per petterson
Foto: Batzer & Co.

Per Petterson

stud.theol. Martin Ravn, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, august 2019.
Top image group
per petterson
Foto: Batzer & Co.
Main image
Petterson, Per
Foto: Sara Galbiati / POLFOTO

Indledning

Norske Per Petterson folder stille og stærkt indre dramaer ud. Relationen mellem far og søn og mor og søn tematiseres og fremskrives med en udtalt sensibilitet, og i det hele taget står det familiære og nære centralt i forfatterskabet. Pettersons prosa er kendetegnet ved en fortællestil og personskildring, der leder tankerne hen på store amerikanske realister som William Faulkner og Ernest Hemingway, mens hans enkle og sanselige beskrivelser af vinden, landskabet og stjernehimlen giver bøgerne en særlig nordisk sensibilitet.

 

46591747

Blå bog

Født: 18. juli 1952 i Oslo, Norge.

Uddannelse: Uddannet bibliotekar.

Debut: Aske i munna, sand i skoa. Oktober, 1987.

Litteraturpriser

Nota Bene Bokpris, 1993. Oktoberprisen, 1996. Brageprisen, 2000 og 2008. Kritikerprisen, 2003 og 2008. Bokhandlerprisen, 2003 og 2012. Klassekampens Litteraturpris, 2003. Le Prix Littéraire Européen Madeleine Zepter, 2006. Le Prix Millepages, 2006. Independent Foreign Fiction Prize, 2006. Prix des Lecteurs de littérature européenne, 2007. International IMPAC Dublin Literary Award, 2007. Nordisk Råds Litteraturpris, 2009. Gyldendalprisen, 2012. Aschehougprisen, 2016.

Seneste udgivelse: Mænd i min situation. Batzer & Co., 2019. Oversættere: Jannie Jensen og Arild Batzer (Menn i min situasjon).

Inspiration: Karen Blixen, Ernest Hemingway, Raymond Carver.

 

Per Petterson på Louisiana Literature, 2016.

 

Hør et lydklip fra 'I kølvandet'

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“- Hej Arvid, ved du hvad? (…) Nej, det vidste han ikke. - Kongen er død. Han gled i badekarret og så døde han. Arvid smagte på det hun sagde. Kongen gled i badekarret og så døde han. Det smagte ikke af noget”.
“Aske i munden, sand i skoen”, s. 39.

Per Petterson blev født den 18. juli 1952 i Norges hovedstad Oslo, hvor han voksede op med en dansk mor, der arbejdede på en chokoladefabrik og en far, der først arbejdede på en skofabrik og siden som skovarbejder. Hjemmet var ikke udpræget bogligt, men Petterson beskriver moderen som en intellektuel, der læste alt, hvad hun kunne slæbe hjem fra biblioteket – Günter Grass, James Joyce og Victoria Holt. Da Petterson var omkring tolv år, fik faderen fingrene i en fyldt bogreol, som han tog med hjem. Petterson læste indholdet fra ende til anden, og fra da af var han solgt.

Det varede dog nogle år, før forfatterdrømmen blev vakt. Det skete, da Petterson var omkring 18 år, og det var især mødet med Hemingways noveller, som gav blod på tanden. Der skulle dog gå mere end 15 år, før Petterson debuterede i Lars Saabye Christensens antologi “Signaler”, der består af nyere norske noveller. På det tidspunkt var Per Petterson 33 år og arbejdede i Tronsmo Boghandel i Oslo, og her blev han en dag kontaktet af en begejstret læser. Læseren var forlagsredaktør Torleiv Grue fra det velanskrevne norske forlag Oktober. Grue var på det tidspunkt på udkig efter mulige debutanter. Han var begejstret for Pettersons novelle og efterlyste mere.

Problemet var blot, at Pettersons skrivebordsskuffe var aldeles tom. For selv om forfatterdrømmen tidligt ulmede i ham, så led han i den grad af præstationsangst. Som han forklarer det: “Hvad nu, hvis jeg ikke kunne? Hvad ville der ske, hvis mit projekt kuldsejlede? At skrive er jo også et spørgsmål om selvtillid. Man kan have en frygt for at afsløre sig selv, for hvor er man, hvis man alligevel ikke kan blive forfatter.” (Carsten Andersen: Når nordmænd går i kloster. Politiken, 2005-05-10). Heldigvis overvandt skrivedrømmen angsten – godt hjulpet på vej af forlagsredaktørens vedholdenhed, og snart debuterede Petterson med “Aske i munden, sand i skoen”.

I denne bog – som i de øvrige af Pettersons værker – trækker han i høj grad på sit eget liv. Det er især de tidlige barndoms- og ungdomserindringer, der bliver behandlet igen og igen. Romanernes faderfigurer ligner Pettersons egen far. Selvom han endnu levede, da Pettersons to første romaner udkom, læste han ikke Pettersons romaner eller kommenterede sønnens forfattergerning med et eneste ord. Både faderen og moderen og to af tre brødre omkom i 1990 ved Scandinavian Star-ulykken. Paradoksalt nok kom det til at kickstarte Per Pettersons internationale karriere. Romanen “I kølvandet” fra 2000 tager således afsæt i katastrofen – uden direkte at handle om den.

