henning mortensen
Foto: Hanne Wienberg

Henning Mortensen

cand.mag. Anders Olling, iBureauet/Dagbladet Information, 2011. Senest opdateret i 2016.
Top image group
henning mortensen
Foto: Hanne Wienberg
Main image
Mortensen, Henning
Foto: Hanne Wienberg Mortensen

Indledning

Henning Mortensen er dansk litteraturs hårdtarbejdende altmuligmand. Med udgangspunkt i tresser-avantgardens eksperimenter har han siden 1966 kastet sig over et væld af genrer, og et mægtigt forfatterskab på mere end et halvt hundrede udgivelser er kommet ud af arbejdet. Mortensens vandmærke er det sanselige sprog – både når han på avantgardistisk vis udfordrer de litterære konventioner, skriver dystre krimier og tager livtag med erindrings- og dannelseslitteraturen. Blandt kritikere anføres tibindsværket om alteregoet Ib Nielsen og hans familie fra Horsens-egnen som det foreløbige hovedværk. 

 

46425189

Blå Bog

Født: 12. juli, 1939 i Horsens.

Uddannelse: Læreruddannelse, 1962, litteraturstudier på Aarhus Universitet.

Debut: Det kan komme over én. Arena, 1966. Digtsamling.

Litteraturpriser: Herman Bangs Mindelegat, 1989. Blicherprisen, 2000. Kritikerprisen, 2000. Palle Rosenkranz-prisen, 2005.

Seneste udgivelse: Trampolin. Gyldendal, 2019. Roman.

Inspiration: Søren Kierkegaard.

Artikel type
voksne

Baggrund

“Gedulgt, det er et godt ord. Hvad gemmer mennesker for hinanden? Gedulgt, tilsløret. Der stikker noget under. Ib leger med ord, synonymer. Bettys billeder. Holger, dromedaren i Brejning. Det er så uhyggeligt. For der er ting, man ikke snakker om.
Auschwitz.”
“Den Røde Mandolin”, s. 96.

Henning Mortensen blev født i Esbjerg i 1939 og voksede op i Herning og Horsens som ældste barn i en lille søskendeflok på to. Hans far var tolder og drømte om, at sønnen ville følge i hans fodspor, så han var sikret pension. I 1952 ændrer Henning Mortensens virkelighed sig radikalt. Hans forældre kommer hjem fra fest hver for sig, og på vejen hjem har moren forsøgt at begå selvmord i sorg over, at faren har danset tæt med en ung pige fra toldkontoret hele aftenen. Henning Mortensen fortæller: “Det blev begyndelsen til den store nedtur for mine forældre. De blev skilt, min far var ensom og ulykkelig resten af sine dage, og min mor fik senere held med at tage sit eget liv.” (Rasmus Bo Sørensen: “Hennings hemmeligheder”. Dagbladet Information, 2010-10-07). Det blev ligeledes begyndelsen til en større nedtur for Henning Mortensen. Det eneste sted, han kunne betro sig, var til sin dagbog, som han flittigt skrev i. Senere betroede han sig også til flaskerne. Det begyndte, da han var 15 og gik i gymnasiet. I det store frikvarter smugdrak han portere og Guld Tuborg, og han var flere gange nærved at blive smidt ud af skolen. Selv var han dybest set skide ligeglad, fortæller han i ovenstående artikel. Han fortsætter: “Mine kammerater fra dengang har siden sagt til mig: ‘Det er mærkeligt med dig, Henning, du snød os dengang, du spillede komedie, du var aldrig den, vi troede du var.’ Så siger jeg: Det er muligt. Jeg ved ikke, om jeg spillede komedie, men jeg gik i hvert fald ved siden af mig selv. Jeg var simpelthen ikke til stede. I alle mine teenageår, jeg var ikke tilstede.” Han fortæller, at han befandt sig i en sump af tristhed, og at den også fulgte ham videre på Århus Universitet, hvor han studerede litteratur i et par år. Mortensen læste også til lærer og afsluttede uddannelsen i 1962. Derefter arbejdede han i 10 år som lærer i en folkeskole i Århus. Samtidig dannede han sig ved at rejse Europa og Asien tyndt og deltog blandt andet i arkæologiske udgravninger i Israel.

Henning Mortensen debuterede som forfatter i 1966 med digtsamlingen “Det kan komme over én” og blev i halvfjerdserne for alvor et navn på den avantgardistiske litterære scene, da han startede det lille progressive forlag Jorinde & Joringel, som udgav digtsamlinger af folk som Vagn Steen, Per Højholt, Peter Laugesen og F.P. Jac.

Senere forlod Mortensen forlaget og kastede sig over prosaen. I et imponerende arbejdsraseri har han siden skabt et forfatterskab, som er stærkt på vej mod hundrede udgivelser. Han mestrer et utal af genrer og kaster sig frygtløst over nye stilarter. Det er ikke mange forfattere i Danmark, som slipper godt fra at skrive deciderede gyserromaner og selvbiografisk erindringslitteratur, men Mortensen undgår at blive sat i bås og har derfor et unikt råderum som forfatter.

I dag bor Henning Mortensen sammen med sin kone Hanne i Horsens. Her nyder han at passe sin vinplantage i haven.

Det kan komme over én

“Han troede det var muligt at søge tilflugt i det normale og fandt en afgrund af skam og galskab et snit gennem verden en streng overskåret en kvælende følelse af en ulægelig spalte fyldt med boblende ukoagulerende billeder fra helvede.”
“Nattelegram til Xerophyte”.

I den første del af Henning Mortensens forfatterskab helligede han sig poesien. Han udgav sin første digtsamling, “Det kan komme over én” i 1966, som på eksperimenterende vis behandlede emner som tid – “jeg har tiden i mig”, som det hedder et sted. Digtsamlingerne fra 60’erne er fulde af metaforer, og sproget har et sanseligt bid.

Digtsamlingerne fra 1970’erne får et mere konkret og socialrealistisk præg og indhold. “Nattelegram til Xerophyte” fra 1973 sætter eksempelvis fokus på misforhold mellem livsomstændigheder og de forestillinger, som velstandssamfundet udvikler. Skriften i disse 70’er-fortællinger er vild og surreel. Ordene flyder som skidt fra en spædekalv – rablende og rasende og stykker psykiske, politiske og mytiske planer sammen, der kredser om vold, seksualitet og galskab. Der er ligeledes en tendens til, at magtens (fordækte) sprog sættes over for skriftens oprørske bevægelighed og hudløse ærlighed.

