Thomas Korsgaard

Thomas Korsgaard er født i Skive i 1995 og voksede op på en kvæggård i den lille flække Nørre Ørum. Efter et år i gymnasiet i Skive flyttede han som 17-årig alene til København i 2012 og begyndte i 2.g på Ørestad Gymnasiums journalistiklinje. Senere begyndte han at skrive for netmedierne Atlas og Zetland, og i 2017 udgav han debutromanen ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, hvis efterfølger ”En dag vil vi grine af det” udkom året efter. I 2021 udkom sidste del i serien, ”Man skulle nok have været der”.

Debuten vakte opsigt, da Korsgaard fortalte, at store dele af romanen byggede på hans egen opvækst og mistrivsel i en dysfunktionel familie. Selv om der står roman på forsiden, så er der for Korsgaard ikke langt mellem ham selv og titelpersonen Tue.

I et interview i Politiken fortalte han om, hvordan hans egen familie lige som Tues kæmpede med gæld, hans fars temperament og morens periodiske depressioner (Simon Roliggaard: Lige om lidt kommer katastrofen. Lige om lidt eksploderer min far. Politiken, 2017-01-28). Ifølge Korsgaard var der ingen – hverken i skolen eller resten af familien – der reagerede på det åbenlyse svigt, han og hans søskende blev udsat for. Det tidlige ryk hjemmefra til hovedstaden har Korsgaard beskrevet som en nødvendig flugt: ”Til dels handlede det jo om det samme, som det gør for alle unge mennesker. Jeg ville være fri og have mit eget liv. Men i mit tilfælde handlede det også om at få Nørre Ørum og de mennesker, der var der, på afstand. Min mor spurgte, om jeg ikke bare kunne flytte til Viborg. Men så kunne jeg lige så godt være blevet hjemme. Det handlede om at komme så langt væk som muligt.” (Natalie Yahya Rosendahl: »Hvis folk ignorerer én, skal man bare insistere«. Information, 2017-02-04).

Ved at skrive om sin barndom har Korsgaard forsøgt at nærme sig den, men har samtidig også for altid brudt med den. Og selv om mønsterbryder ligger først for som beskrivelse af ham, sætter han selv spørgsmålstegn ved mærkatet: ”Man kalder mig mønsterbryder, men er jeg det? Jeg er jo stadig mig selv, og jeg har det med at falde i og gentage mine forældres mønstre (…) Det er, som om der er spundet nogle tråde ud foran mig, og ind imellem vil jeg snuble i dem.” (Kasper Schütt-Jensen: Han skriver om forældre, der er dummere end deres børn. Jyllands-Posten, 2018-04-28).

Udover de tre romaner om Tue har Korsgaard udgivet kortromanen ”Mente I det” (2023), to novellesamlinger samt en række børnebøger, hvoraf flere er skrevet i samarbejde med Frida Brygmann.

De seksten tekster i Thomas Korsgaard novellesamling ”Snydt ud af næsen” fra 2024 tegner et mistrøstigt billede af en egn, hvor svigt og fattigdom er fremherskende i de komplekse og kærlighedsfattige relationer.

I den første novelle, ”Snak”, har drengen Theo fået ødelagt sine briller af klassekammeraten Kevin, men tør ikke sige det til sin far, for ”Kevin sagde, at han ville rive mine øjenbryn af, hvis jeg sagde det til nogen.” (s. 14). Theos psykologfar vil rede trådene ud, så de kører hjem til Kevin, der bor med sin far i et faldefærdigt hus. Kevins far Åge er ikke imponeret over alle de ”fine bøsseord”, så han giver Theos far en stak kontanter for brillerne og går ind og råber truende ad sin søn.

137461102

I den dialogbårne tekst udstikker Korsgaard en række af samlingens temaer og karakterer: et stort spænd i måder at være familie på, skam og frygt, tung underklasse, vold og den forknytte og forsømte Kevin, hvis familie går igen i flere noveller. En forseelse for ti år siden har udstødt Åge i så høj grad, at han ikke engang kan købe brænde på trælasten.

”Stedets eneste gæster” handler om storbyparret Oliver og Johannes, der har booket værelse på det, de troede var en romantisk kro, men som viser sig at være et slidt sted uden hverken kagebord eller gæster, ”René” om Patrick og hans mor Pernille, der bliver sat på gaden af fogeden, og ”Hårdt liv” om Alexander, der opsøger sin søster Mia i den købmand, hvor hun arbejder efter at være kommet ud af fængslet for vold. De er ikke enige om, hvordan de skal forstå deres barndom, og hun afviser Alexanders ønske om at trække hende væk fra det indspiste: ”Det er desværre ikke alle, der bare kan skride og leve et spændende liv” (s. 314).

