Martin Andersen Nexø

Martin Andersen Nexø blev født i København i 1869 som fjerde barn i en søskendeflok på elleve. Faderen var af bondeslægt men ernærede sig som stenhugger. Opvæksten var præget af dyb fattigdom, der forværredes af faderens drikkeri, og Andersen Nexø har senere i sine erindringer tillagt moderen æren for, at familien klarede sig.

Da han var otte år flyttede familien til Bornholm, hvor han hurtigt måtte ud at tjene som vogterdreng. Til trods for, at han var åbenlyst bogligt begavet, kom Andersen Nexø i skomagerlære, men efter en række højskoleophold og en langvarig rekreationsrejse (1892-94) til blandt andet Spanien indså han, at det var forfatter, han skulle være – så han kunne tale de undertryktes sag. Andersen Nexø var dybt berørt af at se, hvordan “livets forurettede” fandtes overalt, og han mente, at underklassen i den forstand udgjorde et fællesskab. Et kraftfuldt fællesskab, som i sidste ende ville sejre.

Partipolitisk engagement blev der dog først tale om efter udgivelsen af ”Pelle Erobreren” i 1910, hvor Andersen Nexø meldte sig ind i Socialdemokratiet. Han brød med partiet i 1918 og var med til at stifte Socialistisk Arbejderparti, det senere Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). I mellemkrigstiden var han aktiv i den internationale socialistiske og antifascistiske bevægelse, og han var med til at tage initiativ til organisationen Frisindet Kulturkamp, som i årene 1935-39 dannede rammen om den kulturradikale modstand mod fascisme og undertrykkelse. Organisationen udgav tidsskriftet ”Kulturkampen”, som blandt andet arkitekten og debattøren Poul Henningsen skrev for. Frisindet Kulturkamp er siden blevet opfattet som en optakt til den danske modstandsbevægelse.

Andersen Nexø måtte som erklæret kommunist flygte til Sverige under den tyske besættelse. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden i det daværende DDR. Her levede han til sin død tre år senere.

Ifølge netmediet Leksikon for det 20. århundrede er Martin Andersen Nexøs ”Pelle Erobreren” næst efter H.C. Andersens eventyr det mest udbredte danske værk i verden. (Henrik Yde: Martin Andersen Nexø. Leksikon.org). Andersen Nexøs værker er oversat til en lang række sprog, hvilket hænger sammen med den uhyre popularitet, forfatterskabet opnåede i Østeuropa og Sovjetunionen, hvor Andersen Nexøs værker opnåede kanonisk status. Det er ingen tilfældighed, at DDR i 1985 lod en af landets fremtrædende instruktører filme ”Pelle Erobreren”.

De kommunistiske lande opfattede Andersen Nexø som en helt central figur i deres litterære arvegods. Den danske proletarforfatter fra Bornholm kom således til at levere litteraturen til en helt ny verdens selvopfattelse, og for generationer af specielt østtyskere blev hans værker klassikere.

Martin Andersen Nexøs første store romanværk, ”Pelle Erobreren”, blev skrevet i årene 1906-10. I forordet kalder han meget sigende romanen ”en bog om proletaren - altså om mennesket selv”.

”Pelle Erobreren” er et storslået forsøg på at forene temaerne fra forfatterskabets første år – kvinden som skaber og opretholder af livet og menneskets forhold til naturen – og omsætte dem til et konkret politisk engagement. Romanen vokser ud af en stærk social indignation og en tro på de fattiges og kuedes revolutionære kræfter, på kvinden som moder og livskraft og på proletarens væsensfællesskab med naturen. Det er en uhyre samfundskritisk og idealistisk roman, der med Pelle som omdrejningspunkt skildrer arbejderbevægelsens udvikling i slutningen af 1800-tallet.

53285511

Romanen begynder i 1871, hvor den otteårige Pelle ankommer med sin far, Lasse, til Bornholm. De er fattige indvandrere fra Sydsverige og får tjeneste på Stengaarden, som danner rammen om romanens første del. Andersen Nexø har en ganske særlig sans for at indfange barnets verden, og styrken ligger først og fremmest i hans evne til at fremmane kontrasten mellem barnets åbne sind og de voksnes bristede illusioner. De håbløse og ydmygende levevilkår knækker ikke Pelle, som de har knækket så mange omkring ham. Han føler tværtimod, at han er skabt til noget stort. Hvad dette store er, går først op for ham, da han som ung nyudlært skomager slår sig ned i København.

