bachmann, Hans Magnus Enzensberger og Heinrich Böll, der læste højt for hinanden af endnu uudgivet materiale.

Igennem årerne blev Grass igennem sine bøger og sit store engagement i den offentlige debat i Tyskland af mange ophøjet til Tysklands moralske stemme, fordi han hele tiden insisterede på at skrive og tale om det, der gjorte mest ondt i den hårdt prøvede tyske folkesjæl. Igen og igen har Grass med en imponerende utrættelighed formået at sætte spørgsmålstegn ved det, vi ellers var så sikre på. Og bedst som man troede, at nu havde den gamle mand tabt pusten, udgiver han i 2007, 79 år gammel, sine erindringer, der afslører, at han var medlem af det frygtede Waffen-SS i krigens sidste år. Ganske vist var Grass kun sytten år gammel på det tidspunkt, men skandalen var til at tage og føle på: Igennem alle de år, hvor han havde insisteret på det tyske opgør med fortiden, hævdedes det, havde han fortiet sin egen historie. Grass har altid forstået at lave ballade i den litterære offentlighed. Af samme grund har han i Tyskland lige så mange venner som fjender. Men de litterære bedrifter står alt til trods uantastet.

En tysk trilogi

”Mens vi kørte, bøjede min far sig ned og råbte ind i øret på mig: ”Dette er et stort øjeblik i dit liv. Brug nu øjnene godt, så at du kan se alting og senere kan fortælle om det.” – Jeg åbnede begge øjne så meget, at vinden fik dem til at løbe i vand, og også nu, hvor jeg helt og fuldt i min fars og ligeledes i hr. Brauxels ånd fortæller om det, jeg slugte med vildt opspilede øjne og opmagasinerede som erindring, anstrenger mit øje sig og løber i vand: dengang var jeg bange for, at mit øje ville være blindet af tårer, når jeg skulle se Føreren; i dag må jeg gøre mig umage for ikke at se gennem tårer, hvad der dengang var håndgribeligt, uniformeret, flagsmykket, solbeskinnet, verdenshistorisk, gennemsvedt og faktisk.”
”Hundeår”, s. 236.

Med ”Bliktrommen” fra 1959 skabte Günter Grass sig ikke blot et navn i Tyskland, men over hele Europa. Historien om drengen Oscar Matzerath, der som 3-årig beslutter sig for ikke at vokse mere, kom som en bombe i det litterære landskab i Tyskland i slutningen af 50’erne. Den 3-årige Oscar kaster sig ned af køkkentrappen og undgår på den måde at skulle træde ind i de voksnes verden. I stedet terroriserer han omverdenen med sin bliktromme og sin skingre stemme, som er så voldsom, at den kan få glas til at splintres. Han forråder alle omkring sig, men formår alligevel at klare sig igennem både nazitiden og efterkrigstiden fra en dværgs højde. Han taler ikke meget, men kommenterer familiemedlemmer og krigens begivenheder med sin tromme, som da han under en militærparade gemmer sig under scenen og får spoleret hele forestillingen ved med sin tromme at omdanne nazisternes march til et sandt kaos. En scene, der i øvrigt er kosteligt fremstillet i Volker Schlöndorffs filmatisering af ”Bliktrommen” fra 1979.

Den lille Oscar protesterer mod samtidens politiske vanvid, men han kan kun udtrykke det væld af følelser i en forvrænget form: Med sin bliktromme trommer han den tyske historie frem i al sin grimhed og abstrakte uforståelighed.

Historien fortælles af den 30-årige Oscar, der skriver sine erindringer ned. Fortællerstemmen tilhører altså en outsider, der bevidst har sat sig uden for. Men karakteristisk for også Grass’ senere værker, kan læseren ikke rigtig stole på Oscar. Han er en utroværdig fortæller. På den måde kan Grass gøre sine figurer utroværdige, uden at udstille dem. Han kan skabe en ironisk distance til de historiske begivenheder ved at lade en utroværdig 30-årig dværg iscenesætte smerten, skylden og den tyske selvforståelse på en sådan måde, at den forbliver konkret uden at postulere, at det er den eneste sandhed om Tysklands historie.

