Tomas Espedal
Foto: Foto: Helge Skodvin / Batzer & Co.

Tomas Espedal

cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Senest opdateret af Anne Vindum, Bureauet, maj 2019.
Top image group
Tomas Espedal
Foto: Foto: Helge Skodvin / Batzer & Co.

Indledning

Norske Tomas Espedal har med sine personlige og poetiske bøger taget romangenren op til revision. Med udgangspunkt i sit eget liv skriver han romaner, der læner sig op ad genrer som selvbiografi, digt, novelle, essay, rejseskildring og dagbog. Espedal skriver med lige stor overbevisning om at vandre, om beslægtede forfattere i litteraturhistorien og om at se rosenblomsterne gå i forfald. Forfatterskabet tegner sig som et langt, sammenhængende værk om at om at være menneske, vandringsmand og forfatter.

 

46296362

Blå bog

Født: 12. november 1961 i Bergen, Norge.

Uddannelse: Uddannet ved Universitetet i Bergen.

Debut: En vill flukt av parfymer. Eide Forlag, 1988. Roman.

Litteraturpriser: Kritikerprisen, 2009. Den norske Gyldendalprisen, 2009. Brageprisen, 2011.

Seneste udgivelse: Elsken. Batzer, 2019. (Elsken, 2018). Oversættere Jannie Jensen og Arild Batzer. Roman.

Inspiration: Arthur Rimbaud.

Genre: Autofiktion

 

 

 

 

Tomas Espedal læser op af "Dagbok", 2010.

Artikel type
voksne

Baggrund

”Det må være sproget som er ensomhedens oprindelse, tænker jeg og går gennem leddet ved gårdene hvor postvejen går op ad skråningen mod Mellingen. Det er en smuk vej. Her har man altså gået til fods med posten. Er brevet ikke selve symbolet på ensomhed? Den skrivende. Alene ved skrivebordet. Afskedsbrevet. Kærlighedsbrevet. Den gule konvolut man lukker til og overlader til sin skæbne.”
”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, s. 43.

Tomas Espedal er opvokset i en arbejderfamilie i Bergen. I en periode i sine ungdomsår, fra 1985-87, boede Espedal i København, hvor han begyndte at skrive for alvor. Han blev en del af det københavnske punkmiljø og det litterære miljø omkring Poul Borum og Forfatterskolen. Efter sine formative år i København har han uddannet sig ved Universitetet i Bergen.

Som forfatter skiller han sig ud fra sin familie, der alle er arbejdere. Espedal gør meget ud af, at forfattergerningen er et arbejde som alle andre: Skrivemaskinen er den maskine, han arbejder ved hver dag. I et interview i Politiken siger han: ”I hele min forfattervirksomhed har det været vigtigt for mig at demonstrere, hvor meget arbejde det egentlig kræver at være forfatter. At det virkelig er et arbejde. Jeg skriver om at skrive. Her er mine arbejdstimer. Her er min produktion. Her er min maskine.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). 

I sin seneste roman ”Mod kunsten” tager Espedal arbejdsbegrebet op i forhold til kunsten – to sider af samme sag for forfatteren, men måske ikke for resten af verden og i særdeleshed ikke for den familie, der gennem generationer har været arbejdere: ”Min familie var en arbejderfamilie. Jeg ville fortælle oldefars, farfars og fars historie, og det var en arbejderhistorie, som ikke rummede nogen som helst form for kunst. Så opstod paradokset, at det at fortælle om det i sig selv blev til kunst. Og han, som skal fortælle om det, bliver forfatter. At fortælle om arbejdet skubber ham i retning af kunsten. Det er den ambivalens, jeg ville have frem”. (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). Tomas Espedal har aldrig haft et almindeligt lønarbejde, da forfattergerningen har været primær drivkraft og det eneste område, hvor han har haft lyst til at bruge sine vågne timer. 

Tomas Espedal har været initiativtager til Bergen Internasjonale Poesifestival. I 1991 blev han prisbelønnet i P2/Bokklubbens romankonkurrence for ”Hun og jeg”, og hans seneste romaner ”Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv” (2006) og ”Imot kunsten” (2009) blev begge nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris. 

Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv

”Næst efter at skrive og tænke, kan du godt lide at gå. Det må da kunne gøres til et arbejde: en vagabond. Omstrejfer. Landstryger. Vandringsmand. Til enhver tid har der eksisteret omstrejfere. Men i dag er det et arbejde og en værdighed der er ved at dø ud. I hvert fald i velfærdslandet Norge. Og du tænker: nogen bør tage vare på denne form for arbejde. Nogen må påtage sig dette ansvar. Nogen bør redde denne frihed, denne stolthed, genoprette arbejdet og værdigheden, ja, du vil være vandringsmand.”
”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, s. 32.