I københavnerdelen leverer Andersen Nexø nogle af dansk litteraturs mest gruopvækkende beskrivelser af fattigdom, og især beskrivelsen af lejekasernen Arken på Christianshavn gør indtryk. Det er denne afgrundsdybe nød, som vækker Pelle og får ham til at kaste sine kræfter ind i arbejderbevægelsens kamp for retfærdighed og bedre levevilkår. Han forvandler sig fra medfølende tilskuer til aktivt kæmpende idealist. Med til denne udvikling hører også kvinden, som her portrætteres gennem Pelles hustru, Ellen, som indtager en særstatus i romanens dannelsesprojekt. Pelle sætter hendes kærlighed på enorme prøver, men i sin grænseløse kærlighed til ham er det hende, som i sidste ende redder Pelle fra at gå til bunds. Og det er først i det øjeblik, Pelle anerkender, at hans liv først og fremmest beror på hustruens kærlighed og respekt, at han virkelig kan slå ind på den vej, der gør ham til en ægte erobrer.

Pelles vision bliver den fredelige revolution, et ”paradis for de mange”, centreret om kooperativet med fælles produktion, ansvar og ejerskab. Romanen besvarer ikke, om Pelles paradis lykkes, men der er ingen tvivl om, at hans tilbagevenden til jorden og kvinden er en sejr i Andersen Nexøs øjne. Pelle forbliver nemlig tro – både mod idealerne og mod hjertet og jorden: Han bliver et helt menneske.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Pelle Erobreren"

Martin Andersen Nexøs andet hovedværk er ”Ditte Menneskebarn”, som er skrevet i årene 1917-21 under indtryk af den russiske revolution og de voldsomme omvæltninger, der resulterede i oprettelsen af verdenshistoriens første kommunistiske stat.

Andersen Nexø havde i skuffelse forladt Socialdemokratiet, som efter hans mening havde gjort arbejderbevægelsen parlamentarisk og kompromissøgende. Han vendte nu håbefuldt blikket mod det nyoprettede Sovjetunionen, der havde realiseret den proletariske revolution og dermed lagt kimen til virkeliggørelsen af en kommunistisk utopi, som blev Andersen Nexøs forbillede resten af livet.

25793250

Historien handler om pigen Ditte, der bliver forladt af sin mor og vokser op hos sine bedsteforældre, som er fattige husmænd. Ligesom Ditte er et uægte barn, føder også hun et barn uden for ægteskab, og fra det øjeblik er hendes liv stort set kun en lang nedtur på den sociale rangstige i et gennemråddent og brutalt samfund. Rystende er blandt andet skildringen af Dittes tid som amme på et hjem for uønskede børn, hvor der rent ud sagt foregår uhyrlige ting. En kort lykke oplever hun i huset hos en god familie, men hun kastes atter ud i malstrømmen efter naivt at have indledt et forhold til husets herre. Hun går fra den ene tjenesteplads til den anden, aldrig uden at blive ydmyget, for sådan behandler man samfundets dårligst stillede. Alligevel har hun et formidabelt overskud til at hjælpe andre, ikke mindst som plejemor for en voksende flok børn og som støtte for de mænd, som tiltrækkes af hendes hengivne og stærke væsen, men som selv er for svage til at hjælpe hende. Hun er den mest fuldendte og smukke skabning hos Andersen Nexø og inkarnerer som opofrende kvinde og moder et idealbillede i det nexøske univers.

Romanen slutter dystert med Dittes alt for tidlige død, mens de underkuede masser fylder Københavns gader med deres revolutionshymne. ”Ditte Menneskebarn” er en meget mørkere fortælling end ”Pelle Erobreren”, men Andersen Nexøs tro på menneskets dybe og gode kræfter forbliver intakt. Dittes korte liv er ikke levet forgæves. Hendes opofrelse og kærlighed er netop det overskud og den kraft, der er livets eneste håb, når det ikke levnes en chance. Det er kræfter, som ikke kan holdes nede, og som sår kimen til den revolution, vi ser optræk til i bogens slutning. Budskabet er utvetydigt. Revolutionen kommer, og når det sker, er der meget ondt, der skal gøres op. En advarsel, med andre ord – om en ny verdensorden, som omkring 1920 ikke længere syntes så fjern.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ditte Menneskebarn"

Allerede med Martin Andersen Nexøs debut, novellesamlingen ”Skygger” fra 1898, slås et grundtema i forfatterskabet an: kvinden som skaber og opretholder af livet. Et godt eksempel er novellen ”Lotterisvensken”, hvor moderen er skildret som det omsorgsfulde centrum, der på trods af nød og fattigdom tager vare på familien, mens faderen beskrives som en destruktiv kraft. I novellesamlingens fortællinger fra Spanien genfinder man denne modsætningsfigur mellem kønnene, og der er næppe nogen tvivl om, at Andersen Nexø har fundet kilden til den hos sine egne forældre.