Havside Sommer

“Bedsteforældrene blev i klitten med udsigt til sommerhuset bagude og den brede strand foran dem. De andre var forvandlet til små silhuetter i solflimmeret ude i havstokkens fodkildrende opskyld fra sidste flod og det venligt slikkende vand. Den dramatiske Nordsø hvilede.
Henning Mortensen: “Havside Sommer”, side 27.

Med “Havside Sommer” fra 1993 gjorde Henning Mortensen sit indtog i den bredere litterære offentlighed. Bogen er en erindringsbog fra sommerferien 1947 på Fanø, hvor Ib, forfatterens alter ego, oplever barndommens sorgløse glæder, men også kæmper med et skrøbeligt helbred og stifter bekendtskab med de voksnes hemmeligheder og efterkrigstidens atomfrygt.

“Havside Sommer” er første bind af en serie på hele ti bøger om Ib. Allerede i bogens begyndelse sendes en klar hilsen til den franske forfatter Marcel Prousts verdensberømte erindringsværk “På sporet af den tabte tid” (1913-27). Ganske vist sker henvisningen først med henvisning til hovedpersonens dårlige helbred (“Ib er så bestemt af sin astma, jeg tror, han udvikler sig til en lille Proust”, s. 41), men bemærkningen er også en besked til læseren om, at der her er tale om et yderst ambitiøst forsøg på at rekonstruere barndommen gennem sproget og forfatterens erindring.

For Ib er verden delt i to. På den ene side er hverdagen i Horsens, hvor den står på sygdom og en trang lejlighed på fjerde sal. Den anden side af tilværelsen repræsenteres af paradiset Fanø, hvor familien tilbringer deres sommer, omgivet af skøre, men sjove slægtninge og evige sandstrande. Alligevel lurer også tristessen på Fanø. De voksnes hvisken om gaskamre og atombomber giver drengen søvnløse nætter. Hver en flig af den virkelighed, man gerne holder skjult for børn, skræmmer Ib fra vid og sans, når han får nys om den. Ib er en lille astmatisk detektiv på jagt efter sandheden om livet, men hans erkendelser er ikke nødvendigvis særligt betryggende.

Ibs observationer af verden omkring ham veksler mellem det eventyrligt paradisiske og uhyggelige. Mosterens skræmmende psykiske lidelse bliver langsomt åbenbaret, mens moderens eget psykiske velbefindende står som et ubesvaret, men påtrængende spørgsmål. Faderen heltemodige cykeltogt tværs over Jylland står for den lille dreng til gengæld som et utroligt helteridt.

“Havside Sommer” rekonstruerer fra Ibs eget perspektiv barndommen i en varm og nostalgisk skildring, som dog også levner god plads til den frygt, som også er en del af det at være barn.

Den røde mandolin

“Ib spiller la Paloma.
Akustikken i det tomme vaskerum er fantastisk, og han har aldrig tidligere givet det nummer med så megen følsomhed og dramatisk nerve.
Da han er færdig, er der stille i nogle sekunder. Så siger den fremmede dreng:
– Kalder du det musik?”
Henning Mortensen: “Den røde mandolin”, side 223.

“Den røde mandolin” fra 1994 efterfølger “Havside Sommer” og er sommerparadisets direkte modsætning. Ib er nu 12 år, og bogen foregår i Horsens under en hundekold vinter i begyndelsen af 1950’erne. Nu er Fanøs hvide sandstrande og den ømme familiekærlighed langt borte. Ib har besvær med at finde sin plads blandt de andre unger, hvis grænseoverskridende lege er lige hårde nok for den halvsvagelige knægt. Ib finder alligevel sit eget rum, hvor han helliger sig mandolinspil og en begyndende interesse for at skrive.

Dermed er “Den røde mandolin” en kunstnerroman, hvor Ib finder sit kald i kunsten ved at spille på sit elskede instrument i det lokale arbejderorkester og ved i al hemmelig at føre en dagbog, som med tiden baseres mere på knægtens fantasi end virkelige oplevelser. Den lille forfatterspire kan ved hjælp af dagbogsfantasierne undslippe den triste hverdag.

Ib har også en del at flygte fra. Han lever med forældre og søstre i en lovlig lille lejlighed, hvor forældrenes konflikter sætter deres tydelige præg på stemningen. I gården bliver Ib rykket rundt af de andre unger fra opgangen, mens gaden er fyldt med fulderikker og andre farer. Alligevel lusker Ib rundt i de sneklædte gader for at udspionere en pige, han er blevet lidt vild med. Uden at det kaster nogle kys af sig, naturligvis.

“Den røde mandolin” handler om, hvordan man kan skabe sig sit eget rum, hvor hverdagens tristesse kan lades ude. I kunsten kan den skrøbelige Ib finde et helle, hvor han selv får lov til at sætte dagsordenen og skabe en verden, som han ønsker, den skal tage sig ud. Ibs forvandling til kunstner giver naturligvis åbenlyse biografiske associationer til Mortensens egen opvækst i Horsens, hvilket ikke er tilfældigt. “Den røde mandolin” er forfatterens egen refleksion over, hvorfor han valgte at gøre kunsten til sin levevej.

Næb og kløer

“Og netop nu skider skarven, og den mægtige klat af ætsende ekskrement sejler båret af en blid og mild forårsvind skævt ned mod menneskenes verden og rammer Lise Koldsøs bil med et vådt og tungt klask.”
“Næb og Kløer”, s. 99.

“Næb og kløer” fra 2005 er egentlig en krimi, men først og fremmest er den en skildring af en flok sørgmodige mennesker omkring den lille by Sondrup på Horsens-egnen. Romanen skildrer en række absurde og realistiske karakterer i lokalområdet: Der er racistisk white trash, psykopatiske overklasseløg, flygtninge og rødvinsbællende repræsentanter fra den midaldrende del af den øvre middelklasse. Alle spiller en rolle i forhold til krimigåden, men det er samtidig en skildring af Sondrup-folkenes fortielser, som blokerer for opklaringen af forbrydelsen. Spørgsmålet er, om sandheden kan komme for en dag, når folk i den grad har låst skeletterne inde i skabet.