Per Petterson har en fast arbejdsrytme, som han har bibeholdt i alle sine skrivende år. Hver dag klokken 6 står han op, sætter sig ved arbejdsbordet i huset ude i skoven og skriver på den bog, han nu er i gang med. Han starter ved side et og sætter sidste punktum, når han mener, at historien er fortalt. Om arbejdsprocessen siger han: “Sædvanligvis sidder jeg ved min computer, og så starter jeg med en fornemmelse af noget, et par enkelte sætninger, som jeg føler har en substans. Jeg planlægger aldrig noget, tænker aldrig et plot. Faktisk ved jeg ikke, hvordan man gør det. Jeg skriver, når jeg kan, håber på det bedste og prøver at tage tingene som de kommer.” (Joy E. Stocke: Language Within Silence – An Interview With Norwegian Writer Per Petterson. Wild River Review, 2008-12-01).

Aske i munden, sand i skoen

“Storesøster Gry var pæn. Hun havde lyst langt hår som passede til navnet, gik i tredje klasse i folkeskolen og kunne læse Anders And-blade meget langsommere end Arvid.”
“Aske i munden, sand i skoen”, s. 31.

I Per Pettersons debut “Aske i munna, sand i skoa” fra 1987 (“Aske i munden, sand i skoen”, 2008) er scenen sat i en forstad til Oslo i slutningen af 1950’erne. Romanen består af ti små fortællinger, der i enkelte episoder tager læseren med ind i den seks til otteårige Arvids verden. Vi hører om faderen, der arbejder på en skofabrik, om moderen, der gør rent, storesøster Gry, den enlige onkel Rolf og om de større drenge, der får Arvid til at gøre ting, han måske – måske ikke – rigtig har lyst til.

Det korte kapitel “Mennesker er ikke dyr” handler om den latente aggression, der ligger under Arvids tænksomme stilfærdighed, og som de andre drenge i kvarteret elsker at prikke til. De ved, at Arvid ikke er helt som dem, og historien handler om Arvids langsomme og tvivlende erkendelse af, at de har ret. Arvid er helt speciel, og bogen afdækker denne særegenhed i et sprog og et tempo, der er solidarisk med barnets.

51900731

I “Før krigen” er Arvid blevet otte år og har lært at læse. Han tager Mark Twain-romanen “Huckleberry Finn” med på fisketur med far og onkel Rolf, for Arvid er ved at få den alder, hvor liv og litteratur kan kommentere og komplementere hinanden. Men fisketuren går helt i vasken, og far og onkel Rolf kommer op at slås. Dermed bliver Arvid hevet ud af drømmen om at være Huckleberry Finn.

Romanen tematiserer barnets udvikling og spirende selverkendelse. Med en indfølende pen beskrives Arvids oplevelser med både de nære relationer og de helt fjerne i form af Den Kolde Krig.

Der benyttes en 3. personfortæller, som har direkte adgang til at se og formidle Arvids følelser og oplevelser. Fortælleren har fuld kontrol over historien, men samtidig med den kontrollerede fortællerstemme forbliver Petterson solidarisk med drengens verden. Ingen af de mange mærkværdigheder og mysterier, som Arvid støder på i mødet med de voksnes verden, bliver videre forklaret. Det største mysterium for Arvid er sproget. Især skriftsproget er en hemmelighed, som storesøster Gry, der går i tredje klasse, til gengæld har adgang til, hvilket yderligere pirrer Arvids nysgerrighed.

Per Pettersons sætninger er korte. De er præcist beskrivende, og sproget har så meget fremdrift, at vi på ganske få linjer kommer vidt omkring.

Ekkoland

“Arvid spekulerede længe over det med at han ikke havde det så nemt, men han forstod ikke hvad hun mente og til sidst glemte han at tænke på det.”
“Ekkoland”, s. 16.

I “Ekkoland” fra 1989 (“Ekkoland”, 2008) er Arvid blevet tolv år. Han tilbringer sommeren sammen med sin familie på Nordjyllands østkyst, hvor de danske bedsteforældre har et beskedent mælkeudsalg i en havneby. Scenen er sat i begyndelsen af tresserne, hvor mælken er på flasker, som Arvid hjælper bedstefaren med at køre ud på budcykel om morgenen.

29750033

Med de flere år på bagen er Arvid blevet mere trodsig. Han siger RØR MIG IKKE, når de voksne vil vide, hvad der i vejen og GLEM DET. Arvid er ved at blive en enspænder. Samtidig er han en skarp betragter. Voksenverdenens mysterier og hemmeligheder omgærder stadig Arvid: Bedstemoren der græder, når hun tror sig alene i mælkeudsalget, og moderen der går lange ture alene. Men i løbet af bogen kommer de voksnes fortielser og fortrængninger frem i et gråt lys, og Arvid stykker de detaljer og halve sætninger, der fylder barndommen, sammen til et billede af en familie, der som enhver anden har skeletter i skabene.

Formen følger debutens. Igen er det de korte episoder, der fortæller en hel masse om, hvad det vil sige at være en dreng, der smugkigger ind i de voksnes verden. Og igen bliver historierne fortalt i tredje person, men det er gennem Arvid, historierne skrider frem, og det er hans opdagelser og erkendelser, der er fortællingernes fremdrift. Sproget er stadig enkelt. Der er kun det, der bliver sagt. Måden det bliver sagt på. Et blik. Et tonefald.

