Lindstrøm, Merethe
Foto: Tiderne skifter

Merethe Lindstrøm

cand.mag. Ester Skibsted Holm, iBureauet/Dagbladet Information, 2012. Senest opdateret af cand.mag. Anne Vindum, Bureauet, februar 2019.
Top image group
Lindstrøm, Merethe
Foto: Tiderne skifter

 

Indledning

Med en rå, klar og samtidig poetisk prosa skriver Merethe Lindstrøm sig ubehageligt tæt på menneskelivet og den grundlæggende ensomhed, der er dets kerne. Hendes forfatterskab kredser særligt om sygdom i sindet og de komplekse kløfter, der kan opstå mellem mennesker, der skulle være hinandens nærmeste. I 2012 modtog hun Nordisk Råds Litteraturpris for netop evnen til på sin egen stilfærdigt indtrængende facon at skildre tavsheden og afstanden imellem et aldrende norsk ægtepar i romanen ”Dage i stilhedens historie”.

46018230

Blå bog

Født: 26. maj 1963, Bergen.

Uddannelse: Bergen Katedralskole.

Debut: Sexorcisten og andre fortellinger. Forfatterforlaget, 1983.

Litteraturpriser: Mads Wiel Nygards legat, 1994. Notabenes litteraturpris, 1996. Tanums kvinnestipend, 1996. Dobloug-prisen, 2008. Amalie Skram-prisen, 2012. Nordisk Råds litteraturpris, 2012.

Seneste udgivelse: Nord, Gyldendal, 2018. Oversat af Anders Juel Michelsen.

Inspiration: Jayne Anne Phillips.

 

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”Vi var to, vi klædte os af i mørket, det mørklagte værelse. Sengen var kold og vi var nye for hinanden. Vi var to skygger, klippet ud af et andet, endnu større mørke”.
”Dage i stilhedens historie”, s. 62.

Merethe Lindstrøm blev født i Bergen i 1962, men har boet mange forskellige steder gennem sin opvækst. Efter sine kunstnerforældres skilsmisse flyttede hun til og fra flere norske byer herunder Hammerfest, Stord og Høland. De hyppige flytninger og de mange skoleskift i opvæksten har betydet for Merethe Lindstrøm, at hun aldrig rigtig har følt sig særligt knyttet til et specifikt sted. Med Lindstrøms egne ord har hun gennem hele livet følt sig som en outsider. (Hilde Bruvik: – Har alltid følt meg som en outsider. Interview til NRK, 2012-06-20).

Fra hun var en helt ung pige, søgte hun trøst og tilflugt i kunstens rum. Her følte hun sig ikke anderledes og forkert, som hun gjorde det i skolen. I et interview til NRK fortæller hun, hvordan hun som 17-årig pjækkede fra undervisningen på Bergen Katedralskole for at gå på kunstmuseum. Lige så meget som det handlede om at se på kunst, handlede det for teenagepigen Merethe om, at hun følte sig tilpas i museets stille, frie og tankevækkende rum: ”Foran kunsten var der ingen regler, det var op til mig, ingenting var givet på forhånd. Det var ukendt terræn. I de rum var alle alene. Det var mit sted. Jeg kan ikke engang sige hvorfor. Jeg havde bare behov for det. Det var som oxygen. Eller lys.” (Hilde Bruvik: – Har altid følt meg som en outsider. NRK, 2012-06-20. Egen oversættelse). Lindstrøm følte sig altså allerede fra teenageårene tæt forbundet med, ja, nærmest afhængig af kunstens rummelige verden med plads til skæve personligheder og anderledes tænkemåder.

At det var i litteraturens verden, hun selv skulle udfolde sin kreativitet, vidste Lindstrøm i en tidlig alder. Lysten til at blive forfatter begyndte allerede i 12-års-alderen. Som hun selv forklarer det til den norske avis Dagbladet, var det hendes tidlige møde med skønlitteraturen, som gav hende et udtryksbehov. Det var dog først som 16-17-årig, at hun for alvor fik gang i skriveriet (Forfatterprofil på www.dagbladet.no: 1999-08-21). Den ivrige produktion i de sene teenageår resulterede i 1983 i hendes debut, novellesamlingen ”Sexorcisten og andre fortellinger”. Da den udkom, var Lindstrøm kun 20 år gammel. Lige siden har hun været en yderst produktiv forfatterinde, som har høstet stor anerkendelse for sin præcise og mørke prosa. I 2012 modtog Merethe Lindstrøm Nordisk Råds Litteraturpris. Merethe Lindstrøm er i dag bosat i den engelske landsby Hurstpierpoint syd for London med sin mand og sine to døtre.

