Morten Pape

”Månebarn” fra 2025 er andet bind i Morten Papes autofiktive værk om sin familiehistorie og handler om moren, Sanne, og hendes familie.

141253255

Som helt ung er Sanne tæt på at komme ind på flyvelederuddannelsen, men får aldrig lyst til at søge igen, fordi hendes selvværd er banket i bund af hendes voldelige far, Smeden. Hjemme i huset på Amager er han altid efter hende og hendes mor. Ingenting kan de gøre godt nok, og Sanne kommer derfor aldrig længere end til at blive rengøringskone i en svømmehal. Det bliver ikke bedre, da hun gifter sig med Ole, en leddeløs mand uden fremdrift. De flytter ind i Urbanplanen på Amager og får tre børn, men skændes efterhånden i ét væk og bliver skilt. Tilbage står Sanne med et dårligt betalt job, tre børn og en eksmand, der dårligt gider at være far. Ansvaret er så tyngende, at hendes nerver flosser endnu mere, og hun må have antidepressive piller.

I bogen klipkrydses mellem Sannes historie, og 2015, hvor Morten Pape romandebuterer med ”Planen”. Efter et kærestebrud flytter han hjem til sin mormor, som han kalder Bedste, og bor på hendes sofa, mens han soler sig i de begejstrede anmeldelser. Dele af morens familie er vrede over Mortens fremstilling i romanen af sin familiebaggrund. Men hans loyale Bedste står bag ham, sådan som hun også altid har stået bag sin datter, Sanne. Faktisk klamrer Bedste sig nok lidt til Morten, går det op for ham, for også hun har dystre misbrugsproblemer og sorger fra fortiden, der stadig rumsterer i hende. 

Sproget i bogen er barsk og beskrivelserne ofte brutalt socialrealistiske på kanten til det absurde. Ind imellem falder skriften fra hinanden og bliver til korte samtaler mellem Morten og hans mor eller til betydningsladede sætninger, der står alene på en side. Fortællevinklen skifter også. Nogle gange er vi indeni Sanne, andre gange er Morten jeg-fortæller. I det hele taget er det en opbrudt fortælling, hvor den røde tråd udgøres af den grumme heltindebeskrivelse af Sanne og Bedste.

Selv da Sanne kæmper med selvmordstanker, har hun overskud til at tage brugslån til julegaver. Selv da Bedste er nedbrudt af sorg over sin mands død, støtter hun op om sit barnebarns bogsucces. De gør sig umage, også når stormen raser i og omkring dem. Noget, mændene i bogen ikke kan. Og så er de også fælles om at gemme på skamfulde hemmeligheder om dengang, de hver især næsten var ved at lykkes med at begå selvmord.

I ”Nøglebarn” fra 2024 bevæger Morten Pape sig væk fra Amager og nordpå til de københavnske forstæder og samtidig tilbage i tiden i sin fars slægtshistorie. Romanen er autofiktiv og kan både læses som en forløber og en efterfølger til hans debut fra 2015, ”Planen”.

138984109

Den er udformet som en slags opdagelsesrejse, hvor forfatteren forsøger at finde ud af, hvorfor hans forhold til faren er så dårligt. Hvilke svigt havde hans far selv med sig i bagagen? Kan forfatteren ved at se tilbage lære at forstå ham?

Første del af romanen er tilegnet oldefaren, ingeniør Carl Holger Visby Pape, der bor med sin deprimerede kone i en villa i Emdrup, har tjenestefolk og et betydningsfuldt job som chefkemiker ved Københavns Vandforsyning.

Han er en fyrig og ambitiøs mand med sine meningers mod og en stor interesse for opera, men også med en markant mørkeside, hvor skuffelser og sorger hober sig op og gør ham indebrændt og urimelig. Ikke mindst hans voksne datters død har totalskadet forholdet til sønnen, Morten Papes farfar, der også hedder Carl Holger, og i bogen kaldes Chaufføren. Far og søn synes ude af stand til at mødes og tale ordentligt sammen. Af samme grund har Chaufføren ikke megen selvtillid, og med ham starter en deroute for Pape-familien.