25625439

Over det hele svæver sjælen af arkitekten Réne Munkholm, som et år inden bogens begyndelse er blevet dolket i nakken og derfor er centrum for bogens krimiplot. Han kan følge med i begivenhederne nede på jorden, men han kan ikke selv deltage i løjerne. Dog kan han, flyvende på en skarv, en enkelt gang påvirke historien ved at klemme den trængende fugl på maven, så den sender en kaskade af afføring mod en bilrude. I netop denne centrale passage midt i bogen peger fortælleren på sig selv som en konstrueret størrelse. Mortensen går ikke af vejen for at punktere sin egen (røver)historie med denne sætning: “Og vi skal heller ikke glemme forfatteren, som fik arkitekten til at udføre denne handling” (s. 99). I en tid, hvor det er på mode blandt forfattere at forlede læserne til at tro, at deres romaner er baseret på faktiske hændelser, stoler Mortensen nok på sin egen fiktion til at gøre opmærksom på, at forfatteren faktisk er den eneste som eksisterer og agerer i “Næb og kløer”.

Mortensen benytter sig af en kombineret synsvinkel, hvor han både kan lave sceniske beskrivelser og berette, hvad figurerne tænker. Dog på en så spidsfindig måde, at man aldrig ved, om fortælleren giver læseren hele historien eller holder igen for at give én en overraskelse senere. Det er nemlig forfatteren, der bestemmer i “Næb og kløer”.

Ræven går derude

“Så råber hun navnet Manja og springer frem og hiver masken til side. Men ansigtet bag masken er ikke den døde Manjas, det er en mands ansigt. Og idet et langsomt smil strækker og krummer hans læber, mærker hun et stik i den pistolbærende hånd, og det dystre kælderrum forvandler sig fra rædsel til et fuldkommen sort intet.”
“Ræven går derude”, s. 109.

En psykopat sætter Danmark på den anden ende i Sondrup-trilogiens andet bind, “Ræven går derude” fra 2006. En mystisk mand, som kalder sig Hr. Ødelagt, hærger egnen omkring Sondrup med bestialske mord på både børn og voksne. Hr. Ødelagt iscenesætter sig selv og mordene, som var de dele af et sindsoprivende teaterstykke med hele den forskræmte offentlighed som tilskuer. Politiets rejsehold kommer til fra København, mens også den lokale betjent Bente Møller jager morderen. Men Hr. Ødelagt trækker politiet rundt i manegen: Politiets opdager Helena Borre bliver et af Hr. Ødelagts ofre, mens den lokale betjent Bente Møller bliver til grin i bestræbelserne på at opklare sagen, da hun lader sig styre af sin intuition i arbejdet. Alligevel er det bogens pointe, at det kan betale sig at følge sin fornemmelse og lade hånt om, hvad andre mener.

26423759

“Ræven går derude” er mere barsk og uhyggelig end sin forgænger, hvilket titlen også antyder: Ræven er morderen, og han er derude i mørket. Kærlighedshistorien mellem seriens egentlige hovedpersoner, roden Benny og den bosniske pige Pava, levnes nu mere plads. Men Pava må en tur på den lukkede, mens Benny forsumper.

Romanen foregår midt i en frysende isvinter. Kulden, sneen og mørket understreger, at vi i Sondrup-trilogiens andet bind har at gøre med et absolut lavpunkt. For at det ikke skal være løgn bliver et af bogens centrale ægtepar udsat for terror under en ellers fredelig bilferie i Frankrig, og den tykke advokat Ludwig indlægges med dårligt hjerte.

Den eneste af figurerne, som det umiddelbart ser ud til at køre for, er den psykisk utilregnelige Rie, datter af Ludwig. Hun er dybt forelsket i kæresten Knøs, en charmerende, men også arrogant og ildevarslende type.

I “Ræven går derude” må figurerne igennem mangt og meget, før forårstegnene begynder at vise sig. Der er vanvittige psykopater på fri fod, mens depression og sygdom trænger sig på hos dem, vi holder med. Hr. Ødelagts trang til at iscenesætte sine forbrydelser som kunstværker kommer også til at pege mod forfatteren selv. Hvem er det egentlig, der er den gale kunstner her? Hr. Ødelagt eller Hr. Mortensen?

Rita Korsika

“Hun ved, at der dybt inde i hende bor en mægtig latter, en frygtindgydende latter. Den er hendes trumfkort, hendes mægtige reserve. Den latter vil hun støtte sig til, når tiden er inde.”
“Rita Korsika”, s. 106.

Sondrup-trilogiens sidste bind fra 2007, “Rita Korsika”, sætter umiddelbart fokus på nye figurer, som ikke deltog i løjerne i de to foregående romaner. Et udspekuleret og gennemført ondskabsfuldt trekantsdrama udspiller sig på en svinefarm mellem brødrene Stage og den enes kone, Gladys. Grisene lukkes ud af stalden, og folk dør bogstaveligt af skræk, efterhånden som de fanges ind i skurkenes net.

26907810

Alligevel handler det hele om trilogiens sande helte: Bente Betjent og kæresteparret Pava og Benny, som har overvundet racisme, psykisk nedtur og mordforsøg i “Næb og kløer” og “Ræven går derude”. Bente er på vagt overfor de skumle Stage-brødre, men spørgsmålet er, hvilken forbrydelse, hun egentlig er ude på at opklare. Et andet spørgsmål er, om hun overhovedet får opklaret forbrydelsen, eller om hun må nøjes med at afværge en anden.

Igen cementerer forfatteren sin position som enehersker i det sondrupske univers: “[...]når detektiven ikke kan klare sin opgave forbilledligt, må forfatteren træde til.” (s. 50). Her er forfatteren altså så venlig at lade læseren få kendskab til den forbrydelse, som politiet tilsyneladende ikke er i stand til at opklare. Men det står åbent, hvad man mon så kan bruge det til, når der senere i bogen spørges retorisk: “Hvor meget kan man stole på en digter?” (s. 92).

”Rita Korsika” er den mest tvistede af de tre sondrup-krimier, da de forkerte forbrydelser afsløres, og det plot, som optegnes i begyndelsen, må træde i baggrunden for et andet. Til sidst må læseren af “Rita Korsika” spørge sig selv, om det virkelig kan passe, at en bog har en lykkelig slutning, hvor alle er glade, selvom de værste forbrydere går fri? Mortensen understreger her igen, at vi er spundet ind i løgne og hemmeligheder, som blot afløses af nye fortielser, når de afsløres.