Det er tungt at læse novellerne, fordi børnene bærer deres forældres skæbne med sig som en ufrivillig arv. Kevin vil altid være klovbeskærer Åge Jørgensens søn og derfor udstødt som sin far, og volden bliver siddende i dem, der er vokset op med den. Indlejret i den konfliktsky selvgodhed og insisteren på at passe sig selv er der en foragt for københavnere og homoseksuelle og højtuddannede, for man skal sandelig ikke tro, man er noget.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Snydt ud af næsen"

Thomas Korsgaards debut ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) er en dybt personlig roman baseret på forfatterens egen opvækst. Bogen handler om Tue, der vokser op omgivet af trusler: 00’ernes finanskrise er ved at ruinere forældrene; farens iltre temperament kan hvert minut gå i udbrud, og internetkasinoers falske lykønskningstoner truer med at trække moren helt væk fra virkeligheden. Og så er der døden, som Tue hele tiden mærker hænge over sig.

Gården langt væk fra alting er et sølle sted at vokse op, og Tue tvinges da også til hurtigt at blive moden – selv om det er svært for ham altid at gøre det rigtige.

52889111

Ved romanens start er han 12 år gammel, og familien, som knap nok hænger sammen i forvejen, udsættes for endnu en rystelse, da de tre børns nye lillesøster er død ved fødslen. Moren bliver deprimeret og begynder at spille på nettet, og farens afstumpede gemyt er kun i stand til at vise ømhed for gårdens mange vilde hunde. Økonomien er ussel, og da faren må lade sin mere succesfulde bror overtage dele af gården, hjælper det ikke på hans humørsyge. Tue lykkes ikke altid med at træde varsomt nok omkring ham – prisen? En overfusning, lussing eller at blive lukket ude i sneen i strømpesokker. Der er få steder, Tue rigtig trives, og da hans seksualitet så småt spirer frem, passer heller ikke den ind i det snæversynede miljø.

Romanen giver et både groft og følsomt indblik i en familie, der bare slet ikke fungerer. Stilen er præget af fintfølende beskrivelser fra et helt ungt menneskes perspektiv, og Korsgaard registrerer let den hårfine balance i familien mellem ”alt er okay” og ragnarok. Den meget lidt romantiske beskrivelse af livet på en gård, der er ved at smuldre, er meget virkelighedstro. Lugten af gylle – eller penge, som Tues far kalder det – og brændte dyr hænger overalt suppleret af magtesløsheden i det klondikeagtige samfund, hvor selv et lille fejltrin kan resultere i et øgenavn for livet. På trods af fortællingens hårdhed løber der en tung, sort humor i karaktertegningerne. Morens venindes gentagne ”forsadanda”, farbrorens floskler som ”Det går op, og det går ned” og beskrivelsen af mormor og O.P.’s bugnende lager af Quality Street er med til at løsne tungsindet en smule.

VIDEOKLIP
Thomas Korsgaard fortæller om Tue-trilogien, maj 2022.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Hvis der skulle komme et menneske forbi"

Thomas Korsgaards fortælling om Tue fortsætter i opfølgeren til ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”. ”En dag vil vi grine af det” (2018) tager fat, et års tid efter forrige roman sluttede. I familien ser økonomien bedre ud – gælden til Tues farbror er betalt, og moren har fået en større erstatning efter en ung kirurg har byttet rundt på senerne i hendes underarm. Men trods den materielle fremgang formår de voksne stadig ikke at være forældre for deres tre børn, og lussinger, selvmordstrusler og fravær er faste dele af hverdagen.

Tue føler sig mere alene og forkert. I det år, der er gået, er han for alvor blevet teenager; han har mistet sin barnligt naive måde at registrere sine omgivelser på og besidder nu i stedet teenagerens trods og vrede. Der er en enorm modstand i ham, som moren får at mærke, da hun tankeløst indvier sønnen i sin affære med ”fynboen” fra Kom og Vind-chatten. Det er svært ikke at se det dybt uretfærdige i, at hun indlemmer sin 17-årige søn i den del af hendes liv, men Tue formår at bruge ”fynboen” mod sin mor – blandt andet til at få sin veninde Iben med på den ferie til Alanya, som en ikke lille del af erstatningen bliver brændt af på.

