Erlend Loe

Erlend Loe er født og opvokset i Trondheim. Trods en debut i en alder af 24 år ligger der forud for forfatterskabet både en universitetsuddannelse i Norge og en uddannelse som manuskriptforfatter i København. Erlend Loe ville egentlig være skuespiller og var med i teatergruppen Stella Polaris, men fandt hurtigt ud af, at dette ikke var ham, og skiftede teatret ud med universitetet. Loe har desuden været politisk aktiv, han har arbejdet på et psykiatrisk sygehus og været anmelder. Alle disse forskellige områder genspejler sig i hans skønlitterære værker. Selvom Erlend Loes egen karriere forekommer at have fulgt en meget gunstig kurve i et lynende tempo, er det ofte kompetencen og hverdagen med dens udstukne normer og forventninger, der bliver kritisk parodieret i værkerne. Loe forklarer således om denne kompetence og sin egen opvækst: “Jeg tror, at mange ville have godt af at være mindre kompetente. Selv var jeg vældig dygtig og pligtopfyldende i skolen. Men da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg at tænke over, at det måske ikke er det bedste, man kan være. Det kan blive en irriterende måde at leve på, både for én selv og ens omgivelser”. (Katrine Læsøe Engberg: “Kompetente mennesker er irriterende”. Kristeligt Dagblad, 2005-11-19).

Erlend Loes første bog, “Tatt av kvinnen” fra 1993, blev mødt med god kritik i den norske presse. Hans popularitet nåede nye højder i 1996, da “Naiv.Super” udkom. Efter debuten skrev han sammen med Kim Hiorthøy fire billedbøger, der fik Kulturdepartementets Billedbogpris i 1996 og Cappelenprisen i 1997. Loe bor og arbejder i dag i Oslo, hvor han i efteråret 1998 startede Screenwriters Oslo, som er et kontorfællesskab for manuskriptforfattere. Ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder Loe som manuskriptkonsulent i Norsk Filmfond.

Det er med en forunderlig og morsom parforholdsskildring, at Erlend Loe gjorde sin debut i 1993. Romanen “Tatt av kvinden” (“Kvinden flytter ind, 2007”) tager sin begyndelse, da historiens hovedperson og jeg-fortæller ligesom ud af det blå oftere og oftere får besøg af kvinden, Marianne. Mens han sidder og kæmper med at holde sig vågen, taler kvinden, og inden længe flytter hun også ind i hans lejlighed, og parlivets uudgrundelig tosomhed kan begynde. Historien er bygget op af 300 små optegnelser, der kan minde lidt om dagbogsnotater. De mange optegnelser falder i tre overordnede afsnit. I det første erfarer vi, hvordan kvinden flytter ind, og hverdagen som par langsomt går i gang. Hovedpersonen passer sit arbejde (det eneste vi får at vide om dette job er, at han tager sig af det forefaldende arbejde) og begynder desuden jævnligt at besøge den lokale svømmehal. På trods af, at jeg-fortælleren som et udslag af dårlig kommunikation rager uklar med Mariannes far – den svære kommunikation er i høj grad et gennemgående tema i romanen – og derfor også i en periode rager uklar med Marianne, så går tingene videre. Og mens tingene i det store hele går deres gang, går jeg-fortælleren i det stille og overvejer, om hvordan forelskelsens væsen ser ud, og om det mon er det, han oplever.

26717159

Da jeg-fortælleren bliver fyret i romanens anden del, tager parret ud at rejse, og ikke ulig karakteren af deres parforhold synes den overordnende destination og plan for rejsen meget vag, for ikke at sige helt tilfældig. I Paris bliver parret uvenner og vælger at fortsætte hver deres vej. I tredje del af romanen er de to igen tilbage i lejligheden som et par. Da Marianne bliver færdiguddannet som lærer, får hun job på en ø ”i periferien”, og parforholdet står på ny over for en udfordring. Efter måneder med weekendbesøg går forholdet i stykker, da jeg-fortælleren besøger Marianne, der har indledt et forhold til Tor, der studerer de ørne, som yngler på øen. I slutningen af fortællingen tropper Marianne dog op ved jeg-fortællerens dørtrin: Hun er gravid med ornitologen Tor, men hun er igen klar til at flytte ind og fortsætte dette for jeg-fortælleren så uudgrundelige parliv. 