Dage i stilhedens historie

”Han er blevet formel som en hotelgæst, tilsyneladende kold som en tilfældig passager du kommer ud for i bussen. Men en gang imellem ser jeg at han står og ser ud ad vinduet eller smiler over noget han læser eller ser på tv, og jeg tænker at han er tilbage. Som om han virkelig har foretaget en rejse væk.”
”Dage i stilhedens historie”, s. 17.

Romanen, som for alvor gav Merethe Lindstrøm en markant litterær stemme uden for Norge og samtidig indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris, formidler paradoksalt nok stilheden. ”Dager i stillhetens historie” fra 2011 (”Dage i stilhedens historie”, 2012) fortæller historien om et pensioneret norsk ægtepar, Eva og Simon, og deres stille middelklasseeksistens.

På overfladen ligner de et gennemsnitligt ægtepar med tre voksne døtre, men under denne lurer en fortiet fortid. Eva bærer på mindet om en bortadopteret søn og Simon på erindringen om en opvækst under jorden som tysk jøde under Anden Verdenskrig. Hun plages af minderne om sønnen og en mystisk ung mand, der trængte ind i deres hjem, da børnene var små. Han af erindringerne om familiemedlemmer, der forsvandt under krigen. Ægtefællerne kender hinandens historier, men har indgået en stilhedens pagt, hvor fortidens ubehageligheder udelades fra familiens fortælling. Tavsheden har dog en pris, og lige så stille graves der et fortielsernes tomrum mellem de to.

50804976

Efter døtrene er flyttet hjemmefra udfyldes tomrummet delvist med ansættelsen af den lettiske rengøringshjælp Marija, der gerne deler sine egne familiære problemer med sine arbejdsgivere. Hun indlemmes mere og mere i familien lige ind til den dag, hun uvidende træder lige ned i Simons usynlige, men åbne sår med sine antisemitiske udtalelser. Marijka fyres til døtrenes forbavselse og forargelse, og afstanden familiemedlemmerne imellem øges. Simon holder gradvist op med at tale og efterlader Eva tilbage med tavsheden som livsledsager. Om tavsheden er selvvalgt eller skyldes alderdom, lader forfatteren stå åbent.

Romanen er skrevet som en jegfortælling fra Evas perspektiv – alene med sine tanker om fortiden, Simons tilstand og urets endeløse tikken. Hendes retrospektive udlægning af begivenhederne er påfaldende usentimental, men alligevel nærgående. Gradvist tegnes billedet af en kvinde, der ikke blot har glemt lyden af sin mands stemme, men også sig selv. For hvem er man, når man har fortiet skelsættende begivenheder i sit liv og den eneste anden, som virkelig kender en, er blevet en fremmed? Gennem Eva sætter Lindstrøm meget præcist ord på stilheden og ensomheden som et menneskeligt grundvilkår.

Fra vinterarkiverne

”Naboerne sover, alle sover. Denne morgen klemmer en plaget, tynd regn frem, som betændelse, vikler skylagets hvide gennemsigtige gazebind af, dæmper, dækker til, der er bare ikke noget sår.”

”Fra vinterarkiverne”, s. 53.

Merethe Lindstrøm åbner op for den allermørkeste og mest personlige skuffe med ”Fra vinterarkivene” fra 2015 (”Fra vinterarkiverne”, 2017). Romanen er en autofiktiv undersøgelse af det knap 20 år lange ægteskab med billedkunstneren Mats og ikke mindst af den nedarvede skrøbelighed og uro, som gennemsyrer deres både umulige og uløseligt sammenflettede samliv.

Bogen begynder med parrets forsøg på at flytte eller rettere flygte til et hus på landet med deres to teenagedøtre og to hunde. De vil starte på en frisk. Lægge byen, et forfaldent hus og Mats’ nyerhvervede bipolar-diagnose bag sig. De vil være voksne her, som det forlyder i romanen, men idéen om det rolige, ordentlige og rodfæstede familieliv viser sig at være meget langt væk.

