per petterson
Foto: Batzer & Co.

Per Petterson

Artikel type
voksne
stud.theol. Martin Ravn, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum. 2013.
Top image group
per petterson
Foto: Batzer & Co.
Main image
Petterson, Per
Foto: Sara Galbiati / POLFOTO

Indledning

Der er ikke meget knaldroman over den norske forfatter Per Pettersons værker. I stedet er det de indre dramaer, der foldes stille og stærkt ud. Relationen mellem far og søn og mor og søn tematiseres og fremskrives med en udtalt sensibilitet, og i det hele taget står det familiære og nære centralt i forfatterskabet. Blandt andet i “Ud og stjæle heste”, der gav Petterson sit internationale gennembrud, hvor den navnløse jegfortæller er vendt tilbage til sit barndomsland for at få hold på fortiden.

Pettersons prosa er kendetegnet ved en fortællestil og personskildring, der leder tankerne hen på store amerikanske realister som William Faulkner og Ernest Hemingway, mens hans enkle og sanselige beskrivelser af vinden, landskabet og stjernehimlen giver bøgerne en særlig nordisk sensibilitet.

 

29965110

Blå bog

Født: 18. juli 1952 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Uddannet bibliotekar.

Debut: Aske i munna, sand i skoa. Oktober, 1987.

Litteraturpriser

Nota Bene Bokpris, 1993. Oktoberprisen, 1996. Brageprisen, 2000 og 2008. Kritikerprisen, 2003 og 2008. Bokhandlerprisen, 2003 og 2012. Klassekampens Litteraturpris, 2003. Le Prix Littéraire Européen Madeleine Zepter, 2006. Le Prix Millepages, 2006. Independent Foreign Fiction Prize, 2006. Prix des Lecteurs de littérature européenne, 2007. International IMPAC Dublin Literary Award, 2007. Nordisk Råds Litteraturpris, 2009. Gyldendalprisen, 2012. Aschehougprisen, 2016.

Seneste udgivelse: Jeg nægter. Batzer & Co., 2013. Oversætter: Annelise Ebbe.

Inspiration: Karen Blixen, Ernest Hemingway, Raymond Carver.

 

Hør et lydklip fra 'I kølvandet'

 

 

Baggrund

“- Hej Arvid, ved hvad? (…) Nej, det vidste han ikke. - Kongen er død. Han gled i badekarret og så døde han. Arvid smagte på det hun sagde. Kongen gled i badekarret og så døde han. Det smagte ikke af noget”.
“Aske i munden, sand i skoen”, s. 39.

Per Petterson blev født den 18. juli 1952 i Norges hovedstad Oslo, hvor han voksede op med en dansk mor, der arbejdede på en chokoladefabrik og en far, der først arbejdede på en skofabrik og siden som skovarbejder. Hjemmet var ikke udpræget bogligt, men Petterson beskriver moderen som en intellektuel, der læste alt, hvad hun kunne slæbe hjem fra biblioteket – Günther Grass, James Joyce og Victoria Holt. Da Petterson var omkring tolv år, fik faderen fingrene i en fyldt bogreol, som han tog med hjem. Petterson læste indholdet fra ende til anden, og fra da af var han solgt.

Det varede dog nogle år, før forfatterdrømmen blev vakt. Det skete, da Petterson var omkring 18 år, og det var især mødet med Hemingways noveller, som gav blod på tanden. Der skulle dog gå mere end 15 år, før Petterson debuterede i Lars Saabye Christensens antologi “Signaler”, der består af nyere norske noveller. På det tidspunkt var Per Petterson 33 år og arbejdede i Tronsmo Boghandel i Oslo, og her blev han en dag kontaktet af en begejstret læser. Læseren var forlagsredaktør Torleiv Grue fra det velanskrevne norske forlag Oktober. Grue var på det tidspunkt på udkig efter mulige debutanter. Han var begejstret for Pettersons novelle og efterlyste mere.

Problemet var blot, at Pettersons skrivebordsskuffe var aldeles tom. For selv om forfatterdrømmen tidligt ulmede i ham, så led han i den grad af præstationsangst. Som han forklarer det: “Hvad nu, hvis jeg ikke kunne? Hvad ville der ske, hvis mit projekt kuldsejlede? At skrive er jo også et spørgsmål om selvtillid. Man kan have en frygt for at afsløre sig selv, for hvor er man, hvis man alligevel ikke kan blive forfatter.” (Carsten Andersen: Når nordmænd går i kloster. Politiken, 2005-05-10). Heldigvis overvandt skrivedrømmen angsten – godt hjulpet på vej af forlagsredaktørens vedholdenhed, og snart debuterede Petterson med “Aske i munden, sand i skoen”.