Romanen ”Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv” fra 2006 (”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, 2007) er en selvbiografisk roman om at gå: at gå hjemmefra, gå fra forstanden, gå i hundene, gå til verdens ende.

Jeg-fortælleren Tomas går i bogens begyndelse ud ad døren i sit hjem i Bergen uden at vide, hvor hans fødder vil føre ham hen. Efterhånden som rejsen tager form, får fortælleren dog mening ud af hvert skridt i takt med, at vandringen fører til erkendelse og selvindsigt. Det at blive vandringsmand bliver fortællerens første arbejde nogen sinde.

Han går nordpå langs kyster, gennem byer og over fjelde og mødes med sin vandreven Narve, med hvem han finder hvile og laver planer for kommende gåture.

27419607

I bogens anden del følger vi Tomas på vandringer i Europa. Han køber spontant en bil og kører til Paris, hvor han stiller bilen fem dages vandring nord for byen. Herfra går han den såkaldte Rimbaud-strækning, hvor den franske poet i sine unge dage travede hjemme fra sin mor og ind til Paris. Da fortælleren ved ankomsten til Paris endelig føler, at han er blevet en anden, bliver han genkendt af en kulturjournalist fra Bergen, og så er det hele ødelagt.

Tomas og Narve går i løbet af deres fælles vandrekarriere på en 2500 år gammel rute, den lykiske vej, fra Delfi i Grækenland rundt om Tyrkiets sydkyst. Vi hører om deres møder med andre kulturer, blodige gnavsår og søvnløse nætter under åben himmel.

Vandreturene er rammen for romanen, som udfyldes af fortællerens refleksioner over livet, døden, ensomheden og kærligheden samt mere håndgribelige emner som en god rygsækstørrelse, asfalt som vandreunderlag og hyppigheden af frisørbesøg. Gennem romanen skriver fortælleren sig eksplicit op imod verdenslitteraturens andre vandrere og tænkere og er i en fortløbende dialog med disse.

I samme modus som en lang vandring flyder romanen af sted med digressioner, indlagte højdekurver, hvilestunder og tid til refleksion, eftertænksomhed og erkendelse. Med litteraturhistorien som klangbund går Espedal sig selv i møde i en roman, der vakler mellem at være roman, selvbiografi, dagbogsnotat og rejseskildring. Genreoverskridelsen er en erklæret del af romanprojektet, der uden at bekende sig til en bestemt genre måske opfinder sin egen.

Mod kunsten

”Navnene kommer. Farverne kommer. Lydene, lugtene; dagen begynder og finder tilbage til det der var i går og det som skal komme i morgen: en helt almindelig dag. En god dag. En arbejdsdag. Den perfekte dag; dagen som ligner alle andre dage, som ikke skiller sig ud, som føjer sig til rækken af hverdage. Jeg skal ingen steder. Jeg skal sidde ved skrivemaskinen. Torsdag, den tolvte april; i dag vil jeg skrive om min mor.”
”Mod kunsten”, s. 68.

Tomas Espedals ”Imot kunsten” fra 2009 (”Mod kunsten”, 2010) er en slægtskrønike nedfældet af en mand i krise. Jeg-fortælleren Tomas har inden for kort tid mistet sin mor og sin kone og bor nu alene med sin teenagedatter på den lille ø Askøy uden for Bergen i Norge. Det er en ny situation for fortælleren, der er forfatter, at føre en husholdning, være far på fuld tid og i det hele taget være hjemme i længere tid ad gangen. På et ydre handlingsplan sker der ikke så meget andet i romanen end beskrivelsen af en almindelig hverdag med morgenmad, indkøbsture og opvask. Romanen er i højere grad end en handlingsroman en kortlægning af fortællerens ophav og fortid og en undersøgelse af, hvilke karaktertræk der nedarves og hvilke der fremelskes.

I sin sorgbearbejdning skuer fortælleren bagud og optrevler kærlighedsmøderne hos sine forældre og bedsteforældre og forsøger at finde de kernepunkter, der har betydet ja eller nej – og dermed banet vejen for Tomas’ eksistens. Ikke alle forhold har været lige harmoniske, men der strømmer en enorm kærlighed ud af portrætterne, både forældrene imellem og fra fortælleren til hele sit ophav – og hans datter.

28277571

Et centralt tema i romanen er at flytte: ”jeg vil skrive en roman om det at flytte.” (s. 118). Alle karaktererne flytter undervejs og bliver påvirkede af det, knyttede til deres hjem og deres nærmiljø som de er. Fortælleren flytter i sin ungdom til København, hvilket får en afgørende betydning for ham: han bliver forfatter.

