Jesper Stein
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb

Jesper Stein

cand.mag. Christina Aabo Mikkelsen, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret af cand.mag. Julie Lystbæk-Hansen, Bureauet i januar 2021, og af redaktionen, marts 2022.
Top image group
Jesper Stein
Foto: Ib Helles Olesen / Forfatterweb
Main image
Foto: Les Kaner / Scanpix

Indledning

Bydelen Nørrebro er udgangspunkt for Jesper Steins krimiserie om den hårdkogte og kompromisløse vicepolitikommissær Axel Steen. Opklaringsarbejdet, jagten på forbryderne og et kaotisk privatliv fortælles i en realistisk, rå og til tider poetisk tone, som forfatteren selv kalder ’2200 Noir’. Jesper Stein har en baggrund som rets- og kriminalreporter, madanmelder og kulturjournalist med litteratur som stofområde. Med romanerne ”Rampen” og "Ædru" bevæger Jesper Stein sig over i den autofiktive genre. Tidligere brugte temaer som alkoholisme og kuldsejlet familieliv er her sat ind i rammerne af forfatterens eget liv og egen opvækst.

 

62108347

Blå bog

Født: 28. februar 1965 i Aarhus.

Uddannelse: Danmarks Journalisthøjskole, 1996.

Debut: Uro. Politikens Forlag, 2012.

Litteraturpriser: Det Danske Kriminalakademis Debutantpris, 2012. De Gyldne Laurbær, 2015. Harald Mogensen-prisen, 2018. Læsernes Bogpris, 2021.

Seneste udgivelse: Ædru. Politiken, 2022. Romanbiografi.

Inspiration: Michael Connelly.

 

 

 

 

 

 

Interview med Forfatterwebs litteraturformidler Sarah Hvidberg, marts 2022.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Angsten i kroppen var glemt. Lige så panisk han frygtede sin egen død, lige så meget glædede han sig til en drabssag. Den var et helle fra ham selv, en port, der åbnede sig ind til en del af livet, man ellers ikke fik adgang til, ind til mørket, hvor der gemte sig følelser, begær, længsler og svigt, som ingen kendte til”.
”Uro”, s. 13.

Jesper Stein er født d. 28. februar 1965 i Aarhus. Han er opvokset i et hjem, hvor litteraturen fyldte meget, fortæller han i et interview i Berlingske Tidende: ”Jeg er vokset op i en familie af litterater. Min far, Finn Stein Larsen, har i mange år været anmelder på Weekendavisen. Min bror, Peter, er professor på Aalborg Universitet i moderne lyrik. Vi gik op i bøger derhjemme og syntes, at litteratur var meningsfyldt. Så jeg har fra en tidlig alder anglet efter at skrive og i mange år drømt om at blive forfatter. Jeg var fascineret af rollen og syntes, at det var noget helt specielt.” (Henrik Dannemand Jensen: Han vågnede op med tømmermænd og begyndte at læse. Berlingske, 2013-04-09).

Da Jesper Stein var yngre, havde han de unge vilde 1980’er-digtere Søren Ulrik Thomsen, Michael Strunge og F.P. Jac som forbilleder. Senere læste han krimiforfattere som Ian Rankin og Henning Mankell, og han fremhæver især Michael Connelly som litterært forbillede. Jesper Stein er uddannet journalist fra Danmarks Journalisthøjskole i 1996, og samme år blev han ansat ved Morgenavisen Jyllands-Posten som rets- og kriminalreporter. Under journalistnavnet Jesper Stein Larsen har han bl.a. skrevet om afrikanske gadeprostituerede, hashklubber og nogle af de mest spektakulære mordsager i Danmark. Han har desuden dækket krigene på Balkan i 1990’erne og hungersnød i Afrika.

Siden 2005 har han arbejdet som kulturjournalist og skrevet om litteratur, herunder blandt andet lavet mange interviews med krimi- og spændingsforfattere som James Ellroy, Michael Connelly og Ian Rankin. Han skrev også madanmeldelser. I 2006 blev han medlem af Det Danske Kriminalakademi, og i 2008 skrev han sammen med Bent Isager-Nielsen, den tidligere chef for Rejseholdets Drabssektion, bestseller-biografien ”Man jager et bæst og fanger et menneske”.