”Bliktrommen” har også paralleller til den klassiske dannelsesroman som for eksempel Goethes ”Wilhelm Meister”. Men den afviger på en række centrale punkter. Der er ingen morale i Oscars udvikling. Hans udvikling fremstår nærmere som en slags misdannelse, der i romanen er en parallel til den tyske dannelses forfald under nazismens opkomst i 1930’erne.

20919639

Sammen med Grass’ to efterfølgende bøger ”Kat og Mus” (1961) og ”Hundeår” (1963) danner ”Bliktrommen den såkaldte Danzig-trilogi, opkaldt efter Grass’ fødeby i det nuværende Polen. I ”Kat og Mus”, der oprindeligt skulle have været en del af ”Hundeår”, men voksede til at være en hel roman, er det også en outsider, der står i centrum. Drengen Mahlke forsøger at skaffe sig respekt og anerkendelse ved at gå ind i militæret, men det lykkes ham ikke, og han dør, før krigen er omme. Romanens fortæller, og Mahlkes ven, er indirekte skyld i Mahltkes død, men vil ikke selv erkende det. Igen har vi at gøre med en utroværdig fortæller, og selve romanens fortælleform afspejler således forsøget på at fortrænge fortiden – det store tema i Grass' værker.

I ”Hundeår” er det også forholdet mellem to barndomsvenner, Matern og Amsel, der beskrives. Her går handlingen over næsten hele det tyvende århundrede, over nazismens opblomstring i 30’erne, krigen og den efterfølgende deling af Tyskland. De to venner kan ikke forsones oven på krigen – Matern blev nazist – men de kan heller ikke skilles ad, de hænger uværgeligt sammen. Igen en spejling af Tysklands splittelse, både i de to lande, men så sandelig også mentalt.

Den engagerede forfatter

”De talte om talent, som om det var noget, der skulle skærmes af mod træk. Af lutter bekymring for mig blev de aggressive, da jeg demonstrerede min hverdag ved hjælp at to ølbrikker: ”Den her er det politiske arbejde, det laver jeg som socialdemokrat og borger; den anden er mit manuskript, mit erhverv, mit gudvedhvad.” Jeg lod afstanden vokse mellem ølbrikkerne, nærmede dem til hinanden, stillede dem, så de støttede hinanden, dækkede den ene med den anden (derefter den anden med den ene) og sagde: ”Sommetider svært, men det går. De skulle ikke gøre dem så mange bekymringer.”
Günter Grass: ”Af en snegls dagbog”, s. 283.

Noget overraskende, og til stor fortrydelse for store dele af den mere radikaliserede tyske venstrefløj, engagerede Grass sig kraftigt i tysk politik op gennem 1960’erne. Det var nemlig ikke på det udenomsparlamentariske venstrefløj som flertallet af hans forfatterkollegaer, men derimod for SPD, det tyske socialdemokrati. Hans foretrukne kandidat var socialdemokraten Willy Brandt, den senere forbundskansler, for hvem han skrev taler og tog på valgturne over hele Tyskland.

I romanen ”Lokalbedøvet” (1970) beskriver Grass dilemmaet mellem at ville en revolution, hvor tingene skal gå hurtigt – hvor man går efter den totale omvæltning – og så et mere fornuftigt politiske engagement med al dets langsommelighed. I romanen er det en lærer, der forsøger at overbevise sine rebelske elever om, at forandringer tager tid og kræver tålmodighed, hvis de skal være holdbare. Derfor også titlen på Grass’ næste bog ”Af en snegls dagbog” fra 1972, der er formet som en fortælling til Grass’ børn om deres fars politiske engagement i kampagnen for Willy Brandt. Det er også i denne bog, at Grass for første gang selv optræder i sine bøger. En leg med virkelighed og fiktion, erindring og konstruktion, der også er et særkende for flere af Grass’ senere bøger.

Parallelt med det politiske engagement skriver Grass op gennem 70’erne og 80’erne en række bøger, der ikke siden har været genstand for så meget opmærksomhed. Det er ”Flynderen” (1977), ”Mødet i Telgte” (1979), ”Kopfgeburten” (1980, ikke oversat), og ”Rottesken” (1986). ”Flynderen” er en stor verdenskrønike om kvinder og mænd og deres besværlige, men spændende forhold til forskellige tider. ”Mødet i Telgte” foregår under 30-års-krigen og handler om tyske digtere fra den tid. ”Rottesken” er skrevet midt i 1980’erne angst for en atomkrig. Hovedfiguren er en hunrotte, som i tiden efter den store atomkrigskatastrofe repræsenterer de forhadte skabninger, som overlever, mens mennesket er udryddet.

