amos oz
Foto: Jerry Bauer

Amos Oz

cand.mag. Karina Søby Madsen iBureauet/Dagbladet Information, 2010. Senest opdateret af cand.mag. Karina Søby Madsen Bureauet i januar 2019.
Top image group
amos oz
Foto: Jerry Bauer
Main image
Oz, Amos
Foto: May Frank

Indledning

En særlig psykologisk fornemmelse prægede den israelske forfatter Amos Oz’ forfatterskab. En forståelse for menneskers indre, for relationers natur og for politikkens væsen. Oz spændte sine fortællinger op om hjemlige situationer, om temaer som politik, fanatisme og Israel-Palæstina-konflikten. Alligevel er hans romaner eviggyldige, fordi de åbner læsernes øjne for sindets og virkelighedens nuancer. Det sker for eksempel via den 12-årige dreng Fessor, der i romanen ”En panter i kælderen” starter en israelsk modstandsorganisation, men møder en engelsk soldat og får åbnet sine øjne for, at konflikten rummer skæbner på begge sider. 

53523064

Blå bog

Født: 4. maj 1939 i Jerusalem, lsrael.

Død:  28. december 2018, Tel Aviv, Israel.

Uddannelse: Filosofi og hebræisk litteratur ved det Hebræiske Universitet.

Debut: Artzot Ha-Tan. 1965.

Litteraturpriser: Officer of the Order of Arts and Letters of the French Republic, 1984, The Bialik Prize, 1986, Prix Femina Etranger, 1988, The Frankfurt Peace Prize, 1992, Legion d’Honneur, 1997, The Israel Prize for Literature, 1998, The Goethe Prize, 2005, Jerusalem-Agnon Prize, 2006, The Corine Prize, 2006, The Prince of Asturias Award for Literature, 2006, Heinrich Heine Prize, 2008, Dan David Prize, 2008, The Primo Levi Prize, 2008, German President’s High Honor Award, 2008, Tel Aviv University's Dan David Prize, 2008, Franz Kafka Prize, 2013, Order of Civil Merit, 2014. International Literaturpreis – Haus der Kulturen der Welt, 2015.

Seneste udgivelse: Judas. Gyldendal, 2017. (Habesorah al pi Yehuda, 2014). Oversætter: Hanne Friis. Roman.

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

"Ord som ”“hytte”, ”“eng” og ”“gåsevogter” fascinerede mig gennem hele min barndom. I dem var der en sensuel duft af en ægte, fredelig verden, langt fra støvede bliktage, skrotpladser og tidsler og langt fra Jerusalems tørre skråninger, der led under den brændende sommerhede."
“En fortælling om kærlighed og mørke”, s. 6.

Amos Klausner blev født i 1939 og voksede op i Amos Street nummer 18 i Jerusalems Kerem Avraham-kvarter. Oprindeligt kom hans forældre fra Litauen. De var særdeles belæste og sprogkyndige, og faderen kunne læse på seksten-sytten sprog og talte elleve, mens moderen talte fire-fem sprog og læste syv-otte stykker.

Politisk var Amos’ familie højreorienteret, og hans forældre var zionister. Det vil sige, at de var medlemmer af den jødiske nationale frihedsbevægelse, som kæmper for, at Israel bliver en selvstændig stat.

Selv om Amos’ familie ikke var ortodokse jøder, sendte de drengen i den lokale jødiske skole Tachkemoni. Den væsentligste årsag var, at alternativet var en socialistisk skole, der var tilknyttet arbejderbevægelsen, som forældrene tog skarp afstand fra. Herefter foregik den videre skolegang i det hebraiske gymnasium Rehavia.

Da Amos var 12 år gammel, begik moderen selvmord. Han har behandlet denne traumatiske del af sin ungdom i romanen ”En fortælling om kærlighed og mørke”, der – ligesom størstedelen af hans skønlitterære produktion – henter inspiration i barndomskvarteret og i hans egne erfaringer.

Som 15-årig gjorde Amos op med familiens politiske overbevisning og meldte sig under Arbejderpartiets faner. Han flyttede til kibbutzen Kibbutz Hulda, hvor han blev adopteret af familien Huldai, og han ændrede sit efternavn til Oz (det hebraiske ord for styrke). I slutningen af 1950’erne aftjente Amos Oz sin værnepligt i den kibbutz-orienterede Nahal-enhed, hvor han blandt andet var indsat i forbindelse med grænseuroligheder med Syrien, ligesom han deltog i seksdageskrigen i 1967. Efter værnepligten studerede han filosofi og hebraisk litteratur ved det Hebræiske Universitetet, men allerede inden var hans litterære karriere kickstartet med udgivelsen af novellesamlingen ”Artzot Ha-Tan” i 1965. 

