siri hustvedt
Foto: Marion Ettlinger

Siri Hustvedt

journalist og cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Maria Roslev i 2014 og 2017.
Top image group
siri hustvedt
Foto: Marion Ettlinger
Main image
Hustvedt, Siri
Foto: Ole Buntzen

Indledning

Siri Hustvedt skriver flydende og forførende. Hendes fortællinger er stemningsfyldte og intelligente, og hun har siden romandebuten i 1983 leveret fantastiske, indsigtsfulde og intime personportrætter – især af kunstnere i New York. Hun kan sætte ord på komplekse følelser og tilstande, der inviterer til nye tanker og refleksioner hos læseren. Siri Hustvedt er fantastisk til at udfolde personers indre liv og til at sætte dem i spil i forhold til hinanden.

 

 

46399927

Blå bog

Født: 19. februar 1955 i Northfield, Minnesota.

Uddannelse: Ph.d. i engelsk litteratur fra Columbia Universitet, 1986.

Debut: Reading to You. 1983.

Litteraturpriser: Ingen kendte.

Seneste udgivelse: Minder om fremtiden. Lindhardt og Ringhof, 2019. Oversat af Rasmus Hastrup. Roman.

Inspiration: Sigmund Freud.

 

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Min gamle veninde, Rachel Briefman, der er psykiater, siger, at ingen sorg er enkel, og hun har som regel ret, når det gælder psykens sære gøren og laden, psykoanalysen er hendes kald.”
"Den flammende verden”, s. 25.

Siri Hustvedt blev født den 19. februar 1955 i Northfield, Minnesota i USA og har en pæn portion norsk blod i årerne. Moren er norsk, mens faren har norske bedsteforældre. Siri Hustvedt er vokset op i et belæst hjem, hvor hun var den ældste søster af fire.

Hun var et meget sensitivt barn, der led af migræne og havde hallucinationer – både visuelle og lydmæssige. Fornemmelsen for det litterære opstod også tidligt. Hun fortæller, at hun ønskede at blive forfatter allerede, da hun var 14 år gammel og havde læst de engelske romaner ”David Copperfield”, ”Wuthering Heights” og ”Jane Eyre”.

Der skulle dog gå en rum tid, før ønsket blev opfyldt. Da Hustvedt var 23, sendte hun et digt til det litterære magasin Paris Review, og de trykte det. På det tidspunkt havde hun taget en B.A. i historie fra St. Olaf College og var flyttet til New York for at læse på Columbia University, hvor hun mødte Paul Auster i 1981.

På det tidspunkt havde hun fået udgivet et par digte, og han skrev på anden del af ”The Invention of Solitude”. Som hun selv forklarer det, var hun solgt i løbet af 30 sekunder, mens ”det tog flere timer for ham. Og i de mellemliggende timer gjorde jeg mit yderste for at charmere ham og tvinge ham til at se, at jeg var en meget attråværdig person. Det er virkelig sandheden! Jeg husker, at jeg tænkte, at jeg ikke ønskede at lade den fyr gå.” (Heather Hodson: Darkness and light. Telegraph.co.uk, 2003-01-10). Kort tid efter flyttede Siri Hustvedt og Paul Auster sammen, og året efter blev de gift. De har datteren Sophie Auster sammen.

I 1986 afsluttede Siri Hustvedt sin ph.d. i engelsk fra Columbia University i New York. Herefter begyndte hun at hellige sig sin forfatterkarriere, og i 1992 udkom hendes første roman ”Med bind for øjnene”. Om sit liv som forfatter, gift med en anden forfatter, siger hun: ”Vi arbejder begge alle hverdage. Somme tider arbejder Paul også i weekenderne. Og jeg arbejder fra omkring 8:30 indtil klokken 15, hvorefter jeg stopper, haster ud efter frokost og derefter laver yoga. Når Paul har spist frokost, går han ofte tilbage og arbejder indtil ved 17-18-tiden. Så vi er i det der sære bogsted det meste af dagen. Jeg tror, det hjælper, at vi begge befinder os der, det gør det nemmere at forstå, hvilken sær, sær beskæftigelse det er.” (Robert Birnbaum: Siri Hustvedt. Author of What I Loved talks with Robert Birnbaum. www.identitytheory.com, 2003-05-06).