På den måde fremstår sproget som noget fysisk, der kan omslutte Arvid. Som når den indremissionske bedstemor synger en salme: “Hendes stemme var lys og anderledes end når hun talte. Hun talte altid lavt, i hvert fald når bedstefar var i rummet, men nu var den høj og gennemtrængende. Der var noget modbydeligt ved den stemme og samtidig en lokken som nappede og nappede og ville have ham med hud og hår, men han vidste at hvis han gav slip ville han blive taget af et sug og ingen kunne vide hvad der så ville ske”. (s. 47).

Det er okay med mig

“- For helvede Audun! Er du blevet sindssyg mand! skriger han og jeg siger ingenting, for der er ingenting at sige, jeg trækker ham bare hen ad gulvet. (…) Henne ved døren puffer jeg den op med bagdelen og ude på torvet slipper jeg taget i hans ben”.
“Det er okay med mig”, s. 94.

Per Pettersons “Det er greit for meg” fra 1992 (“Det er okay med mig”, 2002) er en roman i fire dele. Hovedkarakteren er enspænderen Audun Sletten, og romanen tager sin begyndelse det efterår, den trettenårige Audun starter i en ny klasse. Her bliver han venner med Arvid, som vi kender fra Petterson-bøgerne “Aske i munden sand i skoen” og “Ekkoland”. De to drenges venskab centrerer sig omkring en fælles utilpassethed og en fælles smag for litteratur. Heltene hedder Jack London og Ernest Hemingway; to realister, hvis blanding af levet liv og litteratur fyrer op under drengenes selvforståelse som outsidere.

Romanen udspiller sig sidst i tresserne og først i halvfjerdserne, og den ny epoke, som Auduns og Arvids musikalske helte, Jimi Hendrix og Bob Dylan, forkynder, står i grel kontrast til den norske provins, drengene bor i. Der er ikke megen plads til at lade sig bære med af tiden, og volden lurer hele tiden om hjørnet. Også i de to drenges venskab lurer konflikter, og efterhånden som Audun trækker sig ud af gymnasielivet og til sidst dropper ud, glider drengenes venskab også mere og mere ud.

24320189

I modsætning til Per Pettersons to første romaner er fortælleren her personificeret. Audun Sletten er således bogens fortæller, og hans blik er betragtende og flegmatisk. Audun ved ikke rigtigt, hvilket ben han skal stå på i forhold til tilværelsen. Intet er rigtigt godt, og intet er rigtigt skidt. Derfor romanens titel: De ting, der sker, er OK. Hverken værre eller bedre. Romanens fortælling skifter imellem replikker og Auduns indre monolog i en stadig vekslen, og bogens fremadskridende handling afbrydes af flashbacks til Auduns tidlige barndom med en voldelig far og en kuet mor, til en bror, der kørte sig ihjel og en søster, der tidligt selv blev mor. Men Audun fortæller også om episoder fyldt med ømhed og kærlighed; om dengang han stak af hjemmefra, var tæt på at drukne i elven, men blev reddet af et gammelt ægtepar, som tog sig af ham i en hel uge, hvorefter Auduns far ankom og helvede brød løs – igen.

Romanens afsluttende fjerde del giver dog bogen en fortrøstningsfuld slutning, hvor de virkelige dybder i venskabet mellem Audun og Arvid viser sig. Slutningen giver også et billede af en Audun, som alle omstændigheder til trods er i besiddelse af en vis indre ligevægt.

Til Sibirien

”Jesper, jeg er dårlig, jeg må sætte mig ned. Og jeg satte mig ned på en trappe til et hus jeg ikke vidste hvor lå. Det havde glinsende kolde vægge, men jeg åbnede frakken i halsen og tog halstørklædet af.”
”Til Sibirien”, s. 77.

I 1996 udkom “Til Sibir” (“Til Sibirien”, 2000), som blev Per Pettersons gennembrud i Norge. Romanen fortælles af en kvinde, der ser tilbage på sit liv. Romanen er episodisk komponeret, og der er ikke nogen fortløbende historie. Hovedpersonen fortæller derimod om episoder fra sit liv fra hun var syv, til hun var treogtyve år gammel, om sin barn- og ungdom i Frederikshavn på Nordjyllands østkyst.

Hun beretter om at bo sammen med sin mor, der digter salmer, sin bror Jesper og sin far, der har et snedkerværksted. Han er en dygtig håndværker, men en dårlig forretningsmand, og i hjemmet bliver hver en øre vendt. Hun fortæller om bedstefaren og bedstemoren, der så godt som aldrig taler sammen, og om bedstefaren, der en dag har hængt sig i laden. Om bysamfundets rigmand, den alkoholiserede Baron Biegler, om storsmugleren Ernst Bremer og om egnens landsforræder, Gestapo-Jørgensen.