Jesper Stein debuterede som skønlitterær forfatter i 2012 med ”Uro”, der modtog Det Danske Kriminalakademis Debutantpris i 2012. Han bor i København.

Uro

”Ved midnatstid havde han stået i vinduet og stirret rystet ind over København. Himlen var skjult bag et tykt tæppe af røg fra de mange bål, et giftigt tordenvejr over glødende tage. Han havde set bøllerne flakke rundt i gaderne under sig. Kun få var autonome eller ungdomshusbrugere, de fleste var medløbere.”
”Uro”, s. 8.

I 2012 udkom ”Uro”, der er Jesper Steins debutroman og første bind i en serie på indtil videre seks romaner om vicepolitikommissær Axel Steen. Handlingen foregår på Nørrebro i København i marts 2007. Det er på det tidspunkt, at Ungdomshuset på Jagtvej 69 bliver ryddet, og bydelen står i flammer.

Under urolighederne bliver en mand dræbt på Assistens Kirkegård på et sted, hvor kun politiet har adgang. Offeret er iklædt militærstøvler og elefanthue som en autonom. Umiddelbart ligner det politivold eller en hævnaktion, men så enkel er sagen ikke.

29418438

Vicepolitikommissær Axel Steen leder efterforskningen, som trækker tråde til autonome kollektiver, bandemiljøet på Blågårds Plads og narkogangstere fra Balkan. Politiledelsen forsøger at neddysse sagen, og PET melder også deres ankomst ved gerningsstedet. Axel Steen er ofte på kant med sine chefer og kolleger, for han er hård, egenrådig, stædig, men også en af de dygtigste. Han er den eneste fra politiet, der privat bor på Nørrebro. Han er fraskilt, men har stadig følelser for ekskonen Cecilie. Hun har et forhold til hans chef, vicepolitidirektør Jens Jessen. Samværet med datteren Emma kompliceres af, at Axel hele tiden arbejder. Han lider af søvnløshed, dødsangst og hjerteproblemer – selvom han har ”et af verdens mest gennemtestede hjerter” (s. 10) – og angsten dulmes med hash.

Romanen er en politiroman med en klassisk antihelt i en moderne dansk kontekst. Skrivestilen er realistisk, tonen ofte hård, og historien er fortalt i tredje person. Beskrivelserne af opklaringsarbejdet, politiets interne stridigheder, det autonome miljø, bandemiljøet, journalisternes arbejde og det brogede gadebillede på Nørrebro fremstår meget troværdigt, og romanen indfanger stemningen og jargonen i de forskellige miljøer, Axel Steen bevæger sig rundt i. Romanen beskriver politiet som udøvende magt og retter et kritisk blik mod PET.

Bye Bye Blackbird

”Axel gik igen ned til udsigtsbroen og kastede et sidste blik på liget af pigen, der blev blitzet fra alle vinkler. Hun så urimeligt blottet ud, udstillet i sin nøgenhed, kvælermærkerne om halsen var som en uskyld, der var blevet krænget af hende med ekstrem voldsomhed. Så gik han op ad den buede trappe og ud af parken.”
”Bye Bye Blackbird”, s. 15.

Jesper Steins roman ”Bye Bye Blackbird” fra 2013 er andet bind i serien om vicepolitikommissær Axel Steen, men kan læses uafhængigt af første bind.

Handlingen foregår i sommeren 2008 i København, hvor dna-sporet fra en ny voldtægtssag kobles sammen med en gammel sag fra 2004, hvor en ung student, Marie Schmidt, blev dræbt i Ørstedsparken. Sagen blev aldrig opklaret, men var årsag til Axels private nedtur og skilsmisse, og nu øjner han en chance for at gøre regnskabet op og fange morderen.

50507319

Handlingen udspiller sig på og omkring Nørrebro, hvor Axel bor, og hvor den nye voldtægt har fundet sted. En del af efterforskningsarbejdet fører Axel til Nørreport Station, som udgør et trafikalt knudepunkt i byen. Hver dag pendler tusindvis af mennesker til og fra stationen, og på perronerne og trapperne finder man psykisk syge hjemløse. Axel arbejder under tidspres for at opklare sagen og er på kant med kolleger og chefer, og privat fortsætter konflikterne med ekskonen Cecilie omkring samværet med datteren Emma. Axel presses også til at have tættere kontakt til sin chef Jens Jessen, som stadig har et forhold til Cecilie, hvilket Axel er imod. Han dulmer sin smerte og dødsangst med et stort forbrug af hash, hvilket efterhånden er uforeneligt med hans arbejde.

