Fattigdom som opvækstvilkår og i forlængelse af dette forholdet mellem arv og miljø har været et litterært grundtema især siden midten af 1800-tallet med Charles Dickens som en betydningsfuld eksponent og ses ligeledes hos eksempelvis Amalie Skram, William Heinesen, Harald Herdal og ikke mindst i Tove Ditlevsens ”Barndommens gade”.
Den livsfilosofiske naturdyrkelse er central for det markante litterære nybrud, som præger årene omkring 1900. Dets fremmeste repræsentanter ud over Andersen Nexø er Johannes V. Jensen, Jeppe Aakjær og Thøger Larsen. Det er forfattere, som har rødder i landbobefolkningen, og hvis interesse samler sig om de kræfter, der hviler i naturen og blandt almuen. De beskæftiger sig i deres romaner og lyrik med jorden, årstidernes skift, solen og driftsmennesker – upolerede og uspolerede individer.
Forfatteren Hans Kirk, som skriver i 1920’erne og 1930’erne, er en af de få, der ligesom Andersen Nexø kobler kritik med idealisme, men ellers har samfundsengagementet i dansk litteratur taget Georg Brandes’ krav om, at litteraturen først og fremmest skal sætte problemer til debat, meget bogstaveligt. I international sammenhæng er den amerikanske arbejderklasseforfatter Upton Sinclair en idealistisk åndsfælle.
Selv følte Andersen Nexø, at han stod i kæmpe gæld til Henrik Pontoppidan, som blandt andet i novellesamlingen ”Fra hytterne” og romanen ”Sandinge Menighed” leverer en skånselsløs skildring af armoden og udbytningen på landet. Pontoppidan ejede ikke Andersen Nexøs lyse fremtidshåb for menneskeheden, og hans mesterværk ”Lykke-Per” er en ironisk fortælling om en erobrer, der knækkes. Alligevel er det til ”Mesteren Henrik Pontoppidan”, Andersen Nexø dedikerer ”Pelle Erobreren”. Det er både en hyldest og en irettesættelse.