thomas korsgaard
Foto: Finn Frandsen / ritzau/scanpix

Thomas Korsgaard

stud.mag. Christine Fangel Juhl, Bureauet, maj 2018.
Top image group
thomas korsgaard
Foto: Finn Frandsen / ritzau/scanpix

Indledning

I de selvbiografiske romaner ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” og ”En dag vil vi grine af det” fortæller Thomas Korsgaard gennem karakteren Tue om den opvækst, han oplevede som et socialt og kulturelt sumpland, fattig på penge og kærlige ord, men rig på lussinger og løse hunde. Som 17-årig flyttede han fra sin familie på en gård uden for Skive til København, væk fra lugten af brændte dyr og ind i hovedstadens litterære cirkler. Mønsterbryderen bruger sine romaner til at bearbejde fortiden og give stemme til en del af Danmark, man sjældent hører fra i litteraturen.

54078714

Blå bog

Født: 28. februar 1995, Viborg.

Uddannelse: Student fra Ørestad Gymnasium, 2014.

Debut: Hvis der skulle komme et menneske forbi. Lindhardt & Ringhof, 2017.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: En dag vil vi grine af det. Lindhardt & Ringhof, 2018.

Inspiration: Suzanne Brøgger, Linda Boström Knausgård, Merethe Lindstrøm.

 

 

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Cigaretten sad mast mellem knoerne. Det var, som om det onde kom op i ham. Jeg kunne mærke det på den måde, han kørte bilen på. Han var ikke i godt humør, og med et sæt rev han i rattet og lod bilen glide over i den anden vejbane. I det fjerne kunne man ane lyset fra en anden bil, der kom kørende mod os. Den blinkede advarende. Jeg skreg, vækkede mine søskende og var overbevist om, at vi alle ville dø i en grøftekant.”

”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, s. 86.

Thomas Korsgaard er født i Skive i 1995 og voksede op på en kvæggård i den lille flække Nørre Ørum. Efter et år i gymnasiet i Skive flyttede han som 17-årig alene til København i 2012 og begyndte i 2.g på Ørestad Gymnasiums journalistiklinje. Senere begyndte han at skrive for netmedierne Atlas og Zetland, og i 2017 udgav han debutromanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, hvis efterfølger ”En dag vil vi grine af det” udkom året efter.

Debuten vakte stor opsigt, da Korsgaard offentligt fortalte, at store dele af romanen byggede på hans egen opvækst og mistrivsel i en dysfunktionel familie. Selv om der står roman på forsiden, så er der for Korsgaard ikke langt mellem ham selv og titelpersonen Tue. I et interview i Politiken fortalte han om, hvordan hans egen familie lige som Tues kæmpede med gæld, hans fars temperament og morens periodiske depressioner (Simon Roliggaard: Lige om lidt kommer katastrofen. Lige om lidt eksploderer min far. Politiken, 2017-01-28). Ifølge Korsgaard var der ingen – hverken i skolen eller resten af familien – der reagerede på det åbenlyse svigt, han og hans søskende blev udsat for. Få uger senere fortalte Korsgaards bror i et interview i samme avis, at han ikke genkender forfatterens portræt af familien (Sofie Sørensen: Lillebror om debutantforfatter: »Det er usandt og for groft«. Politiken, 2017-02-09), hvilket mundede ud i en større diskussion om selvbiografisk litteratur og mediernes ansvar i formidlingen af den.

Det tidlige ryk hjemmefra til hovedstaden har Korsgaard beskrevet som en nødvendig flugt: ”Til dels handlede det jo om det samme, som det gør for alle unge mennesker. Jeg ville være fri og have mit eget liv. Men i mit tilfælde handlede det også om at få Nørre Ørum og de mennesker, der var der, på afstand. Min mor spurgte, om jeg ikke bare kunne flytte til Viborg. Men så kunne jeg lige så godt være blevet hjemme. Det handlede om at komme så langt væk som muligt.” (Natalie Yahya Rosendahl: »Hvis folk ignorerer én, skal man bare insistere«. Information, 2017-02-04). Ved at skrive om sin barndom har Korsgaard forsøgt at nærme sig den, men har samtidig også for altid brudt med den. Og selv om mønsterbryder ligger først for som beskrivelse af ham, sætter han selv spørgsmålstegn ved mærkatet: ”Man kalder mig mønsterbryder, men er jeg det? Jeg er jo stadig mig selv, og jeg har det med at falde i og gentage mine forældres mønstre (…) Det er, som om der er spundet nogle tråde ud foran mig, og ind imellem vil jeg snuble i dem.” (Kasper Schütt-Jensen: Han skriver om forældre, der er dummere end deres børn. Jyllands-Posten, 2018-04-28).

Hvis der skulle komme et menneske forbi

”Bitten fik øje på mig.
’Din mor er vist blevet syg.’
Hun tog et hiv til af cigaretten. Min mor holdt vejret. Så skreg hun højt.
’Jeg vil dø!’ skreg hun. Det føltes, som om det, hun sagde, savede sig igennem mine knogler.
’Det kommer du nok også til før eller siden,’ forsøgte Bitten og grinede, men min mor græd bare videre.”
”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, s. 119.

Thomas Korsgaards debut ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) er en dybt personlig roman baseret på forfatterens egen opvækst. Bogen handler om Tue, der vokser op omgivet af trusler: 00’ernes finanskrise er ved at ruinere forældrene; farens iltre temperament kan hvert minut gå i udbrud, og internetkasinoers falske lykønskningstoner truer med at trække moren helt væk fra virkeligheden. Og så er der døden, som Tue hele tiden mærker hænge over sig.

Gården langt væk fra alting er et sølle sted at vokse op, og Tue tvinges da også til hurtigt at blive moden – selv om det er svært for ham altid at gøre det rigtige. Ved romanens start er han 12 år gammel, og familien, som knap nok hænger sammen i forvejen, udsættes for endnu en rystelse, da de tre børns nye lillesøster er død ved fødslen. Moren bliver deprimeret og begynder at spille på nettet, og farens afstumpede gemyt er kun i stand til at vise ømhed for gårdens mange vilde hunde. Økonomien er ussel, og da faren må lade sin mere succesfulde bror overtage dele af gården, hjælper det ikke på hans humørsyge. Tue lykkes ikke altid med at træde varsomt nok omkring ham – prisen? En overfusning, lussing eller at blive lukket ude i sneen i strømpesokker. Der er få steder, Tue rigtig trives, og da hans seksualitet så småt spirer frem, passer heller ikke den ind i det snæversynede miljø.

52889111

Romanen giver et både groft og følsomt indblik i en familie, der bare slet ikke fungerer. Stilen er præget af fintfølende beskrivelser fra et helt ungt menneskes perspektiv, og Korsgaard registrerer let den hårfine balance i familien mellem ”alt er okay” og ragnarok. Den meget lidt romantiske beskrivelse af livet på en gård, der er ved at smuldre, er meget virkelighedstro. Lugten af gylle – eller penge, som Tues far kalder det – og brændte dyr hænger overalt suppleret af magtesløsheden i det klondikeagtige samfund, hvor selv et lille fejltrin kan resultere i et øgenavn for livet På trods af fortællingens hårdhed løber der en tung, sort humor i karaktertegningerne. Morens venindes gentagne ”forsadanda”, farbrorens floskler som ”Det går op, og det går ned” og beskrivelsen af mormor og O.P.’s bugnende lager af Quality Street er med til at løsne tungsindet en smule.