Loes debutroman stadfæster på mange måder det motto, der i folkemunde lyder, at “mænd er fra Mars og kvinder fra Venus”, og den glimrer ved sine humoristiske og veloplagte beskrivelser af den uoverskuelige afstand, der hersker mellem romanens ubeslutsomme og vattede hovedperson og kvinden Marianne.

I gennembrudsromanen “Naiv.Super” fra 1996 (NAIV. SUPER, 1999), følger vi en 25-årig ung mand, der midt under en kroketkamp med sin bror ramler ind i en personlig krise. “Alt virkede så meningsløst. Lige pludselig. Mit eget liv, andres liv, dyr og planters liv, hele verden”, konstaterer den unge jeg-fortæller. Næste dag stopper han sine studier, afmelder telefon og avis, opsiger sit værelse og sit sporadiske job som skribent på en avis og flytter ind hos broderen, der er taget ud og rejse og har tilbudt ham at bo i lejligheden. Herfra opruller romanen den unge hovedpersons vej tilbage til sig selv og til en følelse af den sammenhæng, som ved romanens start er faldet fra hinanden. Det er på mange måder en regressiv vej, der optegnes.

26794609

Den unge hovedperson finder tryghed og en art trøst i den barnlige leg med en bold og i det hamrebræt fra Brio, som han på terapeutisk vis begynder at tampe på, når angsten kommer ham for nær. Romanens jeg-fortæller stifter venskab med Børre – en dreng fra boligkvarterets gård. Og som læsere følger vi ham i hans gryende forhold til pigen Lise og vi ender slutteligt i New York, hvor han er blevet inviteret over af broderen. Denne mærkværdige og omvendte dannelsesrejse ind i barndommens og naivitetens verden, som romanen udfolder, er akkompagneret af hovedpersonens såvel angstprægede og nysgerrige læsning af naturvidenskabelige teorier om tiden og universets indretning.

Romanen blander således den barnlige forundring over og hedonistiske leg med hverdagens konkrete genstande med eksistentielle og lommefilosofiske overvejelser over livets forgængelighed og menneskets ubetydelig rolle i universet. Ud af denne blanding af absurdisme og naivisme opstår der en lunefuld og humoristisk tone, der på ironisk vis balancerer mellem det oprigtige og det klichéfyldte og som danner en rød tråd igennem hele Loes forfatterskab.

I 1999 udgav Erlend Loe romanen “L” (på dansk i 2008), som med sine omkring 500 sider er en omfangsrig men let og legende naivistisk fortælling, som er så typisk for alle forfatterens bøger.

Den 29-årige jeg-fortæller, forfatterens navnebror, går ved romanens begyndelse med et uforløst ønske om at udrette noget stort i denne verden. Som en del af den generation, der betegnes som “vi, som ikke byggede Norge” – med andre ord alle os, der er vokset op efter de store helte og de store fortællingers tid – kan netop ønsket om heltemodige eventyr og en endnu uopdaget verden virke meget tillokkende. Den syv kvadratmeter store skillevæg, det eneste fortællingens hovedperson mindes at have været ophavsmand til, er ligesom ikke nok. Han stiler højere, og ønsket er intet mindre end for alvor at sætte Norge på verdenskortet og samtidig at bringe menneskeheden et skridt videre. Med inspiration fra læsningen af den berømte norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahls bøger kommer Erlend Loe – eller Erlend (Marco Po) Loe som han ønskede at hedde, da han var yngre – på en teori, der måske kan bringe både Norge den internationale berømmelse, det mangler, og ham selv på eventyr som vaskeægte opdagelsesrejsende og videnskabsmand.

27247423

Den spektakulære teori lyder: De folk, der i dag beboer de polynesiske øer, kom ikke i tidernes morgen over Stillehavet fra Sydamerika med primitive fartøjer, som Heyerdahl med sine ekspeditioner søgte at bevise det. De kom derimod på skøjter, da havet var frosset til is under en fjern istid. Den største del af romanen bliver herefter en fantasifuld og underfundig logbog over den rejse, som Loes teori faktisk giver anledning til. Vi hører om ekspeditionslederen Loe og hans seks kammerater, der eftersøger de skøjter, der må ligge et sted på havets bund ud for Stillehavsøerne. Vi får beskrevet, hvordan de “leger” forskere, hvordan de prøver kræfter med et liv i tæt kontakt med naturen, og hvordan de blandt andet laver et socialt eksperiment, for at afprøve forskellige politiske styreformer, såsom demokrati, oligarki og enevælde (både det absolutte og det oplyste af slagsen).