28056648

Fortælleren, der forbliver navnløs, er en begavet pige. Hun slider i det i skolen, og hun har en veludviklet sensibilitet og en udpræget fornemmelse for det, der foregår i de voksnes verden. Sommetider mere end de voksne selv. På alle romanens niveauer er kropslighed et konstant element. Fortælleren oplever og erindrer ved hjælp af kroppen eller igennem kroppen. For eksempel drømmer hovedpersonen om at rejse til Sibirien, fordi der er en kølig luft, der er til at ånde i. Eller her, hvor det kropslige spiller en endog meget stor rolle i så godt som hver sætning: “Måske skulle jeg kaste op, tænkte jeg, og så kastede jeg op, hårde klumper af mælk ved siden af trappen. Det gjorde ondt, halsen snørede sig sammen og jeg tænkte på bedstefar i stalden og Irma i den røde kjole og Lone i den røde kjole og begge uden ansigt i det samme spejl i et mørkt værelse som var hele verden, og så begyndte jeg at græde”. (s. 77).

“Til Sibirien” er en bog, der handler om længsel og savn. Som barn er fortællerens længsel rettet mod det Sibirien, hun kun kender af navn og forestilling. Men at det er noget andet end Frederikshavn, er det, der betyder noget. De glimt, vi får af hendes voksenliv i henholdsvis København og Oslo fortælles af en kvinde, der ved, at hun har et savn i sit liv, men ikke er i stand til at identificere det.

I kølvandet

“Jeg havde fået nok allerede, jeg kan se min hånd rundt om glasset, glasset er helt fuldt, og så husker jeg ikke mere ud over det ansigt, og nu står jeg med panden mod vinduet i døren til denne boghandel, og jeg sparker til døren.”
“I kølvandet”, s. 5.

Den midaldrende Arvid Jansen er fortæller i Per Pettersons roman “I kjølvannet” fra 2000 (“I kølvandet”, 2001). Han var ligeledes hovedperson i “Aske i munden, sand i skoen” og “Ekkoland” og biperson i “Det er okay med mig”.

I romanens åbningsscene står Arvid Jansen en morgen og banker hovedet ind i ruden til den boghandel, hvor han har været ansat nogle år tidligere. Han er mørbanket efter en druktur, som tilsyneladende har varet i evigheder. Han har brækket et ribben og knækket sine briller, og han kan ikke huske, hvad der er sket. Resten af romanen udspiller sig i den efterfølgende tid, hvor Arvid Jansen famlende forsøger at få sit liv på ret køl i foråret 1996.

Arvid Jansen fortæller om sit liv, og hans indfald og associationer udgør romanen. Han er forfatter, men han har svært ved at få ordene ned på papiret.

Romanen springer i tid, og allerede tidligt får vi at vide, at der er sket noget frygteligt i fortællerens liv: en katastrofe, der dukker op igen og igen i løbet af romanen og som giver romanen sin titel. Fortælleren befinder sig i et eksistentielt kølvand efter den katastrofe, der har slået hans far, mor og to brødre ihjel.

23675978

“I kølvandet” er en roman i mørke nuancer. Vejret er gråt, og fortælleren bor i en boligblok i grå beton, der skraber mod den dystre himmel. Lyset spiller en vigtig rolle, og romanen er bestandigt indhyllet i den grå tåge, der ligger og ulmer omkring de høje betonblokke i satellitbyen. Herfra bevæger vi os rundt i Arvid Jansens erindring og hører om den bomstærke faders forhold til den danske mor. Om Arvids eget forhold til den tavse mand, som var svær at leve op til, og om den katastrofe, der så brat afsluttede forældrenes liv. Om faderen hedder det blandt andet: “Han havde slidt spor i fjelde på vej op, på vej ned for at styrke de muskler han havde brug for til et bedre afsæt på fodboldbanen, i skisporet og bokseringen, og på vej gennem byen til fabrikken fra Galgeberg og Vålerenga hvor han boede, og ingen havde et afsæt som han.” (s. 73).

“I kølvandet” er delvist en forfaldsroman. I de mange tilbageblik hører vi om Arvid Jansens eksistentielle dødvande efter katastrofen, som hans indbyggede selvdestruktivitet kun gør værre. Hovedpersonens selvdestruktivitet minder om Tom Kristensens Ole Jastrau-figur i “Hærværk”. Men “I kølvandet” er også en roman om håb. Åbenbart kan kærligheden finde vej selv til betonforstæder til Oslo, og hvem er den mystiske kvinde, der tilsyneladende altid våger om natten i blokken overfor Arvid Jansens?

Ud og stjæle heste

“Men selv da, for eksempel midt i et favntag når nogen hviskede ord i mit øre jeg gerne ville høre, kunne jeg pludselig længes efter et sted hvor der bare var helt stille”.
“Ud og stjæle heste”, s. 11.

Per Petterson udgav i 2003 sin sjette roman, “Ut og stjæle hester” (“Ud og stjæle heste”, 2004). Som størstedelen af Pettersons øvrige bøger bliver den fortalt af en navnløs jegfortæller. I romanens nutid er manden vendt tilbage til den sæter, han lærte at kende som barn. Han lever alene i en hytte i skoven, men fortæller om datiden. 

Hovedsageligt. For manden fortæller også om sine gøremål og om de andre mennesker i området, og på sofistikeret vis blander fortiden sig med nutiden.