Han boede i kibbutzen frem til 1986, da han sammen med sin kone Nily, de to døtre og sønnen flyttede til Arad på grund af sønnens astma. Her boede Amos Oz med sin familie frem til sin død i december 2018. Hans værker er oversat til godt 40 forskellige sprog.

Min Michael

"Min mand og jeg er som to fremmede, der mødes på vej ud af en klinik, hvor de har fået en behandling, der har indebåret fysisk ubehag. De er begge forlegne, læser hinandens tanker, fornemmer en ubehagelig, pinlig nærhed."
“Min Michael”, s. 236.

Fortælleren i ”Michael sheli” fra 1968 (”Min Michael”, 2007) er den 30-årige kvinde Hannah, der har en forkærlighed for litteratur, og som er gift med geologen Michael Gonen. Det er ikke, fordi der sker det helt store på handlingsplanet. Der fortælles om, hvordan de to møder hinanden på universitetet, om deres bryllup, om deres respektive familier, hvor især Michaels ene faster skildres igennem sin modvilje imod Hannah og indgåelsen af ægteskabet.

Til gengæld er romanen mættet på det følelsesmæssige plan, hvor ikke mindst Hannahs depressive tendenser bliver stadig mere udtalte.

26995558

I den første tredjedel af romanen insisterer Hannah på at betegne sin mand som ”min Michael”, men efterhånden krakelerer billedet. De to mennesker lever således med hinanden, men mangler forbindelse til hinanden. Mens Hannah er sensibel og fuld af længsler og et poetisk blik på verden, er Michael den hårdtarbejdende og pligtopfyldende type, der ikke dykker ind i sig selv. Derfor føler Hannah sig ensom, og hendes hverdag skildres som kedsommelig. Selv når familien er på ferie, er livet kedeligt for Hannah. Som det konstant gentages under et besøg hos Michaels far: ”Dagene gik fredeligt” – en fredelighed der munder ud i, at Hannah i desperation overfalder Michael.

Heller ikke det at få en søn glæder Hannah. Sønnen Yair minder hende om Michael, og hun kan decideret føle væmmelse ved drengen, som om alle hendes indestængte frustrationer over ægteskabet bliver projiceret over på drengen. Flere gange i romanen skriver hun desuden om Yair, at det er ”hans søn” – altså Michaels. Til gengæld har Hannah et særligt forhold til en anden dreng i ejendommen, den poetiske Yoram. Men han må – som Hannah – opgive sine litterære drømme for at leve op til sine forældres forventninger, og således er Hannah for alvor alene med sine uforløste følelser.

Med Hannahs smerte som omdrejningspunkt skildrer romanen ikke blot den private ulykke, men også samfundets som sådan. Hannahs smerte spejles således af de politiske uroligheder i 1950’ernes Jerusalem, som indimellem trænger sig på, og som bliver meget konkrete, da Michael må i krig.

 

At kende en kvinde

"Hvad er det der driver mig fra det ene hotel til det andet hen over disse mørke vidder? Det er pligten, havde han svaret sig selv, på hebraisk og næsten højt. Men hvorfor mig?"
“At kende en kvinde”, s. 40.

En dag, da den jødiske efterretningsagent Yoel Ravid i ”Lada`at Ishah” fra 1989 (”At kende en kvinde”, 1991) er på en af sine mange hemmelige forretningsrejser, dør hans kone Ivria i et uheld med elektriciteten. Det får ham til at kvitte sit job og slå sig ned med sin datter, mor og svigermor i den lille forstad Ramat Lotan. Yoel håber på den måde at få klarhed over sit liv, og romanen udfolder sig som henholdsvis refleksioner over fortiden og beskrivelser af nutidens begivenheder.

Yoel og Ivria mødte hinanden ved en tilfældighed. Yoel var soldat. Hun var landmandsdatter og to år ældre. De stødte bogstaveligt talt ind i hinanden, da Yoel var faret vild på et orienteringsløb, og Ivria var gået i marken for at slukke for vandingsanlægget. Uden at udveksle ord havnede de i hinandens arme. Et halvt år senere blev de gift, selv om hun ikke gengældte hans kærlighed, og det blev starten på en rutsjebanetur af et ægteskab: ”Selv da kærligheden i årenes løb var veget for, efter hinanden eller skiftevis, gensidig medlidenhed, venskab, smerte, jalousi og raseri ( ... ), et klæde af sammenvævede skiftende følelser i evig forandring der blev opslugt i mærkelige blandinger og uventede sammensætninger som cocktails mixet af en gal bartender.” (side 43). Undervejs blev datteren Netta født, og hun blev uvægerligt en part i dette stormfulde ægteskab, hvor hjemmet efterhånden blev fuldt af isolationsceller, og det eneste fælles rum var køkkenet. Selv i køkkenet var der dog grænser for og usagte regler om, hvad man kunne tale om.

