Bent vinn nielsen
Foto: Flemming Keith Karlsen

Bent Vinn Nielsen

cand.mag. Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2014.
Top image group
Bent vinn nielsen
Foto: Flemming Keith Karlsen
Main image
Vinn Nielsen, Bent
Foto: Flemming Keith Karlsen

Indledning

Bent Vinn Nielsen er dansk litteraturs store hængerøv, men hans romaner er også knivskarpe analyser af det Udkantsdanmark, som i medierne sjældent er andet end et losseplads for tabere og bondeknøse. Vinn Nielsens historier om provinsens små eksistenser er derfor en nøgle til at komme til en forståelse af hele kulturkampens kløft mellem ”progressive” storbymennesker og landområdernes ”traditionalister”. 

Bent Vinn Nielsen er med sin humoristiske sans og sit skarpe blik med tiden kommet ind i varmen hos den kulturelle højadel, hvor han nu skriver klummer for Dagbladet Information, vinder priser og har besat den magtfulde titel som leder af Kunstfondens litteraturudvalg.

 

51319079

Blå bog

Født: 1951 i Sulsted, Nordjylland.

Uddannelse: 9. klasses-eksamen.

Debut: Arbejdssky. Arena, 1978.

Litteraturpriser: Det danske akademis store pris, 2006. Søren Gyldendal Prisen, 2001. Kritikerprisen, 1998. Det danske akademis store pris, 2006.

Seneste udgivelse: Den svævende tankbestyrer. Gyldendal, 2014. Roman.

Inspiration: Isaac Babel.

 

Artikel type
voksne

Baggrund

”At vi næsten alle sammen er medlemmer af Socialdemokratiet, det betyder bare at vi så ved, hvor vi skal sætte vores kryds. Og at man ikke behøver at kede sig de lange, mørke vinteraftener, der er nemlig banko i lange baner.”
”Realiteternes verden”, s. 76.

Bent Vinn Nielsen er en mærkelig dobbelt størrelse. På den ene side repræsenterer han med sin baggrund som ufaglært arbejdsmand arbejderklassen i dansk litteratur. På den anden side er han en af Danmarks mest anerkendte og magtfulde forfattere – ikke mindst i finere litterære kredse, der har indlemmet ham og i sin tid gjorde ham til formand for Kunstfondens litteraturudvalg.

Vinn Nielsen er opvokset i en læsende arbejderfamilie, og selvom han var glad for at læse og skrive, gad han ikke i gymnasiet. I stedet ernærede han sig som arbejdsmand i ti år, inden han i 1978 debuterede med den socialrealistiske roman ”Arbejdssky”. Siden har han skrevet indigneret og kærligt om livet i randområderne på bunden af det danske samfund. Med tiden har offentligheden fået øjnene op for forfatterskabet, og han hyldes for altid at være solidarisk med de plattenslagere og bonderøve, som beskrives i bøgerne.

Alligevel opfatter Bent Vinn Nielsen sig ikke som en forfatter, som altid er på sine marginaliserede romanfigurers side. For ham skal forfatterne nøjes med at beskrive de situationer, romanfigurerne er havnet i: ”Vi er ikke politikere, vi skal ikke anvise nye veje, men vi repræsenterer det civile, sådan som tingene virker i praksis. Vi skal ikke iværksætte politiske programmer, men vi skal fortælle om hvordan politikeres beslutninger påvirker folk. Det er vores område det er det civile område, som heller ikke helt er omfattet af samfundet. Det er dog stadig et frirum. Samfundet bestemmer ikke alting og det skal det heller ikke,” har Bent Vinn Nielsen sagt i et interview (Nikolai Thyssen: ”Anders Fogh for altid”. Information, 2002-11-16).

Bent Vinn Nielsen er kendt som en hård kritiker af det økonomiske, politiske og kulturelt privilegerede Danmark. Alligevel er det et temmelig ambivalent forhold, da det er blandt kulturfolk, han har sine læsere, han skriver klummer for det überkulturelle dagblad Information, og han inviteres indenfor på de bonede gulve for at modtage fine priser på kulturparnasset.

På den måde er Bent Vinn Nielsen dansk litteraturs Klods Hans; han er bondeknøsen, der kommer ind på kongens slot, siger hvad han mener og bliver hyldet for det.

