Édouard Louis

Édouard Louis blev født i 1992 som Eddy Bellegueule i byen Hallencourt i Pikardiet i det nordlige Frankrig. Barndommen i den store familie med fem børn var fattig. Faren var en af byens heldige, der havde job på den lokale fabrik, indtil en arbejdsskade invaliderede ham. Moren, der blev gravid første gang som 17-årig og aldrig fik en uddannelse, gik hjemme indtil farens sygdom. Herefter begyndte hun at arbejde i ældreplejen.

At vokse op i en arbejderby i det nordlige Frankrig langt fra Paris’ flanørvenlige miljø var ikke let for Eddy, som tidligt viste mere feminine personlighedstræk, der bestemt ikke passede ind i det maskuline samfund: ”Min far plejede at sige, ’Du er familiens skamplet’. Han plejede at fortælle mig, at folk i byen gjorde grin med vores familie, fordi jeg opførte mig som en pige, at jeg var for flamboyant.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).

I 2013 skiftede Eddy Bellegueule navn til det mere royaltklingende Édouard Louis (Bellegueule betyder ’smukt fjæs’), og med den selvbiografiske debut ”En finir avec Eddy Bellegueule” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) fra året efter, viser Louis vejen frem mod sin nye og egentlige identitet – den intellektuelle, politisk bevidste forfatter – og gør endeligt Eddy til fortid: ”Det lyder dramatisk, men ja, jeg ville slå ham ihjel – han var ikke mig, han var navnet på en barndom, jeg hadede.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).

Som debuten er Louis’ anden og tredje roman –, ”Histoire de la violence”, 2016 (”Voldens historie”, 2017) og ”Qui a tué mon père”, 2018 (”Hvem slog min far ihjel”, 2019) også sociologiske afsøgninger af den vold, som han mener, reproduceres i samfundet. Louis lægger ikke skjul på, at hans litteratur er politisk, og han blandede sig kraftigt i den franske valgkamp i 2017, hvor Marine Le Pen på den yderste højrefløj stod stærkt i kampen om præsidentskabet – særligt i Louis’ ofte politisk oversete hjemegn. Og det er præcis disse miljøer, han skriver om i sine bøger – de økonomisk og kulturelt fattigere egne og eksistenser, som også litteraturen har det med at overse. Som han har skrevet: ”Mine bøger fødes ud af fravær: Jeg begyndte at skrive, fordi jeg ikke kunne finde min barndoms verden nogen steder i bøgerne.” (Édouard Louis: For My Family a Book Was a Kind of Assault. The Guardian, 2017-02-11. Egen oversættelse).

I den nordfranske landsby, hvor Édouard Louis’ debutroman ”En finir avec Eddy Bellegueule” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) udspiller sig, taler rigtige mænd med næverne. Her er bøsse et skældsord, og selv kvinderne praler af at have store nosser. Romanen bygger på Louis’ opvækst i Frankrigs rådne banan og på hans uopnåelige forsøg på at undslippe de rygter om homoseksualitet, der gennem hele opvæksten klæbede til ham, og ønsket om at passe ind i omverdenens idealer for en ’rigtig mand’.

51538722

Romanen er delt i to. I første bog følger man skoledrengen Eddy. Gennem hans hverdag løber en rød tråd af vold – fra de to drenge, der dagligt tæsker ham i skolen, over den institutionaliserede vold, som mændene omkring ham udøver over for hinanden, til de verbale slag, Eddy konstant må tage imod fra sin omgangskreds. Han har ’manerer’, som familien siger: Han er flamboyant, taler i en høj tone og gestikulerer voldsomt, og for disse sociale afvigelser må han bøde. Eddy fornemmer selv, at han ikke passer ind, men han forstår ikke og undertrykker sin homoseksualitet langt ind i anden bog, på trods af at hans begær vækkes i en seksuel leg med kammeraterne – konsekvent skrevet i kursiv for at understrege forskellen på Eddy og de andre drenge. Nok lykkes det Eddy at slippe væk fra det bogstaveligt talt rådne hjem, men et efterskrift røber, at følelsen af fremmedhed ikke er så let at komme af med.

Den selvbiografiske roman fortælles i første person af en ældre Eddy. Det er en velreflekteret og moden mand, der i et ofte præcist og sagligt og dog også humoristisk sprog forsøger at forklare det sociale brakvand af fattigdom, snæversyn og fremmedhad, han voksede op i omkring år 2000. Det er et miljø, der for mange læsere hører en anden tid til, så man glemmer let, at fortællingen faktisk finder sted i en meget nær fortid. Derfor virker det næsten chokerende, når eksempelvis en mobiltelefon dukker op.

Édouard Louis gør i ”Færdig med Eddy Bellegueule” brutalt op med en familie og omverden, der nok ønsker, men er ude af stand til at acceptere ham. Han forstår, at de blot kopierer sociale mønstre nedarvet i generationer, men det er alligevel drengen med en tyk spytklat løbende ned af kinden, der står tilbage.

