I 1999 udgav Erlend Loe romanen “L” (på dansk i 2008), som med sine omkring 500 sider er en omfangsrig men let og legende naivistisk fortælling, som er så typisk for alle forfatterens bøger.
Den 29-årige jeg-fortæller, forfatterens navnebror, går ved romanens begyndelse med et uforløst ønske om at udrette noget stort i denne verden. Som en del af den generation, der betegnes som “vi, som ikke byggede Norge” – med andre ord alle os, der er vokset op efter de store helte og de store fortællingers tid – kan netop ønsket om heltemodige eventyr og en endnu uopdaget verden virke meget tillokkende. Den syv kvadratmeter store skillevæg, det eneste fortællingens hovedperson mindes at have været ophavsmand til, er ligesom ikke nok. Han stiler højere, og ønsket er intet mindre end for alvor at sætte Norge på verdenskortet og samtidig at bringe menneskeheden et skridt videre. Med inspiration fra læsningen af den berømte norske opdagelsesrejsende Thor Heyerdahls bøger kommer Erlend Loe – eller Erlend (Marco Po) Loe som han ønskede at hedde, da han var yngre – på en teori, der måske kan bringe både Norge den internationale berømmelse, det mangler, og ham selv på eventyr som vaskeægte opdagelsesrejsende og videnskabsmand.
27247423
Den spektakulære teori lyder: De folk, der i dag beboer de polynesiske øer, kom ikke i tidernes morgen over Stillehavet fra Sydamerika med primitive fartøjer, som Heyerdahl med sine ekspeditioner søgte at bevise det. De kom derimod på skøjter, da havet var frosset til is under en fjern istid. Den største del af romanen bliver herefter en fantasifuld og underfundig logbog over den rejse, som Loes teori faktisk giver anledning til. Vi hører om ekspeditionslederen Loe og hans seks kammerater, der eftersøger de skøjter, der må ligge et sted på havets bund ud for Stillehavsøerne. Vi får beskrevet, hvordan de “leger” forskere, hvordan de prøver kræfter med et liv i tæt kontakt med naturen, og hvordan de blandt andet laver et socialt eksperiment, for at afprøve forskellige politiske styreformer, såsom demokrati, oligarki og enevælde (både det absolutte og det oplyste af slagsen).
Erlend Loes ekspeditionsroman er en lystig blanding af fiktion og fakta, og denne blanding danner også klangbund for fortællingens fortsatte leg med forskerarbejde og videnskabelige landvindinger. Blandt de videnskabelige projekter støder man foruden den centrale om stillehavsskøjteriet bl.a. på en kompliceret udarbejdelse af pigernes periodiske system (der sammen med en række fotos af de syv ekspeditionsdeltagere findes optrykt i midten af bogen).
Undervejs i denne morsomme bog tilbyder Loe med sit helt særlige naivistiske sprog- og tankeunivers nogle fine beskrivelser af den uro og utilstrækkelighed, som ekspeditionens unge mænds hverdag rummer.