thomas korsgaard
Foto: Finn Frandsen / ritzau/scanpix

Thomas Korsgaard

stud.mag. Christine Fangel Juhl, Bureauet, maj 2018. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, november 2019.
Top image group
thomas korsgaard
Foto: Finn Frandsen / ritzau/scanpix

Indledning

I de selvbiografiske romaner ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” og ”En dag vil vi grine af det” fortæller Thomas Korsgaard gennem karakteren Tue om den opvækst, han oplevede som et socialt og kulturelt sumpland, fattig på penge og kærlige ord, men rig på lussinger og løse hunde. Som 17-årig flyttede han fra sin familie på en gård uden for Skive til København, væk fra lugten af brændte dyr og ind i hovedstadens litterære cirkler. Mønsterbryderen bruger sine romaner og novellesamlingen ”Tyverier” til at bearbejde fortiden og give stemme til en del af Danmark, man sjældent hører fra i litteraturen.

47020638

Blå bog

Født: 28. februar 1995, Viborg.

Uddannelse: Student fra Ørestad Gymnasium, 2014.

Debut: Hvis der skulle komme et menneske forbi. Lindhardt & Ringhof, 2017.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Tyverier. Lindhardt & Ringhof, 2019. Noveller.

Inspiration: Suzanne Brøgger, Linda Boström Knausgård, Merethe Lindstrøm.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Cigaretten sad mast mellem knoerne. Det var, som om det onde kom op i ham. Jeg kunne mærke det på den måde, han kørte bilen på. Han var ikke i godt humør, og med et sæt rev han i rattet og lod bilen glide over i den anden vejbane. I det fjerne kunne man ane lyset fra en anden bil, der kom kørende mod os. Den blinkede advarende. Jeg skreg, vækkede mine søskende og var overbevist om, at vi alle ville dø i en grøftekant.”

”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, s. 86.

Thomas Korsgaard er født i Skive i 1995 og voksede op på en kvæggård i den lille flække Nørre Ørum. Efter et år i gymnasiet i Skive flyttede han som 17-årig alene til København i 2012 og begyndte i 2.g på Ørestad Gymnasiums journalistiklinje. Senere begyndte han at skrive for netmedierne Atlas og Zetland, og i 2017 udgav han debutromanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, hvis efterfølger ”En dag vil vi grine af det” udkom året efter.

Debuten vakte stor opsigt, da Korsgaard offentligt fortalte, at store dele af romanen byggede på hans egen opvækst og mistrivsel i en dysfunktionel familie. Selv om der står roman på forsiden, så er der for Korsgaard ikke langt mellem ham selv og titelpersonen Tue. I et interview i Politiken fortalte han om, hvordan hans egen familie lige som Tues kæmpede med gæld, hans fars temperament og morens periodiske depressioner (Simon Roliggaard: Lige om lidt kommer katastrofen. Lige om lidt eksploderer min far. Politiken, 2017-01-28). Ifølge Korsgaard var der ingen – hverken i skolen eller resten af familien – der reagerede på det åbenlyse svigt, han og hans søskende blev udsat for. Få uger senere fortalte Korsgaards bror i et interview i samme avis, at han ikke genkender forfatterens portræt af familien (Sofie Sørensen: Lillebror om debutantforfatter: »Det er usandt og for groft«. Politiken, 2017-02-09), hvilket mundede ud i en større diskussion om selvbiografisk litteratur og mediernes ansvar i formidlingen af den.