En central pointe for Espedal er, at det at flytte er en lige så tydelig handling som IKKE at flytte. Det bliver en manifestation i sig selv at blive boende, sådan som hans mor gjorde det gennem næsten et helt liv trods et ønske om at flytte.

Romanen er skrevet i et associativt sprog, der sansende registrerer natur og omgivelser, detaljer og de små forskydninger, der antyder forandring. Begge bogens dele, april og september, (de måneder, hvor moderen og kæresten døde) er en vekslen mellem fortællinger fra hverdagen, slægtshistorie og indbrud af poetiske fragmenter, digte og dagbogsnotater.

Som i ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” er ”Mod kunsten” en roman, der forener forfattergerningen som kunst og som arbejde. Om denne dialektik siger forfatteren selv: ”Det begyndte med, at jeg-personen, som har mit navn, slet ikke havde noget uproblematisk forhold til begrebet kunst. Jo ældre jeg bliver, desto mindre kunst kan jeg holde ud. Ideen var faktisk at prøve på at skære igennem kunstlaget og komme ned til arbejdet.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02).

Ly

”Du brænder det lidt du har af sjæl af den fordamper væk og lægger sig i en tynd rende i kanten af øjet og som en tynd blank hinde over iris en øjentåge vandsjæl som om du græder hele tiden men der er ingen gråd bare en blød sjæl eller en sjælemasse der flyder oppe i øjnene. Det er bare at sige et hvilket som helst ord: mor datter hus hund død eller liv og øjnene flyder over.”
”Ly”, s. 8.
Da det norske forlag H Press opfordrede Tomas Espedal til at skrive en bog til deres udgivelsesserie Miniatyr Serien, gik han helt i stå. Alle hans tidligere bøger var blevet til af en indre nødvendighed, en konkret modstand, og pludselig kom denne skriveopgave uden retningslinjer og uden en indre drivkraft. Det udfordrede ham i så høj grad, at han for at finde en form til bogen, fandt papir og blyant frem og tegnede den. Han begyndte med sit yndlingsbogstav Y og sad med lineal og tegnede forbindelseslinjer til andre ord med y, ”en simpel arkitektur”, som han selv kalder det. Langsomt fandt han den rigtige form, og så kunne han begynde at skrive den bog, der i 2007 udkom under titlen ”Ly” (”Ly”, 2012) – i øvrigt inspireret af den nummerplade, hans bil havde på det tidspunkt, LY121498.

I den 15 sider korte tekst er der et forløb med en mand og en kvinde, der kører i bil fra Oslo til Gøteborg, hvor de indlogerer sig på et hotelværelse. Afbrudt af associationer og refleksioner kommer teksten omkring det at bo og føle sig hjemme, kroppens botanik og en hel del om alkohol. Teksten er komponeret som en biltur med voldsomme temposkift og en stedvis dvælen ved udsigten og tanken. Sætningerne skifter mellem at være korte, gentagende hovedsætninger og lange rummelige sætninger. På bogens sidste sider går teksten mere og mere i opløsning for at slutte med kun et enkelt ord, ly, på sidste side.

29143544

Teksten har både et vi, du, jeg og han som udsigelsesinstans. Jeget trænger til forandring og finder den i første omgang i naturen uden for vinduet, hvor de små hårde knopper på rododendronbusken er blevet større, og hvor æbletræet har fået blomster i det tidlige februarforår.

I den danske udgave er optrykt et længere interview med Tomas Espedal, som Andreas Vermehren Holm fra forlaget Virkelig har foretaget i Bergen i 2011. Her fortæller Espedal om ”LY”s tilblivelsesproces og position i forfatterskabet i en samtale funderet i læsning af Espedals værker og øvrig litteratur. Tomas Espedal har et meget nært forhold til at læse og skrive, og man forstår, at det er igennem litteraturen, at han ser og forstår verden. Han skriver verden frem i litteraturen, forsvinder i litteraturen, men må også stoppe sin skrivning, hvis han kommer ned i noget, der vækker en rædsel i ham. Skrivningen er et rum for erkendelse og erfaring og kan på den måde være et voldsomt sted at opholde sig.

 

Mod naturen

”Det arbejder i mig, dette viljestærke, gamle, denne pligt som jeg ikke kender og som jeg arbejder efter, hvor kommer den fra? Denne strenge, uhørlige stemme som jeg adlyder og som tvinger mig frem, ind gennem metaldøren og ud på gulvet i det stærke lys, ind i mørket under maskinen.”
”Mod naturen”, s. 37.