”At kende en kvinde” er en fortælling om, hvordan to mennesker, der lever med hinanden, kan falde fra hinanden netop på grund af et samliv, hvor de berørte parter har svært ved at give slip på den fortælling, de begge er trådt ind i. Der skal et dødsfald til at slippe Yoel fri, og selv døden er ikke helt nok. Der skal således insisterende omgivelser til i form af naboer, der trænger sig på med samtaler og invitationer, førend Yoel begynder at live op, og faktisk er det først, da Netta finder en mand og flytter hjemmefra, at det begynder at gå op for Yoel, at det er langt lettere at deltage i livet end at forstå fortiden og få indsigt i, hvad der får mennesker til at handle, som de gør.

Den tredje tilstand

“Han fandt det mindre uærligt at sove end at være vågen. Selvom han for længst havde indset at sandheden lå uden for hans rækkevidde ville han holde sig så langt som muligt fra de smålige løgne der fyldte hans hverdag som fint støv.“
"Den tredje tilstand", s. 7.

Den midaldrende Efraim Nisa, kaldet Fima, lever en distræt og ussel ungkarletilværelse i romanen ”Ha-Matzav Ha-Shlishi” fra 1991 (”Den tredje tilstand”, 1994). Som ung var der ellers store forhåbninger til ham. Men da han i 1960 afsluttede sin bifagseksamen i historie ved universitetet i Jerusalem med udmærkelse, og det lå i kortene, at han skulle fortsætte på hovedfagsstudiet, undergik hans liv en række drastiske forandringer: Han forelskede sig glødende i en fransk kvinde, og derefter fortsatte forelskelse efter forelskelse, og det ene intense forhold afløste det andet, til han blev indfanget af Yael, som ifølge Fimas far viste ”tegn på dybde”. I 1961 blev Yael og Fima gift, og Fimas far indvilligede i at give parret et fast månedligt beløb mod, at Fima genoptog sine studier. Men det gjorde Fima aldrig. Til gengæld udgav han i 1962 en digtsamling, som blev rost vidt og bredt, uden at det dog førte mere med sig. Han blev ansat som sekretær ved en gynækologisk klinik, og i ny og næ skrev han artikler til aviserne. Han yndede at deltage i selskaber, hvor han aktivt debatterede verdenssituationen, og alle var enige om hans vid, men grinte i det skjulte over, hvor lad Fima var. Faktisk var han så lad, at han endte med at miste sin kone. I 1965 fik hun tilbudt arbejde i Seattle, men selvom Fima elskede hende og faktisk følte, at han ikke hørte til i Israel, valgte han at blive. Det blev enden på deres forhold.

Fima er indbegrebet af ”den tredje tilstand” - nemlig afmagten. Det er afmægtighed, der får ham til at lade livet slippe mellem sine fingre. Som får ham til at miste Yael, og som får ham til at afvise at arbejde med historiefaget, selvom han brænder for det. I stedet nøjes han med at lufte sine meninger om den aktuelle politiske situation i diskussioner med vildtfremmede, og via lange indre monologer. Fima er en drømmer med store visioner for Israel, og han har sine egne markante meninger om den måde, landet er blevet – og bliver – misrøgtet på. Den markante kontrast mellem den lade Fima og den ædle drømmer kommer i romanen til at spejle verden omkring ham og udstille en verden i social og moralsk krise, hvor al handling er nyttesløs.

En panter i kælderen

"Britiske pansrede køretøjer holdt indimellem på gadehjørnerne. Deres luger var næsten lukkede, ligesom øjne, der blændes af solen. Og deres maskingeværer stak ud foran som pegende fingre: Du der!"
"En panter i kælderen."

”Panter Ba-Martef” fra 1995 (”En panter i kælderen”, 2005) foregår i Jerusalem. Året er 1947, og det er englændernes sidste sommer i landet. På det tidspunkt havde England koloniseret Israel, og englænderne blev derfor betragtet som fjender af befolkningen.

Hovedpersonen er den 12-årige dreng Fessor. Han er altid blevet kaldt Fessor - en forkortelse af professor - fordi han er besat af ord. Men ud over at være fascineret af ord, så drømmer Fessor om at være ”en panter i kælderen”, altså en guerillakæmper, en spion i fjendeland, kort sagt en modstandsmand. Derfor danner han sammen med to kammerater, Ben Hur og Chita Reznik, modstandsbevægelsen FED (Frihed Eller Døden), der mest af alt fungerer som en drengeleg a la ‘cowboydere og indianere’. 

22303481

Men ind imellem sniger virkelighedens realiteter sig ind i Fessors verden. Først og fremmest som brudstykker af forældrenes alvorlige samtaler og som riffel- og morternedslag i natten, men også i form af Fessors møde med den lettere hjælpeløse og leddeløse engelske sergent Dunlop. Under dække af at ville presse oplysninger ud af Dunlop mødes Fessor jævnligt med sergenten på Café Orient Palace, hvor de drikker limonade og lærer hinanden henholdsvis hebraisk og engelsk. Som resultat af dette spirende venskab kommer Fesser i konflikt både med sine to venner og med sig selv. Han anklages for forræderi i FED, og han reflekterer indgående over sin rolle, for kan man midt under en besættelse tillade sig at acceptere og forstå og måske ligefrem elske en af sine fjender?