Siri Hustvedt lever i dag i Brooklyn, New York, med sin forfattermand Paul Auster.

 

Med bind for øjnene

”Ved at blive Klaus om natten havde jeg effektivt sløret mit køn. Habitten, mit plyssede hoved og usminkede ansigt ændrede verdens syn på hvem jeg var, og jeg blev en anden gennem deres øjne. Jeg talte endda anderledes som Klaus. Jeg var mindre tøvende, brugte mere slang, og foretrak farverige verber.”
”Med bind for øjnene”, s. 166.

Siri Hustvedts debutroman ”Blindfold” fra 1993 (”Med bind for øjnene”, 1992) er en parallelhistorie til Siri Hustvedts eget liv dengang. Hovedpersonen og fortælleren Iris Vegan reflekterer dette ved at bære et fornavn, der svarer til Siri stavet bagfra og et efternavn, der matcher Hustvedts mors pigenavn. Hun er ligeledes vokset op i Siri Hustvedts egen fødeby, hun læser litteratur på Columbia Universitet og er bosat i en lejlighed på West 109th Street i New York.

22174789

Iris lever dog ikke blot et parallelliv til Siri Hustvedt. Hun lever ligeledes parallelle liv selv. Nogle gange bliver hun viklet ind i forvirrende identitetslabyrinter, som da fotografen George gør hende til en aktiv del af byen ved at lade et portræt af hende cirkulere rundt i byen. Andre gange lammes hun af migræner, som er så heftige, at de gør hende blind. Nogle gange er hun en dragende forførende kvinde. Andre gange optræder hun som intellektuel, blandt andet overfor læreren Professor Rose, som hun hjælper med at oversætte en tysk roman med titlen ”Den brutale dreng”. Og andre gange optræder hun som sit mandlige alter ego Klaus, hvorigennem hun udforsker både sine kønslige grænser og sin ondskabs begrænsninger.

Romanen er inddelt i fire overordnede afsnit. Kronologien er ikke lineær, så det er først sidst i romanen, at man som læser kan stykke alle brudstykkerne sammen og skabe en slags lineær fortælling. I løbet af romanen kommer Iris i kontakt med fire personer, der alle på foruroligende vis ændrer konturerne af hendes identitet. De påvirker hendes selvbillede og -fortælling, og de rykker hende bort fra fornemmelsen af at have et fast afgrænset selv. Migrænerne med synsforstyrrelser til følge er et godt billede herpå. Iris bliver blindet, fordi hun er blind på dele af sig selv. Med karakteren Klaus skaber Iris en mulighed for at udleve nogle af disse ubekendte aspekter af sit selv, og ind imellem bliver hun så grænsesøgende, at det grænser til det vanvittige. Legen med køn bliver desuden en mulighed for at undersøge kønnenes grænser. Er der forskel på at være mand og kvinde?

 

Lily Dahls fortryllelse

”Alle skælver, tænkte hun. Alle undtagen Ed. Hun tænkte på den hånd, han havde lagt på Dolores’ hofte. Og idet Lily så hans rolige blik og velovervejede bevægelser for sig, gik det op for hende, at den ro også var udtryk for noget hårdt og egensindigt.”
”Lily Dahls fortryllelse”, s. 174.

Hovedpersonen i ”The Enchantment of Lily Dahl” fra 1996 (”Lily Dahls fortryllelse”, 1997) er den 19-årige kvinde Lily Dahl. Hun bor i den lille by Webster, der ligger i den amerikanske stat Missouri. Her arbejder hun på en lokal cafe og er kærester med politimanden Hank, alt imens hun drømmer om at blive skuespiller som Marilyn Monroe og kaster stjålne blikke efter den nytilflyttede kunstner Edward Shapiro.