Erlend Loes ekspeditionsroman er en lystig blanding af fiktion og fakta, og denne blanding danner også klangbund for fortællingens fortsatte leg med forskerarbejde og videnskabelige landvindinger. Blandt de videnskabelige projekter støder man foruden den centrale om stillehavsskøjteriet bl.a. på en kompliceret udarbejdelse af pigernes periodiske system (der sammen med en række fotos af de syv ekspeditionsdeltagere findes optrykt i midten af bogen).

Undervejs i denne morsomme bog tilbyder Loe med sit helt særlige naivistiske sprog- og tankeunivers nogle fine beskrivelser af den uro og utilstrækkelighed, som ekspeditionens unge mænds hverdag rummer.

Den naivistiske og lunefulde humoristiske tone og den fortsatte kredsen om menneskets meningsløshed, som man finder i “Naiv.Super”, bliver skærpet i Erlend Loes roman “Fakta om Finland” fra 2001 (“Fakta om Finland”, 2002). Her er den stemme, der bærer fortællingen, blevet mere neurotisk rablende og hektisk. Vi følger en brochureforfatter, der er blevet engageret af den finske ambassade til at udforme en brochure om Finland – et land han mildest talt ikke har den store viden om. Hvad man som læser derimod får indblik i, er den neurotiske angst for vand, som jeg-fortælleren lider under. For vand er forandring, og det er netop, hvad han frygter. Ikke desto mindre er det netop, hvad protagonisten møder i løbet af romanen. På kontoret, hvor han skal afhente sin bil, der for tredje år i træk er blevet slæbt væk af kommunen, møder han en kvinde, der igangsætter denne forandring og forstyrrer ham i det job, han er sat til at varetage, ja, i hans neurotiske forsøg på at fastholde sin identitet i en fast og uforanderlig tilstand.

24402169

Mens projektet med at fremstille fakta om Finland, så de bliver appetitlige og indbyder nordmænd til at gøre Finland til deres næste rejsemål, bliver mere og mere grotesk for til sidst at gå op i flammer, bliver hovedpersonen midt i al kaosset også mere levende og tager ansvar for kvindens yngre bror, der gennemlever en ungdommelig identitetskrise. 

Romanens fortælling bæres frem i et hæsblæsende tempo. Romanen er praktisk talt uden afsnit, og sproget er tætvævet og kværner neurotisk derudad fyldt med vilde associationer og vanvittige og morsomme digressioner.

I Erlend Loes roman “Doppler” fra 2004 igangsættes handlingen – som i “Naiv.Super” – med, at hovedpersonen foretager en radikal eksistentiel kursændring. Andreas Doppler har efter et styrt på cykel forladt kone og børn og er flyttet ud i et telt i skoven, hvor han bor sammen med en elgkalv, som han har givet navnet Bongo. Han har vendt ryggen til det konventionelle, borgerlige liv og al dets meningstomme støj og er flygtet ud i naturen for at få styr på den lede, han føler over for dette livs tomgang, og på den ængstelse, der med faderens nylige død presser sig på. Ligesom de tidligere romaner iscenesættes Dopplers udbryderforsøg i en grotesk og lattervækkende optik fuld af lavkomiske idiosynkrasier og satiriske gennemspilninger af hverdagslivets tåbeligheder.

25775481

Inspireret af en ældre herre ved navn Düsseldorf, der er i gang med at gengive sin faders død i Ardennerslaget i et stort modelbyggeri, går Doppler i gang med at opføre en totempæl til ære for sin egen afdøde fader. Romanen slutter med, at Doppler i følgeskab med sin søn Gregus og elgen Bongo drager af sted videre ud i skoven efter at have taget afsked med sin kone, der lige har født ham en ny søn. Den åbne afslutning lægger med ordene “to be continued (inshallah)” på karakteristisk Loesk facon op til en efterfølger.