90'ernes nye Tyskland

“Regnen var stilnet af. Da det luftede, knasede murstensstøvet mellem tænderne. Det er typisk for Berlin, sagde man til os. Anna og jeg havde været her i et halvt år. Hun havde forladt Schweiz, jeg havde lagt Düsseldorf bag mig. Hun lærte den barfodede kunstdans hos Mary Wigman i en villa i Dahlem, jeg ville i Hartungs atelier på Steinplatz stadig væk være billedhugger, men skrev, hvor jeg stod, sad eller lå hos Anna, korte og lange digte. Så skete der noget uden for kunsten.
”Mit århundrede”, s. 156.

Først efter Berlin-murens fald i 1989 og genforeningen af de to Tysklande i 1990 var den historie, der startede med Hitlers magtovertagelse i 1933 bragt til ende. Igen blev Günter Grass en rød klud for mange. Selv om han har været en markant kritiker af DDR gennem alle årene, så han den tyske genforening som en vesttysk ”erobring” af DDR, uden hensyntagen til de mennesker, der havde levet i DDR gennem de sidste 40 år. Grass ville have foretrukket en langsommere indlemmelse af DDR i Vesttyskland for på den måde at acceptere DDR og dets beboeres fælles 40-årige historie. I romanerne ”Ildevarsler” (1992) og ”En længere historie” (1995) kredser Grass om genforeningen, uden dog at hans egne synspunkter træder klart igennem. Grass lader sine figurer indtage forskellige positioner i diskussionen – både for og imod. I ”Ildevarsler” er det en ældre tysk universitetsprofessor, der stifter et selskab, der skal sørge for, at alle de fordrevne fra de 20. århundrede skal have lov til at blive begravet i deres hjemland. Men foreningen bliver hurtigt overtaget af tyske forretningsfolk, der omdanner det idealistiske og forsonende projekt til et stort pengeforetagende. Henvisningen til genforeningen er tydelig, men Grass lader ingen synspunkter, heller ikke sit eget, stå uimodsagt hen. I ”En længere historie” forsøger hovedpersonen Theo Wuttke at leve sit liv efter den tyske forfatter Theodor Fontane (1819-1898) – både under nazismen, DDR-tiden og under genforeningens omvæltninger. Romanen fortæller Wuttkes liv som en parallel til Tyskland på Fontanes tid og advarer indirekte mod et nyt ”stortyskland” som under Bismarck i det 19. århundrede.

22590804

I ”Mit århundrede” (1999), der af flere med nogen uret anses som en af Grass’ svagere bøger, har Grass viet et kapitel til hvert år i det 20. århundrede fra 1900 til 1999 – altså 100 i alt. Der er ikke tale om nogen sammenhængende fortælling, men gengivelse af en lang række historiske begivenheder set gennem et personligt perspektiv. De historiske begivenheder spiller ikke hovedrollen i denne bog, men figurerer hele tiden et sted i periferien af den lille historie. Som i Grass tidligere bøger, danner den store tyske historie baggrund for den skæve og subjektive opfattelse. Læseren møder et sandt virvar af forskellige fortællerstemmer, der giver personlige perspektiver på den tragiske historie, som Tyskland i det 20. århundrede udgør. Bogen er Grass’ version af historien og efter endt læsning står konklusionen, at historien tilhører ikke historikerne, men os alle. Det er alles århundrede, dit århundrede – og mit århundrede.

Tilbage til udgangspunktet

”Historien, eller rettere den historie, vi har rørt op, er et forstoppet lokum. Vi skyller og skyller, men lortet kommer alligevel op.”
”I krebsegang”, s. 102.

