Édouard Louis

Édouard Louis blev født i 1992 som Eddy Bellegueule i byen Hallencourt i Pikardiet i det nordlige Frankrig. Barndommen i den store familie med fem børn var fattig. Faren var en af byens heldige, der havde job på den lokale fabrik, indtil en arbejdsskade invaliderede ham. Moren, der blev gravid første gang som 17-årig og aldrig fik en uddannelse, gik hjemme indtil farens sygdom. Herefter begyndte hun at arbejde i ældreplejen.

At vokse op i en arbejderby i det nordlige Frankrig langt fra Paris’ flanørvenlige miljø var ikke let for Eddy, som tidligt viste mere feminine personlighedstræk, der bestemt ikke passede ind i det maskuline samfund: ”Min far plejede at sige, ’Du er familiens skamplet’. Han plejede at fortælle mig, at folk i byen gjorde grin med vores familie, fordi jeg opførte mig som en pige, at jeg var for flamboyant.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).

I 2013 skiftede Eddy Bellegueule navn til det mere royaltklingende Édouard Louis (Bellegueule betyder ’smukt fjæs’), og med den selvbiografiske debut ”En finir avec Eddy Bellegueule” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) fra året efter, viser Louis vejen frem mod sin nye og egentlige identitet – den intellektuelle, politisk bevidste forfatter – og gør endeligt Eddy til fortid: ”Det lyder dramatisk, men ja, jeg ville slå ham ihjel – han var ikke mig, han var navnet på en barndom, jeg hadede.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).

Som debuten er Louis’ anden og tredje roman – ”Voldens historie”, 2017 og ”Hvem slog min far ihjel”, 2019 – også sociologiske afsøgninger af den vold, som han mener, reproduceres i samfundet. Louis lægger ikke skjul på, at hans litteratur er politisk, og han blandede sig kraftigt i den franske valgkamp i 2017, hvor Marine Le Pen på den yderste højrefløj stod stærkt i kampen om præsidentskabet – særligt i Louis’ ofte politisk oversete hjemegn. Og det er præcis disse miljøer, han skriver om i sine bøger – de økonomisk og kulturelt fattigere egne og eksistenser, som også litteraturen har det med at overse. Som han har skrevet: ”Mine bøger fødes ud af fravær: Jeg begyndte at skrive, fordi jeg ikke kunne finde min barndoms verden nogen steder i bøgerne.” (Édouard Louis: For My Family a Book Was a Kind of Assault. The Guardian, 2017-02-11. Egen oversættelse).

Édouard Louis’ storebror døde som 38-årig efter en livslang alkoholafhængighed. I tiden efter hans død forsøger lillebror Édouard at stykke en historie sammen om, hvem broren var og hvorfor han blev, som han gjorde. Det er rammen for Édouard Louis’ roman ”L’Effondrement” fra 2024 (”Kollaps”, 2025), der foregår i et fremadskridende spor, fra fortælleren en tidlig morgen bliver ringet op af sin mor, der fortæller, at broren er død, til de primære begravelsesforberedelser er klar. Ind mellem er der 16 såkaldte kendsgerninger, der rummer episoder og oplysninger fra brorens liv, ligesom der er tekstpassager af reflekterende og erindrende karakter: noter, bemærkninger og udskrifter af samtaler med flere af brorens kærester.

141246208

Tilsammen tegner der sig et billede af en sammensat personlighed, som allerede tidligt i barndommen udviste reaktioner på, at hans biologiske far forlod ham, og at hans stedfar ­– fortællerens far – systematisk ­udsatte ham for vold. I sine teenageår begyndte han at lyve, stjæle og drikke, og som 20-årig flygtede han hjemmefra. I lange perioder var han væk, og når han kom hjem, var det for at fortælle om de store drømme, der matchede det fattige liv så dårligt, og måske var det, der endte med at slå ham ihjel: Drømmen om lykke, rigdom og kærlighed, som hverken familien eller samfundet formåede at understøtte. I hjerteskærende scener hører vi om faderens skånselsløse ydmygelser, om moderens medløberi og om vold, utroskab og invaliderende alkoholisme i hans kærlighedsrelationer.  

Fortælleren reflekterer, også med blik til anden litteratur om sorg og melankoli, over, hvad der skaber et menneske. Om det Sår, broren brugte som forklaring på sin elendighed, var medfødt eller påført; om nogen mennesker vælger at stå uden for tiden i selvvalgt lidelse. Med forfatter Anne Carsons ord har vi brug for historier om hinanden, og ”Kollaps” er en lillebrors forsøg på at skrive en historie om den bror, han slog hånden af, 10 år før han døde. Også i denne roman interesserer Louis sig for, hvilken betydning klasse har for ens muligheder i livet, og han undersøger atter den nedarvede vold og de mekanismer, der gør voldsoffer til voldsudøver.