Romanen er en skildring af barndommen med de elementer, der tilhører en almindelig barndom levet i en unormal tid. Fessor er et tænksomt og vidende barn, som tager læserne med på en filosofisk og etisk udforskning af begreber som fjender og forrædere. Alt imens drengens menneske- og konfliktsyn udvikles, males samtidig et billede af den brogede verden omkring ham, der består af overlevende fra Hitlers udryddelseslejre, jøder på flugt fra forfølgelse i fjerne lande og ikke mindst af glæden og lettelsen, da De Forenede Nationer i USA beslutter, at der må oprettes en jødisk stat.

 

Hvordan man kurerer en fanatiker

"Hvis Messias kommer og siger ‘Goddag, det glæder mig at se jer igen’, må jøderne give sig. Hvis han derimod siger ‘Goddag, det glæder mig at hilse på jer’, må den kristne verden give jøderne en undskyldning."
“Hvordan man kurerer en fanatiker”, s. 26.

I samlingen ”How To Cure A Fanatic” fra 2002 (”Hvordan man kurerer en fanatiker”, 2004) skriver Oz om alt fra, hvordan han blev forfatter i essayet ”Hemmelige glæder”, og til udredninger af Israel-Palæstina-konflikten, religion, fanatisme og politik i essayene ”En fanatiker er et omvandrende udråbstegn” og ”Israel og Palæstina: en kamp mellem to parter, der begge har ret”.

I de to sidstnævnte essays fremhæver han, at konflikten mellem Israel og Palæstina i bund og grund er en kamp om territorium. ”Det er ikke en religionskrig, ikke en kulturkamp, ikke en uoverensstemmelse mellem to traditioner, men kun en strid om jord”, skriver han. Dermed siger han samtidig, at det ikke er en kamp mellem gode kræfter på den ene side og onde på den anden, men at det er en tragedie i form af en kamp mellem to parter, som begge har ret. 

25135776

Oz skriver, at konflikten er så uforsonlig, fordi begge parter er ofre for den samme undertrykkende magt: Europa. Det betyder, at konflikten mellem Israel og Palæstina ikke er en indre strid, men en international konflikt. Han skriver: ”Israel er en stor flygtningelejr. Halvdelen af os kommer fra arabiske lande, men araberne opfatter os som en videreførsel af kolonialismen. Og vi israelere ser heller ikke araberne, især ikke palæstinenserne, som det, de er, ofre for århundreders undertrykkelse, kolonisering og ydmygelse.”

Men Oz ser håb forude. Han har nemlig et effektivt våben mod fanatisme: humor og indlevelse. Ifølge Oz er det således umuligt at være fanatiker, hvis man har humor, for hvis man kan le af sig selv, er man delvist immun overfor fanatisme. Og kombineret med en nysgerrighed og en evne til at indleve sig i andre mennesker, forestille os hinanden og forstå, at vi aldrig kan blive et med hinanden på alle punkter, så er vi delvist forsvarede mod det fanatiske gen, som ifølge Oz findes i os alle.

 

En fortælling om kærlighed og mørke

”Jeg måtte passe meget på ikke at tabe gryder og låg. Og jeg måtte ikke klappe i hænderne indendørs. Jeg lovede det og holdt mit løfte. Han kaldte mig en intelligent dreng, og en eller to gange kaldte han mig endog en ”“ung mand”.
“En fortælling om kærlighed og mørke”, s. 479.

”Sipur Al Ahava Ve-Hosheh” fra 2002 (”En fortælling om kærlighed og mørke”, 2005) er i alle henseender en stor roman: det er en fængslende fortælling om Oz’ egen familiehistorie, på en gang fabulerende, filosofisk og nærværende, og så er den murstenstung med sine 630 sider.

Som barn af østeuropæiske immigranter vokser Amos op som den første generation i Jerusalem i 1940’erne. Det er fortællingen om en barndom påvirket af forældrenes uendeligt komplicerede spil, hvor faderen taler for meget, og moderen er lige så tavs som det kolde og tavse bjerg, der er lejlighedens nabo.