 

Arbejdssky

”Pengeudbetaleren, den på et sort skilt med grimme hvide bogstaver, såkaldte kasserer, var en flittig og fåmælt mand der talte penge op med hænder der kunne få nogen til at udbryde: Kyndige! Lærde! som en kirurg! men som fik mig til at tænke, i mit stille sind: lumpne, nærige, tarvelige, fedtede og beskidte!”
”Arbejdssky”, s. 74.

Bent Vinn Nielsens debut fra 1978 er meget symptomatisk for sin tid, men peger samtidig fremad mod nye måder at tematisere det socialrealistiske. 1970'ernes danske litteratur var fyldt med indignerede beskrivelser af livet for de udstødte på samfundets bund, og i den strømning finder man ”Arbejdssky”. Men Bent Vinn Nielsen undgår at falde i en ideologisk fælde ved udelukkende at tildele samfundet skylden for de uheldige skæbner, som der ellers var en tendens til i 70'ernes venstreorienterede litteratur. Her er plads til nuancer, hvor også folk på samfundets bund må lide den tort at blive underlagt et humoristisk, kritisk blik. Hvad stiller man f.eks. op med en gut, som kræver samfundets støtte og solidaritet, men som ikke har tænkt sig at løfte sig så meget som en lillefinger for at hjælpe andre? Bogen foregår i 1972 op til jordskredsvalget året efter, hvor store dele af arbejderklassen satte deres kryds hos det nye Fremskridtsparti.

23786109

”Arbejdssky”s persongalleri består af arbejdsløse, førtidspensionister, strippere, ensomme pensionister og underbetalte buschauffører. Bogens hovedperson og fortæller er Lenny, og han lever til fulde op til romanens titel. Han er arbejdsløs og gør, hvad han kan for at undgå et job, men han har samtidig intellektuelle aspirationer, som hjælpes på vej af den gamle skolelærer Graffin, der agerer mentor for ungersvenden under indtagelse af rigelige mængder snaps.

”Arbejdssky” består af jeg-fortællerens skarpe iagttagelser af relationerne og spillene mellem fortællingens figurer. Fortællingen indledes dog og afbrydes få gange af erindringsblik i kursiv fra Lennys barndom. I disse passager afbrydes jeg-tællingen ind imellem, men ikke konsekvent.

I Bent Vinn Nielsens socialrealistiske debut findes ingen nemme løsninger. Her er hverken undergang eller udfrielse, men til gengæld skarpe iagttagelser af relationerne mellem menneskene i socialklasse fem. Her er folk folk, hverken determineret af et ondskabsfuldt system og eller placeret, hvor de er, alene på grund af deres egne dumheder. Det sociale (og vores position i det) er et resultat af både mikro- og makrostrukturer.

 

Realiteternes verden

”Vores hjem, som vi altid havde sat en ære i at holde nogenlunde pænt, var slidt ned til det rene skrammel. Vores gulvtæppe, for eksempel, det var så slidt ned at vi ligefrem begyndte at skamme os over at invitere folk. Bevares: vores familie og venner havde det ikke stort bedre, men det var ikke rigtigt nogen trøst.”
”Realiteternes verden”, side 78.

I ”Realiternes verden” fra 1992 befinder vi os i en tidligere driftig dansk provinsby på Lolland (sandsynligvis Nakskov), der er gået fuldstændig i stå. Krisen kradser hjemme hos arbejdsløse Knud, og for at få det hele til at løbe rundt påtager han sig sort arbejde som chauffør for egnens tidligere iværksætterhelt, Mike, der er gået rabundus og nu sælger varer, indkøbt for sorte penge. Mike er en vaskeægte plattenslager, men får lokket den nærige verdensmester i sort arbejde, Villy-Villy-Villy (han stammer) og den godhjertede sinke, Henning (også kaldet reserve-Jesus), samt Knud med på idéen.

”Realiteternes verden” viser, hvordan et lokalsamfunds deroute påvirker folk i det. Der synes ingen udvej af arbejdsløsheden, og den retfærdighedssøgende Knud må gå på kompromis med sin moral for at komme til at tjene lidt ekstra på Mikes lyssky fiduser. Forråelsen bliver mere og mere tydelig, som bogen skrider frem.

