Et fællestræk ved kompositionerne i Erlend Loes romaner og karakteristisk for hans hovedpersoner er, at de bliver igangsat af en eksistentiel krise. Meningsløsheden bryder gang på gang ind i den normale og veldefinerede hverdags trygge rammer. Men samtidig leger romanerne også på ironisk vis med tanken om at falde på plads og komme overens med verdens og eksistensens absurditet, og i dette spil bliver den metafiktive leg, hvor fortællingerne gør opmærksom på sig selv som fiktion og iscenesættelse, et helt afgørende træk. I hele forfatterskabet er humoren den egentlige grundtone, der binder plot og karakterer sammen på både tanke- og lattervækkende vis.
Et andet fællestræk ved Loes fortællinger er forfatterens fascination af og evnen til at lade figurernes egne stemmer træde frem i al deres særegenhed. Som Loe siger i forbindelse med sin seneste roman “Stille dage i Mixing Part”: “…det er måder at snakke på, der interesserer mig. Det er sproget, jeg er ude efter.” (Karen Syberg: “At leve sammen i mange år er en ekstremsport”. Information, 2010-03-13). Det virker nærliggende at tro, at denne interesse også er årsag til at langt størstedelen af Loes fortællinger gør brug af en jeg-fortæller.