edouard louis
Foto: Arnaud Delrue / Scanpix

Édouard Louis

Artikel type
voksne
stud.mag. Christine Fangel Juhl, iBureauet/Dagbladet Information. 2017.
Top image group
edouard louis
Foto: Arnaud Delrue / Scanpix

Indledning

Udkantsfrankrig udgør bagtæppet i Édouard Louis’ forfatterskab, der giver sceneplads til dem, man sjældent hører fra i litteraturen: arbejderne i nord, de småkriminelle, voldtægtsforbryderen. Det er litteratur derfra, hvor bøsse stadig er et skældsord og læsning en fornærmelse. Som en både intellektuel, politisk og seksuel forræder brød Louis i 2014 igennem med barndomsfortællingen ”Færdig med Eddy Bellegueule” og fulgte i 2016 op med den ligeledes selvbiografiske ”Voldens historie”, der er en mørk undersøgelse af baggrunden for en voldtægt og et mordforsøg.

52944392

Blå bog

Født: 30. oktober 1992 i Hallencourt, Frankrig.

Uddannelse: Sociologi ved École Normale Supérieure og L’École des Hautes Études en Sciences Sociales i Paris, 2011-.

Debut: En finir avec Eddy Bellegueule. Le Seul, 2014.

Litteraturpriser: Pierre Guénin-prisen mod homofobi, 2014.

Seneste udgivelse: Voldens historie. Forlaget Etcetera, 2017. (Histoire de la violence, 2016). Oversat af François-Eric Grodin.

Inspiration: William Faulkner, Toni Morrison, James Baldwin, Simone de Beauvoir, Karl Ove Knausgård, Svetlana Aleksijevitj og de franske sociologer og filosoffer Pierre Bourdieu og Didier Eribon.

 

 

 

 

Baggrund

”Jeg mærkede lugten af nøgne kroppe, og jeg ønskede, at jeg kunne gøre den håndgribelig og æde den, denne duft, for at gøre den mere virkelig. Jeg ville have ønsket, at den var en gift, der kunne beruse mig og få mig til at forsvinde, så mit sidste minde var denne duft af kroppe, der allerede var mærket af deres socialklasse, hvor man allerede under barnets fine, mælkehvide hud fornemmede den voksnes muskulatur (…).”

”Færdig med Eddy Bellegueule”, s. 154.

Édouard Louis blev født i 1992 som Eddy Bellegueule i byen Hallencourt i Pikardiet i det nordlige Frankrig. Han havde da to ældre halvsøskende, som han voksede op sammen med, og senere fik han en lillebror og –søster. Barndommen i den store familie var fattig. Faren var en af byens heldige, der havde job på den lokale fabrik, indtil en arbejdsskade invaliderede ham. Moren, der blev gravid første gang som 17-årig og aldrig fik en uddannelse, gik hjemme indtil farens sygdom. Herefter begyndte hun at arbejde i ældreplejen.

At vokse op i en arbejderby i det nordlige Frankrig langt fra Paris’ flanørvenlige miljø var ikke let for Eddy, som tidligt viste mere feminine personlighedstræk, der bestemt ikke passede ind i det maskuline samfund: ”Min far plejede at sige, ’Du er familiens skamplet’. Han plejede at fortælle mig, at folk i byen gjorde grin med vores familie, fordi jeg opførte mig som en pige, at jeg var for flamboyant.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).

I 2013 skiftede Eddy Bellegueule navn til det mere royaltklingende Édouard Louis (Bellegueule betyder ’smukt fjæs’), og med den selvbiografiske debut ”En finir avec Eddy Bellegueule (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) fra året efter, viser Louis vejen frem mod sin nye og egentlige identitet – den intellektuelle, politisk bevidste forfatter – og gør endeligt Eddy til fortid: ”Det lyder dramatisk, men ja, jeg ville slå ham ihjel – han var ikke mig, han var navnet på en barndom, jeg hadede.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).