Under al den groteske komik, som hovedpersonens regressive flugt fra hverdagens kvælende konventioner fører med sig, gemmer der sig en spiddende kritik af samtidens velfærdssamfund. I et interview i Jyllands-Posten beskriver Loe denne kritik således: “Jeg må bare have lagt mærke til, at vi har et højt tempo i den vestlige verden, og at samfundet er fattigt på social og menneskelig kontakt. Det er små enheder i dag; Mit hus, min båd, min bil. Selvtilstrækkelighed præger samfundet.(…)Nu er alle kommet op på et højt tryghedsniveau, og så handler alt kun om materielle goder.” (Michael Enggaard: “Flugten til skoven”. Jyllands-Posten, 2005-07-05).

“Volvo Lastvagnar” fra 2005 (“Volvo Lastvagnar”, 2006) er en art selvstændig fortsættelse af “Doppler”. Andreas Doppler har i følgeskab med elgen Bongo og sønnen Gregus krydset grænsen til Sverige, hvor han møder enken Maj Britt og den gamle særling Von Borring. Begge er over halvfems, og udover at være naboer har de et barndomsvenskab tilfælles, der dog i årenes løb har forvandlet sig til et bittert hadforhold. Disse nye figurer rummer overraskende momenter: Von Borring er godsejer. Han har viet sin ensomme tilværelse til spejderlivets stramme disciplin og er passioneret fugleelsker, men han gemmer også på en fortrængt homoseksualitet. Maj Britt er derimod efter sin mands død sprunget ud som hashrygende og reggaelyttende oprører. Undervejs i fortællingen tilbringer Doppler på skift en tid med at ryge sig skæv og danse rundt hos Maj Britt og med benhård spejdertræning hos Von Borring.

26287251

Som i mange af Erlend Loes romaner er det ikke det egentlige handlingsforløb og plottet, der bærer fortællingen. Det er i langt højere grad det konstante spil med selve fremstillingen. Til forskel fra de tidligere romaner er der i “Volvo Lastvagnar” skruet helt op for den metafiktive leg, og romanen vrimler med finurlige og skæve kommentarer og fodnoter, hvor fortæller-jeget, eller som Loe konstant udtrykker det “jeg (som skriver dette)”, stiger ud af fiktionen og bedømmer romanens handling og personer. Den forudgående roman og dens salgsmæssige skæbne kommenteres sågar: “Han satte et telt op og blev ven med en elgkalv, og vi fulgte så disse to gennem forskellige små og store (for det meste små) tildragelser. Bogen blev i Norge udgivet af forlaget Cappelen i efteråret 2004, og den blev også lanceret i bokkluben Nye Bøker og i Cappelens Bokklub.” (side 89-90).

I 2006 udgav Erlend Loe sammen med Petter Amundsen bogen ”Organisten” (”Ekspedition Shakespeare”, 2010). Her har Loe skiftet rollen som forfatter til fiktion ud med rollen som kritisk og nysgerrig udspørger. Men selvom bogen ikke er fiktion, synes indholdet dog stadig at kunne overgå ens vildeste fantasi. Bogen er en samtalebog, hvor den norske organist Petter Amundsen fortæller om sit arbejde med at kortlægge et omfattende net af kryptisk kodesprog i Shakespeares værker. Ved at afkode talkoder, anagrammer, akrostikoner (det at det første eller sidste bogstav i hver linje vertikalt rummer en ”skjult” betydning) og palindromer (ord der staves ens forfra og bagfra), og ved at tyde tilsyneladende skjulte geometriske figurer i førstefolien af Shakespeares værker puster Amundsen liv i teorierne om, at filosoffen Francis Bacon er den egentlige ophavsmand til det verdensberømte værk.

28398603

Amundsens dekryptering af de mange spidsfindige koder peger også i retning af hemmelige ordner som frimurer og rosenkreuztere og udgør en slags skattekort for ikke ”bare” det oprindelige Shakespeare-manuskript, men sågar Pagtens ark. Man skal som læser holde tungen lige i munden i forsøget på at følge den norske organists tour de force gennem det mystiske univers af koder og hemmelige sammenhænge. Den skeptiske, men også bjergtagede Erlend Loe, lytter og stiller kritiske spørgsmål undervejs, og det er ikke til at finde ud af, hvor grænsen mellem ubetvivlelig fakta og konspiratorisk spekulation egentlig går. Men en ting synes sikker, hvis der er hold i Amundsens teorier: så skal historien om verdens måske mest berømte forfatterskab skrives på ny.

