Peter Øvig Knudsens første bogudgivelser er alle baseret på den journalistiske genre, han har gjort til sit kendemærke: Interviewet. ’Smertejægeren’ har Carsten Jensen engang kaldt ham, og smerten er et fikspunkt for en lang række samtaler, der dækker mange emner. “Er du da sindssyg” (1987) er et glimt ind i det psykiatriske behandlingssystem og et stykke kritisk journalistik. “Sønner” (1995) og “Min generation” (1997) opholder sig begge ved Øvig Knudsens egen generations udfordringer i mødet med verden. I “Sønner” er det fraværende fædre og manderoller, der er til debat, mens “Min generation” er et meget personligt portræt af dem, der er født omkring 1960 og er vokset op til skepsis, tvivl og ironisk distance.
22277677
“Børn skal ikke lege under fuldmånen” (1995) er en serie forfatterportrætter: I timelange samtaler med Henrik Nordbrandt, Suzanne Brøgger, Søren Ulrik Thomsen, Peter Laugesen, Villy Sørensen og Inger Christensen udforsker Øvig Knudsen kunsten og livet bag ved. Øvig Knudsen nærmer sig sine interviewofre ved at dele ud af sig selv. Det er her, hvor interviewets iboende distance stopper og afløses af samtalens nærvær, han når højdepunktet af sit talent. Bogen er vildt anmelderrost, men kritiske røster har også vrænget af Øvig Knudsens behov for at udstille sig selv, hans til tider meget kropslige ekshibitionisme. Men det preller af: “Jeg er ligeglad med, om jeg skubber læsere væk. Jeg laver interviews på den måde, jeg synes er rigtig. Det er døden for både interviewet og journalisten, og også for forfattere i bred forstand, hvis man tænker på, hvordan læsere reagerer, eller hvis man er bange for at støde nogle læsere væk.” (Katrine Hoelgaard Andersen: “Ekshibitionisten”. Interview, Center for Journalistik og Efteruddannelse). Flere af interviewene har fulgt ham siden, blandt andet mødet med Villy Sørensen, som spøger senere i forfatterskabet.
“Passioner” (1998) er stafetsamtaler med atten personer fra kulturlivet anno 1998. Igen er det lange, personlige interviews, men Øvig Knudsen mener selv, at det er hans dårligste bog – et udslag af personlig krise og professionel dovenskab. Herefter forlod han den rene interviewform og kastede sig over det historiske stof.