Albert Colds drømme om dronningen

“Når vi nu taler om mavepine, så kan jeg også lige nævne, at Florence undertiden kan se på mig med øjne, som giver mig fornemmelser i mellemgulvet, der godt kan beskrives som en slag mavepine, en ikke helt ubehagelig form for smerte, netop fordi den også er blandet med en del lyst og forventning.”
Henning Mortensen: “Albert Colds drømme om Dronningen”, side 38.

Henning Mortensens novellesamling fra 2010 rummer 14 korte noveller samt en enkelt kriminovelle på 40 sider. Fælles for historierne i “Albert Colds drømme om dronningen” er, at ondskabsfuldhederne i den grad er tilbage i forfatterens univers. Der er racistisk gadevold i juletiden, drukneulykker og en forelsket dreng, som må se sig udraderet af pigens gemene sans for at udnytte folk for selv at stige i graderne. Kort sagt: Drømme brister, og virkeligheden træder frem i al sin triste sandhed.

Samlingens længste historie er krimien “Geschichte”, som diskuterer den fiktive forbrydelse overfor den ‘ægte’ opdagers arbejde. Udgangspunktet er et helt klassisk sted for en krimigåde: Et fornemt gods, hvor afhuggede lemmer dukker op de mærkeligste steder. Opdagerne forsøger at hitte ud af, hvad der foregår, alt imens det vrimler med referencer til krimilitteraturen – som den italienske forfatter og litterat Umberto Eco, argentinske Jorge Luis Borges og den første moderne kriminovelle, amerikanske Edgar Allan Poes “Mordene i Rue Morge”. Men intellektuelle forsøg på logisk at udtænke, hvordan et mord finder sted, kan politimester Pfeiffer ikke bruge til så meget, han skal bruge empiri, altså håndfaste beviser. Men når nu vi har at gøre med en fiktion, hvad kan den kontante opdager så egentlig stille op?

28444915

Titelnovellen handler om den ensomme drukmås fra Sydhavnen, som drømmer om at flyve i helikopter med Dronningen. De flyver rundt over Københavns gader og tager i Zoo og ender på Amalienborg, men det hele er naturligvis bare en drøm. Albert Cold er ikke en type, de adelige spilder deres tid på. Han ligger alene og død på gulvet i en trist lejlighed i Københavns sydhavnskvarter. 

Sådan går det igennem hele novellesamlingen. Virkeligheden lever ikke op til forventningerne og forhåbningerne. Den glade, dejlige jul ender i tørre tæsk, romancen bliver til afpresning, og det hyggelige samvær med majestæten er blot en ensom mands drømmeri, mens livet forlader ham.

Det lyder umiddelbart afsindigt deprimerende, men Mortensens humor fornægter sig ikke i de 15 fortællinger om illusionsbrist og andre triste erkendelser.

 

 

Det blanke vand

”Henry tænker sit. Han er sikker på, at det ikke har været en rotte. Men han er foruroliget over, at han tænker mere end det. At det heller ikke kan have været en halsbåndsmus. Af grunde, han ikke kan finde, er han næsten sikker på, at der slet ikke har været noget i det badeværelse. End ikke en flue.”
”Det blanke vand”, s. 47.

Spændingsromanen ”Det blanke vand” (2009) med undertitlen ”Roman om kærlighed og magt” er afdæmpet nordsjællandsk suspense langs Furesøens bred. Den 45-årige Henry får et job som gartner for det velhavende ægtepar Julia og Victor Seemann. Her udspiller sig et drama, hvor en psykopat er på færde, mens skeletterne langsomt kommer ud af skabet hos alle figurerne, der heller ikke er alt for gode til holde sig fra hinanden på tværs af ægteskabelige skel.

27930530

Karaktererne er næsten som i en Agatha Christie-krimi, hvor klasseskel spiller en stor rolle. På Seemands ejendom ned til Furesøen i Holte er Henry og husholdersken Lillian tyende for Victor og Julia. Der er tale om gammeldags klasseskel, der dog i det nye årtusind antager nye former, da herskabet ønsker venskabelighed med tjenerne.

Bag den velhavende facade lurer elendigheden: Julia er som Maude i tv-serien Matador en frustreret, hjemmegående overklassefrue med en frygtelig narkolepsi (pludselige søvnanfald), mens læsset er lige ved at vælte for topembedsmanden Victor. Han må have snaps i kaffen og bliver sygemeldt. Henry er tidligere fremmedlegionær, og Lillians mand blev skudt på en rasteplads i Tyskland.

Romanen kredser som et udvidet trekantsdrama mellem de fire karakterer, mens kun enkelte bifigurer får lov til at lege med.

Som sædvanlig opstiller Henning Mortensen tilforladelige scenarier, som pludselig ændrer karakter og bliver til mareridt. Hvad er det, der pludselig sker med Henry på hans tur i skoven? Er der virkelig en rotte ude på rigmandsparrets badeværelse? Og hvordan bliver en tilsyneladende så hyggelig the-slabberas til en skummel forgiftningsaffære? En ildevarslende uhygge hviler over rigmandsejendommen som en tyk morgendis fra Furesøen.

”Det blanke vand” er en thriller, og suspensen bygger op, mens 3.personsfortælleren gradvist deler ud af hints og oplysninger ved skiftevis at stille skarpt på hver enkelt figur og skaffe sig adgang til deres tanker og problemer. Derfor vil afsløringerne heller ikke komme en som en overraskelse for læseren, men så sker der afslutningsvist noget med et par grydelapper og en brødrister...

Slottet ved det liguriske hav

”Det er jo utroligt at tænke på, at jeg næsten gennem ét eneste genialt greb strammede en smuk og stærk knude af fire bånd, en knude, som aldrig vil kunne løses op, for den er en evig forening bestående af Julia, Victor, Lillian og Henry. Et evigt assemblé. Som holder sammen på alt i denne verden.”
”Slottet ved det liguriske hav”, s. 167.

Victor Seemann, som vi kender fra Henning Mortensens forrige roman ”Det blanke vand”, er ved at komme sig efter længere tids sygdom efter en brand. Det er setuppet i romanen med den specielle titel ”Slottet ved det liguriske hav” fra 2011.

