Merethe Lindstrøm

Merethe Lindstrøm blev født i Bergen i 1962, men har boet mange forskellige steder gennem sin opvækst. Efter sine kunstnerforældres skilsmisse flyttede hun til og fra flere norske byer herunder Hammerfest, Stord og Høland. De hyppige flytninger og de mange skoleskift i opvæksten har betydet for Merethe Lindstrøm, at hun aldrig rigtig har følt sig særligt knyttet til et specifikt sted. Med Lindstrøms egne ord har hun gennem hele livet følt sig som en outsider. (Hilde Bruvik: – Har alltid følt meg som en outsider. Interview til NRK, 2012-06-20).

Fra hun var en helt ung pige, søgte hun trøst og tilflugt i kunstens rum. Her følte hun sig ikke anderledes og forkert, som hun gjorde det i skolen. I et interview til NRK fortæller hun, hvordan hun som 17-årig pjækkede fra undervisningen på Bergen Katedralskole for at gå på kunstmuseum. Lige så meget som det handlede om at se på kunst, handlede det for teenagepigen Merethe om, at hun følte sig tilpas i museets stille, frie og tankevækkende rum: ”Foran kunsten var der ingen regler, det var op til mig, ingenting var givet på forhånd. Det var ukendt terræn. I de rum var alle alene. Det var mit sted. Jeg kan ikke engang sige hvorfor. Jeg havde bare behov for det. Det var som oxygen. Eller lys.” (Hilde Bruvik: – Har altid følt meg som en outsider. NRK, 2012-06-20. Egen oversættelse). Lindstrøm følte sig altså allerede fra teenageårene tæt forbundet med, ja, nærmest afhængig af kunstens rummelige verden med plads til skæve personligheder og anderledes tænkemåder.

At det var i litteraturens verden, hun selv skulle udfolde sin kreativitet, vidste Lindstrøm i en tidlig alder. Lysten til at blive forfatter begyndte allerede i 12-års-alderen. Som hun selv forklarer det til den norske avis Dagbladet, var det hendes tidlige møde med skønlitteraturen, som gav hende et udtryksbehov. Det var dog først som 16-17-årig, at hun for alvor fik gang i skriveriet (Forfatterprofil på www.dagbladet.no: 1999-08-21). Den ivrige produktion i de sene teenageår resulterede i 1983 i hendes debut, novellesamlingen ”Sexorcisten og andre fortellinger”. Da den udkom, var Lindstrøm kun 20 år gammel. Lige siden har hun været en yderst produktiv forfatterinde, som har høstet stor anerkendelse for sin præcise og mørke prosa. I 2012 modtog Merethe Lindstrøm Nordisk Råds Litteraturpris. Merethe Lindstrøm er i dag bosat i den engelske landsby Hurstpierpoint syd for London med sin mand og sine to døtre.

Romanen, som for alvor gav Merethe Lindstrøm en markant litterær stemme uden for Norge og samtidig indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris, formidler paradoksalt nok stilheden. ”Dager i stillhetens historie” fra 2011 (”Dage i stilhedens historie”, 2012) fortæller historien om et pensioneret norsk ægtepar, Eva og Simon, og deres stille middelklasseeksistens.

På overfladen ligner de et gennemsnitligt ægtepar med tre voksne døtre, men under denne lurer en fortiet fortid. Eva bærer på mindet om en bortadopteret søn og Simon på erindringen om en opvækst under jorden som tysk jøde under Anden Verdenskrig. Hun plages af minderne om sønnen og en mystisk ung mand, der trængte ind i deres hjem, da børnene var små. Han af erindringerne om familiemedlemmer, der forsvandt under krigen. Ægtefællerne kender hinandens historier, men har indgået en stilhedens pagt, hvor fortidens ubehageligheder udelades fra familiens fortælling. Tavsheden har dog en pris, og lige så stille graves der et fortielsernes tomrum mellem de to.

50804976

Efter døtrene er flyttet hjemmefra udfyldes tomrummet delvist med ansættelsen af den lettiske rengøringshjælp Marija, der gerne deler sine egne familiære problemer med sine arbejdsgivere. Hun indlemmes mere og mere i familien lige ind til den dag, hun uvidende træder lige ned i Simons usynlige, men åbne sår med sine antisemitiske udtalelser. Marijka fyres til døtrenes forbavselse og forargelse, og afstanden familiemedlemmerne imellem øges. Simon holder gradvist op med at tale og efterlader Eva tilbage med tavsheden som livsledsager. Om tavsheden er selvvalgt eller skyldes alderdom, lader forfatteren stå åbent.

Romanen er skrevet som en jegfortælling fra Evas perspektiv – alene med sine tanker om fortiden, Simons tilstand og urets endeløse tikken. Hendes retrospektive udlægning af begivenhederne er påfaldende usentimental, men alligevel nærgående. Gradvist tegnes billedet af en kvinde, der ikke blot har glemt lyden af sin mands stemme, men også sig selv. For hvem er man, når man har fortiet skelsættende begivenheder i sit liv og den eneste anden, som virkelig kender en, er blevet en fremmed? Gennem Eva sætter Lindstrøm meget præcist ord på stilheden og ensomheden som et menneskeligt grundvilkår.