Tomas Espedals ”Imot naturen (notatbøkene)” fra 2011 (”Mod naturen”, 2012) åbner med teksten ”Biblioteket”, hvori en 48-årig mand er sammen med en ung smuk kvinde til en nytårsfest. Han føler sig som den mand, han altid har været, indtil han ser sig i et spejl og møder dødens blik. I samme sekund bliver han bevidst om sin alder og om det højspændte i mødet mellem en midaldrende mand og en ung kvinde. Det er nytårsaften, og manden går i frustration fra festen, ydmyget og tynget af sin alder. Den unge kvinde følger med ham, og det er begyndelsen til forholdet med Janne. Mødet mellem de to spejles i den litteraturhistoriske reference til den franske filosof og teolog Pierre Abélard, der i et selvbiografisk brev fra 1132 skildrede den forbudte kærlighed til sin unge studine Héloïse.

29399530

Bogens fem dele tematiserer på forskellig vis kærligheden, som fortælleren oplever den. Afsnittet ”Arbejdet, fabrikken” beskriver fortællerens arbejde på en tekstilfabrik den sommer, han var 16. Han arbejdede alt for hårdt med at smøre vævene, men pligten sad i kroppen og bød ham at fortsætte. Denne pligt til arbejdet løber som en rød tråd gennem hele hans liv, idet han også opfatter skrivegerningen og kærlighedsforholdene som dagligt arbejde.

Årene med fortællerens første kone Agnete foldes ud i afsnittene ”Kærlighedsarbejdet” og ”Arbejdsværelse, laboratorium”. Det var ikke et lykkeligt forhold, og det sluttede værst tænkeligt, da Agnete døde og efterlod fortælleren sine to børn, hvoraf det ældste var hans.

Han vender ulykken til produktivitet og afsøger lykkens betydning for forfatterskabet i noterne til den ”Lille bog om lykke”, han altid har drømt om at skrive.

Det afsluttende afsnit ”Notesbøgerne” er blandt andet en overordnet refleksion over det hidtidige forfatterskab, hvor romaner og notesbøger skrives samtidig med det samme stofområde – det levede liv. Han medgiver, at de 40 notesbøger måske er de vigtigste i forfatterskabet.

”Mod naturen” er optegnelser fra en mand i frit fald. Kærlighedssorgen hærger ham og det er lige før, han gror til, som han sidder i sit skrively under jorden, næsten som i naturen. Bogen stopper midt i noget, som om der ikke var flere sider i dagbogen.

Tidsmæssigt overlapper bogen med ”Bergeners”, hvori man også hører om det afsluttede forhold til Janne og datteren, der er flyttet hjemmefra.

 

Biografi Dagbog Breve

”Han svajede. Han vaklede. Pludselig var det alvor. Han glemte hvem jeg var og gik til angreb med slag der sendte mig i gulvet. Han stod over mig, hans ansigt var fuldstændig forvandlet; jeg har aldrig set ham så smuk. Han var ikke længere min far. Han var sig selv. Han havde slået en modstander ned: jeg lå på gulvet og så op på manden der triumferede.”
”Breve” i ”Biografi Dagbog Breve”, s. 255.

I 2013 udkom en samlet udgave af tre af Tomas Espedals bøger ”Biografi (glemsel)” (1999), ”Dagbok (epitafer)” (2003) og ”Brev (et forsøk)” (2005). (”Biografi Dagbog Breve”, 2013). De tre titler har også på norsk været udgivet samlet, og det giver god mening. Alle tre bøger kredser om at være forfatter og om at være det menneske, som fortælleren er undervejs i skriveprocessen.

”Biografi” er korte tableauer, øjebliksbilleder, afrundede forløb. Teksterne handler om møder, erkendelser, opbrud, ensomhed og blander sig på den måde tematisk med det øvrige forfatterskab. Stilistisk er formen mere afrundet her og har et tydeligt slægtskab med lyrik.

50678830

”Dagbog” har undertitlen epitafer, der betyder mindetavle over en afdød. Bogen tilegnes Agnete, der var fortællerens kæreste og døtrenes mor. I notaterne skriver han sin voldsomme sorg frem efter Agnetes død og accepterer langsomt sit nye liv som ansvarlig alenefar. Erkendelsen af, at nødvendigheden vægter højere end den tidligere så besungne frihed sætter rammerne for fortællerens liv. Det enkle hverdagsliv med børn og forfatterarbejde holder sammenbruddet på afstand, og det forekommer, at skrivningen er det, der holder fortælleren i live. Samtidig med det næsten terapeutiske skrivearbejde er der metarefleksive udredninger om sproget og skriften, om tilblivelsen af romanen ”Gå” og om at se.

