Thomas Korsgaards fortælling om Tue fortsætter i opfølgeren til ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. ”En dag vil vi grine af det” (2018) tager fat, et års tid efter forrige roman sluttede. I familien ser økonomien bedre ud – gælden til Tues farbror er betalt, og moren har fået en større erstatning efter en ung kirurg har byttet rundt på senerne i hendes underarm. Men trods den materielle fremgang formår de voksne stadig ikke at være forældre for deres tre børn, og lussinger, selvmordstrusler og fravær er faste dele af hverdagen.
Tue føler sig mere alene og forkert. I det år, der er gået, er han for alvor blevet teenager; han har mistet sin barnligt naive måde at registrere sine omgivelser på og besidder nu i stedet teenagerens trods og vrede. Der er en enorm modstand i ham, som moren får at mærke, da hun tankeløst indvier sønnen i sin affære med ”fynboen” fra Kom og Vind-chatten. Det er svært ikke at se det dybt uretfærdige i, at hun indlemmer sin 17-årige søn i den del af hendes liv, men Tue formår at bruge ”fynboen” mod sin mor – blandt andet til at få sin veninde Iben med på den ferie til Alanya, som en ikke lille del af erstatningen bliver brændt af på.
54078714
Tues frirum hos mormor og O.P. er forsvundet efter mormorens død, og da Iben fortæller, at hun ikke begynder på Skive Gymnasium, hvor Tue allerede går, men flytter på kollegium i Viborg, har Tue ikke mange fællesskaber tilbage. Skolen gider han ikke, og når Iben ikke er der, lukker han øjnene for sin homoseksualitet. Selv om det efterhånden er åbenlyst for de fleste, er det umuligt for ham at springe ud – især over for faren, der i forvejen ikke forstår sin søns valg i livet.
Tonen i ”En dag vil vi grine af det” er mere hård end i forgængeren. Det kan hænge sammen med, at Tue er blevet ældre og som teenager stiller sig mere kritisk over for forældrenes levevis. Moren og farens utilstrækkelighed til at være de voksne viser sig konkret i det, de siger – morens i sin lidt for grafiske involvering af Tue i affæren og faren i sine gentagende trusler om, at han da bare kan gå ud og hænge sig. Tue prøver på en og samme tid at holde sammen på familien ved for eksempel at sørge for mad til sine mindre søskende, når forældrene er forsvundet, samtidig med at han forsøger at sprænge det hele i stykker ved at opsøge konflikter med forældrene.