53040640

Snart tager Mats’ voksende depression og mørke hele familien som gidsel. Angsten for hans selvmord sender jegfortælleren Merethe ud i uendelige bekymringsrækker om, hvor han er, hvordan hun kan holde ham på afstand af alle potentielt selvskadende elementer og om den umulige arv, hun frygter at give videre til døtrene. Hun håndterer og bearbejder uroen gennem natlige skriverier i alkoholtåger og indre rejser ind i deres fælles fortid og de fortællinger om svigt og psykisk sygdom, der præger stamtræet på begge sider.

I mange af disse tilbageblik og genfortællinger – også dem fortælleren selv optræder i – skifter perspektivet fra et første- til et tredjepersonsperspektiv. Det markerer fortællerens forsøg på at lægge afstand til og, som hun selv formulerer det, være en gæst i sit eget liv for at forstå og forholde sig nøgternt til det dunkle dynd af angst og følelser, som ellers gennemsyrer fortiden.

I glimt har romanen stadig en flig af den enkelhed, klarhed og på sin vis kølighed, der karakteriserer Merethe Lindstrøms andre skildringer af menneskets relationer og sårbarhed. Generelt er det dog et langt mere rodet, opbrudt og følelsesfuldt sprog, man møder i ”Fra vinterarkiverne”. Det kommer blandt andet til udtryk i nogle meget voldsomme metaforer, der tager afsæt i den natur, der skulle sætte familien fri, men i stedet bliver klam og kvælende for dem.

De ufuldstændige sætninger og det sansemættede billedsprog leder læseren helt ind i den rå, rodede og nogle gange ubehagelige nærhed, kærligheden mellem to mennesker kan udgøre, når vi’et følger du’et ind i mørket.  

Nord

”Alle fangerne bliver flyttet igen, (…) vi bliver flyttet som en gruppe baseret på ligheder, ikke forskelle. Ingen vil huske egenskaber som gør at vi adskiller os fra hinanden, kendetegn som et blåt og et grønt øje, nedbidte negle, fregner måske, lange fingre, tørre læber, den klagende lyd nogen laver af længsel eller rædsel, det er netop manglen på kendetegn, der gør nedbrydningen enklere.”

”Nord”, s. 110.

I 2017 udgav Merethe Lindstrøm romanen ”Nord” (”Nord”, 2018), der er en dystopisk og poetisk fortælling om en ung mand, der vandrer mod nord med sit kompas som eneste rejsegods. Det øde landskab er affolket, en krig lakker mod enden, og alt står åbent. Han ved, at nord er der, han kom fra, før lejren og marcherne og sit ophold hos kvinden Aneska, som fortællingen opridser i tilbageblik.

På et tidspunkt får han følgeskab af en yngre dreng, og de deler stumme vandringstimer og kolde nætter, til de en dag finder en etårig pige, som den lille dreng tager til sig. Frygt, sult og udmattelse præger de tre, mens de bevæger sig gennem marker, skove og veje, der af og til passeres af krigens sidste patruljer. Nænsomme og sanselige registreringer af vejr og landskab fylder den unge mands tanker. Rædslerne fra fangelejren kommer til ham om natten, og det er uklart, hvad han egentlig kan huske fra før krigen.

46018230

Der er ingen konkrete steds- eller tidsangivelser, og da drengen mister sit kompas, er der veje, men ingen retning; de går i ring og bryder ind i forladte huse for at se, hvad der gemmer sig i forrådskamrene.

Et tema i romanen er, hvordan ligheder og forskelle påvirker ens selvforståelse, og hvad man er værd, hvis man reduceres til et tal. På grund af sine udstikkende skulderblade har fortælleren altid skilt sig ud, og ensheden med de andre fanger gør hans anomali mindre fremtrædende: ”Jeg bemærker at finnerne bliver usynlige på de længste distancer, de snavsede fangedragter får alle til at virke som en del af grusvejen” (s. 110).

De mange uklarheder omkring karaktererne stiller spørgsmålet, om man kan flygte fra sin identitet. Den lille dreng har en markant anden identitet, end han først giver udtryk for, fortælleren bliver til ’Martin’ hos Aneska, som tager ham for at være sin forsvundne mand, og hvem er man, hvis man er navnløs og hjemløs?

Den udsathed og usikkerhed, som er flygtningens vilkår, bliver i denne roman skildret sympatisk og indgående. Det er mørk og dyster læsning, men emnet er ikke desto mindre vigtigt og aktuelt, og ”Nord” bliver en almengyldig og universel fortælling om at være menneske og flygtning og om, hvordan man møder sin næste, når denne er forhutlet og måske ikke taler ens eget sprog.