I ”Breve” er ”Brevet om mine ulykker” en fortælling om fortællerens tid som bokser. Hans far var bokser, og barndommen var en lang undvigelsesmanøvre for faderens bokseslag. Espedal nævner i et interview i Information, at ”slagene er hans mest skattede minder”.

Gennemgående for de tre bøger er fortællerens refleksioner over at skrive verden frem. At have brug for et skrevet træ, at skrive udsigten frem. Men det at vække verden til live i sproget har også en bagside: Han skal sige farvel til sin mor og kone to gange: først i verden, så i sproget, i teksten, hvor han har skrevet dem frem.

Tungt og trygt forankret i den nære, enkle hverdag løfter skriften sig op og kaster lys over hverdagens rutiner med børn, madlavning, vasketøj og posten, der kommer hver dag klokken halv tolv og måske lægger et brev i postkassen.

 

Bergeners

”Et sekskantet værelse med seng og puder og dyner bløde som voks. Lysegule gardiner. En sofabænk med tykt, gråt uldstof. En brun læderstol. Et stort spejl. En tyk glasvæg ud til badeværelset med brusebad og et ovalt badekar; æggehvidt og med æggeskallens ru overflade, som om alt i værelset efterlignede naturen, eller var natur presset sammen i en kube mellem byens andre kuber. New York-naturen.”
”Bergeners”, s. 6.
I 2013 udgav Tomas Espedal ”Bergeners” (”Bergeners”, 2014), der uden genrebetegnelse lægger sig i direkte forlængelse af hans tidligere værkers blanding af dagbog, digt, brev og notater. Fælles omdrejningspunkt for teksterne er Bergen, hvor Tomas Espedal er vokset op og bosat som voksen, og under teksten ligger James Joyces ”Dubliners”.

Overordnet giver de poetiske fragmenter indtryk af en 50-årig mand i krise. Fortællerens datter er flyttet hjemmefra og hans kæreste har forladt ham. Han er ensom, og skal finde ud af at være alene i ensomheden. Teksterne kredser om forholdet til kvinden Janne, der nu er fortid, men altid vil være hans store kærlighed. Der er breve til andre forfattere, erindringer fra skriveophold i udlandet, en tekst om terrorhandlingerne i Norge 22. juli 2011 og en dialog med Karl Ove Knausgård, der også har Bergen som et centralt sted i sit forfatterskab.

51107012

I sin bog ”Min kamp 5” beskriver Knausgård en aften i Tomas Espedals lejlighed, der senere fører til en anklage for voldtægt. Espedal beskriver den samme aften fra sit synspunkt og gør rede for, hvordan han efter udgivelsen af ”Min kamp 5” blev nødt til at flygte til Madrid for at undgå den enorme presseinteresse. Værker og mennesker krydses inden og uden for bøgernes omslag, og ”Bergeners” henvender sig bl.a. i brevform til lang række forfattere som Josefine Klougart, Cecilie Løveid, Merethe Lindstrøm og Monica Aasprong.

I Tomas Espedals bøger spejler form og indhold hinanden, og denne er ingen undtagelse. Han skriver om langsomhed og bruger et sanseligt, nærværende og poetisk sprog til at beskrive verden, som han ser den med sit naive og undrende blik. Igen er det store emner, han kredser om – døden, livet, kunsten, kærligheden og rejsen, men også detaljerige skildringer af for eksempel togturen fra Bergen til Oslo.

I et interview i Dagbladet Information siger Espedal om ”Bergeners”: ”Jeg bruger min metode på min by og intet må være opdigtet. Jeg viser min by og mine venner, hvordan jeg rent faktisk ser dem.” (Jannie Schjødt Kold: Slagene er de mest skattede barndomsminder. Information, 2013-08-16).

Året

”Hvad var det jeg hørte i nyhederne i dag jeg hørte det næste ikke kaffemaskinen larmede gurglede denne maskine som trækker vand op genne et rør og presser vandet fra beholderen og ud i en metalarm som slipper dråbe efter dråbe i dryp over kaffen allerede den første dråbe udløser en kraftig lugt en kaffedunst som blomstrer i køkkenet om morgenen den første oktober jeg hørte nyhederne i dag oh boy en båd med flygtninge mere end fem hundrede siger man kæntret ud for Lampedusas kyst.”
”Året”, s. 119.

Den italienske digter Francesco Petrarca (1304-1474) skrev i sin digtcyklus ”Canzoniere” om en uforløst kærlighed til kvinden Laura, som han så første gang sjette april 1327 og siden elskede hele livet. Sjette april er også startdato på Tomas Espedals ”Året” fra 2016 (”Året”, 2016), der er en prosalyrisk roman i to årstider: forår og efterår.