Romanen “Muleum” er fra 2007 (“Muleum”, 2008) og handler om den 19-årige Julie, der har mistet lysten til livet efter at hendes forældre og bror er omkommet i en flyulykke. Romanen er bygget op som den unge piges dagbog – en form som er ført helt ud i bogens layout, der ligner en lille kinabog til sådanne hemmelige optegnelser. Efter et mislykket selvmordsforsøg under opførelsen af et skoledrama tager den unge pige ud på en længere rejse rundt i verden. Da det stadig er pigens brændende ønske at slutte sit eget liv, men det efter det mislykkede selvmordsforsøg forekommer hende nærmest umuligt at finde en passende måde at gøre det på, bliver rejsens destinationer i høj grad bestemt ud fra deres grad af fare.

27415903

Således ender Julie blandt andet i Rumænien, hvor der er udbrudt fugleinfluenza, og hvor hun tager ud til en landsby og forcerer diverse afspærringer for at komme i nærkontakt med de syge fjerkræ. Da det ønskede resultat udebliver, bliver Den Demokratiske Republik Congo med dets voldsomme borgerkrig en ny eftertragtet destination. Men undervejs har Julie også været i Bruxelles, i Bangkok og i Seoul, hvor hun er blevet gravid efter en affære med Ahn Hyun-Soon, der er otte gange verdensmester i kortbaneskøjteløb. Julies rejse ender med endnu et selvmordsforsøg. Denne gang er det hendes intention at styrte ned med en lille flyver i Sahara. Men den unge pige mister ikke livet, og i stedet ender romanen efter den både dødsmærkede og morsomme rejse i en slags happy ending. Julie giver nemlig liv til en ny lille pige, slår sig ned med den polske håndværker Krzysztof, som under hele fortællingen har istandsat det efterladte hus i Oslo. Bogens spøjse titel “Muleum” har at gøre med Julies barndom og med det familieliv, som hun så smerteligt er blevet frarøvet. For “muleum” var den fejlagtige måde Julie forsøgte at sige museum, da hun var barn. Men i stedet for at korrigere den lille pige blev betegnelsen familiens lille hemmelighed. Titlen bliver derfor ved romanens slutning et billede på den særlige, familiære arv, Julie mistede, og som hun i starten ikke kunne forvalte. Det bliver en positiv og vigtig ting, som den unge mor ønsker at give videre til sin lille nyfødte pige.

Loes bog tager fat på den unge piges sorg og selvmordsønske på en kontant og direkte facon. Og som forfatter er han er ikke bange for blande dette emnes alvor med alverdens groteske og morsomme tankespind og tildragelser.

Erlend Loes roman fra 2009 bærer titlen “Stille dager i Mixing Part” (”Stille dage i Mixing Part”, 2010). Svaret på den mærkværdige titel finder man på bogens første sider, som gengiver en mailkorrespondance mellem den norske familie Telemann og den tyske familie Bader. Familien Telemann, Bror og Nina og deres tre børn, skal på ferie i Tyskland og skal leje en feriebolig i bayriske Garmisch-Partenkirchen af et lidt ældre par ved navn Bader. At bynavnet Garmisch-Partenkirchen bliver til Mixing Part (Churches) skyldes den maskinelle engelskoversættelse, som Bader-familien, i mangel af egentlige engelskkundskaber, bruger i mailkorrespondancen med den norske familie. Dermed åbner romanen med en velkendt humoristisk attitude og sætter fokus på en kommunikation, der synes at køre i tomgang.

28160895

Mens skolelæreren Nina er begejstret for alt, der har med Tyskland at gøre, er Bror mildest talt skeptisk indstillet ved at skulle rejse til “nazismens vugge”, som han beskriver det – en interessekonflikt, der spejler krisen i Bror og Ninas ægteskab. Bror er dramaturg på Nationaltheatret og konstant optaget af at tænke på teater. Alt er teater, synes han at mene, men i virkeligheden er teatertankerne ikke mange. Da Nina indrømmer at have indledt en affære med Hr. Bader, flytter Bror på hotel og synker ned i krisen med alkohol og omfattende fantasier om den engelske kogebogsforfatter Nigella Lawson. Fantasierne driver Bror til London for at redde Nigella ud hendes ulykkelige ægteskab. Brors optagethed af Nigella og hendes ægteskab bliver en projektion af Brors eget problemfyldte ægteskab, lige som Brors besættelse af teatertanker læses som det fantasirum, hvor Bror fastholder og på sin egen absurde måde bearbejder sit eget livs problemer og udfordringer. Efter den mislykkede redning af Nigella finder Bror og Nina tilbage til hinanden igen, ferien er forbi, og turen går hjemover mod Norge.

