At forholdet mellem forfattere og anmeldere er en på en gang vigtig og prekær størrelse, er ikke nogen nyhed. Men hvordan føles det egentlig som forfatter, når ens nyudgivne værk ikke møder forståelse og anerkendelse – ja, når det ligefrem bliver sablet ned? Det er udgangspunktet for Erlend Loes roman ”Vareoptelling” fra 2013 (”Status”, 2014).
Den fallerede digter Nina Faber er efter mange års pause aktuel med en digtsamling. Hun håber, at hun nu vil få den retmæssige anerkendelse, som man som læser hurtigt fornemmer, hun gennem hele sin karriere har manglet. Nina er en randeksistens. Efter et ikke helt succesfuldt og lidet sobert ophold i Istanbul lever hun alene i en kolonihaveforening uden penge, prestige og nære relationer. ”Nu er Ninas liv blevet sådan et, hvor der ikke danses”, som der sigende står i romanens start. Det skal den nye digtsamling ”Bosporus” gøre noget ved. Men som det er typisk for Loe, så kommer det på ingen måde til at gå, som hovedpersonen forventer. For som de dårlige anmeldelser melder sig, beslutter Nina at tage sagen i egen hånd.
50936279
Gennem seks etaper lader Erlend Loe læseren blive vidne til den midaldrende ”desperado” Nina Fabers rablende handlinger på udgivelsesdagen. Det indbefatter blandt meget andet vanvittigt og urkomisk noget, der lægger sig mellem uheld og uagtsomt manddrab, et aparte besøg hos en psykolog og en omgang tortur og efterfølgende voldtægt af en af de anmeldere, som ikke ved, hvad Nina Faber egentlig står for.
Loes fortælling om Nina Faber er lige dele morsom og rablende vanvittig. Og det er Loes evne til at lade læseren komme helt tæt på det kværnende indre univers hos den midaldrende Nina Faber, som giver bogen dens underholdende og komiske effekt.
For selvom Loe benytter en 3. persons fortællerform, så fungerer den største del af romanen som en slags dækket direkte tale, hvor størstedelen af det der skrives, er farvet af hovedpersonen Nina Fabers sprog, tanker og følelser. Samtidig har Erlend Loe en særlig evne til at etablere et univers, hvor der synes at herske en egenartet grotesk logik, så tingene – før man får set sig om – for alvor løber ud af en tangent.