Stille dage i Mixing Part

Erlend Loes roman fra 2009 bærer titlen “Stille dager i Mixing Part” (”Stille dage i Mixing Part”, 2010). Svaret på den mærkværdige titel finder man på bogens første sider, som gengiver en mailkorrespondance mellem den norske familie Telemann og den tyske familie Bader. Familien Telemann, Bror og Nina og deres tre børn, skal på ferie i Tyskland og skal leje en feriebolig i bayriske Garmisch-Partenkirchen af et lidt ældre par ved navn Bader. At bynavnet Garmisch-Partenkirchen bliver til Mixing Part (Churches) skyldes den maskinelle engelskoversættelse, som Bader-familien, i mangel af egentlige engelskkundskaber, bruger i mailkorrespondancen med den norske familie. Dermed åbner romanen med en velkendt humoristisk attitude og sætter fokus på en kommunikation, der synes at køre i tomgang.

28160895

Mens skolelæreren Nina er begejstret for alt, der har med Tyskland at gøre, er Bror mildest talt skeptisk indstillet ved at skulle rejse til “nazismens vugge”, som han beskriver det – en interessekonflikt, der spejler krisen i Bror og Ninas ægteskab. Bror er dramaturg på Nationaltheatret og konstant optaget af at tænke på teater. Alt er teater, synes han at mene, men i virkeligheden er teatertankerne ikke mange. Da Nina indrømmer at have indledt en affære med Hr. Bader, flytter Bror på hotel og synker ned i krisen med alkohol og omfattende fantasier om den engelske kogebogsforfatter Nigella Lawson. Fantasierne driver Bror til London for at redde Nigella ud hendes ulykkelige ægteskab. Brors optagethed af Nigella og hendes ægteskab bliver en projektion af Brors eget problemfyldte ægteskab, lige som Brors besættelse af teatertanker læses som det fantasirum, hvor Bror fastholder og på sin egen absurde måde bearbejder sit eget livs problemer og udfordringer. Efter den mislykkede redning af Nigella finder Bror og Nina tilbage til hinanden igen, ferien er forbi, og turen går hjemover mod Norge.

Det er selve romanens fremstillingsform, der i særlig grad præger denne historie om et ægteskab på ferie i kriseland. Foruden den indledende mailkorrespondance lærer vi personerne at kende gennem en scenisk fremstilling præget af yderst ordknappe og nærmest absurde dialoger. Det er en form, der ligner teater, og dermed rummer romanen en tydelig metafiktiv gestus, der viser romanen som det den er – en fiktiv konstruktion. At der i teatermanden Bror og i dialogerne også ligger en parodisk hilsen til traditionelt norsk dramastof, f.eks. Ibsens ægteskabsdrama “Et dukkehjem”, synes nærliggende. Det er sammenspillet mellem disse absurde dialoger, der på én gang er hverdagsligt normale og bevæger sig på grænsen til meningsmæssig tomgang, og beretningen i 3. person om bevægelserne i den kriseramte Brors indre, der skaber den fortællermæssige dynamik i romanen.