Det tidlige ryk hjemmefra til hovedstaden har Korsgaard beskrevet som en nødvendig flugt: ”Til dels handlede det jo om det samme, som det gør for alle unge mennesker. Jeg ville være fri og have mit eget liv. Men i mit tilfælde handlede det også om at få Nørre Ørum og de mennesker, der var der, på afstand. Min mor spurgte, om jeg ikke bare kunne flytte til Viborg. Men så kunne jeg lige så godt være blevet hjemme. Det handlede om at komme så langt væk som muligt.” (Natalie Yahya Rosendahl: »Hvis folk ignorerer én, skal man bare insistere«. Information, 2017-02-04). Ved at skrive om sin barndom har Korsgaard forsøgt at nærme sig den, men har samtidig også for altid brudt med den. Og selv om mønsterbryder ligger først for som beskrivelse af ham, sætter han selv spørgsmålstegn ved mærkatet: ”Man kalder mig mønsterbryder, men er jeg det? Jeg er jo stadig mig selv, og jeg har det med at falde i og gentage mine forældres mønstre (…) Det er, som om der er spundet nogle tråde ud foran mig, og ind imellem vil jeg snuble i dem.” (Kasper Schütt-Jensen: Han skriver om forældre, der er dummere end deres børn. Jyllands-Posten, 2018-04-28).

Hvis der skulle komme et menneske forbi

”Bitten fik øje på mig.
’Din mor er vist blevet syg.’
Hun tog et hiv til af cigaretten. Min mor holdt vejret. Så skreg hun højt.
’Jeg vil dø!’ skreg hun. Det føltes, som om det, hun sagde, savede sig igennem mine knogler.
’Det kommer du nok også til før eller siden,’ forsøgte Bitten og grinede, men min mor græd bare videre.”
”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, s. 119.

Thomas Korsgaards debut ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) er en dybt personlig roman baseret på forfatterens egen opvækst. Bogen handler om Tue, der vokser op omgivet af trusler: 00’ernes finanskrise er ved at ruinere forældrene; farens iltre temperament kan hvert minut gå i udbrud, og internetkasinoers falske lykønskningstoner truer med at trække moren helt væk fra virkeligheden. Og så er der døden, som Tue hele tiden mærker hænge over sig.

Gården langt væk fra alting er et sølle sted at vokse op, og Tue tvinges da også til hurtigt at blive moden – selv om det er svært for ham altid at gøre det rigtige. Ved romanens start er han 12 år gammel, og familien, som knap nok hænger sammen i forvejen, udsættes for endnu en rystelse, da de tre børns nye lillesøster er død ved fødslen. Moren bliver deprimeret og begynder at spille på nettet, og farens afstumpede gemyt er kun i stand til at vise ømhed for gårdens mange vilde hunde. Økonomien er ussel, og da faren må lade sin mere succesfulde bror overtage dele af gården, hjælper det ikke på hans humørsyge. Tue lykkes ikke altid med at træde varsomt nok omkring ham – prisen? En overfusning, lussing eller at blive lukket ude i sneen i strømpesokker. Der er få steder, Tue rigtig trives, og da hans seksualitet så småt spirer frem, passer heller ikke den ind i det snæversynede miljø.

52889111

Romanen giver et både groft og følsomt indblik i en familie, der bare slet ikke fungerer. Stilen er præget af fintfølende beskrivelser fra et helt ungt menneskes perspektiv, og Korsgaard registrerer let den hårfine balance i familien mellem ”alt er okay” og ragnarok. Den meget lidt romantiske beskrivelse af livet på en gård, der er ved at smuldre, er meget virkelighedstro. Lugten af gylle – eller penge, som Tues far kalder det – og brændte dyr hænger overalt suppleret af magtesløsheden i det klondikeagtige samfund, hvor selv et lille fejltrin kan resultere i et øgenavn for livet. På trods af fortællingens hårdhed løber der en tung, sort humor i karaktertegningerne. Morens venindes gentagne ”forsadanda”, farbrorens floskler som ”Det går op, og det går ned” og beskrivelsen af mormor og O.P.’s bugnende lager af Quality Street er med til at løsne tungsindet en smule.

 

 

 

En dag vil vi grine af det

”Jeg gik hen og skubbede vinduet endnu mere op, luften på værelset var tung af røg og maling. Nede i haven havde min mor hejst en af plastikstolene op i flagstangen. Det var sådan noget, hun kunne finde på at gøre, når hun ikke var deprimeret. Hun ændrede tingenes betydning og lod alle andre se vanviddet flage i vinden som noget, hun var stolt af.”
”En dag vil vi grine af det”, s. 30.