Romanen tematiserer seksualitetens destruktive sider, og beskrivelserne af serievoldtægtsforbryderens brutale overfald på kvinder er rå og rammende. Axel Steen har også i denne roman den bærende synsvinkel, men der krydsklippes til hans chef, politivicedirektør Jens Jessen, hvilket både giver læseren et dybere indblik i politiets arbejde og et mere nuanceret billede af konflikterne mellem de to mænd.

Det bliver en besættelse for Axel at fange forbryderen, og jo tættere han kommer på, desto mere truer hans eget liv med at gå i opløsning. Han konfronteres med sine egne indre dæmoner, og hashmisbruget gør ham utilregnelig. Hans personlige problemer påvirker hans dømmekraft og arbejde med at opklare sagen, og der er ikke meget forståelse at hente hos andre omkring ham.

Solo

”Det var slut med forklædninger, havde han lovet sig selv efter sine sidste undercoveropgaver, men i sin flugt bort fra fortidens synder var han havnet i et nyt klovnetøj med nystrøgne hvide skjorter, slips og habitjakke, der fik ham til at ligne noget, han ikke var og aldrig havde villet være.”

”Solo”, s. 32.

Sjette bind i Jesper Steins serie om Axel Steen, ”Solo” fra 2018, starter langt fra Nørrebro i mere end én forstand. Axel Steen har lagt sit gamle liv bag sig. Han arbejder nu som sikkerhedschef i en stor investeringsbank, går med jakkesæt på arbejde og bor i villa på Amager med datteren Emma og hendes mor Cecilie, som han er blevet genforenet med.

Romanen er fortalt i tredje person, og synsvinklen er delt mellem Axel og hans tidligere kollega Vicki Thomsen. Via Vicki trækkes Axel tilbage mod det miljø, han har forladt. En mordsag i Urbanplanen på Amager, som Vicki efterforsker, peger nemlig i retning af ham, PET og krigen i Syrien. Samtidig opstår en kritisk situation på Axels nye arbejdsplads, hvor han står alene med sine etiske principper over for en chef, som vægter firmaets omdømme højere end alt andet.

54821891

Romanens tematikker er på flere måder opbygget omkring modsætninger. Der er modsætningen mellem Axels hårdt tilkæmpede nye liv med Cecilie og Emma og hans drift imod at opklare forbrydelser med sit eget liv som indsats. Der er modsætningen mellem den polerede overklasse, Axels chef tilhører, og den rå virkelighed Vicki færdes i under sin efterforskning i Urbanplanen.

Modsætningerne kommer til udtryk i for eksempel Axels opfattelse af den nye bydel Ørestad, hvor hans arbejdsplads ligger. Området er et ”mareridt af kraner og halvfærdige højhuse, en entreprenant drøm om mere, mere, mere” (s. 26). Over for står det sociale boligbyggeri, Urbanplanens trøstesløshed. Romanens stil er meget stram og dialogbåret, særligt i afhøringsscenerne, hvor korte sætninger fyrer frem og tilbage som projektiler mellem karaktererne.

Romanens psykologiske tematik er Axel Steens afhængighed af hans fortid som forbryderjæger. Alt ånder på overfladen idyl, men allerede på romanens første side fornemmer man, at idyllen er skrøbelig - Axel soler på Amager Strand med sin datter, men hans døs forstyrres af uklare drømme om fortidens ulykker, som senere materialiserer sig i aktuelle ulykker, da han bliver trukket ind i de nye sager. ”Solo” er en fortælling om en mand, der ikke kan undslippe sin fortid, og hvis passion i høj grad også er hans byrde.