25738403

Inde i moderen er der således et bjerg af ord, og inde i lejligheden er der også bjerge, nemlig bjerge af bøger. Forældrenes interesser smitter af på barnet. Som Oz skriver: ”Som barn ville jeg være bog, når jeg blev stor. Ikke forfatter, men bog. Mennesker kan slå ihjel som myrer. Det er heller ikke svært at slå forfattere ihjel. Men selv om man ødelægger en bog systematisk, er der en chance for, at et eksemplar kan blive reddet og kan leve videre på en hylde”. Som det fremgår af citatet er det ikke kun forældrenes litterære interesse, der påvirker drengen, også konflikterne i Israel spiller en stor rolle. Barndommen og voksenlivet flyder sammen, en fornemmelse, der forstærkes, da moderen bliver stadig mere depressiv og får brug for pleje.

Det er dog ikke kun drengens nære verden, romanen introducerer, det er også den excentriske jødiske storfamilie og alle vennerne og bekendtskaberne, der omgiver den.

Omdrejningspunktet og drivkraften i ”En fortælling om kærlighed og mørke” er moderens tragiske selvmord, da Amos var blot 12 år, og melankolien og mørket flyder som en underliggende strøm gennem fortællingen. Værket er både en personlig beretning om en familietragedie, en fortælling om barndommens ensomhed og forvirring, og om pubertetens frustrerende personlige opgør. Derudover er det en fortælling om jødernes liv i 1900-tallet, om fordrivelsen fra Europa og det brændende ønske om et tilhørssted i form af en jødisk stat. 

Tonen i romanen er umiddelbar, nærværende og personlig, og det gør fortællingen dybt bevægende og umulig at ryste af sig. 

Vers om livet og døden

"Rachel mærker, eller måske gætter hun sig bare til, skiftet mellem overmod og mismod. Hun begraver ansigtet i fordybningen ved hans skulder og siger med sin mest intime stemme: Sig til mig, at du virkelig er her."
“Vers om livet og døden”, s. 101.

”Haruzei Hahayim Vehamavet” fra 2007 (”Vers om livet og døden”, 2009) er en drillende lille roman om nysgerrighed og ensomhed. Romanen foregår over en aften og nat i Tel Aviv, hvor hovedpersonen, der er forfatter, skal fortælle om sin seneste roman i et forsamlingshus. Han er dog ikke ligefrem oplagt, og i stedet for at koncentrere sig om sit oplæg, sidder han og digter historier om de personer, han møder på sin vej. Han skaber således en lang række litterære karakterer, som befolker hans tanker og skiftes til at blive foldet stadig mere ud i fantasien. En af de personer, han særligt zoomer ind på, er Rachel, som til aftenens arrangement læser op fra sin roman.

27999360

Efter arrangementet henvender han sig til hende og gør – til sin egen overraskelse – kur til hende. Modstræbende lader hun sig forføre, og som læser lader man sig også forføre af denne forfatter, for man ved ikke, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed for ham.

En ting er dog sikkert, og det er, at manden er præget af en ensomhed, der er dyb og eksistentiel, og som han både holder i ave og plejer med alle sine fantasifostre af nogle karakterer.

”Vers om livet og døden” er en legende roman, hvor fortællerstemmen er springende og forførende, og man som læser ikke rigtig ved, om noget af det, der hænder, er andet end fostret af forfatterens fantasi. Det er også lige meget. For det er jo det, litteraturen handler om: forførende fortællinger. Og det er netop det tema, romanen tager under kærlig, komisk behandling: hvad litteratur er, og hvad den skal til for. Det gør den ved at lege godt og grundigt med fantasien og nysgerrigheden – så meget faktisk at den bliver drivkraften for hele værket. 

Scener fra en landsby

”Hun stod med armene ned langs siden uden hverken at gøre modstand eller deltage. Hendes tanker vandrede til det dødfødte barn, hun havde aborteret efter fem måneders graviditet.”
“Scener fra en landsby”, s. 203.

Det er karakteristisk for Amos Oz at udfolde intense dramatiske fortællinger i små, nære miljøer og med et underspillet melankolsk-humoristisk sprogbrug. Det er også tilfældet i novellesamlingen ”Tmunot Mihajei Hakfar” fra 2009 (”Scener fra en landsby”, 2011). Værket består af otte noveller, der alle foregår i en fiktiv, men nutidig lille søvnig landsby ved navn Tel Ilan i det nordlige Israel. Hovedpersonerne i novellesamlingen er alle indbyggere i landsbyen, og flere af dem går igen som bifigurer i de øvrige noveller. De passer hver især deres job som henholdsvis ejendomsmægler, borgmester, læge og så videre og lever på overfladen et helt almindeligt, stille liv. Men inden i er de opfyldt af længsel, af ensomhed og af melankoli, og dette er værkets hovedtemaer.