Thomas Korsgaard fortælling om Tue fortsætter i opfølgeren til ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. ”En dag vil vi grine af det” (2018) tager fat et års tid efter, forrige roman sluttede. I familien ser økonomien bedre ud – gælden til Tues farbror er betalt, og moren har fået en større erstatning efter en ung kirurg har byttet rundt på senerne i hendes underarm. Men trods den materielle fremgang formår de voksne stadig ikke at være forældre for deres tre børn, og lussinger, selvmordstrusler og fravær er faste dele af hverdagen.

Tue føler sig mere alene og forkert. I det år, der er gået, er han for alvor blevet teenager; han har mistet sin barnligt naive måde at registrere sine omgivelser på og besidder nu i stedet teenagerens trods og vrede. Der er en enorm modstand i ham, som moren får at mærke, da hun tankeløst indvier sønnen i sin affære med ”fynboen” fra Kom og Vind-chatten. Det er svært ikke at se det dybt uretfærdige i, at hun indlemmer sin 17-årige søn i den del af hendes liv, men Tue formår at bruge ”fynboen” mod sin mor – blandt andet til at få sin veninde Iben med på den ferie til Alanya, som en ikke lille del af erstatningen bliver brændt af på.

54078714

Tues frirum hos mormor og O.P. er forsvundet efter mormorens død, og da Iben fortæller, at hun ikke begynder på Skive Gymnasium, hvor Tue allerede går, men flytter på kollegium i Viborg, har Tue ikke mange fællesskaber tilbage. Skolen gider han ikke, og når Iben ikke er der, lukker han øjnene for sin homoseksualitet. Selv om det efterhånden er åbenlyst for de fleste, er det umuligt for ham at springe ud – især over for faren, der i forvejen ikke forstår sin søns valg i livet.

Tonen i ”En dag vil vi grine af det” er mere hård end i forgængeren. Det kan hænge sammen med, at Tue er blevet ældre og som teenager stiller sig mere kritisk over for forældrenes levevis. Moren og farens utilstrækkelighed til at være de voksne viser sig konkret i det, de siger – morens i sin lidt for grafiske involvering af Tue i affæren og faren i sine gentagende trusler om, at han da bare kan gå ud og hænge sig. Tue prøver på en og samme tid at holde sammen på familien ved for eksempel at sørge for mad til sine mindre søskende, når forældrene er forsvundet, samtidig med at han forsøger at sprænge det hele i stykker ved at opsøge konflikter med forældrene.

Tyverier

”Der står en stor fodbold i papmaché under en af stolene i hjørnet, og han har for længst opdaget den. Han har ellers aldrig været særlig vild med fodbold. Han gik til det én gang i anden klase og scorede et selvmål, reglerne var som en hemmelighed, de andre havde sammen. Men nu står sangskjuleren alligevel der under en stol. Det er ikke sikkert, at man kender hinanden, bare fordi man er i familie, tænker han og kigger på dem alle sammen.”

”Tyverier”, s. 123.

I 15 kortere noveller hopper mennesker ud ad vinduer, lyver og stjæler. Måske fordi de ikke kan andet, måske fordi de synes, de har ret til. Thomas Korsgaards ”Tyverier” fra 2019 samler karakterer, der er pressede udefra eller indefra, og som ikke altid lever op til samfundets eller familiens normer, men gør det så godt de kan. I ”En far” er Kim kommet ud af fængslet og skal passe den datter, han ellers aldrig ser. På legepladsen indleder han en samtale med en anden mor og øjner muligheden for på helt almindelig vis at møde et andet menneske. Men så indhenter fortiden ham i skikkelse af den fulde Steffan, som kommer forbi og får spoleret øjeblikket i sandkassen komplet. I ”Lasagne” er Rasmus på besøg hos sin gymnasieveninde Laura, som er flyttet i hus med døgenigten Daniel. Rasmus og Laura plejede at ryge joints og gøre oprør sammen, nu får han skældud for kun at tage osten på lasagnen. Det, de havde sammen, er spoleret af en ny kæreste. I begge noveller spiller fortiden en rolle, enten som noget, man ikke kan flygte fra eller noget, man ikke kan komme tilbage til.