I forår er det fortællende jeg på rejse i Sydfrankrig. Han opsøger de steder, hvor Petrarca levede og skrev og fører samtaler med ham under sine middage. Petrarca er til stede i teksten som reference, inspiration og karakter. Hans Laura er som jegets højtelskede Janne, der har forladt ham til fordel for hans ven, og romanens drivkraft er en undersøgelse af kærligheden og muligheden af at leve uden.

Jeget er med sin far på krydstogt på Middelhavet, hvor det slår ham, at de ligner og spejler hinanden: De drikker, de er ensomme og de elsker kvinder, der ikke er hos dem længere. Sytten år efter sin kones død elsker faren hende stadigvæk som den eneste kvinde i sit liv.

52666511

I efterår er fortælleren hjemme i Bergen, hvor han drikker, skriver og savner Janne. Hver torsdag inviterer han sin far på middag, men afviser ham, hvis han kommer i bil i stedet for at gå, som de har aftalt. Fortælleren nægter at se farens aldring og død i øjnene, men har samtidig en stærk fascination af og dragning mod døden, der i hans 54-årige liv synes meget nærværende. Store dele af romanen kredser om den gode død, og mantraet er med et citat af Rilke, at man får den død, der passer til en.

Formmæssigt svinger romanen mellem poetisk prosa uden tegnsætning og korte, konstaterende sætninger eller spørgsmål. I lighed med det øvrige forfatterskab er der en optagethed af det konkrete: værelsesindretning og regndråber beskrives med samme alvor som den opslidende kærlighedssorg.

Samtidig med de personlige betragtninger over begær, død, cølibat og alkohol orienterer jeget sig mod flygtningekrise, ulighed, terrorangreb og mod kunstneren som cirkusartist og samfundets sandhedssiger. Fra registreringer af årstidernes kendetegn – krokus, påskelilje og anemone kommer til tiden, lige som bladene falder af træerne, ”som om efteråret er et tæppe/ naturen trækker hen over sommeren” (s. 120) – går tankerne videre til druknede ved Lampedusa: ”som om efteråret er et klæde/ naturen har trukket hen over de døde” (s. 121).

Elsken

”Man kan ikke leve uden kærlighed. Og alligevel lever du, et halvt-liv, et næsten-liv, et dødt-liv er det du lever. Den slags tanker gjorde Jeg opstemt, højstemt, de bekræftede at afgørelsen han havde taget var rigtig: Den smukke beslutning Jeg havde taget om at dø.”

”Elsken”, s. 21.

”Elsken” er efternavnet på en hollandsk fotograf, hvis billeder kort optræder i Tomas Espedals bog af samme navn fra 2018 (”Elsken”, 2019). I romanen følger man karakteren Jeg, der har besluttet sig for at dø. Han har givet sig selv et sidste år at leve i for at kunne nyde livet fuldt ud: det sidste forår, den sidste forelskelse, den sidste cigaret. Han sanser verden som for første gang og snuser havet, byen og fuglene ind.

Et par dage efter sin beslutning rejser han til Frankrig med nogle venner; i et stort hus på landet isolerer han sig fra de andre, men da kvinden Aka vælger at gå den ugelange tur fra huset ind til Paris sammen med ham, falder skjoldet, og han forelsker sig. Aka bliver gravid, men Jeg fortæller ikke om sine planer. Han lever sit liv med sin nye kærlighed med hemmeligheden om den forestående død tæt til kroppen.

Han overgiver sig til sin afhængighed af alkohol og cigaretter og bruger et par måneder på at forsøge at drikke sig ihjel. I rusen er han let og lykkelig, og hans skrift bliver ulæselig som et grafisk tryk, ”han ville tegne et billede af rusen” (s. 53), skrive en art glemslens bog. Det lykkes ikke at dø af druk, og den romantiserede forestilling om at gå i hundene overskygges af den elendige kropslige forfatning, alkoholen efterlader ham i.

46296362

Dødsdagen får et tragikomisk skær, da den endelig oprinder. Jeg går hjemmefra i sit flotteste sæt tøj for at finde et godt sted at dø og møder sin nabo, der minder ham om, at det er hans tur til at slå den fælles græsplæne. Kan man lægge sig til at dø uden at have slået græsset? Hvornår kan man slippe sine forpligtelser?

”Elsken” er et nysgerrigt værk, der spørger, hvad livet er, og hvad døden er. Hovedpersonen Jeg kommer frem til, at jo større del døden er af livet, jo mere lever du. Så får hvert øjeblik betydning, også de dårlige dage med drukopkast i sengen.