Det er selve romanens fremstillingsform, der i særlig grad præger denne historie om et ægteskab på ferie i kriseland. Foruden den indledende mailkorrespondance lærer vi personerne at kende gennem en scenisk fremstilling præget af yderst ordknappe og nærmest absurde dialoger. Det er en form, der ligner teater, og dermed rummer romanen en tydelig metafiktiv gestus, der viser romanen som det den er – en fiktiv konstruktion. At der i teatermanden Bror og i dialogerne også ligger en parodisk hilsen til traditionelt norsk dramastof, f.eks. Ibsens ægteskabsdrama “Et dukkehjem”, synes nærliggende. Det er sammenspillet mellem disse absurde dialoger, der på én gang er hverdagsligt normale og bevæger sig på grænsen til meningsmæssig tomgang, og beretningen i 3. person om bevægelserne i den kriseramte Brors indre, der skaber den fortællermæssige dynamik i romanen.

I Erlend Loes roman ”Fvonk” fra 2012 (”Fvonk”, 2013) møder vi den indeklemte og kriseramte mand med det mærkværdige navn, der også præger romanens titel. Fvonk har forskanset sig for omverdenen, da han har haft en rolle i noget ”snavs”, som det konsekvent og fortrængende betegnes. Det er økonomisk snavs, Fvonk har været involveret i i kraft af sit tidligere arbejde i det norske Vandre og Motionsforbund. Som modsætning til snavset ser Fvonk på paranoid vis de gravide med deres renhed, ”de holder øje med ham og bare venter på at slå til”.

Ind i denne mildest talt specielle verden dumper nu ingen ringere end Jens – statsministeren Jens, som også viser sig at være kriseramt. Jens føler sig udbrændt og ufri i sin statsministerrolle og bliver i al hemmelighed indkvarteret hos Fvonk, da han har brug for bare ’at være mere Jens’. Loe lader på denne måde det aktuelle politiske landskab i Norge indskrive sig som et tydeligt baggrundstæppe for fortællingen. Således spiller eksempelvis tragedien på Utøya og den tidligere statsminister Kjell Magne Bondeviks sygemelding og åbenhed omkring depression med som en genkendelig og aktualiserende kulisse i det skæve og humoristiske portræt af den kriseramte Jens Stoltenberg.

29838003

De to kriseramte mænd bliver tilsammen den absurde duo, hvis på én gang gakkede og banale samtaler og udflugter bliver bogens fortællemæssige motor. Det er nemlig ikke et klart dramatisk plot eller ydre begivenheder, der interesserer Loe i romanen. Det er derimod de to figurers stemmer. For det er disse stemmer, der får den naivistiske og parodierende satire til at drive ned over siderne. Mændene bliver på bedste drengemaner blodsbrødre, og mens de drikker vin, maler akvarel og bygger med klodser, indledes et temmeligt aparte terapeutisk forløb. Fvonk bliver på ironisk vis ’åndelig vejleder’ for Jens, der gør alt, hvad han kan for at pjække for sine pligter som statsminister.

Fortællingen er bygget op omkring 198 små nummererede afsnit, som fungerer som en art optegnelser. Handlingen strækker sig over cirka et år – fra en søndag i januar og frem til det efterfølgende nytår, hvor Jens holder en meget anderledes nytårstale, der i høj grad bærer præg af den tid, han har tilbragt med Fvonk. Det snavs, som Fvonk på sin side har kæmpet med, viser sig i slutningen også at have sneget sig ind på de indre linjer. Da Fvonk endelig får kæmpet sig forbi ”de gravide” og hen til lægen, er der mildest talt dårligt nyt for den allerede hårdtprøvede Fvonk.

At forholdet mellem forfattere og anmeldere er en på en gang vigtig og prekær størrelse, er ikke nogen nyhed. Men hvordan føles det egentlig som forfatter, når ens nyudgivne værk ikke møder forståelse og anerkendelse – ja, når det ligefrem bliver sablet ned? Det er udgangspunktet for Erlend Loes roman ”Vareoptelling” fra 2013 (”Status”, 2014).