Alt er smadret ved romanens begyndelse: Seemanns villa er brændt ned, Victor er vansiret af flammerne, og konen Julia er skredet med gartneren Henry. Alle omstændighederne omkring flammerne fremstår i tåger, og den tidligere husholderske Lillian er den eneste, som kan hjælpe Victor med at holde rede på det hele. Samtidig spøger kendsgerninger, som læsere, der har læst ”Det blanke vand”, kender til, men som Victor ikke har en jordisk chance for at regne ud.

28960603

I modsætning til ”Det blanke vand”, der havde en 3.personsfortæller med evnen til zoome ind på karaktererne efter forgodtbefindende, bliver ”Slottet ved det liguriske hav” fortalt af Victor Seemann i 1. person. Derfor bliver det også fra hans perspektiv, vi får nyheden om, at hans elskede og fraskilte Julia ikke vågner op fra et af sine søvnanfald.

Netop det, at læseren kun ser tingene fra Victors perspektiv, er en af de centrale pointer i ”Slottet ved det liguriske hav”. For faktisk bevæger Victor sig fra det totale sammenbrud mod en tilbagevenden til livet med Lillian som hjælp. Han ender med Lillian på et italiensk slot med udsigt over Det Liguriske Hav i Middelhavet. Og det er vel bedre end ingenting på trods af savnet af Julia og en vis mistro til den tidligere husholderske? Læseren ved mere, men det kan ikke hjælpe den stakkels Victor.

”Slottet ved det liguriske hav” er en roman om (selv-)bedrag og vildledning. Men på den anden side kan det også være en historie om at komme igennem en uoverstigelig krise. For hvem kan egentlig sætte spørgsmålstegn ved det, når Victor erklærer sig lykkelig som aldrig før på slottet ved Det Liguriske Hav? Romanen er en djævelsk omgang med uretfærdigheder, selvom Henning Mortensen trods alt ikke nænner at tage savnet af Julia fra Victor i bogens afslutning. Kærlighed kan trods alt ikke manipuleres og medicineres bort.

Kvinden i korshæren

”Hun tænker … brudstykker af en fortælling … aldrig blive færdig ... aldrig forstå noget til bunds … hvorfor er det altid sådan? Slås prinsen og prinsessen indbyrdes, eller er de til sidst sammen om at smide sangeren på porten? Ud på vindebroen? Over på den anden side af voldgraven?
Pis og papir!
Skal virkeligheden efterlignes? Hvem står bag det dumme spil?”
”Kvinden i korshæren”, s. 125.

Frida Hansen reparerer puslespil hos Kirkens Korshær i hovedstaden. Umiddelbart skulle man tro, hun ikke selv har for mange brikker at flytte rundt med, for hun er aldeles ordblind, lever alene og har ikke udsigt til andet arbejde end puslespilsbearbejdning til salg som genbrug resten af sin karriere. Men i Henning Mortensens roman ”Kirken i korshæren” fra 2015 kommer vi helt ind i det skarpe og vilde sind, som Frida er i besiddelse af. Og så kan det nok være, den fordomsfulde læser bliver klogere i en roman, som byder på en lusket fortæller, filosofiske bidder om erindring og sprog og et par af Henning Mortensens velkendte gys.

51573021

Egentlig er romanen et trekantsdrama. Fridas halvtyske og smålumre kollega Søren (født Sören) er i grunden en pestilens, som forsøger at camouflere sine prutter bag falsk hosten. Den hopper Frida ikke på, men Søren bliver pludselig en seriøs bejler til den 50-årige græsenke, da han ser en ufo og i den forbindelse forulykker på sin scooter. Trods en generende fodskavank tager han sig herefter sammen og vinder langsomt hendes gunst.

Dog skal Frida først forbi en fatal flirt med en afskediget politimand, Henry, som er på vej i hundene på en cocktail af snaps og al for højlydt Tina Turner. Han har for 20 år siden mistet sit job, da han angiveligt har forsøgt at tvinge sig til oralsex af en prostitueret. Frida bliver besynderligt søvnig, når hun drikker kaffe hos Henry, og må tage en lur på hans sofa. Hvis hun havde været en ung kvinde, ville man kalde det drugrape.

”Kvinden i korshæren” er fortalt i 3.-person, og den er værd at dvæle ved. Ligesom der mangler brikker i de puslespil, hun forsøger at reparere hos Korshæren, undlader fortælleren at berette om Fridas fortid, som kun bliver antydet. Handlingsforløbet springer og doseres aldeles stramt, og læseren må løfte øjenbrynet over den drillende fortællerstemme, som sprogligt er helt tæt på personerne og tydeligvis ligger inde med en enorm viden om dem, men som også tilbageholder information. Det er næsten en drillende, utroværdig fortæller a la Steen Steensen Blicher.

”Kvinden i korshæren” er en roman om tabere, der pustes fulde af liv og had, men også en fabuleren over erindringernes puslespil og de ting, vi ikke kan tale om. 

Ildsalamander

”Han har længtes efter Sverige. Men der må også være en del, han har glemt. Han har længtes efter friheden, vidderne. Men der er for mange strikke- og hæklepinde. For meget træsløjd. Et ord har fæstnet sig: Decemberforliget. Hver tredje svensker kalder det udemokratisk. Hvad sker der nu i hans Sverige?”
”Ildsamalander”, s. 56.

Johan Ulrik er berømt og respekteret for sine altid nøgterne og velinformerede kriminalhistorier på tv. Men trods sin succes skal man ikke ret langt ind i ”Ildsalamander”, Henning Mortensens roman fra 2016, før den fraskilte og fremmedgjorde Johan Ulrik vender arbejdet ryggen for i sin bil Bibber at begive sig op i sit elskede Sverige.

I Sverige venter hans gamle ven Frank med sin familie, men det skal hurtigt vise sig, at hovedpersonens drømme om det perfekte broderland er et fatamorgana – Frank erklærer sin støtte til Sverigedemokraterne (gys), og i drømme hjemsøges Johan Ulrik af skinheads, som synger ”Du gamla, du fria”, og han bæres mod sin vilje frem af den jublende folkemængde. De tror naturligvis, at alle danskere støtter deres sag.