Genrer og tematikker

Merethe Lindstrøms fortællinger kredser i deres nøgterne og underspillede fremstilling af egentlig konfliktfyldte og følelsesladede rum om spændingsfeltet mellem det sagte og det usagte. Denne tematik har optaget hende gennem hele forfatterskabet. Grunden er ifølge Lindstrøm selv, at hendes egen opvækst netop har været splittet mellem tavshed og tale: ”Mine forældre var skilt, og i min mors familie kunne man tale om alt, mens der var tavshed i min fars familie. Min litteratur bliver til i dette spændingsfelt.” (Klaus Rothstein: Giftaffaldet under overfladen. Weekendavisen, 2012-03-23).

Om sit litterære undersøgelsesområde siger forfatteren videre: ”Jeg har altid været optaget af relationer, afstande, nærhed og samtaler mellem mennesker. (…) Normalt skriver jeg om det, der ikke bliver sagt. Men i denne roman (”Dage i stilhedens historie”, red.) skriver jeg mere om det, der bliver sagt i stedet for. Jeg prøver at eksponere tavsheden i alle dens afskygninger.” (Klaus Rothstein: Giftaffaldet under overfladen. Weekendavisen, 2012-03-23). I sit forfatterskab vender Lindstrøm igen og igen tematisk tilbage til menneskets grundlæggende ensomhed og de svære mellemmenneskelige relationer. Hvor hun i ”Dage i stilhedens historie” fortæller historien om ægtefæller, der burde være tætte, men er blevet tavse og fremmedgjorte for hinanden, skildrer hun i ”Steinsamlere” fra 1996 et nært og stærkt om end uhyre formelt livslangt forhold mellem en professor og hans sekretær. I tråd med ovennævnte tematik beskæftiger hendes roste novellesamling ”Gjestene” sig med individer, der på grund af afstanden til medmenneskerne føler sig som gæster i deres egne liv. Og endelig undersøger hun i ”Fra vinterarkiverne” (2017), hvordan det menneskelige mørke i form af psykisk sygdom kan forvandle kærligheden og nærheden til et ensomt fængsel af angst og ubehag, som man hverken kan eller vil undslippe.

Genremæssigt har Lindstrøm ved siden af sin romanproduktion stor forkærlighed for den fortættede og fragmentariske novelleform, der tilbyder læseren korte og ofte præcise indblik i en given verden. Også i hendes romaner synes Lindstrøms evner for og lyst til det præcise og kortfattede at trænge tydeligt igennem. Både romaner og noveller lægger med alt det uforklarede, der ulmer mellem de kortfattede linjer, op til at læseren selv digter med.

I romanen ”Fra vinterarkiverne” er ordknapheden afløst af et rodet, opbrudt og billedrigt sprog, der formidler det kaotiske indre i passager, der trækker mere på poesiens virkemidler. 

Beslægtede forfatterskaber

Merethe Lindstrøm peger selv på den amerikanske forfatter Jayne Anne Phillips som stor inspirationskilde. Ifølge Lindstrøm var det netop hendes novellesamling ”Black Tickets” fra 1979 (”Sorte Billetter”, 1982), der fik hende til at kaste sig over novellegenren og tage den alvorligt (Forfatterportræt på www.dagbladet.no, 1999-08-21). Særligt den nøgterne, næsten kølige tone og de subtilt indtrængende fortællestemmer er lighedspunkter mellem de to forfatterinder. Med disse træk er de begge beslægtede med den anerkendte amerikanske novelleforfatter Raymond Carver, der netop er kendt for sine evner for at skære sine fortællinger helt ind til benet og overlade en del til læserens fantasi. Lindstrøms fortællestil er ikke minimalistisk i samme udprægede grad som Raymond Carver, men hendes fortællestil synes alligevel inspireret af minimalismens underspillede og nøgterne udlægning af virkeligheden. Eksempler på danske forfattere, der anvender denne præcise og komprimerede fortællestil, er Helle Helle og Peder Frederik Jensen.