Det er patosfyldt og romantisk som altid hos Espedal, og den smertefulde og sanselige tilgang til livet ses her som i det øvrige forfatterskab. Glæden ved detaljen og tingen og tallerkensmækkeren i haven gør værket nærværende, samtidig med at eksistentielle overvejelser om livet, døden, kunsten og kærligheden hæver det op. Herimellem gennemlever Jeg et år i fuld tilstedeværelse og ekstremt bevidst om forgængeligheden og erindringens betydning, når de døde har forladt jorden. For hvordan vil han gerne huskes? Og kan man selv bestemme det?

Genrer og tematikker

Som gængse romaner med fremadskridende handling opholder Tomas Espedals romaner sig i udkanten af romangenren, men som selvbiografisk roman, kunstroman eller dagbogsroman lever de op til prædikatet roman. Selv siger han om romanbegrebet og dets rummelighed: ”I mine seneste bøger har jeg jo rent faktisk prøvet at undersøge, hvor meget romanen som form kan holde til. Jeg har brugt autentiske breve, dagbøger, digte og notater og så prøvet at se, om det stadigvæk kunne være en roman. Det er romanens muligheder, vi skal udforske yderligere.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02).

I ”Mod kunsten” er der stof til en tyk slægtsroman, men Espedal har kogt historien ned til et minimum i sit fortættede sprog. Hans baggrund som lyriker sætter sit præg på hans forfatterskab: ”I de år, jeg har skrevet romaner, har jeg forsøgt at tage kvaliteterne fra lyrikken og føre det over på prosaen. Jeg vil gerne skrive meget komprimeret. Jeg skriver i hånden, og jeg skriver om mange gange. Så alt fyld forsvinder.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). Uden at koge historierne helt ned til en koncentreret Maggi-terning, som f.eks. Peter Adolphsen gør det, har han kondenseret dem og tilladt så meget luft omkring dem, at læseren selv kan udfylde portrætterne.

Espedals bøger kredser om identitetsskabelse: han undersøger, om man kan forandre sig og blive en anden eller om man altid vil forblive den samme.

Hans nænsomme registreringer af natur og omgivelser fylder meget i hans bøger, og det er med en videnskabsmands nøjagtighed, han beskriver sit skrivebord, æbletræer i blomst og kystlandskaber. Kombinationen af den filmiske konstatering og de vidtløftige refleksioner giver Espedals bøger en både meget jordnær og flyvsk karakter, hvilket afspejler hans egne tanker om romanen som udtryk for både kunstnerisk virke og reelt dagligdags arbejde.

Det selvbiografiske element i Espedals bøger er meget tydeligt: fortælleren hedder Tomas, og der er udtalt overensstemmelse mellem forfatterens og fortællerens livsforløb. Han lægger ikke skjul på, at han bruger sit eget liv som baggrund for sine værker, og intentionen synes at være at lade liv og værk smelte sammen.

Undervejs i sit forfatterskab er han meget samfundskritisk og holder sig ikke tilbage for at revse dumme, nyrige nordmænd og deres falske livsstil. Der er et nostalgisk præg over hans bøger, en længsel efter gamle dage og en modvilje mod den nye, fordummende verden. Espedal skriver alle notater i hånden og manuskripter til sine bøger på skrivemaskine, og sammen med projektet med at gå bliver det en manifestation af at sætte tempoet ned.

Fotobogen ”Mitt privatliv” (2016) udgøres af Tomas Espedals egne fotografier ledsaget af tekster om kærlighed, glemsel, blomster, lamper og senge i hotelværelser. Billederne er placeret i tid og sted, og bogen er en kærlig hyldest til hans mor: ”det jeg har lært om skriving og fotografering, det har jeg lært av min mor”, som der står (s. 9).

Beslægtede forfatterskaber

I begyndelsen af sit forfatterskab var Tomas Espedal meget inspireret af jeg–formen og den stedbundne litteratur i de danske litterater Thorkild Hansens dagbøger og Klaus Høecks digtmonument ”Hjem”. (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). De tætte bånd mellem liv og litteratur er tydelige i forfatterskabet: ”Jeg tog mig også friheden til at bruge mit navn og rigtige adresse. Men det var ikke noget, der slog igennem. I Norge er det meget belagt med skam at skrive »jeg«. Jeg tilhører i udgangspunktet lyrikken, hvor »jeg« er mere brugt, men det har taget lang tid, før det er blevet anerkendt og etableret i norsk prosa,” siger Tomas Espedal. (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). Den anerkendelse må jeg siges at have fået siden hen, og Espedal skriver i lighed med sin norske forfatterkollega Karl Ove Knausgård, ”jeg-litteratur under eget navn”. Hvor Knausgård skriver uredigeret og storladent, er Espedal mere minimalistisk og lyrisk orienteret.