Rent formelt har Bent Vinn Nielsen i ”Realiternes verden” forfinet tonen i fortællerstemmen til perfektion. Knud beretter på behørig afstand af fortællingens begivenheder fra en bænk i byen, og sproget er rundet af denne mundtlige ramme. Sætningerne virker fuldstændigt opbygget som talesprog, og Vinn Nielsen går heller ikke af vejen for at lade Knuds publikum rose ham for sine talegaver: ”[...]det er noget, jeg altid har været god til. At snakke. I nikker? Det er pænt af jer” (s. 34). Rammen om fortællingen understreger bogens pointe: Knud har tid nok, han er endt på bænken.

Romanen er en skildring af en kollektiv deroute i en by, der har mistet sit eksistensgrundlag. Nakskov skibsværft byggede en række danske færger i perioden fra tresserne og op i firserne, og da værftet måtte lukke i 1987, var det en katastrofe for byen. Folk i ”Realiteternes verden” har kun småfiduser og minderne om bedre tider tilbage: ”Kan I huske når der var fyraften ude på værftet, så der var tæt af cyklister i hele byen? Hun grinede. Så havde man da det at brokke sig over.” (s. 67). Industrisamfundets undergang gør ondt på gruppen af arbejdere, der pludselig må se sig selv om repræsentanter for et overflødigt Underdanmark.

 

En skidt knægt

”Sådan en som Kasper. Ham var der ikke plads til. Fordi det er de kedelige, der bestemmer.”
”En skidt knægt”, side 71.

Hvordan undslipper man landsbyens omklamrende rollefordeling uden at jokke folk for meget over tæerne? Det spørgsmål stilles i Bent Vinn Nielsens roste roman ”En skidt knægt” fra 1998.

Bjarne vokser i en lille nordjysk landsby, hvor man ikke skal skille sig meget ud fra mængden, før man bliver placeret i kategorien for folk, der ikke er helt rigtige oven i hovedet. Derfor holder den velopdragne Bjarne sig pænt inden for rammerne, men alligevel fascineres han af nabosønnen Kasper, som er fuldstændig ubekymret om omgivelsernes syn på ham.

Det moralsk udfordrede makkerpar med søde Bjarne og hensynsløse Kasper bliver som teenagere konfronteret med ungdomsoprørets krav om selvrealisering og individualisering. Spørgsmålet er så, om man kan realisere sig selv og gøre sig fri af landsbysamfundets rammer uden at overtræde moralske grænser for, hvordan man behandler sine medmennesker.

22285629

På en måde kan ”En skidt knægt” sammenlignes med Steen Steensen Blichers novelleklassikker ”Brudstykker af en landsbydegns dagbog” (1824). Også her er der tale om et par venner, hvor den ene bryder ud af det omklamrende lokalsamfunds greb. Men det ender galt, mens den velopdragne Morten Vinge dog aldrig finder lykken, selvom han bliver på dydens smalle sti. ”En skidt knægt” tager i højere grad konsekvensen: Røvhullet Kasper kommer ned med nakken.

Bent Vinn Nielsen simulerer en mundtligt overleveret fortælling, eftersom Bjarne som voksen håndværksmester indtaler historien til en båndoptager (1. kapitel indledes med ”rec.play”, og bogen afsluttes med ”stop/eject”). Derfor er sproget meget mundret i tone og syntaks.

”En skidt knægt” foregår sidst i tresserne og kan tolkes som en kritik af ungdomsoprørets frigørelseskrav. Kasper har travlt med at realisere sig selv, men tilsidesætter hensynet til andre og går derfor ned med flaget. Frigørelsen er individualiserende, og slår den over i ren egoisme, er det bedre at blive ved sin læst, synes bogens grundlæggende budskab at være.

 

Godheden selv

”Den eneste der aldrig kiggede op og ned ad Vivian, når det skulle forestille at hun ikke lagde mærke til det, var selvfølgelig Bønne. Han piftede heller aldrig, når hun gik op ad trappen. Han kunne sikkert slet ikke pifte.”
”Godheden selv”, side 26.