25574486

Som dreng bor fortælleren i Oslo sammen med sin mor, far og søster, men om sommeren tager far og søn op på sæteren. Det er især en af barndommens somre, vi hører om, den sommer, hvor fortælleren er femten år. Det er en begivenhedsrig sommer, hvor lugten af fyrretræer og følelsen af harpiks på hænderne blander sig med drengens spirende fornemmelse for nogle af tilværelsens frygtindgydende dybder. En vådeskudsulykke viser sig at have en forbindelse med nogle sider af faderens liv, som drengen end ikke drømte om, og som altid hos Petterson står menneskenes mærkelige liv med hinanden i centrum.

I brudstykker fortælles om de begivenheder, der udspillede sig den sommer for så mange år siden, og langsomt kastes der lys over begivenhedernes indbyrdes sammenhæng. Romanens komposition følger nemlig fortællerens erindring, og som bekendt erindrer intet menneske lineært. Brudstykkerne dukker op i fortællerens hoved uventet – og ikke sjældent uønsket. Den kommer snigende i de øjeblikke, hvor man helst ville være i fred.

“Ud og stjæle heste” er en roman om venskab og fjendskab, om den mærkelige, uudgrundelige kærlighed og om fædre og sønner. Med sit ret begrænsede persongalleri behandler den tunge temaer som død, svigt og kærlighed.

Romanens rammehistorie om en mand, der bor øde med sin hund som eneste selskab, kan i øvrigt læses som en hilsen til Per Pettersons landsmand Knut Hamsuns mesterlige roman fra 1894, “Pan”.

Månen over porten

“Nogle meget fine ting kommer sejlende af sig selv, det er sandt, men det er fordi vi har fortjent dem, og vi kan ikke budgettere med det vi har fortjent. Det er ikke op til os. Det vi skal budgettere med, er overvindelsen.”
“Månen over porten”, s. 17

I den lille essaysamling “Månen over porten” fra 2004 (“Månen over porten”, 2009) lader Per Petterson i 20 personlige essays samt forord og epilog læseren få indblik i, hvem han er – ikke kun som forfatter, men i høj grad også som læser. Essayene er skrevet mellem 1987 og 2004 (plus epilogen, der er fra 2009) og udgør en art personligt bibliotek med referencer til de forfatterskaber og værker, der har haft afgørende betydning for hans liv som forfatter og som sig selv. I det hele taget er skellet mellem mig og mig

et centralt tema i flere essays, og i titelessayet går fortælleren rundt i natten med lukkede øjne og forsøger at udviske grænserne mellem ydre og indre. Det lykkes ikke.

28054645

Gennem bogen får man en fornemmelse af, hvornår i livet Petterson blev læser, og hvorfor der gik så mange år, før han også blev forfatter. Man får et indblik i nogle af de læseoplevelser, der i ungdommen var med til at forme hans identitet, som en der vil være forfatter – en identitet, der har forfulgt ham også efter udgivelsen af hans første fem bøger. Han har læst norske forfattere som Ola Bauer, Kjell Askildsen og Aksel Sandemose. Han har læst udenlandske forfattere som Ernest Hemingway, Karen Blixen og Simone de Beauvoir, lige som Michael Ondaatje, John Fante, Frank O’Connor og mange andre har været med til at forme det litteratursyn, “Månen over porten” præsenterer. 

Petterson holder af ukunstlet litteratur med både noget på spil og noget på hjerte. De forfattere, han fremhæver, har alle haft et mellemværende med livet og med litteraturen, og alle har de med deres bøger tvunget sig adgang til forfatterens indre.
“Månen over porten” er et personligt bud på den kanon, der har gjort ham til forfatter og til læser. Petterson fortæller, hvordan han har læst så meget i sine unge år, at det blev sværere og sværere at blive forfatter, fordi visheden om, hvor godt det KAN være, har været en spændetrøje. Det er en meget ydmyg og til tider genert forfatter, man møder, og billedet af den lidt mørkerædde mand, der går rundt i den mørke norske nat iført “sømandsjakken fra romanerne” (s. 167), er yderst sympatisk.

Pettersons egen – og i sidste ende læserens – fulde taknemmelighed går til hans forældre, der på hver sin måde inspirerede ham til at læse. For uden en eminent læser, ingen god forfatter.

 

Jeg forbander tidens flod

“Det blæste lidt kraftigere nu, og vinden piskede skum fra den ene bølgetop til den anden. Der var stil over det. Jeg trak mig tilbage og sad ligesom før. Jeg stirrede ned i sandet. Der var der ikke meget at se på. Jeg er syvogtredive år, tænkte jeg. Muren er faldet. Og her sidder jeg.”
“Jeg forbander tidens flod”, s. 250.

I 2008 udkom “Jeg forbanner tidens elv” (“Jeg forbander tidens flod”, 2009), der året efter blev tildelt Nordisk Råds Litteraturpris.
Denne roman har i lighed med flere andre af Per Pettersons bøger (endnu en variation over) karakteren Arvid Jansen som hovedperson. I åbningen af “Jeg forbander tidens flod” er Arvid på vej til Danmark for at være sammen med sin mor, der er syg af kræft. Han skal skilles og er på mange måder en mand i opløsning, som han tømmermandshærget og træt ankommer med danskerbåden “Holger Danske” til Frederikshavn. Her er moderen vokset op og befinder sig nu i familiens sommerhus.