Merethe Lindstrøms fortællinger kredser i deres nøgterne og underspillede fremstilling af egentlig konfliktfyldte og følelsesladede rum om spændingsfeltet mellem det sagte og det usagte. Denne tematik har optaget hende gennem hele forfatterskabet. Grunden er ifølge Lindstrøm selv, at hendes egen opvækst netop har været splittet mellem tavshed og tale: ”Mine forældre var skilt, og i min mors familie kunne man tale om alt, mens der var tavshed i min fars familie. Min litteratur bliver til i dette spændingsfelt.” (Klaus Rothstein: Giftaffaldet under overfladen. Weekendavisen, 2012-03-23).

Om sit litterære undersøgelsesområde siger forfatteren videre: ”Jeg har altid været optaget af relationer, afstande, nærhed og samtaler mellem mennesker. (…) Normalt skriver jeg om det, der ikke bliver sagt. Men i denne roman (”Dage i stilhedens historie”, red.) skriver jeg mere om det, der bliver sagt i stedet for. Jeg prøver at eksponere tavsheden i alle dens afskygninger.” (Klaus Rothstein: Giftaffaldet under overfladen. Weekendavisen, 2012-03-23). I sit forfatterskab vender Lindstrøm igen og igen tematisk tilbage til menneskets grundlæggende ensomhed og de svære mellemmenneskelige relationer. Hvor hun i ”Dage i stilhedens historie” fortæller historien om ægtefæller, der burde være tætte, men er blevet tavse og fremmedgjorte for hinanden, skildrer hun i ”Steinsamlere” fra 1996 et nært og stærkt om end uhyre formelt livslangt forhold mellem en professor og hans sekretær. I tråd med ovennævnte tematik beskæftiger hendes roste novellesamling ”Gjestene” sig med individer, der på grund af afstanden til medmenneskerne føler sig som gæster i deres egne liv. Og endelig undersøger hun i ”Fra vinterarkiverne” (2017), hvordan det menneskelige mørke i form af psykisk sygdom kan forvandle kærligheden og nærheden til et ensomt fængsel af angst og ubehag, som man hverken kan eller vil undslippe.

Genremæssigt har Lindstrøm ved siden af sin romanproduktion stor forkærlighed for den fortættede og fragmentariske novelleform, der tilbyder læseren korte og ofte præcise indblik i en given verden. Også i hendes romaner synes Lindstrøms evner for og lyst til det præcise og kortfattede at trænge tydeligt igennem. Både romaner og noveller lægger med alt det uforklarede, der ulmer mellem de kortfattede linjer, op til at læseren selv digter med.

I romanen ”Fra vinterarkiverne” er ordknapheden afløst af et rodet, opbrudt og billedrigt sprog, der formidler det kaotiske indre i passager, der trækker mere på poesiens virkemidler. 

Merethe Lindstrøm peger selv på den amerikanske forfatter Jayne Anne Phillips som stor inspirationskilde. Ifølge Lindstrøm var det netop hendes novellesamling ”Black Tickets” fra 1979 (”Sorte Billetter”, 1982), der fik hende til at kaste sig over novellegenren og tage den alvorligt (Forfatterportræt på www.dagbladet.no, 1999-08-21). Særligt den nøgterne, næsten kølige tone og de subtilt indtrængende fortællestemmer er lighedspunkter mellem de to forfatterinder. Med disse træk er de begge beslægtede med den anerkendte amerikanske novelleforfatter Raymond Carver, der netop er kendt for sine evner for at skære sine fortællinger helt ind til benet og overlade en del til læserens fantasi. Lindstrøms fortællestil er ikke minimalistisk i samme udprægede grad som Raymond Carver, men hendes fortællestil synes alligevel inspireret af minimalismens underspillede og nøgterne udlægning af virkeligheden. Eksempler på danske forfattere, der anvender denne præcise og komprimerede fortællestil, er Helle Helle og Peder Frederik Jensen.

I sin tematiske behandling af den fortrængte traumatiske fortid og afstanden den skaber mellem mennesker, minder Lindstrøms ”Dage i stilhedens historie” på mange måder om Jonathan Safran Foers ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” fra 2005. I Foers roman fortælles sidehistorien om bedsteforældrene til hovedpersonen Oscar, der som de eneste fra deres respektive familier har overlevet bombardementet i Dresden under Anden Verdenskrig. Ligesom Simon i ”Dage i stilhedens historie” mister Oscars bedstefar Thomas Schnell gradvist talens brug og trækker sig tilbage fra samlivet. For Hr. Schnell som for Simon kommer denne tilbagetrækning til at stå imellem ham og dem, han elsker. Ligesom Simon og Eva har bedsteforældrene i Foers roman forsøgt at bygge hele deres liv og helt konkret deres lejlighed op omkring de tomrum af tavshed, som deres fælles traumatiske fortid udgør. I begge tilfælde mislykkedes dette, og fortiden holder aldrig op med at fylde i deres liv.

Med springet ud i autofiktionen i romanen ”Fra vinterarkiverne” kommer et tydeligt slægtskab med landsmanden Karl Ove Knausgård til syne. Fælles for de to norske forfattere er deres rå og på hver sin måde sanselige undersøgelser af det svære voksen- og familieliv, der bliver udfordret af umulige og altopslugende parforhold, psykisk sygdom, social arv og ikke mindst navlebeskuende kunstnerambitioner.