martin andersen nexø
Martin Andersen Nexø taler i Fælledparken på sin 76 års dag i juni 1945.
Foto: Scanpix

Martin Andersen Nexø

Artikel type
voksne
journalist Kirstine Marie Ersbøll, 2005. Opdateret af cand.mag. Daniel Robert Andersen, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
martin andersen nexø
Martin Andersen Nexø taler i Fælledparken på sin 76 års dag i juni 1945.
Foto: Scanpix
Main image
Nexø, Martin Andersen
Foto: POLFOTO

Indledning

Martin Andersen Nexø er Danmarks store proletarforfatter. Han er blevet læst gennem generationer, og mange anser hovedværkerne “Pelle Erobreren” og “Ditte Menneskebarn” for at være blandt det ypperste, der er skrevet på dansk. Romanernes gruopvækkende skildringer af fattigdom og bundløs social uretfærdighed er stærke billeder af det danske samfund omkring år 1900, og hele forfatterskabet er båret af en dyb indignation på vegne af de dårligst stillede. Samfundskritikken ledsages imidlertid af en ukuelig optimisme og en stærk tro på, at de revolutionære kræfter i mennesket til sidst vil sejre.

28482590

Blå bog

Født: 1869 i København.

Død: 1954 i Dresden, DDR. Begravet på Assistens Kirkegård i København.

Uddannelse: Skomager, 1889. Friskolelærer, Borups kursus, 1897. Lærerhøjskolen, 1898.

Debut: Skygger (noveller), 1898.

Litteraturpriser: Selskabet for de skiønne og nyttige Videnskabers pris, 1923. Nationalpreis für Literatur, DDR, 1951.

Seneste udgivelse: Manuela. Privattryk, 2009. Fortælling.

Periode: Det folkelige gennembrud

Se filmen Martin Andersen Nexø - et portræt af min oldefarFilmstriben

 

Baggrund

“Det var hans erfaring, at alle mennesker i grunden var gode; det onde i dem kunne næsten altid føres tilbage til noget bestemt, mens godheden ofte eksisterede på trods af alt. Den ville sejre helt, når tilstandene blev trygge for alle.”
Fra Pelle Erobreren.

Martin Andersen Nexø blev født i København i 1869 som fjerde barn i en søskendeflok på elleve. Faderen var af bondeslægt men ernærede sig som stenhugger. Opvæksten var præget af dyb fattigdom, der forværredes af faderens drikkeri, og Andersen Nexø har senere i sine erindringer tillagt moderen æren for, at familien klarede sig.

Da han var otte år flyttede familien til Bornholm, hvor han hurtigt måtte ud at tjene som vogterdreng. Til trods for, at han var åbenlyst bogligt begavet, kom Andersen Nexø i skomagerlære, men efter en række højskoleophold og en langvarig rekreationsrejse (1892-94) til blandt andet Spanien indså han, at det var forfatter, han skulle være – så han kunne tale de undertryktes sag. Andersen Nexø var dybt berørt af at se, hvordan “livets forurettede” fandtes overalt, og han mente, at underklassen i den forstand udgjorde et fællesskab. Et kraftfuldt fællesskab, som i sidste ende ville sejre.

Partipolitisk engagement blev der dog først tale om efter udgivelsen af ”Pelle Erobreren” i 1910, hvor Andersen Nexø meldte sig ind i Socialdemokratiet. Han brød med partiet i 1918 og var med til at stifte Socialistisk Arbejderparti, det senere Danmarks Kommunistiske Parti (DKP). I mellemkrigstiden var han aktiv i den internationale socialistiske og antifascistiske bevægelse, og han var med til at tage initiativ til organisationen Frisindet Kulturkamp, som i årene 1935-39 dannede rammen om den kulturradikale modstand mod fascisme og undertrykkelse. Organisationen udgav tidsskriftet ”Kulturkampen”, som blandt andet arkitekten og debattøren Poul Henningsen skrev for. Frisindet Kulturkamp er siden blevet opfattet som en optakt til den danske modstandsbevægelse.

Andersen Nexø måtte som erklæret kommunist flygte til Sverige under den tyske besættelse. I 1951 flyttede han ind i en æresbolig i Dresden i det daværende DDR. Her levede han til sin død tre år senere.

