Fakta om Finland

Citat
” … jeg er flyden, jeg er vand, uden form og næsten uden egenskaber, jeg har kun nogle ganske få egenskaber, og min lille del af mediernes magt, som jeg klamrer mig til, for uden den er jeg ikke nogen, og alt det ser Finland (…)”.
“Fakta om Finland”, side 163-164.

Den naivistiske og lunefulde humoristiske tone og den fortsatte kredsen om menneskets meningsløshed, som man finder i “Naiv.Super”, bliver skærpet i Erlend Loes roman “Fakta om Finland” fra 2001 (“Fakta om Finland”, 2002). Her er den stemme, der bærer fortællingen, blevet mere neurotisk rablende og hektisk. Vi følger en brochureforfatter, der er blevet engageret af den finske ambassade til at udforme en brochure om Finland – et land han mildest talt ikke har den store viden om. Hvad man som læser derimod får indblik i, er den neurotiske angst for vand, som jeg-fortælleren lider under. For vand er forandring, og det er netop, hvad han frygter. Ikke desto mindre er det netop, hvad protagonisten møder i løbet af romanen. På kontoret, hvor han skal afhente sin bil, der for tredje år i træk er blevet slæbt væk af kommunen, møder han en kvinde, der igangsætter denne forandring og forstyrrer ham i det job, han er sat til at varetage, ja, i hans neurotiske forsøg på at fastholde sin identitet i en fast og uforanderlig tilstand.

24402169

Mens projektet med at fremstille fakta om Finland, så de bliver appetitlige og indbyder nordmænd til at gøre Finland til deres næste rejsemål, bliver mere og mere grotesk for til sidst at gå op i flammer, bliver hovedpersonen midt i al kaosset også mere levende og tager ansvar for kvindens yngre bror, der gennemlever en ungdommelig identitetskrise. 

Romanens fortælling bæres frem i et hæsblæsende tempo. Romanen er praktisk talt uden afsnit, og sproget er tætvævet og kværner neurotisk derudad fyldt med vilde associationer og vanvittige og morsomme digressioner.