28765401

I novellen ”Slægtningene” står lægen Gili Steiner forgæves og venter på sin elskede nevø Gideon Gat ved busstoppestedet. Hun har lavet mad til ham, men da den sidste bus er kørt, går hun hjem og går i seng. Læserne får aldrig at vide, om der er sket noget med nevøen, eller om han kommer med bussen den følgende dag. Der sker ikke mere i novellen, men man får et indblik i den dybe ensomhed, der præger Gili Steiners liv. I novellen ”De fremmede” er den 17-årige teenagedreng Kobi Ezra dybt og ulykkeligt forelsket i den 30-årige bibliotekar Ada Dvash. Men hun har allerede en kæreste, som er dieseltankvognschauffør. Kobi giver dog ikke op så let og følger Ada hen til biblioteket, hvor han for en ganske kort bemærkning får taget sig mod til at røre ved hende. Men han får aldrig med ord erklæret sin kærlighed til hende. 

De realistiske skildringer får en absurd, surrealistisk drejning i flere af novellerne. Blandt andet i ”De gravende”, hvor den 86-årige, gnavne Pesah Kedem, hans datter Rachel og den arabiske lejer Adel hører underlige banke- og gravelyde under huset om natten. Pesah Kedem frygter, at husets fundament vil styrte sammen, og på skift undersøger de, hvor lydende kommer fra, men det bliver aldrig opklaret. Fælles for novellerne er nemlig, at de ikke har en endelig, forklarende afslutning - ligesom man aldrig kender livets afslutning, førend det er for sent. 

Mellem venner

”...en aldrende, ensom ungkarl havde det værre her, end han ville have det andre steder, fordi kibbutzen ikke tilbød nogen kur mod ensomhed. Faktisk benægtede selve kibbutzideen tanken om ensomhed.”
”Mellem venner”, s. 115.

Amos Oz’ novellesamling ”Beim Haverim” fra 2012 (”Mellem venner”, 2014) består af otte fortællinger om den fiktive kibbutz Yekhat i årene omkring 1960. Samlingen befolkes af en række skæbner, der skiftevis indtager en hoved- og birolle i novellerne. Da det er den samme ramme, kibbutzen, og de samme personer, der befolker hele værket, kommer samlingen til at trække på både romanens og novellesamlingens karakteristika.

En af disse skæbner er teenageren Moshe. Han er tilflytter og må i novellen ”Far” kæmpe med kibbutzen for at få lov at besøge sin syge far på hospitalet. Moshe er splittet mellem lysten til at være som de andre i kibbutz Yekhat og behovet for at blive accepteret, som han er. Han føler sig hverken rigtigt hjemme i kibbutzen eller hos den, symbolsk nok, syge far. Fortiden er betændt, som det også udtrykkes af Moshes lærer, der giver udtryk for, at man må droppe sit ophav og sætte sig fri for at blive integreret i kibbutzen og dermed blive sig selv.

50957810

I det hele taget er der mange ofre, der må gøres for at passe ind i kibbutzens hårde ideologiske grundlag. De fleste beboere beskrives da også som ensomme og rådvilde og i en evig konflikt mellem egne behov og det store fællesskabs ditto. Netop det er temaet for ”Mellem venner” – ensomheden, og divergensen mellem den oprindelige ideologi og menneskets egne behov. I titelnovellen ”Mellem venner” kommer temaet stærkt frem, og dobbelttydigheden i titlen understreges. For her har den ældre, markante marxist og historielærer David Dagan, kibbutzens stærkeste ideolog, erobret den 30 år yngre Edna. Ednas far er ven med David og meget lidt begejstret for dette forhold. Selvom kibbutzen ideologisk set går ind for fri kærlighed, vil han gerne forklare David, at det er forkert at forføre en så ung pige. I novellen understreges den dobbelte betydning af titlen, da ”noget” - i dette tilfælde ideologien - kan komme mellem venner, men samtidig kan være noget, der binder venner sammen. 

 

Judas

”Næsten alle mennesker går gennem livet, fra fødsel til død, med lukkede øjne. Også du og jeg, kære Shmuel. Med lukkede øjne. Hvis vi bare et øjeblik åbner øjnene, vil vi straks sætte i et stort og forfærdeligt skrig.”

”Judas”, s. 202.

Hovedpersonen i Amos Oz’ roman ”Habesorah al pi Yehuda” fra 2014 (”Judas”, 2017) er den unge historiestuderende Shmuel, som pludselig får tæppet hevet væk under sig: Kæresten forlader ham og gifter sig med sin (kedelige) ekskæreste, Foreningen til Socialistisk Fornyelse, hvor Shmuel er engageret medlem, opløses, og forældrene mister deres opsparing og kan derfor ikke længere finansiere Shmuels studier. Da Shmuel i forvejen er kørt fast i sit speciale om Jesus set med jødiske øjne, dropper han studierne og søger arbejde som en form for selskabsherre hos den ældre, handicappede mand Gershom Wald og dennes svigerdatter Atalja.

Shmuel opholder sig tre vintermåneder i 1959 i huset sammen med Atalja og Wald og afdækker undervejs Ataljas historie, alt imens han prøver sine teser om Jesus og Judas af på den gamle Wald. Begge dele giver et interessant indblik i jødisk historie og grundkonflikten mellem såvel jødedom og islam som jødedom og kristendom.