Det er lillebymiljøet, der skildres i ”Lily Dahls fortryllelse”. Et miljø, hvor alle kender alle – eller i hvert fald sladrer lystigt løs om hinanden, men hvor sandheden sjældent er lige til at gennemskue. Og ofte er den meget grimmere, end man overhovedet kan forestille sig. Som den sære karakter Frank på et tidspunkt siger: ”Er det ikke sådan, nu til dags, Miss Dahl, at man ikke kan vide det med nogen? [...] Mennesker er fulde af overraskelser. Jeg har set en hel del, Miss Dahl, der aldrig kunne ske, og det er som regel ikke så let at sige hvis skyld det er. Sådan er det bare.” (”Lily Dahls fortryllelse”, s. 209). Det er netop en del af fortryllelsen. At man aldrig kan vide med mennesker. At man aldrig kan vide, hvad der gemmer sig inde bag facaden.

24373614

Fortryllelsen som element refererer også til Lilys optagethed af skuespillet og Marilyn Monroe, til hendes forelskelse i den mystiske Edward Shapiro, som måske – måske-ikke – er en forførende kvindebedårer og til hændelser i byen, der er så mystiske, at de har en fortryllende forjættende effekt på de lokale, på Lily og på læserne.

Et gennemgående tema i romanen er det, der er imellem. Skolekammeraten Martin Petersens problem med virkeligheden er, at der altid er noget imellem. Imellem mennesker. Imellem sig selv og sig selv – for eksempel sig selv som barn og sig selv som voksen. Modsætningen til Martin i romanen er Edward Shapiro. I sine malerier skildrer han folk, så der ikke længere er noget imellem dem, som de er i virkeligheden, og som de tager sig ud på billedet. Således kan han se folk. På den vis handler romanen i vid udstrækning om identitet. Om at finde sin vej i livet. Og det er ikke så lige til.

 

Det jeg elskede

”Nærhed og tillid hænger uløseligt sammen. Jeg levede tæt på Mark. (…) Hvis jeg ikke ville tro på noget af det blev jeg nødt til at trække mig totalt tilbage, holde mig langt væk fra både Mark og Violet, og mine dage var indrettet efter de to.”
”Det jeg elskede”, s. 278.

Den 70-årige jødiske mand Leo, som er professor i kunsthistorie, er fortællerkarakter i ”What I Loved” fra 2003 (”Det jeg elskede”, 2003). Leo lider af maculær degeneration, hvilket betyder tåge for øjnene, men selv om hans blik på nutiden bliver stadig mere sløret, står hans erindringsbilleder knivskarpt, og det er dem, læserne hovedsageligt diverteres med. Leo ser tilbage på sit voksenliv i New York, og især på den tid, han har levet sammen med Erica i SoHo, og med vennerne Bill og Violet som naboer.

Romanen er inddelt i tre dele. Første del giver et billede af, hvordan de fire mennesker er knyttet sammen af deres bopæl, men også af deres interesser. De er alle en del af det kunstneriske og intellektuelle miljø i storbyen. Erica er adjunkt i engelsk, da Leo møder hende, Leo er kunsthistoriker, Bill er kunstner og arbejder blandt andet med at udfolde selve forståelsens grundlag i sine værker, og Violet er historiker og laver tidsspecifikke diagnoser a la den franske filosof Michelle Foucault ud fra perioders mentale sygdomme. Desuden er de to par knyttet sammen af deres børn. Erica og Leo har sønnen Matt, som er meget kunstnerisk begavet, og Bill har sønnen Mark med sin ekskone, den psykisk uligevægtige Lucille. Selv om drengene er meget forskellige, så har de altid været venner. Ligeledes knytter Matts kunstneriske evner ham sammen med Bill.