Hvordan i alverden kom Bønne i avisen? Det er udgangspunktet for ”Godheden selv”, Bent Vinn Nielsens korte roman fra år 2000 om Bønne, en forsagt og halt møbelpolstrer, der mildt sagt ikke er typen, der til daglig skaber forsider. Bønne (eller Spjæt, som han også kaldes på grund af sit gangbesvær) er den velopdragne arbejderdreng fra Aalborg, der gør, som han bliver lidt bedt om. Han er en lidt latterlig figur, som lader sig udnytte, og på arbejdet mistænkes han for at være bøsse, fordi han ikke galer op om damer eller glor på syerskens røv, når hun går op af trappen til systuen.

På trods af sit handicap og generte gemyt lykkes det alligevel Bønne at komme i lag med et par syersker fra møbelfabrikken. Først den uopnåelige Vivian og siden den knap så uopnåelige Dorthe.

Bønnes største fangst bliver dog den smukke Nina, en fra barndommen dybt forstyrret tandlægefrue, som han scorer foran næsen på hele byens slæng af unge kunstnertyper. Heller ikke her falder tingene dog ud til Bønnes fordel, men han formår alligevel på sin vis grad at træde i karakter, da hun begynder at jokke på ham.

23202069

I alle relationerne mellem kolleger, kunstnere, folk fra forskellige sociale lag, mænd og kvinder er et konstant spil om anerkendelse, hvor de kæmper om positioner i forhold og fællesskaber. Dog ikke Bønne, som tilsyneladende holder sig uden for den kamp, men som alligevel til sidst er ham, der høster den største anerkendelse og kommer i avisen.

Fortælleren i ”Godheden selv” er en interessant størrelse, der kender sine figurer til bunds og oven i købet spiller en indirekte rolle i det univers, der formidles. Efterhånden afsløres det, at fortælleren er en del af slænget af byens kunstnerspirer, som spiller en stor rolle i bogens anden del. Selv træder vedkommende ikke ind i selve handlingen, men forholder sig passivt iagttagende. Til gengæld er det en rigtig fortæller-fortæller, der uddyber, udtrykker sin holdning og spekulerer i de uklarheder, som den trods alt ikke helt alvidende fortæller har styr på. Og der er en figur, som fortælleren aldrig helt får styr på: Bønne, den flinke sinke, godheden selv.

 

En bedre verden

”Da han var på vej ind igen, hørte han et skud. Han så over mod Bodils hus, hun var den eneste i området der plejede at skyde, men han var ikke sikker på at skuddet kom derovrefra. Han tænkte ikke nærmere over det og gik ind i seng.”
”En bedre verden”, side 157.

Freelancefotograf og ungkarl fra Greve, Rudi Knudsen, går ned med stress og låner et sommerhus på Bornholm, hvor han skal komme sig og slappe af. Under opholdet på Solskinsøen stifter han bekendtskab med den uligevægtige, men overordentligt smukke nabo, Bodil, ”En bedre verden”s (2004) egentlige hovedperson.

Rudi Knudsen fascineres af Bodil og får af det litteraturentusiastiske (og sladre-vorne) par, Billy og Gudrun, fortalt hele historien om Bodil og det ødelæggende trekantsdrama, hun er endt i: Bodil er outsiderpigen fra Nordjylland, der er splittet mellem den voldsdømte ekskæreste Milo, hvis liv er præget af en baggrund med voldsom social slagside, og ”Kongen af Bornholm”, den succesrige bornholmske storbonde og venstrepolitiker, Niels Henrik. Det fatale drama mellem de tre bliver omdrejningspunkt for bogens sidste halvdel, hvor Rudi Knudsen bliver halvvejs iagttager og halvvejs deltager, mens han og Bodil nærmer sig hinanden, hjulpet på vej af kedsomhed og dårlig rosévin. Efterhånden kommer historien til at minde om en krimi.

25436504

Bodils baggrund bliver serveret for læseren i bogens længste kapitel (over 60 sider), skrevet i kursiv. Kapitlet er en slags fortælling i fortællingen, formidlet af Rudi, der genfortæller, hvad han hører hos Billy og Gudrun. Den absolut ikke-litteraturbegejstrede jeg-fortæller Rudi er så fascineret af historien, at han ligefrem overvejer at skrive den ned. Her kommer en lille kunstnerisk pointe ind i historien: Den individualistiske single-type Rudy får under sit rekonvalescens-ophold på øen øjnene op for menneskene omkring ham, og med et begynder en interesse for det litterære at spire. Her kommer Bent Vinn Nielsen med en implicit kritik af det billedbårne (og overfladiske) samfund, hvor en fotograf som Rudy, hvis profession er at portrættere mennesker, ikke lægger skjul på sin ligegyldighed overfor sine motiver.