Der er nogle rørende portrætter af en række lidt ensomme og sølle eksistenser: ham, der roder i en container for at finde mad til nytårsaften, ham der ikke kan finde ud af at begå selvmord og ham, der ikke vil lade sig indlægge på psykiatrisk skadestue, da han ser de andre patienter i venteværelset. De dialogbårne tekster er skrevet i både 1. og 3. person, og i netop dialogen ligger en stor del af karaktertegningen.

47020638

De mange tydelige klassemarkører viser en slidt og lurvet del af Danmark frem. Hjemme hos lille Malthe spiser man mazarintærte direkte fra pakken og smider sin jakke på gulvet. Hans klassekammerat Simon beholder både jakken og tasken på. Karaktererne lyver og stjæler og gør sig bedre, end de er. Fortælleren siger i titelnovellen, at han stjæler – også når han lytter – i en metafiktiv kommentar om at skrive: Han gør andres historier til litteratur, og forfatteren tager på den måske afstand til sine tidligere, autofiktive bøger. Her er i hvert fald fortællinger fra det man kan kalde underdanmark, hvor samme længsel efter at høre til og samme insisterende ensomhedsfølelse fylder som i resten af samfundet.

Genrer og tematikker

Det er oplagt at tale om genrer i forhold til Thomas Korsgaards forfatterskab. Hans to første værker bærer begge genrebetegnelsen roman, men Korsgaard har ikke lagt skjult på, at bøgerne udspringer af hans egen opvækst. Hovedpersonen deler ikke navn med forfatteren, men i interviews forstår man, at der ikke er langt fra Thomas til Tue – i hvert fald ifølge Korsgaard selv. Måske som reaktion på den store diskussion om virkelighed og fiktion, der fulgte efter debuten, indledes ”En dag vil vi grine af det” med et lille forord, der aktualiserer diskussionen om erindring, fakta og biografi: ”Måske var det ikke noget. Måske var det bare mig, som havde svært ved at finde ud af, hvad der var virkeligt. Derfor begyndte jeg at samle på detaljer. Dette er også en detalje:” (”En dag vil vi grine af det”, s. 9) – læg mærke til kolonet, der afslutter forordet og lader romanen følge efter.

Begge Korsgaards romaner foregår i Nørre Ørum, hvor forfatteren selv er vokset op, men kunne ligeså vel foregå i et hvilket som helst andet landsbysamfund med nedlagte landbrug, busser tre gange om dagen og bordeller langs landevejen. Forholdet mellem land og by løber som en undertråd i romanerne, men der er også en personlig varme i beskrivelserne af udkantsområderne. At bruge udkanten som miljø er ikke politisk motiveret, men personligt og ikke uden ømhed: ”Jeg vil sige, at jeg skriver på en sympati for de kår, jeg kommer fra. Denne slags bøger kræver, at man har en vis portion omsorg og kærlighed til sit stof, men jeg synes stadig, at der mangler stemmer fra den del af Danmark. Og jeg håber, at nogen kan genkende sig i det, jeg skriver.” (Sarah Iben Almbjerg: »Selvfølgelig er jeg bange for at ende som ham med den der ulykkelige barndom«. Berlingske, 2018-05-03).

