Erling Jepsen

Erling Jepsen er født den 14. maj 1956 og opvokset i Sønderjylland i den lille by Gram. Moren var hjemmegående, og faren var mælkechauffør for det lokale mejeri med en drøm om at få sit eget ismejeri. Da drømmen endelig gik i opfyldelse, var supermarkedernes indtog ved at fortrænge de små købmænd, så det blev ikke nogen succes.

Det var ikke et bogligt hjem, Jepsen voksede op i, selvom Biblen var fast inventar. Faderen holdt i sin fritid begravelsestaler, der kunne drive vand af en sten, og sønnen var hans førstelæser. Det bedste indblik i Erling Jepsens biografi får man gennem hans romaner, men også i interviews lægger han sin fortid meget åbent frem. Familielivet var ikke nogen idyl. Faderen var et magtmenneske, som spillede på svaghed og krav på omsorg, og han udnyttede Erling Jepsens yngre søster seksuelt.

Erling Jepsen flyttede hjemmefra som 16-årig for at gå på gymnasiet i Haderslev, men siden flyttede han til Aarhus, og han fik således sin studentereksamen fra Aarhus Akademi i 1975. Derpå flyttede han til København, hvor han hurtigt efter sin debut som dramatiker i 1977 fik succes. Som skønlitterær forfatter debuterede han først i en sen alder. Han fortæller, at trangen til at berette skønlitterært opstod, da han selv blev far: ”Før var jeg et teatermenneske og var hele tiden omgivet af spændende og farverige mennesker. Jeg skulle hele tiden præstere noget. På den anden side var det jo også en verden, der på mange måder er en illusion. Nu tør jeg give mig i kast med at endevende nogle ting, som jeg ikke før turde se i øjnene, fordi jeg har nogen at vende tilbage til.” (Bodil Krogh: Men det endte lykkeligt. JP København, 2005-01-15).

I dag bor Erling Jepsen på Islands Brygge i København efter en skilsmisse fra sin kone gennem 11 år. Men selv om han har boet på Sjælland størstedelen af sit liv, er det alligevel den sønderjyske provins, der er rammen om hans romaner: “De rødder til Sønderjylland, jeg har brugt 20-30 år af mit liv på at rive op og flå i stykker, dem ligger jeg nu på alle fire for at lime sammen igen og få helhed i min tilværelse. Alt det, jeg skammede mig over og gemte væk tidligere, er nu fremme, og det virker eksotisk, vedkommende og interessant for andre. Også kloge hoveder. For der var ikke andre, der skrev fra det hjørne.” (Erik Jensen: På gyngende grund. Politiken, 2004-12-05).