Rampen

”Jeg tænker på hendes svigt, hendes egocentri, hendes dominans og på, at jeg alligevel har følt mig set og elsket, jeg tænker på, hvor vigtigt det er, at man vokser op med en oplevelse af, at man betyder alt for sin mor eller far. Jeg er en skramlet blikspand med svært forenelige væsker, usikkerhed og angst, selvtillid; ømhed og omsorg, selvdestruktion; kærlighed og troen på, at det hele ender godt, det hele flyder sammen i en blanding, som er mig. En blanding, hun har rørt op.”
”Rampen”, s. 329.

I ”Rampen” (2020) bevæger Jesper Stein sig for første gang væk fra krimigenren og over i autofiktionen i fortællingen om hans egne forældres ægteskab, skilsmisse og splittelse. Fortællingen følger en overordnet kronologi fra forældrenes opvækst til deres død og har skilsmissen som det afgørende point of no return. Indvævet i rammefortællingen er fragmentariske scener fra forfatterens opvækst, som hver især understreger romanens tematikker.

”Rampen” kan genrebestemmes som autofiktion, men vægten er lagt på det dokumentariske. Alle personer optræder med deres virkelige navne, og handlinger og begivenheder fremstår, så vidt muligt, sådan som de fandt sted. Dér, hvor Stein bevæger sig over i det skønlitterære, er i skildringerne af sin mor. Stein forestiller sig hendes tanker og følelser i derouten efter skilsmissen.

48839711

Moren, Jytte, er romanens umiddelbare omdrejningspunkt. Hun bliver forladt af sin mand til fordel for en af hans tidligere elever. I sin bitterhed udvikler hun sig til et selvmedlidende mareridt, der kræver sin søns uforbeholdne loyalitet. Hendes fordrukne forfald danner for forfatteren grundlag for et forældreopgør og et forsøg på at forstå sit eget livs fejltagelser og alkoholisme, men det fører også til en undersøgelse af forældrerelationens komplekse størrelse.

På den ene side er moren et egocentrisk og krævende væsen, på den anden side kærer hun sig enormt om sønnen og hans liv. Det betyder desværre også, at hun kræver samme mængde kærlighed og omsorg retur, hvilket han kun delvist er i stand til at give, fordi hendes sorg og bitterhed kaster så stor en skygge over deres relation.

I kontrast hertil står faren Finn, som kommer bedst ud af skilsmissen i kraft af sin nye forelskelse. Med ham deler forfatteren kærligheden til litteraturen og et afslappet samvær, hvor man, i modsætning til hos moren, ikke skal veje hvert et ord i forsøget på at undgå at såre. Til gengæld udmærker han sig ved sit følelsesmæssige fravær. Stein skriver, at han indimellem har det ”som om jeg ikke kendte denne mærkelige private mand, som om netop det, han gav mig, sproget, var det, han skjulte sig bag” (s. 326).

Ædru

”Jeg tænker på løgnen, da jeg igen er i sikkerhed i et hjørne af gården med en smøg efter dagens første timer i gruppen. Jeg er lettet, men også bange for at miste mig selv. Hvis jeg giver slip, kan jeg måske flyve, men jeg kan også styrte ned i et bundløst mørke, hvor jeg risikerer at forsvinde. Jeg har kun lige åbnet døren på klem til et rum fyldt med løgne. Mine løgne. Livsløgne. Benægtelser.”
”Ædru”, s. 33.

”Ædru” (2022) fortsætter i det autofiktive spor, som Jesper Stein indledte med ”Rampen” i 2020. Romanen indledes med en beskrivelse af den dag, hvor fortælleren begynder i alkoholbehandling efter mange års alkoholisme. Romanen følger et jeg, som bærer forfatterens navn, og det er hans erkendelsesproces, vi følger hen over de uger, behandlingen varer. Undervejs møder han og kommer tæt på en række andre misbrugere, da behandlingen foregår som gruppeterapi.

Den overordnede kronologi i romanen er formet af behandlingsforløbet, men erindringsglimt fra tiden før bryder kronologien.

62108347

Ved siden af behandlingsmøderne læser hovedpersonen bøger om og af andre alkoholikere, f.eks. Per Olov Enquists ”Et andet liv” og Einar Mar Gudmundsons ”Sindets tremmer”, som han dels spejler sig i og dels leder efter håb i. Romanen kredser bl.a. om spørgsmålene ”hvem er jeg uden alkoholen?” og ”hvilket liv er der på den anden side af misbruget?”.