I anden del af værket står omvendingen centralt. Det, der kickstarter dels kapitlet og dels denne ændring, er den 12-årige Matts død. Derefter er det som om, at betydningen smuldrer. Erica udtrykker det blandt andet igennem sine skrigende udbrud og med spørgsmål til Leo såsom ”Hvordan skal vi bære os ad med at leve videre?” (s. 145). Leve videre, det gør de, men Leo og Erica glider længere og længere fra hinanden, og efter kort tid markerer Erica distancen ved at takke ja til et job på Berkeley og flytte fra Leo. Også Mark sker der noget med. Han begynder at hænge ud med nogle kunstnertyper med hang til selviscenesættelse og blod. Han forsvinder i dagevis, penge begynder at forsvinde fra Leos konto, smykker forsvinder fra Violets smykkeskrin, og løgne hober sig op. Den ro og uforstyrrethed, Mark blev beskrevet med i romanens første del, viser sig at være udtryk for noget helt uventet.

Denne roens bagside forsøger Leo at udfolde i både anden og tredje del af romanen samtidig med, at han beskriver, hvad den betyder for Violet, Bill og Leo selv. Og for Mark.

”Det jeg elskede” er en begavet psykologisk roman, der dels undersøger tabets betydning og dels undersøger psykiske sygdommes betydning på samfundsniveau og på individniveau.


En amerikaners lidelser

”Vi har flere forskellige Selv’er i løbet af et liv, men vi har også dem alle på én gang. Max var flere forskellige mennesker. Han havde masker i hundredvis – alle hans romanpersoner – men også fra dag til dag.”
”En amerikaners lidelser, s. 251-252.

Den femte roman af Siri Hustvedt er ”The Sorrows of an American” fra 2007 (”En amerikaners lidelser”, 2008). Som i den foregående roman er hovedpersonen, som samtidig fungerer som fortællerstemmen, en mand, nemlig den midaldrende Erik Davidsen.

Eriks far er lige død, og sammen med søsteren Inga gennemgår han faderens efterladte papirer. Her falder de over et kryptisk brev, som får dem til at dykke ned i faderens historie, der blandt andet byder på en soldatergerning under 2. Verdenskrig, et dødfødt barn og recession.

Sideløbende med, at Erik bliver klogere på sin far, dykker han også ned i sin egen psyke. Det viser sig, at selv om Erik er psykiater med egen praksis, så er der sider af sig selv, han ikke er i kontakt med, og som han må konfrontere. Sorgen over tabet af faren og over et forlist ægteskab bliver indgange til en – modvillig – rejse ind i sig selv. Da den smukke jamaicanske kvinde Miranda og hendes lille datter Eglantine lejer sig ind i Eriks underetage, pirker det desto mere til Eriks underbevidste, og hans sindsligevægt bliver yderligere udfordret. Dels fordi Erik forelsker sig i Miranda, og dels fordi Mirandas eksmand Jeff begynder at forfølge ikke bare Miranda, men også Erik, og fotografere ham i afslørende og ikke ligefrem flatterende situationer.

Også søsteren Inga har sit at tumle med. Ingas forfattermand Max er nyligt afdød, og hun kæmper med at tackle sin hverdag ovenpå tabet. Det betyder, at hun kommer i kontakt med en sensibilitet, som ikke har vist sig så tydeligt, siden hun var barn, og Erik bliver bange for, at hun skal bryde sammen. Da en kvinde dukker op og påstår, at hun har haft en affære med Max, og at han er far til hendes søn, bliver det ikke bedre. Det betyder nemlig, at Inga må omskrive sin historie.

