1. Forfattere og illustratorer - Voksne
  2. Jepsen, Erling
erling jepsen
Foto: Robin Skjoldborg

Erling Jepsen

Artikel type
voksne
cand.mag. og journalist Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Anne Vindum, 2015.
Emneord
autofiktion
dansk litteratur
skuespil
Erling Jepsen
drama
Top image group
erling jepsen
Foto: Robin Skjoldborg
Main image
Jepsen, Erling
Foto: Morten Holtum

Indledning

Der bliver ikke lagt fingre imellem, når Erling Jepsen lufter skeletterne i sine hovedpersoners skabe og blotlægger fortielser og løgne. I flertallet af romanerne er det forfatterens egen provinsielle hjemstavns fortielser og dramaer, der vises frem. I “Biroller” er det teatermiljøet og den evindelige jagt på berømmelse og berømtheder, som Jepsen kender indefra som instruktør, der kommer under kritisk lup.

I det hele taget er Erling Jepsen en forfatter, som har noget på hjerte og et sprog at håndtere det i, og han har sans for det, der på godt og ondt skaber et menneske. Romanerne behandler tunge temaer som incest, spiseforstyrrelser, svigt og alkoholmisbrug, men de gør det i en distanceret ironisk tone, som får romanerne til at balancere på en line mellem komedie og tragedie. Ud af latterens og grådens spor bliver læserne ført, men brodden bliver altid siddende bagefter og stikker læseren med sit nagende: Kunne vi have gjort noget anderledes, så det ikke skulle ende så ulykkeligt og forkvaklet?

Autofiktion

 

52683327

Blå bog

Født: 14. maj 1956 i Gram, Sønderjylland.

Uddannelse: Autodidakt.

Debut: Ingen grund til overdramatisering. Borgen, 1999.

Litteraturpriser: Jeanne og Henri Nathansens Mindelegat, 1999. Danske Dramatikeres Forbunds Hæderspris for sin samlede dramatiske produktion, 2002. Holberg Medaljen, 2004.

Seneste udgivelse: Gramhavet. Gyldendal, 2016. (Familiehemmeligheder, 1). Roman.

Inspiration: Charles Dickens.

 

 

Hør lydklip fra 'Hovedløs sommer'

 

Baggrund

”Jeg har tit fået at vide, at jeg har store blå øjne, og jeg har lært mig selv et trick: nemlig at hælde hovedet på skrå og lade være med at blinke rigtig længe, og så blinke langsomt, ligesom kalvene nede på engen. Hvis der løber en tåre ned ad kinden, tørrer jeg den ikke væk; så har de voksne det med at sukke så dybt, især ved begravelser.”
”Kunsten at græde i kor”, s. 25.

Erling Jepsen er født i 1956 og opvokset i Sønderjylland i den lille by Gram. Moren var hjemmegående, og faren var mælkechauffør for det lokale mejeri med en drøm om at få sit eget ismejeri. Da drømmen endelig gik i opfyldelse, var supermarkedernes indtog ved at fortrænge de små købmænd, så det blev ikke nogen succes.

Det var ikke et bogligt hjem, Jepsen voksede op i, selvom Biblen var fast inventar. Faderen holdt i sin fritid begravelsestaler, der kunne drive vand af en sten, og sønnen var hans førstelæser. Det bedste indblik i Erling Jepsens biografi får man gennem hans romaner, men også i interviews lægger han sin fortid meget åben frem. Familielivet var ikke nogen idyl. Faderen var et magtmenneske, som spillede på svaghed og krav på omsorg, og han udnyttede Erling Jepsens yngre søster seksuelt.

Erling Jepsen flyttede hjemmefra som 16-årig for at gå på gymnasiet i Haderslev, men siden flyttede han til Aarhus, og han fik således sin studentereksamen fra Aarhus Akademi i 1975. Derpå flyttede han til København, hvor han hurtigt efter sin debut som dramatiker i 1977 fik succes. Som skønlitterær forfatter debuterede han først i en sen alder. Han fortæller, at trangen til at berette skønlitterært opstod, da han selv blev far: “Før var jeg et teatermenneske og var hele tiden omgivet af spændende og farverige mennesker. Jeg skulle hele tiden præstere noget. På den anden side var det jo også en verden, der på mange måder er en illusion. Nu tør jeg give mig i kast med at endevende nogle ting, som jeg ikke før turde se i øjnene, fordi jeg har nogen at vende tilbage til.” (Bodil Krogh: Men det endte lykkeligt. JP København, 2005-01-15).

I dag bor Erling Jepsen på Islands Brygge i København efter en skilsmisse fra sin kone gennem 11 år. Men selv om han har boet på Sjælland størstedelen af sit liv, er det alligevel den sønderjyske provins, der er rammen om hans romaner: “De rødder til Sønderjylland, jeg har brugt 20-30 år af mit liv på at rive op og flå i stykker, dem ligger jeg nu på alle fire for at lime sammen igen og få helhed i min tilværelse. Alt det, jeg skammede mig over og gemte væk tidligere, er nu fremme, og det virker eksotisk, vedkommende og interessant for andre. Også kloge hoveder. For der var ikke andre, der skrev fra det hjørne.” (Erik Jensen: På gyngende grund. Politiken, 2004-12-05).

 

Dramatikeren

Erling Jepsen debuterede som dramatiker som kun 21-årig med radiospillet ”Kiks med kniv og gaffel” i 1977. I 1981 fik han sit gennembrud med tv-spillet ”Polledreng kommer hjem”, og han har i alt skrevet mere end 30 radio-, tv- og skuespil. Mange af hans stykker findes også i trykt form. Hvor Erling Jepsen som forfatter i vid udstrækning tager eksplicit fat på sin egen historie, er hans dramatiske værker mere alment betonede, og dog stikker familiens grimme spøgelse også her hovedet frem flere steder.

I 2001 vakte skuespillet ”Anna og tyngdeloven” en del furore i medierne. Stykket er en dramatisering af historien om Anna Castberg, der i 1996 blev direktør for kunstmuseet Arken. Kort tid efter fik hun meget travlt med at komme ud af døren og landet, da det viste sig, at hendes anbefalinger og uddannelser var det rene opspind. Erling Jepsen legede videre med fiktionen Anna og gav medierne, hvad de bad om: Endnu en fiktion, som de slugte råt. Han hævede nemlig hårdnakket, at Anna Castberg selv havde bedt ham om at skrive stykket. Senere forklarede han dog sagens rette sammenhæng i en kronik (Politiken, 2003-02-13).

I skuespillet ”Manden fra Estland” gik Erling Jepsen mere eksplicit politisk ind i vores angst for det fremmede. For nogle år siden kastede han sig over musicalen med forestillingen ”Vild, varm og overvægtig” fra 2005, der har musik af Fuzzy. Vi er her ovre i den lette genre på trods af den noget overvægtige hovedperson – en glad enke, halvtreds og halvfed, men bestemt ikke færdig. Hun kaster sig over mændene med mere appetit og held end sin radmagre datter.