Som debuten er Louis’ anden roman, ”Histoire de la violence”, 2016 (”Voldens historie”, 2017) også en litterær og sociologisk afsøgning af den vold, som han mener, reproduceres i samfundet. Louis lægger ikke skjul på, at hans litteratur er politisk, og han blandede sig kraftigt i den franske valgkamp i 2017, hvor Marine Le Pen på den yderste højrefløj stod stærkt i kampen om præsidentskabet – særligt i Louis’ ofte politisk oversete hjemegn. Og det er præcis disse miljøer, han skriver om i sine bøger – de økonomisk og kulturelt fattigere egne og eksistenser, som også litteraturen har det med at overse. Som han har skrevet: ”Mine bøger fødes ud af fravær: Jeg begyndte at skrive, fordi jeg ikke kunne finde min barndoms verden nogen steder i bøgerne.” (Édouard Louis: For My Family a Book Was a Kind of Assault. The Guardian, 2017-02-11. Egen oversættelse).

Færdig med Eddy Bellegueule

”Er det dig, der er homo?
Ved at udtale det indskrev de det i mig som et stigma – et af disse mærker, grækerne brændte eller skar ind i afvigere og samfundsskadelige individer. Umuligt at slippe af med igen. Forbløffelsen overrumplede mig, selvom det ikke var første gang, nogen sagde sådan noget til mig. Man vænner sig aldrig til krænkelse.”

”Færdig med Eddy Bellegueule”, s. 13.

I den nordfranske landsby, hvor Édouard Louis’ debutroman ”En finir avec Eddy Bellegueule” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) udspiller sig, taler rigtige mænd med næverne. Her er bøsse et skældsord, og selv kvinderne praler af at have store nosser. Romanen bygger på Louis’ opvækst i Frankrigs rådne banan og på hans uopnåelige forsøg på at undslippe de rygter om homoseksualitet, der gennem hele opvæksten klæbede til ham, og ønsket om at passe ind i omverdenens idealer for en ’rigtig mand’.

 

51538722

Romanen er delt i to. I første bog følger man skoledrengen Eddy. Gennem hans hverdag løber en rød tråd af vold – fra de to drenge, der dagligt tæsker ham i skolen, over den institutionaliserede vold, som mændene omkring ham udøver over for hinanden, til de verbale slag, Eddy konstant må tage imod fra sin omgangskreds. Han har ’manerer’, som familien siger: Han er flamboyant, taler i en høj tone og gestikulerer voldsomt, og for disse sociale afvigelser må han bøde. Eddy fornemmer selv, at han ikke passer ind, men han forstår ikke og undertrykker sin homoseksualitet langt ind i anden bog, på trods af at hans begær vækkes i en seksuel leg med kammeraterne – konsekvent skrevet i kursiv for at understrege forskellen på Eddy og de andre drenge. Nok lykkes det Eddy at slippe væk fra det bogstaveligt talt rådne hjem, men et efterskrift røber, at følelsen af fremmedhed ikke er så let at komme af med.

Den selvbiografiske roman fortælles i første person af en ældre Eddy. Det er en velreflekteret og moden mand, der i et ofte præcist og sagligt og dog også humoristisk sprog forsøger at forklare det sociale brakvand af fattigdom, snæversyn og fremmedhad, han voksede op i omkring år 2000. Det er et miljø, der for mange læsere hører en anden tid til, så man glemmer let, at fortællingen faktisk finder sted i en meget nær fortid. Derfor virker det næsten chokerende, når eksempelvis en mobiltelefon dukker op.

Édouard Louis gør i ”Færdig med Eddy Bellegueule” brutalt op med en familie og omverden, der nok ønsker, men er ude af stand til at acceptere ham. Han forstår, at de blot kopierer sociale mønstre nedarvet i generationer, men det er alligevel drengen med en tyk spytklat løbende ned af kinden, der står tilbage.