”En amerikaners lidelser” er mest af alt en roman om sammenhænge. Om at skabe en sammenhængende fortælling i og om sit liv, om sammenhænge mellem mennesker, der opstår igennem ord og oplevelser, og om at hænge sammen som menneske. Erik, og dermed også læserne, møder igennem sit arbejde mange mennesker, der ikke hænger sammen. De er psykisk syge og kan ikke skabe en sammenhængende fortælling, og dermed kan de ikke skabe et velfungerende liv.


Sommeren uden mænd

”Perception er aldrig passiv. Vi modtager ikke blot verden; vi bidrager også aktivt til at skabe den. Der er noget hallucinerende ved al perception, og det er let at skabe illusioner. En charmerende neurolog (…) kan sagtens få dig, kære læser, til at tro at protesen er din egen arm.”
”Sommeren uden mænd”, s. 85.

Siri Hustvedts roman fra 2011, ”The Summer Without Men” (”Sommeren uden mænd”, 2011), handler om den midaldrende kvinde Mia, der efter 30 års samliv med ægtemanden Boris bliver forladt til fordel for en yngre model. ’Pausen’, som Mia konsekvent kalder kvinden, Boris er faldet for, er en ung, fransk kollega. Bruddet resulterer i, at Mia bliver momentant sindssyg, så hun indlægges. Efter udskrivelsen rejser hun til barndomsbyen Bonden, hvor hun får et sommerjob som lyriklærer for en gruppe teenage-piger.

Tidsmæssigt strækker romanen sig over de måneder, Mia befinder sig i Bonden, og man følger hendes samvær med de syv unge piger på lyrik-holdet og med hendes gamle mor og moderens veninder på alderdomshjemmet Rolling Meadow.

Således kommer romanen til at beskrive to kvindegrupper, der nok befinder sig i hver sin ende af livsforløbet, men som minder om hinanden. I begge grupper er der hemmeligheder og kamp om at være populær. Med denne struktur bliver fortællingen om et ægteskab i krise også en undersøgelse af tidens gang.

28749015

Samtidig chikaneres Mia, der som andre af Siri Hustvedts hovedpersoner tilhører New Yorks intellektuelle, af en mystisk digital stalker, der sender ubehagelige e-mails, der med tiden ændrer karakter. Og i nabohuset finder Mia en ny veninde, den 26-årige Lola med to børn og en hidsig mand.

Mia er romanens fortæller, og vi følger hende både indefra, i dialog og i handling, og hun udtrykker sig både i digtform og i direkte henvendelser til læseren, så fiktionens illusion brydes. Hovedpersonens løbende refleksioner over livet, menneskets væsen, sindet, litteraturen m.m. er et gennemgående greb i romanen, der giver den stor filosofisk tyngde. Men romanen er også humoristisk, og især Mias refleksioner over ægtemanden har ironisk bid.

”Sommeren uden mænd” er intellektuel, sansende og levende – både i indhold og sprog. Og som i andre af Hustvedts romaner er narrativ psykologi og den fortælling, vi skaber om os selv, et centralt tema.

 

Den flammende verden

”Jeg besluttede, at den titel Harriet Burden lånte fra Margaret Cavendish og brugte til det sidste kunstværk, hun nåede at færdiggøre inden sin død, passede bedre til beretningen som helhed: Den flammende verden.”
”Den flammende verden”, s. 19.

Siri Hustvedt er på hjemmebane i den kakofoniske roman ”The Blazing World” fra 2014 (”Den flammende verden”, 2014) med hovedpersonen Harriet Burden, der er kunstner i New York og nærmest manisk optaget af kunst, køn og psykoanalyse. Burden føler sig fuldstændig overset som kunstner. Som kvinde har man bare ikke de samme muligheder som ens mandlige kolleger på New Yorks kunstscene, og da slet ikke, hvis man er gift med en velhavende, legendarisk kunsthandler. Men det vil Burden gøre op med. Efter sin mands pludselige død beslutter hun at lave et nyt kunstværk. Maskeringer kalder hun det, og præcis som titlen afslører, vil hun bruge masker for at opnå succes.