Der krydsklippes mellem fortællingens tid, et par dage i november 1989, og episoder i Arvids sene teenageår, hvor han af politiske årsager meldte sig ud af gymnasiet for at blive industriarbejder. Som kommunist må man stå sammen og have en bæredygtig arbejderklasse, lød parolen, som Arvid kun overfladisk kunne stå inde for.

Samlet er det skildringen af en mands søgen efter identitet, både som ung og som 37-årig. Uanset alder er Arvid mors dreng og ude af stand til at tage en aktiv, personlig beslutning. Da han dukker op i sommerhuset hos den afkræftede mor, opfører han sig mest af alt som en dreng på fem.

27696279

Gennem romanen opridses en familiekrønike med moderen, der holdt sammen med mand og fire børn, hvoraf den første er født på Læsø udenfor ægteskab. Vi hører stort set intet om den kvinde, Arvid skal skilles fra, men måske er hun den ungdomsforelskelse – pigen med den blå frakke – som vi introduceres til.

I lyset af Pettersons øvrige forfatterskab er der en række overlap og lighedspunkter i både persongalleri, litterære inspirationer og mellemmenneskelige temaer. Sproget er let og ubesværet og fremmaner krystalklare billeder på nethinden ved hjælp af simple virkemidler. Man kan mærke novembers fugtige kulde, den tilbagevendende rødmen i kinderne og den næsten fysiske afsøgning af egen identitet. Arvid Jansen er altid både sig selv og en anden, som der står på side 86.

Fortælleren ved mere, end jeg-fortælleren Arvid kan vide, og på et tidspunkt lånes synsvinklen ud til moderen, da hun opsøger sin fortid på Læsø. Titlen er hentet fra et digt af Mao, der har en fremtrædende rolle i romanen.

 

Jeg nægter

”Jeg prøvede at hænge mig i brændeskuret, det husker jeg godt; brændeknuderne derinde, mest birk, men også asp og gran, og jeg husker jeg tænkte at birkebrænde helt klart var at foretrække frem for andet brænde når man skulle fyre op i ovnen eller pejsen. (…) Jeg stod der med det grove reb i hænderne og funderede over løvfyringens økonomiske aspekter (…).”
”Jeg nægter”, s. 174.

I 2012 udgav Per Petterson romanen ”Jeg nekter” (”Jeg nægter”, 2013), der handler om de to barndomsvenner Jim og Tommy, der mødes tilfældigt efter 35 år.

I 1960’erne voksede de op på den samme vej i hver sin opbrudte familie. Jim boede alene med sin kristne mor og Tommy med sin far og tre små søskende. Efter et skæbnetungt opgør mellem Tommy og hans far forsvandt faderen, og de fire søskende blev fordelt i forskellige plejefamilier. Herefter var familien Berggren historie. Jim blev efter et selvmordsforsøg indlagt på psykiatrisk afdeling og flyttede derefter til Oslo.

En tidlig morgen i 2006 gør tilfældet, at de mødes på Ulvøya-broen i Oslofjorden, hvor Jim står og fisker og Tommy kører forbi i sin Mercedes, på vej til sit prestigefyldte job. Det korte møde får betydning for dem begge, da det åbner op for et nyt blik på deres aktuelle situation. Samtidig er det adgang til de oplevelser fra barndommen, som de har lagt bag sig, fordi kontakten stoppede en betydningsladet dag foran Centralsygehuset.

29965110

Romanen er komponeret i kapitler med Tommy og Jim samt andre familiemedlemmer som enten 1. personsfortællere eller synsvinkelbærere. I en vekselvirkning mellem episoder i september 2006 og afgørende oplevelser i slutningen af 1960’erne oprulles deres historier, uden at man får forklaret meget om den mellemliggende periode. Skiftene mellem fortællere gør, at nogle episoder fortælles flere gange af forskellige karakterer, og man ser, at historien formes af fortælleren: Jim fortæller, at ingen opdagede, da han og hans mor flyttede en tidlig morgen, mens Tommy fortæller, at han stod i skjul hos sin plejefar Jonsen og så det hele.

I Pettersons nedtonede stil fortælles om to drenge, der fik forskellige begyndelser på det liv, de siden har forvaltet så forskelligt, ”omvendt”, som det hedder i bogen. Den kvikke Jim, der voksede op med en omsorgsfuld mor, er endt med en årelang sygemelding og selvmordsforsøg i bagagen. Den forslåede Tommy overlever stædigt og på trods og har material velstand i sit voksne liv. Begge lever de dog i ensomhed uden helt at føle sig hjemme i sit eget liv.

Lange sætninger med sidestillede ledsætninger er fremherskende, og Petterson skriver stemninger, uerkendte følelser og lavmælt dramatik ind i de bølgende og melodiske sætningsstrukturer.

Mænd i min situation

”Og så ville jeg i stedet finde et billede som kunne dække det hele, det var trods alt mit arbejde, at gøre det hvirvlende gennemsigtige konkret, lave bølgerne af elektriske, distraherende stød i maven om til solid overflade.”

