Erlend Loe er født og opvokset i Trondheim. Trods en debut i en alder af 24 år ligger der forud for forfatterskabet både en universitetsuddannelse i Norge og en uddannelse som manuskriptforfatter i København. Erlend Loe ville egentlig være skuespiller og var med i teatergruppen Stella Polaris, men fandt hurtigt ud af, at dette ikke var ham, og skiftede teatret ud med universitetet. Loe har desuden været politisk aktiv, han har arbejdet på et psykiatrisk sygehus og været anmelder. Alle disse forskellige områder genspejler sig i hans skønlitterære værker. Selvom Erlend Loes egen karriere forekommer at have fulgt en meget gunstig kurve i et lynende tempo, er det ofte kompetencen og hverdagen med dens udstukne normer og forventninger, der bliver kritisk parodieret i værkerne. Loe forklarer således om denne kompetence og sin egen opvækst: “Jeg tror, at mange ville have godt af at være mindre kompetente. Selv var jeg vældig dygtig og pligtopfyldende i skolen. Men da jeg gik i gymnasiet, begyndte jeg at tænke over, at det måske ikke er det bedste, man kan være. Det kan blive en irriterende måde at leve på, både for én selv og ens omgivelser”. (Katrine Læsøe Engberg: “Kompetente mennesker er irriterende”. Kristeligt Dagblad, 2005-11-19).
Erlend Loes første bog, “Tatt av kvinnen” fra 1993, blev mødt med god kritik i den norske presse. Hans popularitet nåede nye højder i 1996, da “Naiv.Super” udkom. Efter debuten skrev han sammen med Kim Hiorthøy fire billedbøger, der fik Kulturdepartementets Billedbogpris i 1996 og Cappelenprisen i 1997. Loe bor og arbejder i dag i Oslo, hvor han i efteråret 1998 startede Screenwriters Oslo, som er et kontorfællesskab for manuskriptforfattere. Ved siden af sin forfattervirksomhed arbejder Loe som manuskriptkonsulent i Norsk Filmfond.