54078714

Tues frirum hos mormor og O.P. er forsvundet efter mormorens død, og da Iben fortæller, at hun ikke begynder på Skive Gymnasium, hvor Tue allerede går, men flytter på kollegium i Viborg, har Tue ikke mange fællesskaber tilbage. Skolen gider han ikke, og når Iben ikke er der, lukker han øjnene for sin homoseksualitet. Selv om det efterhånden er åbenlyst for de fleste, er det umuligt for ham at springe ud – især over for faren, der i forvejen ikke forstår sin søns valg i livet.

Tonen i ”En dag vil vi grine af det” er mere hård end i forgængeren. Det kan hænge sammen med, at Tue er blevet ældre og som teenager stiller sig mere kritisk over for forældrenes levevis. Moren og farens utilstrækkelighed til at være de voksne viser sig konkret i det, de siger – morens i sin lidt for grafiske involvering af Tue i affæren og faren i sine gentagende trusler om, at han da bare kan gå ud og hænge sig. Tue prøver på en og samme tid at holde sammen på familien ved for eksempel at sørge for mad til sine mindre søskende, når forældrene er forsvundet, samtidig med at han forsøger at sprænge det hele i stykker ved at opsøge konflikter med forældrene.

I 15 kortere noveller hopper mennesker ud ad vinduer, lyver og stjæler. Måske fordi de ikke kan andet, måske fordi de synes, de har ret til det. Thomas Korsgaards ”Tyverier” fra 2019 samler karakterer, der er pressede udefra eller indefra, og som ikke altid lever op til samfundets eller familiens normer, men gør det så godt de kan. I ”En far” er Kim kommet ud af fængslet og skal passe den datter, han ellers aldrig ser. På legepladsen indleder han en samtale med en anden mor og øjner muligheden for på helt almindelig vis at møde et andet menneske. Men så indhenter fortiden ham i skikkelse af den fulde Steffan, som kommer forbi og får spoleret øjeblikket i sandkassen komplet. I ”Lasagne” er Rasmus på besøg hos sin gymnasieveninde Laura, som er flyttet i hus med døgenigten Daniel. Rasmus og Laura plejede at ryge joints og gøre oprør sammen, nu får han skældud for kun at tage osten på lasagnen. Det, de havde sammen, er spoleret af en ny kæreste. I begge noveller spiller fortiden en rolle, enten som noget, man ikke kan flygte fra eller noget, man ikke kan komme tilbage til.

47020638

Der er nogle rørende portrætter af en række lidt ensomme og sølle eksistenser: ham, der roder i en container for at finde mad til nytårsaften, ham der ikke kan finde ud af at begå selvmord og ham, der ikke vil lade sig indlægge på psykiatrisk skadestue, da han ser de andre patienter i venteværelset. De dialogbårne tekster er skrevet i både 1. og 3. person, og i netop dialogen ligger en stor del af karaktertegningen.

De mange klassemarkører viser en slidt og lurvet del af Danmark frem. Hjemme hos lille Malthe spiser man mazarintærte direkte fra pakken og smider sin jakke på gulvet. Hans klassekammerat Simon beholder både jakken og tasken på. Karaktererne lyver og stjæler og gør sig bedre, end de er. Fortælleren siger i titelnovellen, at han stjæler – også når han lytter – i en metafiktiv kommentar om at skrive: Han gør andres historier til litteratur, og forfatteren tager på den måske afstand til sine tidligere, autofiktive bøger. Her er i hvert fald fortællinger fra det man kan kalde underdanmark, hvor samme længsel efter at høre til og samme insisterende ensomhedsfølelse fylder som i resten af samfundet.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Tyverier"

Som tredje og afsluttende del af sin romantrilogi om Tue udgav Thomas Korsgaard i 2021 ”Man skulle nok have været der”, der handler om nogle måneder i den 17-årige Tues liv, hvor han er boligløs i København. 

Tue arbejder som avissælger for Politiken og er blevet smidt ud af sin udlejer. Nu har han en sportstaske med en computer, lidt tøj, sit pas samt en stuepalme med sig, resten har han smidt til storskrald, barndommens billedalbum inklusiv. Gennem sin kollega Victoria får han møvet sig ind på sofaen i hendes mors herskabslejlighed på Østerbro. Den præges af moren, stjernearkitekten Merete, der udstråler overklasse i alt hvad hun gør, siger og spiser.

39055686

For i detaljerne om madvaner og -viden afslører Tue sin baggrund i en anden social klasse. Rigatonien, som Merete forbereder, er bare pasta. Victoria lærer ham de mest basale manerer, men Tue falder konsekvent igennem i det bedre borgerskabs skjulte koder og kodeks. 

