”Jeg mærkede lugten af nøgne kroppe, og jeg ønskede, at jeg kunne gøre den håndgribelig og æde den, denne duft, for at gøre den mere virkelig. Jeg ville have ønsket, at den var en gift, der kunne beruse mig og få mig til at forsvinde, så mit sidste minde var denne duft af kroppe, der allerede var mærket af deres socialklasse, hvor man allerede under barnets fine, mælkehvide hud fornemmede den voksnes muskulatur (…).”
”Færdig med Eddy Bellegueule”, s. 154.
Édouard Louis blev født i 1992 som Eddy Bellegueule i byen Hallencourt i Pikardiet i det nordlige Frankrig. Han havde da to ældre halvsøskende, som han voksede op sammen med, og senere fik han en lillebror og –søster. Barndommen i den store familie var fattig. Faren var en af byens heldige, der havde job på den lokale fabrik, indtil en arbejdsskade invaliderede ham. Moren, der blev gravid første gang som 17-årig og aldrig fik en uddannelse, gik hjemme indtil farens sygdom. Herefter begyndte hun at arbejde i ældreplejen.
At vokse op i en arbejderby i det nordlige Frankrig langt fra Paris’ flanørvenlige miljø var ikke let for Eddy, som tidligt viste mere feminine personlighedstræk, der bestemt ikke passede ind i det maskuline samfund: ”Min far plejede at sige, ’Du er familiens skamplet’. Han plejede at fortælle mig, at folk i byen gjorde grin med vores familie, fordi jeg opførte mig som en pige, at jeg var for flamboyant.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).
I 2013 skiftede Eddy Bellegueule navn til det mere royaltklingende Édouard Louis (Bellegueule betyder ’smukt fjæs’), og med den selvbiografiske debut ”En finir avec Eddy Bellegueule” (”Færdig med Eddy Bellegueule”, 2015) fra året efter, viser Louis vejen frem mod sin nye og egentlige identitet – den intellektuelle, politisk bevidste forfatter – og gør endeligt Eddy til fortid: ”Det lyder dramatisk, men ja, jeg ville slå ham ihjel – han var ikke mig, han var navnet på en barndom, jeg hadede.” (Ane Farsethås: The State of the Political Novel: An Interview with Édouard Louis. The Paris Review, 2016-05-03. Egen oversættelse).
Som debuten er Louis’ anden roman, ”Histoire de la violence”, 2016 (”Voldens historie”, 2017) også en litterær og sociologisk afsøgning af den vold, som han mener, reproduceres i samfundet. Louis lægger ikke skjul på, at hans litteratur er politisk, og han blandede sig kraftigt i den franske valgkamp i 2017, hvor Marine Le Pen på den yderste højrefløj stod stærkt i kampen om præsidentskabet – særligt i Louis’ ofte politisk oversete hjemegn. Og det er præcis disse miljøer, han skriver om i sine bøger – de økonomisk og kulturelt fattigere egne og eksistenser, som også litteraturen har det med at overse. Som han har skrevet: ”Mine bøger fødes ud af fravær: Jeg begyndte at skrive, fordi jeg ikke kunne finde min barndoms verden nogen steder i bøgerne.” (Édouard Louis: For My Family a Book Was a Kind of Assault. The Guardian, 2017-02-11. Egen oversættelse).