52410819

I det hele taget synes alting at være i uorden for Johan Ulrik. Han er ikke vellidt blandt sine kolleger på Danmarks Radio, konen er skredet med en lyssky advokat, og rejsen ind i Sverige bliver både skuffende og absurd. Dels er der nyheden om vennen Franks højresving, men endda vejret i Sverige er forkert. Vinteren er al for varm, og et tordenvejr er ved at tage livet af Johans Ulriks trofaste Bibber. Selv en elg – symbolet på Sverige – ser sig gal på danskerens tilstedeværelse, går til angreb og tager først flugten, da Johan Ulrik finder Bibbers båthorn.

Johan Ulrik vender i kølvandet på terrorangrebet i København 16. februar 2016 tilbage til Danmark og bosætter sig ved Kattegat. Her indleder han et forhold til kollegaen Bella og tager til Basel med andre kolleger for at se nærmere på ekskonens nye mands forretninger. Her begynder de dæmoniske kræfter for alvor at røre på sig.

”Ildsalamander” er et pre-apokalyptisk ridt ind i en verden, hvor fremmedhad og terrorfrygt har fået sit tag i den enkelte, og enden synes nær. Henning Mortensen fortæller den syrede historie ved hjælp af en tredjepersonsfortæller, der ubesværet svæver ind og ud mellem hoved- og bipersoner. Bogen er en trippet kommentar til 2010'ernes politiske morads, men er også rig på morsomheder og små indføringer i eksempelvis salmedigteren Brorson (1694-1764), komponisten Carl Nielsen (1865-1931) og et væld af andre europæiske kunstnere.

Genrer og tematikker

Groft sagt kan Henning Mortensens overordentligt store forfatterskab inddeles i tre perioder. Første del er Mortensens bidrag til tressernes og halvfjerdsernes eksperimenterende litteratur, hvor han blev en central figur i den danske litterære avantgardebevægelse. For Mortensens generation handlede det om at rive sproget fra hinanden, da man mente, at det gængse sprog var blevet misbrugt af magthaverne i det 20. århundrede. Derfor forsøgte man gennem poesien at eksperimentere sig frem til et helt nyt sprog.

Problemet er, at kun få forstår dette projekt, så for at kunne formulere en bredt forståelig samfundskritik måtte avantgardisterne vende tilbage til det almindelige sprogbrug. I firserne kastede Mortensen sig over krimien. Perioden er domineret af mørke spændingsmættede plots og skildrer Over- og Underdanmarks sammenstød med lov og moral.

Tredje del af forfatterskabet tager for alvor fart i halvfemserne, hvor Mortensen satser på prosaen og påbegynder sin store dannelsessaga om drengen Ib. Serien om Ibs oplevelser gennem sidste halvdel af det tyvende århundrede er anderledes lys og mild sammenlignet med Mortensens tidligere mørke og barske udgivelser. Sagaen om Ib er i høj grad selvbiografisk, og de ti romaner står som et hovedværk i dansk halvfemserlitteratur.

Siden er Mortensen vendt tilbage til krimien i sin roste Sondrup-trilogi, som udkom mellem 2005 og 2007. Her kombinerer Mortensen de lyse og mørke elementer fra sit tidligere forfatterskab.

Hos Henning Mortensen står sprogets muligheder for at gøre sig fri af løgne og uigennemskueligheder centralt: Det handler om at skrive sig frem til en forståelse af den virkelighed, som gemmer sig bag facader og masker, at skrive sig fri af det klaustrofobiske, snævre og indskrænkende. Derfor udgør det kriminalistiske element en fremtrædende del af forfatterskabet. Skrivningen udspringer af en fornemmelse af at være blevet ført bag lyset, og at verden ikke er, som de voksne går og bilder børnene ind. Overalt bliver sandheder omgået, og skjulte hemmeligheder findes overalt. Derfor kan også den ikke-kriminalistiske del af forfatterskabet med fordel anskues ud fra en opdagers synspunkt. Det kan for eksempel ses i Ib-seriens første del “Havside Sommer”, hvor Ib sniger sig rundt og opklarer de hemmeligheder, som de voksne holder skjult. Afsløringen af løgne går som tema igen hele vejen igennem Mortensens forfatterskab. Alligevel skal man ikke forvente, at litteraturen kan udrede sandheden om verden for læseren. Mortensen nøjes med at pege på, at det vi tror og mener os sikre på, ofte viser sig at have begrundelser i omskiftelige og endog falske forudsætninger. Denne triste konstatering bløder Mortensen op med en humor, som også er til stede hele vejen gennem forfatterens virke.

Mortensens betragtning af tilværelsen som forloren og illusorisk bruges til at formulere en samfundskritik, hvor danskernes umiddelbart trygge og hyggelige liv dissekeres. De udadtil så dannede parcelhusmure gemmer på triste rødvinsbranderter og ondskabsfuldheder så gemene, at de tabuiseres og gemmes væk. Dermed er de danske villaveje så indspundne i løgn og elendighed, at det ofte i Mortensens univers kræver en detektiv at udrede sandheden, hvis det da overhovedet lykkes.

Beslægtede forfatterskaber

I begyndelsen af Mortensens karriere var han en del af den danske litterære avantgarde sammen med folk som Vagn Steen, Per Højholt, Peter Laugesen og F.P. Jac. Her handlede det om at finde veje ud af et sprog, som var blevet misbrugt af det 20. århundredes magthavere. Derfor kastede man sig ud i syrede eksperimenter for at opfinde et rent sprog. Siden trådte Mortensen dog ud af bevægelsen og er med tiden blevet sværere at kategorisere i noget bestemt miljø eller tilhørende en specifik gruppe. Han hører alligevel til den store gruppe af danske forfattere, som skildrer middelklasselivet i en realisme, som Mortensen dog tillader sig at afvige fra, når det passer ham. 

Henning Mortensens leg med fortælleren, hvor man som læser aldrig rigtig ved, om man får det hele at vide, kan minde om Steen Steensen Blichers banebrydende eksperimenter med fortællerpositionen tilbage i første halvdel 1800-tallet. Blicher yndede at skabe en utroværdig fortæller, som kun gradvist giver læseren de informationer, der er nødvendige for at stykke forudsætningerne for plottet sammen. Både Mortensen og Blicher bruger krimien (Blicher var Danmarks første krimiforfatter) til at afdække fortielser og løgne, naturligvis med den forskel, at Blicher skildrer 1800-tallets landbefolkning, mens Mortensen tager sig kærligt af nutidens velfærdsdansker. Man kan dog indvende, at Mortensen er en utraditionel krimiforfatter, for hvem opklaringsplottet ikke nødvendigvis er det mest centrale spørgsmål. Det handler nærmere om figurernes indbyrdes relationer, ikke hvorvidt det var butleren, der gjorde det eller ej.