Først og fremmest er ”En bedre verden” en historie om det umiddelbart så idylliske landsbysamfund, der ved nærmere eftersyn åbenbarer hemmeligheder og dybe sår, der får fatale konsekvenser.

 

Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning

”Mange gode oplevelser og rasende god underholdning foran skærmen. Det gør det bestemt ikke ringere, at det jo er lyslevende virkelighed. Sådan lever og bor mennesker virkelig, både dem fra Proletarengland og dem fra Århus.”
”Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning”, s. 120.

Bent Vinn Nielsen har siden 1998 haft en fast klumme i Dagbladet Information. Idéen er at lade Udkantsdanmark komme til orde gennem Bent Vinn Nielsen, som passer perfekt med sit socialt engagerede forfatterskab, sin arbejderbaggrund og sin bopæl i den rådne banans hovedstad, Nykøbing Falster. Her kan Informations pæne og kulturelt bevidste læsere få et indblik i, hvordan verden tager sig ud fra velskrivende og intelligent bondeknolds synspunkt. ”Dysfunktionelle proletarer” (2010) er en slags greatest hits med et udvalg af klummer helt tilbage fra dengang, Danmarks statsminister hed Poul Nyrup Rasmussen og indtil 2009.

Der er også tale om utallige finurlige dagligdagsbetragninger fra et Danmark, hvor man handler i Harald Nyborg, har en Webergrill (ægte!) og får leveret tv-signal af et firma ved navn Stofanet (”hvordan kan noget hedde noget så grimt som Stofanet” (s. 145)).

28458746

Samlet set står det klart, at Vinn Nielsens klummer med tiden er blevet mere og mere engagerede i kulturkampen med et relativt nyt standpunkt i den danske kulturkamp: Højrefløjen i kulturkampen gør oprør imod en kulturradikalisme, som ovenfra dikterer den gode smag overfor arbejderklassen (af mangel på bedre ord), samtidig med, at den samme stand af kulturradikale ikke har villet stå ved sin kulturelle magtudøvelse. Faktisk har de kulturradikale tit, uden belæg, identificeret sig med den nedre del af samfundet. Dette gør sig gældende lige fra P.H. til Klaus Rifbjerg, og her ligger kimen til Dansk Folkepartis succes, ifølge Vinn Nielsen: ”Det er slet ikke rart at tænke på, hverken for kunstnere – herunder den allesteds allermest progressive Klaus Rifbjerg – eller andre gode og rettænkende mennesker, der altid har haft svært ved at afkode hvad der simrer i folkedybet.” (s. 158).

Dette standpunkts selvransagende karakter (for man skal ikke tage fejl af Vinn Nielsens politiske standpunkt til venstre for midten) er temmelig unik og for en yderligere uddybning af dette, kan man med held ty til Information-redaktøren Rune Lykkebergs debatbog ”Kampen om sandhederne” (2008), som i øvrigt i vid udstrækning tyr til Bent Vinn Nielsens forfatterskab for en italesættelse af sin problemstilling.

 

Et liv i almindelighed

”Jeg havde ingen venner, det har jeg aldrig haft. Ingen mandlige kammerater. Hverken da jeg gik i skole, eller da jeg var i lære hos Sophus Vadum. Heller ikke, da jeg blev landmand. Jeg tænkte aldrig på det.”
”Et liv i almindelighed”, s. 36.

Bent Vinn Nielsens roman ”Et liv i almindelighed” fra 2010 består næsten udelukkende af en 200 siders enetale af den oldgamle (96 år) Skat Enevoldsen, som fortæller sin livshistorie. At der stort set kun er en enkelt stemme på banen hele vejen igennem romanen understreges af, at alle bogens 32 kapitler hedder Enevoldsen – her er det Skat Enevoldsen, det handler om, og det karakteriserer meget godt bogens hovedperson og fortæller: Han er egenrådig og ikke nødvendigvis særlig interesseret i eller specielt venligsindet overfor sine omgivelser. Men 96 års levet liv giver jo også stof til en lang tale.