I denne bog – som i de øvrige af Pettersons værker – trækker han i høj grad på sit eget liv. Det er især de tidlige barndoms- og ungdomserindringer, der bliver behandlet igen og igen. Romanernes faderfigurer ligner Pettersons egen far. Selvom han endnu levede, da Pettersons to første romaner udkom, læste han ikke Pettersons romaner eller kommenterede sønnens forfattergerning med et eneste ord. Både faderen og moderen og to af tre brødre omkom i 1990 ved Scandinavian Star-ulykken. Paradoksalt nok kom det til at kickstarte Per Pettersons internationale karriere. Romanen “I kølvandet” fra 2000 tager således afsæt i katastrofen – uden direkte at handle om den.

Per Petterson har en fast arbejdsrytme, som han har bibeholdt i alle sine skrivende år. Hver dag klokken 6 står han op, sætter sig ved arbejdsbordet i huset ude i skoven og skriver på den bog, han nu er i gang med. Han starter ved side et og sætter sidste punktum, når han mener, at historien er fortalt. Om arbejdsprocessen siger han: “Sædvanligvis sidder jeg ved min computer, og så starter jeg med en fornemmelse af noget, et par enkelte sætninger, som jeg føler har en substans. Jeg planlægger aldrig noget, tænker aldrig et plot. Faktisk ved jeg ikke, hvordan man gør det. Jeg skriver, når jeg kan, håber på det bedste og prøver at tage tingene som de kommer.” (Joy E. Stocke: Language Within Silence – An Interview With Norwegian Writer Per Petterson. Wild River Review, 2008-12-01).

 

Aske i munden, sand i skoen

“Storesøster Gry var pæn. Hun havde lyst langt hår som passede til navnet, gik i tredje klasse i folkeskolen og kunne læse Anders And-blade meget langsommere end Arvid.”
“Aske i munden, sand i skoen”, s. 31.

I Per Pettersons debut “Aske i munna, sand i skoa” fra 1987 (“Aske i munden, sand i skoen”, 2008) er scenen sat i en forstad til Oslo i slutningen af 1950’erne. Romanen består af ti små fortællinger, der i enkelte episoder tager læseren med ind i den seks til otteårige Arvids verden. Vi hører om faderen, der arbejder på en skofabrik, om moderen, der gør rent, storesøster Gry, den enlige onkel Rolf og om de større drenge, der får Arvid til at gøre ting, han måske – måske ikke – rigtig har lyst til.

Det korte kapitel “Mennesker er ikke dyr” handler om den latente aggression, der ligger under Arvids tænksomme stilfærdighed, og som de andre drenge i kvarteret elsker at prikke til. De ved, at Arvid ikke er helt som dem, og historien handler om Arvids langsomme og tvivlende erkendelse af, at de har ret. Arvid er helt speciel, og bogen afdækker denne særegenhed i et sprog og et tempo, der er solidarisk med barnets.

51900731

I “Før krigen” er Arvid blevet otte år og har lært at læse. Han tager Mark Twain-romanen “Huckleberry Finn” med på fisketur med far og onkel Rolf, for Arvid er ved at få den alder, hvor liv og litteratur kan kommentere og komplementere hinanden. Men fisketuren går helt i vasken, og far og onkel Rolf kommer op at slås. Dermed bliver Arvid hevet ud af drømmen om at være Huckleberry Finn, og sommetider, husker Per Petterson os på, er det så som så med dialektikken mellem kunst og liv.

Romanen tematiserer barnets udvikling og spirende selverkendelse. Med en indfølende pen beskrives Arvids oplevelser med både de nære relationer og de helt fjerne i form af Den Kolde Krig.

Der benyttes en 3. personfortæller, som har direkte adgang til at se og formidle Arvids følelser og oplevelser. Fortælleren har fuld kontrol over historien, men samtidig med den kontrollerede fortællerstemme formår Petterson at forblive solidarisk med drengens verden. Ingen af de mange mærkværdigheder og mysterier, som Arvid støder på i mødet med de voksnes verden, bliver videre forklaret. Det største mysterium for Arvid er sproget. Især skriftsproget er en hemmelighed, som storesøster Gry, der går i tredje klasse, til gengæld har adgang til, hvilket yderligere pirrer Arvids nysgerrighed.

Per Pettersons sætninger er korte. De er præcist beskrivende, og sproget har så meget fremdrift, at vi på ganske få linjer kommer vidt omkring.