Peter Øvig Knudsen
Foto: Simon Klein Knudsen

Peter Øvig Knudsen

Artikel type
voksne
journalist, cand.mag. Pia Andersen Høg, iBureauet/Dagbladet Information. 2007. Opdateret af journalist Johan Vardrup, 2014 og af stud.mag. Ditte Damsgaard, 2016.
Top image group
Peter Øvig Knudsen
Foto: Simon Klein Knudsen
Main image
Øvig Knudsen, Peter
Foto: POLFOTO

Indledning

Journalisten Peter Øvig Knudsen har sat sig for at undersøge godt og grundigt på den moderne danmarkshistories største dramaer og dybeste selvbedrag. Gennem dokumentariske beretninger blotter han det 20. århundredes ømme punkter, samt  bevægelsers kampe, kærlighed og kontrasterog han balancerer fermt mellem lødig formidling og højspændte thrills. Øvig Knudsen er optaget af at undersøge, hvad der får mennesker til at overskride samfundets normer., Senest har han i "BZ. Du har ikke en chance - tag den! Et familiedrama” udforsket det BZ-bevægelsen i 1980'erne, hvor fællesskab, kreative aktioner og kampen for retten til frie kollektiver efterhånden blev domineret af vold og gadekampe mellem politi og BZ'ere, når de besatte huse skulle ryddes. grænseoverskridende i sin egen arbejdsproces: Trangen til at fortælle folk, han ikke kender, om de sorte dele af deres fortid.

 

52652154

Blå bog  

Født: Den 9. oktober 1961 i Holme ved Aarhus.

Uddannelse: Journalist fra Danmarks Journalisthøjskole, 1987.

Debut: Er du da sindssyg. 1987.

Litteraturpriser: Drassows hæderslegat, 2001. Danmarks Radios Rosenkjærpris, 2004. Henri Nathansens fødselsdagslegat, 2005. BG Banks Det gyldne bogmærke, 2006. Cavling-prisen, 2007. Montanas Litteraturpris, 2008.

Seneste udgivelse: BZ : du har ikke en chance - tag den! : et familiedrama. Gyldendal, 2016.

Inspiration: Per Olov Enquist, Hans Magnus Enzensberger.

Genre: Faglitteratur

 

 

 

 

 

Baggrund

"’Jeg blev ringet op hjemme tidligt om morgenen, få minutter efter at Købmagergade-røveriet havde fundet sted,’ husker Niels Bach. ’Jeg rakte min kone telefonen og bad hende ringe rundt til mine folk, mens jeg selv tog et bad. De næste tre år så jeg ikke mine børn vokse op. Jeg var aldrig hjemme. Vi arbejdede i døgndrift. Da bølgerne gik højest, havde vi fire hundrede mand i gang. Vi gravede efter drabsvåbenet over hele Sjælland.’ Han holder en lille pause. ’Jeg prøver nok at fortrænge den sag.”
“Blekingegadebanden - Den danske celle”, s. 30

Peter Øvig Knudsen er født i Holme ved Århus. “Min generation er parcelhusgenerationen” skriver han (“Min generation”, side 10), og surfende på velfærdsbølgen voksede han op i et pænt hjem med en far, der var direktør på Århus Amtssygehus, og en mor, der for det meste gik hjemme hos Peter og hans søster. Moderen led af depression, og interessen for smerten inde i mennesket er en rød tråd, der løber gennem store dele af Øvig Knudsens arbejde.

Sin barndom og vejen til journalistfaget har han selv beskrevet ved flere lejligheder. Øvig Knudsen fortæller, at han var et nervøst barn, der ikke turde det, de andre børn turde. Det var først, da han opdagede, hvad han kunne med sproget, at han fik blod på tanden: “Den eneste form for kontakt, jeg havde, var da jeg opdagede, at jeg kunne skrive nogle danske stile, som rørte min lærer. Pludselig opdagede jeg, at jeg kunne udtrykke noget, der kom inde fra mig selv, og så blev et andet menneske berørt.” (“Passioner”, side 204).

I 6.-7. klasse startede han og nogle kammerater et skoleblad; hertil interviewede han præsten og andre prominente personer. Han var grebet, og efter et højskoleophold fortsatte han helt ind på Journalisthøjskolen i Århus, hvor han uddannede sig fra 1983 til 1987. Det var desillusioneringens år, de store ideologier var udtrådte, og mennesket var i centrum. I et dagbogsnotat fra studietiden erklærede Øvig Knudsen, at drivkraften i hans arbejde var at vise verden, at smerten eksisterer; hvilket, på flere måder, stadig er drivkraften i hans arbejde.