En del af behandlingen går ud på at se sine løgne i øjnene – de løgne, som fortælleren undervejs opdager går igen hos alle deltagerne i behandlingsforløbet. Det er et nødvendigt element i behandlingen, at de skal gøre op med livsløgnene og for vores hovedperson, der er forfatter og læser, bliver det også til et nyt blik på de litterære nedtursfortællinger, han fra en tidlig alder har været betaget af: ”…alkoholen udgjorde en meget væsentlig del af klangbunden i min ungdoms sortsyn, som også næredes ved en dyb fascination af forfattere, som enten selv havde forsøgt at drikke sig ihjel eller besang rusen, opløsningen og meningsløsheden. Mine store helte var Hemingway, Kerouac, Carver, Lowry og Tom Kristen­sen.” (”Ædru” s. 61)

Genrer og tematikker

”Uro”, ”Bye Bye Blackbird” og ”Solo” er politiromaner, som på realistisk vis skildrer politiets opklaringsmetoder, inkompetence og magtkampe mellem kolleger og chefer. Politiromanen adskiller sig fra den klassiske detektivroman ved, at den giver et indblik i politiet som institution og udøvende magt. Et andet træk ved politiromanen er, at man enten følger en gruppe af politifolk, der samarbejder som et team, eller man følger én opdager, i dette tilfælde vicepolitikommissær Axel Steen, som via konfrontationer med kolleger og chefer giver læseren et indblik i, hvordan politiet arbejder. Axel Steen fremstilles som en mand, der er dygtig, hårdkogt og egenrådig på jobbet og desuden har et kaotisk privatliv.

Politiromanen giver også et nuanceret indblik i forskellige samfundslag og rummer større eller mindre grad af social indignation. Jesper Steins krimier giver præcise beskrivelser af den anspændte stemning på Nørrebro i dagene omkring Ungdomshusets rydning samt de forskellige samfundsgrupper, der enten tørner sammen eller lever fredeligt dør om dør i bydelen.

Axel Steens privatliv beskriver i de første romaner den moderne, fraskilte mands dilemma mellem arbejdet og datteren, som han gerne vil bruge tid sammen med, men som han ofte svigter på grund af sit arbejde. Konflikterne med ekskonen holder gang i hans uro og dødsangst, som han forsøger at dulme med hash, hvilket er no-go for en politimand. På den måde kan man sige, at han sætter sit job ekstra meget på spil i forhold til, hvis han for eksempel havde et alkoholproblem som mange andre detektiver og politifolk i kriminallitteraturen. I ”Solo” er Axel ikke længere misbruger, men konflikten mellem arbejdet og privatlivet, i form af familien, er stadig til stede, da førstnævnte overskygger og truer sidstnævntes ro og harmoni.  

Tematisk skildrer romanerne interne magtkampe og intriger hos politiet, og ”Uro” har som en af de første danske krimier et kritisk blik på danske PET. Det anspændte forhold mellem politiet og de autonome, bandemiljøerne og udenlandske narkogangstere er andre temaer i romanen. I ”Bye Bye Blackbird” er det den destruktive side af seksualiteten, der er temaet, da Axel Steen får til opgave at fange en sadistisk serie-voldtægtsforbryder. I ”Solo” tematiseres økonomisk ulighed, da der rettes et kritisk blik mod det private erhvervsliv, som fremstilles som en verden, der isolerer sig fra resten af samfundet, og hvor der gælder helt andre regler og retsprincipper.

I "Rampen" og "Ædru" bevæger Jesper Stein sig for første gang væk fra krimigenren og over i autofiktionen i fortællingen om sine egne forældres skilsmisse og sit eget livtag som voksen med alkoholismen og de livsløgne, alkoholismen har gemt sig bag. Tematisk udgør romanerne et opgør med den svære fortid – opvæksten midt imellem de splittede forældre, litteraturen, han altid har elsket og spejlet sig i, familien, han har svigtet – der har farvet hans liv og spændt ben for muligheden for et nyt liv. 

