Günter Grass

Da Günter Grass i foråret 2007 udgav sine erindringer ”Når løget skrælles” var hans liv for længst et offentligt anliggende. Lige siden udgivelsen af ”Bliktrommen” var Grass en markant person i den tyske offentlighed. Opvæksten i den nu polske by Danzig (Gdansk) under krigen var under hårde betingelser. Og det stod ikke skrevet i stjernerne, at Grass senere skulle blive en af verdenslitteraturens koryfæer. At han som 17-årig også blev del af nazisternes militærmaskine, gjorde heller ikke overlevelse til en selvfølge. Men ved krigens afslutning sad Grass i amerikansk krigsfangenskab, var stadig i live og fandt efter sin løsladelse sin plads i det ødelagte Tyskland – først som stenhuggerelev, siden på kunstakademiet i Düsseldorf. Senere flyttede han til Berlin og til Paris, hvor han også begyndte at skrive og havde blot fået en enkelt digtsamling og et par teaterstykker offentliggjort før det massive gennembrud med ”Bliktrommen” i 1959. Grass blev også fast bestanddel af den berømte Gruppe 47, en sammenslutning af senere så anerkendte tyske forfattere som Ingeborg Bachmann, Hans Magnus Enzensberger og Heinrich Böll, der læste højt for hinanden af endnu uudgivet materiale.

Igennem årerne blev Grass igennem sine bøger og sit store engagement i den offentlige debat i Tyskland af mange ophøjet til Tysklands moralske stemme, fordi han hele tiden insisterede på at skrive og tale om det, der gjorte mest ondt i den hårdt prøvede tyske folkesjæl. Igen og igen har Grass med en imponerende utrættelighed formået at sætte spørgsmålstegn ved det, vi ellers var så sikre på. Og bedst som man troede, at nu havde den gamle mand tabt pusten, udgiver han i 2007, 79 år gammel, sine erindringer, der afslører, at han var medlem af det frygtede Waffen-SS i krigens sidste år. Ganske vist var Grass kun sytten år gammel på det tidspunkt, men skandalen var til at tage og føle på: Igennem alle de år, hvor han havde insisteret på det tyske opgør med fortiden, hævdedes det, havde han fortiet sin egen historie. Grass har altid forstået at lave ballade i den litterære offentlighed. Af samme grund har han i Tyskland lige så mange venner som fjender. Men de litterære bedrifter står alt til trods uantastet.

Med ”Bliktrommen” fra 1959 skabte Günter Grass sig ikke blot et navn i Tyskland, men over hele Europa. Historien om drengen Oscar Matzerath, der som 3-årig beslutter sig for ikke at vokse mere, kom som en bombe i det litterære landskab i Tyskland i slutningen af 50’erne. Den 3-årige Oscar kaster sig ned af køkkentrappen og undgår på den måde at skulle træde ind i de voksnes verden. I stedet terroriserer han omverdenen med sin bliktromme og sin skingre stemme, som er så voldsom, at den kan få glas til at splintres. Han forråder alle omkring sig, men formår alligevel at klare sig igennem både nazitiden og efterkrigstiden fra en dværgs højde. Han taler ikke meget, men kommenterer familiemedlemmer og krigens begivenheder med sin tromme, som da han under en militærparade gemmer sig under scenen og får spoleret hele forestillingen ved med sin tromme at omdanne nazisternes march til et sandt kaos. En scene, der i øvrigt er kosteligt fremstillet i Volker Schlöndorffs filmatisering af ”Bliktrommen” fra 1979.

Den lille Oscar protesterer mod samtidens politiske vanvid, men han kan kun udtrykke det væld af følelser i en forvrænget form: Med sin bliktromme trommer han den tyske historie frem i al sin grimhed og abstrakte uforståelighed.

Historien fortælles af den 30-årige Oscar, der skriver sine erindringer ned. Fortællerstemmen tilhører altså en outsider, der bevidst har sat sig uden for. Men karakteristisk for også Grass’ senere værker, kan læseren ikke rigtig stole på Oscar. Han er en utroværdig fortæller. På den måde kan Grass gøre sine figurer utroværdige, uden at udstille dem. Han kan skabe en ironisk distance til de historiske begivenheder ved at lade en utroværdig 30-årig dværg iscenesætte smerten, skylden og den tyske selvforståelse på en sådan måde, at den forbliver konkret uden at postulere, at det er den eneste sandhed om Tysklands historie.

”Bliktrommen” har også paralleller til den klassiske dannelsesroman som for eksempel Goethes ”Wilhelm Meister”. Men den afviger på en række centrale punkter. Der er ingen morale i Oscars udvikling. Hans udvikling fremstår nærmere som en slags misdannelse, der i romanen er en parallel til den tyske dannelses forfald under nazismens opkomst i 1930’erne.

20919639

Sammen med Grass’ to efterfølgende bøger ”Kat og Mus” (1961) og ”Hundeår” (1963) danner ”Bliktrommen den såkaldte Danzig-trilogi, opkaldt efter Grass’ fødeby i det nuværende Polen. I ”Kat og Mus”, der oprindeligt skulle have været en del af ”Hundeår”, men voksede til at være en hel roman, er det også en outsider, der står i centrum. Drengen Mahlke forsøger at skaffe sig respekt og anerkendelse ved at gå ind i militæret, men det lykkes ham ikke, og han dør, før krigen er omme. Romanens fortæller, og Mahlkes ven, er indirekte skyld i Mahltkes død, men vil ikke selv erkende det. Igen har vi at gøre med en utroværdig fortæller, og selve romanens fortælleform afspejler således forsøget på at fortrænge fortiden – det store tema i Grass' værker.

I ”Hundeår” er det også forholdet mellem to barndomsvenner, Matern og Amsel, der beskrives. Her går handlingen over næsten hele det tyvende århundrede, over nazismens opblomstring i 30’erne, krigen og den efterfølgende deling af Tyskland. De to venner kan ikke forsones oven på krigen – Matern blev nazist – men de kan heller ikke skilles ad, de hænger uværgeligt sammen. Igen en spejling af Tysklands splittelse, både i de to lande, men så sandelig også mentalt.