”Mænd i min situation”, s. 268.

I 2018 udgav Per Petterson endnu en Arvid Jansen-roman, ”Menn i min situasjon” (”Mænd i min situation”, 2018). Arvid er blevet skilt fra sin kone Turid, og deres tre døtre vil ikke se ham længere. Ved romanens åbning er det et år siden, Turid forlod ham, og to år siden, hans forældre og brødre døde i en ulykke. Han bor alene og dulmer ensomheden med næsten rutineprægede byture i Oslos natteliv, hvor reglen er, at han går med en kvinde hjem.

Romanen fortælles over en enkelt dag i september, hvor Arvid tidligt om morgenen bliver ringet op af Turid, der ikke ved, hvor hun er. Arvid kører ud for at hente hende på en forladt togstation, hvor hun sidder desorienteret. Da han sætter hende af i hendes lejlighed, er der ikke det mindste spor efter deres fælles liv sammen. Han er blevet en skygge i sin egen fortid.

46485319

I løbet af dagen tænker Arvid tilbage på det år, der er gået og det liv, han har levet: på drukturene, køreturene rundt i barndommens Oslo og til det konditori i den svenske by Arvika, hvor han ofte sidder og læser, og på de skrøbelige relationer til døtrene, hvoraf særligt den ældste, Vigdis, og han har en kompliceret, men stærk relation. Skildringen af den endeløse kærlighed til de tre piger er nænsom og præcis – Arvid har et blik for hver af pigernes individuelle særtræk.

Romanen skildrer spændet mellem afgrundsdyb sorg og selvopholdelsesdrift, og hvor svært det kan være at åbne sig for et andet menneske, når man er blevet såret. Det er lettere for den selvbevidste Arvid at trække sig tilbage til isolationen med en overfladisk begrundelse end at begynde på en ny relation. En kvinde, der kan gennemskue ham, er hans omsorgsfulde nabo Fru Jondal, og hans forsøg på at holde livet på afstand afvises blankt af hendes kærlige insisteren. I en central scene med netop fru Jondal konstaterer Arvid, at han ikke er ensom, men forladt, og man forstår, at denne følelse har fulgt ham hele livet.

Midt i al tristessen er der en række muntre scener, og Arvid Jansens næsten Charlie Chaplin-agtige figur gør romanen både sjov og opmuntrende. Der er en tæt forbindelse mellem ”Mænd i min situation” og ”I kølvandet”, da Arvid Jansens livssituation ligner hinanden og ved den måde, skibskatastrofen ligger og ulmer i begge romaner.

Genrer og tematikker

Per Pettersons romaner er indholdsmæssigt beslægtede, ligesom figurer går igen i flere romaner. Arvid Jansen er således hovedperson i “Aske i munden, sand i skoen”, “Ekkoland”, “I kølvandet”, ”Jeg forbander tidens flod” og ”Mænd i min situation” og optræder som biperson i “Det er okay med mig”. Han spiller endog en subtil rolle i “Til Sibirien”. Endvidere er for eksempel åbningsreplikken i “Ud og stjæle heste” en note, Arvid Jansen skriver i “I kølvandet”. Trond Sander fra ”Ud og stjæle heste” vender for en kort bemærkning tilbage i ”Mænd i min situation”.

Et andet karakteristika ved forfatterskabet er, at selvbiografiske elementer spiller en stor rolle. Den fraværende far og den rastløse danske mor, som optræder i flere af romanerne, er hentet ud af Pettersons eget liv. Og den katastrofe, som “I kølvandet” og ”Mænd i min situation” udspiller sig i kølvandet af, er inspireret af Scandinavian Star-katastrofen, hvor Petterson mistede næsten hele sin familie.

Petterson fortæller i et interview, at selvom Arvid Jansen er en genkommende figur i forfatterskabet, så er han ikke den samme person hver gang: i en roman har han søstre, i en anden brødre. Det kommer an på, hvad historien kræver. Det giver Petterson en ro til at kunne koncentrere sig om fortællingen, at han ikke ved hver romans begyndelse skal opfinde en ny holdbar figur: ”Det ville være som at gå over åen efter vand”. Han føler sig altså ikke bundet af, hvem Arvid Jansen var i den forrige roman, og det er netop forfatterens frihed, der byder ham denne mulighed: ”Som forfatter kan man tillade sig alt. Bare det duer. Jeg kan lide at veksle mellem datid og nutid i samme sætning, selv om det må man jo heller ikke. Jeg kan skrive en roman med en jeg-fortæller, hvor jeg-fortælleren pludselig afløses af en alvidende fortæller. Det må man heller ikke, men hvis jeg gør det, og det lykkes, så må man godt.” (Søren Kassebeer: En mand ved navn Arvid. Berlingske Tidende, 2009-04-30).

Et genkommende element er en beskrivelse af relationer. Pettersons hovedpersoner dyrker ofte ensomheden, men selv i deres selvvalgte eksil er de aldrig helt alene. Der er altid relationer mennesker imellem, de være sig uudslukkelig kærlighed, ulmende had og gamle misforståelser, og det er dem, Petterson undersøger og sætter ord på. Forfatterskabets romaner hænger sammen og understreger dermed den forbundethed, der altid vil være mellem mennesker.