Morten Papes farfar bliver køreskolelærer og går fra krise til krise, roder rundt med sin økonomi og har svært ved at være nærværende og stabil. Da han bliver skilt fra sine børns mor, mister han ofte kontakten til sine børn, hvoraf den yngste er Morten Papes far, Ole. I en særlig vanskelig periode sendes Ole på landet hos et kærligt landsmandspar, som han dog brutalt flyttes fra igen. Måske er det ikke så mærkeligt, at Ole selv bliver et skadet menneske.

Stilen i romanen er detaljeret, følelsesladet og socialrealistisk og udvikler sig til en dybt personlig og selvrefleksiv undersøgelse af, om forfatteren selv kan undslippe fortidens svigt, bryde forbandelsen og lykkes med det, som hans far, farfar og oldefar ikke magtede. Kan han ligefrem gøre så meget op med fortiden, at hans børn ikke kommer til at skrive de bøger, han selv skriver?

“Planen” fra 2015 er Morten Papes debutroman. Romanens hovedperson er identisk med forfatteren, og værket falder inden for den autobiografiske genre, hvor der ikke skelnes mellem hovedperson og forfatter. Handlingen udspiller sig i Urbanplanen på Amager, og boligområdet danner rammen for fortællingen, hvor vi følger drengen Morten og hans opvækst, fra skolestart til lærervikar på selvsamme skole, hvor ringen umiddelbart slutter med hans opsigelse.

52037719

Morten vokser op i et understimuleret og lukket miljø, hvor der hersker helt egne normer og regler. Han higer allerede som barn efter intellektuel stimulering, og han falder markant udenfor med sin verdensanskuelse, drømme og nysgerrighed efter, hvad verden har at byde på uden for boligområdet.

Hans higen efter retfærdighed og et bedre udsyn får ham gang på gang til at løbe panden mod en mur. Som da han i et brændende ønske om adgang til en anden verden melder sig som børnestatist og for en stund lykkes med at få uddannede voksne mennesker til at forvente noget af ham. Men da det så virkelig gælder, begynder han at stamme – og må tages af rollelisten igen. Eller som da han efter sin mangeårige forelskelse i den jævnaldrende Katarina ikke kan forene fantasi med virkelighed, da følelserne for en kortere periode endelig bliver gengældt.

Bruddet med Katarina gør, at den ligegyldighed, der hersker i miljøet, får lov til at smitte af på Morten. I mange år havde han ellers set Katarina som en hemmelig billet ud af Urbanplanen: “Katarina kaster smilende og lykkelig om sig med bløde bevægelser. Det går op for mig, hvor meget jeg stadig elsker hende. Hver måned går der rygter om at hun har fundet sig en ny kæreste eller en eller anden idiot. Hver gang jeg hører om alt det hun foretager sig uden mig, bliver jeg luns for luns et mindre menneske der suges ned i jorden, gennem gulvbrædder og beton, indtil jeg til sidst kun anskuer verden i støvlehøjde med hovedet stikkende op.” (s. 251).

De uforløste drømme hober sig op, og Morten begynder at udvise den samme grundfølelse af opgivenhed over for tilværelsen som sine omgivelser. Han lader tilfældighederne styre i teenageårene og dulmer skuffelsen og tristheden over sin familie og sig selv med rigelige mængder alkohol og hash. Det sidste misbrug tager styringen i en årrække, og dagene forsvinder i de samme tåger, der kun levner udsyn til meget få gøremål.

Morten Papes anden roman, “Guds bedste børn” fra 2018, tager afsæt i en virkelig hændelse. Et bestialsk mord på åben gade på Amager i 2008, hvor en 16-årig dreng med indvandrerbaggrund bliver slået ihjel med en fastelavnskølle af en etnisk dansk dreng på samme alder. De havde aldrig mødt hinanden før.

