I den første del af Henning Mortensens forfatterskab helligede han sig poesien. Han udgav sin første digtsamling, “Det kan komme over én” i 1966, som på eksperimenterende vis behandlede emner som tid – “jeg har tiden i mig”, som det hedder et sted. Digtsamlingerne fra 60’erne er fulde af metaforer, og sproget har et sanseligt bid.
Digtsamlingerne fra 1970’erne får et mere konkret og socialrealistisk præg og indhold. “Nattelegram til Xerophyte” fra 1973 sætter eksempelvis fokus på misforhold mellem livsomstændigheder og de forestillinger, som velstandssamfundet udvikler. Skriften i disse 70’er-fortællinger er vild og surreel. Ordene flyder som skidt fra en spædekalv – rablende og rasende og stykker psykiske, politiske og mytiske planer sammen, der kredser om vold, seksualitet og galskab. Der er ligeledes en tendens til, at magtens (fordækte) sprog sættes over for skriftens oprørske bevægelighed og hudløse ærlighed.