Loe, Erlend
Foto: Frederik Arrf

Erlend Loe

cand.mag. Andreas Tonnesen, 2014. Blå bog og bibliografi opdateret januar 2024.
Top image group
Loe, Erlend
Foto: Frederik Arrf

Den norske forfatter Erlend Loe tog mange læsere med storm med romanen “Naiv. Super”, der udkom i 1996. Dens forunderlige blanding af eksistentiel angst, filosofiske og kosmologiske overvejelser og den barnlige, naivistiske forundring og legende omgang med hverdagens små tildragelser udtrykker en original stemme i nyere norsk litteratur. 

Den nye tone, som Erlend Loe slog an allerede med sin debut i 1993, har han siden fulgt. I alle Loes romaner blandes – som regel med stor humor – leden ved og angsten for livets meningsløshed med en art hverdagsabsurdisme og lavkomik. Resultatet er en underholdende og vildt fabulerende stil, hvor kritikken af samfundets selvtilstrækkelighed og materialistiske besættelse ligger som en konstant undertone.

 

137693453

Blå bog

Født: 24. maj 1969 i Trondheim, Norge.

Uddannelse: Magistergrad med etnologi som hovedfag og film- og litteraturvidenskab som sidefag. Uddannet fra Den Danske Filmskole i København som manuskriptforfatter.

Debut: Tatt av kvinnen. Cappelen, 1993.

Litteraturpriser: Det norske Kulturdepartements børnebogspris, 1996. Cappelenprisen, 1997. Den norske Boghandlerpris, 1999. Trondheims kommunes kulturpris, 2002. Prix Européen des Jeunes Lecteurs, 2006. Tam-Tam prisen, 2006.

Seneste udgivelse: Loe, Erlend og Herman Flesvig: Herman : Historier fra en anderledes barndom. Gyldendal, 2024. (Herman : historier fra en udiagnostisert barndom, 2022). Oversat af Nanna Gyldenkærne.

Inspiration: Knut Hamsun.

 

 

 

Artikel type
voksne

Baggrund

“Min kone ser undrende på mig. Det er noget, vi er nødt til at gøre, siger jeg. Det er vigtigt. Kan du være mere præcis? siger min kone. Nej, siger jeg. Jeg kan være mindre præcis. Men ikke mere.”
“Doppler”, s. 172-173.

Erlend Loe er født og opvokset i Trondheim. Trods en debut i en alder af 24 år ligger der forud for forfatterskabet både en universitetsuddannelse i Norge og en uddannelse som manuskriptforfatter i København. Erlend Loe ville egentlig være skuespiller og var med i teatergruppen Stella Polaris, men fandt hurtigt ud af, at dette ikke var ham, og skiftede teatret ud med universitetet. Loe har desuden været politisk aktiv, han har arbejdet på et psykiatrisk sygehus og været anmelder. Alle disse forskellige områder genspejler sig i hans skønlitterære værker. Selvom Erlend Loes egen karriere forekommer at have fulgt en meget gunstig kurve i et lynende tempo, er det ofte kompetencen og hverdagen med dens udstukne normer og forventninger, der bliver kritisk parodieret i værkerne. Loe forklarer således om denne kompetence og sin egen opvækst: “Jeg tror, at mange ville have godt af at være mindre kompetente. Selv var jeg vældig dygtig og pligtopfyldende i skolen. Men da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg at tænke over, at det måske ikke er det bedste, man kan være. Det kan blive en irriterende måde at leve på, både for én selv og ens omgivelser”. (Katrine Læsøe Engberg: “Kompetente mennesker er irriterende”. Kristeligt Dagblad, 2005-11-19).

Erlend Loes første bog, “Tatt av kvinnen” fra 1993, blev mødt med god kritik i den norske presse. Hans popularitet nåede nye højder i 1996, da “Naiv.Super” udkom. Efter debuten skrev han sammen med Kim Hiorthøy fire billedbøger, der fik Kulturdepartementets Billedbogpris i 1996 og Cappelenprisen i 1997. Loe bor og arbejder i dag i Oslo, hvor han i efteråret 1998 startede Screenwriters Oslo, som er et kontorfællesskab for manuskriptforfattere. Ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder Loe som manuskriptkonsulent i Norsk Filmfond.

Kvinden flytter ind

“Det var dengang, hun begyndte at komme oftere. Om aftenen, lige før jeg skulle i seng. Hun satte sig ned og talte. Altid om hvor meget hun holdt af stilhed, om hvor godt det er bare at være sig selv. Talte og talte og blev aldrig færdig.”
“Kvinden flytter ind”, side 7.

Det er med en forunderlig og morsom parforholdsskildring, at Erlend Loe gjorde sin debut i 1993. Romanen “Tatt av kvinden” (“Kvinden flytter ind, 2007”) tager sin begyndelse, da historiens hovedperson og jeg-fortæller ligesom ud af det blå oftere og oftere får besøg af kvinden, Marianne. Mens han sidder og kæmper med at holde sig vågen, taler kvinden, og inden længe flytter hun også ind i hans lejlighed, og parlivets uudgrundelig tosomhed kan begynde. Historien er bygget op af 300 små optegnelser, der kan minde lidt om dagbogsnotater. De mange optegnelser falder i tre overordnede afsnit. I det første erfarer vi, hvordan kvinden flytter ind, og hverdagen som par langsomt går i gang. Hovedpersonen passer sit arbejde (det eneste vi får at vide om dette job er, at han tager sig af det forefaldende arbejde) og begynder desuden jævnligt at besøge den lokale svømmehal. På trods af, at jeg-fortælleren som et udslag af dårlig kommunikation rager uklar med Mariannes far – den svære kommunikation er i høj grad et gennemgående tema i romanen – og derfor også i en periode rager uklar med Marianne, så går tingene videre. Og mens tingene i det store hele går deres gang, går jeg-fortælleren i det stille og overvejer, om hvordan forelskelsens væsen ser ud, og om det mon er det, han oplever.

26717159

Da jeg-fortælleren bliver fyret i romanens anden del, tager parret ud at rejse, og ikke ulig karakteren af deres parforhold synes den overordnende destination og plan for rejsen meget vag, for ikke at sige helt tilfældig. I Paris bliver parret uvenner og vælger at fortsætte hver deres vej. I tredje del af romanen er de to igen tilbage i lejligheden som et par. Da Marianne bliver færdiguddannet som lærer, får hun job på en ø ”i periferien”, og parforholdet står på ny over for en udfordring. Efter måneder med weekendbesøg går forholdet i stykker, da jeg-fortælleren besøger Marianne, der har indledt et forhold til Tor, der studerer de ørne, som yngler på øen. I slutningen af fortællingen tropper Marianne dog op ved jeg-fortællerens dørtrin: Hun er gravid med ornitologen Tor, men hun er igen klar til at flytte ind og fortsætte dette for jeg-fortælleren så uudgrundelige parliv. 

Loes debutroman stadfæster på mange måder det motto, der i folkemunde lyder, at “mænd er fra Mars og kvinder fra Venus”, og den glimrer ved sine humoristiske og veloplagte beskrivelser af den uoverskuelige afstand, der hersker mellem romanens ubeslutsomme og vattede hovedperson og kvinden Marianne.