Som titlen indikerer, er det nu ikke et særligt spektakulært liv, der er tale om. Skat fortæller om, hvordan han skulle have været skrædder, men endte med at blive en halvdårlig og lidenskabsløs landmand. Man hører også om børnene, som det ikke gik, som Skat havde håbet, om konens død og endestationen på plejehjemmet, hvor Skat gør oprør mod det i hans øjne talentløse personale (med undtagelse af Pia, som han er ”fan” af, som han siger).

28160798

Enetalen er rettet mod James D. Møller, efterlønner og besøgsven på Skats plejehjem. Møller må indimellem tage imod elegante fornærmelser fra den bramfrie olding: ”Du er for svær omkring livet”. ”Jeg vil ikke sige, at du er tyk, men det kunne andre måske finde på at sige” (s. 18) og ”Du er af den slags, der kan tale med alle mennesker. Det er en smuk egenskab, Møller. Men der er vist ikke meget alvor skabt i dig?” (s. 94).

Formen er et stilistisk eksperiment, som minder om ”En skidt knægt”. Et af Bent Vinn Nielsens formelle kendetegn er tonen i Skats fortælling, som langt hen ad vejen mimer en mundtligt overleveret fortælling, optaget med mikrofon af Møller. Det sætter sit præg på fortællingen, hvor Skat konstant henvender sig til og søger bekræftelser for sine påstande hos Møller, som i en rigtig sam- eller enetale.

”Et liv i almindelighed” er beretningen om et levet liv for en svunden generation. Et almindeligt og stilfærdigt liv, som i retrospekt kommer til ligne et produkt af tilfældigheder.

 

Den svævende tankbestyrer

”Noget rigtigt rak, sagde Lone. Sådan nogle mennesker har der altid været. Både i Vendsyssel og alle mulige andre steder. Og det ville der nok blive ved med at være. Det mente Lone. Det mener jeg også.”
”Den svævende tankbestyrer”, s. 48.

På en tankstation i Vendsyssel går livet sin stille gang. Magnus Andersen bestyrer tanken omgivet af tre kvindelige medarbejdere: Den enlige mor Eva, den gæve Lone og den socialt belastede teenager Emmy. Egentlig har han ikke råd til at have dem rendende (Emmy tager endda af kassen), men Magnus kan ikke få sig selv til at skille sig af med dem og er derfor ene hane i en kvindedomineret østrogenzone: ”Åndssvage kællinger!”

Der kommer ikke mange kunder forbi tanken, da de lokale økohippier har fået forhindret tankens flotte lastbilholdeplads i at udfolde sit indtjeningsmæssige potentiale. En dag tropper Nanna Mynthe Christiansen op og vil have Magnus til at fortælle hende om hans afdøde storebror Evert. Det er til en erindringsbog. Magnus forstår ikke rigtigt, hvorfor der skal skrives en historie om den utilregnelige hippie Evert, men historien kommer nu alligevel også til at handle om Magnus Andersen selv.

51319079

Evert og Magnus er brødre, men som mennesker vidt forskellige. Magnus er stille og pligtfyldende, selvforsørgende og mildt sagt noget uforstående over for venstrefløjens bekymringer for natur og miljø. Helt modsat er det med Evert, der har langt hår og engagerer sig på venstrefløjen i kampen for at redde verden. Samtidig erobrer han den ene kvinde efter den anden (heriblandt naturligvis den smukke Nanna Mynthe Christiansen), mens Magnus, som man næsten kan forudse, ikke har just det samme held med det andet køn. Magnus har heller ikke sans for venstrefløjens bestræbelser på at redde verden. Han ser dem nærmere som pjattede hippier, der ikke er ude på andet end at gøre livet surt for en hårdtarbejdende erhvervsdrivende som ham selv.

”Den svævende tankbestyrer” fra 2014 er som sædvanlig fortalt i 1. person flertal i et talesprog, Bent Vinn Nielsen har forfinet fra roman til roman. Magnus er historiens fortæller, og det er igennem hans optik, historien oprulles.