Hun overtaler tre meget forskellige mandlige kunstnere til at udstille sine værker i deres navn, og en, to, tre kommer succesen – både publikum, ros og penge. Projektet ser ud til at lykkes, indtil en af de tre kunstnere nægter at tage masken af og afsløre Burden som den egentlige kunstner. Burden får ikke den oprejsning, som hun havde drømt om, og hun dør alt for tidligt af en aggressiv cancer uden at være færdig med livet, kunsten og kvindekampen.

51024737

Det er den manglende forløsning, der har sat romanens egentlige jeg-fortæller, æstetikprofessor I. V. Hess, i gang med at lave en antologi om kunstneren Harriet Burden. Antologien, som bliver romanens form, består af uddrag fra Burdens notesbøger, interviews med familie og venner, videnskabelige artikler, breve m.m., og Hustvedt viser med romanens form, hvor fantastisk hun mestrer at skrive forskellige stemmer frem, så de virker troværdige. Formen er også en reference til Søren Kierkegaard, der desuden flittigt citeres.

Det er ikke kun tematisk og fortællermæssigt, at ”Den flammende verden” er meget typisk Hustvedt. Den indeholder som hendes andre romaner et hav af referencer til alt muligt lige fra græsk mytologi over lingvistik, litteratur, psykoanalyse og kunsthistorie til neurologi. Hustvedt har med ”Den flammende verden” begået endnu en klog roman, der både er sansende, spændende og super intellektuel. 

En kvinde ser på mænd der ser på kvinder

”Jeg er knyttet til romanen som en form, der giver én nærmest magiske muligheder. Jeg tror på den, og i modsætning til mange, tror jeg at man bliver klogere af at læse romaner. Jeg tror også at det er et usædvanligt godt redskab for idéer. Jeg lever af at skrive romaner.”

”En kvinde ser på mænd der ser på kvinder”, s. 397-398.

Kunst, køn og identitet spiller en stor rolle i Siri Hustvedts forfatterskab, uanset om hun skriver romaner eller essays, og gør det også i hendes omfangsrige essaysamling ”A Woman Looking at Men Looking at Women: Essays on Art, Sex and the Mind” fra 2017 (”En kvinde ser på mænd der ser på kvinder. Om kunst, køn og bevidsthed”, 2017).

Samlingen består af i alt 21 essays, der falder i tre dele. De har alle en jeg-fortæller og væver både personligt og videnskabeligt stof i tekster, der tematisk favner bredt.

Første del, der deler titel med bogen, består af 11 essays om kunst og kunstnere, kønsproblematik og den evige kamp mellem humaniora og naturvidenskab. Hustvedt undersøger især mandlige, men også kvindelige kunstneres blik på kvinder. I det første essay, der handler om Picasso, forsøger hun f.eks. at se på hans værker uden at være domineret af kunsthistoriens faste forestillinger om ham. Netop den holdning, at ville betragte noget fra et personligt perspektiv som et opgør med konventioner, går igen i hele samlingen.

53392687

Anden del består af ét langt essay, der overordnet set handler om splittelsen mellem krop og sind, mens den sidste del, der består af ni essays baseret på foredrag, samlet set handler om kognition.

Hustvedts ærinde i alle essays er at betvivle eksisterende forestillinger – både når det gælder malerkunst, litteratur, filosofi, psykiatri, køn, moderskab og videnskabernes forskellighed. Med sig selv som redskab kaster hun et nyt blik på alle disse områder. Således spiller perception både som formgivende princip og tema også en afgørende rolle i samlingen.

Sproget er som altid hos Hustvedt levende og legende, og essaysene vidner både om Hustvedts enorme vid og uovertrufne evne til at forholde sig åbent og undrende til verden.

"En kvinde ser på mænd der ser på kvinder” er en murstenstung, intellektuel og personlig rejse i kunsthistorie, neurologi, psykiatri og filosofiske overvejelser over forholdet mellem krop, identitet og køn. Det er en samling, der søger at vise sprækkerne frem for at give faste svar.