I ”I krebsegang” fra 2002 vender Grass tilbage til sit hovedtema: Tyskernes fortrængte fortid og dårlige samvittighed. Men denne gang med et omvendt perspektiv. Her er det de civile tyskere, der fremstilles som ofre for en krig, de ikke selv eller i hvert kun indirekte, havde ansvaret for. Helt konkret handler den lange novelle om damperen Wilhelm Gustloff, der blev skudt i sænk af en russisk ubåd i 1945, og gik ned med mere end 9.000 tyske flygtninge. En historie, der får Titanics forlis til at ligne en parentes. Men efter krigen, var der ingen, der fandt det passende at beskæftige sig med tyske ofre. Grass er altid i opposition til dem, der gør krav på sandheden. I historieskrivningen var der konsensus om, at Tyskland var den aggressive part i Anden Verdenskrig, men, gør Grass opmærksom på i ”I krebsegang”, der var jo også millionvis af tyske ofre, der ikke må glemmes.

Sandheden har altid mange sider, og vi kan aldrig lægge os fast på én udlægning af historien. Der er altid andre historier, andre udlægninger, andre perspektiver. Og hvis vi ikke bliver ved med at beskæftige os med historien dukker den alligevel ubelejligt op – i en forvrænget form, når vi mindst ventede det.

26745608

I 2007 faldt så bomben: Grass havde været med i det berygtede Waffen-SS under krigens sidste år. Det fremgik at hans erindringsbog ”Når løget skrælles”. Skandalen bestod ikke så meget i, at Grass havde været del af Waffen-SS. Det var der en del der havde været, og han var på det tidspunkt 17 år gammel, men derimod, at han havde fortiet det gennem alle disse år. Hvordan kunne Tysklands moralske stemme have løjet om sin egen fortid? Det viste så, at Grass faktisk tidligere havde fortalt om sin fortid under krigen, blot uden så meget medieopmærksomhed, men igen havde Grass sørget for megen opstandelse og debat, denne gang med sin egen fortid i centrum.

Det ændrer dog ikke ved, at bogen er fremragende og handler om en hel masse andre ting. Blandt andet hvordan erindringen fungerer. Det centrale billede er løget. Erindringen fungerer ligesom at skrælle et løg: ”Når løget hakkes skæl for skæl, driver det tårer frem, som slører blikket” (Günter Grass: ”Når løget skrælles”, s. 24.). Erindringen er forskønnelsen af fortiden. Men Grass har også en anden metafor for det at huske. Det er ravklumpen med det fastfrosne insekt. Her fastholdes tiden i et øjebliksbillede, og den kan ikke manipuleres. Begge dele er hele tiden til stede i erindringsarbejdet.

Den uendelige historie

“Historien bliver oftest skrevet af historiens vindere. Taberne og den brede befolkning der som oftest har lidt under den førte politik, efterlader sig sjældent dokumenter. Deres fortælling kan litteraturen skrive. Litteratur er ikke bare et nødvendigt tillæg til den officielle historieskrivning, men et meget stort felt, som bliver til overs, for historikerne beskæftiger sig hovedsageligt med fakta og dokumenter.”
Günter Grass i et interview til Dagbladet Information, 2002-08-31.

”At skrive poesi efter Auschwitz er barbarisk”, skrev den tyske filosof Theodor W. Adorno i umiddelbar forlængelse af Anden Verdenskrig. Pointen med sætningen er den håbløse situation, tyske forfattere befandt sig i efter krigen: De blev på den ene side nødt til at skrive om krigen og forholde sig til holocaust – andet ville være at ignorere det. På den anden side: Fordi der i selve bestræbelsen på at skrive noget æstetisk tilfredsstillende om holocaust ligger en forskønnelse af det, der overgik fangerne i udryddelseslejrene. Og det er ikke acceptabelt.

Hos Grass er Adornos ord blevet til en slags påbud om ikke at skrive uden at forholde sig til historien. Det er om noget det gennemgående tema i Grass’ forfatterskab. Igen og igen og igen vender Grass tilbage til den tyske historie, der aldrig vil slippe sit tag i hans generation af tyske forfattere.

”I krebsegang” afsluttes med sætningen ”Det hører aldrig op”. Og det gør det aldrig for Grass. Historien gemmer altid på nye perspektiver og nye ufortalte historier. Og hvis vi ikke beskæftiger os med dem, dukker de op af sig selv i forvrænget form – til misbrug og afskrækkelse.

Grass skriver historiske bøger om randeksistenser, om taberne, i udkanten af ”den store Historie”, hvis stemmer aldrig høres i sejrherrernes historieskrivning.