Også i Martin Andersen Nexøs romaner tages der afsæt i konflikten mellem moderskabets positive urkraft og mandens negative rastløshed, erobrertrang og trang til at ødelægge, hvilket tillige bliver et billede på konflikten mellem proletarernes ukuelige vilje til liv og det brutale borgerlige samfund.

Fra og med novellesamlingen ”Muldskud” fra 1900-1905 begynder naturen at spille en større rolle i Martin Andersen Nexøs forfatterskab. Novellerne er – som det senere hovedværk ”Pelle Erobreren” – inspireret af barndommens bornholmske landskaber og er fortællinger om jævne og stærke individer, der som en uanselig, men livskraftig grøde skyder op af jorden. For Andersen Nexø er der tale om et livsbekræftende fællesskab, hvor proletaren henter sin styrke.

Fra de første noveller til de senere kæmperomaner skildrer Andersen Nexø proletarernes kamp for og vej til et værdigt liv, og han var ikke bange for at stille sin kunst til rådighed for et politisk og etisk engagement. Engagementet bestod på den ene side i at skildre og synliggøre de uhyrlige kår, størstedelen af den danske befolkning levede under i slutningen af det 19. århundrede og begyndelsen af det 20. århundrede. På den anden side rummede værkerne et afsæt for den utopiske drøm om et nyt og bedre samfund, der skulle vokse frem i forlængelse af den socialistiske revolution. Målet med Andersen Nexøs kunst er altså at bevidstgøre proletaren i dobbelt forstand – om samfundets uretfærdighed og om muligheden for forandring. Det kritiske og det idealistiske drive er uadskilleligt hos Andersen Nexø. Dermed indtager han lidt af en særstatus i dansk litteratur, som er rig på samfundsrevsere, men fattig på store idealister.

Fattigdom som opvækstvilkår og i forlængelse af dette forholdet mellem arv og miljø har været et litterært grundtema især siden midten af 1800-tallet med Charles Dickens som en betydningsfuld eksponent og ses ligeledes hos eksempelvis Amalie Skram, William Heinesen, Harald Herdal og ikke mindst i Tove Ditlevsens ”Barndommens gade”.

Den livsfilosofiske naturdyrkelse er central for det markante litterære nybrud, som præger årene omkring 1900. Dets fremmeste repræsentanter ud over Andersen Nexø er Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen. Det er forfattere, som har rødder i landbobefolkningen, og hvis interesse samler sig om de kræfter, der hviler i naturen og blandt almuen. De beskæftiger sig i deres romaner og lyrik med jorden, årstidernes skift, solen og driftsmennesker – upolerede og uspolerede individer.

Forfatteren Hans Kirk, som skriver i 1920’erne og 1930’erne, er en af de få, der ligesom Andersen Nexø kobler kritik med idealisme, men ellers har samfundsengagementet i dansk litteratur taget Georg Brandes’ krav om, at litteraturen først og fremmest skal sætte problemer til debat, meget bogstaveligt. I international sammenhæng er den amerikanske arbejderklasseforfatter Upton Sinclair en idealistisk åndsfælle.

Selv følte Andersen Nexø, at han stod i kæmpe gæld til Henrik Pontoppidan, som blandt andet i novellesamlingen ”Fra hytterne” og romanen ”Sandinge Menighed” leverer en skånselsløs skildring af armoden og udbytningen på landet. Pontoppidan ejede ikke Andersen Nexøs lyse fremtidshåb for menneskeheden, og hans mesterværk ”Lykke-Per” er en ironisk fortælling om en erobrer, der knækkes. Alligevel er det til ”Mesteren Henrik Pontoppidan”, Andersen Nexø dedikerer ”Pelle Erobreren”. Det er både en hyldest og en irettesættelse.