I en karriere, der gennem 1980’erne og 90’erne har bragt ham fra månedsbladet Press over dagbladet Information til Weekendavisen, gjorde Øvig Knudsen interviewet til sin genre. Debuten i bogform, “Er du da sindssyg” udkom i 1987 og er skrevet sammen med kollegaen Ina Kjøgx Pedersen. Bogen kortlægger det psykiatriske behandlingssystem og ikke mindst lidende menneskers møde med det.

I sine avisinterviews opholder Øvig Knudsen sig også ofte ved smerten inde i mennesket, og flere er udkommet på bog. I “Børn skal ikke lege under fuldmånen” fra 1995 er det forfatterportrætter, mens det i “Passioner” fra 1998 er stafetsamtaler. I 1996 overfører Øvig Knudsen sin særlige interviewform til tv-mediet i et eksperiment orkestreret af Lars Von Trier. “Marathon” hed projektet, der bestod af 24 timer lange og udmattende interviews med forskellige danske personligheder, blandt andre skuespilleren Jens Okking og politikeren Pia Kjærsgaard.

2001 markerer Øvig Knudsens brede gennembrud og emnemæssige kvantespring; smerten som tema er der stadig. Nu er det historiens smertepunkter, der bliver kortlagt i dokumentarisk form, første gang i beretningen om stikkerlikvideringerne under Anden Verdenskrig, “Efter drabet”. Siden har Øvig Knudsen holdt fast i det historiske og højdramatiske stof, kun med en enkelt afstikker til regulær fiktion i 2003 med romanen “Hilsner til klovnen”.

I 2003 valgte Øvig Knudsen desuden helt at droppe det faste job for at hellige sig forfattergerningen og foredragsaktivitet.

Øvig Knudsen bor med sin kone og to børn i Jægersborg.

Interviewbøgerne

“Kriteriet for, at jeg laver et interview, er, at det er interessant og væsentligt for mig helt personligt. Og det kan nogle gange betyde, at jeg også rammer nogle andre mennesker særlig dybt. Men det kan selvfølgelig også betyde, at nogle synes, at det er fuldstændig uinteressant.”
Interview med Peter Øvig Knudsen. “Ekshibitionisten”. Center for Journalistik og Efteruddannelse.

Peter Øvig Knudsens første bogudgivelser er alle baseret på den journalistiske genre, han har gjort til sit kendemærke: Interviewet. ’Smertejægeren’ har Carsten Jensen engang kaldt ham, og smerten er et fikspunkt for en lang række samtaler, der dækker mange emner. “Er du da sindssyg” (1987) er et glimt ind i det psykiatriske behandlingssystem og et stykke kritisk journalistik. “Sønner” (1995) og “Min generation” (1997) opholder sig begge ved Øvig Knudsens egen generations udfordringer i mødet med verden. I “Sønner” er det fraværende fædre og manderoller, der er til debat, mens “Min generation” er et meget personligt portræt af dem, der er født omkring 1960 og er vokset op til skepsis, tvivl og ironisk distance.

22277677

“Børn skal ikke lege under fuldmånen” (1995) er en serie forfatterportrætter: I timelange samtaler med Henrik Nordbrandt, Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen, Villy Sørensen og Inger Christensen udforsker Øvig Knudsen kunsten og livet bag ved. Øvig Knudsen nærmer sig sine interviewofre ved at dele ud af sig selv. Det er her, hvor interviewets iboende distance stopper og afløses af samtalens nærvær, han når højdepunktet af sit talent. Bogen er vildt anmelderrost, men kritiske røster har også vrænget af Øvig Knudsens behov for at udstille sig selv, hans til tider meget kropslige ekshibitionisme. Men det preller af: “Jeg er ligeglad med, om jeg skubber læsere væk. Jeg laver interviews på den måde, jeg synes er rigtig. Det er døden for både interviewet og journalisten, og også for forfattere i bred forstand, hvis man tænker på, hvordan læsere reagerer, eller hvis man er bange for at støde nogle læsere væk.” (Katrine Hoelgaard Andersen: “Ekshibitionisten”. Interview, Center for Journalistik og Efteruddannelse). Flere af interviewene har fulgt ham siden, blandt andet mødet med Villy Sørensen, som spøger senere i forfatterskabet.

“Passioner” (1998) er stafetsamtaler med atten personer fra kulturlivet anno 1998. Igen er det lange, personlige interviews, men Øvig Knudsen mener selv, at det er hans dårligste bog – et udslag af personlig krise og professionel dovenskab. Herefter forlod han den rene interviewform og kastede sig over det historiske stof.