Tomas Espedal
Foto: Batzer & Co.

Tomas Espedal

Artikel type
voksne
cand.mag. Anne Vindum, iBureauet/Dagbladet Information, 2014. Opdateret i 2017.
Top image group
Tomas Espedal
Foto: Batzer & Co.
Main image
Espedal, Tomas
Foto: Helge Skodvin

Indledning

Norske Tomas Espedal har med sine personlige og poetiske bøger taget romangenren op til revision. Med udgangspunkt i sit eget liv skriver han romaner, der læner sig op af genrer som selvbiografi, digt, novelle, essay, rejseskildring og dagbog. Espedal skriver med lige stor overbevisning om at vandre, om beslægtede forfattere i litteraturhistorien og om at se rosenblomsterne gå i forfald. Forfatterskabet tegner sig som et langt, sammenhængende værk om at om at være menneske, vandringsmand og forfatter.

 

52666511

Blå bog

Født: 12. november 1961 i Bergen, Norge.

Uddannelse: Uddannet ved Universitetet i Bergen.

Debut: En vill flukt av parfymer. Eide Forlag, 1988. Roman.

Litteraturpriser: Kritikerprisen, 2009. Den norske Gyldendalprisen, 2009. Brageprisen, 2011.

Seneste udgivelse: Året. Batzer & Co, 2016. Oversat af Jannie Jensen og Arild Batzer. (Bergeners, 2013).

Inspiration: Arthur Rimbaud.

Genre: Autofiktion

 

 

 

 

Tomas Espedal læser op af "Dagbok", 2010.

Baggrund

”Det må være sproget som er ensomhedens oprindelse, tænker jeg og går gennem leddet ved gårdene hvor postvejen går op ad skråningen mod Mellingen. Det er en smuk vej. Her har man altså gået til fods med posten. Er brevet ikke selve symbolet på ensomhed? Den skrivende. Alene ved skrivebordet. Afskedsbrevet. Kærlighedsbrevet. Den gule konvolut man lukker til og overlader til sin skæbne.”
”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, s. 43.

Tomas Espedal er opvokset i en arbejderfamilie i Bergen. I en periode i sine ungdomsår, fra 1985-87, boede Espedal i København, hvor han begyndte at skrive for alvor. Han blev en del af det københavnske punkmiljø og det litterære miljø omkring Poul Borum og Forfatterskolen. Efter sine formative år i København har han uddannet sig ved Universitetet i Bergen.

Som forfatter skiller han sig ud fra sin familie, der alle er arbejdere. Espedal gør meget ud af, at forfattergerningen er et arbejde som alle andre: Skrivemaskinen er den maskine, han arbejder ved hver dag. I et interview i Politiken siger han: ”I hele min forfattervirksomhed har det været vigtigt for mig at demonstrere, hvor meget arbejde det egentlig kræver at være forfatter. At det virkelig er et arbejde. Jeg skriver om at skrive. Her er mine arbejdstimer. Her er min produktion. Her er min maskine.” (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). 

I sin seneste roman ”Mod kunsten” tager Espedal arbejdsbegrebet op i forhold til kunsten – to sider af samme sag for forfatteren, men måske ikke for resten af verden og i særdeleshed ikke for den familie, der gennem generationer har været arbejdere: ”Min familie var en arbejderfamilie. Jeg ville fortælle oldefars, farfars og fars historie, og det var en arbejderhistorie, som ikke rummede nogen som helst form for kunst. Så opstod paradokset, at det at fortælle om det i sig selv blev til kunst. Og han, som skal fortælle om det, bliver forfatter. At fortælle om arbejdet skubber ham i retning af kunsten. Det er den ambivalens, jeg ville have frem”. (Kim Skotte: ”Norsk forfatter: Hvis man tager hensyn, er man FÆRDIG”. Politiken, 2010-12-02). Tomas Espedal har aldrig haft et almindeligt lønarbejde, da forfattergerningen har været primær drivkraft og det eneste område, hvor han har haft lyst til at bruge sine vågne timer. 

Tomas Espedal har været initiativtager til Bergen Internasjonale Poesifestival. I 1991 blev han prisbelønnet i P2/Bokklubbens romankonkurrence for ”Hun og jeg”, og hans seneste romaner ”Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv” (2006) og ”Imot kunsten” (2009) blev begge nominerede til Nordisk Råds Litteraturpris. 

Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv

”Næst efter at skrive og tænke, kan du godt lide at gå. Det må da kunne gøres til et arbejde: en vagabond. Omstrejfer. Landstryger. Vandringsmand. Til enhver tid har der eksisteret omstrejfere. Men i dag er det et arbejde og en værdighed der er ved at dø ud. I hvert fald i velfærdslandet Norge. Og du tænker: nogen bør tage vare på denne form for arbejde. Nogen må påtage sig dette ansvar. Nogen bør redde denne frihed, denne stolthed, genoprette arbejdet og værdigheden, ja, du vil være vandringsmand.”
”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, s. 32.

Romanen ”Gå. Eller kunsten å leve et vilt og poetisk liv” fra 2006 (”Gå. Eller kunsten at leve et vildt og poetisk liv”, 2007) er en selvbiografisk roman om at gå: at gå hjemmefra, gå fra forstanden, gå i hundene, gå til verdens ende.

Jeg-fortælleren Tomas går i bogens begyndelse ud ad døren i sit hjem i Bergen uden at vide, hvor hans fødder vil føre ham hen. Efterhånden som rejsen tager form, får fortælleren dog mening ud af hvert skridt i takt med, at vandringen fører til erkendelse og selvindsigt. Det at blive vandringsmand bliver fortællerens første arbejde nogen sinde.

Han går nordpå langs kyster, gennem byer og over fjelde og mødes med sin vandreven Narve, med hvem han finder hvile og laver planer for kommende gåture.

27419607

I bogens anden del følger vi Tomas på vandringer i Europa. Han køber spontant en bil og kører til Paris, hvor han stiller bilen fem dages vandring nord for byen. Herfra går han den såkaldte Rimbaud-strækning, hvor den franske poet i sine unge dage travede hjemme fra sin mor og ind til Paris. Da fortælleren ved ankomsten til Paris endelig føler, at han er blevet en anden, bliver han genkendt af en kulturjournalist fra Bergen, og så er det hele ødelagt.

Tomas og Narve går i løbet af deres fælles vandrekarriere på en 2500 år gammel rute, den lykiske vej, fra Delfi i Grækenland rundt om Tyrkiets sydkyst. Vi hører om deres møder med andre kulturer, blodige gnavsår og søvnløse nætter under åben himmel.

Vandreturene er rammen for romanen, som udfyldes af fortællerens refleksioner over livet, døden, ensomheden og kærligheden samt mere håndgribelige emner som en god rygsækstørrelse, asfalt som vandreunderlag og hyppigheden af frisørbesøg. Gennem romanen skriver fortælleren sig eksplicit op imod verdenslitteraturens andre vandrere og tænkere og er i en fortløbende dialog med disse.

I samme modus som en lang vandring flyder romanen af sted med digressioner, indlagte højdekurver, hvilestunder og tid til refleksion, eftertænksomhed og erkendelse. Med litteraturhistorien som klangbund går Espedal sig selv i møde i en roman, der vakler mellem at være roman, selvbiografi, dagbogsnotat og rejseskildring. Genreoverskridelsen er en erklæret del af romanprojektet, der uden at bekende sig til en bestemt genre måske opfinder sin egen.