Martin Andersen Nexø er næst efter H.C. Andersen den danske forfatter, hvis værker er oversat til flest sprog. Det hænger i høj grad sammen med den uhyre popularitet, forfatterskabet opnåede i Østeuropa og Sovjetunionen, hvor Andersen Nexøs værker opnåede kanonisk status. Det er ingen tilfældighed, at DDR i 1985 lod en af landets fremtrædende instruktører filme ”Pelle Erobreren”.

De kommunistiske lande opfattede Andersen Nexø som en helt central figur i deres litterære arvegods. Den danske proletarforfatter fra Bornholm kom således til at levere litteraturen til en helt ny verdens selvopfattelse, og for generationer af specielt østtyskere blev hans værker klassikere.

Pelle Erobreren

”Dette var en hel ny Verden, og Pelle var i Gang med at erobre den. Ikke en Trævl vilde han lævne. Havde han nu haft Kammeraterne fra Tommelilla her, saa skulde han have forklaret og sat den ind i det altsammen. Jøsses hvor de vilde glo stort!”

”Pelle Erobreren”, s. 24.

Martin Andersen Nexøs første store romanværk, ”Pelle Erobreren”, blev skrevet i årene 1906-10. I forordet kalder han meget sigende romanen ”en bog om proletaren - altså om mennesket selv”.

”Pelle Erobreren” er et storslået forsøg på at forene temaerne fra forfatterskabets første år – kvinden som skaber og opretholder af livet og menneskets forhold til naturen – og omsætte dem til et konkret politisk engagement. Romanen vokser ud af en stærk social indignation og en tro på de fattiges og kuedes revolutionære kræfter, på kvinden som moder og livskraft og på proletarens væsensfællesskab med naturen. Det er en uhyre samfundskritisk og idealistisk roman, der med Pelle som omdrejningspunkt skildrer arbejderbevægelsens udvikling i slutningen af 1800-tallet.

53285511

Romanen begynder i 1871, hvor den otteårige Pelle ankommer med sin far, Lasse, til Bornholm. De er fattige indvandrere fra Sydsverige og får tjeneste på Stengaarden, som danner rammen om romanens første del. Andersen Nexø har en ganske særlig sans for at indfange barnets verden, og styrken ligger først og fremmest i hans evne til at fremmane kontrasten mellem barnets åbne sind og de voksnes bristede illusioner. De håbløse og ydmygende levevilkår knækker ikke Pelle, som de har knækket så mange omkring ham. Han føler tværtimod, at han er skabt til noget stort. Hvad dette store er, går først op for ham, da han som ung nyudlært skomager slår sig ned i København.

I københavnerdelen leverer Andersen Nexø nogle af dansk litteraturs mest gruopvækkende beskrivelser af fattigdom, og især beskrivelsen af lejekasernen Arken på Christianshavn gør indtryk. Det er denne afgrundsdybe nød, som vækker Pelle og får ham til at kaste sine kræfter ind i arbejderbevægelsens kamp for retfærdighed og bedre levevilkår. Han forvandler sig fra medfølende tilskuer til aktivt kæmpende idealist. Med til denne udvikling hører også kvinden, som her portrætteres gennem Pelles hustru, Ellen, som indtager en særstatus i romanens dannelsesprojekt. Pelle sætter hendes kærlighed på enorme prøver, men i sin grænseløse kærlighed til ham er det hende, som i sidste ende redder Pelle fra at gå til bunds. Og det er først i det øjeblik, Pelle anerkender, at hans liv først og fremmest beror på hustruens kærlighed og respekt, at han virkelig kan slå ind på den vej, der gør ham til en ægte erobrer.

Pelles vision bliver den fredelige revolution, et ”paradis for de mange”, centreret om kooperativet med fælles produktion, ansvar og ejerskab. Romanen besvarer ikke, om Pelles paradis lykkes, men der er ingen tvivl om, at hans tilbagevenden til jorden og kvinden er en sejr i Andersen Nexøs øjne. Pelle forbliver nemlig tro – både mod idealerne og mod hjertet og jorden: Han bliver et helt menneske.