Planen

Citat
”Tines far påpegede at hos hans søsters børn ovre på Bornholm havde de overhovedet ingen indvandrere i klasserne, og der gik alting fuldkommen efter bogen og uden den form for sprogbrug og nedladende opførsel.”
”Planen”, s. 41.

”Planen” fra 2015 er Morten Papes debutroman. Romanens hovedperson er identisk med forfatteren, og værket falder inden for den autobiografiske genre, hvor der ikke skelnes mellem hovedperson og forfatter.

Handlingen i ”Planen” udspiller sig i Urbanplanen på Amager, og boligområdet danner rammen for fortællingen, hvor vi følger Morten Pape fra skolestart til lærervikar på selvsamme skole, hvor ringen umiddelbart slutter med hans opsigelse.

Morten vokser op i et understimuleret og lukket miljø, hvor der hersker helt egne normer og regler. Han higer allerede som barn efter intellektuel stimulering, og han falder markant uden for med sin verdensanskuelse, drømme og nysgerrighed efter, hvad verden har at byde på uden for boligområdet. Hans higen efter retfærdighed og et bedre udsyn får ham til gang på gang at løbe panden mod en mur. Som da han i et brændende ønske om adgang til en anden verden melder sig som børnestatist og for en stund lykkedes med at få voksne uddannede mennesker til at forvente noget af ham. Men da det så virkelig gælder, begynder han at stamme – så han må tages af rollelisten igen. Eller som da han efter sin mangeårige forelskelse i den jævnaldrende pige Katarina ikke kan forene fantasi med virkelighed, da hans følelser endelig bliver gengældt for en kortere periode.

52037719

Katarinas brud med ham som kæreste får den omkringværende ligegyldighed til at smitte af på Morten, der i mange år så hende som en hemmelig billet ud af Urbanplanen:

”Katarina kaster smilende og lykkelig om sig med bløde bevægelser. Det går op for mig, hvor meget jeg stadig elsker hende. Hver måned går der rygter om at hun har fundet sig en ny kæreste eller en eller anden idiot. Hver gang jeg hører om alt det hun foretager sig uden mig, bliver jeg luns for luns et mindre menneske der suges ned i jorden, gennem gulvbrædder og beton, indtil jeg til sidst kun anskuer verden i støvlehøjde med hovedet stikkende op.” (s. 251).

De hober sig op, de uforløste drømme, og Morten begynder at udvise den samme grundfølelse af opgivelse over for tilværelsen som sine omgivelser. Han lader tilfældighederne styre i teenageårene og dæmrer sin skuffelse og tristhed over sin familie (og sig selv) med rigelige mængder af alkohol og hash. Det sidste misbrug tager styringen en årrække, og dagene forsvinder i de samme tåger, der kun levner udsyn til meget få gøremål.