Evert og Magnus' historie flettes sammen med begivenhederne på benzintanken, hvor en lottomillionær har parkeret sin camper, og hvor en kendt morder også er blandt de faste kunder.

Genrer og tematikker

Bent Vinn Nielsen skriver socialrealistisk litteratur. Det betyder ikke, at vi har at gøre med et gravalvorligt forfatterskab, sat i verden for at give borgerskabet dårlig samvittighed og opildne proletariatet til klassekamp. Faktisk kan Bent Vinn Nielsens debut ”Arbejdssky” ses som et opgør med arbejderlitteraturen som agiterende venstrefløjsprotest. Derimod er der tale om humoristiske og æstetisk forfinede analyser af de forhold, den mindre privilegerede del af den danske befolkning lever under; vel at mærke uden at forfalde til idealiserende hyldest. Bent Vinn Nielsen forfalder ikke til firkantet marxistisk determinisme, men lader i stedet de indbydes relationer mellem figurerne komplicere tingene.

Her er man fremme ved Bent Vinn Nielsens egentlige ærinde: Med Udkants- og Underdanmark som ramme undersøges spillet mellem mennesker på mikroplan. Nielsen benytter sig ofte af figurer, der netop gør dette subtile spil tydeligt, fordi de simpelthen er dårlige til at følge spillereglerne. Derfor er det ofte lokalsamfundenes ballademagere og fuskertyper, der skildres, fordi de forstørrer vores omgang med hinanden ved at træde ved siden af. Samtidig kan man, nok især i de senere udgivelser, også finde små moraliserende pointer i forfatterskabet, som ellers er fattigt på løftede pegefingre eller storladne moraler. F.eks. kommer landsbyens rebel i ”En skidt knægt”, der ellers ofte ville have vundet sin frihed fra lokalsamfundets klaustrofobiske bur, ned med nakken, simpelthen fordi han ikke er i stand til behandle andre ordentligt. Til gengæld kommer en godhjertet, men også forsagt type som Bønne i ”Godheden selv” i sidste ende til ære og værdighed.

Ved at beskrive og analysere de sociale taberes vilkår og opførsel uden et gran af hverken fordømmelse eller idealisering, må Bent Vinn Nielsens virke betegnes som socialrealisme med tryk på realisme.

Beslægtede forfatterskaber

Bent Vinn Nielsen skriver sig på samme tid ind i og op imod en tradition af socialt engageret dansk litteratur, hvor de prominente forfattere i litteraturhistorien hedder Martin Andersen-Nexø og Henrik Pontoppidan. I 1970'erne havde den opblomstrende socialrealistiske litteratur i Danmark en tendens til at være en dokumentaristisk skildring af sociale uretfærdigheder, som skyldtes samfundsstrukturen, eksemplificeret ved f.eks. Grete Stenbæk Jensens ”Konen og æggene” (1973). Allerede her skilte Bent Vinn Nielsen sig ud med en mere kunstfærdig tilgang til det skriftmæssige, men tematisk forholdt han sig også kritisk til en marxistisk forklaringsmodel om, at det alene var en kapitalistisk samfundsstruktur, som producerede tabere og vindere. Det så man allerede i debuten ”Arbejdssky” i 1978, hvor også de arbejdsløse må lide den tort at blive udsat for en kritisk analyse i stedet for per automatik at blive udråbt som offer.

Skildringen af det landlige og lidt oversete Danmark har Bent Vinn Nielsen til fælles med forfattere som Helle Helle og Erling Jepsen, der ligesom Nielsen i prosaform forsøger at skildre livet blandt de eksistenser, som i medierne som regel ignoreres, hvis de da ikke dukker op i omtaler af problemet Udkantsdanmark.

Især en forfatter som Erling Jepsen skriver ligesom Nielsen om de små isolerede samfunds mere eller mindre marginaliserede eksistenser, men hos Jepsen er dette Danmark også befængt med fortiede hemmeligheder og hengemte forbrydelser. Faktisk beskrives marsken i Sønderjylland i Erling Jepsens ”Frygtelig lykkelig” (2004) som en altædende sump, der kan sluge alle de hemmeligheder, som ikke tåler dagens lys. Bent Vinn Nielsens ”En bedre Verden” udkom samme år som ”Frygtelig lykkelig”, og de to bøger har slående mange ligheder. Alligevel synes Vinn Nielsen umiddelbart mindre fordomsfuld overfor sine figurer end Jepsen, der i højere grad udpensler provinsens råddenskab og fortielser. En anden forfatter, som i sin Horsens-trilogi har skildret landsbysamfundets fatale hemmeligheder, er Henning Mortensen, men Mortensen benytter sig i modsætning til Vinn Nielsen af langt mere dæmoniske og groteske scenarier.