Tomas Espedal er tydeligt inspireret af den franske lyriker Arthur Rimbaud, som lige som hovedpersonen i ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv” gik hjemmefra og gik sig til erkendelse. Den unge Rimbaud gik fra forstaden til Paris for blot at forlade storbyen og blive vandringsmand i Afrika. Tomas Espedal siger om Arthur Rimbaud: ”Hos ham smelter liv og litteratur sammen. Der er ingen myte. Den har vi lavet. At liv og litteratur smelter sammen er gået hen og blevet et ideal for mig.” (Kim Skotte: Mennesket er en gangart. Politiken, 2007-12-01). Denne måde at bruge sit eget liv i sine værker gør det svært at adskille fortæller og forfatter, og det er ikke muligt at dechifrere, om livet eller værket er det væsentlige, om det overhovedet kan – eller skal – adskilles. At liv og værk på den facon smelter sammen er kendt fra forfattere som August Strindberg, Karl Ove Knausgård og Per Petterson.

Så forskellige forfattere som Hölderlin, Søren Kierkegaard, Thomas Boberg, Robert Walser og Wolfgang Büscher har alle skrevet bøger om at gå og bruge vandringen til at sætte tankerne fri. Disse og en lang række andre forfattere er alle nævnt i ”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, hvor Espedal åbent vedkender sig sine litterære forbilleder og inspirationskilder. Jack Kerouacs hovedværk ”Vejene” og James Joyces ”Dubliners” er også værker, der ligger som klangbund i Espedals forfatterskab.

Drømmen om det ukomplicerede liv i naturen er af landsmanden Erlend Loe sat på spidsen i ”Doppler” og ”Volvo Lastvagnar” og af amerikanske Henry David Thoreau i ”Walden”.

Bibliografi

Romaner

Espedal, Tomas:
En vill flukt av parfymer. Eide Forlag, 1988.
Espedal, Tomas:
Jeg vil bo i mitt navn. Eide Forlag, 1990.
Espedal, Tomas:
Hun og jeg. Gyldendal norsk forlag, 1991.
Espedal, Tomas:
Hotel Norge. Gyldendal norsk forlag, 1995.
Espedal, Tomas:
Blond (erindring). Gyldendal norsk forlag, 1996.
Espedal, Tomas:
Biografi (glemsel). Gyldendal norsk forlag, 1999.
Espedal, Tomas:
Dagbok (epitafer). Gyldendal norsk forlag, 2003.
Espedal, Tomas:
Brev (et forsøk). Gyldendal norsk forlag, 2005.
Espedal, Tomas:
Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv. Batzer & Co, 2007. (Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv. Gyldendal norsk forlag, 2006).
Espedal, Tomas:
Mod kunsten (notesbøgerne). Batzer & Co, 2010. (Imot kunsten (notatbøkene). Gyldendal norsk forlag, 2009).
Espedal, Tomas:
Ly. Virkelig, 2011. (Ly, 2011. Norsk).
Espedal, Tomas:
Mod naturen (notesbøgerne). Batzer & Co., 2012. (Imot naturen, 2012. Norsk).
Espedal, Tomas:
Biografi Dagbog Breve. Batzer & Co., 2013. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.
Espedal, Tomas:
Bergeners. Batzer & Co, 2014. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. Bergeners, 2013).
Espedal, Tomas: Elsken. Batzer, 2019. (Elsken, 2018). Oversættere Jannie Jensen og Arild Batzer.

Digte

Espedal, Tomas:
Året: onsdag den første oktober. Virkelig, 2015. (Året, 2015). Oversætter: Andreas Vermehren Holm.
Espedal, Tomas: Mitt privatliv. Batzer & Co., 2016.
Espedal, Tomas: Året. Batzer & Co., 2016. (Året, 2016). Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer.

Om forfatterskabet

Links

Tale ved uddeling af Kritikerprisen 2009
Ellefsen, Bernhard:
Å tenke med hånden: det er dette som er å skrive. Vagant nr. 3, 2010.
Hvorfor er norsk litteratur så spændende i disse år? Politiken, 2013-11-06.
Bredal, Bjørn:
Hvorfor er norsk litteratur så spændende i disse år? Politiken, 2013-11-06.
Nielsen, Peter: ’Jeg skulle have været østeuropæer før Murens Fald’. Information, 2014-07-19.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Skotte, Kim:
Mennesket er en gangart. Politiken, 2007-12-01.
Skotte, Kim:
”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02.
Kold, Jannie Schjødt:
Slagene er de mest skattede barndomsminder. Information, 2013-08-16.