Ensomhed og følelsen af at være fremmed i sin familie er to centrale temaer, som kun bliver forstærket, som Tues homoseksualitet bliver mere nærværende og sværere at skjule. Vold – både fysisk og psykisk – og svigt står også stærkt i beretningerne om Tues opvækst. Ensomheden og volden forstærker ønsket om at komme væk og blive en anden, men drømmen er uoverskuelig, for der er aldrig penge nok. Fattigdommen er både økonomisk og åndelig og viser sig også i sproget, som er gennemsyret af tomme klicheer. Spørger man Korsgaard, er der dog også et fællesskab bygget ind i de mange faste vendinger: ”De er på den ene side et fælles fundament og en dyb hemmelighed. Men de er også en måde at holde samtalerne fra livet på – samtaler om det der virkelig sker.” (Anna Holmgaard: På kanten – i litteraturen og landet. Fyns Amtsavis, 2017-05-28).

I ”Tyverier” bruger Korsgaard novellegenren til at portrættere en række mennesker, der alle har et mellemværende med tilværelsen. De befinder sig i den tungere ende af klassesamfundet, og det korte format gør brug af intonationer, direkte tale og konkrete klassemarkører til at skildre deres samfundsmæssige status og sociale tilhørsforhold frem for at udfolde det i fortællingen.

Beslægtede forfatterskaber

På flere måder er Thomas Korsgaards forfatterskab at sammenligne med franske Édouard Louis’. De er født med få års mellemrum, debuterede begge, da de var i begyndelsen af tyverne, med selvbiografiske romaner, der handler om at vokse op i udkantsområder, hvor der er lige så få penge som kulturel stimulering. Louis’ debut ”En finir avec Eddy Bellegueule” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) er både form- og indholdsmæssigt en fransk pendant til Korsgaards debut, da den også nænsomt fortæller om en ung dreng, der ikke passer ind – her i et udpræget machosamfund, der ikke giver plads til en følsom, homoseksuel dreng.

Knud Romer skriver i erindringsromanen ”Den som blinker er bange for døden” (2006) også ”fra hovedstolen”, det vil sige han bruger også stof fra sin egen opvækst, men skriver litterært om, hvordan det var at vokse op i et samfund, hvor man føler sig ekskluderet.

En forfatter fra samme debutantårgang som Korsgaard, der også skriver fra et landperspektiv, er Malte Tellerup. Hans romandebut ”Markløs” (2017) har ligeledes selvbiografiske træk og fortæller om brødrene Malte og Emil, der gennem tre dage går over Fyn, på vej hjem til deres far. Her fylder registreringerne af et landskab, der er under forandring som følge af landbrugslukninger, samt de forandringer en skilsmisse skaber i en familie. En anden, der har skrevet om landbrugslandet Danmark, er Hans Otto Jørgensen, blandt andet i hans trilogi ”Ida og Axel”. Han kommer fra en landmandsfamilie, er selv uddannet inden for faget og har skrevet både debatindlæg og kronikker i anledning af, at hans bror gik konkurs med familielandbruget.

Den litterære figur, Thomas Korsgaard har skabt af sig selv, kalder han for en stuntmand (Simon Roliggaard: Lige om lidt kommer katastrofen. Lige om lidt eksploderer min far. Politiken, 2017-01-28), hvilket er et begreb, den norske forfatter Per Petterson også bruger om sin genkommende romanfigur Arvid Jansen. Arvid Jansen deler mange træk med forfatteren, men han stritter også i andre retninger. På samme måde performer Tue i Thomas’ sted.

Bibliografi

Romaner

Korsgaard, Thomas: Hvis der skulle komme et menneske forbi. Lindhardt & Ringhof, 2017.
Korsgaard, Thomas: En dag vil vi grine af det. Lindhardt & Ringhof, 2018.

Noveller

Korsgaard, Thomas: Tyverier. Lindhardt og Ringhof, 2019.

Om forfatterskabet

Dengang jeg troede, jeg var assistent for Gustav.
Single skrevet af Thomas Korsgaard for Zetland. Korsgaard bliver ansat som realitystjernen Gustav Salinas’ assistent mod at han skriver om sine oplevelser i rollen. Gustav ender med at lægge sag an mod Korsgaard og Zetland og kræve erstatning, fordi han mente, hans brand var blevet misbrugt. Zetland, 2016-03-31.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Thomas Korsgaard