Når han er alene i lejligheden, inviterer han sin flirt Laurits på besøg i deres spæde forsøg på et forhold. Tue lyver sig igennem tilværelsen, tilsyneladende uden at reflektere over konsekvenserne eller hvad det følelsesmæssigt gør ved de folk, han involverer sig med. Han tænker frem til næste måltid og næste nat og forsøger samtidig at kappe forbindelsen til sin fortid i det jyske. Hans mor rumsterer i kulissen, og han kan alligevel ikke undslå sig, da hun beder om hans hjælp. 
Karaktererne i romanen defineres af deres handlinger, udsagn og vaner mere end af psykologisk indsigt fra jegfortælleren Tue. Klæder skaber folk, og mens Tue bliver ved med at lappe sine hullede sko, spiser Victoria morgenmad i silkekimono, og Merete køber ind hos Hermés i Paris. Over det småtragiske portræt af en forhutlet hustler ligger der en fernis af sort humor, der får fortællingen til at glide. Til allersidst i romanen får Tue udgivet en bog og kalder sig selv Thomas, og således sluttes både den meta- og autofiktive ring. 

Thomas Korsgaards kortroman ”Mente I det” fra 2023 er en kortfattet fortælling om en hadforbrydelse og dens vidtrækkende konsekvenser. Fortælleren er i byen i København med sin veninde, da tre mænd umotiveret kommer hen og truende gentager: ”Skal du dø?”. Han løber væk fra situationen, men overgrebet sidder i ham på så angstfuld en måde, at han ikke tør forlade sin lejlighed i en uge. For det vil ske igen, som det er sket så mange gange før. Han fremskriver eksempler fra hele livet, hvor han er blevet gjort forkert i sin homoseksualitet: i børnehaven, i skolen, i familien, på arbejdet, blandt venner, i byen.

137076861

Politiet tager ikke henvendelsen alvorligt, og en advokat fraråder ham at starte en sag – men skrive om det i stedet. Det peger på de strukturelle udfordringer, der er i vores retssystem i forhold til at håndtere hadforbrydelser.

Fortælleren er omkring psykiatrisk afdeling og bliver henvist til Kompetencecenter for selvmordsforebyggelse, og langsomt vender han tilbage til livet. Går i Irma og på date, mens han overvejer, om det er bedst at huske eller glemme overgrebet. Det virker til, at selv hans nære relationer har svært ved egentlig at forstå, hvad han udsættes for, men han finder en form for trøst i at læse Tove Ditlevsens roman ”Ansigterne”, som handler om en kvindes indlæggelse på psykiatrisk afdeling.

Den lille roman blotlægger skånselsløst, hvordan man som homoseksuel altid vil være anderledes, og at nogle mennesker føler sig berettiget til at nedgøre og true en pga. seksualitet. Nogle bryster sig af at kende en homo eller roser en for at være åben om sin seksualitet. De mange ubehagelige oplevelser har sat sig i fortælleren som en mistro og en frygt, der er ved at tage livslysten fra ham, og han må minde sig selv om, at han er ven, gudfar, forfatter, læser, oversætter, søn, storebror, crossfitter, født på en tirsdag – og desuden homoseksuel. Men alle de andre ting får han lov at være i fred, i modsætning til homoseksuel.

Romanen er abrupt i sit sprog og spejler i sin form den angstfyldte ensomhed, fortælleren oplever efter chokket. Det hele er faldet fra hinanden.

SE OGSÅ LÆSEKOMPAS.DK: Bøger, der minder om "Mente I det"

Det er oplagt at tale om genrer i forhold til Thomas Korsgaards forfatterskab. Trilogien bestående af ”Hvis der skulle komme et menneske forbi”, ”En dag vil vi grine af det” og ”Man skulle nok have været der” bærer genrebetegnelsen roman, men Korsgaard har ikke lagt skjult på, at bøgerne udspringer af hans egen opvækst. Hovedpersonen deler ikke navn med forfatteren før til allersidst, men i interviews forstår man, at der ikke er langt fra Thomas til Tue – i hvert fald ifølge Korsgaard selv. Måske som reaktion på den store diskussion om virkelighed og fiktion, der fulgte efter debuten, indledes ”En dag vil vi grine af det” med et forord, der aktualiserer diskussionen om erindring, fakta og biografi: ”Måske var det ikke noget. Måske var det bare mig, som havde svært ved at finde ud af, hvad der var virkeligt. Derfor begyndte jeg at samle på detaljer. Dette er også en detalje:” (”En dag vil vi grine af det”, s. 9) – læg mærke til kolonet, der afslutter forordet og lader romanen følge efter.