Mastodonten i Mortensens forfatterskab er ti-binds-sagaen om Ib. Her bliver Mortensen en realistisk erindringsforfatter, hvor han forsøger at konstruere barn- og ungdommen gennem sproget. I denne litteratur udgør internationale koryfæer som tyske Walter Benjamin (1892-1940) og franske Marcel Proust (1871-1922), der på meget forskellig vis forsøgte at genskabe barndommen gennem skriften, en inspiration. Mens Prousts værk "På sporet af den tabte tid" - er et kæmpemæssigt værk, er Benjamins "Barndom i Berlin omkring år 1900" kort og komprimeret. Mortensen må sige at placere sig midt i mellem, da Ib-sagaen er et kæmpe værk på ti bind, som består af relativt korte og tætte bøger.

 

Bibliografi

Digte

Mortensen, Henning:
Det kan komme over én. Arena, 1966.
Mortensen, Henning:
Konstellationer. Arena SUB-PUBlikationer, 1969.
Mortensen, Henning:
Den spage nar : prosa og digte 1962-71. Jorinde & Joringel, 1971.
Mortensen, Henning:
Lucien Hervé er en svindler. Jorinde & Joringel, 1971.
Mortensen, Henning:
Pisken smælder gennem det blødende tusmørke, sne. Borgen, 1971.
Mortensen, Henning:
Udflugter : 3 tekster. Jorinde & Joringel, 1971.
Mortensen, Henning:
Vakuum : (konglomerater). Jorinde & Joringel, 1971.
Mortensen, Henning:
Cirkusdigte. Owpox & Fjerboldt, 1972.
Mortensen, Henning:
Første brev. Jorinde & Joringel, 1972.
Mortensen, Henning:
Her er en morsom hund. Jorinde & Joringel, 1972.
Mortensen, Henning:
I dag svømmede vi i Siambugten. Borgen, 1972.
Mortensen, Henning:
Claie. Jorinde & Joringel, 1973.
Mortensen, Henning:
Nattelegram til Xerophytte. Borgen, 1973.
Mortensen, Henning:
Tredje brev. Jorinde & Joringel, 1975.
Mortensen, Henning:
Kampen om en skole : om aktionen for bevarelse af Sct. Annagades Skole : et lærestykke, 1976. Fagbog.
Mortensen, Henning:
Talonade. Borgen, 1976.
Mortensen, Henning:
Manden med bambusknæene, 1977. Børnebog.
Mortensen, Henning:
Album : digte. Jorinde & Joringel, 1978.
Mortensen, Henning:
Familiemønsteret, kønsroller og boligformerne, 1978. Undervisningsbog.
Mortensen, Henning:
Det sociale sikkerhedsnet og institutionerne, 1978. Undervisningsbog.
Mortensen, Henning:
Arbejdsforhold, arbejdsmiljø, 1979. Undervisningsbog.
Mortensen, Henning:
Oprør på en camping-plads, 1979. Børnebog.
Mortensen, Henning:
Kunst & kultur – hvad er det for noget?, 1979. Undervisningsbog.
Mortensen, Henning:
I dag skal brændingen føde haj : digte 1980. Borgen, 1980.
Mortensen, Henning:
Lykke, 1980. Noveller.
Mortensen, Henning:
Vinterdigte. Jorinde & Joringel, 1980.
Mortensen, Henning:
Ole og Inga på farlig ferie, 1980. Børnebog.
Mortensen, Henning:
Badehotellet, 1981. Novelle.
Mortensen, Henning:
Under havet mødes alle øer : kriminalroman, 1981.
Mortensen, Henning:
Ole og Inga møder Ivo, 1981. Børnebog.
Mortensen, Henning:
Ole og Inga, Ivo og banden, 1981. Børnebog.
Mortensen, Henning:
Abe med gummiring og andre digte. Jorinde & Joringel, 1983.
Mortensen, Henning:
Ildskrift for rotter, 1983. Roman.
Mortensen, Henning:
Husmand! Husmand! : et spil om at blive sin egen herre, 1985. Skuespil
Mortensen, Henning:
Sminke, 1986. Roman.
Mortensen, Henning:
Rejser under kometens hale. Gyldendal, 1987.
Mortensen, Henning:
Jeg er blevet tyndere. Jorinde & Joringel, 1988.
Mortensen, Henning:
Jon Gislason. Galerie Bossky, 1989.
Mortensen, Henning:
Hvor bliver du af, Kaj? Gyldendal, 1990.
Mortensen, Henning:
Weekend med sne, 1993. Skuespil.
Mortensen, Henning:
Manden fra havet, 1999. Roman.
Mortensen, Henning:
Landskabet. Gyldendal, 2000.
Mortensen, Henning:
Raketter : sekel og millennium, 2000. Roman.
Mortensen, Henning:
Fandens til helbred, 2001. Ungdomsbog.
Mortensen, Henning:
Bouffanelle : en bog om Paris, 2002. Fagbog.
Mortensen, Henning:
Kære Peter, 2002. Essay.
Mortensen, Henning:
Memphis Tennessee, 2002. Skuespil.
Mortensen, Henning:
Sammentekst, 2002. Essay.
Mortensen, Henning:
Uden titel, 2002. Essay.
Mortensen, Henning:
Historien om Finn Allan, 2003. Ungdomsbog.
Mortensen, Henning:
Den femte årstid, 2004. Roman.
Mortensen, Henning:
Næb og klør, 2005. Roman.
Mortensen, Henning:
Billeder fra den flydende verden, 2006. Roman.
Mortensen, Henning:
Ræven går derude, 2006. Roman.
Mortensen, Henning:
Rita Korsika, 2007. Roman.
Mortensen, Henning:
Det blanke vand, 2009. Roman.
Mortensen, Henning:
So happy just to be alive. Jorinde & Joringel, 2009.