24223418

Som man kan se er Grass’ produktion meget stor og alsidig – og så er hans lyriske produktion slet ikke nævnt her, ligesom hans malerier, tegninger, skulpturer og grafiske værker også kunne være et kapitel for sig selv. Men det er en længere historie...

Det fantastiske tilfælles

De fantastiske elementer i Grass’ forfatterskab bringer ham, hvad stilen angår, i slægtskab med megen af den latinamerikanske litteratur – den såkaldte ”magiske realisme” med en forfatter som Gabriel Garcia Marquez og hans ”100 års ensomhed”. Men måske i endnu højere grad med Salman Rushdie, hvis ”Midnatsbørn” er en generationsfortælling på lige linje med Grass’ ”Bliktrommen. Selvfølgelig er baggrunden for disse ”postkoloniale” forfattere en helt anden, men lige som mange af de latinamerikanske lande og som Indien og Pakistan efter deres selvstændighed havde brug for at finde en egen litterær stemme, havde Tyskland behov for en ny litteratur, en ny måde at skrive på efter Anden Verdenskrig – et nyt sprog simpelthen. Og her har Grass en del til fælles med den ”magiske realisme”. Grass har selv nævnt en forfatter som Alfred Döblin og hans ”Berlin Alexanderplatz” som inspirationskilde. Grimmelshausens pikareske roman ”Simplicissimus Teutsch” fra 1669 nævnes ofte som en inspirationskilde til især ”Bliktrommen”. Og forfatteren Grimmelshausen spiller da også en rolle i Grass’ ”Mødet i Telgte”.

26745756

Nu var Grass heldigvis ikke den eneste tyske forfattere, der skrev om den tyske historie og pirkede til tysk selvforståelse. Forfatterne Heinrich Böll og Siegfried Lenz og samtlige forfattere fra ”Gruppe 47” har på samme måde som Grass tegnet tysk efterkrigstids litterære landskab.

Også en nyere dansk forfatter som Morten Ramsland med sin roman ”Hundehoved” har vedkendt sig arven fra Günter Grass, ligesom norske Lars Saabye Christensen i sin ”Halvbroderen” trækker store veksler på Grass’ litterære univers. Og man kunne blive ved. Grass er uden tvivl en af de store skikkelser i det 20. århundredes europæiske litteratur. For at citere titlen på Grass’ tale ved modtagelsen af Nobelprisen i litteratur: Fortsættelse følger...

Bibliografi

Grass, Günter:
Bliktrommen. 1961. (Die Blechtrommel. 1959). Roman.
Grass, Günter:
Kat og Mus. 1963. (Katz und Maus. 1961). Novelle.
Grass, Günter:
Hundeår. 1965. (Hundejahre. 1963). Roman.
Grass, Günter:
Lokalbedøvet. 1970. (Örtlich betäubt. 1969). Roman.
Grass, Günter:
Af en snegls dagbog. 1973. (Aus dem Tagebuch einer Schnecke. 1972). Roman.
Grass, Günter:
Flynderen. 1978. (Der Butt. 1977). Roman.
Grass, Günter:
Mødet i Telgte. 1980. (Das Treffen in Telgte. 1979). Roman.
Grass, Günter:
Rottesken. 1986. (Die Rättin. 1986). Roman.
Grass, Günter:
Række tunge. 1988. (Zunge zeigen. 1988). Roman.
Grass, Günter:
Skriften på muren. 1990. (Politiske essays og taler i udvalg og oversættelse ved Per Øhrgaard.)
Grass, Günter:
Ildevarsler. 1992. (Unkenrufe. 1992). Roman.
Grass, Günter:
Men alligevel og andre digte 1956-88. 1995. I udvalg og oversættelse ved Per Øhrgaard (to digte ved Inger Christensen).
Grass, Günter:
En længere historie. 1996. (Ein weites Feld. 1995). Roman.
Grass, Günter:
Mit århundrede. 1999. (Mein Jahrhundert. 1999). Roman.
Grass, Günter:
Günther Grass liest Mein Jahrhundert. 12 cd´ere. Indlæser: Günther Grass (på tysk).
Grass, Günter:
I krebsegang. 2002. (Im Krebsgang. 2002). Novelle.
Grass, Günter:
Når løget skrælles. 2007. (Beim Häuten der Zwiebel. 2007). Erindringer.
Grass, Günter:
Mørkekammerhistorier. Gyldendal, 2009 (Die Box, 2008). Erindringer.
Grass, Günter:
Grimms Wörter. Eine Liebeserklärung. Steidl, 2010 (99.4). Erindringer.