 

Bibliografi

Romaner

Vinn Nielsen, Bent:
Arbejdssky. Arena, 1978.
Vinn Nielsen, Bent:
Valdemars Ære. Arena, 1979.
Vinn Nielsen, Bent:
Fuglene omkring os. Arena, 1980.
Vinn Nielsen, Bent:
Opkøb af dødsboer. Arena, 1980.
Vinn Nielsen, Bent:
Det sejrende proletariat; eller Udstødelsen af et menneske. Arena, 1981.
Vinn Nielsen, Bent:
Og tjørnehækken blev så stor. Arena, 1982.
Vinn Nielsen, Bent:
Drømmegængere. Arena, 1985.
Vinn Nielsen, Bent:
Holder det aldrig op? Apostrof, 1985.
Vinn Nielsen, Bent:
Chic Picnic. Arena, 1987.
Vinn Nielsen, Bent:
Diget. Carlsen, 1988.
Vinn Nielsen, Bent:
Eddis smukke sind. Radioteatret, 1989.
Vinn Nielsen, Bent:
Figaro, figaro -. Radioteatret, 1989.
Vinn Nielsen, Bent:
Et stykke af muren : en roman fra tiden efter epokerne. Samleren, 1991.
Vinn Nielsen, Bent:
Realiteternes verden. Samleren, 1992.
Vinn Nielsen, Bent:
Rejsens mål. Samleren, 1995.
Vinn Nielsen, Bent:
En skidt knægt. Gyldendal, 1998.
Vinn Nielsen, Bent:
Godheden selv. Gyldendal, 2000.
Vinn Nielsen, Bent:
Fru Ingvarsens chatol. Dansklærerforeningen, 2002.
Vinn Nielsen, Bent:
Elegante damer. Dansklærerforeningen, 2003.
Vinn Nielsen, Bent:
Labyrintbyen : hjemstavnsroman med indstik. Athene, 2003.
Vinn Nielsen, Bent:
En bedre verden. Gyldendal, 2004.
Vinn Nielsen, Bent:
Et liv i almindelighed. Gyldendal, 2010.
Vinn Nielsen, Bent:
Den svævende tankbestyrer. Gyldendal, 2014.

Noveller

Vinn Nielsen, Bent:
Af irritationernes historie. Samleren, 1990.

Digte

Vinn Nielsen, Bent:
JEG. Galleri sup pup, 1970.

Klummer

Vinn Nielsen, Bent:
Dysfunktionelle proletarer og rasende god underholdning : vinn og skæv 1998-2009. Gyldendal, 2010.

Radiospil

Vinn Nielsen, Bent:
Truede arter: hørespil i 5 dele. Danmarks Radio, 1982.
Vinn Nielsen, Bent:
Dozeren brænder. Danmarks Radio, 1982.

Skuespil

Vinn Nielsen, Bent:
Udestående fordringer. Radioteatret, 1994.

Børnebøger

Vinn Nielsen, Bent:
Fire historier om den lille mand og hans venner: nonsenshistorier for børn. Gyldendal, 1987.
Vinn Nielsen, Bent:
Wild Bill og doctor Jones. Apostrof, 1987.
Vinn Nielsen, Bent:
Onkel Alban og sangerinden. Gyldendal, 2000.

Om Bent Vinn Nielsen

Artikler

Skyum-Nielsen, Erik:
Et skrivende dyr – samtaler med Bent Vinn Nielsen. Gyldendal, 2011. Samtalebog med og af Erik Skyum-Nielsen
Syberg, Karen:
Jeg kan arbejde de fleste steder, bare der ikke er bjerge. Information, 2010-01-25.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på Bent Vinn Nielsen

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Thyssen, Nikolai:
Anders Fogh for altid. Information, 2004-11-06.