Genrer og tematikker

Helt centralt i Siri Hustvedts forfatterskab står temaet identitet, hvor særligt grænsen mellem det normale og det vanvittige, mellem ’sanity’ og ’insanity’ undersøges. Minder spiller også en central rolle, som en påmindelse om, at hukommelsen er personlighedens narrativ. I romanerne ”Det jeg elskede”, ”En amerikaners lidelse” og ”Sommeren uden mænd” tematiseres netop den grænse, lige som det at skrive en fortælling også er et tematisk omdrejningspunkt. I ”En amerikaners lidelser” siger Eriks søster Inga eksempelvis, at hun bliver nødt til at genskrive sin historie for at forstå sig selv. Det bliver alle karaktererne faktisk nødt til i løbet af romanen.

Et andet tema, der er centralt i forfatterskabet, er det at blive genkendt og anerkendt. I ”Lily Dahls fortryllelse” reflekterer Lily over, hvordan Edward Shapiro netop er i stand til at se hende og gengive hende fuldt og helt, og hvordan han kan male et menneske, så det næsten er mere sandt end virkeligt. Temaet er særligt eksplicit i ”En amerikaners lidelser” og i ”Den flammende verden”. Om dette emne siger Siri Hustvedt: ”Følelsen af afstanden og længslen efter det anerkendende blik er et tema, der gentages igen og igen i romanen. [...] Jeg tror, at alle mennesker håber på en form for ikke kun genkendelse, men også den anerkendelse, der ligger i at blive genkendt. Vi skabes jo gennem andre.” (Julie Hjerl Hansen: Amerikanske lidelser. Information, 2008-06-26).

Siri Hustvedts prosa er på en gang sprænglærd og stærkt sanselig. Hun skriver i et flydende behageligt, men også skarpt og intelligent sprog. Forfatterskabet vidner om grundig research og stor videnskabelig indsigt i den menneskelige psyke.

Selvom Siri Hustvedts litteratur ofte tager afsæt i virkelige hændelser, er hendes værker IKKE selvbiografiske og HELLER IKKE bekendelseslitteratur, selvom mange kritikere gennem årene har troet det. Den opfattelse anser hun som en seksuel stereotypi. Hun siger: ”Der findes en sejlivet fordom om, at en stor del af det, jeg skriver om, er selvoplevet, og det passer ganske enkelt ikke” (Hadley Freeman: Siri Hustvedt: Mit liv og andre fiktioner. Information, 2011-03-31).

Beslægtede forfatterskaber

Adspurgt hvilken bog, der i størst grad har influeret på Siri Hustvedts liv og karriere, siger hun ”Da jeg var 13, begyndte jeg at læse. Blandt andet læste jeg Charles Dickens’ ”David Copperfield” og Charlotte Brontës ”Jane Eyre”. Begge bøger elskede jeg så højt, at de fik mig til at ønske at blive forfatter.” (Barnes & Noble: Meet the Writers: Siri Hustvedt. Barnesandnoble.com, 2004).

Siri Hustvedt skaber dragende værker, der på inciterende vis blander krimigenrens suspense og gåder med det psykologiske dramas evne til at fremskrive personer, så man som læser føler, man lever under huden på dem. Denne evne kombineret med en udpræget sanselighed gør, at Hustvedt minder mere om de to filminstruktører David Lynch og Lars von Trier end om nogen anden forfatter.

Udforskning af begærets dystre bagside og ondskaben som fænomen, som Hustvedt udfolder i ”Med bind for øjnene”, kan dog give mindelser om en forfatter som Sacher-Masoch. Begge evner de at skrive det beskidte og onde frem med en lidenskabeligt glødende pen.

