Raymond Carver

Da den amerikanske forfatter, Raymond Carver, døde som 50årig i 1988 af en galopperende lungecancer, var han allerede verdensberømt som den store fornyer af den amerikanske kortprosa. Kolleger såsom Salman Rushdie, Amos Oz og Haruki Murakami hyldede ham som en postmoderne og minimalistisk forfatter af små inciterende historier om sit lands rodløse middelklasse i tiden efter Vietnamkrigens afslutning, den periode man på amerikansk kalder for Post-Watergate-æraen og som spænder fra slutningen af 1970erne til langt op i 1980erne. En tid hvor Richard Nixons skandaløse afgang som landets præsident på grund af aflytningen af det demokratiske partis kontorer netop bliver tolket som et symptom på en generel politisk og moralsk deroute for hele nationens selvforståelse. Men især betød et eksistentielt knæk for det hårdtarbejdende småborgerskab, hvis illusioner om den amerikanske drøm, retten til altid at få en chance mere, The Second Chance, og at ærlighed og hårdt arbejde altid betaler sig i sidste ende, synes at briste, måske for altid, i hvert fald i Carvers levetid og bedste tekster.

På dansk kom en samling af Carvers noveller tre år før hans død. Gyldendal udsendte i 1985 Hvad vi taler om, når vi taler om kærlighed, der solidt bekræftede for danske læsere at her var tale om en ny og spændende stemme i amerikansk litteratur. Og med instruktøren Robert Altman’s film fra 1993, Short Cuts, en række sammenhængende variationer over nogle af hans berømteste noveller, - bl.a. ”Vil du venligst holde din mund”, ”Lidt godt”, ”Så meget vand, så tæt på” – blev hans ry endnu større for en endnu større læserskare både her hjemme og i det store udland.

Men Raymond Carvers berømmelse er også tæt knyttet til de meget amerikanske myter omkring hans liv og levned, der opstod allerede mens han levede. Ligesom med Mark Twain og Ernest Hemingway talte man om en anti-intellektuel og selvlært skribent, runden af en ikke-akademisk og rustik folkelighed, en moderne cowboy skåret ud af europæerens forestilling om den naive amerikanske forfatter der blot beskriver tingene som de er i en genkendelig virkelighed. Uden manierede dikkedarer, lige ud af landevejen og med en tilkæmpet og smertelig selverkendelse om tingenes rette sammenhæng. Især for et rigtigt, men utilpasset mandfolk i en feministisk og forvirret epoke som hverken har brug for mandens stolte dyder eller gamle kvaliteter. Selvfølgelig nedfældet på en forfærdelig baggrund af faderopgør, rodløshed og et eget hårdt liv med kvinder og druk, små sejre og store nederlag.

Et langt stykke af vejen leverer Carver da også varen i så henseende. Født i 1938 i den nordvestlige stat ved Stillehavet, Oregon, af fattige forældre som på grund af depressionen i mellemkrigstiden brød op fra sydstaten Arkansas. Snart arbejder den unge Raymond som arbejdsmand ved et savværk og siden som skovhugger, men bryder sammen på grund af druk og dårlige nerver i 1957. I et forsøg på en slags terapi begynder han at læse poesi og i det hele taget at uddanne sig selv. Så bliver han gift første gang, får børn, men går økonomisk fallit to gange og svigter som ægtemand og far på grund af en tiltagende alkoholisme, som han først får bugt med ved det andet ægteskab med forfatteren Tess Gallagher.

Carvers sidste år, hvor berømmelsen er kommet gradvist efter de første digte i slutningen af 1970erne, er præget af hans heroiske kamp mod lungekræften, hans stædige holden sig på vandvognen og hans forsoning med den kranke skæbne, at hans dage er talte før tid. Alle er enige om at Raymond Carver dør som et typisk amerikansk mandfolk, med cowboystøvlerne på og uden selvmedlidenhedens tårer i øjnene.