I sin tematiske behandling af den fortrængte traumatiske fortid og afstanden den skaber mellem mennesker, minder Lindstrøms ”Dage i stilhedens historie” på mange måder om Jonathan Safran Foers ”Ekstremt højt og utrolig tæt på” fra 2005. I Foers roman fortælles sidehistorien om bedsteforældrene til hovedpersonen Oscar, der som de eneste fra deres respektive familier har overlevet bombardementet i Dresden under Anden Verdenskrig. Ligesom Simon i ”Dage i stilhedens historie” mister Oscars bedstefar Thomas Schnell gradvist talens brug og trækker sig tilbage fra samlivet. For Hr. Schnell som for Simon kommer denne tilbagetrækning til at stå imellem ham og dem, han elsker. Ligesom Simon og Eva har bedsteforældrene i Foers roman forsøgt at bygge hele deres liv og helt konkret deres lejlighed op omkring de tomrum af tavshed, som deres fælles traumatiske fortid udgør. I begge tilfælde mislykkedes dette, og fortiden holder aldrig op med at fylde i deres liv.

Med springet ud i autofiktionen i romanen ”Fra vinterarkiverne” kommer et tydeligt slægtskab med landsmanden Karl Ove Knausgård til syne. Fælles for de to norske forfattere er deres rå og på hver sin måde sanselige undersøgelser af det svære voksen- og familieliv, der bliver udfordret af umulige og altopslugende parforhold, psykisk sygdom, social arv og ikke mindst navlebeskuende kunstnerambitioner. 

Bibliografi

Noveller

Lindstrøm, Merethe:
Sexorcisten og andre fortellinger. Forfatterforlaget, 1983.
Lindstrøm, Merethe:
Borte, men savnet. Aschehoug, 1988.
Lindstrøm, Merethe:
Kannibal-leken. Aschehoug, 1990.
Lindstrøm, Merethe:
Svømme under vann. Aschehoug, 1994.
Lindstrøm, Merethe:
Jeg kjenner dette huset. Aschehoug, 1999.
Lindstrøm, Merethe:
Gjestene. Aschehoug, 2007.
Lindstrøm, Merethe:
Det må ha vært ensomt der: Utvalgte noveller. Aschehoug, 2008.
Lindstrøm, Merethe:
Arkitekt. Oslo, Aschehoug, 2013.

Romaner

Lindstrøm, Merethe:
Regnbarnas rike. Aschehoug, 1992.
Lindstrøm, Merethe:
Steinsamlere. Aschehoug, 1996.
Lindstrøm, Merethe:
Stedfortrederen. Aschehoug, 1997.
Lindstrøm, Merethe:
Natthjem. Aschehoug, 2002.
Lindstrøm, Merethe:
Ingenting om mørket. Aschehoug, 2003.
Lindstrøm, Merethe:
Barnejegeren. Aschehoug, 2005.
Lindstrøm, Merethe:
Dage i stilhedens historie. Tiderne skifter, 2012. (Dager i stillhetens historie. 2011).
Lindstrøm, Merethe: Fra vinterarkiverne. Tiderne Skifter, 2017. Oversat af Claus Clausen. (Fra vinterarkivene. Oslo, Oktober, 2015).
Lindstrøm, Merethe: Nord. Gyldendal, 2018. Oversat af Anders Juel Michelsen. (Nord, 2017).

Børnebog

Lindstrøm, Merethe og Bergan, Gro Hege:
Mille og den magiske kringlen. Aschehoug, 1997.

Om forfatterskabet

Rösing, Lilian Munk:
Lydhør stilhed. Information, 2012-03-09. Lektor i litteraturvidenskab og medlem af Nordisk Råds litterære bedømmelseskomité Lilian Munk Rösing uddyber motivationen for at tildele Merethe Lindstrøm Nordisk Råds Litteraturpris.
Sørensen, Rasmus Bo:
Nordisk Råd-prisvinder: Tavshed er ikke altid guld. Information, 2012-03-22. Her fortæller Lindstrøm blandt andet om modtagelsen af Nordisk Råds Litteraturpris og det biografiske spor i hendes forfatterskab.
Ravn, Anna Raaby: Der er noget forstemmende over dem, der skriver smukt og formfuldendt om depression. Information, 2017-04-21.
Lindstrøm fortæller i dette interview om tilblivelsen af ”Fra vinterarkiverne” og om sit forsøg på at sætte de rigtige og urolige gloser på psykisk sygdom.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning i bibliotek.dk

Kilder citeret i portrættet

Bruvik, Hilde:
- Har alltid følt meg som en outsider. NRK, 2012-06-20.
Rothstein, Klaus:
Giftaffaldet under overfladen. Weekendavisen, 2012-03-23.