Mange ynder at sammenligne Siri Hustvedts forfatterskab med hendes mands, Paul Austers, forfatterskab. De har da også det tilfælles, at de begge benytter træk fra krimigenren i deres værker, at New Yorker-miljøet spiller en stor rolle i flere af deres romaner, en forkærlighed for litterære og filosofiske referencer og desuden, at personer og begivenheder fra det ene forfatterskab har det med at snige sig ind i det andet. Men, hvor Paul Auster – som Siri Hustvedt selv har påpeget det – skriver om ensomheden, så skriver hun især om menneskets indre kampe og om menneskers interaktioner og kampe med hinanden.

 

Bibliografi

Digte

Hustvedt, Siri:
Reading to You. 1983.

Essays

Hustvedt, Siri:
Yonder. 1988.
Hustvedt, Siri:
Mysteries of the Rectangle. Essays on Painting. 2005.
Hustvedt, Siri:
En bøn for Eros. Forlaget Per Kofoed, 2006. (A Plea for Eros, 2006).
Hustvedt, Siri:
En amerikaners lidelser. Forlaget Per Kofoed, 2008. (The Sorrows of an American. 2007).
Hustvedt, Siri:
Kvinden der rystede eller Historien om mine nerver. Forlaget Per Kofoed, 2010. (The Shaking Woman or A History Of My Nerves. 2009).
Hustvedt, Siri:
At leve, At tænke, At se. Forlaget Per Kofod, 2012 (Living, thinking, looking, 2012).
Hustvedt, Siri:
Essays : en bøn for Eros : at leve, at tænke, at se. Lindhardt og Ringhof, 2015. (A plea for Eros, 2006. - Living, thinking, looking, 2012). Oversat af: Rasmus Hastrup.
Hustvedt, Siri: En kvinde ser på mænd der ser på kvinder : essays om kunst, sex og bevidsthed. Lindhardt & Ringhof, 2017. (A woman looking at men looking at women, 2011-2015). Oversættere: Christian Bundegaard, Rasmus Hastrup.

Romaner

Hustvedt, Siri:
Med bind for øjnene. Forlaget Per Kofoed, 1992. (Blindfold, 1992).
Hustvedt, Siri:
Lily Dahls fortryllelse. Forlaget Per Kofoed, 1997. (The Enchantment of Lily Dahl, 1996).
Hustvedt, Siri:
Det jeg elskede. Forlaget Per Kofoed, 2003. (What I Loved, 2003).
Hustvedt, Siri:
Sommeren uden mænd. Forlaget Per Kofoed, 2011. (The Summer Without Men. 2011).
Hustvedt, Siri:
Den flammende verden. Lindhardt og Ringhof, 2014. (The blazing world). Oversætter: Christian Bundegaard.
Hustvedt, Siri: Minder om fremtiden. Lindhardt og Ringhof, 2019.

Om forfatterskabet

Links

Hustvedt har sammen med andre skribenter en blog om migræne på New York Times hjemmeside, hvor hun skriver om at have migræne. For eksempel om, at det kun gør ondt værre at forsøge at bekæmpe det.
Forfatterens hjemmeside med informationer om forfatteren, bøgerne, oplæsninger og meget mere.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Siri Hustvedt

Kilder citeret i portrættet

Artikler

Fossåskaret, Hege Rognøy:
Between here and there. Intervju med Siri Hustvedt. Prosopopeia nr. 1, 2000.
Hodson, Heather :
Darkness and light. Telegraph.co.uk, 2003-01-10
Birnbaum, Robert:
Siri Hustvedt. Author of What I Loved talks with Robert Birnbaum, www.identitytheory.com, 2003-05-06
Barnes & Noble: Meet the Writers: Siri Hustvedt. Barnesandnoble.com, 2004.
Hjerl Hansen, Julie:
Amerikanske lidelser. Dagbladet Information, 2008-06-26.
Freeman, Hadley:
Siri Hustvedt: Mit liv og andre fiktioner. Dagbladet Information, 2011-03-31.