Martin Andersen Nexøs andet hovedværk er ”Ditte Menneskebarn”, som er skrevet i årene 1917-21 under indtryk af den russiske revolution og de voldsomme omvæltninger, der resulterede i oprettelsen af verdenshistoriens første kommunistiske stat.
Andersen Nexø havde i skuffelse forladt Socialdemokratiet, som efter hans mening havde gjort arbejderbevægelsen parlamentarisk og kompromissøgende. Han vendte nu håbefuldt blikket mod det nyoprettede Sovjetunionen, der havde realiseret den proletariske revolution og dermed lagt kimen til virkeliggørelsen af en kommunistisk utopi, som blev Andersen Nexøs forbillede resten af livet.
25793250
Historien handler om pigen Ditte, der bliver forladt af sin mor og vokser op hos sine bedsteforældre, som er fattige husmænd. Ligesom Ditte er et uægte barn, føder også hun et barn uden for ægteskab, og fra det øjeblik er hendes liv stort set kun en lang nedtur på den sociale rangstige i et gennemråddent og brutalt samfund. Rystende er blandt andet skildringen af Dittes tid som amme på et hjem for uønskede børn, hvor der rent ud sagt foregår uhyrlige ting. En kort lykke oplever hun i huset hos en god familie, men hun kastes atter ud i malstrømmen efter naivt at have indledt et forhold til husets herre. Hun går fra den ene tjenesteplads til den anden, aldrig uden at blive ydmyget, for sådan behandler man samfundets dårligst stillede. Alligevel har hun et formidabelt overskud til at hjælpe andre, ikke mindst som plejemor for en voksende flok børn og som støtte for de mænd, som tiltrækkes af hendes hengivne og stærke væsen, men som selv er for svage til at hjælpe hende. Hun er den mest fuldendte og smukke skabning hos Andersen Nexø og inkarnerer som opofrende kvinde og moder et idealbillede i det nexøske univers.
Romanen slutter dystert med Dittes alt for tidlige død, mens de underkuede masser fylder Københavns gader med deres revolutionshymne. ”Ditte Menneskebarn” er en meget mørkere fortælling end ”Pelle Erobreren”, men Andersen Nexøs tro på menneskets dybe og gode kræfter forbliver intakt. Dittes korte liv er ikke levet forgæves. Hendes opofrelse og kærlighed er netop det overskud og den kraft, der er livets eneste håb, når det ikke levnes en chance. Det er kræfter, som ikke kan holdes nede, og som sår kimen til den revolution, vi ser optræk til i bogens slutning. Budskabet er utvetydigt. Revolutionen kommer, og når det sker, er der meget ondt, der skal gøres op. En advarsel, med andre ord – om en ny verdensorden, som omkring 1920 ikke længere syntes så fjern.
SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Ditte Menneskebarn"