Korsgaards to første romaner foregår i Nørre Ørum, hvor forfatteren er vokset op, men kunne ligeså vel foregå i et hvilket som helst andet landsbysamfund med nedlagte landbrug, busser tre gange om dagen og bordeller langs landevejen. Forholdet mellem land og by løber som en undertråd i romanerne, men der er også en personlig varme i beskrivelserne af udkantsområderne. At bruge udkanten som miljø er ikke politisk motiveret, men personligt og ikke uden ømhed: ”Jeg vil sige, at jeg skriver på en sympati for de kår, jeg kommer fra. Denne slags bøger kræver, at man har en vis portion omsorg og kærlighed til sit stof, men jeg synes stadig, at der mangler stemmer fra den del af Danmark. Og jeg håber, at nogen kan genkende sig i det, jeg skriver.” (Sarah Iben Almbjerg: »Selvfølgelig er jeg bange for at ende som ham med den der ulykkelige barndom«. Berlingske, 2018-05-03).

Ensomhed og følelsen af at være fremmed i sin familie er to centrale temaer, som kun bliver forstærket, som Tues homoseksualitet bliver mere nærværende og sværere at skjule. Vold – både fysisk og psykisk – og svigt står også stærkt i beretningerne om Tues opvækst. Ensomheden og volden forstærker ønsket om at komme væk og blive en anden, men drømmen er uoverskuelig, for der er aldrig penge nok. Fattigdommen er både økonomisk og åndelig og viser sig også i sproget, som er gennemsyret af tomme klicheer. Spørger man Korsgaard, er der dog også et fællesskab bygget ind i de mange faste vendinger: ”De er på den ene side et fælles fundament og en dyb hemmelighed. Men de er også en måde at holde samtalerne fra livet på – samtaler om det der virkelig sker.” (Anna Holmgaard: På kanten – i litteraturen og landet. Fyns Amtsavis, 2017-05-28).

I ”Tyverier” og ”Snydt ud af næsen” bruger Korsgaard novellegenren til at portrættere en række mennesker, der alle har et mellemværende med tilværelsen. De befinder sig i den tungere ende af klassesamfundet, og det korte format gør brug af intonationer, direkte tale og konkrete klassemarkører til at skildre deres samfundsmæssige status og sociale tilhørsforhold frem for at udfolde det i fortællingen.

På flere måder er Thomas Korsgaards forfatterskab at sammenligne med franske Édouard Louis’. De er født med få års mellemrum, debuterede begge, da de var i begyndelsen af tyverne, med selvbiografiske romaner, der handler om at vokse op i udkantsområder, hvor der er lige så få penge som kulturel stimulering. Louis’ debut ”Færdig med Eddy Bellegueule” (2015) er både form- og indholdsmæssigt en fransk pendant til Korsgaards debut, da den også nænsomt fortæller om en ung dreng, der ikke passer ind – her i et udpræget machosamfund, der ikke giver plads til en følsom, homoseksuel dreng.

Knud Romer skriver i erindringsromanen ”Den som blinker er bange for døden” (2006) også ”fra hovedstolen”, det vil sige, at han bruger stof fra sin egen opvækst, men skriver litterært om, hvordan det var at vokse op i et samfund, hvor man føler sig ekskluderet.

En forfatter fra samme debutantårgang som Korsgaard, der også skriver fra et landperspektiv, er Malte Tellerup. Hans romandebut ”Markløs” (2017) har ligeledes selvbiografiske træk og fortæller om brødrene Malte og Emil, der gennem tre dage går over Fyn. Her fylder registreringerne af et landskab, der er under forandring som følge af landbrugslukninger, samt de forandringer en skilsmisse skaber i en familie. En anden, der har skrevet om landbrugslandet Danmark, er Hans Otto Jørgensen, blandt andet i hans trilogi ”Ida og Axel”. Han kommer fra en landmandsfamilie, er selv uddannet inden for faget og har skrevet debatindlæg og kronikker i anledning af, at hans bror gik konkurs med familielandbruget.

Den litterære figur, Thomas Korsgaard har skabt af sig selv, kalder han for en stuntmand (Simon Roliggaard: Lige om lidt kommer katastrofen. Lige om lidt eksploderer min far. Politiken, 2017-01-28), hvilket er et begreb, den norske forfatter Per Petterson også bruger om sin genkommende romanfigur Arvid Jansen. Arvid Jansen deler mange træk med sin forfatter men stritter også i andre retninger. På samme måde performer Tue i Thomas’ sted.