Dramatikeren

Erling Jepsen debuterede som dramatiker som kun 21-årig med radiospillet ”Kiks med kniv og gaffel” i 1977. I 1981 fik han sit gennembrud med tv-spillet ”Polledreng kommer hjem”, og han har i alt skrevet mere end 30 radio-, tv- og skuespil. Mange af hans stykker findes også i trykt form. Hvor Erling Jepsen som forfatter i vid udstrækning tager eksplicit fat på sin egen historie, er hans dramatiske værker mere alment betonede, og dog stikker familiens grimme spøgelse også her hovedet frem flere steder.

I 2001 vakte skuespillet ”Anna og tyngdeloven” en del furore i medierne. Stykket er en dramatisering af historien om Anna Castberg, der i 1996 blev direktør for kunstmuseet Arken. Kort tid efter fik hun meget travlt med at komme ud ad døren og landet, da det viste sig, at hendes anbefalinger og uddannelser var det rene opspind. Erling Jepsen legede videre med fiktionen Anna og gav medierne, hvad de bad om: Endnu en fiktion, som de slugte råt. Han hævdede nemlig hårdnakket, at Anna Castberg selv havde bedt ham om at skrive stykket. Senere forklarede han dog sagens rette sammenhæng i en kronik (Politiken, 2003-02-13).

I skuespillet ”Manden fra Estland” gik Erling Jepsen mere eksplicit politisk ind i vores angst for det fremmede. Han har også kastet sig over musicalgenren med forestillingen ”Vild, varm og overvægtig” fra 2005, der har musik af Fuzzy. Vi er her ovre i den lette genre på trods af den noget overvægtige hovedperson – en glad enke, halvtreds og halvfed, men bestemt ikke færdig. Hun kaster sig over mændene med mere appetit og held end sin radmagre datter.