Dage i stilhedens historie

Citat
”Han er blevet formel som en hotelgæst, tilsyneladende kold som en tilfældig passager du kommer ud for i bussen. Men en gang imellem ser jeg at han står og ser ud ad vinduet eller smiler over noget han læser eller ser på tv, og jeg tænker at han er tilbage. Som om han virkelig har foretaget en rejse væk.”
”Dage i stilhedens historie”, s. 17.

Romanen, som for alvor gav Merethe Lindstrøm en markant litterær stemme uden for Norge og samtidig indbragte hende Nordisk Råds Litteraturpris, formidler paradoksalt nok stilheden. ”Dager i stillhetens historie” fra 2011 (”Dage i stilhedens historie”, 2012) fortæller historien om et pensioneret norsk ægtepar, Eva og Simon, og deres stille middelklasseeksistens.

På overfladen ligner de et gennemsnitligt ægtepar med tre voksne døtre, men under denne lurer en fortiet fortid. Eva bærer på mindet om en bortadopteret søn og Simon på erindringen om en opvækst under jorden som tysk jøde under Anden Verdenskrig. Hun plages af minderne om sønnen og en mystisk ung mand, der trængte ind i deres hjem, da børnene var små. Han af erindringerne om familiemedlemmer, der forsvandt under krigen. Ægtefællerne kender hinandens historier, men har indgået en stilhedens pagt, hvor fortidens ubehageligheder udelades fra familiens fortælling. Tavsheden har dog en pris, og lige så stille graves der et fortielsernes tomrum mellem de to.

50804976

Efter døtrene er flyttet hjemmefra udfyldes tomrummet delvist med ansættelsen af den lettiske rengøringshjælp Marija, der gerne deler sine egne familiære problemer med sine arbejdsgivere. Hun indlemmes mere og mere i familien lige ind til den dag, hun uvidende træder lige ned i Simons usynlige, men åbne sår med sine antisemitiske udtalelser. Marijka fyres til døtrenes forbavselse og forargelse, og afstanden familiemedlemmerne imellem øges. Simon holder gradvist op med at tale og efterlader Eva tilbage med tavsheden som livsledsager. Om tavsheden er selvvalgt eller skyldes alderdom, lader forfatteren stå åbent.

Romanen er skrevet som en jegfortælling fra Evas perspektiv – alene med sine tanker om fortiden, Simons tilstand og urets endeløse tikken. Hendes retrospektive udlægning af begivenhederne er påfaldende usentimental, men alligevel nærgående. Gradvist tegnes billedet af en kvinde, der ikke blot har glemt lyden af sin mands stemme, men også sig selv. For hvem er man, når man har fortiet skelsættende begivenheder i sit liv og den eneste anden, som virkelig kender en, er blevet en fremmed? Gennem Eva sætter Lindstrøm meget præcist ord på stilheden og ensomheden som et menneskeligt grundvilkår.