Samlet udgivelse af det litterære værk på tysk

Grass, Günter:
Werke I-X. Luchterhand Verlag; nyudgivelse på Steidl Verlag, Göttingen

Bidrag i antologier og tidsskrifter

Grimms Wörter. Eine Liebeserklärung. Steidl, 2010 (99.4).
Ti minutter til Buffalo. I: Moderne dramatik. Ved Chr. Ludvigsen (oversat af Bent Grasten).
Grass, Günter:
En tale om det selvfølgelige. I tidsskriftet ”Vindrosen”, hæfte 6. (kronik).
Grass, Günter:
3 digte. I tidsskriftet ”Vindrosen”, hæfte 4, s. 14ff. (oversat af Chr. Kock).
Grass, Günter:
Om de skrivende hofnarres manglende selvtillid... I tidsskriftet ”Vindrosen”, hæfte 1, s. 75. (kronik, oversat af Karen Nicolajsen).
Grass, Günter:
4 digte fra samlingen ”Ausgefragt”. I tidsskriftet ”Vindrosen”, hæfte 7, s. 541ff. (oversat af Inger Christensen).
Grass, Günter:
De kejthåndede. I: Tyske noveller fra det 20. århundrede (oversat af Ruth Dinesen).
Grass, Günter:
Aldrig mere stilhed : den frygtede sandhed er forfatternes historiske opgave. I: Aktuelt, 27. maj 2000, s. 11.

Om Günter Grass

Vormweg, Heinrich:
Günter Grass. 1986. Reinbek 1986 (Rowohlts Monographien; 359).
Neuhaus, Volker::
Günter Grass. 2. udgave, Stuttgart 1993 (Sammlung Metzler; 179).
Dideriksen, Anne-Sofie:
Tingenes uorden – om Günter Grass’ grafik. I: Tidsskriftet Billedkunst, årg. 6, nr. 2, side 3-8.
Mahrdt, Helgard:
Essen. Trinken. Dichten : zur Bedeutung des symposiums in Günter Grass´ erzählung. I: Text & Kontext, årg. 22, hft. 1/2, 1999, s. 195-211.
Dideriksen, Anne-Sofie:
Hundrede år i farver : om Günter Grass’ historiske billedbog. I: Billedkunst, årg. 8, nr. 2, 2000, s. 4-10.
Rostbøll, Grethe:
Günter Grass og det tyske århundrede. I: Bogens verden, årg. 82, nr. 2, 2000, s. 23-27.
Thurah, Thomas:
Historien er ikke slut : samtaler med 36 europæiske forfattere. 2001.
Dideriksen, Anne-Sofie (red.):
Selv med døde fluer. En bog om Günter Grass. 2002.
Dideriksen, Anne-Sofie:
Kunstens babelstårn. 2003. I: Billedkunst. Årgang 11, nr. 1. 2003. Side 25-27.
Madsen, Peter:
Vidnesbyrd fra neden: Bliktrommen. ( Den moderne roman ). I: K & K. Nr. 95, årgang 31, nr.1. 2003. Side 43-63.
Søholm, Kirsten Molly:
Mnemosyne i informationssamfundet. Erindring og fortælling i Günter Grass' Krebsegang. 2004. I: Passage. Nr. 50. 2004, side 109-112.
Øhrgaard, Per:
Fortsættelse følger... Et essay om Günter Grass. 2007.
Alle større danske aviser bragte artikler om Grass den 1. oktober 1999 i anledning af modtagelsen af Nobelprisen i litteratur.

Om forfatteren

Nobel-stiftelsens hjemmeside med Grass-biografi, samt en litteraturliste.
Anmeldelser og artikler om forfatterens bøger. Søg på Grass.
God artikel om forfatteren

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Gunter Grass

Kilder citeret i portrættet

Kilder citeret i portrættet

Lykkeberg, Rune:
Danmark er blevet et lille hysterisk land. Interview med Günter Grass til Dagbladet Information, 2002-08-31.
Øhrgaard, Per:
Fortsættelse følger... Et essay om Günter Grass. 2007.