Noveller

Mortensen, Henning:
Feberrejser. Borgen, 1973.
Mortensen, Henning:
Tid. Gyldendal, 1975.
Mortensen, Henning:
Solister. Borgen, 1977.
Mortensen, Henning:
Udflugt. Schønberg, 1977.
Mortensen, Henning:
Lykke. Gyldendal, 1980.
Mortensen, Henning:
Badehotellet. Dansklærerforeningen, 1981.
Mortensen, Henning:
Helle. Gyldendal, 1981.
Mortensen, Henning:
Og der var mørke oven over afgrunden. Modtryk, 1981.
Mortensen, Henning:
Celle. Gyldendal, 1983.
Mortensen, Henning:
Klovnen. Gyldendal, 1983.
Mortensen, Henning:
Papegøjepigen. Branner og Koch, 1983.
Mortensen, Henning:
Det brændende landskab. Gyldendal, 1984.
Mortensen, Henning:
Tåge på en klar dag. Ingeniøren, 1985.
Mortensen, Henning:
Ofelia skal ikke være fed : historier fra sindets hundehuller (1981-2001). Gyldendal, 2001.
Mortensen, Henning:
Albert Colds drømme om Dronningen. Gyldendal, 2010.

Romaner

Mortensen, Henning:
Brandfælder. Borgen, 1974.
Mortensen, Henning:
Yvonnes verden. Borgen, 1975.
Mortensen, Henning:
Hypnose. Borgen, 1977.
Mortensen, Henning:
Frk. Frandsens efterår: Natfiskeren. Modtryk, 1980.
Mortensen, Henning:
Under havet mødes alle øer: kriminalroman. Modtryk, 1981.
Mortensen, Henning:
En bloddråbe i vinden. Modtryk, 1983.
Mortensen, Henning:
Ildskrift for rotter. Modtryk, 1983.
Mortensen, Henning:
Begravelse i hård jord. Modtryk, 1984.
Mortensen, Henning:
Sminke. Gyldendal, 1986.
Mortensen, Henning:
Den forbitrede kvinde. Gyldendal, 1987.
Mortensen, Henning:
Legenden om den diskrete dreng. Gyldendal, 1988.
Mortensen, Henning:
Havside Sommer. Gyldendal, 1993.
Mortensen, Henning:
Den røde mandolin. Gyldendal, 1994.
Mortensen, Henning:
Ulveørken. Gyldendal, 1995.
Mortensen, Henning:
Hebræisk himmel. Gyldendal, 1996.
Mortensen, Henning:
Sneen og døden. Gyldendal, 1996.
Mortensen, Henning:
Tvillingerne. Gyldendal, 1997.
Mortensen, Henning:
Belleville. Gyldendal, 1998.
Mortensen, Henning:
Tolderens sidste dage. Gyldendal, 1999.
Mortensen, Henning:
Manden fra havet. Gyldendal, 1999.
Mortensen, Henning:
Raketter: sekel og millennium. Gyldendal, 2000.
Mortensen, Henning:
Den femte årstid. Gyldendal, 2004.
Mortensen, Henning:
Næb og klør. Gyldendal, 2005.
Mortensen, Henning:
Ræven går derude. Gyldendal, 2006.
Mortensen, Henning:
Rita Korsika. Gyldendal, 2007.
Mortensen, Henning:
Det blanke vand. Gyldendal, 2009.
Mortensen, Henning:
Slottet ved det liguriske hav. Gyldendal, 2011.
Mortensen, Henning:
Klovnens rejse. Gyldendal, 2013.
Mortensen, Henning:
Kvinden i korshæren. Gyldendal, 2015.
Mortensen, Henning:
Ildsalamander. Gyldendal, 2016.
Mortensen, Henning: Hr. & fru Sørensen ser syner. Gyldendal, 2017.
Mortensen, Henning: Trampolin. Gyldendal, 2019.

Fagbøger

Mortensen, Henning:
Kampen om en skole: om aktionen for bevarelse af Sct. Annagades Skole: et lærestykke. Modtryk, 1976.
Mortensen, Henning:
Bouffanelle: en bog om Paris. Gyldendal, 2002.
Mortensen, Henning:
Voilà!: ikke nogen helt lille affære: en bog om Frankrig. Gyldendal, 2009.

Undervisningsbøger

Mortensen, Henning:
Familiemønsteret, kønsroller og boligformerne. Armstrong, 1978.
Mortensen, Henning:
Det sociale sikkerhedsnet og institutionerne. Armstrong, 1978.
Mortensen, Henning:
Arbejdsforhold, arbejdsmiljø. Armstrong, 1979.

Børnebøger

Mortensen, Henning:
Manden med bambusknæene. Modtryk's Børnebøger, 1977.
Mortensen, Henning:
Oprør på en camping-plads. Modtryk, 1979.
Mortensen, Henning:
Ole og Inga på farlig ferie. Jensen & Thode, 1980.
Mortensen, Henning:
Ole og Inga møder Ivo. Jensen & Thode, 1981.
Mortensen, Henning:
Ole og Inga, Ivo og banden. Jensen Thode, 1981.

Skuespil

Mortensen, Henning:
Husmand! Husmand!: et spil om at blive sin egen herre. Teaterforlaget Drama, 1985.
Mortensen, Henning:
Weekend med sne. Drama, 1993.
Mortensen, Henning:
Memphis Tennessee, 2002.

Ungdomsbøger

Mortensen, Henning:
Fandens til helbred. Dansklærerforeningen, 2001.

Essays

Mortensen, Henning:
Kære Peter. Forlaget Spring, 2002.
Mortensen, Henning:
Historien om Finn Allan. Dansklærerforeningen, 2003.
Mortensen, Henning:
Sammentekst. Forlaget Spring, 2002.
Mortensen, Henning:
Uden titel. Forlaget Spring, 2002.

Om forfatterskabet

Artikler

Schnack, Asger:
Portræt. 40 danske digtere efter 1968. Gyldendal, 1981.
Skyum-Nielsen, Erik:
Modsprogets proces. Arena, 1982.
Pedersen, Birthe:
I skønhedens og ondskabens vold. 1988. I: Kritik nummer 86, 1988.
Skyum-Nielsen, Erik:
Min sjæl, hvad vil du mer? 1989. I: Standart nummer 2, 1989.
Palle, Henrik:
I voldens element og i elementernes vold. 1990. I: Tid skrift nummer 12, 1990.
Mortensen, Henning:
Latterens resurrektion, Romanserien om Ib Nielsen 1993-2000. In: Kritik 149, Gyldendalske Boghandel, 2001.

Kilder citeret i portrættet

Kilder

Sørensen, Rasmus Bo:
Hennings hemmeligheder. Dagbladet Information, 2010-10-07.