54479913

I “Guds bedste børn” har drengene venskaber, fjendskaber, familieproblemer og kærlighedskvaler. Vi begynder hos Jamil og hans ven Zeki, der går med aviser og sætter hår for pigerne og for fremtiden, der umiddelbart kan gå to veje: Ned i Netto eller ind på Christiania. Efter drabet på Zeki kæmper Jamil for sin egen overlevelse. Savn og syner får ham indlagt på psykiatrisk hospital, og han mister forbindelsen til de få holdepunkter, han har tilbage, som skole, venner, mor og søster.

“Man gør som man får besked på. Man adlyder. Og står ved det. 110 procent. Han betragter sig selv som loyal.” Tanken er Simons. Vennen til den 16-årige dreng, der slog en anden dreng ihjel, fordi han “gloede” på ham. Selvom Simon ved Gud står i problemer helt op til sine røde øjne og dagligt er ved at kvæles i afmagt, svigt og sagsbehandlinger, har han ikke givet op. Han har, trods sin unge alder, to små børn og kærlighed at kæmpe for – også selvom det er i en kummerlig lejlighed på Falster med angst og fortidens synder på slæb.

Vennen Mickey, der blev morder som 16-årig, kommer vi tæt på i en jeg-fortælling, der bryder med den alvidende fortællerstemme. Her nedfældes tankerne i en lang usammenhængende strøm, der illustrerer tilværelsen set med hans øjne. Mickeys verden er uden nuancer. At han blotter sit lem for Lisa fra kommunen, som er det tætteste, han kommer på en moderlig figur, er et fremragende billede på, hvor følelsesmæssigt ødelagt han er.

Morten Papes anden roman fortsætter i det rå og realistiske Amager-miljø, vi kender fra “Planen”. Med skarpe replikker og sceniske fremstillinger bliver læseren lukket endnu længere ind i et miljø, de færreste romanlæsere har mærket på egen krop, men som udspiller sig få stop fra din hoveddør. Uanset, hvor du bor i landet.

“I ruiner” er tredje og sidste roman i trilogien om Amager og de mennesker, der bor der. Amalie vokser op i et parcelhuskvarter med far, mor og to søskende, indtil finanskrisen og Amagerbankens krak i 2011 får familien til at falde som dominobrikker. Amalies far, der har sat både pension og opsparing i bankaktier, der fra den ene dag til den anden er nul kroner værd, mister både fremtid og fatning: “Jeg sidder ved spisebordet tæt på brændeovnen og ser vores far gå i opløsning. Så tager han en havestol og smadrer den ned i grillen.” (s. 129).

61395024

Familielivet er i forvejen lagt i ruiner, da katastrofen sker: Amalies diagnosticerede lillebror Oliver dør hjemme på stuegulvet under mystiske omstændigheder efter håndgemæng og indtag af en del forskellige stoffer. “Rustvognen kører væk, samtidig med at en studentervogn med høj musik og klirrende ølflasker passerer ude på Kongelundsvej.” (s. 256)

Intet kan hænge sammen mere. Forældrene bliver skilt, den ældste datter Maya melder sig ud af familien, og Amalie forlader sin kæreste Hector, der har rødder i en anderledes del af København og ikke forstår den virkelighed, Amalie er rundet af.

I forbindelse med sorgterapien over tabet af sin lillebror, der betegnes som et tæt “du” i romanen, møder Amalie Harriet og hendes søn Inno – og bliver igennem deres skæbner som flygtninge fra Rwanda optaget af folkemordet i 1994, der stadig står som noget af det mest barbariske i verdenshistorien.

Håbet er spinkelt, og lyspunkterne få i romanen om Amagers pressede middelklasse. Et af dem er Amalies spirende venskab med en ellers bandlyst morfar, der introducerer hende til gamle filmklassikere og stiller sig til rådighed for samtaler og varm kaffe, når alt det andet svigter. Og som ung og rodløs kommer man et godt stykke henad vejen med samtaler og varm kaffe – også i denne roman: “”Det skal nok gå, Klokke,” siger han. ”Når der er rødt, så må der for fanden blive grønt på et tidspunkt”” (s. 264).