Anmelderne har siden debuten bemærket erindringens betydning i Pettersons bøger. Men mere end blot at beskrive barndommens tabte land handler Pettersons forfatterskab om at sætte ord på det afsluttede og i prosa undersøge, hvad det vil sige, at tiden går, og hvad det betyder for den måde, mennesket tænker sig selv.

Per Petterson skriver rytmisk og stramt. Han bruger ikke mange ord, og romanerne er fattige på adjektiver, men rige på egensindig tegnsætning, som giver Pettersons sprog en helt særegen rytme.

Om sin tilgang til at skrive fortæller Petterson: ”At udtænke plots interesserer mig ikke. Min redaktør på forlaget Oktober, Torleiv Grue, sagde engang for længe siden til mig: »Du skal ikke skal bekymre dig om helheden, når du skriver. Du skal få delene til at skinne, så kommer resten af sig selv.« Det råd har jeg fulgt lige siden.” (Søren Kassebeer: ”Jeg måtte bare skrive”. Berlingske Tidende, 2007-08-24).

Beslægtede forfatterskaber

Intertekstualiteten i Per Pettersons forfatterskab minder om den danske forfatter Svend Åge Madsens, hvor de samme personer optræder i forskellige romaner med forskellige roller. En biperson hist kan blive hovedperson her, og en hastigt nedskrevet lap papir i én roman kan blive begyndelsen på den efterfølgende.

Pettersons afmålte, præcise sætninger og hans sparsomme brug af adjektiver har fået anmeldere til at sammenligne ham med amerikanske realister som William Faulkner og Ernest Hemingway. Petterson er inspireret af Hemingways minipoetik “Showing, not telling”, og han har da også i interview beskrevet, hvorledes det var igennem sin ungdoms læsning af Hemingways “Nick Adams Stories”, at han blev sig sit forfatterkald bevidst.

Ved de sanselige erindringer og den tydelige brug af eget liv minder Per Pettersons forfatterskab på flere måder om de samtidige nordmænd Tomas Espedal og Karl Ove Knausgård. De tre har meget, de ikke er fælles om, men deres undersøgelser af identitet, erindring og barndom samt deres rene billeder af det, der var engang, tegner et fællesskab.

Indholdsmæssigt er Pettersons bøger fyldt med små cadeauer til forfatterens store landsmand Knut Hamsun. Forestillingen om, at det er i ensomheden, i tavsheden fra verdens larm, at mennesket bliver sig selv, finder man hos begge forfatteres romanpersoner. I ”Mænd i min situation” går Arvid Jansen rundt og rundt i Oslo, som Hamsuns hovedperson gør det i ”Sult”. Ligeledes er mennesket hos begge forfattere prisgivet vilkår, der er større end dem selv. Naturen, tiden og den klare stjernehimmel for eksempel.

Bibliografi

Romaner

Petterson, Per:
Til Sibirien. 2000. (Til Sibir. 1996). Roman.
Petterson, Per:
I Kølvandet, 2001. (I kjølvannet. 2000). Roman.
Petterson, Per:
Det er okay med mig, 2002. (Det er greit for meg. 1992). Roman.
Petterson, Per:
Ud og stjæle heste, 2004. (Ut og stjæle hester. 2003). Roman.
Petterson, Per:
Ekkoland. 2008. (Ekkoland. 1989). Roman.
Petterson, Per:
Jeg forbander tidens flod. 2009. (Jeg forbanner tidens elv. 2008). Roman.
Petterson, Per:
Jeg nægter. Batzer & Co., 2013. (Jeg nekter. Oktober, 2012). Oversætter: Annelise Ebbe.
Petterson, Per: Mænd i min situation. Oversætter: Jannie Jensen og Arild Batzer (Menn i min situasjon), Batzer & Co., 2019.

Noveller

Petterson, Per:
Aske i munden, sand i skoene. 2008. (Aske i munna, sand i skoa. 1987). Roman.

Essays

Petterson, Per:
Månen over porten. Litterært og personligt. 2009. (Månen over Porten. 2004, norsk) (81.04). Essays.

Om forfatterskabet

Interviews

Andersen, Carsten:
Da Petterson blev træt af at være Petterson. Politiken, 2013-05-23.
Kold, Jannie Schjødt:
Man har vel lov at nægte. Kristeligt Dagblad, 2013-05-25.
Stein Larsen, Jesper
Plat eller krone om livet. Jyllands-Posten, 2013-05-25.
Syberg, Karen:
At nægte er en livsholdning. Dagbladet Information, 2013-05-31.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Per Petterson

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Andersen, Carsten:
Når nordmænd går i kloster. Dagbladet Politiken, 2005-05-10.
Kassebeer, Søren:
”Jeg måtte bare skrive”. Berlingske Tidende, 2007-08-24.
Syberg, Karen:
Eventyr med bagside. Dagbladet Information, 2008-03-06.
Stoche, Joy E:
Language Within Silence – An interview With Norwegian Writer Per Petterson. Wild River Review, 2008-12-01. www.wildriververiew.com
Kassebeer, Søren:
En mand ved navn Arvid. Berlingske, 2009-04-30.