Den fallerede digter Nina Faber er efter mange års pause aktuel med en digtsamling. Hun håber, at hun nu vil få den retmæssige anerkendelse, som man som læser hurtigt fornemmer, hun gennem hele sin karriere har manglet. Nina er en randeksistens. Efter et ikke helt succesfuldt og lidet sobert ophold i Istanbul lever hun alene i en kolonihaveforening uden penge, prestige og nære relationer. ”Nu er Ninas liv blevet sådan et, hvor der ikke danses”, som der sigende står i romanens start. Det skal den nye digtsamling ”Bosporus” gøre noget ved. Men som det er typisk for Loe, så kommer det på ingen måde til at gå, som hovedpersonen forventer. For som de dårlige anmeldelser melder sig, beslutter Nina at tage sagen i egen hånd.

50936279

Gennem seks etaper lader Erlend Loe læseren blive vidne til den midaldrende ”desperado” Nina Fabers rablende handlinger på udgivelsesdagen. Det indbefatter blandt meget andet vanvittigt og urkomisk noget, der lægger sig mellem uheld og uagtsomt manddrab, et aparte besøg hos en psykolog og en omgang tortur og efterfølgende voldtægt af en af de anmeldere, som ikke ved, hvad Nina Faber egentlig står for.

Loes fortælling om Nina Faber er lige dele morsom og rablende vanvittig. Og det er Loes evne til at lade læseren komme helt tæt på det kværnende indre univers hos den midaldrende Nina Faber, som giver bogen dens underholdende og komiske effekt. 

For selvom Loe benytter en 3. persons fortællerform, så fungerer den største del af romanen som en slags dækket direkte tale, hvor størstedelen af det der skrives, er farvet af hovedpersonen Nina Fabers sprog, tanker og følelser. Samtidig har Erlend Loe en særlig evne til at etablere et univers, hvor der synes at herske en egenartet grotesk logik, så tingene – før man får set sig om – for alvor løber ud af en tangent.

Et fællestræk ved kompositionerne i Erlend Loes romaner og karakteristisk for hans hovedpersoner er, at de bliver igangsat af en eksistentiel krise. Meningsløsheden bryder gang på gang ind i den normale og veldefinerede hverdags trygge rammer. Men samtidig leger romanerne også på ironisk vis med tanken om at falde på plads og komme overens med verdens og eksistensens absurditet, og i dette spil bliver den metafiktive leg, hvor fortællingerne gør opmærksom på sig selv som fiktion og iscenesættelse, et helt afgørende træk. I hele forfatterskabet er humoren den egentlige grundtone, der binder plot og karakterer sammen på både tanke- og lattervækkende vis.

Et andet fællestræk ved Loes fortællinger er forfatterens fascination af og evnen til at lade figurernes egne stemmer træde frem i al deres særegenhed. Som Loe siger i forbindelse med sin seneste roman “Stille dage i Mixing Part”: “…det er måder at snakke på, der interesserer mig. Det er sproget, jeg er ude efter.” (Karen Syberg: “At leve sammen i mange år er en ekstremsport”. Information, 2010-03-13). Det virker nærliggende at tro, at denne interesse også er årsag til at langt størstedelen af Loes fortællinger gør brug af en jeg-fortæller.

Erlend Loes romaner trækker – midt i alle deres rablende refleksioner og skæve parodieringer over absurditeterne i populærkulturen og det velpolstrede liv i nutidens selvgode norske velfærdssamfund – tråde tilbage til romangenrens fødsel, til værker som Cervantes’ “Don Quijote” og Laurence Sternes “Tristram Shandy”.

I en dansk og mere nutidig sammenhæng er Erlend Loe med sin fortællestil beslægtet med nyere danske forfattere som Kirsten Hammann, Pablo Henrik Llambías og Jens Blendstrup. Den ordknappe og tilbageholdte stil ligner på mange måder Helle Helles. Selv karakteriserer Loe sin fortællestil således: “Nogle mener, at humoren fjerner alvoren, men for mig går det hånd i hånd. Min indgang til stoffet er ofte et humoristisk syn på livets absurditeter. Det er meningen, at bogen skal være sjov, samtidig med at den indeholder stænk af samfundskritik og eksistentielle overvejelser.” (Kathrine Læsøe Engberg: “Kompetente mennesker er irriterende”. Kristeligt Dagblad 2005-11-19).