Juleaften 2012 møder Édouard Louis tilfældigt den algeriske mand Reda på gaden nær sin lejlighed. De to tager hjem sammen, og romanen ”Histoire de la violence” (”Voldens historie”, 2017) er Louis’ litterære vidnesbyrd fra den julenat, der endte i et drabsforsøg.

I timerne efter mødet har Reda og Édouard sex i Édouards lejlighed, men natten udvikler sig dystert, da Édouard opdager, at Reda er ved at stjæle hans mobil. Reda trækker en revolver, forsøger at kvæle Édouard og voldtager ham til sidst. Overfaldet står centralt, men også timerne efter på sygehuset og politistationen, hvor Édouard må forklare nattens forløb, fylder en del i den genfortælling af forløbet, som bogen er.

52944392

Genfortællingen løber i to spor, fortalt af to forskellige stemmer, nemlig Édouards egen og hans søster Claras. Nogle måneder efter overfaldet er han rejst tilbage til sin hjemegn i Nordfrankrig, som man kender fra Louis’ ligeledes selvbiografiske roman ”Færdig med Eddy Bellegueule”. Her overhører han søsteren genfortælle den historie om overfaldet, han selv har fortalt hende. Afvigelser, eller hvad Édouard opfatter som ukorrektheder, rettes i kursiverede afsnit, så forskellene i Édouards og søsterens fremstilling og dermed også fortolkning af den samme aften, står tydeligt frem.

Sproget og dets evne til at skabe forskellige slags virkeligheder, opfattelser og måske endda sandheder vises klart i modsætningen mellem Claras grove talesprog, Édouards akademiske og litterære refleksioner og i den måde Édouards version af overfaldet i politirapporten er blevet filtreret gennem et racistisk filter.

En hovedpointe i romanen er, at vold er noget, der er indlejret i og produceres af samfundet. En fortælling om et så voldsomt overfald, som dét Louis var ude for, kunne let kamme over og blive et angreb på overfaldsmanden, men Louis er modsat de forudindtagede politimænd og søsteren altid diplomatisk i sine beskrivelser og overvejelser, og romanen står som forfatterens personlige og litterære forsøg på at forstå mekanismerne bag det, der drev Reda ud i forsøget på at tage livet af ham.

I ”Qui a tué mon père” fra 2018 (”Hvem slog min far ihjel”, 2019) vender Édouard Louis retur til barndomsbyen Hallencourt, som man hører ham flygte fra i ”Færdig med Eddy Belleguele”. Efter flere år i Paris langt væk fra sin fars og de andre mænd i landsbyens machokultur vender han hjem for at besøge faren.

Det er ikke den stærke, Pastis-drikkende og grove far fra barndommen, han møder, men en fysisk nedbrudt mand, der efter en arbejdsulykke er tæt på at være blot en skygge af sig selv. ”Du kan ikke køre bil længere uden at du udsætter dig selv for fare, du må ikke længere drikke alkohol, du kan ikke tage et brusebad eller gå på arbejde uden at løbe en enorm risiko. Du er ikke meget over halvtreds. Du tilhører den kategori af mennesker som politik forbeholder en tidlig død.”

Sådan står der allerede på side 11, og citatet slår bogens to hovedtemaer an. Udover at være en forsoning med faren, hvor der for en gangs skyld er plads til ømhed fra begges sider, er bogen også et brutalt politisk opråb fra Louis’ side. I bogens første og anden del nærmer forfatteren sig sin far gennem erindringer fra barndommen – både dem, der har sat ar, men også de få sprækker i farens hårde skal, hvor kærligheden til sønnen kunne sive ud. Louis’ baggrund som sociolog træder her tydeligt frem, når han undersøger de sociale strukturer, som faren har været fanget i, og som til dels undskylder hans tarvelige og psykisk skadelige opførsel over for hans feminine søn.

46484215

I bogens tredje del træder sociologen til side, og den politisk oprørte Louis overtager. Det er en skinddød version af sin far, Louis møder, da han genser ham.  Titlen på bogen er ikke et spørgsmål – han ved nemlig godt, hvis skyld det er, at hans far er så godt som død, nemlig de franske politikere, som gennem de seneste årtier har gjort vilkårene for landets underklasse stadigt sværere: ”Macron, Hollande, Valls, El Khomri, Hirsch, Sarkozy, Bertrand, Chirac. Historien om din lidelse bærer navne.” (s. 68).

Bogen er skrevet til faren i du-form, og udspringer som ”Færdig med Eddy Belleguele” og ”Voldens historie” direkte fra forfatterens eget liv. Der er dog sket en bevægelse væk fra det fiktionaliserede og mod det mere dokumentariske.