53523064

En central tematik i romanen er fanatisme eksemplificeret igennem såvel mændene i Ataljas liv som Judas. Atalja er enke, da hendes mand – Walds eneste søn – døde i Uafhængighedskrigen 1948-49. Hendes far sad i ledelsen af Jewish Agency, men blev smidt ud af Ben-Gurion, da han talte imod en selvstændig jødisk stat og i stedet opfordrede til et fælles arabisk-jødisk område uden grænser. Resten af sine dage levede han i bitter ensomhed.

Judas er ifølge Shmuel ikke nogen forræder, men derimod ophavsmand til Kristendommen. Han troede fuldt og fast på, at Jesus var guddommelig og ville kunne træde ned fra korset, og han mistede først sin tro, da Jesus døde med ordene ”Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig.” Da begik Judas selvmord i afmagt.

Romanen synes at stille spørgsmålet, om der virkelig er noget, der er så vigtigt, at vi må bekrige hinanden og gå i døden for det – det være sig landegrænser, tro eller politik?

Afmagt, fortvivlelse og ensomhed er ligeledes centrale tematikker, og alle romankaraktererne er præget af disse følelser, for alle har de mistet selve meningen med livet. Shmuel er dog en form for lysglimt i historien, for nok er han afmægtig og ensom, men da romanen slutter, er han på en måde renset for alle sine idealer og tilknytninger. Han er rejst fra Atalja og Wald til en ny by uden anden last end en fuld køjesæk og en smule gåpåmod. Dagen går på hæld, ”og der stod han og undrede sig.”

Genrer og tematikker

Amos Oz har beskæftiget sig med de fleste litterære genrer, bortset fra lyrikken. Han har skrevet romaner, noveller, essays, artikler, og en enkelt børnebog er det også blevet til. Om skiftet mellem genrerne udtalte Oz: ”På mit skrivebord ligger der to fyldepenne. Jeg bruger den ene, når jeg skriver artikler eller politiske essays og den anden, når jeg skriver romaner. Jeg blander aldrig tingene sammen. Når jeg råder regeringen til at gå ad helvede til, fortæller jeg aldrig historier. Jeg ved, de læser, hvad jeg skriver, men de retter sig ikke efter det.” (Hanne Foighel: Amos Oz: Den nysgerrige er et bedre menneske. Politiken, 2009-11-18).

Selvom Oz undlod at blande tingene sammen, når han skrev politiske artikler eller essays, er hans romaner fulde af historie og dermed indirekte af politik. Ikke i den forstand, at hans romaner er politiske manifester, men sådan at forstå, at de tager konkret afsæt i en politisk og historisk fortid og nutid. Igennem Oz’ forfatterskab kan man simpelthen blive klogere på Israels historie, fordi historien væver sig ind i fortællingerne og sammenfletter sig med karakterernes liv.

Oz har selv udtalt, at temaet i hans forfatterskab i et ord er ”familier” – i to ord ”ulykkelige familier”. Mange af hans karakterer er da også ramt på psyken i forskellig grad, og Oz besad en særlig fintfølende evne til at skildre de indre dramaer og relationernes betydning for mennesket. Som i ”Min Michael”, hvor ægteskabet mellem Hannah og Michael fremskrives på godt, og ikke mindst ondt. Eller som i ”En panter i kælderen”, hvor den unge hovedpersons møde med en britisk soldat tvinger ham til at fundere nærmere over, hvem han er, hvad kultur betyder, og hvad en ven og fjende er.

Et andet centralt tema er tab. Alle værkerne handler om at miste – familien, drømmene, hjemmet, landet, forstanden, sig selv. Tab er en uomgængelig del af menneskers liv, og Oz er fantastisk til at udtrykke, hvordan tab bliver determinerende for menneskenes skæbner. Der er ingen svar at hente hos Oz, ingen forklaringer på hverken de menneskelige eller historiske ulykker, men der er alligevel indsigt og udsigt til overflod.

Beslægtede forfatterskaber

Blandt samtidens israelske forfattere var Amos Oz den bedst kendte og mest anerkendte i vesten. Hans venstreorienterede blik på israel-palæstinakonflikten deler han med andre store samtidige jødiske forfattere som Aharon Appelfeld, A. B. Yehoshua og David Grossman. Alle fire støtter de oprettelsen af en palæstinensisk stat. Det, der hovedsageligt adskiller de fires litterære fokus, er, at Appelfeld fokuserede på sine erindringer omkring den florerende antisemitisme i Europa og jødeudryddelsen; Yehoshuas på sine kontakter med ikke-europæiske jøder fra Nordafrika og de arabiske lande; Grossmans fokus er på sympatien med palæstinenserne, mens Oz primært fokuserede på politisk aktivisme.

