Merethe Lindstrøm

Merethe Lindstrøm blev født i Bergen i 1962, men har boet mange forskellige steder gennem sin opvækst. Efter sine kunstnerforældres skilsmisse flyttede hun til og fra flere norske byer herunder Hammerfest, Stord og Høland. De hyppige flytninger og de mange skoleskift i opvæksten har betydet for Merethe Lindstrøm, at hun aldrig rigtig har følt sig særligt knyttet til et specifikt sted. Med Lindstrøms egne ord har hun gennem hele livet følt sig som en outsider. (Hilde Bruvik: – Har alltid følt meg som en outsider. Interview til NRK, 2012-06-20).

Fra hun var en helt ung pige, søgte hun trøst og tilflugt i kunstens rum. Her følte hun sig ikke anderledes og forkert, som hun gjorde det i skolen. I et interview til NRK fortæller hun, hvordan hun som 17-årig pjækkede fra undervisningen på Bergen Katedralskole for at gå på kunstmuseum. Lige så meget som det handlede om at se på kunst, handlede det for teenagepigen Merethe om, at hun følte sig tilpas i museets stille, frie og tankevækkende rum: ”Foran kunsten var der ingen regler, det var op til mig, ingenting var givet på forhånd. Det var ukendt terræn. I de rum var alle alene. Det var mit sted. Jeg kan ikke engang sige hvorfor. Jeg havde bare behov for det. Det var som oxygen. Eller lys.” (Hilde Bruvik: – Har alltid følt meg som en outsider. NRK, 2012-06-20. Egen oversættelse). Lindstrøm følte sig altså allerede fra teenageårene tæt forbundet med, ja, nærmest afhængig af kunstens rummelige verden med plads til skæve personligheder og anderledes tænkemåder.

At det var i litteraturens verden, hun selv skulle udfolde sin kreativitet, vidste Lindstrøm i en tidlig alder. Lysten til at blive forfatter begyndte allerede i 12-års-alderen. Som hun selv forklarer det til Dagbladet, var det hendes tidlige møde med skønlitteraturen, som gav hende et udtryksbehov. Det var dog først som 16-17-årig, at hun for alvor fik gang i skriveriet (Forfatterprofil på www.dagbladet.no: 1999-08-21). Den ivrige produktion i de sene teenageår resulterede i 1983 i hendes debut, novellesamlingen ”Sexorcisten og andre fortellinger”. Da den udkom, var Lindstrøm kun 20 år gammel. Lige siden har hun været en yderst produktiv forfatterinde, som har høstet stor anerkendelse for sin præcise og mørke prosa. Merethe Lindstrøm er i dag bosat i den engelske landsby Hurstpierpoint syd for London med sin mand og sine to døtre.

Romanen, som for alvor gav Merethe Lindstrøm en markant litterær stemme uden for Norge og samtidig indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris, formidler paradoksalt nok stilheden. ”Dager i stillhetens historie” fra 2011 (”Dage i stilhedens historie”, 2012) fortæller historien om et pensioneret norsk ægtepar, Eva og Simon, og deres stille middelklasseeksistens.

På overfladen ligner de et gennemsnitligt ægtepar med tre voksne døtre, men under denne lurer en fortiet fortid. Eva bærer på mindet om en bortadopteret søn og Simon på erindringen om en opvækst under jorden som tysk jøde under Anden Verdenskrig. Hun plages af minderne om sønnen og en mystisk ung mand, der trængte ind i deres hjem, da børnene var små. Han af erindringerne om familiemedlemmer, der forsvandt under krigen. Ægtefællerne kender hinandens historier, men har indgået en stilhedens pagt, hvor fortidens ubehageligheder udelades fra familiens fortælling. Tavsheden har dog en pris, og lige så stille graves der et fortielsernes tomrum mellem de to.

50804976

Efter døtrene er flyttet hjemmefra udfyldes tomrummet delvist med ansættelsen af den lettiske rengøringshjælp Marija, der gerne deler sine egne familiære problemer med sine arbejdsgivere. Hun indlemmes mere og mere i familien lige ind til den dag, hun uvidende træder lige ned i Simons usynlige, men åbne sår med sine antisemitiske udtalelser. Marijka fyres til døtrenes forbavselse og forargelse, og afstanden familiemedlemmerne imellem øges. Simon holder gradvist op med at tale og efterlader Eva tilbage med tavsheden som livsledsager. Om tavsheden er selvvalgt eller skyldes alderdom, lader forfatteren stå åbent.

Romanen er skrevet som en jegfortælling fra Evas perspektiv – alene med sine tanker om fortiden, Simons tilstand og urets endeløse tikken. Hendes retrospektive udlægning af begivenhederne er påfaldende usentimental, men alligevel nærgående. Gradvist tegnes billedet af en kvinde, der ikke blot har glemt lyden af sin mands stemme, men også sig selv. For hvem er man, når man har fortiet skelsættende begivenheder i sit liv og den eneste anden, som virkelig kender en, er blevet en fremmed? Gennem Eva sætter Lindstrøm meget præcist ord på stilheden og ensomheden som et menneskeligt grundvilkår.