Erlend Loes romaner trækker – midt i alle deres rablende refleksioner og skæve parodieringer over absurditeterne i populærkulturen og det velpolstrede liv i nutidens selvgode norske velfærdssamfund – tråde tilbage til romangenrens fødsel, til værker som Cervantes’ “Don Quijote” og Laurence Sternes “Tristram Shandy”.
I en dansk og mere nutidig sammenhæng er Erlend Loe med sin fortællestil beslægtet med nyere danske forfattere som Kirsten Hammann, Pablo Henrik Llambías og Jens Blendstrup. Den ordknappe og tilbageholdte stil ligner på mange måder Helle Helles. Selv karakteriserer Loe sin fortællestil således: “Nogle mener, at humoren fjerner alvoren, men for mig går det hånd i hånd. Min indgang til stoffet er ofte et humoristisk syn på livets absurditeter. Det er meningen, at bogen skal være sjov, samtidig med at den indeholder stænk af samfundskritik og eksistentielle overvejelser.” (Kathrine Læsøe Engberg: “Kompetente mennesker er irriterende”. Kristeligt Dagblad 2005-11-19).