En stor inspirator for Oz var den israelske forfatter og nobelprismodtager Shmuel Josef Agnon. Amos skriver i ”En fortælling om kærlighed og mørke”, at han i mange år forsøgte at skabe afstand til Agnons indflydelse i sin litteratur, men at uanset anstrengelserne, så kunne han ikke frigøre sig fra det, han havde lært af Agnon. Oz skrev: ”Hvad er det egentlig, jeg har lært af ham? Måske det her. At kaste mere end én skygge. Ikke at pille rosiner ud af kager. At tøjle og hvæsse smerten. Og en ting til, som min bedstemor plejede at sige på en skarpere måde, end jeg har fundet det udtrykt hos Agnon: ”Hvis du ikke har flere tårer tilbage, så lad være med at græde. Grin.”” (s. 105).

Man kan finde analogier til Oz’ forfatterskab hos Jonathan Safran Foer, som er en ung jødisk-amerikansk forfatter. De ikke-steder, som opstår i ægteskabet i ”At kende en kvinde”, er at genfinde i Foers ”Ekstremt højt og utrolig tæt på”, hvor bedsteforældrenes hjem bliver befolket af intet-steder. Begge forfattere besidder desuden en stor sensibilitet såvel over for deres karakterer som over for sproget. Som om de lader ordene blive i munden lidt længere end de fleste og vender dem rundt en ekstra gang for ordentligt at smage på dem, inden de serverer dem for læserne på et overdådigt bord af ord.

Bibliografi

Romaner

Oz, Amos:
Makom Aher. 1966.
Oz, Amos:
Ad Mavet. 1971.
Oz, Amos:
Lega`at Ba-Mayim Laga`at Ba-Ruah. 1973.
Oz, Amos:
Har Ha-Etzah Ha-Ra`ah. 1976.
Oz, Amos:
Soumchi. 1978.
Oz, Amos:
Menuhah Nechonah. 1982.
Oz, Amos:
Den sorte kasse. Samleren, 1990. (Kufsah Shorah, 1987).
Oz, Amos:
At kende en kvinde. Samleren, 1991. (Lada`at Ishah, 1989).
Oz, Amos:
Shtikat Ha-Shamayim. 1993.
Oz, Amos:
Den tredje tilstand. Samleren, 1994. (Ha-Matzav Ha-Shlishi, 1991).
Oz, Amos:
Al Tagidi Layla. 1994.
Oz, Amos:
Oto Ha-Yam. 1999.
Oz, Amos:
En panter i kælderen. Gyldendal, 2005. (Panter Ba-Martef, 1995).
Oz, Amos:
En fortælling om kærlighed og mørke. Gyldendal, 2006. (Sipur Al Ahava Ve-Hosheh, 2002).
Oz, Amos:
Min Michael. Gyldendal, 2007. (Michael Sheli. 1968).
Oz, Amos:
Vers om livet og døden. Gyldendal, 2009. (Haruzei Hahayim Vehamavet. 2007).
Oz, Amos:
Scener fra en landsby. Gyldendal, 2011.
Oz, Amos: Judas. Gyldendal, 2017. (Habesorah al pi Yehuda, 2014). Oversætter: Hanne Friis.

Noveller

Oz, Amos:
Artzot Ha-Tan. 1965.
Oz, Amos:
Mellem venner. Gyldendal, 2014. (Between friends, 2013). Oversat af Hanne Friis.

Børnebog

Oz, Amos:
Pitom Be-Omek Ha-Yaar. 2005.

Essays

Oz, Amos:
Anashim Aherim. 1974.
Oz, Amos:
Ba-Or Ha-Tchelet Ha-Azah. 1979.
Oz, Amos:
Po Ve-Sham Be-Eretz Israel. 1983.
Oz, Amos:
Mi-Mordot Lebanon. 1987.

Ikke-fiktion

Oz, Amos:
Hafradat Tzva`im. 1989.
Oz, Amos:
Kol Ha-Tikvot. 1998.
Oz, Amos:
Beetzem Esh Kan Shtei Milchamot. 2002.
Oz, Amos:
Mathilim Sipur. 1996.
Oz, Amos:
”En landsby ved foden af en vulkan” i: Med andre øjne. Om forholdet mellem Mellemøsten og Vesten. Gyldendal, 2007.

Om forfatterskabet

Schmidt, Malin:
Den kurerede fanatiker. Information, 2007-10-04.
Remnick, David:
The Spirit Level. Amos Oz writes the story of Israel. The New Yorker. 2004-11-01.
Blüdnikow, Bent:
»Tror vi, alle arabere er fanatikere, begår vi en forfærdelig uretfærdighed«. Berlingske Tidende, 2006-08-28.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Amoz Oz

Kilder citeret i portrættet

Foighel, Hanne: Amoz Oz: Den nysgerrige er et bedre menneske.
Politiken, 2009-11-18.