Beslægtede forfatterskaber

Jesper Stein fremhæver selv den amerikanske journalist og forfatter Michael Connelly (f. 1956) som inspirationskilde. Det var nærmest en åbenbaring for ham at læse ”The Black Echo” (1992) (”Det sorte ekko”, 1997) forud for, at han skrev ”Uro”. Men på et tidspunkt måtte han sætte Connelly hen på reolen igen: ”Da jeg var kommet et godt stykke hen i romanen, var jeg nødt til at give mig selv Connelly-karantæne. Man er nødt til at frigøre sig fra sine forbilleder, som sidder på skulderen af én og kigger med, for at man selv kan begynde at skrive.” (Henrik Dannemand Jensen: Han vågnede op med tømmermænd og begyndte at læse. Berlingske, 2013-04-09).

Hovedpersonen i de fleste af Michael Connellys krimier er kriminalassistent og tidligere vietnamveteran Harry Bosch. Han er en kompleks karakter, der opklarer sager ved både at følge politiets rutiner og metoder og ved at trække på sin egen livserfaring. Axel Steen griber ligesom Harry Bosch sagerne an på sin egen måde, han har et problematisk forhold til sine chefer og jagter indædt forbryderne. Jesper Steins detaljerede beskrivelser af Nørrebro viser forfatterens indgående kendskab til bydelen, ligesom Connelly giver læseren et indgående indblik i det moderne Los Angeles.

Den skotske forfatter Ian Rankin (f. 1960) er en anden krimiforfatter, som Jesper Stein bliver sammenlignet med. Politikens anmelder Mette Højbjerg skriver: ”Stein er på højde med eksempelvis gode britiske forfattere, og hans Axel Steen er godt på vej til at blive en klassisk strømerskikkelse som eksempelvis Ian Rankins Rebus.” (Mette Højbjerg: Krimi om serie-voldtægtsforbryder på Nørrebro er en sprogligt spændstig sag. Politiken, 2013-06-20).

Ian Rankins krimiserie handler om kriminalkommissær John Rebus, der er alkoholiseret, fraskilt og har en datter. Kriminalsagerne udspiller sig i Edinburgh, og byen beskrives som både smuk og grusom. Ian Rankins romaner kaldes for ”tartan noir”, hvilket er en særlig variant af den skotske kriminalroman. Handlingen foregår i skotske storbyer og giver et desillusioneret portræt af det moderne skotske samfund. John Rebus er en traumatiseret romanfigur, som lider af mareridt og fortrængninger. Axel Steen lider også af mareridt, strisserblues og konfronteres med fortiden, men får mulighed for at gøre regnskabet op i ”Bye Bye Blackbird”.

En anden dansk forfatter, der skriver politikrimier, er Jens Østergaard, som i sine romaner om politimanden Thomas Nyland også afdækker politiarbejdet.

Bibliografi

Romaner

Stein, Jesper:
Uro. Politikens Forlag, 2012.
Stein, Jesper:
Bye Bye Blackbird. Politikens Forlag, 2013.
Stein, Jesper:
Akrash. Politikens Forlag, 2014.
Stein, Jesper:
Aisha. Politikens forlag, 2015.
Stein, Jesper: Papa. Politikens forlag, 2017.
Stein, Jesper: Solo. Politikens forlag, 2018. Krimi.
Stein, Jesper: Rampen. Politiken, 2020. Romanbiografi.
Stein, Jesper: Ædru. Politiken, 2022. Romanbiografi.

Fagbog

Isager-Nielsen, Bent og Jesper Stein Larsen:
Man jager et bæst og fanger et menneske. Lindhardt & Ringhof, 2008.

Om forfatterskabet

Book Zoo TV interviewer Jesper Stein om romanen ”Bye Bye Blackbird” (på engelsk)
Jesper Stein interviewes af Olav Hergel på Bogforum 2013 om romanen ”Bye Bye Blackbird”.
Facebook-siden for Jesper Steins forfatterskab.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Jesper Stein

Kilder citeret i portrættet

Interviews

Jensen, Henrik Dannemand:
Han vågnede op med tømmermænd og begyndte at læse. Berlingske, 2013-04-09.
Højbjerg, Mette:
Krimi om serie-voldtægtsforbryder på Nørrebro er en sprogligt spændstig sag. Politiken, 2013-06-13.