Édouard Louis’ indtil videre tre bøger udspringer alle direkte af hans eget liv. ”Færdig med Eddy Bellegueule” handler om hans opvækst og identitetskrise som homoseksuel dreng i et machosamfund, mens ”Voldens historie” undersøger det drabsforsøg, han i 2012 blev udsat for. Det kan kaldes autofiktion, for selv om der er massive overlap med virkeligheden, er begge bøger dog litterære i deres form og tone. Om blandingen af virkelighed og fiktion har Louis’ udtalt: ”Da jeg skrev bogen [”Færdig med Eddy Bellegueule”, red.], ville jeg fortælle sandheden om det liv, der bliver levet. Den usynlige verden. Ikke ved at sammenblande grænsen mellem liv og fiktion, men ved at gøre det modsatte: at få sandheden om det sociale liv til at nærme sig litteraturen, gennem det sprog der faktisk tales.” (Matthias Dressler-Bredsdorff: Litterær sensation beskriver virkelighedens usynlige verden. Politiken, 2015-02-01).

Sproget spiller en helt særlig rolle for Louis, både som redskab til at give oversete miljøer og klasser en stemme, men også i en mere eksistentiel forstand. I ”Voldens historie” stiller han skarpt på, hvordan sprog og tid spiller ind på vores opfattelse af handlinger og hændelser.

Louis’ uddannelse inden for sociologi skinner tydeligt igennem, og problemerne i hans bøger bliver altid anskuet både politisk og akademisk. Særligt drejer hans bøger sig om social arv og samfundets reproduktion af voldelig adfærd. For ham er vold, had og snæversyn noget, der nedarves gennem generationer, og det er denne kæde af vold gennem historien han med sine bøger ønsker at gøre opmærksom på. I ”Hvem slog min far ihjel” er den politiske indignation særligt tydelig, og især bogens tredje del fremstår som et angreb på eller opråb til Frankrigs politikere.

Endelig er seksualitet et gennemgående træk i Louis’ romaner. ”Færdig med Eddy Bellegueule” viser en ung dreng, der bliver bekendt med sin egen homoseksualitet, hans forsøg på at overkomme den og passe ind i en udpræget maskulin verden. I ”Voldens historie” findes der både passioneret homoseksuel sex og dens diametrale modsætning, samt politiets mistænkeliggørelse af et homoseksuelt offer for en voldtægt. Nok er unge Eddy blevet til Édouard og flyttet til det frisindede Paris, men fordommene lever stadig, og dem bruger Louis litteraturen til at udpege.

Édouard Louis er for den politiske åre i sit forfatterskab og høje røst i offentligheden blevet sammenlignet med Émile Zola. Han har ofte blandet sig i politiske debatter, og lever på mange måder op til Georg Brandes’ ideal fra det moderne gennembrud om, at kunsten og litteraturen skal sætte problemer under debat.

Selv udpeger han William Faulkner, Toni Morrison, James Baldwin og den franske filosof Didier Eribon som litterære forbilleder. (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03).

I samme interview nævner Louis også Karl Ove Knausgårds og nobelprismodtageren Svetlana Aleksijevitjs måde at udfordre romanens præmis om fiktion på. Louis’ autofiktion skabte da også som for eksempel Knausgårds røre, da han debuterede med ”Færdig med Eddy Bellegueule”.

Louis’ behandling af vold som noget, der er indlejret i samfundet, og som nedarves gennem generationer, udspringer af sociologen Pierre Bourdieus tanker om vold. Om det har Louis i et interview sagt: ”Når du udsættes for endeløs vold i en enhver situation, ethvert øjeblik af dit liv (…), ender du med selv at reproducere det mod andre, i andre situationer, med andre midler.” (Garth Greenwell: Growing Up Poor and Queer In a French Village. The New Yorker, 2017-05-08. Egen oversættelse).

Louis’ romaner fra udkanten af samfundet kan sammenlignes med danske Thomas Korsgaards ”Hvis der skulle komme et menneske forbi” (2017) og ”En dag vil vi grine af det” (2018). Korsgaard var som Louis i starten af tyverne, da han debuterede med en roman med selvbiografiske træk om at vokse op med en spirende homoseksualitet i økonomisk og kulturel fattigdom. Morten Papes ”Planen” (2015) og Yahya Hassans digtsamling ”YAHYA HASSAN” (2013) foregår også i miljøer langt væk fra store dele af det litterære miljøs linse, hvor vold og kriminalitet trives. Men den vrede, man finder i for eksempel Hassans digte, er markant mere kontrolleret hos Édouard Louis. Selv om han også peger på samfundets skyld, søger han altid at forklare, hvorfor det i nogle sociale grupper er lettere at tale med tæsk end ord. Når Louis udpeger uhensigtsmæssig og skadelig adfærd, følger der altid et forsøg på en forklaring af, hvor i samfundets strukturer vreden opstår.

Louis’ seneste bog, ”Hvem slog min far ihjel” kan sammenlignes med den ligeledes homoseksuelle amerikanske forfatter Maggie Nelsons ”Argonauterne”. I begge bøger trækker forfatterne citater fra andre forfattere og intellektuelle ind som supplement til fortællingerne, som udspringer af deres eget liv.